Uddrag fra bogen
Facts og erindringer fra sin tid 2020.
Forfatter: Tidligere socialchef Erik Hald, der kom til Brønderslev som ganske ung i 1960 og blev kasserer i den daværende Sygekasse.
Min opvækst og oplevelser fra barndommen.
Stamtræet har stået i Vestjylland, i Holstebro-området, selvom det allerede i mine forældres tid begyndte at sætte rod mange andre steder i landet og udlandet, men identiteten “som en rigtig vestjyde”, den følger med dig, hvorhen du end måtte slå rod.
Min familie boede på en sidevej til Viborgvej i et parcelhus til jeg var 10 år, hvorefter mine forældre købte landejendommen Gammeltoft, der lå i det område, hvor TVMV ligger ved vandkraftsøen.
Jeg blev født om sommeren under stor opmærksomhed fra den nærmeste familie, mange andre i familien havde allerede fået børn, så det var skønt, at jeg kom til verden. Selve min fødsel var ret besværlig, jeg skulle tages med tang. Det kan måske nok lyde lidt morsomt, men jeg tror ikke, det var særlig rart for min mor, og jeg tænkte for nylig, hvor ubehageligt det måtte være, da jeg på sygehuset så en udstilling om tidligere anvendte redskaber til fødsler.
Familiens læge, frk. Poulsen, fortalte gennem flere år, at hun havde givet mig arret i panden, så man vidste, hvor jeg hørte hjemme, hvis jeg en dag blev væk.
Da mor så igen skulle på arbejde, blev der behov for en barnepige. Det blev Kristine Jørgensen, en ældre dame altid klædt i sort med noget hvidt tøj om halsen, hun var rar og flink ved mig, men hvordan hverdagen var, ved jeg ingenting om.
Nogle år senere var jeg med min far hjemme på besøg hos hende. Hun boede i spøgelseshuset et par huse længere henne af vejen sammen med en anden gammel dame, også klædt i sort.
I mange af husene på vejen var der flere børn, flest drenge, alle aldre var repræsenteret. Det bevirkede, at der var aktivitet hele tiden. I vores hus var der næsten altid 4 børn. Altid var der gang i noget.
Vi havde en stor legeplads til rådighed, og vores aktivitet var stor, der foregik jo noget hele tiden, indtil skolegangen kom og beslaglagde en stor del af dagen.
Området, der var “vores”, var vejen, haverne, diger og marker bag ved nabohusenes haver for ikke at glemme skoven og Storåen, hvor man slet ikke kunne undgå at fange fisk, hvis man smed snøren i vandet.
Da så cyklen blev “opfundet”, blev aktiviteterne udvidet i betragteligt omfang, og vores aktionsradius gjorde verden større.
Dagen oprandt så også, da vi store drenge skulle til at spille fodbold i HB. Det skulle være en stor dag for os kommende landsholdsstjerner og senere professionelle spillere i Italien, ligesom Karl Aage Hansen og Carl Aage Præst, der spillede for Juventus. Vores selvtillid var i hvert fald i orden.
Men nu skulle vi jo så lige først meldes ind i klubben, inden karrieren kunne begynde. Vi fik et håndskrevet medlemskort, blev vist nogle baner, blev præsenteret for en træner og mange andre ting. Så til allersidst fik vi lov til lege med en bold, og så var det slut for denne dag.
Vores hjemtur tog længere tid end turen til stadion, og jeg tror, vi var enige om (uden at sige noget), at der var langt til Italien.
Vi spillede en tid og mig mest og jeg var så heldig senere at blive udtaget til at spille på et drengehold, der skulle til kamp i Viborg, som vi for øvrigt tabte stort til.
Forud var gået, at jeg ikke havde nogen fodboldstøvler (ved ikke grunden), så vi snakkede sammen om det derhjemme. Der var ingen penge til at købe nogle nye for, men far fik den ide, at jeg kunne tage nogle af alle vores løg, rengøre og pakke dem og cykle ind til nogle gartnerforretninger og sælge dem og så bruge pengene til støvler. Jeg gik i krig med opgaven og cyklede til byen. Den første gartner var i Østergade, som vi i familien godt kendte. Han syntes, det var fine varer og ville vide mere om, hvor de kom fra, og jeg fortalte alt det døje og besvær, der havde været med at rengøre og pakke for at få det bragt herned. Han spurgte om mange ting og sagde til sidst, at han ikke ville købe dem af mig. Han troede jeg havde “lånt” dem et eller andet sted.
