Jeg har i tydelig erindring, hvordan jeg stod med min arm løftet op over mit hoved for, at min lille hånd kunne nå op i min fars store grove næve, mens han skulle snakke læææænge med nærmest hvert eneste menneske, vi mødte på lørdagshandleturen ned til byen. Eller sådan føltes det, altså som om han skulle snakke med hver og en og i utrolig lang tid. Og samtidig var det nok noget af det mest trygge, jeg kendte til. At stå der med min lille barnehånd pakket ind i varme, kærlighed og omsorg, mens min far talte med mennesker, som havde brug for hans forsikrende ord om, at han forstod dem, at han ville hjælpe dem.
Min far var vognmand i en mindre nordjysk by. Og jeg har ikke tal på, hvor ofte han mødte op med sin lastbil meget tidligt om morgenen, om natten eller på andre tidspunkter, hvor det var muligt for en kvinde, hvis tur det var til at erkende, at hun lige nu og her måtte ud af et fysisk eller psykisk voldeligt forhold. Så bar han alle hendes ting ud af boligen, støttede hendes slidte sjæl ind på førersædet af lastbilen og kørte hende til en ny start et andet sted i Danmark. Og han sendte aldrig en regning.
Jeg har altid vidst, at ikke alle mennesker altid er i stand til at tage de valg, der i grunden nok ville være bedst for dem. Og jeg har også altid vidst, at ikke alle mennesker er født ind i et liv uden økonomiske begrænsninger, og at det letteste i verden er at fortælle andre, hvad de burde gøre, og at det sværeste i verden er selv at efterleve det perfekte regelsæt for livet.
Hvorfor jeg så blev akademiker og ikke socialrådgiver eller pædagog er/ var vist en gåde for mange. Jeg tror i grunden også, at det var lidt af en tilfældighed, fordi det studie stod som mit andenvalg på ansøgningsskemaet til en videregående uddannelse. Og min nu afdøde far syntes da i dén grad, at jeg spildte mit liv på det universitet. Han havde langt hellere set, at jeg var blevet hjemmehjælper, som det hed den gang. I tidslommen, mellem HF blev afsluttet og jeg skulle åbne døren til Aalborg Universitetscenter første gang, arbejdede jeg som hjemmehjælper i et år, og jeg oplevede nok ikke siden, at min far var SÅ ambitiøs omkring min karriere.
”Jeg havde nok håbet, at du var blevet områdeleder i hjemmeplejen i stedet for 6½ år på SU”, nævnte han sådan lidt bombastisk. Men kun den ene gang. For jeg brugte min cand. mag. i dansk og kommunikation til at bestride diverse lederjobs, der havde ”udsatte grupper i vores samfund” som den røde tråd. Og det var han ret stolt af. Men det sagde han også kun én gang. En overflod af den slags rosende ord hang ikke på træerne omkring den Nedergårdske matrikel.
Jeg tror, at det var i årene som leder for De Frivilliges Hus i Aalborg, at jeg mærkede, hvor meget det betød for mig, at finde nye måder, at få andre mennesker engageret i at bidrage til at løfte mennesker, der for en stund ikke var i stand til at løfte sig selv. Et mantra for mig blev født dengang: ”Giv det dyrebareste, du har: din tid og din øjenkontakt”
Vi tilbyder vores praktiske hjælp til et medmenneske, der har brækket begge arme, fordi det er åbenlyst, at de ikke selv kan købe ind, snitte løg, røre den frikadellefars. Men når folk har brækket sjælen, hvis livet pludselig taget et brat sving til højre, og vi falder af livets vilde hest, så får andre straks en berøringsangst. Og den må vi til livs. Fordi det er her, der for alvor er brug for, at vi ”snitter løg og rører den fars”. De usynlige problemer, mennesker har, er de letteste at lade som om, man ikke ser. Og hvis du vender dit blinde øje til, så giver du det menneske en følelse af, at han/hun ikke har værdi i dine øjne, at det menneske ikke er værdig til at få din hjælp.
