Jordemoder, frk. Carla Oppermann, Tømmerby, lægger op i 1982, efter 33 års virke, hvor hun har hjulpet 2200 børn til verden i omegnen herunder i Vrensted.
Hun er ud af den vidt forgrenede slægt Oppermann, der tæller flere betydelige videnskabsmænd i sine rækker, og stammer oprindelig fra Tyskland. Frk. Oppermanns Tipoldefader var født i Goslav, Hannover og blev rektor i Uslav og senere præst i Lauenførde ved Hannover.
Frk. Oppermann er født i Systofte Sogn på Falster og var i huset flere steder, inden hun i 21års alderen blev sygeplejeelev på Københavns Kommunehospital. Efter udstået læretid fik hun plads på Skt. Hans og Rigshospitalet, til hun 1923 kom ind på Fødselsstiftelsen og tog sin eksamen med udmærkelse. Hun søgte så og fik Distriktjordemoderembedet her og bosatte sig i Tømmerby
Hun fortæller:
Når det store under sker
I min ungdom var det ikke så ligetil for en sygeplejerske at få en stilling. Fra hospitalet søgte jeg ud som menighedssygeplejerske, og da jeg boede hos en jordemoder, fik jeg den tanke at forlade sygeplejen og blive jordemoder. Som menighedssygeplejerske er man til stadighed udsat for at være til stede ved livets afslutning, og det kan ikke andet end gøre indtryk, når man selv tager livet fra den alvorlige side. Som jordemoder er det lige omvendt. Da oplever man livets indtræden et under, der er lige stort hver gang…
Forholdene har ændret sig
Det er distriktsjordemoder, frk. Carla Oppermann, Tømmerby, der siger dette. Frk. Oppermann trækker sig om kort tid tilbage efter 33 år som distrikts jordemoder for Tolstrup, Stenum og Vrensted og Thise sogne.
Og hvor mange børn blev det så til?
Omkring 2200 har jeg taget imod i de forløbne 33 år, hvilket vil sige mere end én generation. I et enkelt hjem har jeg været tolv gange, men der var også femten børn, i flere en halv snes gange, men det glædelige har været, at det sidste barn altid har været lige så velkomment som det første. På den anden side må det erkendes, at der i de senere år har været en tendens til færre børn. Folk er blevet mere ansvarsbevidste og tænker i højere grad på, at der også er noget, der hedder uddannelse. Landboerne har dog som regel lidt flere børn end folk i byerne, hvilket vel hænger sammen med, at det er lettere at have børn på landet og vel også, at de i visse tilfælde har en direkte fordel af børnene. I hvert fald har jeg set adskillige eksempler på folk, som kan takke deres børn for det, de er nået frem til.
Der er sør’me to
Hvad siger folk, når der kommer tvillinger?
Jeg har haft forholdsvis man- ge tvillinger, men såvel faderen som moderen har altid været glade. Jeg husker et tilfælde, hvor jeg kunne fastslå, at der var tvillinger undervejs. Jeg sagde det til faderen, som skyndte sig ind til sin kone med bemærkningen: »Der er sør’me to«. I det hele taget gælder det, at folk er glade for børnene, når de kommer. Også her er der sket en ændring gennem årene, men det hænger vel også sammen med, at de allerfleste børn er ønskede.
Hvad med de ugifte mødre?
Her er forholdet naturligvis et andet. Alligevel gælder det, at de allerfleste helst vil beholde deres barn, hvis de altså har en mulighed for at klare tingene. Men en ugift mor har det svært, og fordi dette er tilfældet, giver en del børnene fra sig. Heldigvis er det da sådan, at mange senere bliver gift med barnets far, så tingene alligevel vender sig, til det gode. Når talen er om denne side af mit arbejde, kan jeg dog ikke lade være med at sige, at krigens år var de værste. Jeg tænker ikke her på piger, som havde været i forbindelse med besættelsesmagten, men ansvarsbevidste piger som ved deltagelse i det illegale arbejde og under pres af situationen.
Mænd er skam flinke
Hvordan virker mænd set med en jordemoders øjne?
De er flinke og slet ikke latterlige, sådan som de ofte fremstilles. I mine første år, hvor jeg som jordemoder blev hentet og bragt pr. hestevogn, var der rig lejlighed til at tale med mændene, og det var i det store og hele noget af en oplevelse. Og efterhånden er det sådan, at manden holder sin kone i hånden, mens det står på, og det synes jeg er både godt og rigtigt. At der så navnlig ved det første barn enkelt gang kan være tale om lidt nervøsitet, er der så absolut intet at sige til. Jeg er én gang blevet skældt ud af en mand, som tilmed slog i bordet for mig. Men det var nu ikke, fordi han i og for sig var gal på mig, men blot for at få tilkaldt en læge. Og det måtte vi jordemødre jo på et vist tidspunkt kun gøre, hvis det var strengt påkrævet. Sådan er det heldigvis ikke mere, og det er godt, for det er nu en betryggelse, at der er to til stede ved en fødsel.
Afslapning er godt
Hvad med den meget omtalte afslapning?
– Den er god, men det kniber med at få folk til at forstå det, hvortil så kommer, at kvinder på landet kan have svært ved at afse tid til den træning, som er nødvendig. Derimod er alle i dag klar over, at den konstante kontrol under svangerskabet er nødvendig, Heldigvis er det jo sådan, at svangerskabet i de allerfleste til- fælde forløber normalt, men selv om det er gået godt otte gange, kan der jo ske noget niende gang. Jeg tænker specielt på nyrebetændelse, som patienten alt for ofte ikke er i stand til at mærke, og som har været skæbnesvangre for mange, før det blev almindeligt med svangerskabskontrol. Men det forstår man i dag, ligesom det også er uhyre sjældent, at nogen. protesterer imod, at børnenes øjne dryppes, en foranstaltning som hindrer 100 børn om året i at blive blinde.
Der fødes også vanskabte børn?
Det sker, men heldigvis har jeg været forskånet for noget stort tal i så henseende. Når talen er om dybt åndssvage, kan man se det straks efter fødslen, fordi sådanne børn opfører sig på en egen måde.
Hvad siger forældrene i sådanne tilfælde?
Det er ikke jordemoderens, men lægens opgave at underrette dem.
Og det største ved en jordemoders gerning?
Det er at se og møde to mennesker, som virkelig er glade for hinanden og det barn, som er en frugt heraf. En moder sagde engang efter en veloverstået fødsel disse ord: Så skete det store under med mig igen. Og det, at et barn kommer til verden, er jo et under…