N E K R O L O G
Naar denne Aarbog udsendes, vil det for længst være kommet til vore Læseres Kundskab, at vor flittigste Skribent og mangeaarige Redaktør, Historikeren Carl Klitgaard, ikke er mere. De følgende Artikler er de sidste, som han naaede at se paa Tryk, af et Forfatterskab og en Udgivervirksomhed, der strakte sig over to almindelige Menneskealdre og omfatter et Stof, der samlet i een Bogrække vilde have udgjort mange Hundrede Bind.
Klitgaard var født og opvokset i den barske Egn ved Vestkysten og tilhørte en særpræget Slægt af dygtige Købmænd, Skudehandlere og Søfarere. Stranden neden for Faderens Købmandsgaard i Blokhus var hans Lege- plads i Drengeaarene, og han lærte tidligt at sejle paa Havet og styre en Baad gennem Brændingen. Han havde taget sin Slægts bedste aandelige Egenskaber: Flid, Lærenemhed og ukueligt Vovemod i Arv, og han længtes efter at komme til Søs; men da han var lille og spinkel, maatte han slaa sig til Ro ved Bøgerne og opleve Eventyret ved at læse om Vikinger og Søhelte. Han fik fat paa Allens store Danmarkshistorie og læste saa grun- digt om Valdemar den Store og Absalon, at han kunde det hele udenad. Da han i 15 Aars Alderen søgte Optagelse i Hjørring Realskole, traf det sig saa mærkeligt, at man forlangte ham til at skrive en Prøvestil om Kong Valdemar og hans Mænd, sagtens i den Tro, at han i hvert Fald kendte lidt til Ingemanns Digtning. Drengen satte sig til at skrive, og da Læreren efter halvanden Times Forløb kom og saa efter, hvorledes Arbejdet skred frem, viste det sig, at Carl netop var færdig med Indledningen, der fyldte 15 tætskrevne Sider, og nu vilde i Gang med den egentlige Afhandling, hvilket han dog blev fritaget for. Da man vilde prøve hans Kundskab i Engelsk, faldt man i Forundring over, at han oversatte hurtigt og flydende og var vant til at læse engelske Romaner paa Originalsproget. To Aar senere, i 1885, tog han almindelig Forberedelseseksamen. Det var al den Skoleuddannelse, man kunde ofre paa denne ualmindelig velbegavede Dreng, og det synes helt utilgiveligt, at Skolens Ledelse ikke har fundet Udvej til at lade ham læse videre, saa han kunde blive Student og komme til Universitetet. Forældrene var paa dette Tidspunkt ikke i Stand til at bekoste hans videre Uddannelse, da Faderen, Købmand N. B. Klitgaard, næsten var helt ruineret ved Skudehandelens Ophør. Det blev bestemt, at Carl, der nu snart blev 17 Aar, skulde oplæres paa Maskinistskolen i Helsingør for senere at komme til Søs som Maskinist; men først skulde han have et forberedende Kursus i en Smedie, og 1. September kom han ind paa Mekaniker Mortensens Værksted i Nr. Sundby. Hans Helbred taalte hverken det haarde Arbejde eller Værkstedets Kulos og Træk; han blev syg og kom hjem henved November, og kort efter tog Forældrene en anden Bestemmelse og fik ham anbragt som Elev ved Postkontoret i Hals.
I hans egenhændige Levnedsbeskrivelse, som vi forhaabentlig senere kan bringe paa Tryk, fortæller han sørgmuntre Historier om, hvad Postelever dengang kunde blive udsat for. Han klarede dog alle vanskelige Skær, døjede slemt med daarlige Logisforhold, men avancerede i forskellige Pladser efterhaanden til Assistent og Fuldmægtig, mens han brugte det meste af sin daglige Fritid og sikkert det halve af Nætterne med til historisk Læsning.
