Mit navn er Kirsten Hyldgaard Olsen og jeg er årgang 1944.
Jeg er født og opvokset på ejendommen ”Roden” i Åsendrup
Skole
Jeg mindes ikke min skoletid som nogen dejlig tid, det kan godt undre mig – og måske andre – for da jeg som voksen genoptog min skolegang blev det en af de bedste perioder i mit liv.
Jeg begyndte i Åsendrup Skole og fortsatte i Vrensted Byskole. Min skolegang i Vrensted blev besværliggjort af en godt tre kilometer lang grusvej, som jeg skulle frem og tilbage ad i al slags vejr. Det skulle andre naturligvis også, men jeg var ked af den vej. Så skolegangen skulle nærmest bare overstås, og jeg vidste ikke dengang, at man skal lære så længe man lever.
Skolestart i Åsendrup
Da jeg i 1952 begyndte i “den stråtækte” i Åsendrup, der dog nu havde fået tegltag begyndte skoleåret 1. april. Min skolevej var bare en jordsti, som man kunne cykle ad, og posten kom også cyklende den vej. Min lillesøster var blevet født i marts, så hjemmet har vel været lidt ude af daglig gænge. I året op til min skolestart havde jeg været i skole mange gange sammen med min fætter, der var “høwerdreng” i mit hjem. Så jeg tror, at jeg er den første, der har gået i “børnehaveklasse”.
Vi boede nabo til den gamle skole i Åsendrup. På skolen boede lærer Pedersen og fru Pedersen, dem var vi på “kaffegilde” med. Til skolen hørte et lille landbrug med bl.a. et par køer, som det var skik. Drengene fra store klasse skulle trække køerne ud på græs i frikvarteret, og de blev også sendt hen til Vrenstedvejen efter mælkespanden på trillebør. I øvrigt havde min far og hans søskende fra Søndergaard også gået til lærer Pedersen i sin tid. Så det var jo bare hyggeligt, at lille Kirsten kom og var med til skoletime. Jeg havde gået en del i skole i året, før jeg skulle begynde. Jeg kunne også bogstaverne, det skulle man vist dengang, når man begyndte i skole. Men da det blev alvor, ville jeg ikke være der og gik jævnligt hjem igen. Sommetider græd jeg, og så kom jeg ind til fru Pedersen og blev trøstet. Jeg var jo blevet vant til, at jeg ikke var nødt til at være der, og så var det noget andet når det pludselig var en pligt. De store piger prøvede at trøste mig. Jeg mindes at en af dem sagde, at det nok var fordi jeg længtes efter min nye lillesøster. Jeg tænkte, at det gjorde jeg hvert fald ikke, så det har nok været lidt mangel på opmærksomhed, og måske en følelse af at blive “sendt væk”, som fik mig til at længes hjem.
Dengang kunne man også godt komme op at sidde på skødet hos lærer Pedersen. Det var når der var nogle, der skulle have hjælp, eller nogle havde gjort sig særligt godt bemærket. Det kan lyde mærkeligt i vore dage, men for os var det ganske normalt. Pedersen var en gammel mand. Han havde haft ord for at være streng, men var nok noget min far huskede fra sin skoletid. Jeg husker ham som god og venlig.
I”bette” klasse
Problemerne gik dog over, og jeg traskede i skole fire dage om ugen om sommeren og to dage om vinteren. Sådan var det i “bette klasse. ”Store klasse” gik så modsat, for så havde de store elever mere tid til at hjælpe til derhjemme om sommeren. Hver dag begyndte med morgensang. Vi sang en salme, og læreren bad Fadervor, og så blev vi hørt i salmevers. Vi havde bibelhistorie i første time hver dag, hvor lærer Pedersen fortalte alle historierne fra Det gamle Testamente. Han må have været en god fortæller, for bibelhistorie og danmarkshistorie er noget af det, jeg husker som spændende. I de andre timer havde vi regning og geografi. Pigerne havde håndarbejde med fru Pedersen, og vi lærte at strikke og hækle. Så kunne drengene gå hjem. Det var lidt uretfærdigt, syntes vi, men de havde vel andre pligter. Jeg husker at der var en dreng som skulle vente og følges med min storesøster hjem, men han blev ikke beskæftiget med noget i den time.
