FÆLLESSANG ———————-af Else Højgaard Smidt

I 1986 flyttede jeg til Brønderslev for at være lærer på den nye idrætshøjskole, Nordjyllands Idrætshøjskole. Jeg er musikuddannet fra Det fynske Musikkonservatorium og jeg er vokset op med højskolesangbogen, så det var nærliggende for mig at foreslå, at der på den nye højskole skulle være fællessang hver dag. Ikke om morgenen men om middagen. 20 minutters fællessang hver dag inden middagsmaden blev en succes. De unge mennesker begejstredes af at synge sammen og musikken blomstrede.

I foråret 1988 startede ÆLDRESANG. Det var tilfældigt, det opstod. En præsentation af højskolens lærere fandt sted i foredragssalen i marts 88. Hver især præsenterede det, de brændte for. Efterfølgende var der kaffebord og jeg kom i snak med Ruth Mulvad, som året forinden havde været min jordemoder. Hun opfordrede mig til at starte fællessang for voksne. Det blev nærmest et tilløbsstykke og har været det mere eller mindre siden. Det kom snart i faste rammer og nu afvikles ældresang 10 fredag eftermiddage i vinterhalvåret. I 1990-erne var der især mange, der deltog. Ofte op til 130 mennesker hver gang. Nu er vi omkring 60 hver gang.. En gang om året synger vi sammen med højskolens elever. Det er givende og hyggeligt at blande unge og gamle. Der opstår en fantastisk god stemning ved at dele vores sange.

Sangen og musikkens betydning har været ubeskrivelig stor for mig. Ikke mindst fordi jeg har fået andre til at holde af at synge og opdaget, hvad det kan betyde for en. Poesien og melodierne kan røre hjertet på en helt speciel usagt måde. –

Lidt om mig selv: Jeg er født på Midtfyn i 1952. Er den yngste af seks søskende. Vi har alle gået i Rudme friskole, som har eksisteret siden 1858. Min far var landmand og vi havde hønseri. Min mor stod for have og husholdning – og hjalp med at køre daggamle kyllinger ud til kunder J

Alle mine 5 ældre søskende spillede et instrument – de fleste klaver – og da det blev min tur til at lære, havde jeg hørt ”repertoiret” og spillede derfor efter gehør. Noderne stod der godt nok, men det var øret, jeg brugte. Det syntes min lærer ikke altid godt om! Det var den tid! – Vi spillede alle sammen klassisk musik, men da Beatles og Rolling Stones slog igennem først i 60érne, blev jeg bidt af det rytmiske. Og sådan har det været siden. Jeg tog en kontoruddannelse og senere kom jeg på konservatoriet.

Jeg har været lærer på Trunderup Friskole på Midtfyn, Gymnastikhøjskolen i Ollerup, kapelmester i Rottefælderevyen, Svendborg 1983,  Bernstorffsminde Efterskole, Holstebro Musikskole, Nordjyllands idrætshøjskole og Pædagogseminariet i Hjørring. Nu er jeg organist ved De4Kirker (Tolstrup, Stenum, Thise, Ø. Hjermitslev). – Jeg er gift med Kristian og vi har to børn, Bjarke og Sigrid.

Jeg har børnekor, voksenkor, ældresang, sang på byens plejehjem, akkompagnetør i en vokalgruppe ”Skvalderskrål”, værtinde i FOF seniorhøjskole, sang med udviklingshæmmede, babysalmesang.

Sluttelig vil jeg sige: Fællessang er stærkt vanedannende og jeg har meget svært ved at slippe sangen, så det glæder mig meget, at der er så mange, der har fået den fantastiske vane at synge sammen. ”Syng dig glad” hedder min mors gamle sangbog. Det er der helt sikkert mening i.