I midten af 1950’erne begyndte jeg at gå til møde hver torsdag aften i KFUM-huset, som lå overfor Tygelsgade eller næsten overfor Krog Jensens bilhandel. Bygningen eksisterer ikke mere.
Her holdt de civile KFUM-spejdere til (Kristelig Forening for Unge Mænd). Vi var ca. 20 til 30 medlemmer, og gruppen blev ledet af Andersen, jeg husker ikke fornavnet, men han var ansat på lageret hos M. S. Madsen, Papir en Gros. Andersen var en lidt brysk herre med en dyb stemme, men han var god til vi drenge, som var fra ca. 8 til 18 år.
En anden leder var Svend Aage Nielsen, der var tegner på Pedershaab Maskinfabrik A/S, og han stammede fra København, hvilket sproget tydeligt afslørede.
Jeg husker også en meget venlig mand Georg Nielsen, som først kom til, da jeg havde været med i nogle år.
Vi havde ikke uniform, derfor De Civile Spejdere, men vi lavede de samme ting, som de uniformerede spejdere, hvoraf der var flere grupper i Brønderslev. Der var de gule spejdere, de blå spejdere (det var piger), de grønne spejdere og FDF’ere, som vist ikke ville kaldes spejdere.
Der blev knyttet knob af forskellige slags, vi lærte at håndtere en dolk på forsvarlig vis. Dengang måtte børn gå med dolk, i dag må voksne ikke gå med kniv over syv cm længde.
Der var aftener med oplæsning af spændende bøger, og sommetider fik vi besøg af gæster, som underholdt med et eller andet.
Der blev arrangeret ture ud i det blå. Blandt andet cyklede vi til Thise Bakker med madpakke og sodavand og lavede forskellige aktiviteter.
Der blev lavet adskillige byløb, hvor man skulle gå/løbe efter et kort, der var markeret med punkter, hvor vi skulle finde poster med opgaver, vi skulle løse.
To gange deltog jeg i sommerlejr på Knolden, som var en stor træhytte, der lå inde i en skov ned til Mariager Fjord på nordsiden, jeg tror det er det, der hedder Låenhus Lejrskole, som ligger syd for Kielstrup sø. Huset lå på et højt punkt, derfor navnet Knolden.
Der var sovesal med køjer i to etager, en stor spisesal, et stort køkken. Toilettet gravede vi i god afstand fra huset og placerede nogle træstammer over, så man kunne sidde på rad og række og forrette sin nødtørft.
Noget af det sidste der skete, inden vi drog hjem igen, var at dække toiletterne til med jord. Det blev gjort rituelt som en begravelse med præst og degn.
Der var ingen brusebad, men der var en lang udvendig stålvask med koldtvandshaner monteret med passende mellemrum, og her kunne vi børste tænder og vaske os, hvis det var nødvendigt.
Maden blev lavet af nogle ”medbragte tanter” fra Brønderslev, og vi drenge skulle skiftes til at skrælle kartofler og vaske op.
I godt vejr gik vi i samlet trop ned til fjorden for at bade. Den første gang, jeg var afsted, var vandet meget klart, og der var næsten ingen bundplanter. Vi kunne gå langt ud, før der blev dybt vand, så det var meget sikkert at bade her.
Nogle år senere var jeg afsted anden gang, og da havde vegetationen bredt sig meget på bunden af fjorden næsten så meget, at det føltes ubehageligt.
Der gik en færge over til Mariager fra et lille færgeleje ikke så langt fra, hvor vi badede. Det var sjovt at sejle med Stygge Krumpen, som færgen hed, og når vi rokkede i takt, kunne vi få færgen til at vippe temmelig meget, hvilket vi syntes var sjovt, men var der andre passagerer, var det ikke alle, der brød sig om det, og så bad kaptajnen os om at lade være.
Sidste gang, jeg var på Knolden, var vi ude for en bizar begivenhed. En aften kom en af de store drenge løbende ind i huset og var helt ude af den. Han havde lidt blod i ansigtet, og der blev et stort postyr. Han var blevet overfaldet af en mand, som havde slået ham, men han slap fri. Kort tid efter kom en anden stor dreng og så ud på samme måde og kunne fortælle samme historie.
Vi kunne ikke kontakte politiet, for telefonen virkede ikke, så vi blev inddelt i hold og skulle ud at lede efter gerningsmanden.
Der var mørkt, så vi var ikke trygge ved at skulle ud, men vi blev udstyret med lommelygter og måtte ud at lede.
Nogle gange så vi noget løbe forbi ude foran, men vi kunne aldrig finde ud af, hvad det var.
Stemningen blev så angstfuld, at vi alle blev kaldt hjem til hytten og opgav at lede.
Vi fik cacao og nybagte boller med smør, og sad trygt og hyggede os.
Så blev der banket på døren, og en fremmed mand kom smilende ind.
Han blev præsenteret som gerningsmanden til overfaldene. Det hele var arrangeret af lederne, men det var nok for voldsom en leg.
Nogle af drengene skrev breve hjem til forældrene og fortalte om begivenheden, og nogle af forældrene rejste en del hård kritik af ”overfaldene” overfor lederne.
En dag skulle vi alle pakke noget tøj i vores rygsæk, og soveposen skulle rulles sammen og puttes i den tilhørende pose, der var mere eller mindre vandtæt.
Vi skulle nemlig på hike (vandretur), og et sted på turen skulle vi i en skov bygge bivuakker af naturens egne produkter. Vi havde vist nok presenninger med til at gøre bivuakkerne vandtætte med, hvis det blev nødvendigt.
Vi vandrede i samlet flok og i godt humør ud ad landevejen, da det pludselig begyndte at regne. Regnen tog til i styrke, og vi fandt læ i en indkørsel til en gård.
Indkørslen var som en hvælvet tunnel igennem en bygning, og der kunne vi stå i tørvejr.
Den glæde varede kun fem minuttet, for da kom gårdejeren ud og bad os om at forsvinde, han kunne ikke have sådan en flok drenge til at stå og hænge i hans indkørsel.
KFUM – De Civile Spejdere
De voksne ledere prøvede at tale ham til fornuft, men nej – de kunne ikke engang låne telefonen.
Vi måtte ud i regnen igen, og en af de voksne løb til den nærmeste købmand, hvor han lånte telefonen og ringede efter en vognmand.
Efter nogen tid kom en stor lastbil med åbent lad. Vi blev hevet op på ladet og sad tæt sammenkrøbet, medens vi blev kørt hjem til Knolden i silende regn.
Det var dejligt at komme ind og få tørt tøj på, men det var vanskeligt at finde tørreplads til så meget tøj på en gang.
Midt i alt det miserable bredte der sig en vidunderlig duft over hele den store hytte helt ind i sovesalen – cacao og nybagt brunsviger.
Vores tanter vidste lige præcis, hvad vi drenge trængte til.
Hvad får en voksen bondemand til brysk at smide en flok drenge og nogle få voksne ud af sin indkørsel i ruskende regnvejr – ondskab?
Ham kunne vi ikke lide.
Udover sommerlejr gik tiden på de ugentlige møder med at synge alle de kendte spejdersange, og alle aftener sluttede med en bøn og fadervor.
Jeg synes, det var nogle hyggelige aftener.
Jeg tror ikke, ret mange i Brønderslev kendte til, De civile Spejdere, for vi deltog aldrig i optog sammen med de rigtig mange uniformerede spejdere, men vi levede vores eget spejderliv i en boble.
Tonny Bistrup
august 2021