Kilde: Barn af Vendsyssel III fra 1981
Med tilladelse fra familien
Født i Hæstrup skole 1904
Realeksamen fra Hjørring højere Almenskole 1921
Ask højskole 1922-23
Lærereksamen fra Jonstrup Statsseminarium 1926
Lærer ved Sindal private realskole 1926-1928
Timelærer ved Brønderslev kommunale skolevæsen 1928-1931.
Fast ansat lærer 1931-1949.
Viceskoleinspektør (souschef) ved Skolegades skole 1949-1974.
Har skrevet adskillige ting på vendelbomål og er kendt over hele Vendsyssel som fortolker af hjemstavnens dialekt.
Man har bedt mig fortælle lidt om min tid som lærer og specielt om den udvikling, skolevæsenet i Brønderslev har gennemgået, siden jeg for 53 år siden blev ansat her, og i håb om, at det muligvis kan interessere en og anden, har jeg sagt ja dertil.
Efter min dimission fra Jonstrup Statsseminarium, skuepladsen for bogen om ”De seks” – i 1926, var jeg et par år ansat ved Sindal private realskole. På det tidspunkt var 12-1300 lærere uden arbejde, ”så at komme til fadet” var næsten som at vinde den store gevinst i lotteriet, selv om det var 150 kr. på egen kost og logi.
Navnlig var der rift om sådanne pladser, idet man så slap for det omflakkende liv som vikar, så det var ikke ualmindeligt, at der til de mere faste stillinger som denne var 2 til 300 ansøgere. Som vikar måtte man jo tage, hvad der bød sig, måske 14 dage i Vestjylland og derefter – hvis man var heldig – en måned eller to på Lolland.
Lønnen var som sagt ringe, og der var ikke tale om, at man dengang fik rejseudgifter m.v. betalt, så de fleste måtte bruge cyklen, selvom det drejede sig om lange strækninger. Det var ofte svært at få samlet de to års tjeneste, der skulle til, før man kunne få fast ansættelse, og adskillige nåede slet ikke at komme i gang, men måtte gå over i andre erhverv.
Men jeg var altså blandt de heldige – vistnok for en del, fordi jeg havde været så forsynlig at tage ”den lille organisteksamen”, idet det var en forudsætning, at jeg skulle kunne spille til morgensangen. I øvrigt havde jeg også taget en tillægseksamen i engelsk, som blev mit hovedfag, og derudover fik jeg biologi, historie og gymnastik i alle mellemklasser og realklassen, så der var nok at ”rive i” for en nybegynder.
Men trods det meget hjemmearbejde, det gav, blev der alligevel tid til at lede frivillig gymnastik og sangkor. Det fik man jo ikke noget for ud over en gave, når sæsonen sluttede, så for at supplere lønnen havde jeg enkelte privatelever i engelsk og violinspil og nogle få timer på teknisk skole. Endelig fik jeg den luskede ide at anskaffe en stemmenøgle og gav mig til at stemme klaverer for en pris af otte kr. pr. stk. Det havde jeg aldrig prøvet før, og de har nok heller ikke været særlig ”wohltemperierte”, når jeg var færdig med dem, men jeg hørte da aldrig væsentlige klager, så det har forhåbentlig ikke lydt alt for forfærdeligt, når poderne spillede skalaer og etuder.
Skolebestyreren, som var en selskabsmand og en ”jæger for Herren”, var helst fri for det meget administrative arbejde med indberetninger osv. og overlod efterhånden det meste af det til os to unge lærer, hvad vi vel ikke var så begejstrede for, men meget af det er kommet mig til gode i min senere virksomhed, og alt i alt følte jeg, at jeg havde et par gode år i Sindal, som jeg med glæde ser tilbage på.
Men forholdene på de private skoler var på den tid meget usikre, og mange måtte bukke under på grund af elevmangel. Derfor ville jeg gerne ind til det mere sikre kommunale skolevæsen, og da der pr. 1. august 1928 i Brønderslev var opslået et timelærerembede med 27 timer, søgte jeg det, og blev den heldige af 78 ansøgere
Lønnen var ca. 250 kr., og selv om jeg i Sindal var kommet op på ca. 200, var det dog en forbedring, der gav mig mod til at gifte mig i oktober. I bygningen ud mod Krogensgade var der på den tid to lejligheder, som oprindelig var bestemt til bolig for to forskolelærerinder, men da en af dem netop var blevet gift med en pensioneret lærer, som selv havde hus, stod den ene lejlighed tom, og den fik jeg tilbudt for en årlig leje på kr. 300 plus 124 kr. for varme.
