Købmand Jørgen Johansen – foredrag om gamle dage

For ca. 30 år siden holdt tidligere købmand, Jørgen Johansen, foredrag i Brønderslev Nærradio om sine erindringer om handelslivet i Brønderslev og om bybilledet med de mange butikker og forretninger. Der er er også personskildringer om nogle af Brønderslevs markante borgere.

Jeg havde et nært forhold til Jørgen Johansen, og da jeg besøgte ham nogle måneder før han døde, gav han mig manuskriptet og ret til at til at offentliggøre det.

Jeg har skrevet en artikel i fire kapitler til et privat formål, og næsten samtidig bragte Oplandsavisen en gengivelse af foredraget fordelt på tre kapitler over tre uger. Dette skete i efteråret 2018.

Denne artikel er en næsten nøjagtig gengivelse af hele foredraget.

Billederne stammer fra egen samling og kopier fra forskellige hjemmesider, jeg har fundet på internettet.

Nu lader vi købmand Jørgen Johansen selv fortælle

Jeg vil begynde med at fortælle lidt om min baggrund for at berette om handelen i Brønderslev, som jeg husker den fra min barndom og ungdom. Jeg er født i oktober 1928 i Nibe, og jeg kom til Brønderslev på min mors arm den 1. april 1929, ½ år gammel.

Mine forældre havde købt købmandsforretningen i Dyrlægegården.

Først lidt lokalhistorie.

Butikken, som I ser på billedet, er sikkert den ældste forretning i Brønderslev. Den går tilbage til 1871, da jernbanen kom til Brønderslev. Da det blev bestemt, hvor banen skulle gå, blev nogle af landmændene, som havde gård i nærheden, bange for, at deres kreaturer og heste blev skræmt fra vid og sans, når damplokomotiverne begyndte at køre, så flere ville afhænde deres jord.

Men i Pandrup var der en fremsynet mand, der hed Bendt Madsen. Han ejede i forvejen Hune kro og Engesgård i Pandrup. Han købte gården Vestergård, hvis jorder på det tidspunkt strakte sig ud over det areal, hvor følgende steder nu ligger, nemlig: Den vestlige del af Bredgade, Nygade, Jernbanegade, en del af Vestergade, A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, Ginge samt det, der hedder Valby.

Samme år i 1871 lod han opføre en gæstgivergård over for jernbanestationen, den blev omkring 1900 ombygget til Hotel Brønderslev, og som alle ved, for længst er ophørt, og bygningen taget i brug til butikker.

I Nygade som mindst af alt mindede om en gade, da det var en jordvej, der om vinteren var nærmest ufarbar på grund af pløre og ælte, opførte han en ejendom og etablerede en købmandsforretning i ejendommens sydlige ende, og den er altså Brønderslevs ældste forretning.

Dyrlægegården

1 1882 kom dyrlæge Peter Christensen fra Saltum til Brønderslev og købte ejendommen. Han var både købmand og dyrlæge. Han døde i 1921, så han drev begge virksomheder i 39 år.

Fra 1921, da dyrlægen døde, og til 1929, da mine forældre kom, var der 2 købmænd, der havde opgivet, så jeg synes, det var voveligt at investere sine spareskillinger og mere til i forretningen.

Man skal huske, der var krise i landbruget, og pengene var sikkert små. Mine forældre var 25 og 29 år, da vi kom til Brønderslev. Jeg havde en storesøster på 2 år, og 2 år efter fik vi en lillebror, så han er den eneste vendelbo i familien.

Den 1. april 1934 byggede dyrlægens arvinger en ny forretnings- og beboelsesejendom., så den 1. april 1934 flyttede vi midlertidigt over i Vestergade 3. Der boede vi til 1. november samme år.

Jeg synes, det var flot at bygge den store ejendom på de få måneder. Man lod det gamle hus stå og byggede det nye udenom, og min far havde butikken åben hver dag, mens byggeriet stod på. Det må have været træls, og omsætningen var nok også mindre, mens byggeriet stod på, men det blev indhentet lidt ved ølsalget.

Det var en meget varm sommer, og der blev drukket mange øl. Man siger, at hver sten ligger på en bajer, men det er et godt og solidt hus, når man tænker på, hvad der er sket omkring det hus i de 70 år af trafik af tog og biler, og der næsten ikke er kommet en revne.