Han sagde ikke, at jeg var en tyv.
Jeg fik ingen fodboldstøvler, men lånte et par af en holdkammerat, og i dem spillede jeg min sidste fodboldkamp i Viborg, og jeg har heller ikke prøvet at sælge løg siden.
I skole
Min skolegang begyndte i Danmarksgades Skole i grundskolen og mellemskolen og sluttede i Sønderlandsskolen, hvor min realklasse var med til at indvi den nye skole.
Jeg var glad for at gå i skole og var en “sød” dreng, der havde orden i tingene, altid forberedt og kom altid til tiden og opførte mig ordentligt. (Man skulle næsten tro, at det var min mors ord). Men det er sandt.
Jeg var ikke en med særlig gode evner, vel sådan noget midt imellem. De matematiske fagområder lærte jeg aldrig, hvorimod mit dansk, historie og geografi ikke var så “reng” endda. Jeg var meget glad for skolen.
Både mor og far var meget optaget af, at vi fik en god skolegang, med hvad der her hører til af viden og opdragelse og den slags ting.
Mor var kontrollanten for lektierne og den medfølgende supplerende undervisning, vi skulle have. Hun var udholdende og fortællende om
det stof, vi arbejdede med, især dansk, hvorimod far måtte træde til med regnearbejdet.
En detalje, som jeg har slæbt rundt på hele livet, er fra den røde ABC. Vi stavede det ene ord efter det andet og kom til ordet mis, og hvad siger det så….. kat var svaret fra mig, lidt jubel første gang det blev sagt, men ikke efter de næste mange gange. Far slog i bordet, nu kunne det være nok. Mor og jeg fortsatte med den øvrige tekst uden større besvær. Vi blev enige om det andet ord var missekat.
Der har nok været andre af den slags episoder i skoleforløbet, men de første fem år i grundskolen synes jeg gik fint med stort set de samme kammerater hele tiden og uden særlige problemer nogen imellem. Efter femte klasse sker der så en deling af elever, da nogle skal i mellemskolen. Her bliver der så et skifte af skole og nye elever. Jeg husker, der gik en tid, før vi var tilpasset hinanden. Vi var ca. 25 i klassen, hvoraf de 18 var piger og 7 drenge. Vi kom fra mange forskellige sociale lag, mange forskellige interesser i sport. Forskellige økonomiske muligheder spillede også en vis rolle, men de fire år gik, og næste beslutning om skolegang skulle træffes, nogle ville i realklassen og andre ud i lærepladser.
Jeg fortsatte i realklassen, hvor der igen skulle flyttes rundt på elever, især fordi der var kommet en ny skole, Sønderlandsskolen, som skulle have en realklasse. Det var den skole, jeg valgte på grund af mine kammerater, som fulgte med.
På det tidspunkt var vi begyndt at blive voksne og begyndte at tænke lidt mere alvorligt på fremtiden, og her var uddannelse et stort emne, og fantasien manglede ikke noget, igen et tegn på, at skolen gennem årene har givet os en god ballast. En elev var blevet så klog i skolen, at han ville studere. Han fortalte vidt og bredt, at han ville studere på gymnasiet i Struer, og når han havde studeret færdig her, ville han studere videre i Århus, og hans studiemål var at blive læge, hvad han også blev. Skulle jeg vælge en læge, ville jeg ikke vælge en så studeret én. Vi hørte aldrig fra ham i sammenhæng med klassefester og vandrebog.
Vi elever har nok været søde og rare, men vi har da også kunnet lave kunster, gøre grin med lærere og os selv i mange situationer.
Vores tysklærer var en dejlig mand, og han ville alt det bedste for os, men han havde sit udseende imod sig, og det var jo guf for nogle uvorne unger som Verner og mig. Lærer Pedersen hersede med os med udtalen af f.eks. det tyske a. Det var ordene, ich habe, som vi fik til at lyde “ikke tysk”, og det blev Pedersens navn resten af undervisningstiden og til klassens uventede accept.
