af Poul Sørensen (søn) pastor emeritus
“A WIL HA RÅPPEN”
– Jeg vil ha’ råppen
EGET FOTO af høne fra Landskabs- og landbrugsmuseet i Mosbjerg.
Høne af gammel dansk hønserace – bemærk også de tre kyllinger, som let kan overses!
I mit barndomshjem “Klarup” i Sønder Harritslev i 1950’erne slagtede far gerne en høne om lørdagen, bestemt for søndagsmiddagen, som var et festmåltid.
Far eller mor plukkede derefter hønen, tog indvoldene ud, skoldede den og satte den over en primus i bryggerset.
Hønen kunne blive serveret som hønsefrikassé, kombineret med hønsekødssuppe med melboller.
Det var virkelig festmad, som var mere end den hurtige lørdagskylling, som senere blev solgt i supermarkedet.
Jeg blev glad, hvis jeg kunne få et lår, andre ville gerne have halsen, en vinge var mindre efterspurgt. Det kunne hænde, at der til far og mor kun blev en vinge til hver.
RÅPPEN var det mest efterspurgte på hønen!
RÅPPEN er gumpen eller haleroden på en høne – ja, det var en lækker himmerigsmundfuld.
Rundt om bordet lød det fra børnene: “A wil ha råppen!”
Råppen kunne ikke så godt deles, derfor var der kun én, der blev den heldige.
Det var bedst, hvis mor afgjorde det med at sige ”Do ska få råppen!”
Der var sikkert en, der havde gjort sig særlig fortjent til at få råppen.
Vendsysselsk Ordbog (1973) af Arne Espegaard oplyser, at en råppe også kan betyde en lille mager ko: “en råp ko’w er hile djæ besætning” – eller: “de er no lie råpper haj hå’ler sæ”. Denne betydning af råppe kendte jeg ikke selv til.
Med denne betydning af ordet var det nok ikke så almindeligt, at en landmand sagde “A wil ha råppen!”