Det var lidt om Dyrlægegården, og det er herfra min verden går.

Handelen i Brønderslev

Så skal vi snakke lidt om handelen i Brønderslev. Der er en verden til forskel på detailhandelen før og nu. Jeg kan tydeligt huske, da der var 28 købmænd i Brønderslev. Jeg kan nævne dem med navn og adresse.

Der var 2 brugsforeninger, der var kaffeboden “Hansa”, og der var Schous sæbehus, der var 4 cigarhandlere, 8 slagterforretninger, 5 frugt, grønt og blomster, 3 mejeriudsalg plus de mælkevogne, der kørte i byen og solgte mælk. Det bliver tilsammen 59 butikker, der solgte dagligvarer i Brønderslev, og da var der da betydeligt færre indbyggere end i dag.

Det er naturligvis dagligvarebranchen, jeg husker bedst, men der var også mange andre: 2 isenkræmmere, 2 herreekviperings- og 3-4 dametøjsbutikker. Til at servicere købmændene var der 5 øldepoter, der var oplag for spritfabrikken, der var en frugtgrosserer og en ostegrosserer, der var margarinefabrik, et kaffebrænderi, 2 sodavandsfabrikker, og så har jeg sikkert glemt nogen.

Det er interessant at tænke på, hvor mange mennesker, der fik deres udkomme ved handel i sådan en forholdsvis lille by.

Nygade

Jeg vil begynde med at fortælle lidt om Nygade. Den er nemlig et godt eksempel på, hvad der er sket. I min barndom var Nygade brolagt, og der var smalle fortove, og der var megen trafik med hestevogne. Det gav nogen støj, der var jo ikke gummihjul.

Der var også altid hestepærer på gaden. Det var gråspurvene glade for. Nu ser man hverken hestepærer eller gråspurve, men det var jo handelen, vi skulle snakke om. I den korte gade var der dengang 11 dagligvarebutikker, nu er der ingen. Der var 2 slagtere, 1 bager, 1 købmand, 1 frugt og grønt, 1 tobakshandler, 1 ost- og hørkram, 1 Hansa, 1 fiskeforretning, 1 Schous sæbehus.

Der var et vældigt leben i gaden, mange havde ærinde i butikkerne. Hotel Brønderslev havde indkørsel til hotellets gård, hvor der var hestestalde. Her herskede staldforpagter Frandsen.

Men tiderne skifter. Jeg kan huske, Handelsstandsforeningen havde fået et initiativudvalg, der ville sætte lidt go i handelslivet, og i forbindelse med en aktivitetsuge “hjerteugen” fik vi lov at lave gågade i Nygade i en uge. Kunderne var begejstrede, de kunne gå på kørebanen i stedet for de smalle fortove, men mange handlende var vrede og skeptiske, for nu kunne kunderne hverken køre i bil eller cykle til butikken. Man var bange for, omsætningen ville falde.

I dag er Nygade en dejlig gågade med pæne forretninger, men der er ikke en eneste dagligvarebutik. Det er selvfølgelig ikke kun på grund af gågaden, men hele den udvikling, der er sket med den koncentration, der er sket på markedet.

Jeg vil fortælle lidt om de enkelte butikker, som jeg husker dem.

Da Dyrlægegården stod færdig i 1934 var der 7 små butikker plus 2 i den gamle del, i dag er der 3.

Vi begynder i den nederste, der var en papir- og kioskforretning. Manden hed Bech Hansen, hans kone var centralbestyrerinde på telefoncentralen, som var i Vestergade. Bech Hansen var en farverig person, stor og kraftig, med en stor røst og et dejligt grin, altid med en stor cigar i munden.

Han var altid speaker, når der var svømmestævne i friluftsbadet, han var en hel Gunnar Nu at høre på. Når ekspressen kørte syd på om aftenen, gik Bech Hansen op og ned ad perronen med en kurv med chokolade, aviser og blade.

Efter kiosken kom en frisørsalon, derefter min fars købmandsbutik. Den står selvfølgelig for mig i et særligt lys. Min far solgte også lidt korn og foderstoffer samt brændsel.

Der var nogle upraktiske lagerrum til grovvarer i gården. En købmands sortiment var meget forskelligt fra i dag. Alle varer kom hjem i løs vægt og skulle vejes af – mel – sukker – salt – gryn – tørrede frugter, ja næsten alt. Der var meget manuelt arbejde.

