City Avisen bringe her historien om Skolegades skole.
Og billederne, der her er gengivet, er venligst udlånt af Lokalhistorisk arkiv i Brønderslev, som har en del materiale liggende om den gamle del af Brønderslev.
Bysbarnet, lærer Ella Pedersen, der i de tidligere City Aviser har berettet om Det gamle Brønderslev, har igen været i gang med at “grave i historien”, der denne gang handler om:
Hvordan var det at være lærer på Skolegades skole i 1940erne og i 1950erne?
Aalborg Stift var det af landets stifter, som var bedst forsynet med skoler, inden det i 1729 blev påbudt, at der skulle oprettes sogneskoler over hele landet, fortæller forsker C. Klitgaard i sin bog om V. Brønderslevs historie. Omkring år 1620-30 var der skoler i både Thise og i Øster og Vester Brønderslev. “Skolehuset i V. Brønderslev omtales første gang i 1640. Det lå ved den gamle kirke.
Skolegades Skole blev indviet i 1889, dvs. at den i dag er 117 år. Man må sige, at en hel del generationer af børn har vandret ind og ud ad skoleporten. Der er bygningsmæssige, men nænsomme fornyelser, og stadigvæk er der en hel del tilbage af den gamle skole. Kommer man som tidligere elev på besøg på skolen og går ind i nogle af de gamle klasseværelser, vælder minderne frem. Man fornemmer atmosfæren fra dengang og synes at høre glade råb og latter.
Fra 1908 oprettedes der mellemskoleklasser og fra 1911 også realklasser på skolen. Desuden vedtoges det, at skolemateriel, såsom bøger osv, skulle udleveres gratis til børnene. Som overlærer udnævntes Svend Rasmussen, og i 1905 var Markus Hansen blevet skoleinspektør. Han blev desuden Brønderslevs første borgmester, og efter hans død i 1934 ansattes Johannes Sørensen, der var inspektør i 1940erne og 1950erne. I dag hedder skolens inspektør Torben Mikkelsen, og han har videreført sloganet: “En glad skole”.
Jeg kom til Brønderslev i 1948 efter at have fået en stilling som timelærer ved Skolegades skole, fortæller fhv. lærer Knud Svante Eriksen. Mine hovedfag var matematik, fysik og idræt, men jeg kom til at undervise i gymnastik (idræt), dansk, fysik, sang, tegning, historie og religion. Matematik fik jeg først, da jeg flyttede til Søndergades skole midt i 1950erne.
Da jeg startede, var der mellem 1100 og 1200 børn på skolen, inklusive 1.-3. klasserne på forskolen (“den lille skole”) i Thygelsgade. I 1954-55 var elevtallet vokset til 1500-1600, 1 starten underviste jeg i en klasse, der var svær at styre, men efterhånden gik det bedre. Ellers var jeg glad for at undervise. 4. mellem og realklassen underviste jeg i idræt, og i den peri- ode, hvor vi kunne komme udendørs, lob vi sammen ud til friluftsbadet, hvor der var en idrætsplads, som vi benyttede til atletik. Efter timen løb vi tilbage til skolen igen.
Jeg husker de store amtsstævner i gymnastik på Brønderslev stadion, som blev ledet af realskolebestyrer Hans Aage Larsen fra Vraa. Der var mange hundrede elever fra skoler i hele Hjørring amt, som samtidig gjorde de samme øvelser. Og når de f.eks. sad på knæ og med hænderne skulle slå i jorden, var slagene så præcise, at det lød som et brag, når de på samme tid ramte jorden. Der var også et meget spændende 5 x 80 m stafetløb, som drengene fra Skolegades skole vandt over bl.a. en gymnasieklasse. Af vinderne husker jeg navne som Jørgen Frode, Erik Andersen og Carl Chr. Lundø. Ligeledes husker jeg tydeligt, at der i fysik var et eksperiment, der altid gjorde lykke. Jeg satte en flødebolle under en glasklokke. Så sugede jeg al luften ud af glasklokken ved hjælp af en slange, der var fastgjort til klokken. Flødebollen voksede i takt med udsugningen og blev ret stor. Eleverne blev ellevilde, men så snart der kom luft ind i klokken, blattede flødebollen helt sammen.
Skoledagen begyndte kl. 8.30, hvor det ringede ind til første time, og når det havde ringet ud efter 3. time kl. 11.20, var der middagspause for alle indtil kl. 12.40, hvor 4. time begyndte. En hel skoledag med fuldt timetal var på seks timer og sluttede kl. 15.30. Årsagen til den lange spisepause på 1 time og 20 min. var middagspausen på PedersHaab fabrikkerne, der havde middagspause på samme tid. Hensigten var så, at hele familien kunne spise middag sammen, idet både fædre og børn kunne nå hjem og tilbage igen.
