En af de største i dansk ledelse – ——– – professor Erik Johnsen

Juni 2013

Erik Johnsen var købmands søn fra Brønderslev.

Faderen drev en købmandsforretning lige vest for Hotel Phønix på samme side af gaden. (ca. hvor Jyske Bank ligger idag)

Erik Johnsen får nedenfor en flot omtale om sit virke som underviser og professorved CBS i København.

Erik Johnsen lavede også et fint skrift med omtale af kunstmaleren Emil Jensen, Brønderslev – en maler som han havde stor sympati for.

Herom er der også en historie.

 

11. maj 2013

Mindeord

En af de største i dansk ledelse

Mindeord af professor Steen Hildebrandt:

En af de største i dansk ledelse er gået bort.

Professor Erik Johnsen fra CBS er ikke mere. Det er et kæmpetab for dansk ledelse.

Da jeg var ung amanuensis på Handelshøjskolen i Århus i 1970’erne, var Erik Johnsen nyudnævnt professor på og stifter af Metodeforskningsgruppen ved Handelshøjskolen i København. Han blev i 1969 udnævnt til professor i erhvervsøkonomi med særligt henblik på operationsanalyse og virksomhedsledelse. Vi arbejdede inden for det samme felt og fik kontakt med hinanden. Denne kontakt udviklede sig til et varigt venskab.

Erik Johnsen blev i en ung alder kaldt ”den gamle doktor”, og han blev min vejleder og protegé i disse år. Erik Johnsen var generøs, han var en hjælper, en betydelig inspiration og vejleder, ikke bare for mig, men for mange unge skandinaviske ledelses- og metodeforskere. Han var en provokatør, og i disse år var han i virkeligheden en slags oprørsleder inden for skandinavisk ledelsesforskning; og det gik ikke stille af; han var en leder og et ikon. Jeg erindrer med dyb taknemmelighed mange møder – en sommerfrokost i de små haver i Pile Allé, et møde på Eriks store kontor på CBS, et møde på en restaurant i Tivoli, på et konferencested i Athen, Stockholm eller Boston – altid gæstfri, imødekommende, i bevægelse og dybt engageret; Erik var altid den skarpe, kærlige, ironiske, nærværende, morsomme, modige, varme, flabede og provokerende vejleder, kollega, ven, støtte, udfordrer, samarbejdspartner. Erik Johnsen var enormt, ja legendarisk flittig hele sit liv. Og det var typisk for ham, at han, den samme dag, hvor han for mange år siden gik på pension, etablerede et nyt forskningscenter, CAMS, på CBS.

Erik Johnsens forfatterskab er meget omfattende; han var i mange år redaktør af Erhvervsøkonomisk Tidsskrift; han har skrevet og redigeret et meget stort antal og meget udbredte og læste bøger. Erik og jeg redigerede i nogle år et antal ledelsesbøger for Børsens Forlag, og vi havde i disse år et tæt redaktionelt og fagligt samarbejde. Det blev også til fælles artikler og kronikker.

Erik Johnsens betydning for dansk og skandinavisk ledelsesforskning og -praksis kan ikke overvurderes. Den er enorm, den er skelsættende, og den vil stå i mange år. Markant er hans doktordisputats Studies in Multiobjective Decision Models fra 1968 Han underviste ikke bare generationer af studerende på CBS; han underviste generationer af ledere i dansk og skandinavisk erhvervsliv. Tusinder af ledere erindrer Erik Johnsens pædagogik, eksempler, modeller, uovertrufne energi, men også hans enorme frækhed, gennemslagskraft, praktiske indsigt og originale indfald. Hertil kommer hans enestående indsigt i vin – ikke bare en teoretisk indsigt, men en praktisk indsigt af dimensioner.

Steen Hildebrandt
Professor, Ph.D.
Aarhus Universitet

.
.
.

50 år med forskning i ledelse

Professor emiritus Erik Johnsen var i 1950’erne med til at lægge grunden for dansk ledelsesforskning. Han fejrer 50-års dagen med en jubilæumsforelæsning i dag.

Del artiklen
Af ANN NISSEN

Den 1. juni 2006 er det 50 år siden, professor Erik Johnsen blev ansat ved Handelshøjskolen i København som videnskabelig assistent. Dette usædvanlige jubilæum bliver i dag fejret med festforelæsning og en ny bog om ledelse fra manden, der omtales som Danmarks internationale ledelsesguru.

Den nu 77-årige Erik Johnsen har skabt grundlaget for dansk ledelsesforskning og er kendt verden over for sit engagement og for sin tilgang til hele ledelsesproblematikken.

Under sit studieophold ved Princeton University i USA i midten af 1950’erne blev han optaget af den amerikanske ledelsesmæssige beslutningsproces.

Da han kom retur til Danmark, var han fyldt med inspiration og ideer til nye veje i ledelsesforskningen, hvilket de studerende ved Handelshøjskolen i København siden hans ansættelse i 1956 har nydt godt af.

Når Erik Johnsen taler om ledelse, er det ikke personer, men processer, han beskriver. Og de kan forekomme på ethvert niveau, hvor mennesker mødes og taler sammen. Ledelseslære er i hans optik ikke et middel til, at en magtfuld person når sine mål gennem andre. Det er en måde, hvorpå man opstiller og når mål sammen med andre.

Erik Johnsen har gjort en stor indsats inden for ledelsesforskningen med henblik på at få udviklet vor viden om ledelse i teori og praksis. Han har udgivet talrige publikationer. Han har deltaget i den offentlige debat, og han har formidlet sin viden over store del af verden.

Der tales ved læreranstalter i mange lande ligefrem om Johnsens Ledelseslære som et indforstået begreb.

Som debattør er han kendt for at fremkomme med sine meninger. Ofte er hans skarpe replikker blevet ledsaget af den vendelboske lune. Han er hurtig og direkte, men råber ikke højt.

Realiserede centerplan

50 års jubilaren har videregivet sin viden så forskellige steder som ved Forsvarsakademiet, Den kommunale Højskole, Syddansk Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, universiteterne i Lund, Umeå og Växjö og handelshøjskolerne i ¿..bo og Trondheim. Han har undervist på ledelseskurser og gennemførte i en årrække kurser i Spanien sammen med professor Richard Normann. Her øste han ikke kun af sin faglige viden, men gav gerne et indblik i sin kulturelle viden, spændende fra malerkunst til ædle rødvine.

Den højt estimerede professor fik tilbudt kontor og faciliteter til at realisere en plan om etablering af et center for forskning i praktisk ledelse, Centre for Applied Management Studies – CAMS. Centret har tilknyttet ca. 75 seniorforskere, som er tidligere topledere fra private og offentlige virksomheder. Formålet med centret er at videregive ledelseserfaringer til kommende generationer. Den ledelsesmæssige erfaringsrigdom, som centret repræsenterer, har foreløbig resulteret i otte bøger fra CBS’ forlag og flere er på vej.

Jubilæumsforelæsning

Sin alder til trods er Erik Johnsen kendt for fortsat at besidde stor energi og nysgerrighed.

I dag holder han jubilæumsforelæsning med titlen “Fra Erhvervsøkonomi til Ledelse. 50 år i CBS Business” og udgiver samtidig bogen “Ledelseslicens”. Forelæsningen finder sted kl. 16.00 på CBS, Copenhagen Business School, Dalgas Have 15, Frederiksberg.