Fortalt af: Agnete Svendsen, Buurholtvej 41, Ø. Brønderslev
Jeg er født den 08.02.1936
Fødeegn: Klæstrup, Jerslev
Familiens dagligdag
Husstanden bestod af far og mor, en 3 år ældre bror og jeg. Min far og mors arbejde bestod i dyrkning af ca. 20 tønder land jord, og med pasning af dyr, som køer og heste samt hund og kat. Engang imellem købte min far et lille gedekid, som vi børn legede med til det blev stort. Så slagtede min mor det mens vi børn var i skole. Alt kødet blev lavet i pålæg, vi børn ville ikke smage det.
Katten fik af og til killinger, hvoraf vi måtte vælge den pæneste, de grimmeste druknede min mor i en spand. Vi havde ondt af det med de ”grimme”.
I skolen havde jeg ingen grund til gode minder. Vi havde en lærerinde, Frøken Havredal, hun var frøken og boede i samme hus, som skolestuen var. Hun blev også kaldt frøken Havregrød. Hun havde en hund, en hvid grønlænderspids, som hed Tenna, den lå altid ved hendes fødder, når hun sad ved katederet, der sad hun altid, når hun ikke rendte rundt og bankede os oven i hovedet, når vi skulle læse højt. Det gjorde hun ved mig fra første dag, jeg var i skole, fordi jeg ikke læste højt sammen med de andre. Jeg var genert, og turde ikke åbne munden.
Hun var en fin dame med hvidt hår og guldbriller. Hun var altid i blå kjole med hvide prikker eller små blomster, og hun lugtede meget godt af creme, pudder og parfume.
Når hun blev gal, som hun gjorde tit, blev hun ildrød i hovedet, helt ned til halsen, så vankede der ”Ørefigner” og hun slyngede øgenavne ud, som vi så senere blev kaldt af de andre elever. For eks. var der en syg første skoledag efter jul kunne hun sige ”Du har nok spist for meget, kald ham/hende ”julegrisen”.
Hun kunne ikke synge, men spillede på et lille orgel, så hun vendte ryggen til eleverne, pludselig kunne hun vende sig og skælde ud, for eks. Sige: I laver alt for stor en sløjfe på det Halleluja (Et barn er født i Betlehem), jeg tror nok, det er Agnete: Nej, jeg synger ikke med – hva synger du ikke med? Så løb hun ned mellem bænkerækken og gav mig en ordentlig ørefigen.
De børn hun gjorde mest ud af, var dem hvis forældre gav hende høns, ænder, stege og lignende.
Når hun havde fødselsdag, var vi inde i hendes stue, så fik vi kakao, så var hun en helt anden. Hun boede også fint, det var mærkeligt at opleve.
Påklædning
Pigerne var som regel ret pæne i tøjet, samt nogle af drengene, men der var nogle af drengene, der var meget dårlige i tøjet. De havde en dårlig mor, der ikke kunne sy og holde tøjet pænt rent. Det var på en betingelse at moderen måtte holde sammen på alt, samt sylte og bage, for at det kunne fungere både ude og inde. En episode som jeg tit tænker på, var en stor dreng som pludselig sang disse linjer” du var i en kjole fin og jeg i stumpetrøje”. Han var i en alt for lille trøje, med trævler. Min bror og jeg var altid pæne i tøjet, da vores mor havde lært at sy fra ung af, hun havde også været på husholdningsskole, det fik vi altid at vide når vi roste hende.
Hun havde blot et dårligt helbred, og min far var også tit syg, han døde i mit 19. år efter svær sygdom, kun 62 år gammel.
En oplevelse som jeg i min voksenalder tit tænker på, var da min bror og jeg var ca. 12. og 9 år. Min mor havde sendt bud efter lægen til os, han kom kørende på en motorcykel. Vi havde gemt os imellem nogle høje kartoffelrækker, der lå vi, og de kunne ikke finde os. Min mor råbte, Egon – Agnete, men uden resultat. Hvad mon lægen tænkte? Hvad mon vi fejlede? Vi var jo ellers søde og velopdragne børn fra et ordentligt hjem – FY (det var min brors ide)
Da jeg blev født af 43årige forældre, der havde dårligt helbred, blev min bror og jeg tidligt involveret i landbrugets drift, som at høste, tørvegravning, roelugning og meget mere.
Jeg skulle for eks. når jeg kom hjem fra skole vaske op, bære tørv ind, vaske 4 store mælkespande rene, samt skrubbe rent på bryggersgulvet, først derefter måtte jeg lege.
