Fortalt af: Jørgen Gundesen, Skovsbovej 12, Rynkeby, er læge.
Men se nu lige her: De, der har været så heldige af fejre jul i Vendsyssel, vil vide, at det er umuligt uden grønlangkål. Men det skal vel at mærke være grønlangkål tillavet på rigtig gammeldags vendsysselsk manner.
ALLERFØRST skal man vide, at kål ligesom fløde altid omtales i flertal på vendelbomålet. Altså fler kål og fler fløde. Aldrig i ental.
Men til sagen: Man slagter en gris, og den koger man. Ja naturligvis ikke sådan med huden på. Man tager skinkerne og andre stykker, der er bedst til steg fra, og så laver man nogle pølser.
Men pølserne og hele resten af grisen koger man i en stor gruekedel. Når det er kogt, tager man kødet op, og så har man en dejlig fed suppe.
Så sender man et par karle ud for at høste en mark med grønkål, og dem bliver de så sat til at skylle og ribbe. Derefter puttes alle de ribbede kål ned i suppen i gruekedlen, og når de er kogt, tages de op, og kålene krystes til nogle boller på størrelse med tennisbolde.
Dette sker gerne en god uges tid før jul, og det fylder jo lidt for meget i køleskab eller dybfryser, så man følger de gode gamle traditioner og lægger kålbollerne i ladeporten. Det har også den fordel, at så kan kattene gå og passe på dem.
Man bør ikke begynde at spise af dem før juleaftensdag, og er det nu på en større gård, så kommer karle og piger og fodermesteren med familie ind til frokost ved middagstid, og dér får man for første gang lov til at smage dette års grønlangkål.
Og så er det jul igen.
Kålene serveres til det kogte flæsk og den saltede medister, men inden de er klar, skal de en tur på komfuret, så de bliver rygende varme, og samtidig bliver der tilsat meget rigelige mængder af smør og piskefløde.
SLANKEKOST er det ikke. Ej heller skånekost.Konsistensen må ikke blive for flydende, den skal heller ikke være for fast, men midt imellem, nærmest hvad man vil kalde smørbar. Hvis man hører til de nostalgiske, så spiser man kanel på kålene, men det synes ikke at være rigtig moderne længer.
I dag drikker de fleste almindelig bajersk øl til, men oprindelig var det juleøl, gerne varmt. Det siges, at man engang har drukket det med sukker og fløde akkurat som kaffe, men det har jeg ikke været så tæt på, at jeg kan bekræfte det, så det hører måske til rygterne. Hvad der derimod helt afgjort ikke må mangle, er en dram eller rettere flere, for ellers kan det nok føles lidt fedt i munden.
Der er altid andet pålæg såsom rullepølse og spegepølse på bordet, men det er næsten kun kål, der spises.
Man sammenligner i erindringen med sidste års kål, og med kålene det år, da de var særlig gode. Der er også altid en og anden pessimistisk sjæl, der husker det år, da der ikke var så meget ved dem. Det diskuteres, om kålene er for våde eller for tørre, om de er for bløde eller det modsatte, om de er for ferske eller tilpas salte osv., osv., og det er ikke mindre saglig snak, end når vinentusiaster diskuterer årgange
VED JULEMIDDAGEN om aftenen skiller vendelboerne sig ikke ud fra resten af landet. Man samles familievis, og der serveres helt traditionelt and, gås eller flæskesteg med brunede kartofler og rødkål. Desserten er også i Vendsyssel risalamande med mandel og mandelgave.
Det må være meget indbidte kålspisere, hvis de spiser grønlangkål til morgenmaden julemorgen. Jeg har dog hørt, at det skal være sket.
Men en tidlig frokost kan alle blive enige om, og det er den virkelige begyndelse på grønlangkålstiden. Der bliver taget godt fra både af kålene og af drikkevarerne, og når man er færdig, er det første spørgsmål, hvem man først skal gæste af naboer og venner, for det ville blive anset for utidigt ikke at smage deres kål. Så snart man er blevet enig, tager man af sted, og uanset hvor man kommer, skal man nok blive godt modtaget og beværtet med både kål, flæsk og flydendes fetalje.
Gæstfriheden er altid stor i Vendsyssel.
Der bliver smagt intenst på kålen, og der bliver udvekslet nyheder, “byttet løgne” som man kalder det dér. Nogle timer og nogle dramme senere, sådan lidt hen på eftermiddagen, hvis der da ikke dukker nye gæster op, kører alle – både værter og gæster – videre og smager på kålene det næste sted. Man kan godt nå tre-fire gæstebud på en første juledag. I gamle dage kørte man med hestevogn. I dag, da det foregår i bil, må man selv i Vendsyssel tilnærmelsesvis overholde promillegrænserne, men det tog endda nogle år, inden det blev moderne. Det var et punkt, hvor man i Vendsyssel helst havde holdt ved det gamle.
JULEN varer som bekendt til påske, og i hvert fald fortsætter grønlangkålsgilderne anden juledag og måske lidt mere behersket helt til helligtrekonger.
Selv om man har mange kål, rækker de nu ikke til påske. Engang efter midten af januar forsvinder de sidste boller, og så tager man en tårevædet afsked med kålene i Vendsyssel, hvor man kun overlever de næste 11 måneder i forvisningen om, at næste jul bringer nye kål.
En og anden vendelbo (som f. eks. min kone) vil måske komme med indvendinger og sætte et spørgsmålstegn ved sanddruheden i denne beretning. Det kan tænkes, man må medgive, at ganske enkelte ting har fået en lidt dramatisk drejning, men ånden i den tør jeg nok stå inde for.
I virkeligheden burde man ligesom på cigaretpakningerne skrive på pakkerne med vendsysselske grønlangkål: “Advarsel! Kan være vanedannende”, for det allerværste er, at jeg, der slet ikke har rødder i Vendsyssel og først lærte denne julespise at kende i den fremskredne alder af 22 år, i dag ville savne mine grønlangkål i julen mindst lige så meget som nogen vendelbo.
Men lad det aldrig komme til det
Jørgen Gundesen, Skovsbovej 12, Rynkeby, er læge.