Købmandsbogen

Mange kunder havde en kontrabog, hvor deres køb blev skrevet ind og blev gjort op en gang om ugen eller om måneden. Det var ikke hver gang, der blev betalt ud, så måtte købmanden nøjes med et afdrag.

Kunderne havde mange børn og lidt penge, så måtte købmanden agere bank, det var ikke let, specielt ikke, hvis købmanden var flink, som min far var. Han kunne næsten ikke sige nej.

Kaffe og kaffebrænding

Kaffe var en vigtig vare for købmanden. Jeg husker, at min far fik rå kaffe hjem. Han havde 4 forskellige kaffesorter stående i sække i bagbutikken. Han blandede selv kaffen. Vi bragte en portion af kaffeblandingen ud til kaffebrænder Østenkær i Vestergade.

Jeg husker ham som en lille sirlig ordensmand. Når han havde brændt kaffebønnerne, leverede han dem tilbage. Jeg kan se ham for mig med sin fine, brunmalede trækvogn.

Dengang var det mest almindelige salg af kaffe et kvart pund, som man blandede med en pakke Richs. Det var sjældent, der blev solgt et helt pund.

Sortimentet dengang og nu

Når man ser på sortimentet dengang og nu er det vidt forskelligt. Dengang fandtes der ikke mejeriprodukter, ikke grønsager, ikke brød og kager, ikke dybfrost, ikke dyremad, næsten ingen vin. I dag kan man ikke forestille sig, at man hverken kunne få mælk, kartofler eller brød ved købmanden.

Kager og bagere

Engang kom der en mand fra Aalborg ind i butikken og ville sælge far nogle sandkager, pænt pakket i cellofan, dem mente han, at far kunne sælge nogle af. Nej, sagde mine forældre, det vil vi ikke handle med, for både bager Kjær og bager Christensen handler her, og hvis vi begynder at sælge kager, flytter de deres handel. Han kom flere gange med uforrettet sag og en dag sagde han, nu lægger vi 5 kager her, og har du ikke solgt dem i næste uge, tager jeg dem med hjem igen. De blev solgt samme dag, og bagerne flyttede ikke deres handel.

Bagermestrene i Brønderslev havde deres egen rugbrødsfabrik i Vestergade. Der var en speciel duft, når man gik forbi der. I dag er rugbrødsbageri stordrift. Jeg har læst, at rugbrødsfabrikken i Pandrup producerer 650 tons rugbrød om ugen.

Kundeservice

Dengang var der service hos købmanden. Han bragte varer ud og gav kredit. Når husmoderen skulle bage julesmåkager, var der nogle, der afleverede opskriften, så vejede købmanden ingredienserne af til de forskellige slags. Sirup var også i løs vægt.

Der var noget, der hed en sirupsflaske, den var grøn, og havde, synes jeg, et lille halshul. Det var i hvert fald en kunst at få den tyktflydende sirup ned i flasken. Jeg tænker en sirupsflaske koster mange penge i en antikvitetsforretning i dag.

Der var mere stil over tingene dengang. Når kunden forlod forretningen, sprang købmanden eller kommis’ en over og lukkede døren op og sagde “farvel og tak”.

Videre ned ad Nygade

Den næste butik var Harald C. R. Thomsen. Den flinke mand kender vi alle sammen. Han startede med at sælge papirvarer og kunst, om sommeren havde Thomsen butik i Løkken, og fru Thomsen passede butikken herhjemme. Vi var nabo med Thomsen i 40 år og havde et meget fint venskab. Senere flyttede Thomsen ned i den sydlige ende, hvor 2 butikker blev lagt ammen, og Thomsen fik meget mere plads til lædervarer og kontorartikler.

Mejeriudsalget

Den næste butik i rækken var andelsmejeriets udsalg, som frk. Olsen bestyrede. Frøken Olsen, som vi sagde, var et flittigt og beskedent menneske. Det var hårdt at stå på den terrazzo fra morgen til aften i en kold butik.

Det sortiment, der var i et mejeriudsalg, var meget begrænset. Der var selvfølgelig sød-, skummet- og kærnemælk og piskefløde, alt sammen i løs vægt, senere kom flaskerne. Derforuden var der ost, og det var kun almindelig skæreost og roquefortost. Prøv at tænke på, hvad der i dag findes i kølediskene af surmælksprodukter af alle mulige slags. Det er mange hyldemeter, og der er et udvalg af danske og udenlandske oste, så man kan blive helt svimmel.

