Af Mette Telefoni, opvokset i Hollensted
Plads til store armbevægelser og fantasi
De første minder, jeg har fra min barndom, er solvarme småsten under mine bare fødder, duften af syrener ved skumringstid, store vidder og lærkesang.
Den opmærksomme læser vil nok tænke, at jeg ikke kan være opvokset i indre Brønderslev, og nej, jeg kommer fra Hollensted – den vendsysselske steppe!
Min barndom var fyldt med et væld af kæledyr, skovture i alt slags vejr, lydbøger med Fru Pigalopp og Kalle Kodreng, musikundervisning, sommerferier på Sjælland hos min fars familie og masser af tid sammen med min mormor i Kærby.
Ret tidligt blev jeg vild med historier. Jeg indtalte historier på kassettebånd, og jeg læste for de andre børn i børnehaven – jeg havde dog ikke lært at læse, så jeg sad bare med en bog og digtede en historie, som passede til mit publikum. Da jeg fik lært at læse og skrive, fyldte jeg kladdehæfter med digte, skrev madpakkeføljetoner, som mine forældre fik med i sammen med rugbrødsmadderne hver dag, og jeg opførte dramatiske teaterstykker for min lillesøster, Marianne.
Vild med ord
Kærligheden til ord fulgte mig gennem hele min skoletid, både i indskolingen på Ø. Brønderslev Centralskole og i udskolingen på Jerslev Skole. Dansk var mit yndlingsfag, især når vi skulle skrive stil, og det peakede, da jeg i 9. klasse tog på forfatterweekend med Brønderslev Forfatterskole, hvor vores underviser var et af mine forbilleder, Hanne Vibeke Holst.
Matematik var til gengæld hadefaget i folkeskolen, så det faldt ret naturligt, at jeg forsatte på sproglig linje på Brønderslev Gymnasium. Gymnasietiden var forvirrende og præstationsangstpræget, og jeg husker det som om, de mange hjemmeopgaver tog pusten lidt fra dét at skrive – det blev noget, der bare skulle overstås, så man kunne nå at følge med. Det ubetinget bedste fra de tre år på Brønderslev Gymnasium, var en gymnasiekæreste, og tre skønne veninder som jeg stadig ses med og holder utrolig meget af.
Ud i verden
Plads, luft og fødder placeret i den jyske muld er godt, men jeg var ikke ret gammel, før jeg følte en længsel efter at opleve andre steder end hjemme.
Så efter jeg havde taget en sproglig studentereksamen, rejste jeg til Sydfrankrig, hvor jeg passede tre børn og studerede fransk på sprogskole hver formiddag.
Opholdet i forstaden til Lyon satte endnu mere gang i rejselysten, så de efterfølgende tre år vekslede jeg mellem at arbejde hjemme i Danmark og bo i udlandet. Fantastiske fire år som au pair i Frankrig, sandwichmaker i England, glad turist på langt familiebesøg i USA og miljøarbejder i New Zealand – verdens skønneste land, som jeg endda fik set fra både en faldskærm og fra en gletsjer.
Tongaøerne fik jeg også besøgt – en drøm jeg havde haft, siden jeg så en udsendelse med Troels Kløvedal, som besøgte danskeren Tavi på Tonga. Tilfældet ville, at jeg kom til hovedstaden Nuku’alofa midt i en folkefest, fordi Kong Taufa’ahau Tupou fyldte 80 år. Så hele mit ophold blev fyldt med musik, optog, skønhedskonkurrencer, militærprocessioner, fester og middagsselskaber. På dag to blev jeg adopteret af to søstre, hvis onkel var øens rigeste, så jeg blev inviteret med til alle de store fødselsdagsevents og måtte låne mig til fint tøj, da jeg kun kom med praktiske sko og jeans i rygsækken.
Jeg ved, at det ikke er mange unge i dag, der får mulighed for fire sabbatår mellem gymnasiet og videre uddannelse, og jeg er så taknemmelig for de oplevelser og bekendtskaber, jeg fik med mig videre i livet.
Pludselig stod han der
De fire år blev også brugt til at finde ud af, hvilket studie jeg skulle søge optagelse på. Jeg overvejede både at blive fotograf, arkæolog og sociolog, men det endte med, at jeg fulgte min interesse for andre kulturer og folkeslag og søgte ind på socialantropologi på Aarhus Universitet.
Da jeg havde læst et par år, skulle jeg et semester til Brunel University i England, og kort før semesterstart mødte jeg en tall dark stranger – en arkitektstuderende fra Iran, som havde boet i DK, siden han var otte år gammel. Som spillede guitar, malede og gik op i astrologi og madlavning. Og som var så anderledes fra mig og de kærester, jeg ellers havde haft.
Vi så hinanden en måneds tid, inden jeg skulle rejse til England, uden helt at vide, om vi var kærester eller ej. Jeg sagde, en smule nonchalant, at jeg ikke forventede, at han ville vente på mig, mens jeg var væk. Til dét svarede han, at selvfølgelig ville han vente, for det var jo mig, han skulle giftes med en dag.
Og sådan blev det.
Halvandet år senere fik vi vores første søn, Sebastian, og da han var to år gammel, blev vi gift i Mårslet Kirke.