Det var mest nabogårdens egne børn og deres fodermesters børn vi legede med, men vi legede mest med de små dyrebørn, som små føl, små kalve, det lille gedekid, som vi kørte med i en trækvogn, og selvfølgelig med hunden og katte, samt den ”pæne” kattekilling.
P.S.
Jeg havde 3 ældre søskende, som var 16 – 18 og 22 år ældre end jeg, dem husker jeg ikke, at have haft så meget med at gøre som barn. Kun at min 22 år ældre storesøster havde tre piger hvoraf den ældste var 3 år yngre end jeg og derefter 2 år imellem de næste to. – dette var mere mine ”søstre”.
Jeg blev syg
Jeg var fyldt 5 år i februar. I oktober fik jeg skarlagensfeber, det var min bror der havde smittet mig. Han gik i skole, men fik det ikke selv. Jeg husker tydeligt turen med ”Sygebilen”, som vi kaldte det dengang. Jeg blev indlagt på sygehuset, som lå 8-10 km fra mit hjem. Der var fyldt med børn i alle aldre, vi lå på ”epidemien”. Forældrene måtte ikke komme ind, de stod udenfor ved vinduerne, når der var besøgstid. De var nødt til at råbe ind. Det var naturligvis bedst at ligge tættest ved vinduerne.
Jeg fik mellemørebetændelse og nyrebetændelse, jeg måtte ikke ligge hvor der var koldest eller i træk, så derfor skulle min tremmeseng stå i inderste hjørne af sygestuen, vi var 8 til 10 børn. Jeg kunne derfor ikke høre hvad mine forældre sagde, da de jo stod sammen med de andre besøgende. Det var mest min far der kom, han cyklede de ca. 10 km. En lidt større pige som lå ved vinduet var en slags tolk. Der lå jeg så i 7-8 uger, de andre lå ca. 4-5 uger inden de kom hjem.
Jeg kunne ikke komme hjem, da jeg havde nyrebetændelse. Jeg blev flyttet over på det ”store” sygehus. Jeg husker tydeligt, at en portør bar mig hele vejen udenom. Jeg var svøbt i et gråt tæppe med brune striber.
Det var en stor dag i 1942 da jeg blev overflyttet til det store sygehus.
Når der var luftalarm, kom sygeplejerskerne ind og skubbede alle sengene ud til væggen. Det vil altså sige, at jeg lå i det inderste hjørne, så alle sygesengene i den side blev skubbet ind mod min. Når så alarmen lød blev sengene spredt igen.
Jeg skulle ligge på en stor 8 sengs stue i det ene hjørne i en tremmeseng.
Der var ene voksne damer på stuen, de snakkede mest om sygdomme, de ville give mig pebernødder, det var 14 dage inden jul, jeg ville ikke have dem, jeg var flov og gemte mig under dynen. Om eftermiddagen kom min bror og mine forældre, det var jo en stor dag, da de endelig måtte komme ind og besøge mig. Jeg var meget genert og flov, jeg var også bange for, at de ikke skulle nå at komme ud, når sygeplejersken havde sagt ”besøgstid forbi”
Jeg fejrede juleaften på sygehuset, min seng blev kørt ud på gangen, hvor juletræet stod, denne aften eller hele julen. Jeg husker ikke den jul som noget særligt, heller ikke da jeg fyldte 6 år i februar. Jeg blev udskrevet i april måned, med den besked, at jeg ikke var blevet bedre, end da jeg kom, men måske kunne jeg gro fra det, hvilket jeg også gjorde.
Den dag jeg skulle hjem, kom min mor efter mig. Jeg havde ikke været af sengen i de 7 måneder, så da jeg kom ned på gulvet, dinglede jeg rundt som en fuld. Det var sikkert en stor dag. Vi gik ned til Rutebilstationen, derfra kørte vi ca. 8 km. Vi stod af ved købmanden, der stod min mors cykel med en pude bagpå bagebæreren. Så cyklede vi det sidste stykke hjem.
Jeg fik en god modtagelse, ikke mindst af min bror, som straks skulle vise mig vores kat, som havde små killinger.
Mine forældre havde redt op i en udtræksseng, for nu var jeg jo vant til at ligge for mig selv. Jeg kan ikke huske, at jeg følte mig alene, jeg var jo vant til at finde mig i det der nu bød sig, nu havde jeg jo dyrene. Mine forældre havde travlt ved landbruget.