Frk. Olsen havde 2 bydrenge, som startede tidligt om morgenen med at bringe mælk ud. Det var dengang mælkedrengen kørte rundt om morgenen og satte mælk og fløde uden for døren, og kunden betalte regningen en gang om ugen eller måneden. Ja, da var der service.

Frk. Olsen var en bestemt dame, jeg tror aldrig, jeg har set hende smile, men der var nok heller ikke meget at smile ad. Hun boede i en lille stue bag forretningen.

Min mor har fortalt, at da hun den første dag skulle ind for at købe mælk med mig på armen, sagde frk. Olsen: “Nå, det er nok den nye købmand, så må vi se, hvor længe, det varer.” Det var en lidt barsk velkomst, når man tænkte på, der lige havde været 2 købmænd, der havde opgivet.

Radio-Hansen og de første fjernsyn

Efter frk. Olsen kom Radio-Hansen, som var gift med damefrisør, fru Ellitsgaard. Han havde radioforretningen i mange år. Da fjernsynet begyndte at sende, havde han rejst en høj antennemast på ejendommen, så han kunne vise fjernsynsudsendelserne.

Den første aften var hans værksted fyldt med folk, som sad på gulvet og på ølkasser. Der var stuvende fuld i det lille værksted, hvor vi så ungarnsudsendelseme. Det var et program, hvor kendte kunstnere optrådte til fordel for indsamling til Ungarn.

Den gamle del af Dyrlægegården

Så kommer jeg til den gamle del af Dyrlægegården, som nu er væk, det er der, vores supermarked var, nu er der belysningsforretning.

Dengang var der 2 butikker, en slagter og en urmagerforretning. Slagteren havde specialiseret sig i hestekød. Han havde altid mørt og velhængt hestekød på krogen “hypslagteren”. Da Daks blev lukket ind.

Efter hesteslagteren overtog Ib Larsen slagterforretningen. Han havde en stor omsætning. Han slog sig op på at lave ugepakker. Det var godt gjort i de små og upraktiske lokaler, han havde at arbejde i. Han kogte grønkål i vaskehuset, så der var en herlig duft af grønkål i hele kvarteret, så var vi klar over, det snart var jul.

Urmagerbutikken

Den sidste forretning var urmager Hansen. Hr. og fru urmager Hansen var gode venner med mine forældre, og vi havde et godt forhold til urmagerens. Min bror og jeg elskede at komme ind på urmagerens værksted. Det var spændende at se urmageren sidde ved arbejdsbordet med et forstørrelsesglas for det ene øje. Vi måtte godt komme ind til ham, men vi skulle være stille.

Når fru Hansen kom med kaffe, vankede der også en småkage til os. Urmagerens butik var noget af et eventyr. Det var et mørkt lokale, fordi vindueskasserne gik næsten helt til loftet. På væggene hang stueure i alle mulige størrelser og stilarter, og der stod 2 bornholmere på gulvet.

Alle urene gik, og når klokken slog hel, var der en musik i butikken. Det var fantastisk. Nu vil jeg prale lidt. Min mors onkel var forfatteren Hans Povlsen. Han var en kendt og elsket himmerlandsdigter.

 

Der er en snurrig snak
-om knak og dik og knak
og dik og knak og dik
i en urmag’rbutik.Der hakkes og der slå’s
der hinkes og der gå’s,
der snorkes, ringes – stå’s.Hver sin klokke, hver sin kno,
og hver er salig ved sin tro,
hver kværn kan køre, køre,
men ikke en kan høre.
De står alvidende på rad
og hakker tid i tyggemad,
og gravitetisk stive
de viser tal på skive:
mens en er ni, er andre ti,
en mer, en anden mindre.
og en er løbsk, en anden hæs…
men alle står med døde fjæs
og tror på deres indre.

Han skrev et lille digt om en urmagerbutik. Det passer godt til urmager Hansens butik.

Vi fortsætter i Nygade

Går vi længere op ad Nygade kommer vi bl. a. til slagter Kusk. Han drev en stor slagterforretning. Han tog selv på landet og købte dyr til slagtning. Fru Kusk var bag ved disken hver dag.