Til middag havde vi så lang en pause, at vi kunne nå hjem og spise varm mad som man fik om middagen dengang. Jeg ved ikke om dem længst væk fra havde madpakke med. Jeg kunne nemt nå hjem, men det kunne godt være træls at skulle af sted igen. Lærer Pedersen var jæger, så vi fik fri den dag jagten gik ind. Så skulle vi komme i skole en anden dag, måske på kongens fødselsdag, som dengang var en fridag.
Lærer Pedersen døde pludseligt. Jeg gik i 2 klasse på det tidspunkt, og der kom en ung kvindelig vikar i stedet, og det var noget af en
omvæltning. Det eneste jeg husker om hende, er at hun talte et mærkeligt sprog, for hun talte meget korrekt. Så blev det besluttet, at skolen skulle nedlægges. Vi skulle gå i Byskolen i Vrensted fra det nye skoleårs begyndelse.
Den 1. april begyndte jeg der i 3. klasse. Jeg syntes, der var en lang træls grusvej til Vrensted, og den lagde en skygge over resten af min skolegang.
I Byskolen
I Vrensted Skole havde vi fru Vestergaard i de mindre klasser, formentlig til og med 4. klasse. De store klasser havde lærer Madsen. Fru Vestergaard var en sød og venlig dame, og børnene var glade for hende. Lærer Madsen var mere streng, men det var nok den almindelige måde dengang. Jeg mindes mest de ting, jeg ikke kunne finde ud af.
Hos fru Vestergaard
Vi havde fru Vestergaard til håndgerning og de almindelige skolefag. I håndgerning lærte vi at sy og strikke. Jeg syede et sygeplejeforklæde, og det er ikke lang tid siden, jeg forærede det til husmandsmuseet i Mosbjerg, da de manglede forklæder der. Vi lavede også en strikkepose af blåternet stof med broderi med rødt garn. Opå den måde lærte vi forskellige forskellige broderityper, og den pose har jeg endnu, ligesom jeg også har en mappe med forskellige syprøver i. Der er feks. en firkant, syet af et viskestykke. I hjørnet har jeg broderet mine forbogstaver, og på hver af de fire sider har jeg syet stropper i på forskellige måder. Engang fik vi noget tyndt garn. Jeg tænker, fru Vestergaard havde fået det billigt i Agnes Baks lille manufakturforretning lige over for skolen. Vi skulle strikke sokker til os selv, og vi fik arbejdet med hjem, for at vi kunne strikke på det i fritiden. Men garnet var så tyndt, at det ingenting blev til. Jeg fik aldrig de sokker strikket, og jeg havde meget dårlig samvittighed over det i lang tid.
Jeg havde dog også en succesoplevelse hos fru Vestergaard. Hver morgen havde vi morgensang i klassen, og vi skiftedes til at at foreslå en salme. Det var ikke så længe efter, at vi fra Åsendrup var kommet til Vrensted, og det var min tur til at foreslå en salme.
Jeg mener at jeg foreslog ”Blomstre som en rosengård” fru Vestergaard sagde, at den kendte de ikke, men de ville gerne lære den. Jeg sang så første vers alene i klassen, og det er jo ubegribeligt for jeg var ellers meget genert. Men jeg var og er meget glad for at synge, og det gik fint. Snarts sang fru Vestergaard og de andre børn i klassen med, og jeg kan stadig synge for på en sang i en mindre forsamling. Når jeg tænker tilbage på det i dag, tror jeg, at fru Vestergaard ville lade mig vise, at jeg kunne synge salmen.
Hos lærer Madsen
En gang skulle vi tegne en fugl efter en bog, Det må have været i naturhistorie eller tegning. Jeg kunne overhovedet ikke få den til at ligne. Så forsøgte jeg at ligge papiret over fuglen for at sammenligne og se, hvad der var galt. Det så lærer Madsen, og han troede straks, jeg ville snyde og tegne af, og jeg fik skænd. Derfor ved jeg den dag i dag, at jeg ikke kan tegne. Hjemme tegnede jeg dog meget, f.eks, blomster, sjove mønstre og forskellige landes flag, som jeg kunne se i en lommebog..
