Om “Meningsfyldt arbejde for 50 år siden” i 1930erne.
Kilde: VT kronik 25.04.1982
Når man læser om den indsats, som regeringen vil gøre for at komme ungdomsarbejdsløsheden til livs- og som vist ikke ret mange tror på vil lykkes, selv om der vil blive givet store offentlige tilskud dertil, og man læser, at det arbejde, de unge skal til at udføre, skal være meningsfyldt og alligevel af en art der ikke ville blive udført, dersom arbejdsgiveren af sin egen lomme skulle betale hele arbejdslønnen, kan jeg, der i dag er 75 år gammel, ikke lade være med at tænke tilbage på, hvordan det var vore arbejdsmænd ude på landet og sommetider var arbejdsløs, for bare 50 år siden.
Dengang ville det have været en hel gullasch tilværelse at være ung og arbejdsløs, dersom der var blevet gjort så meget for at yde hjælp til de unge, som der gøres i dag. Men det var der ingen, der spekulerede på dengang. Var der ikke andet, var det en selvfølge, at de unge tog en helårlig fast plads på en gård. Aviserne var fyldt med annoncer, i hvilke søgtes såvel piger som karle, og årslønnen var for det meste et sted mellem 500 og 300 kr plus kost og logi.
Dersom man i dag bød de unge arbejdsløse en tilværelse, som den formede sig for 50 år siden, sikke en ballade, der så ville blive.
Jeg boede i 1932 i Løkken og var nogle år tidligere blevet gift og var således familieforsørger, og måtte som mange andre tjene til familiens underhold ved at tage arbejde som daglejer rundt om på gårdene i omegnen. Om det arbejde, man fik, var meningsfyldte, og man var glad ved at tage arbejde, selv om daglønnen dengang kun var en meget lille brøkdel af det, en timeløn er i dag.
Når jeg i dag fortæller de unge om, hvordan det var at være ung i i mine ungdomsår, og hvilken løn man fik for den slid, man måtte levere for at tjene til udkommet, tror mange af dem, at det er løgn. Men det er måske kun historien, der gentager sig. Når min bedstefar, dengang var ung, for talte mig, hvordan tilværelsen havde været, da han var ung, var jeg også tilbøjelig til at tro, at det var løgn.
1 1932 var daglønnen for at arbejde ude på gårdene tre og allerhøjst fire kroner, og der var dengang de fleste steder en arbejdsdag på ti timer og seks hele arbejdsdage i en uge. Det med weekend og 40 times arbejdsuge var ikke opfundet dengang, Blev man arbejdsløs, og det hændte ofte, kunne man få tre kroner om dagen i arbejdsløshedsunderstøttelse og kun i 100 dage om året. Opbrugte man på grund af arbejdsløshed disse 100 dage hvert år i tre år, var der ingenting at få det fjerde år.
Min årsindtægt var i 1932 omkring 1000 kr., og med denne skulle man forsørge sin familie. Dette med at tage på udenlandsrejser, og hvad andet der i dag af mange betragtes som en selvfølge at have råd til var fuldstændig udelukket.
Hvad var så det som man dengang kaldte meningsfyldt arbejde! Det var kort sagt alt hvad man blev sat til at udføre. Dengang var der ikke noget, der hed læssegrabbe og – spredere, så i fortiden var det meget almindeligt, at gårdmændene ringede til den lokale fagforening om at få en mand anvist til at læsse møg. Dette arbejde bestod i, at man med en stor greb gravede sig igennem de store møddinger og fik møget læsset på store arbejdsvogne, som med heste som trækkraft blev kørt ud på markerne, hvor det med en møgkrat blev læsset af i møgstak, som man, når man var færdig med at tømme møddingen, kunne gå i gang med, ligeledes med håndkraft, at sprede i et jævnt lag ud over markerne.
Kunstgødning blev også den gang anvendt en de inden for landbruget. Såningen af denne gødning foregik ligeledes uden anvendelse af maskiner. Man fik en såsæk over nakken, fik denne fyldt op med kunstgødning, og så var det bare med at spadsere op og ned ad agrene og sprede gødningen ud. Var agrene fugtige, og det var de ofte i forårsmånederne, var det et mildt udtryk at anvende, at sige at man var godt træt, når man havde travet rundt i en halv snes timer med en såsæk over nakken.
Senere på sommeren blev der arbejde med udtynding og hakning i roemarkerne. Dette arbejde blev for det meste betalt med 25 øre for hver 100 favne roerækker, der blev udtyndet og gjort ren for ukrudt, der skulle arbejdes gennem 1200 favne om dagen for at tjene daglønnen på tre kroner. Var roemarkerne fyldt med ukrudt, måtte der ofte lange og kedelige forhandlinger med arbejdsgiveren for at få denne til at betale en halv snes øre mere for 100 favne udtyndede og rengjorte roer. I den tid, der var arbejde at gøre i roemarkerne, blev dette ret ofte tilbudt i annoncer i aviserne, og blandt annoncerne var en del indrykket af såkaldte roeentreprenører, som søgte arbejdskraft til sukkerroehakning på Lolland. For at tjent så meget som muligt i den tid, udtyndings- og haknings arbejdet i roemarkere stod på, var det ikke ualmindeligt, at en arbejdsmand begyndte med arbejdet kl. fire om morgenen og først holdt fyraften omkring klokken ni om aftenen.
Senere hen på sommeren kom hø bjærgningen, og det var vel nok noget, der kunne få sveden frem, når man på rigtig varme sommerdage blev beskæftiget med at stakke hø, og det samme var tilfældet, når stakkene skulle køres hjem til gårdene og slæbes ind på staldlofterne.
Endelig kom så høsttiden, som medførte, at der blev arbejde nok at få. Det var før mejetærskernes tid og det var kun på enkelte gårde, man havde fået anskaffet selvbindere. Kornet blev de fleste steder mejer med slåmaskiner, og dette medførte et enormt arbejde med at få det bundet i neg. Når negene havde ligget i nogle dage og var blevet tørre, blev de ligeledes med håndkraft slæbe sammen i hobe og indtraf der regnvejr, så hobene blev våde, skulle disse vendes for at blive luftet . Hjemkørslen af kornet fra marken var ligesom arbejdet med hobebjergningen noget, der kunne få sveden frem.
Udover disse arbejder, som jeg har skildret, var der masser af meningsfyldt arbejde, som man som landarbejder ofte kom til at udføre. Der var arbejde med oprensning af grøfer, optagning af roer og kartofler også med håndkraft), tildækning med jord på roe- og kartoffelkuler og meget andet, som det vil være for vidt at komme ind på.
Om vinteren var det sne kastnings arbejde at få, men det var jo ikke sne hele tiden og kommunerne havde ligesom i dag ofte stort besvar med at finde beskæftigelse til de arbejdsledige, som havde opbrugt den understøttelse, som de kunne opnå gennem arbejdsløshedskassen. Mange kommuner klarede problemet med at sætte skærve slånings arbejde i gang. men i de fleste kommuner blev dette arbejde indstillet, når den værste vintertid var ovre. Dette skete for det meste med den begrundelse, at der ikke var flere penge i kommunekassen, som kunne undværes til sådant arbejde.
juli 2019 – jens otto madssn