Lidt højere oppe kommer vi til frk. Mikkelsen, Sulelageret. Hun solgte ost og hørkram, som det hed. Det var røgvarer og spegesild. Der var en helt speciel duft i den butik.

Når jeg var hos hende med varer fra butikken, sagde jeg til hende ” at så godt det lugter herinde”. Det er du den eneste, der siger, sagde hun bestemt.

I samme ejendom var bager Christensen. Man kunne gå gennem bager Christensens gård over i Mejlstedgade. Altså den duft af nybagt brød og kager, der strømmede ud fra bageriet. Det var vidunderligt.

I enden af bagerbygningen havde skomager Jens Peter sit værksted, hvor han sad på sin firbenede taburet og forsålede sko og flækkede hæle. Der fik vi vores sko forsålede. Det var hyggeligt at komme ind til Jens Peter. Hans kone var også altid på værkstedet.

Den næste butik, jeg husker, er Ellen Christensen, Modehuset. Det var en hatteforretning. Hun var også kunde hos os. Jeg var tit sendt op til frk. Christensen med varer. Tænk, der var 2 forretninger i Nygade, der solgte damehatte og levede af det.

Jeg har glemt kaffeforretningen “Hansa”, den var dengang i Nygade, senere flyttede den op i Bredgade. Den gav rabatmærker, som kunderne skulle samle og klistre ind i en bog. Det var skam en konkurrent til købmanden.

Der var 2 brugsforeninger, og de gav dividende, når året var gået. Nogle år helt op til 10 %, så der var skam også konkurrence dengang.

Hos Barberen

Vi skal tilbage til Nygade. På den anden side af gaden var der barber Mathisen, hvor min far blev barberet. Det var vel almindeligt, at mænd blev barberet hos barberen.

Når jeg skulle klippes, var jeg med min far, så blev jeg vidne til, hvordan det gik til. Jeg havde ondt af far, for jeg syntes, det så dramatisk ud. Mathisen var vist en hård nyser.

Inden barberingen startede, bankede han på vandrøret, så kom fru Mathisen susende ned ad bagtrappen med 2 varme servietter, som skulle lægges på fars kinder. Når de havde ligget og blødgjort skægget, begyndte indsæbningen, og det var han en hel virtuos til.

Næste punkt i ritualet var, når kniven kom frem. Der hang en slags læderstrop bag på barberstolen, hvor barberen kunne hvæsse kniven. Så kunne selve barberingen begynde. Han tog i min fars pæne næse og drejede hovedet, så han bedre kunne komme til. Jeg kan huske, jeg sad og havde ondt af min far.

Højere oppe i Nygade

Lidt højere oppe ad gaden kom vi til træhandler Martinus Nielsens legetøjs- og galanteriforretning. Træhandler Martinus’ vinduer var et helt eventyr for børnene med legetøj. Det var den tids Fætter BR, men det var godt nok et mere beskedent sortiment, men for os børn var det en herlig butik at se på.

Højere oppe i gaden kom fiskehandler Rudolf Nielsen og en lille Palma butik med lidt smør, margarine og ost. De gav vist også rabatmærker, men den lukkede for mange år siden.

På hjørnerne Nygade – Bredgade lå på det østre hjørne den store manufakturforretning Carl Lauritsen. Det var efter Brønderslevs forhold en stor og flot forretning i 2 etager med et stort udvalg i damebeklædning og metervarer.

Når jeg tænker på Carl Lauritsen kommer jeg til at tænke på Matador, hvor der kommer en ung mand til byen og starter en lille butik, som han arbejder op til en stor og kendt butik, nemlig Høy Hansen.

Han var en meget dygtig og initiativrig forretningsmand, som udvidede butikken mange gange. Samtidig blev der et generationsskifte i Carl Lauritsens butik, men næste generation glemte at forny sig og efter få år lukkede den.

På det vestre hjørne lå M. S. Madsens bog- og papirhandel. Det var en betydelig forretning med bogtrykkeri og bogbinderi.

Da den forretning lukkede åbnede Jacob Christensen en skoforretning på hjørnet. Han var en dygtig og smart forretningsmand, der drev en stor og kendt skoforretning i mange år. Hans søn, Johannes Christensen overtog senere forretningen, og byggede den store forretningsejendom, hvor nu herremagasin Agerbæk er.

