Af Henning Kristensen, tidligere sognepræst i Brønderslev

Da jeg i efteråret 1979 kom til Brønderslev for at være præst mellem befolkningen der, da mærkede jeg ret hurtigt, byen bar præg af at være, hvad man kunne kalde en forvokset landsby, hvor kirken stod solidt prentet i de fleste menneskers bevidsthed.  Og der var jo heller ikke mere end den kirke, som blev kaldt ” DEN GAMLE KIRKE” indtil 1922, hvor DEN NYE KIRKE ” blev bygget. Landbruget var hovederhvervet indtil

Pedershaab fabrikken kom til Brønderslev. Derfor er det naturligt, at byens byvåben var 2 tandhjul og bondens plov,

for det er det, der har været hovederhvervet for byens befolkning. Her har håndens arbejde været det, som man har ernæret sig ved. Mennesker, der har lært dette af livets skole, at der intet kommer af sig selv, men man må arbejde for føden.

Læser man om, hvordan det daværende menighedsråd forholdt sig til betroede midler, da den nye kirkes skulle bygges, så får man også indtrykket af, at man havde den indstilling til den materielle side af livsgrundlaget, at der ikke er noget, der kommer af sig selv.

—— Det der kommer her om Den nye kirkes byggeproces, er noget, som jeg i sin tid har fået af kordegn Rauff og som sikker kan være interessant for mange at læse.

Om den Nye kirke.

Søndag den 19. marts 1922 var den sidste ordinære gudstjeneste i Den gamle Kirke, for søndag den 26. marts-1922 Palmesøndag indviedes den Ny kirke med festligheder hele dagen.  Baggrunden for denne udvikling var byens stærke vækst i 1880erne, der gjorde, at den Gamle Kirke var ved at blive for lille.  Her er der jo ikke mere end 200 siddepladser, og så var det også noget af en ulempe, at den lå lidt afsides i forhold til byen.  Dog var det bestemt på et kirkesyn i 1898, at kirken skulle ombygges og udvides. Men det mødte modstand, fordi det var Stamhuset Birkelse, der ejede den Gamle Kirke dengang. Sådan var forholdene jo i Danmark indtil vi fik kirkeloven i 1919 var det vist. Først da blev tiende afskaffet, altså det med at der skulle ofres til kirken, til præsten og degnen.  Men godsejeren hævdede, at tiende indtægten slet ikke stod i forhold til den stærke befolkningstilvækst i Brønderslev, så derfor mente han, at det ikke kunne påhvile godset, at skulle bekoste istandsættelse og udvidelse af Den gamle Kirke. Det kom der så en retssag ud af. Og Højesteret gav i 1907 kirkeejeren medhold i, at det ikke påhvilede ham at gøre kirken i stand.

Så tog menigheden herefter sagen i sin hånd, og begyndte med en indsamling i årene 1907-08, hvorved, der blev indsamlet ca. 16.000 kr. i frivillige bidrag, men til bygning af en Ny Kirke, som der blev købt en grund til inde midt i byen. Man fik lavet tegninger og foretog et overslag over, hvad det ville koste at sætte sådan en kirke op.

Nu skal det måske indskydes, at den daværende præst, provst H. C. M. Krarup var mest stemt for en udbygning og istandsættelse af Den gamle Kirke, og han fik udarbejdet tegningerne til en sådan istandsættelse og udvidelse. Men det fik til følge, at der nu var to forskellige opfattelser af, hvordan man skulle gribe sagen an, og det udsatte arbejdet for en tid. Så arbejdet blev først genoptaget, da Krarup døde i l913, hvorefter Fr. Fabricius Dahl blev sognepræst. Ja, så husker vi jo, at krigsårene kom, første Verdenskrig fra 1914-18. Det fik arbejdet til at ligge stille i disse år. Men det gjorde ikke savnet af et større kirkerum mindre, så det blev mere og mere påkrævet, at man kom i gang med byggeriet. Så allerede i 1917 tog man igen fat på at tegne bidrag til en Ny Kirke. Og i løbet af ret kort tid tegnedes der bidrag for ca. 70.000 kr. Hertil kom, at staten bevilgede 100000 og sognerådet ville garantere 50.000 kr. Så var man oppe på et beløb på ca. 220.000 kr. Så nu gik det den rigtige vej.