Efter 6 år i De Frivilliges Hus blev jeg voldsomt fristet af et stillingsopslag fra Boligforeningen PM og Kuben her i Brønderslev. Boligsocial Koordinator, stod der vist som overskrift. Jeg havde aldrig hørt om et job med den titel. Men jeg vidste instinktivt, at dette job ville jeg have. Så jeg lavede en ansøgning med et Johnny Cash citat øverst om at være det menneske, der var på de udsattes side. Og d. 1/7 2008 var min første arbejdsdag på Niels Bohrs Plads 2, hvor jeg mødte op til en tom lejlighed, en limegrøn kontorstol og to store papkasser fra Ikea med ét skrivebord og én rumdeler – og et ringbind med en kopi af en helhedsplan, dvs. et ringbind med forventningerne til hvad jeg skulle få styr på, få ændret de næste 5 år.
Jeg forstod det sådan, at man i Boligforeningen PM følte, at man havde haft to valg:
1) en dynamitstang under boligforeningens afd. 11, hvor man ikke kunne få lejet sine boliger ud
eller
2) at lave en helhedsplan og ansætte et menneske som mig til at tage hånd om menneskene, mens boligforeningen tog hånd om murstenene.
Udover de mål, som Landsbyggefonden og Boligforeningen PM havde, så fik jeg personligt et mål: At skabe sammenhængskraft, interesse og respekt beboerne imellem. Og det viste sig, at ved at gå gennem børnene, lave en Børneklub, så fik jeg også fat i forældrene. Og siden de fleste os, der har børn, bliver glade, når vores børn har nogen at lege med, får en bedsteven, får gode oplevelser, der hvor de bor, så var det at få forældrene til at tale sammen ikke så svært. Og pludselig var folk ikke delt op i nationaliteter, men man hilste på kryds og tværs af nationaliteter, aldre, civilstand etc. Helt så enkelt, som jeg beskriver det her, var det naturligvis ikke, men begrænsningens kunst tvinger mig til at gøre en lang historie kort.
I årene 2008-2015 havde jeg verdens mest berigende og meningsfyldte job. Området gennemgik en fysisk renovering, og beboerne fik Fælleshuset som deres sted. Her var der altid hjælp at hente, om du kunne tale dansk eller ej, om du blot havde brug for at vide noget om din varmeregning, eller om du havde det rigtig svært i dit liv. Jeg var ikke kun mig, der kom flere ansatte, efterhånden som jeg fik søgt og bevilliget midler fra forskellige fonde og puljer, og ikke mindst så var der så mange skønne mennesker, der hjalp til i deres fritid. Ét stort mangfoldigt sammensurium af ansatte, praktikanter, frivillige og beboere der ”hang ud”, drak sin eftermiddagskaffe, blev set ind i øjnene, lyttet til og grinet sammen med.
Jeg er utrolig stolt af det fundament for at søge hjælp til udfordringerne i sit liv, der blev skabt i Knudsgade i disse år. Jeg er stolt af, at beboerne og jeg blev inviteret i Godaften Danmark for at fortælle om succesen med at skabe venskaber på tværs af nationaliteter i projektet Nabo til Nabo. Jeg er stolt af, at Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden og Prinsgemalen var på besøg i Fælleshuset, og den snak om mangfoldighed Majestæten og jeg efterfølgende fik omborg på Kongeskibet. Jeg er stolt af, at andre boligforeninger i Danmark hentede inspiration i Fælleshuset til, hvordan man skaber et fællesskab. Og jeg er også ret stolt af prisen som Årets Kvinde, som forhenværende borgmester Lene Hansen uddelte til mig på en indstilling fra det skønne menneske, nu afdøde Valborg Jensen, som var en opmærksom og kærlig kvinde.
”Du lagde grunden til et rummeligt og venligt fællesskab i Fælleshuset, og alle der kommer her mærker, at her er man velkommen – her er der nogle, der bekymre sig, her er der hjerterum og tid til at lytte til folks problemer på alle tider af døgnet. Lone var aldrig begrænset af en fast arbejdstid, for hvis der opstod behov for nærvær og samtale, så var hun parat”, sagde Lene Hansen blandt andet. Disse ord hæftede jeg mig især ved dengang – og igen nu hvor dette bidrag til ”Historier om Brønderslev” skal skrives. Jeg er stolt af at være nomineret til en pris for udvist næstekærlighed under coronaen uddelt af Falck, og af at være nomineret til Frivilligprisen her i kommunen her i 2021. At andre ser ens arbejde er jo en skøn anerkendelse, men hvis andre kunne blive inspireret til også at række ud og give sit nærvær til mennesker, der mangler, så er meget opnået i mine øjne.