Da vi så nærmede os eksamenstiden, tilbød “ich habe”, at han ville hjælpe os med ting, som vi havde problemer med, vi kunne besøge ham privat på forskellige tidspunkter. Ingen meldte sig. Verner og jeg skammede os. Vi ville melde os med problemer, og vi stillede op og bad om hjalp. Vi fik en meget venlig og interesseret modtagelse og gennemgik flere emner. Vi takkede for hjælpen og gik lettet hjem. Til eksamen fik vi begge fine karakterer, som for øvrigt andre i klassen også fik. Lærer Pedersen var god nok, og vi (Verner og mig) lærte noget heraf.
Opførelsen af den nye skole medførte også flere nyansættelser af lærere, og en af dem skulle vi have til engelsk og fransk. Ham, vi skulle have, hed Jens Juel Pedersen, og efter pigernes udsagn skulle han være ret så dygtig, og så var han pæn. Det var han også, altså pæn. Han var høj og slank, med mørkt krøllet hår og en perlerække af kridhvide tænder.
Hans smilende entre i klassen, fægtende med arme og ben, var vi ikke vant til. Han præsenterede sig og fortalte, hvor glad han var for at få lov til at undervise og føre os til eksamen. Han havde hørt, vi var en god og dygtig klasse. Han spurgte til hver af os.
På det tidspunkt kunne man, set i bakspejlet eller erindringen, undre sig over, at ingen af pigerne endnu var besvimet af benovelse, ikke blot var de helt røde i ansigtet, åben mund og hormonerne roterede sikkert forvildet rundt i kroppen på dem.
Citat: ”hvis vi står sammen”, ” hjælper hinanden”, ”arbejder hårdt”. Nogle af slagordene. Han blev ”vores” lærer og fulgte os senere gennem mange år sammen med vores klasselærer.
Besættelsen
Vi vender så blikket tilbage til barndommens gade, hvor krig og besættelse prægede vores liv og gøremål. Vores forældre gjorde alt, hvad de kunne, for at hverdagen skulle være så almindelig, som den plejede. Min lillebror Jørgen mærkede nok mindre end mig til de forandringer, som skete, men vi led ikke nød på noget tidspunkt, men der var knaphed overalt.
Jeg havde et noget ambivalent forhold til tyskerne. Jeg var duperet af deres store lastbiler og kanoner, når de gik marchture og sang, og af dem der boede i skoven, der smilede og snakkede til mig, når jeg besøgte bedstefar, som de købte æg hos og sågar betalte derfor. Jeg havde gjort bedstefar opmærksom på, at tyskerne ville stjæle fra ham, men det gjorde de ikke.
På den anden side var jeg lige så gal på dem, som far var, når de vadede rundt i vores have og satte pæle ned, hvor der skulle sættes hegn op, som ville spærre for adgangen til vores dyr i bunden af haven. Far fjernede pælene i den rækkefølge, de blev sat op, og han var rasende, selvom de skældte ham ud. Han forklarede dem, at han ikke ”verstehen” tysk. Vi blev enige om, at vi ville skyde alle dem, der ville gøre os fortræd.
Under krigen fik jeg en fin ovnlakeret cykel, som jeg i starten havde lidt besvær med at komme op på og stå af. Ved hulvejen var et dige, som jeg kunne bruge som afsæt og tilsvarende stå af ved, når jeg kom ud til bedstefar på én af mine mange ture ud til ham. En dag på hjemturen kørte en mindre tysk lastbil lige efter mig og dyttede, sikkert for sjov, hvorved jeg nok blev forskrækket og kører hen til diget, hvor jeg vælter og falder ned i grøften, hvor der var et pigtrådshegn, der river mit tøj i stykker og giver mig en flænge i låret og andre skrammer på kroppen. Jeg vader hjem og venter at blive skældt ud for at have ødelagt tøjet (som vi ikke havde for meget af), men mor og far var mere bekymret for mit ben, som blødte meget og truede med lægebesøg og sygehus. Jeg blev repareret og går nu rundt med et varigt men af min krig med tyskerne.
Nogle små sjove historier
En af mine mange små kusiner kom en dag farende ind på gårdspladsen, Smed cyklen og råbte ….. Henrik, Henrik, hvorefter min far kom frem i stalddøren. Ved du hvad DSB betyder… nej det vidste far jo ikke…. Endnu mere hopperi. Det betyder De Satans Bønder. Det var far jo ked af at høre, men bedyrede pigen…. det er selvfølgelig ikke dig Henrik. Hendes far var Thorvald, der var ansat i pakkeposten på banegården.
