Danmarks nordligste herregård Gaardbogaard

j

Ingen tilgængelig billedbeskrivelse.

Gaardbogaards historie

Gaardbogaard er en historisk herregård beliggende ved Aalbæk i det nordligste Vendsyssel, ca. 20 km syd for Skagen, og er med sin nordlige placering Danmarks nordligste herregård.

Godsets historie kan spores helt tilbage til middelalderen, og i dag fremstår herregården som et velbevaret stykke historie med sit særprægede udtryk, der eftergiver 1800-tallets nationalromantik. Gaardbogaard er nu privat hjem for familien Christiansen, og derudover beskæftiger virksomheden sig med de tre hovedområder: landbrug, jagt, og events.

Navnet kendes fra 1335 som Garthbuth, af gammeldansk garth ‘indhegning’ og -bod.

Den nuværende Gårdbogård oprettedes af entreprenør Jørgen W. Larsen (1851-1931) på de arealer der fremkom da han fik Gårdbo Sø udtørret. Hovedbygningen opførtes 1896 efter tegninger af Martin Borch og blev fredet i 1990.

Gårdbogård, Danmarks nordligste herregård ved Ålbæk 20 km sydvest for Skagen. En adelig sædegård af samme navn kendes fra 1335, men tilsanding ødelagde den i løbet af 1500-t., og det tilhørende birk nedlagdes endeligt 1797.

Gaardbogaard er i dag beliggende ca. fire kilometer vest for Aalbæk i Råbjerg Sogn, Horns Herred, Frederikshavn Kommune. I den sydøstlige del af sognet øst for den nu udtørrede Gårdbo sø lå i middelalderen Gaardbogaard.

Gaardbogaard Gods er på 916 hektar. Grundlæggeren af Gaardbogaard, Jørgen Wendelboe Larsen, tørlagde Gårdbo Sø i årene 1881-83. Søen var indtil da den største i Nordjylland. Afvandingsanlægget blev restaureret i 1941-45 med betydelig statsstøtte fra Landbrugsministeriet.

Danmarks Naturfredningsforening ønsker at genskabe Vendsyssels største sø, Gårdbo Sø, som blev tørlagt i slutningen af 1800-tallet. Gårdbo Sø er tørlagt ved dræning og gravning af kanaler. Vandet bliver stadig pumpet væk og via en ringkanal ledt til Knasborg Å.

Syd for Gaardbogaard skal der 1842 under flyvesandet være fundet spor af en bygning, vistnok den ældre Gaardbogaard.

Ejere af Gaardbogaard

(1335-1343) Ridder Henrik Nielsen Panter

(1343-1536) Vrejlev Kloster

(1536-1559) Kong Christian d.3

(1559-1577) Kong Frederik d.2

(1577-1592) Karen Ejlersdatter Rønnow gift Bille

(1592-1604) Ingeborg Nielsdatter Skeel gift Banner til Voergård

(1604-1608) Slægten Arenfeldt / Slægten Lykke

(1608-1611) Hans Axelsen Arenfeldt

(1611-1658) Jørgen Hansen Arenfeldt

(1658) Margrethe Jørgensdatter Arenfeldt gift (Banner) Høg

(1658-1661) Tage Banner Høg

(1661-1662) Tage Banner Høg / Christoffer Frederik Buck

(1662-1671) Lene Rud gift Grubbe / Knud Christoffer Ulfeldt / Ida Skeel gift von Rantzau

(1671-1684) Ida Skeel gift von Rantzau

(1684-1724) Enke efter Frederik Rantzau til Krapperup m.v.

(1724-1771) Christian Ottosen von Rantzau

(1771-1782) Frederikke Louise von Raben gift von Rantzau

(1782-1793) Carl Adolf Christiansen von Rantzau

(1793-1795) Søren Hillerup

(1795-1854) Den Dansk Stat

(1854-1880) Forskellige Ejer

(1880-1931) Lars Jørgen Wendelboe Larsen

(1931-1940) Engeline Margrethe Thorn gift Larsen

(1940-1964) Georg Østergaard

(1964-1974) Ejnar Flensted Nielsen

(1974-1999) Vincent Carl Christian baron Lerche

(1999-) Svend Aage Christiansen

 

Godsets historie kan spores helt tilbage til middelalderen, hvor den første kendte ejer af ejendommen var ridderen Henrik Nielsen Panter, der stod noteret som ejer i 1335. Senere blev godset solgt til Vrejlev Kloster, hvorefter det i 1536 efter reformationen, ligesom andet kirkegods, overgik til Kronen. I 1546 fik godset egen birkeret, hvilket vil sige, at det blev en selvstændig domsret. I 1577 solgte Frederik II godset til Karen Rønnow, der var enke efter Jens Bille. Efter Karen Rønnows død blev Gaardbogaard solgt til den navnkundige Ingeborg Skeel til Voergaard.