Da jeg søgte nye veje ved udgangen af 2015, var det fordi jeg følelsesmæssigt var slidt. Jeg trængte til en pause, hvor andre menneskers tilværelse ikke afhang af, om jeg havde flere kræfter tilbage.
Selvfølgelig kom jeg til at savne og mangle den nærhed, man får og har på en arbejdsplads som Fælleshuset. Så jeg kastede mig efter et par år over stiftelsen af Foreningen GRIB og Netværket for ensomme i Nordjylland. I dette netværk, som har sin base på Facebook, er vi pt. lige over 700 medlemmer. Det er rigtig mange mennesker, der mærker hver dag i deres liv, at de er langt mere alene, end de kan holde til at være. Tænk så på, hvor mange ensomme nordjyder, der ikke ved Netværket eksisterer.
Ensomhed var så heldig at blive nævnt af Hendes Majestæt i Nytårstalen 2019. Det gav ligesom en blåstempling af, at den følelse er vi nødt til som samfund og som medmennesker at hjælpe folk med at komme til livs. Så kom corona og overtog vores verden. Det betød store forandringer i vores måde at leve på, og mennesker, der aldrig før havde mærket ensomhedens altødelæggende klamme hånd om sit hjerte, fik nu en nyfunden respekt for det at være udfrivilligt alene i sit liv. Hver gang Statsminister Mette Frederiksen gik på nationalt TV og bedyrede flere restriktioner, så voksede antallet af medlemmer i Netværket for ensomme i Nordjylland. Tiltaget fik en dobbeltside i Oplandsavisen, i Nordjyske og et indslag på TV Nord. Jeg var eneste tovholder på Netværket, og min selvudnævnte opgave var at mobilisere folks mod til at mødes udendørs på forskellige måder. Vi travede de nordjyske skove tynde; vi drak kaffe udenfor hinandens hjem, ”Skraldespandskaffe” kaldte vi det, hvor vi havde vores egen kop med; vi holdt adventssøndagene i Rhododendronparken indtil vores tæer frøs til is. Og nu hvor coronaen er blevet mere eller mindre forvist fra at have indflydelse på vores hverdag, så mødes folk hos hinanden. Næste etape af Netværkets udvikling er at lave en kursusdag for alle de, der ønsker at blive By-koordinator i sin by, og dermed lokalt lægge sine kræfter i at få ensomme mennesker til at finde modet til at møde fremmede, nye, kommende venner. Og her i skrivende stund er den kursusdag under udvikling. Alt er stærkere, når det kan finde et lokalt fundament, og jeg har jo også erfaret mere end én gang, at der stadig kun er 24 timer i et døgn, så der må flere tovholdere til.
Mit mantra, grundlagt i min barndom, stadfæstet i De Frivilliges Hus og efterlevet i Fælleshuset: ”Giv det dyrebareste, du har: din tid og din øjenkontakt”, er det mest enkle og det vigtigste grundlag for at skabe et rummeligt og givende fællesskab – både i små sammenhænge og i hele samfundet. Vi ved alle udmærket godt, at der findes et menneske i vores omgangskreds, på vores vej, i vores opgang, på vores arbejdsplads, i vores forening, som føler sig ufrivilligt meget alene. Og ensomhed, at føle sig usynlig for andre, kan man i yderste konsekvens dø af.
Så når du ser Hus Forbi mennesket foran Føtex, så smil med ægthed og øjenkontakt, også selv om du ikke køber en avis. Det handler alt sammen om at give hinanden værdighed. Når du kigger væk, fordi du vil undgå at bruge tid eller penge på at stoppe op og købe en avis, du måske aldrig får læst, så viser dit ”kiggen-væk”, at du ikke under det menneske foran Føtex, at føle værdighed. Og er nogle af os i grunden i stand til at afgøre, hvem der er berettiget til at stå med værdighed. Vi kender ikke hinandens bagage. Der kan være 1000 forskellige årsager til, at vores liv vælter: en skilsmisse, en rådden barndom, en konkurs, en sygdom, en ulykke, en krig – og skal vi være hinandens dommer? Mit svar på det spørgsmål har du helt sikkert gennemskuet. Vi skal give hinanden vores øjenkontakt, en lille bid af vores tid og dermed bidrage til et andet menneskes følelse af at være værdig. Og pludselig vil du opdage, hvordan netop den indstilling til andre mennesker også giver dig selv værdighed.