Der står stærke kvinder bag

 

 

Artikel fra 1992 –

Inger Marie Nielsen stammer fra Vrensted. Efter realeksamen fra Søndergades Skole i Brønderslev sendte hun éen eneste ansøgning om læreplads, nemlig til Vrensted-Thise Kommune, og fik den. Senere kom hun til Brønderslev Kommune.

Hun er siden blevet sekretariatschef i Brønderslev Kommune.

Hun var engang med til at få et kursus til Brønderslev med det formål at få flere kvinder til at søge lederjob ved kommunen. Selv har Inger Marie Nielsen i seks år været Brønderslev Kommunes sekretariatschef og den mandlige kommunaldirektørs højre hånd. For det er stadig mændene, der sidder på de øverste lederposter i kommunen.

Men der står stærke kvinder bag alle disse mænd, understreger Inger Marie Nielsen, som selv mener, hun som leder tilhører en uddøende race. De ledende stillinger besættes i dag af unge akademikere.

Men for 25 år siden, da Inger Marie Nielsen blev ansat i den kommunale administration, var en realeksamen nok.

Og jeg synes egentlig, det er lidt synd, at det er blevet sådan. Der er også brug for folk med føling med det “almindelige” samfund og med erfaringen, mener Inger Marie Nielsen, som i morgen har været kommunal ansat i 25 år.

Tror jeg er olding

Inger Marie Nielsen er som tidligere nævnt fra Vrensted. I forbindelse med Kommune sammenlægningen i 1970 kom hun til Brønderslev Kommune. Blev fuldmægtig og i 1986 sekretariatschef.

Når jeg fortæller, hvad jeg har været med til i kommunerne, så tror folk, jeg er en olding, fortæller den 42- årige Inger Marie Nielsen. Men det er såmænd ikke så mange år siden, vi behandlede selvangivelserne manuelt, og fik en skoleforvaltning, jeg og Else Simonsen alene. Da vi begge blev gravide og skulle føde samtidig, ændrede kommunen bare organi- sationen og lagde skoleforvaltningen sammen med administrationen, og først i 1986 blev den igen udskilt.

Ikke forbenet

Inger Marie Nielsen er langt fra den eneste i Brønderslev Kommune, der har været der så mange år. I 70erne skete der en vældig ekspansion med mange unge nyansatte. Siden har kommunen slået bremserne i, og der ansættes stort set ikke nye.

Men man behøver ikke blive forbenet, selv om man sidder i samme job i mange år, mener Inger Marie Nielsen og er selv et godt eksempel på, at man stadig kan udvikle sig.

Der sker utrolig meget i den kommunale organisation med omstillinger på så det ene så det andet område. Der er mange uprøvede opgaver, som hele tiden stiller udfordringer. I øjeblikket foregår der f.eks. en tværgående personalepolitik for hele den kommunale sektor, og vi kører løbende nye projekter, som stiller krav til alle forvaltninger. Og så er der et utal af kurser, så alle har mulighed for at følge med både fagligt og menneskeligt.

Inger Marie Nielsen underviser selv på kurser indenfor Dansk Kommunal- kursus. Bl.a. kommunale ledere med en høj teoretisk uddannelse, som skal have kendskab til den kommunale sektor.

Desuden sidder hun i amtsudvalget for ledende administrativt personale.

Arbejdsbyrde

Inger Marie Nielsen er nødt til at lade være at hænge sig i en 8-16 arbejdstid. – Jeg plejer at sige, at jeg ikke har en arbejdstid, men en arbejdsbyrde, men jeg er glad for mit arbejde, og heldigvis har jeg store børn og en mand, der tager slæbet derhjemme.

Hun hører ikke til dem, der priser arbejdstidsnedsættelsen. Den har ikke givet større livskvalitet. Folk presses bare mere på arbejdspladsen, og mange har slet ikke fået kortere arbejdstid, fordi der ikke samtidig er ansat flere. Søren og Inger Marie Nielsen har en søn på 18 og en datter på 15 år. Når jubilæet er overstået, tager familien sammen med en anden “kommunal” familie på ferie i Sydfrankrig med campletten. Så slapper vi helt af og lader op igen, ler Inger Marie Nielsen, som i sin sparsomme fritid er god til at slappe. Jeg har valgt nogle fritidsinteresser, som får mig til at koble helt af. Jeg strikker og syr, læser gode bøger, både faglitteratur og mere underholdende, og går og cykler – og så er der jo altid strygetøjet, føjer hun til med et dybt suk.