Det var jo lige en husleje. som passede til lønnen, og lejligheden var udmærket med en meget stor stue, soveværelse og køkken. Den var også udstyret med centralvarme, men da der ikke blev fyret i anlægget i ferierne, var der også kakkelovn, og til denne og til storvask måtte vi tage det brændsel, vi havde brug for, alt sammen for de 125 kr. Den eneste ulempe ved lejligheden var, at der ikke var noget toilet. Vi måtte ”i gården” hver gang, men vi var jo unge og var vant dertil fra vores barndom på landet, så det var intet større problem.
Denne lejlighed havde vi i to år, og det stivede vældigt på økonomien, men desværre blev den så inddraget, idet der skulle bygges en etage mere på bygningen.
Jeg var glad for skolen fra første dag, men byen, som vel dengang havde 5-6000 indbyggere, tiltalte mig egentlig ikke, og jeg var vist temmelig sikker på, at her ville jeg i hvert fald ikke ende mine dage. Skolegades skole, som dengang var byens eneste skole, havde på det tidspunkt 27 lærere, og så vidt jeg husker ca. 900 elever. Skolens inspektør eller overlærer, som det dengang hed, var byens første borgmester Markus Hansen, en stor personlighed og en fremragende pædagog. Foruden faglig dygtighed var han i besiddelse af det lune, som er så nødvendig for en lærer, og som kan klare mangen situation.
Som eksempel herpå kan nævnes følgende lille episode. En lærer, som ret jævnligt kom nogle minutter for sent, kom en morgen, da han også var sent på den, farende ind i sin klasse og tog straks fat på morgensangen: »Gud ske tak og lov, vi så dejlig sov”. I det følgende frikvarter sagde M.H. til ham: »Ja, lærer X, det kan ske for os alle, at vi sover over, men det er nu næsten for meget at sige Vorherre tak for det!« Sådan var han.
Markus Hansen og fru Oline, som også var lærerinde, samlede til deres fødselsdage deres venneskare: Fabrikant P. Nielsen, doktor Tuxen, pastor Norring m.fl. samt hele lærerkorpset lige til den yngste vikar, og det er fester, man mindes med glæde. Vi lærere var jo heller ikke flere end, at vi dengang ret jævnlig kunne samles hos hinanden til en beskeden kop kaffe og en hyggelig l’hombre, og derved kom vi hinanden betydelig nærmere, end tilfældet er i dag, hvor det på grund af antallet og nutidens større fordringer til selskabelighed ikke lader sig gøre.
Det var sjældent, der kom en ny lærer, så vi blev en fast sammentømret stab. Mange af lærerne var »mænd fra ploven«, som for alvor gik op i deres gerning, og det store flertal var fagligt dygtige, og det er da også en kendsgerning, at Skolegades skole havde et godt ry i skolekredse.
Som ung lærer måtte man jo begynde med en 1. klasse og fik i det hele taget kun de mindre elever og de fag, som de ældre lærere helst var fri for. Udover disse fik jeg en mængde gymnastiktimer og mindes endnu, hvordan man i stram march drog gennem byen op til markedspladsen og spillede fodbold mellem »kokasserne«, for anden sportsplads havde vi ikke på det der tidspunkt.
Markus Hansen døde i oktober 1934 og efterfulgtes i 1935 af Johannes Sørensen, der kom fra Randers. Han var fra en vestjysk bondeslægt, var på sin vis også en personlighed, som man ved nærmere bekendtskab lærte at sætte stor pris på. Han var en mand med initiativ, som fik indført mange forbedringer på skolen, og det er bl.a. hans fortjeneste, at vi fik det friluftsbad, som vi længe havde haft planer om, som han for alvor satte skub i. Det blev indviet med stor festivitas af daværende statsminister Stauning og med opvisning af landets dygtigste svømmere, bl.a. Ragnhild Hveger. –
I 1935 blev Johs. Sørensen (tv) skoleinspektør.
