Ønskefonden blev deres livsværk: Må flere ønsker bliver opfyldt!
– Hovedpersonen var en ung amerikansk pige, der led af en aggressiv form for knoglekræft. En dag havde hendes far en gæst med hjem: En yngre kvinde, der kom fra en organisation, som opfyldte ønsker for dødeligt syge børn og unge, husker Erik, som nu er 76 år.
Pigens største ønske var at se Det Hvide Hus og om muligt møde USA’s præsident. Og tv-filmen mundede ud i en rørende finale, hvor den døende teenagepige sad i Det Ovale Værelse og dermed havde fået sit ønske delvist opfyldt. Pludselig gik døren op, og ind trådte selveste Bill Clinton, som i de år bestred landets øverste post.
– Jeg var helt paf. Og jeg gik straks på nettet for at undersøge, om der virkelig fandtes en velgørende organisation af den art. Det gjorde der tilsyneladende under navnet Make-A-Wish Foundation, og jeg fik dem til at sende mig noget materiale, siger Erik.
Snart dumpede en pakke med en betragtelig bunke dokumenter ned i ægteparret Buus’ postkasse.
– Da jeg havde tygget mig gennem en del af stakken, var jeg ikke i tvivl om, at det var alle tiders idé at starte noget tilsvarende for alvorligt syge danske børn. Og heldigt nok havde Birgitte og jeg på det tidspunkt al tid i verden til det frivillige arbejde, som opgaven krævede, idet vi for nylig var gået på efterløn, fortæller Erik.
Økonomisk nedtur
Om baggrunden for deres daværende situation fortæller kvinden i hans liv:
– Jeg havde min egen Matas-butik i Hjørring i en årrække. På et tidspunkt tog jeg Erik, som oprindelig var uddannet elektriker, i lære, og i flere år stod vi i butikken sammen. Vores økonomi kunne dog ikke hænge sammen, så Erik måtte tage andre jobs. Hans arbejde var af den omfarende slags, og til sidst boede han mere på hotel end hjemme. Det hele kunne dog ikke forhindre, at vi måtte lukke butikken, erklære os konkurs og gennemleve en gældssanering.
Da parret på det tidspunkt havde lagt deres pureste ungdom bag sig, var det ikke nemt at finde nyt arbejde, og efterlønnen endte med at blive løsningen.
– Og så gik jeg i gang med at søge efter andre, der var interesserede i min idé. Vi fandt en revisor og en advokat, og vi fik udarbejdet nogle vedtægter. Derudover havde vi kontakt til et reklamebureau, der rådede os til at finde på et dansk navn. Navnet blev Ønskefonden, og det var helt o.k. med den amerikanske fond, som i det hele taget gav os fuldstændig frie hænder. Vi kunne endda i stort omfang trække på deres erfaring og ekspertise, fortæller Erik.
Og ikke nok med det: Allerede i den helt tidlige fase inviterede amerikanerne Erik til at besøge deres hovedsæde i Phoenix, Arizona, så han kunne se, hvordan de arbejdede.
– Her mødte jeg en fantastisk hjælpsomhed. Blandt andet havde jeg møde med direktøren for Make-A-Wish Foundation America, og ved den lejlighed var det mig, der fik et ønske opfyldt: Jeg havde bestemt, at Ønskefonden skulle have en garantikapital på 250.000 kroner. Da jeg gik derfra, havde direktøren lovet mig, at når vi selv havde samlet de første 125.000 kroner ind, ville hun forære os resten. To år senere havde vi nået målet. Og så kunne vi ellers påbegynde arbejdet med at opfylde ønsker.
Barske historier
Erik og Birgitte har to børn, Helge og Susanne, der nu er 50 og 47 år, og som har beriget dem med i alt seks børnebørn. Men i årene med Ønskefonden var det i høj grad de syge børn og deres familier, der lagde beslag på parrets tid. Birgitte fortæller:
– Det har givet os fantastiske oplevelser, men mange af dem har i sagens natur været hårde. Jeg husker mødet med en 17-årig dreng, der havde kræft. Han ønskede sig en knallert, fordi den gav ham mulighed for at komme lidt ud uden andres hjælp. Knallerten fik han, men desværre havde han ikke fornøjelse af den længe. Hans familie sad hårdt i det økonomisk, og på et tidspunkt kontaktede de os og spurgte, om de skulle aflevere knallerten nu, hvor sønnen ikke længere var i live, eller om hans lillebror kunne få den. Vi svarede dem naturligvis, at køretøjet var deres.