Han havde et apparat, som man kunne sætte foden ind i for at se, om skoen passede. Det var røntgenstråler, så det blev forbudt at bruge det,

men vi børn syntes, det var spændende at stikke foden ind og se sine tæer. Det var Nygade, som jeg husker den fra min drengetid. Jeg har sikkert glemt noget.

Det var ligesom i dag i Nygade, den vestlige del af Bredgade og i Algade, de fleste butikker var.

Algade

Den første butik i Algade var manufakturhandler V. Karnø. Det er der, hvor Matas ligger. Karnø drev en fin konfektionsforretning. Han var nok en af de første, der havde bil og sommerhus i Blokhus.

Jeg husker, afdøde købmand Georg Pedersen fortalte, han havde været ekspedient hos Karnø, og om søndagen, når Karnø var i sommerhus, skulle han passe markisen og sætte stykker for vinduerne, hvis solen skinnede, så han måtte pænt blive hjemme. Sådan var det dengang.

Efter Karnø i den anden ende af ejendommen var Nicolaj Hassings materialhandel. Foruden material- og sygeplejeartikler solgte han også finere kolonialvarer. Da Nicolaj Hassing døde, overtog hans datter, Ellen Hassing forretningen.

Hun var en bestemt dame, der havde skiftende kommiser til at hjælpe sig, bl. a. Villy K. Madsen, som kom, så og sejrede, om man så må sige. Han var dygtig og iderig. Efter nogle år overtog han forretningen efter frk. Hassing. Villy K., som vi kaldte ham, blev involveret i mange ting her i byen. Han var i byrådet og en kort tid borgmester.

Vi var i mange år kollegaer og konkurrenter, men vi havde det fint kollegialt. Var der en ting en af os var udgået for, lånte vi hos hinanden. Dengang var alt anderledes, også julehandelen. Den næstsidste søndag før jul var den store juleudstillingsdag.

Alle butikker havde pyntet ind i butikken. Der var mange folk på gaden for at se juleudstillingen. Der var nisseorkester og dejlig julestemning. Vi slæbte næsten hele varelageret ud på gulvet. Villy K. og jeg kappedes lidt om at lave den pæneste juleudstilling. Når vi var færdige, gik vi sammen og drak en pilsner og kritiserede hinanden.

(Nissen kom med helikopter).

I Algade var der også flere små dagligvarebutikker. Der var slagter, bager og grøntforretning. Bageren var bager Kjær. Jeg husker ham som en stor, alvorlig mand, der ikke sagde mange ord. Butikken blev passet af fru Kjær og ikke mindst af en bagerjomfru Elly Jensen, der var der i mange år.

De var faktisk forud for deres tid, de havde nemlig samtaleanlæg, der bestod i et rør fra køkkenet ned i butikken, med en tragt i hver ende. Når frk. Jensen manglede assistance, råbte hun: ”fru Kjær” i tragten, og så kom fru Kjær ned i butikken.

Der var selvfølgelig flere butikker i Algade, men det vil føre for vidt at omtale dem alle sammen. På hjørnet af Nygade og Jernbanegade var Brønderslev Sparekasse, det er der Imerco-isenkræmmeren er. Sparekassen havde indgang fra Jernbanegade.

Det var et meget spartansk indrettet pengeinstitut. Der var 2 pulte, hvor direktør Chr. Hansen og bogholder L. Østergård stod og arbejdede. Der var en stor kakkelovn i lokalet. Man skal selvfølgelig ikke more sig på andres bekostning, men det så pudsigt ud, når direktør Hansen tøffede rundt, altid i galocher.

Vi havde da hver sin sparekassebog i stift bind. Hvis vi satte vores spareskillinger ind, blev det ført i bogen med 2 underskrifter og ført ind i en stor protokol.

I Jernbanegade var der 2 kendte forretninger, herreekviperingshandler E. W. Gade. Hans førstemand i mange år hed Åge Nielsen. Det var en fin butik med et godt sortiment.

En af de sidste dage før jul kom Gade ind i fars butik, da sagde han til mor: ”Fru Johansen, jeg har siddet op og sovet i nat”.

”Det var da forfærdeligt, hr. Gade, hvordan kan det være?” Min tegnebog var så tyk. Jeg havde den under hovedpuden.