En af mine kollegaer på kontoret ventede familiebesøg fra København. Familien havde en dreng, der gerne ville besøge en bondegård. Det mente jeg nok at kunne formidle. Jeg husker ikke navnet, men en kvik lille snakkende fyr. Han fortalte, at han var på ferie “på Jylland” og ville gerne se nogle dyr. Han snakkede som et vandfald på københavnsk og min far på vestjysk, så der var mange gange misforståelse fra begge sider. Hvorfor snakker du ikke dansk? Far ville ikke lære at snakke dansk på “københavnsk”.
En dag skulle der graves kartofler op og overraskelsen var stor over, at man kunne grave noget op af jorden og spise det, og der blev ved med at være noget dernede. Den ene overraskelse kom efter den anden.
Den med at rykke i halen på koen, så der kom mælk ud af patterne, troede han dog ikke på.
Jeg kan ikke yde historien fuld retfærdighed, men en kendsgerning var, at de havde det godt med hinanden, selvom de talte hver deres sprog. Vi snakkede bagefter om, at han nok ville prøve at snakke vestjysk, når han kom tilbage til stenbroen. Drengens tur “på Jylland” gav foruden kartofler også lidt slik af sig.
I årene omkring krigen fik skolebørn mulighed for at få togrejsebilletter, så der blev muligheder for at komme på ferie. Billetterne havde bestemte ud- og hjemrejse datoer og tider.
Jeg fik en billet til København, hvor jeg skulle bo hos tante Anna og Marius, min fætter Kjeld og kusine Ingelise. Jeg har besøgt dem i mange år, og det var et rart sted at være gæst. Vi legede godt sammen os børn og fik lov til mange ting. Jeg havde en fast opgave, hvor skal vi hen? Tivoli, Bakken, trav- eller banecykelløb?
Et af de første år, jeg var der, fik jeg hjemve, jeg savnede mor og far, og jeg kan ikke komme hjem, for min billet bestemte, hvornår jeg skulle rejse. Tryllekunstneren Marius fik den ide, at vi skulle snakke med lokomotivføreren Nielsen, han kunne måske hjælpe os. Vi besøgte ham i sin fine uniform med kasket og det hele. Han foreslog, at jeg kunne komme med ham. Han skulle køre det fine røde lyntog Vestjyden til Struer. Hvis jeg kunne sidde stille og høre efter ham, kunne jeg sidde ved siden af ham i cockpittet og være med til at styre toget gennem landet. Det var en god togtur, og jeg var glad, da han satte mig af i Holstebro.
I begyndelsen af tiden på landet var der tradition for kaffeborde mellem naboer og venner. Senere blev det mere erstattet med frokostborde med smørrebrød, øl og snaps. Mor ville jo ikke være underlegen i den servering, der skulle være. (Der var lidt konkurrence konerne imellem, men det snakkede man ikke om). Alt skulle være hjemmebag, hvor brødet var: boller, kringle, 2 slags formkage, 1 hvid lagkage med fløde, 1 brun lagkage med glasur, æblekage og vist også lidt småkager. Fik man portvin til, var det en ekstra finesse. Sådan gjorde de andre jo også.
Sport
Professionelt fodboldspil i Italien blev jo ikke til noget.
Du må finde på noget andet, og det blev cykelsport, nok noget præget af tidens idoler som par nr. 7, 6-dagesløb, o.s.v.
Vores klub var ikke særlig stor, og der var en del ledelsesmæssige problemer, men vi var ca. 10 unge fyre, der kørte land og rige rundt. Vi trænede rigtig meget på landevejene, flere gange om ugen, men vi manglede trænere, der kunne vejlede og træne os indendørs om vinteren, men vi havde det godt med hinanden og kom rundt i mange byer i løbet af sommeren. Kørte med og imod ryttere, som både var ret så kendte og senere opnåede store internationale resultater. Vi så op til klubberne i f.eks. Randers, Vejle og Århus, der havde meget gode faciliteter og skabte gode ryttere.
Vi trænede fra tidligt forår, når vejene var fri for sne og frost og kørte oftest parvis, både af hensyn til træning men også for at styrke venskabet. Det kunne jo også være ret ensomt at cykle alene over en lang strækning. Jeg kørte med Preben, en fin fyr med en fightervilje og vindermentalitet, så han kunne være svær at omgås, hvis resultater ikke gik hans vej. Han var en bedre rytter end mig i de fleste situationer.