– I øvrigt rådede vi altid vores mange frivillige til at afslutte deres kontakt med familierne, når det enkelte barns ønske var opfyldt. Huskereglen havde til formål at forhindre, at de engagerede mennesker blev helt vanvittige af at følge de barske skæbner på tæt hold. Der var stor og tiltrængt glæde i luften, når vi opfyldte børnenes ønsker, men lykkelige udgange var der ikke mange af.
Enkelte glade undtagelser var der dog:
– En pige fra Hirtshals med leukæmi ønskede sig en hest. Vi skaffede hende en hest fra Norge, da det er vigtigt, at dyrets højde og temperament passer til rytteren, som på det tidspunkt var syv år. Pigen lever endnu, har det godt og er i gang med at læse til dyrlæge, fortæller Birgitte.
Indledningsvis havde man altid en tilbundsgående snak med barnets familie.
– Det var vigtigt for os, at det var barnets ønske og ikke forældrenes, vi opfyldte. Og vi har rent faktisk oplevet enkelte forældre, der ikke var specielt lydhøre over for deres børn og i stedet kørte på med deres egen dagsorden, fortæller Erik.
Den nærmeste familie blev i øvrigt altid så vidt muligt tilgodeset, når det for eksempel gjaldt en rejse til Hawaii eller andre drømmesteder, hvor det syge barns oplevelser sammen med sin familie i virkeligheden var det allervigtigste.
Gavmilde sponsorer
– De første to år, hvor jeg kørte land og rige rundt og præsenterede min idé for Gud og hvermand, betalte Birgitte og jeg alle udgifter ud af egen lomme. Men da først fonden kom i sving med sine aktiviteter, meldte sponsorer og donatorer sig på banen i stor stil. Og mange var interesseret i at hjælpe, fortæller Erik.
Og eksemplerne er talrige:
– En overgang sejlede vi gratis med Molslinjen. At vi flyttede til Ebeltoft, hvor vi bor nu, var selvfølgelig også på grund af byens placering midt i Danmark. Landets daværende forsvarschef gav os i øvrigt lov til at overnatte gratis på samtlige kaserner inklusive de nedlagte. Danske Bank gav os kontorlokaler på særdeles fordelagtige, næsten omkostningsfri betingelser. Og i en periode på fem år nåede jeg at køre i 10 forskellige, spritnye sponsorbiler fra Skoda, siger Erik.
Fonden hedder nu Make-A-Wish Danmark og er en dansk filial af den amerikanske organisation. Erik er blevet folkepensionist og blev for 10 år siden udnævnt til æresmedlem af organisationen samt kontingentfri på livstid.
– Og så er jeg selvsagt fortsat frivillig og kan blive bedt om at hjælpe med at opfylde et ønske her i området, hvis det bliver aktuelt. Fonden har rundet de 2.000 opfyldte ønsker, og jeg håber, det bliver til mange, mange flere. Jeg brænder jo stadig for mit hjertebarn, siger Erik Buus.
Et ønske opfyldes
Nordjyske 05-03-2003
Sofie fra Torrild har fået en hundehvalp, Camilla fra Fredensborg en hest. Dennis fra Randers har fået en elektrisk bil og Martin fra Hurup Thy en specialbygget tandem. Lars fra Odense har mødt fodboldlandsholdet, og ialt har næsten 100 børn og unge fra hele landet fået deres højeste ønske opfyldt siden Ønskefonden blev dannet i 1999. Andre 100 børn og unge står på venteliste til at få et ønske opfyldt, og folkene bag Ønskefonden, håber at det lykkes for hver og én. Men det er sket, at et barn er dødt lige før et ønske skulle opfyldes. – Det er træls, men det er en del af arbejdet. Det er livet på godt og ondt, konstaterer Erik Buus, initiativtager til og formand for Ønskefonden. Tårerne løber Erik Buus bruger stort set al sin tid på Ønskefonden, og det samme gør hans kone, Birgitte, der ikke i samme grad lægger låg på sine følelser. – Jeg kan klare det, når vi er ude hos børnene, men når vi ude i bilen igen, går der ikke fem minutter før tårerne løber. Sådan er det for os alle, selv efter så mange børn. Men heldigvis er man stærk så længe man er midt i det, fortæller hun. – Vi er nødt til at sige til vores folk, at når et ønske er opfyldt, skal de afslutte forbindelsen med familien, ellers bliver de tossede i hovedet. De kan ikke holde til det, hvis de skal gå og bekymre sig om hvert enkelt barn. Det er svært, men man er nødt til at trække gardinet ned. Man skal se det som et stykke arbejde, selv om det er frivilligt, fastslår Erik Buus. Birgitte og Erik Buus har selv to børn og tre børnebørn, som alle er sunde og raske. De er imponerede af de syge børn og unge, de kommer i kontakt med. – Mange af de her børn tager deres sygdom med ophøjet ro. Hvad vi ikke kunne lære af de børn… Vi har opfordret tv til at lave en udsendelse om dem, men tv-stationerne vil åbenbart kun fortælle om kræftsyge børn.
