Mathias Vestergaard er stadig ”still going strong”
og kører stadig bil som 90årig.
År 1996
Det er Krølle, der tager imod på Sct. Thøgers Vej 16, i Vrensted. Den nyklippede puddel virker, som om den er glad for, at der kommer fremmede. Man kan mærke på den, at den er vant til at tage imod. Manden i huset er ikke nogen eneboer, selvom han bor alene.
Man skulle ikke tro, at den gesvindte, smilende mand, der følger efter Krølle- fylder 90 år i morgen. Mathias Vestergaard hedder han, og det er i vognmandskredse et navn, der står respekt om. Mathias Vestergaard er født i Salling, men kom til Vendsyssel i 1930. Han mødte sin kone, Dagny, på Oddelsbøl, hvor Dagny var stuepige og Mathias forkarl. Men landbruget havde ikke hans store interesse, så Mathias fulgte med sin forlovede hjem til Vendsyssel, og her blev de gift i Vrensted Kirke i 1932. Jeg var en fingernem husflidsmand, så jeg fremstillede selv vores sovekammermøblement, fortæller Mathias, der har en hukommelse, som enhver ung må misunde ham.
I 1934 startede Mathias sin egen fragtmandskørsel fra Vrensted til Aalborg. Forretningen gik godt, der blev ansat to chauffører, så han selv fik tid til at påtage sig foreningsarbejde. I 30 år var han formand for Brønderslev og Omegns Vognmandsforening, medlem af hovedbestyrelsen for Landsforeningen Danske Vognmænd, ligeledes i 30 år og formand for sammes 1. kreds, fra 1951-77 desuden formand for Aalborg Fragtmandscentral, og så blev der også lige tid og kræfter til at tage et par perioder i det daværende Vrensted-Thise Sogneråd.
Da han fyldte 80, skal der en fornyelse til hvert år.
-Jeg forstår egentlig ikke den ståhej med den fornyelse, men selvfølgelig tjener lægerne da så også en skilling, siger Mathias med et lunt glimt i øjet. Han kører stadig i sin fine årgangsbil, en Ford Cortina fra 1966.
Mine naboer på Autogården holder mig også i gang. Jeg kører stadig ærinder for dem.
Mathias fik sit første kørekort i 1927,
Jeg har således aldrig haft tid til at kede mig, fortæller Mathias. Mathias har mange historier at fortælle. En af dem handler om besættelsestiden. Tyskerne konfiskerede dengang alt, hvad der kunne køre, men Mathias havde kun påhængsvognen hjemme. Den kredsede de noget om. Lastbilerne var mærkeligt nok altid sendt til hovedreparation netop på det tidspunkt, og tyskerne hoppede på den historie.
Mathias Vestergaard har et langt og lyst liv bag sig. Smerter i ryggen af de mange år som fragtmand har han, men som han siger:
– Jeg er ikke så stor, så der var ikke så langt til jorden, når noget skulle læsses af.
Han læser Vendsyssel Tidende hver dag og følger godt med i, hvad der sker såvel lokalt som på landsplan. Noget utryg er han ved den nuværende regering, fordi kassen altid er tom efter en socialdemokratisk periode.
På lørdag fejrer Mathias sin runde dag med middag på Løkkens Vejkro. Familie og naboer, 70 ialt. Han glæder sig til at se dem alle. Menuen står på suppe, steg og is. Med den for ham så karakteristiske lune siger han:
-Jeg glæder mig også til at se kroejeren, når jeg spørger ham, om jeg kan blive skrevet. Det tør ham vist ikke…..
Puddelen Krølle er Mathias en tro følgesvend. Selv sengen deler de.