Vi kørte løb i mange byer rundt om i Jylland hele sommeren. Cykelløb køres normalt om søndagen fra kl. 8 om morgenen, så vi skulle hjemmefra om lørdagen og boede rundt om på skoler og vandrehjem. Vi kom rundt med tog, men mest sammen med en ven, som havde en gammel Ford (vistnok 1938), flot bil med plyssæder. Den havde en kasse – bagagesæde, som vi havde cykeludstyr og madpakker i. På et andet stativ hang vore cykler. Herlige oplevelser og et fantastisk venskab.
Soldatertiden
Efter læretiden (nogen ville nok have kaldt det efter uddannelsen, men en vestjyde brugte ofte mere beskedne og mindre prangende udtryk for den slags ting også) kom så indkaldelsen til militærtjeneste. Adressen var Aalborg, Dronningens Livregiment, Fynsgades kaserne.
Jeg kunne godt forstå noget af det, men havde svært ved at tolerere den kadaverdisciplin, der skulle være midlet til at skabe gode soldater. Eksempler. Hvorfor skulle en deling på 25 mand stoppe op midt i et til lejligheden lavet mudderbad med 15 cm. vand, blive beordret dæk, og hvis man ikke var langt nok nede i skidtet, blev en fod sat på ens skulder, så selv hovedet var under vand. Sådan en skide sergent sku selv trilles rundt i lortet.
Hvad med inddragelse af 10 mands bevilget orlov, fordi kløvningen (sergenten) fandt lidt støv på den ene dørkarm på stuen???
Retfærdigvis tog vi også gas på ham. Vi skulle “afleveres”, men kunne ikke gå i takt og vi havde svært ved at skelne mellem højre og venstre om. Uanset hvor meget vi øvede det i afstraffelsestimen, kunne vi ikke lære det. Selvom vi bagefter fik ondt i “fusserne”, fik vi da taget lidt hævn.
Vi var jo kun rekrutter.
Inden jeg hidser mig selv helt op, så var der også lyse sider, og det var byen Aalborg.
Soldater var velsete i Aalborg overalt. Fribilletter til masser af aktiviteter. Altid var der plads til et antal soldater – flot Aalborg, modsat Holstebro, der havde svært ved at blive garnisonsby, da dragonerne kom midt i halvtredserne.
Efter 6 måneder blev jeg overflyttet til Holstebro pga. sygdom hos en anden soldaterkammerat.
Jeg afmønstrede og blev kørt til banegården sammen med mit udstyr. På banegården kom jeg i snak med en lidt ældre medarbejder, hvorfor jeg skulle flyttes osv. Snakken endte med, at han ville prøve at glemme min oppakning til et tog om et par dage.
Straks ved ankomsten til Holstebro skulle jeg melde mig på kasernen. Jeg meldte mig på personelkontoret som beordret og blev anvist den blok, jeg skulle bo i, så jeg kiggede bare på. Jeg kunne jo ikke lege soldat, når mit kampudstyr var væk.
Min opgave som soldat var meget forenklet forklaret noget med radio, telegraf og telefon. Det fortsatte naturligvis i Holstebro også, men under lidt andre former som gjorde, at jeg her fik en del opgaver med telefonvagter og slap så fra andre vagtopgaver. Jeg havde altid en radio i hånden eller en på ryggen.
Pludselig en morgen til parade blev hele vores afdeling uventet kaldt frem, hvor en officer efterlyste folk med en kontoruddannelse, dygtig til skrivemaskinearbejde, vant til journaliseringsarbejde, arbejde alene under pres, kende tavshedsregler m.v.
Jeg meldte mig med det samme uden omtanke for arbejdet, der skulle laves eller mine egne kvalifikationer.
Ordren blev, at jeg inden et bestemt klokkeslæt skulle møde op på personelkontoret i velpresset udgangsuniform og bede om at tale med en bestemt kaptajnløjtnant, der ville vurdere mig og mine kvalifikationer.
Hvis jeg blev godkendt, ville jeg ikke mere tilhøre min sædvanlige gruppe, og alt mit udstyr skulle gemmes væk. Jeg skulle fortsat bo på samme stue, men havde kun helt personlige ting i et lille skab. Det var usikkert, hvor lang tid mine nye opgaver varede.