Bagsiden af medaljen
Oplevelserne med Ønskefonden er berigende for de frivillige, men medaljen har en bagside. – Nogle kræver bare ind, og tager det som en selvfølge, at de kan få hvad de peger på. Deres ønsker er helt urimelige og det viser sig som regel, at det mere er forældrenes end børnenes ønske. Det er ikke meningen, og hvis vi får en fornemmelse af, at vi bliver udnyttet, stopper vi, fortæller Erik Buus. Ellers er der i princippet ingen regler for, hvad børnene må ønske sig. – Der er ingen økonomisk grænse. Det er kun børnenes fantasi der sætter grænsen. Som udgangspunkt. For vi kan være nødt til at sætte en grænse. Men det afgørende er, at det er barnets og ikke forældrenes ønske, der opfyldes. Dyre ønsker bruger vi dog lidt tid på at skaffe sponsorer til, så vi kan få dem ned i pris. Vi kan jo opfylde fem ønsker for andre børn, der venter, for det det koster, hvis et barn skal i Disneyland med sin familie, påpeger Erik Buus. Når Ønskefonden får en henvendelse fra pårørende til et sygt barn, beder de om en lægeerklæring og tre ønsker. Ét af de hyppigste ønsker er en computer. – Det kan man godt undre sig over, når man ved at kommunerne er forpligtet til at give et barn en computer, hvis det er nødvendigt for at barnet kan følge med i skolen, siger Erik Buus. Skraber penge indErik Buus er langt fra med til opfyldelsen af alle ønskerne. Derimod kører han landet tyndt i Ønskefondens røde sponsorbil for at oplyse om Ønskefonden og skrabe penge ind, så endnu flere ønsker kan opfyldes. Listen over bidragydere vokser stille og roligt, og tæller både fonde, loger, virksomheder, fagforeninger og private, fra 2.b. på Brønderslev Gymnasium 2002 til Rollo & King. Hidtil største bidragyder er standup’eren og Jeopardy-værten Lasse Rimmer, der vandt en kvart mio. kr. i “Hvem vil være millionær” og donerede pengene til Ønskefonden. Et andet, måske stort beløb er på vej til Ønskefonden fra Vejle. – Tre Odd Fellow loger på Vejlekanten har henvendt sig for at høre om de måtte arrangere en gallakoncert til fordel for Ønskefonden. En tidligere velgørenhedskoncert i Vejle indbragte en anden organisation 150.000 kr., fortæller Erik Buus. Koncerten finder sted 13. april i Musikteatret i Vejle og har Jesper Lundgaard, Kim Sjögren, Swing Sisters m.fl. på plakaten. Nemmere og nemmere – Det bliver nemmere og nemmere at finde sponsorer i takt med at vi bliver mere kendte. Og folk kan se at vi bruger minimum 85 procent på ønskerne. Vi har ingen udgifter til kontorhold, fordi jeg lægger mit eget hus og min egen computer til, forklarer Erik Buus. Hans indsats for Ønskefonden indbragte ham Veritasfondens pris for ekstraordinær humanitær indsats i 2001. Ikke desto mindre oplever han af og til, at folk i lokalområdet ser lidt skævt til ham. – Mange tror vi får en god løn, men det hele er frivilligt, forsikrer han. Erik og Birgitte Buus lever af overgangsydelse.