Tidligt forsøgte han sig som Journalist, og fra 1888 skrev han Artikler til »Jyllandsposten«, hvis Redaktør Chr. Nielsen var en gammel Bekendt af Familien i Blokhus, han havde været Handelsbetjent hos C. Klitgaards Bedstefader, Storkøbmanden J. C. B. Klitgaard, der ogsaa jævnlig skrev Avisartikler om Dagens Spørgsmaal. I Købmandsgaarden i Blokhus og i det af N. B. Klitgaard oprettede Badehotel kom der jævnlig Journalister og Forfattere, og Carl Klitgaard har sikkert i sin tidligste Ungdom taget ved Lære af denne Omgangskreds. 1889 var Boghandler Julius Gjellerup i Blokhus, og han og C. Klitgaard udarbejdede i Fællesskab et lille Skrift om »Vesterhavsbadene ved Blokhus«, der udsendtes fra Gjellerups Forlag. Fra 1896 begyndte Klitgaard at skrive til »>Jyske Samlinger«, i de første Aar især om den vendsysselske Skudehandel og om Skudehandlerslægter i Vendsyssel og Hanherred.
Hans første større historiske Arbejde er >>Blade af Vendsyssels Historie«, der blev udgivet af Vendsyssel Tidende 1899-1900 og fylder 155 tospaltede Sider foruden et omfattende Register. Kildefortegnelsen viser, at Klitgaard har gennempløjet alle de store Hovedværker i Danmarkshistorie og alle trykte Kildeskriftsamlinger for at finde Stof til sin Vendelbohistorie Arkivernes haandskrevne Materiale har han endnu ikke haft Adgang til. Det kendes paa hans Fremstilling, at han især flittigt har studeret P. F. Suhms mægtige >>Historie af Danmark«<, et efter sin Tid (1782-98) ufattelig stort anlagt Arbejde, der kun blev halvfærdigt i 14 tykke Kvartbind og hovedsagelig er en Kildeskriftsamling, idet Forfatteren lader de historiske Aktstykker selv tale og saa vidt muligt undlader forklarende Kommentarer. Suhms
Historieskrivning beherskedes helt af hans lidenskabelige Trang til at samle historisk Viden, og Klitgaard var i den Henseende hans aandsbeslægtede. Han citerer Kilderne i fyldige Udtog, og selv om han har lært moderne Kildekritik af Erslev, Olrik og Steenstrup, er han meget forsigtig og neutral i sin Bedømmelse af historiske Begivenheder og Personer. Han undskylder Vikingetidens Grusomhed med en Henvisning til nyere Tiders barbariske Retspleje. De middelalderlige Herremænds Stridigheder med Kongerne betegner han som Oprør; men de nordjydske Folkerejsninger 1441 og 1534 kaldes med neutral Omtanke for »Opstande«. Om Skipper Clement siger han (Vends. Aarb. 1925), at han var »en Legemliggørelse af Vendelboernes Mod, Kraft og Selvfølelse«<, og at »han var Christian den II’s Sag tro til det sidste, og for den lod han sit Liv; men om han kæmpede af ideelle eller materielle Grunde, skal lades usagt«. Mere neutralt kunde vor ærlige Vendelbohistoriker ikke sige, at Skipperen var en Mand efter hans Hoved og af hans eget Sind og Temperament.
Hvis alt, hvad Klitgaard har skrevet om Vendsyssel og Vendelboerne, blev samlet i eet Værk, vilde det blive større end Suhms Danmarkshistorie; men Klitgaard skrev desuden historiske Afhandlinger om mangfoldige andre Emner, og hans personalhistoriske Arbejder omfatter vidtspredte Slægter baade i Danmark og Norge. Han fik en lang Arbejdsdag og udnyttede den med utrolig Flid. Fortegnelsen over hans Skrifter i vor Aarbog 1948 er tilstrækkeligt Vidnesbyrd herom, og dog har Klitgaard siden udgivet flere Bøger og skrevet mange Afhandlinger i Aarbogen. Hertil kommer Avisartikler, som Aar efter Aar lige til det sidste flød fra hans flittige Pen, og som hverken han selv eller nogen anden har kunnet holde Tal paa.