Jeg havde mareridt hver nat på sygehuset. Hver nat lå der en skikkelse på gulvet ved siden af min seng, den var i hvid munkekittel med hætte, der gik i en spids. Når jeg satte mig op i sengen, kunne jeg se den lige så tydeligt. Når det var slemt, lod sygeplejersken lyset brænde over min seng, så dæmpede hun lyset fra den hvide kuppel med et viskestykke. Jeg har hele tiden tænkt på den hvide skikkelse, jeg kunne ikke lide når der lå noget hvidt tøj på gulvet, helt op til 50års alderen, hvor jeg gik til et selvudviklingskursus og fortalte det. Ja men, det var jo din skytsengel, var der en der udbrød, så har jeg tænkt, at det var jo sådan set godt hun lå der og passede på mig.
Den tid jeg lå på sygehuset, var der mange der havde ”fnat”, det lå de voksne damer og talte meget om, bl.a. hvem der var, det måtte jo nok ikke overgå det fine borgerskab. Dem der havde fnat blev lagt på badeværelset et døgn. Derefter kom de ind på stuen. Jeg har fået fortalt, at jeg lille pige også hørt hvad de snakkede om, så en dag da der blev en patient kørt ind på stuen udbrød jeg: Er det også en der har fnat? Det var en fin dame.
Der var ingen personale der kom og underholdt og læste for mig, jeg sad blot i sengen og legede og lyttede til de ældre. Afdelingssygeplejersken var sød, hun løftede mig op til sig hver dag. Min far havde inden sin egen fødselsdag, købt en urkæde til sig selv, som min mor så havde med til mig. Jeg skulle forære ham den i fødselsdagsgave. Jeg viste overlægen den en dag. Han spændte den på sit eget ur. Han gik så ud og kom så gående ind med åben kittel og viste hvor pæn den var, når den hang rundt på hans bryst, det glemmer jeg aldrig.
Jeg skulle drikke en stor kande vand når jeg skulle røntgenfotograferes, det blev jeg hver 14. dag, hvis jeg ikke drak det, truede de mig med at så tog de ”vandet” ligesom damerne lå og snakkede om gjorde så ondt. Jeg måtte ikke få salt, så jeg fik fiskeboller og kogte æg uden salt, jeg husker ikke lækker mad, det var streng diæt.
Jeg husker at jeg tog en teskefuld salt da jeg var kommet hjem.
Sygehuset var Brønderslev sygehus
Overlægen hed: Thorvald Pedersen
Oversygeplejersken hed: Frøken Jørgensen
Min barndoms jul
I min barndoms jul begyndte forberedelserne til julen allerede først i december. Der blev gjort rent, gulvene blev skurede og ferniserede.
Der blev bagt småkager og kogt klejner, de kunne jo holde sig i dåser. Dåserne blev forseglet med klæbebånd, så de ikke blev spist inden jul, vi havde da fået lov til at smage de grimme og lidt brændte småkager.
Der var ikke nogen der købte julekalender. Jeg fik med nød og næppe lov at få bagsiden af min mors og fars sølvbryllups telegrammer. (jeg var tre år, da de havde sølvbryllup). Så lavede jeg låger og tegnede nisser m.m. Den blev meget fin og hjemmelavet og gratis.
Min mor havde travlt med mange ting. Hun skyllede grønkål, som hun hentede på marken og kogte dem – det var traditionelt julemad. Dertil fik vi sul – ”Vendsysselske Grønlangkål”
Der blev slagtet en gris tæt op mod jul, og der skulle helst blive koldt i vejret, så kødstykkerne kunne blive afkølet, der var jo ingen køleskab dengang. Ude vendte vi en stor balje på hovedet, så kunne madvarerne holde sig under baljen.
Vores mor til den nærmeste by, gående eller cyklende – tog så med rutebilen til Brønderslev og købte julegaver, det var en stor dag, og spændende når hun kom hjem med alle pakkerne, der blev gemt godt væk, men hun havde vist også lidt julegodter – uhm.
Juleaften
Vi købte juletræet, der blev pyntet inde i soveværelset dagen før, så blev det båret ind i stuen, lige før vi skulle danse omkring det.
Vi skulle opholde os i køkkenet, så blev træet løftet ind i stuen, pakkerne blev lagt under træet og lysene blev tændt. Så måtte vi komme ind, det var et stort øjeblik. Vi dansede omkring træet med hinanden i hånden. Så blev pakkerne delt ud, der var ingen dyre eller mange gaver, men det var hyggeligt. Bores ældre søskende kom gerne hjem sammen med deres børn. Vi sang salmer og sange når vi dansede omkring træet.
Senere på aftenen fik vi altid konditorkager, vores mor havde slev bagt og fyldt dem med creme og flødeskum samt en gele´ klat – uhm.
Vores far gik en ekstra tur ud i kostalden og gav dyrene en ekstra godbid.
Vi havde hund og kat, de var i stuen sammen med os andre, de var jo en del af familien.