I løbet af 1600-tallet var den nordlige del af Vendsyssel voldsomt plaget af sandflugt, og i slutningen af 1600-tallet samt i 1700-tallet var godsets jorder næsten ødelagt af sandflugten. Dette var en skæbne, Gaardbogaard delte med flere andre gårde i Vest- og Nordjylland.

I løbet af 1800-tallet lærte man at bekæmpe sandflugten mere effektivt, og i den sidste halvdel af 1800-tallet lykkedes det den entreprenante godsejer, og senere etatsråd, Jørgen Wendelboe Larsen at genrejse Gaardbogaard, blandt andet ved udtørring af Gaardbo Sø, der inden da var Vendsyssels største sø.

Wendelboe Larsen opførte et moderne og prægtigt herregårdsanlæg, hvilket blandt andet tæller den nuværende hovedbygning fra 1893, som er opført efter tegninger af arkitekt Martin Borch i nederlandsk renæssancestil. Wendelboe Larsen opbyggede et mønsterlandbrug på Gaardbogaard og importerede blandt andet jerseykoen til Danmark i 1896. Godset havde i år 1900 en besætning på 160 jersey-årskøer, hvilket var en meget stor besætning efter datidens forhold. Endvidere var der på godset eget mejeri, og mælkeprodukterne blev afsat under eget navn og brand.

Efter Jørgen Wendelboe Larsens død solgte hans enke godset i 1940 til arkitekt Georg Østergaard, og ejendommen har i 1900-tallet haft flere skiftende ejere. Siden 1999 har Gaardbogaard været ejet af familien Christiansen, og det er lykkedes at videreudvikle ejendommen og virksomheden gennem perioden.

 

Landbrug med tradition og innovation

På Gaardbogaard drives i dag et moderne landbrug, hvor hovedfokus er planteavl. Inklusive alle forpagtninger og samarbejdsaftaler dyrkes her omkring 1.400 hektar planteavl med forskellige afgrøder.

Moderne landbrug med planteavl

I dag er det primære fokus på planteavl, og Gaardbogaards vigtigste afgrøde er kartofler. Her dyrkes stivelseskartofler, som sendes til den lokale virksomhed AKV Langholt AmbA, som er den nordligste af de fire kartoffelstivelsesfabrikker, der findes i Danmark.

Derudover dyrkes også et varieret sædskifte, som blandt andet består af korn, raps, frøgræs og grovfoder, som dækker over græs og majs. Markbruget på Gaardbogaard drives efter principperne om reduceret jordbehandling, som er en form for pløjefri dyrkning.

Jagtoplevelser i særklasse

Gaardbogaards jagtvæsen tilbyder mange forskellige muligheder; alt fra traditionel udlejning af arealer og jagtterræner, som både enkeltpersoner og konsortier kan leje, til dagjagter på såvel klovbærende vildt som fasaner, agerhøns, ænder, gæs og andet småvildt.

Træning og jagt med stående jagthunde

Godsets jagtvæsen er specialiseret i træning og jagt med stående jagthunde. I den forbindelse tilbydes kurser og træningsdage med jagthunde, hvor der vil være professionel undervisning. Er du interesseret i jagt og træning af jagthunde, er du velkommen til at følge vores specialiserede Facebook-gruppe ”Gaardbogaard Jagt & Sport”

Kulturelle og festlige events i historiske rammer

På Gaardbogaard afholdes forskellige kulturelle arrangementer, og det er også muligt at leje vores festsal til privat brug.

Godset vil gerne bidrage med kulturelle oplevelser i særklasse. Blandt herregårdens egne events er musikarrangementer, hvor forskellige artister inden for blandede genrer underholder og fortæller gennem musik og sang. Tidligere er der afholdt koncertarrangementer med Allan Olsen (solo), Kræn West og Lars Lilholt.

Leje af festsal

Godsets smukke festsal kan lejes til private arrangementer, som kan nyde godt af de skønne omgivelser.

Herregårdens omgivelser er ideelle til alt fra en spændende weekend med jagtselskab til livets store begivenheder. Der forefindes anretterkøkken samt borde, stole og service til 150 personer.

Ingen tilgængelig billedbeskrivelse.