I Johannes Sørensens ”Regeringstid” kom vi også til at opleve besættelsestiden, hvor en stor del af skolen blev besat af tyskerne, så undervisningen måtte henlægges til mange forskellige steder i byen. Efter kapitulationen måtte vi også give plads til de mange, som med mere eller mindre grund blev interneret for samarbejde med tyskerne. En tid havde vi også husvilde boende på loftet over den gamle skolebygning mod Skolegade. Nogle af dem havde mange børn, og det hændte af og til, at de væltede en spand vand eller måske en toiletspand, så det pludselig begyndte at dryppe i klasserne nedenunder. Det var forhold, som i høj grad krævede tolerance fra skoleleder og lærerpersonalets side, men stort set klaredes det hele uden særlige gnidninger.
Under besættelsen og i årene derefter steg børnetallet voldsomt. Først i halvtredserne havde vi over 1500 elever. Da jeg i 1949 var blevet viceinspektør, var det mit job at lægge skema for undervisningen, og jeg tør sige, at det gav mig adskillige grå hår og søvnløse nætter. Det blev en ustandselig vandring fra klasse til klasse, og da der samtidig var lærermangel, og vi måtte klare os med stadig skiftende vikarer, var det en næsten håbløs opgave.
For at aflaste os blev det så bestemt at bygge Søndergades skole, og den stod færdig den 1. april 1955. Dens første inspektør blev nuværende skoledirektør Kløve, og Johannes Sørensen udnævntes samtidig til stadsskoleinspektør.
Som sådan virkede han indtil sommerferien 1958, da han søgte sin afsked. Som hans efterfølger antog man Elis Frederiksen, Skanderborg, der både som skoleleder og kommunalmand har vundet almindelig agtelse i vores by. Mangt og meget er forandret ved den gamle skole under hans ledelse, men han har med stor dygtighed forstået at føre de bedste af skolens traditioner videre, og har ved sit kontante og venlige væsen styrket det gode forhold mellem kollegerne, som altid har været kendetegnet for Skolegades skole – kort sagt gjort den til en arbejdsplads, hvor alle, både lærere og elever, føler, det er godt at være.
Selv kan jeg med sandhed sige, at mine 46 år der har været lykkelige år, og det bevises vel også bedst af den kendsgerning, at jeg er blevet der, til jeg faldt for aldersgrænse. Min ungdoms noget negative syn på byen blev også hurtigt ændret, og meget snart ”faldt jeg til ” her. Byens friske tone og den nære forbindelse mellem by og land tiltalte mig, og gennem skolen, foreningsarbejde og som leder af frivillig gymnastik i 25 til 30 år, fik jeg her inden længe en stor bekendtskabs- og vennekreds.
Da jeg i 1928 kom hertil, var skolens budget latterligt lille i sammenligning med de beløb, der i vore dage ofres på undervisning. Også undervisningsformer og forholdet mellem lærere og elever er blevet ændret i høj grad – i visse henseender sikkert nok til det bedre – men for os gamle at se er der mangt og meget, som tyder på, at ikke alt nyt er godt.
Vi kendte ikke til disciplinkrise og meget lidt til moderne psykologi. Vi forlangte, at det arbejde, der skulle gøres, blev gjort. En uartig eller næsvis elev fik sin forseelse afgjort kontant, og så var den potte ude. Mig bekendt har få taget skade deraf, mens det vitterligt har hjulpet på mange.
Ved samtaler med gamle elever får jeg gang på gang bekræftet, at ingen af dem bærer nag til den lærer, som i en given situation har straffet dem, hvis de selv følte, det var fortjent. Jeg er helt klar over, at moderne pædagoger og muligvis også en hel del unge forældre vil kalde mig håbløst reaktionær, men det får nu være, og jeg synes i hvert fald ikke, at den moderne pædagogiks resultater har været særlig fremragende i sammenligning med tidligere tiders.
Enhver opdragelse bør gå ud på at give barnet og den unge visse hæmninger, og skulle det være en fallit at straffe den elev, der begår en alvorlig forseelse eller bevidst saboterer arbejdet i klassen, mener jeg, at fallitten er at foretrække fremfor at gå på akkord.