En af de sidste dage før jul, da min lillebror og jeg var alene hjemme, mor var i butikken, kom Gades bydreng med 2 pakker. Vi lurede på, om det var julegaver til os.

Vi kredsede om dem. Vi kunne ikke dy os længere, vi pakkede dem ud, og det var en dejlig skindhue til hver, men da vores mor opdagede, hvad der var sket, blev der ballade, huerne skulle leveres tilbage til butikken, men vi fik dem selvfølgelig juleaften.

Gades boede oven på forretningen. Når jeg blev sendt derover med varer for min far, gik jeg selvfølgelig til køkkendøren, og i køkkenet havde fru Gade et køleskab. Det var imponerende. Det var det eneste sted, jeg havde set et køleskab.

Ved siden af Gades butik kom isenkræmmer Villiam Larsen. Det var en rigtig gammeldags butik med mange små og store skuffer bag ved disken.

Hotel Brønderslev

Næste hus i rækken var Hotel Brønderslev. Først den store sal, hvor der var en scene, der var også en balkon. Det var Brønderslevs teatersal, hvor der blev afholdt mange spændende arrangementer. Ved siden af den store sal var der en mindre sal, Marokkosalen. Den var udsmykket, så den så helt orientalsk ud.

Det var der, der var danseskole en dag om ugen om vinteren. Min bror og jeg skulle meget mod vores vilje gå på danseskole en vinter. Det var bestemt ikke en succes.

Hotel Brønderslev var ejet af Hans Espensen. Jeg har læst, at da han overtog hotellet i 1909 var han med sine 23 år landets yngste hotelmand. Jeg husker Hotel Brønderslev som et flot hotel med pæne restaurationslokaler. Der var 20 værelser med telefon og toilet til hvert værelse.

Jernbanegade og Algade

På den anden side af Jernbanegade lå posthuset. Det er det gule hus, hvor der nu er frisørsalon. Postmesteren boede på 1. sal, og da jeg var dreng, var der altid storke i reden på posthusets tag.

Da jeg talte om Algade, glemte jeg at nævne Carstensens Klædefabrik, det, der i dag er Spindergården med lejligheder. Carstensens Klædefabrik var en betydelig virksomhed i Brønderslev. Ud mod Algade var der et fabriksudsalg. Der gik en historie om en mand, der kom ind i butikken og spurgte: “Hår I pebenot”. ”Det ved jeg ikke, om vi fører. Jeg skal lige spørge chefen.”

Bredgade

Mandrup Poulsens boghandel og bogtrykkeri var en stor og velassorteret boghandel. Han var formand for Handelsstandsforeningen i flere år. Hans datter og svigersøn Jørgen Vinding overtog senere forretningen.

Tage Buus startede i en lille butik i Nørrehus med ure og briller. Senere etablerede han sig på hjørnet af Algade og Bredgade, hvor der også i dag er ure og briller. Tage Buus var en farverig person, der var meget ivrig for at gøre Brønderslev kendt.

Han havde mange ideer. Det er sikkert ham, vi kan takke for Rhododendronparken. Han havde en evne til at begejstre andre for sine ideer. Han har sikkert også en stor andel af æren for, at Brønderslev sygehus ikke blev helt lukket ned.

Tusindvis af små lys på det store træ ved det gamle posthus.

I Bredgade fandt vi S. Simonsens herreekviperingsforretning, Laurits Nielsens fine blomsterforretning og S. A. Germanns vin og

tobaksforretning. Han havde et meget flot sortiment i vin, cigarer, tobak og piber. Han var en herlig mand. Han nynnede altid, når han stod bag disken. Han var en ivrig tennisspiller og formand for tennisklubben i mange år.

Konditori Mascot var også en kendt forretning i Bredgade med bagerbutik og et pænt konditori, der havde stor omsætning, når der var landboauktion om onsdagen.

Ved siden af Mascot var købmand Johnsen. En af forskellene på købmand Johnsen og min far var, at købmand Johnsen altid var i habit, og han sad meget på kontoret. Min far var altid i stivet, hvid kittel og altid bag ved disken.

På hjørnet af Bredgade og Rådhusgade var isenkræmmer Jens Stagsted, en stor, velassorteret forretning.