Jeg har for nylig fundet en arbejdsmappe fra historie og geografi i 7. klasse. Der er tegninger og beskrivelser af bl.a. dyrkning af ris, silke og kaffe om Nordamerikas historie og noget om 1.Verdenskrig. I arbejdsmappen er der tegninger af hvordan mosen er blevet skabt og dette skrev jeg i 7. klasse;
Hvad mosen fortæller,
Vor viden om Danmarks plante- og dyreliv fra de ældste tider har vi fra vore moser. Her har man fundet planterester fra fortidens skove og knogler af de dyr, der boede i dem, og ud fra den plads, disse rester har i tørvelagene kan man slutte, hvornår de forskellige planter og dyr, har vokset og levet og i hvilken rækkefølge de er kommet ind i landet.
Også de første spor af mennesket – simple økser af hjortetak – har man fundet i mosen. Disse redskaber regnes for at være titusinde år ganle og stammer sandsynligvis fra omstrejfende jægere der fra de sydligere egne er kommet til vort land. Senere tog mennesker fast ophold i Danmark og slog sig ned i huler eller hytter ved søer eller åløb, hvor der var adgang til jagt og fiskeri. De kendte ikke til metaller, men lavede alle deres redskaber af ben, træ og sten.
Med disse mennesker begynder stenalderen i Danmark.
Jeg husker dog også gode eller sjove ting fra tiden hos lærer Madsen. Engang havde han brug for en kniv til et eller andet, og han spurgte ud i klassen: “Er der en frisk dreng, der har lommekniv? Ingen svarede. Jeg havde en lommekniv, men han havde jo sagt en dreng. Madsen spurgte, om det virkeligt kunne være rigtigt, at der ikke var nogen, der havde en lommekniv. Så reagerede jeg jo tøvende og gik op med min kniv, og så sagde Madsen, at det var dog godt nok mærkeligt, at den eneste friske dreng i klassen var en pige.
Jeg havde børnesygdommen “røde hunde”, mens jeg gik hos lærer Madsen. Uheldigvis kom jeg for tidligt i skole og måtte tage endnu en sygedag. Den dag, da jeg så endelig kom i skole igen, gik det rigtig godt med regnestykkerne. Jeg fik ros, og Madsen sagde: “Ja, Kirsten har “røde hunde” hver anden dag, men regne kan hun da!” Det syntes jeg var noget pinligt.
Jeg synes nu ikke, jeg var nogen ørn til regning. Jeg tror nok, det var de mange terpestykker, der kedede mig, men f.eks. var jeg ikke ked af tabel. Jeg har senere troet, at jeg ikke kunne finde ud af regning, men i dag finder jeg regnskabsarbejde spændende. Når jeg her ser tilbage på disse oplevelser, ligner det mere og mere et mønster, der fortæller, hvad succes og fiasko kan betyde i barndommen, og det kan nok give anledning til eftertanke.
Gymnastik
I Åsendrup Skole havde vi en gymnastiksal, og vi kom jo nok derind en gang imellem. Jeg husker det blot som et solflimrende, støvet lokale, hvor vi løb rundt.
I Vrensted Byskole var der ingen gymnastiksal, så gymnastik var noget, vi havde om somme når vi kunne komme på idrætspladsen. Den lå stort set hvor den stadig ligger i dag.
Så gik vi i kolonner derhen, og pigerne spillede rundbold og langbold, mens drengene spillede fodbold. Jeg kunne ikke gribe en bold og havde ingen konkurrence- og holdfølelse. Jeg var af de sidste, der blev trukket på hold. Gymnastik var ikke noget, jeg holdt af, og i det hele taget kedede det mig meget. Det har siden præget min generøse holdning og forståelse, når mine egne børn havde brug for en seddel i forbindelse med skoleidrætsdage.
Skolekørsel
I forbindelse med at vi skulle i Byskolen besluttede sognerådet, at de mindste elever skulle køres i bil til Vrensted om vinteren. Kørslen kom vist i licitation, og i hvert fald blev det en landmand i Åsendrup, der fik den. Han havde en gammel, grøn Chevrolet, og han havde selv børn på min alder, der gik i skole. Det var praktisk, for de var nogle af de sidste på ruten. Ofte var han i sidste øjeblik, og vi lå tit sidelæns bag i Chevroletten, når vi svingede fra Hulbakvej ad Vrensted til.
Da jeg blev større, og ikke kunne komme med skolebil, kan jeg huske, at far engang spændte hestene for slæden og kørte os i skole. Lærer Madsen stod på trappen og fløjtede ind, lige da vi kom, og han vinkede og syntes, det var rigtig godt. Men vi måtte gå hjem, og det var langt og koldt.