Jeg blev godkendt. Jeg undervurderede ikke mine evner, men det gik denne gang. Jeg blev anvist en kontorplads. Der var fire ansatte, chefen (kaptajnløjtnant), to civilansatte og mig. Alt arbejde vedrørte kun personel, modsat på kontoret ved siden af kun kørende materiel osv.
Administrationsbygningen var delt i mange afdelinger, min var den “menige soldat”, næste etage var officerer, og sidste station var kommandocentralen med den regerende oberst med sin stab. Der var mange forskellige øgenavne til stederne.
Den dybere årsag til de mange forandringer, der blev gjort i regimentet og andre militære enheder, var afledt af konflikter i Mellemøsten, særlig om Suez. Jeg arbejdede hårdt med mine opgaver og nåede de forskellige mål, der var opsat. I det hele taget var der overalt en meget fin arbejdsdisciplin, fin omgangstone mellem både menige og officerer.
Jeg blev positivt overrasket over, hvor godt tingene fungerede. En anden stor overraskelse var, hvor veluddannede hele officersstaben var i regimentet. Intelligente, psykiske, fysiske egenskaber. Funktioner i europæiske forhold m.v. Jeg havde selvfølgelig ikke kendskab til den enkelte person, men kun de data, jeg arbejdede med. Alt var kodet.
Jeg kan ikke befri mig for den tanke eller spørgsmål, om disse guttermænd også i sin tid, mens de var korporaler og sergenter, har sendt rekrutter gennem pløre, vandhuller, jordhuller m.v.?
Militæret ka’ noget, men det er svært at forklare, hvad det rigtigt er.
Som tiden gik, blev jeg en af holdet, vi drak kaffe og snakkede om alt og alle, og her havde jeg et lille forspring af viden om byen, som kom mig godt til gode senere.
Klokken 8.58 råbte kaptajnen til mig——det er tid — javel hr. kaptajn. Jeg skal på min sædvanlige tur til messen. Jeg fik 50 ører til en snegl eller andet kage efter eget valg. Han skulle have sit rundstykke og en Elefantøl (en med muskler), der skulle bruges til hans medbragte madpakke til frokost kl. 12.00. Sådan var det, og sådan blev det ved med at være.
Vi er nu kommet hen til den tid på året, hvor der kom nye grøntsager, og det kom snakken så til at gå på en dag. Kaptajnen var vild med jordbær ligesom en af de andre. Jeg tilbød at være leverandør af det, de manglede, og det kunne muligvis afleveres på deres bopæl, hvis min tjeneste kunne tilpasses lidt.
Det kunne den, så jeg blev fremskaffer af både det ene og det andet, så jeg måtte ud og alliere mig med andre end mor og far.
Når jeg så kom til de respektive fruer og afleverede produkter til favorable priser, faldt der sommetider en ekstra skilling af til den fattige soldat (jeg havde nær skrevet den tapre soldat).
Min daglige gang til messen var blevet observeret af en lille dreng, som boede i en tjenestebolig lige ved siden af administrationsbygningen. Han gjorde honnør til mig, hvad jeg selvfølgelig gengældte. En dag kom der til min chef en forespørgsel, om jeg kunne tænke mig at være barnepige for kaptajnens familie (husker ikke navnet) en aften fra kl. 17 til 24 mod en rimelig betaling og kost. Selvfølgelig kunne jeg det. Drengen var helt vild, da han så mig, pigen noget mere tavs. Min opgave var at spise lidt aftensmad med dem, finde på noget at lege med af al det militærudstyr der var, eller læse en historie. Vi læste et par historier, som pigen foreslog. Børnene kunne selv gå i seng til bestemt tid. Fin aften for os alle.
Jeg var der en gang mere, og det var nærmest mig, der blev passet.
Når man hjemsendes fra militæret, får man udleveret et fint stykke papir, en forholdsattest, hvorpå der er et såkaldt vidnesbyrd underskrevet af ens regimentschef, obersten. Det fik jeg selvfølgelig også, men jeg vil ikke skrive, hvad der står (jeg er flov). Jeg fik den bedste udtalelse, en menig soldat kan få, og yderligere er mit stamkort forsynet med en karakter, der siger, at jeg er velegnet til militær uddannelse.
Mon ham vandpytte-sergenten fra Aalborg har været med til vurderingen? Nej, næppe, og dog—man ved aldrig, hvad der kan ske i militæret.
Af en eller anden grund blev jeg aldrig genindkaldt, f.eks. til efterårsmanøvre. Jeg har ladet mig fortælle, at jeg var havnet i en kasse med ældre årgange.