Både i dagene op til jul og i juledagene spillede vi ludo eller andre spil. De voksne spillede kort, også juledag, det var kedeligt at se og høre på. Vi måtte ikke lave håndarbejde, så som at strikke eller brodere – så sagde mange, at så fik man bulne fingre hele året.
Ænderne vi slagtede til jul!
Vi købte andeæg, så havde vi selv nogle høns, der kunne så være en af dem der gik rundt og gav skrukkelyde – Skruk – Skruk -Skruk den blev lagt i en rede som min mor lavede af noget halm, så skulle den ligge på 10-12 æg ca. 30 dage, så åbnede skallen sig og der kom søde små gule ællinger ud af dem. Hønen var så deres plejemor, hun troede jo at det var hendes egne.
De blev hvide da de blev store, de hvide var bedre end nogle grå ænder, for vores mor skulle bruge fjerene af dem til at fylde i dyne og puder.
Ællingerne havde et godt liv, de gik løs sammen med deres hønemor, hun kaldes en ”Skruk”, mens de var små, sov de under dens vinger og hun gik tur med dem, de fik malet korn blandet med vand. De fik en gammelstegegryde gravet ned i jorden, så kunne de svømme i den.
Når så efteråret kom og julen nærmede sig – blev de fanget – da var de blevet store og fede. Min far slagtede dem, så blev fjerene plukket af dem. Nabokonen og alle os hjalp, fjerene blev gemt til senere brug. Min mor syede selv dyner – med nogle af fjerene i. Nogle af fjerene blev foræret væk. Vi vidste godt hvad ællinger skulle bruges til, vi børn havde ondt af dem, men de havde et godt liv.
Grønkål
Der blev pløjet og harvet et lille stykke jord, og sået grønkålsfrø. Frøene blev købt i Brugsen, de små planter blev plejet med lugning og udtynding. Når de så var blevet til store frodige grønkålstoppe og julen nærmede sig og de skulle helst have en smule frostgrader på marken, vist nok for at småkravl kunne drysse af på marken, skulle de skæres af toppene og blev herefter kørt hjem i trillebør, hvorefter de skulle skylles i bryggerset og koges i en gruekedel. Gruekedlen var også den vi kogte vore hvide tøj i når der blev vasket storvask.
Når så kålene var møre, altså kogte, smagte vi på dem. De fik så lov at afkøle lidt hvorefter de blev krystet op og lavet i boller i hånden.
Vi fik grønkålsboller skåret lidt i stykker og varmet på stegepanden med fedt og fløde, salt og lidt sukker. Vi fik det kogte flæsk, samt syltede græskar eller rødbeder til plus sennep og rugbrød.
Grønkål var en del af vores mad hele julemåneden og alle juledagene. Det hørte julen til.
Grisen
Vi havde nogle grisesøer, som fik små grise. (grisenes mand kaldes en Orne) Den blev kørt rundt i en vogn eller bil – det var en mand der tjente penge på, at køre rundt til landmændene med disse Orner. Vi kaldte ham ”Ornemanden”. Så fik soen små grise når den havde været på besøg. De var så søde de små grise, de blev større, nogle blev fodret med god kost og når de så var vokset store, blev de sendt på slagteriet for at blive slagtet og kødet blev så solgt videre. De havde et godt liv ude i svinestaldene og det var det bl.a. at landmanden tjente penge på at fodre dem op til slagtning. Landmanden fik så en afregning fra slagteriet medens pengene blev afregnet til landmandmandens konto i et pengeinstitut. Der kunne de hæves når landmanden havde brug for dem.
Vi børn vidste godt, at når der blev lukket en hun gris ind i en sti for sig selv, så var vi godt klar over hvad den skulle bruges til. Den fik lidt ekstra god mad og madrester, den kunne blive lidt forkælet. Så en dag kom der en hjemmeslagter, mens vi var i skole. Da vi kom hjem, hang grisen i to halve, i bryggerset. Den så ren og pæn ud. Den blev herefter parteret da den var blevet afkølet, så henkogte vi og et stort kar som var halvt fyldt med groft salt, blev alt flæsket lagt deri, så kunne det holde sig i lang tid, lang tid. Hvis det blev for salt udvandede vi det, altså det blev lagt i noget vand et par dage. Den store skinke, altså bagenden, blev også saltet. Den kunne jo holde sig i lang tid, så skar vi af den efter behov, det var meget lækkert. Der blev kogt noget flæsk af det letsaltede til kålene, det kunne ligge under en balje til senere brug. Der blev hakket fars og fyldt i tarme, det blev til medisterpølse.
Denne fortælling er skrevet bl.a. til mine børnebørn for at de kan få en forståelse for, hvordan deres bedsteforældrede levede som børn.