Kulturberigelse
Min mands familie er spredt ud i Europa, og mine svigerforældre, svigerinde, svoger og niece bor i Spanien, mens min mands lillebror og nevø bor i Sverige. På trods af de store geografiske afstande, har jeg dog aldrig oplevet en familie, som har så meget kontakt med hinanden, og min mand taler med sin nærmeste familie hver dag – der er vel en god grund til, at vi hedder Telefoni til efternavn!
Dét at være gift ind i en kultur som er en diametral modsætning til den danske kultur, har været både berigende og sommetider frustrerende. Iranere er enormt åbne, varme, højrøstede, generøse, overdrevne og sociale mennesker og er fantastisk selskab. Men for en underdreven vendelbo som mig, der også er glad for ro og mit eget selskab, har det ind i mellem krævet kompromiser både fra min side og fra min mands.
Når alle i den nærmeste familie er samlet, foregår samtalerne på farsi, spansk, engelsk, dansk og svensk – det synes jeg er vildt fedt, og jeg taler lidt af det hele.
Smør på brødet
Da jeg fik min kandidateksamen i socialantropologi med sidefag i medievidenskab, gled jeg direkte over i et fuldtidsjob, efter at have haft studiejob samme sted, i et mindre filmselskab. Jeg arbejdede med salg, udarbejdede drejebøger og afholdt kundemøder, lige indtil jeg blev gravid med vores anden søn, Marius. Da min barsel var overstået, var filmselskabet gået konkurs, så jeg måtte ud på jobsøgningsmarkedet.
Siden har jeg arbejdet i mange spændende, og meget forskellige, brancher, hvor den røde tråd hele tiden har været kommunikation i forskellige former. Jeg har arbejdet med skole-IT, økologi, socialøkonomi og iværksætteri.
På tasterne
Samtidig har jeg skrevet i fritiden. De sidste fem-seks år har jeg været en del af Aarhus Litteraturcenter, hvor jeg er med i en skrivegruppe. Vi mødes to gange om måneden, hvor vi giver feedback på hinandens tekster og snakker om skriveteknikker og litteratur. Sammen har vi udgivet en novellesamling, som vi hver har leveret to noveller til. Novellesamlingen hedder Det er de andres skyld, og den blev til i forbindelse med Aarhus som Kulturhovedstad under overskriften Rethink dyder – vi gentænker det gode liv.
Novellerne er jeg fortsat med at skrive. En del af dem har jeg solgt til Hendes Verden.
Mange ser lidt ned på triviallitteratur og forbinder ugebladsnoveller med skabelonagtige plot og entydige karakterer.
Men jeg synes, det er sjovt at arbejde med genren og forsøge at mane fordommene i jorden. Og set helt nøgternt på det, så bliver Hendes Verden læst af over 300.000 mennesker hver uge – bliver mine noveller læst af bare halvdelen af de læsere, så synes jeg, det er ret godt gået.
Mit hjerte banker dog mest for børnelitteratur, da jeg også er vild med illustrationer.
Jeg har fået udgivet tre børnebøger, som er blevet illustreret af virkelig dygtige illustratorer.
Det er så fascinerende at se, hvordan en illustrator kan give ens historier liv, og hvordan de har fortolket ens ord og omsat dem til billeder.
Jeg er så småt i gang med redigeringsfasen på en bog til udskolingen, som udkommer i starten af 2022 hos Gyldendal. Gyldendal har altid været et forlag, jeg har drømt om at udgive hos, så det betyder virkelig meget for mig at få en trane på ryggen på en af mine egne bøger.
Der ligger også en roman i skuffen og venter på, at jeg får sat mig ned og skrevet den færdig. Mon ikke nok det tidspunkt pludselig kommer.
I dag arbejder jeg på Aarhus Rådhus, hvor jeg er ansat til at lave et omfattende kommunikationsmateriale for afdelingen Innovation og Medborgerskab. Så tasterne er i brug hver dag, for jeg skriver om en masse spændende projekter og interviewer nogle af de mennesker, som er involverede på forskellige måder.
Vores sønner er blevet 11 og 18, og er ret selvkørende. Så jeg har sneget et frivilligjob ind i hverdagen, hvor jeg arbejder som ungerådgiver hos headspace Aarhus. Her har jeg samtaler med unge mellem 12 og 25 år, som kæmper med forskellige problemer og har ondt i livet. Det er et job, som giver supergod mening for mig, og det er en skøn følelse, når en ung går fra vores møde og har det bedre, end da hun kom.
Det er mit håb, at jeg kan få rejst nogle penge til at lave en anderledes selvhjælpsbog til unge med angst – for sådan en er der virkelig brug for!
Et halvt liv senere
Ham den høje, mørke fremmede er heldigvis stadig min mand, nu tyve år senere, og vi bor med drengene i en hyggelig landsby, syd for Aarhus.
Da vi første gang var ude og se på vores hus, gik jeg en tur ud i haven. Her hørte jeg lærken synge højt og tydeligt, og så var der ingen vej tilbage – her ville jeg gerne bo.
Her er ikke helt så stille og landligt som i Hollensted. Men mine forældre bor stadig i det gulkalkede hus på Hollenstedvej, så heldigvis kan jeg altid tage nordpå, når jeg savner de store vidder og et knus fra min mor og far.