Når læreren kom ind i klasseværelset, skulle eleverne stå pænt ved siden af bordene, indtil der blev sagt: “Vær så god at sætte jer!” En tidligere, kvindelig lærer på skolen kan fortælle, at det af og til under undervisningen skete, at eleverne virkede trætte, men så hjalp det gerne med en omgang “Helle Godtved gymnastik” på stedet. Bordene var med faste bænke til to, så det var forholdsvis nemt at udføre de gymnastiske øvelser. Bagefter var der igen mere gejst at spore hos eleverne.
Da elevtallet var højest, var der op til 41 elever i klasserne, indtil Søndergades skole begyndte at kunne aftage elever midt i 1950erne.
Engang, mens jeg underviste en klasse, fortæller Svante Eriksen, lød der voldsom larm fra en klasse ved siden af. Efter timen talte jeg med den lærer, der havde haft den pågældende klasse. “Sikke en larm, der var inde hos dig!” sagde jeg. “Ja”, svarede han, “men jeg fangede ham da til sidst.”
I 1940erne var det meget småt med materialer i skolen. Den tidligere kvindelige lærer, der bl.a. underviste i håndarbejde, kan fortælle, at en overgang var det så småt med materialer, at stoffet var papirstof. Ritrådene skulle pilles op, så de kunne bruges igen, og det samme gjaldt materialer i andre fag, f.eks. skulle man udlevere fire sider af et hæfte ad gangen i stedet for et helt hæfte.
Juleafslutningen foregik i drengenes gymnastiksal. Man stod som sild i en tønde om træet med de levende lys. Der var ikke plads til at gå rundt. Skoleinspektøren stod tættest ved træet, hvor der også stod en spand vand, men der var adgang til vand i forbindelse med omklædningsrummet. Der var kun én udgang, men stor julestemning.
Skolegade skoles årlige udflugt gik til Tolne Skov. Elever og lærere er på vej ned ad Bredgade og det er lærer Knud Svante Eriksen, der går forrest. Billedet er taget for godt 50 år siden.
Tolne turen var skoleårets oplevelse.
Alle skolens elever gik to og to på række fra skolen til stationen.
Aller forrest gik politiassistent Bendtson,
derefter kom PM orkesteret foran børnene. Forretningsfolkene på ruten stod udenfor og vinkede. Desuden var der en del forældre og søskende med. Statsbanerne stillede et tog til rådighed, og en af vognene var til forældrene. Når man nåede Tolne skov, gik skoleinspektøren i spidsen for flok- ken helt op på den øverste top. Lærerne legede med eleverne et stykke tid, derefter var der frie hænder, men da der var togskinner på arealet, måtte lærerne på skift stå vagt ved over- gangene. Man opfordrede eleverne til at trille ned ad bakken. “Hvordan?” kunne de spørge, og så måtte man jo vise hvordan. Børnene havde som regel en skotøjsæske med madder og en sodavand med. Den tomme flaske brugte nogle af drengene til at fange haletudser i. Lærer Kaad kunne som regel finde den sjældne type af ulvefod. De mindre børn legede, men mange af de større børn gik ture i skoven.
Lærerne fik ligesom en anerkendelse af Brønderslev kommune. Der var middag til dem i Tolne Skovpavillon.
Det var meget udmattede børn, der vendte hjem igen.
Skoleinspektør Johs. Sørensen var meget historisk interesseret, og havde forkærlighed for gamle kvad og lignende. En aften om året inviterede han lærerstaben til historisk foredrag i skolens bibliotek. Det var hans kongstanke, at alle skolens elever skulle opleve glæden ved at læse en god bog. Han sørgede derfor for, at skolen havde en stor samling klassesæt af klassiske børnebøger som f.eks. Pan, Robinson Crusoe, Onkel Toms Hytte, Frændeløs og mange flere.
1 frikvartererne for børnene rundt i skolegården, men mange af de større piger gik pænt frem og tilbage med hinanden under armen. De, der legede fangeleg, skulle passe på ikke at løbe ind i gårdvagterne, der som regel havde en spadserestok i hånden. Når det ringede ind, stillede eleverne op i række, klassevis, og man fik først lov til at gå ind, når hele klassen stod ordentligt og på række.
Til slut er der lige et par skolevittigheder. En lille pige var kommet for sent hjemmefra, så hun måtte løbe for at nå i skole i rette tid. Hun var bange for ikke at nå det, så hun bad Vorherre om at hjælpe hende. Hun lob så videre og falder. “Hov, hov, Vorherre, du behøver da ikke at skubbe,” sagde hun lidt fornærmet.
Der var smadret en lampe i et klasseværelse, og fire drenge var sendt på inspektørens kontor. De blev afhørt en ad gangen og da det blev den sidste og mindste drengs tur, benægtede han som de andre, det var heller ikke mig, sagde han, for jeg kunne ikke ramme.