Min bror var i lære hos Stagsted, og der var han kommet på den rette hylde. Jeg kan huske, hvordan han begejstret fortalte om livet i en stor isenkramforretning, hvor der virkelig skete noget, bl. a. da flaskegassen holdt sit indtog i køkkenet i mange landbohjem.

Kendte butikker i Bredgade var også manufakturhandler Henning Møller og cykelhandler Chr. Tyllesen med sin trofaste medarbejder Frode Pedersen.

Købmand Kaj Andersen havde også stort grovvarelager i gården. Der er mange butikker i Brønderslev, jeg burde have omtalt, men det fører alt for vidt.

Grundlaget for alle disse butikkers eksistens var selvfølgelig en udvikling i industrivirksomheder, hvor mange mennesker fik deres udkomme.

Pedershaab Maskinfabrik var engang en stor virksomhed, der beskæftigede mange arbejdere og funktionærer.

A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, Carstensens Klædefabrik, Brønderslev Klokkestøberi, der var mejeri og slagteri, 2 teglværker, mange håndværksvirksomheder, og ikke mindst det gode opland Brønderslev har, hvorfra der kom mange gode kunder til byens forretninger.

Tænk sig, da var der lokalredaktioner for fem aviser: Vendsyssel Tidende, Aalborg Stiftstidende, Aalborg Amtstidende, Ny Tid og Brønderslev Dagblad.

Det var ikke annoncer fra detailhandlerne, de levede af.

De fleste butikkers annonce var en lille rubrikannonce til jul, hvor de ønskede deres kunder glædelig jul og godt nytår.

Jernbaneforlægningen i 1966 var en stor gevinst for Brønderslev. Der er ikke mange byer, der får den chance at få store dele af midtbyen renoveret. Samtidig fik vi en helt ny indfaldsvej, man fik en ny, moderne stationsbygning, posthus og politi- og retsbygning og den store, flotte banegårdsplads.

Sidst, men ikke mindst slap man af med baneoverskæringen og bommene midt i byen, der havde været til stor gene for trafikken i byen, ja, den næsten delte byen i 2 dele. Man siger, at hver brønderslevborger måtte vente 3 år, 187 dage, 11 timer, 47 minutter og 31 sekunder af sit liv ved denne bom.

I min drengetid boede vi i et lille hus i Søndergade. Det måtte vige for den nye jernbane. Hver gang vi skulle til eller fra skole eller til og fra min fars butik i Dyrlægegården passerede vi bommen. Vi var vidner til mange episoder, når bommen var nede.

Det er helt interessant at sammenligne handel med dagligvarer i dag, og hvordan den var i min drengetid, da der var 59 dagligvarebutikker i Brønderslev.

Der er sket enorme forandringer i den branche som i næsten alle brancher.

I behøver bare at tænke på landbruget.

Udviklingen til nu

Men nu er det altså handel, det drejer sig om. I dag er der som I ved 3 varehuse Føtex, Løvbjerg og Super Best foruden 5 såkaldte discountbutikker, en butikstype, der er dukket op inden for de sidste 25 år, og de har fået stor succes. For 25 år siden var der vist ingen, der havde drømt om, at der skulle komme 2 store, tyske butikker til Brønderslev, nemlig Aldi og Lidl og en norsk, nemlig Rema 1000.

Discountbutikkerne slog sig op på ingen service, skrabede butikker, smallere sortiment, og derfor billige priser.

1 1973 åbnede vi et supermarked i Nygade, d. v. s. det gik over til Mejlstedgade, og vi havde indgang fra begge gader. Vi syntes selv, det var en stor butik på ca. 500 m2.

Vi havde en stor vinafdeling, slagterafdeling med betjent viktualiedisk o. s. v. Vi var meget stolte af den butik. Købmænd fra nær og fjern strømmede til for at se butikken.

I dag er Føtex i færd med at bygge en ny butik på 3700 kvm., så man må sige, storkapitalen har holdt sit indtog i dagligvarehandelen. Om det så er godt eller skidt for kunderne, det ved jeg ikke, men kunderne strømmer til de store butikker og står gerne i lange rækker og venter tålmodigt for at få lov til at betale. Service er der ikke noget af.

Der er ingen, der siger farvel og tak o. s. v.

Det allersidste er, at kunderne selv skal skanne varerne og betale med dankort. Så behøver man ikke at tale med et menneske, når man er på indkøb.