På vej til Brønderslev
Min tilbagevenden til kontoret gav mig, lidt uventet, en ny energi. Det blev næring til de tanker og ideer om at finde nyt arbejde….. der skal ske noget… og det gjorde der så.
Jeg blev tilbudt et arbejde i Hvidovre sygekasse, men det var ikke så interessant, som det jeg havde. Derimod var jeg via min fætter Kjeld i København gjort opmærksom, at hans arbejdsplads fik brug for flere folk. Det var fødevarefirmaet Plumrose, der arbejdede med dybfrost – det lød interessant, men det blev herved, da der pludselig i mit fagblad blev en stilling ledig som kasserer i sygekassen i Brønderslev- og til en løn som var næsten dobbelt så stor, som den jeg fik nu. Her skulle laves nyt kontor og nyt bogholderi med maskiner m.v., som jeg var vant til. Den plads skal jeg have, var min konklusion. Jeg fik stillingen og skulle flytte til Brønderslev.
Så er tiden inde til afrejse. Efter en flok afskedsbajere med et par gutter (ingen piger) skal min kuffert pakkes og rejsen nordpå med tog mod Struer/Randers/Ålborg/ Brønderslev begynder.
Her skal du stoppe læsningen. Luk øjnene. Tænk på en gammel westernfilm. Nu må du læse videre.
Toget buldrer derudaf over flade ensartede stepper, nogle træer og buske hist og pist, og lidt kvæg går og græsser, men ingen folk at se kun nogle spredte gårde. Holdepladserne rundt omkring er det mest spændende. Efter mange timers rejse kommer et skilt til syne – Brønderslev. Her stiger en mand af toget, kigger sig omkring, går ind på stationen, der er bemandet med en tavs person i billetlugen. Ude af stationen igen på den søndre side henviser et skilt, hvor man kan få en vogn. Kusken står lænet op af vognen og sover med en kasket trukket ned over øjnene. På den modsatte side vognpladsen sidder en forhutlet gammel mand og bakker på sin pibe.
Sådan lidt omskrevet var min ankomst til byen. Trist var det. Hvis toget var kørt tilbage, og hvis jeg ikke havde haft en ansættelsesaftale, var jeg smuttet med tilbage.
Nu var jeg her. Jeg boede på et 15 m2 stort værelse, spiste på pensionat sammen med mange unge 3 gange om dagen. Jeg blev godt modtaget her og på kontoret. Arbejdet var nemt, og der var nye udfordringer i sigte.
En af de første naboer, jeg kom i snak med, var Halskov Nielsen, der spurgte, hvorfor jeg var kommet til byen. Det fik vi så en sludder om.
Det er en dum beslutning, unge mand. Ved du ikke, at Vorherres mening er, at der ikke skulle bo mennesker nord for Limfjorden. Det vidste jeg ikke noget om. Du bliver syg af blæsten og får enten mellemørebetændelse eller kæbebihulebetændelse, så vi ses på klinikken inden 14 dage. Jeg blev nu ikke syg. Hyggelig mand som blev vores læge, så længe han havde praksis. Han blev en gammel mand, men han kunne huske vores familie, og hver gang vi mødtes, skulle jeg bringe en hilsen til drengene Han kunne altid huske deres navne. Den sidste gang, jeg så ham, var på en parkeringsplads, hvor vi holdt side om side. Han fortalte, at han lige skulle et smut på sygehuset og snittes lidt i – det er lidt træls – det var sgu skønnere, da det var mig, der førte kniven.
Birthe
En dag skulle jeg klippes, og en kollega foreslog, at jeg skulle gå ned til Robert i Bredgade og det gjorde jeg.
Mens jeg sad i stolen, kom der pludselig en ung pige ind i forretningen. Hun gik ind i baglokalet og kom lidt efter ud med en kost og begyndte at feje hår op fra gulvet
Jeg fik øje på hende i spejlet. Da vore blikke mødtes, så jeg et par øjne, der strålede som diamanter. Smilet om hendes røde læber gjorde kindernes smilehuller endnu kønnere. Håret sad som i nutidens reklamer fra l’Oréal. Hun var i en lyseblå faconsyet kittel, der næsten gik til knæene. Der var ikke brugt mange penge til indkøb af stof. Hvordan fik hun mon sådan en af og på? Der var ikke meget plads at give af.