Hvis denne utrolige Arbejdsenergi skal helt vurderes, maa man betænke, at Klitgaard i mange Aar ved Dag og ved Nat læste og skrev i den slingrende Postvogn, mens han som kørende Postekspedient rejste med Statsbanetogene ned gennem Jylland. Hans Øjne trættedes i det flakkende Lys fra den rystende Petroleumslampe oppe i Loftet, og om Vinteren frøs han slemt, da Postvognen sjældent var opvarmet og ingenlunde tæt for Gennemtræk. Gang paa Gang blev han syg af Gigt og Forkølelsessygdomme, og under haarde Anfald af Lungebetændelse var han ofte Døden nær. Klitgaard holdt dog stadig Modet oppe, og naar han var rask, passede han sine Embedspligter punktligt og udnyttede som sædvanlig hver eneste ledig Stund til Læsning og Skrivning. Da han omsider blev Postmester og fik gode økonomiske Kaar, følte han sig helt veltilfreds, og han havde den Glæde, at lærde Professorer og Arkivarer blev hans trofaste Venner og fuldt ud respekterede ham som Ligemand. Men hans Helbred havde taget alt for stor Skade i hans yngre Aar, og Bronchitis med paafølgende Lungebetændelse blev ved at forfølge ham til hans sidste Leveaar. Det var øjensynlig hans Arbejde, der holdt ham oppe, saa at han overvandt de utallige Sygdomsanfald og blev 88 1/2 Aar gammel, næsten lige aandsfrisk og arbejdsivrig til sin sidste Stund.
Mens Klitgaard som Postekspedient boede i Aalborg, var han med til at oprette Aalborg Amts historiske Samfund (1912) og Hjørring Amts historiske Samfund (1915), for hvilket han straks blev Redaktør og 1919 Formand. Vort Samfund var allerede fra 1917 den største historiske Forening i Danmark, takket være Klitgaards dygtige Redaktion af Aarbogen. Fra 1916 var han Postmester i Vraa, senere i Brønderslev og Hjørring.
I de 42 Aar, Historisk Samfund har bestået, har Klitaard stadig været den egentlige Leder, og det er væsentlig hans Artikler, der har skaffet Aarbogen Læsere og holdt det store Medlemsantal oppe. Klitgaard har i Aarenes Løb haft mange dygtige Medarbejdere; men han har selv skrevet henved 200 Aarbogs artikler, og det er næppe troligt, at nogen anden Redaktør kunde have fremskaffet en tilsvarende Stofmængde, uden at Kvaliteten vilde være bleven i væsentlig Grad forringet. Han stillede store Krav til Aarbogens Medarbejdere, og de fleste indsendte Artikler blev, uanset om Forfatterne var lærde Fagfolk eller Nybegyndere, beskaaret, ændret og forsynede med supplerende Fodnoter, alt i bedste Mening og til Forfatternes sande Gavn, selv om de ikke altid vilde indse det. Men han var en ypperlig Læremester for dem, der virkelig ønskede at gøre grundigt Arbejde og havde Forudsætninger for at forstaa hans Vejledning. Han delte ud med gavmild Haand af sin Lær- doms Skat og skrev utrolig mange og lange Breve til dem, der bad ham om historiske Oplysninger og Kilde- anvisninger, og det var vel kun faa af Modtagerne, der skønnede over, at hans Tid var haardt optaget, og at Lærdommen var meget dyrt erhvervet for ham selv.
Klitgaards store Grundighed forledte ham undertiden til at blive temmelig tør i sin Fremstilling, og som Personalhistoriker udskød han ofte Skildringen af Personernes Livskaar og kulturhistoriske Milieu for at faa Plads til lange Navnerækker og Stamtavler. At han meget vel kunde skrive morsom og underholdende Kulturhistorie, naar det faldt ham ind, viser den Artikel om »Brænde- vin«, der her i Aarbogen følger lige efter hans Nekrolog, hvilket mærkelige Træf skyldes den Omstændighed, at den var færdigtrykt og pagineret før hans Død.
Han var ikke som Folk er flest, og hans haarde Livskaar i de yngre Aar var vel Skyld i, at han blev noget kantet af Væsen og ikke altid lige let at omgaas. Det var paafaldende, at hans livlige Temperament kunde svinge fra dyb Alvor til kaad Munterhed, og det skyldtes vist Slægtstraditioner fra Blokhus, at han ofte fandt Anledning til at kritisere Øvrighedspersoner. Han var en Mand af den gamle Skole, modig og frygtløs, selv over- for Døden, der saa ofte havde truet ham; han var streng mod sig selv og over for andre, men ærlig, trofast og Godheden selv over for dem, der forstod ham og delte hans Interesser.
Historisk Samfund, der skylder ham saa meget, vil rejse ham en Mindesten. Faa har fortjent den bedre end han.
- Christensen.
Carl Klitgaard, fotograferet ved sit Arbejdsbord, Efteraaret 1956.