Der var en hvid krave, der dannede rammen om en smuk hals og kavalergang – et skønt syn. Hendes små fødder var stukket i små lave lysebrune sandaler, og tæernes neglelak matchede mundens kulør.
En duft af kvinde.
Hende må du i snak med. Jeg lavede en plan A og en plan B, som normalt både i teori og praksis virker, men sådan skulle det ikke gå. Jeg spurgte og ledte overalt…. Hun var væk.
En fra pensionatet havde arrangeret en Aalborg-tur til Ambassadør, dans, mad, bustur. Det var ikke noget for mig med de dansearrangementer, de lavede, når jeg ikke kunne et eneste trin på et dansegulv. Du skal med, sagde Rømer, det hele er bestilt og betalt. Tager du ikke med, skal du alligevel betale regningen. Alternativet var at blive alene tilbage på pensionatet, så jeg valgte at tage med. Det blev et godt valg. Den plads, jeg skulle sidde på, var ved siden af Birthe. Godt nok så langt, men hvad med danseriet, nu får jeg ikke en chance for at skabe ordentlig kontakt med hende Alt var stik imod, hvad jeg havde forestillet mig. En aften jeg troede alt var tabt, men hun indvilligede i, at vi én af dagene kunne gå i biografen, se det var en anden indgangsvinkel. Vi gik ture, besøgte Bedste i Stenberggade og havde det rart i hinandens selskab. Jeg blev dybt forelsket i hende, ubeskriveligt, en ny verden kunne måske være på vej.
Så kom chokket.
En aften fortæller hun så, at hun fik travlt de næste dage, fordi hun skulle pakke. Hvad skal du pakke? Jeg skal rejse til nyt arbejde i Vejle. Det var ubærligt, nu standsede alt, før det rigtig var begyndt.
Vi ville så begynde at skrive sammen ret tit, hvad vi også gjorde. Hun skrev, at alt gik, som det skulle. Hun havde fået et par veninder fra salonen og hun spiste på pensionat sammen med næsten hele Vejles fodboldhold, Tommy Troelsen, Henning Enoksen og flere. Jeg blev nærmest desperat…… nu ser du hende aldrig mere….. væk for altid.
Jeg gik op til Bedste for at blive lidt trøstet. Jeg hjalp lidt i haven, så den var klar til vinter. Vi blev ret fortrolige, og jeg ordnede lidt papirarbejde for hende. Al post lå frit tilgængelig for familien, julekort, feriebreve, skattekort, alle skulle se, hvad der skete i den store familie rundt omkring. Der lå ingen brev fra Birthe, så jeg skrev til hende, at jeg synes, hun skulle sende Bedste et kort og fik det svar tilbage, at det havde hun gjort. Jeg spurgte så Bedste, hvor Birthes breve var, der kunne være noget for mig at læse, men det kunne der ikke, for det var hemmeligheder, og de blev ikke lagt på bordet, men smidt i kakkelen (kakkelovnen), men Bedste troede, at jeg var go’ nok.
Birthe kommer så via arbejde i Ålborg tilbage, og vi finder sammen. Skønt.
Birthes forhold til Bedste var noget særligt. Til vores bryllup sommeren 1962 sagde Bedste, at hun var så glad for, at det blev os to, og håbede, at vi resten af vores lange liv ville passe godt på hinanden.
Jeg er snart ved vejs ende nu, men mangler at udtrykke beundring og respekt for alle de mennesker, der på trods af store individuelle baggrunde og vilkår var med til at forme mine første ca. tyve år og for mange af dem også mine senere år.
Ord er ikke tilstrækkelige til at fortælle, forklare, føle, mærke og sanse det liv, Birthe og jeg lever sammen i dag, trods Birthes sygdom.
Det sidste kapitel i disse erindringer er uden ord, men fortælles gennem de billeder vi har gemt i albums og især i vores indre. Det er en berigende kavalkade af billeder af os, familie, venner og situationer gennem foreløbig 60 år.
Vi startede en pragtfuld rejse sammen, og den stopper ikke, før toget standser.
We did it our way
P.S.
Da Erik Hald i 2020 skrev sine erindringer boede Birthe Hald på plejehjemmet Kornumgaard. Hun led desværre af sygdommen Alzheimer.
Hun kunne derfor ikke selv fortælle om deres fælles rejse gennem livet, så Erik taler for dem begge.