Arkitekt Schmidt udarbejdede tegninger til en ny kirke, og ud fra et beregningsoverslag 27. maj 1919 ville en kirke koste 250.000 kr.  Vi skal måske også lige nævne, at der var et sammenstød med det daværende menighedsråd og arkitekten om betaling for tegningerne. Arkitekten krævede et beløb på 654, 90 for arbejdet, men rådet vedtog på et møde den 4. maj-l916 at tilbyde arkitekten 300,00 kr. idet man føjede til “menighedsrådet fralægger sig både juridisk og moralsk forpligtigelse over for hr. V. Schmidts krav. Dette krav var i øvrigt fremsendt gennem provsten, og derfor skulle det tilbagesendes ad den samme vej, så derfor lyder den medfølgende skrivelse til provsten således: I anledning af Deres Højærv. Skrivelse af 18. april d. å.  angående en henvendelse fra Hr. Arkitekt Schmidt om hans tilgodehavende i anledning af tegninger og overslag til udvidelse af V. Brønderslev Kirke skal Menighedsrådet tillade sig at udtale.  “Menighedsrådet kan ikke andet end beklage, at Hr. Arkitekt Schmidt ikke har modtaget nogen betaling for det af ham i 1911 udførte arbejde med tegninger og overslag til Brønderslev kirkes udvidelse, men da dette Arbejde er foranlediget af det daværende Kirketilsyn, og der fra det daværende udvalg for tilvejebringelse af en ny Kirke blev protesteret imod en udvidelse af den gamle, indser Menighedsrådet, som først valgtes i november 1912, ikke, at dette kan være forpligtet i denne sag, hverken juridisk eller moralsk.  Da menighedsrådet gerne vil komme Hr. Arkitekt Schmidt, som jo faktisk har gjort et ikke lille arbejde og har haft personlige udgifter ved rejser m. m., så meget i møde som muligt, tillader man sig at foreslå, at der udbetales Hr. Arkitekt Schmidt 300 kr. af et beløb, som dels ved en kirkebazar, afholdt 1899, og dels på anden måde er tilvejebragt og for tiden udgør godt 3.000 kr. idet bemærkes, at der allerede en gang tidligere, nemlig for tegning til en ny kirke, der dog næppe er anvendelig, er udbetalt hr. Arkitekt Schmidt 623 kr. af samme konto.  Dette viser med hvor stor omhu, disse mennesker dengang behandlede midler, der ikke var deres. Og penge, der var indsamlede til andet formål end det indsamlingen gik på, mente man ikke kunne bruges til betaling af regninger, der forelå for arbejde, der gik på noget andet, end til det, som pengene var øremærkede til.  3. juli 1616 var der svarskrivelse fra Schmidt, hvori han afslog menighedsrådet tilbud, men senere foreligger der en følgeskrivelse fra kirkeministeriet med følgende indhold.

“I anledning af det med Hr. Kammerherrens og deres Højærværdigheds Skriv. af 19. d. m. hertil indkomne hoslagt med bilag tilbagefølgende andragende, hvori Arkitekt V. Schmidt af København, der i årene 1911-12 på afdøde Provst Krarups opfordring udførte opmålinger af V. Brønderslev Kirke og leverede forslag til dens istandsættelse og udvidelse, men hidtil ikke har fået nogen betaling for sit arbejde, anholder om, at der for dette må blive betalt ham et beløb af 654, 90, skal ministeriet, tjenstligt melde til efterretning og videre bekendtgørelse, at man er enig med Dem i, at Arkitekt Schmidt under hensyn til de foreliggende erklæringer fra vedkommende Menighedsråd og Provst vel måtte gå ud fra, at han vilde få sit arbejde betalt, men at der ikke påhviler kirken nogen forpligtelse til at yde ham nogen betaling herfor” Ja, det var et lille intermetso, der viser lidt om, datidens begreb om penge, lidt om, hvad pengene var værd, og hvilket højtideligt sprog, der var gængs. Det giver med andre ord lidt af et øjebliksbillede af forholdene dengang.

Men nu skulle man også til at gå videre med kirkebyggeriet.

Endnu et problem tørnede menighedsrådet ind i. Hvor skulle den Nye kirke placeres. Man havde fået udpeget en grund, som man havde på hånden indtil 1. jan. 1919. Den tilhørte fhv. Gdr. P. Hansen og kunne købes for 13.500. Endvidere en grund tilhørende fhv. postfører Peter Nielsen til samme pris Begge disse arealer var beliggende mellem Bredgade og Krogensgade. Men der var ikke enighed om placeringen, hvad der fremgår af følgende uddrag af forhandlingsprotokollen.

Den 30. dec.-1918 forhandledes en skrivelse fra sognerådet, i hvilken der efter en meddelelse om, at sognerådet har vedtaget at garantere for et lån på indtil 50.000 kr. til den nye Kirke, udtalte misfornøjelse med, at det af sognerådet valgte medlem af kirkes bestyrelse, købm. Andr. M. Tholstrup, ikke havde deltaget i menighedsrådets forhandlinger om pladsen for den kirke, og i hvilken der opfordres til, at nævnte medlem af kirkens bestyrelse træder i forhandling med menighedsrådet for at foretage en ny undersøgelse og muligvis finde en bedre egnet plads. Det vedtoges at lade købmand A. M. Tolstrup, der var til stede ved mødet, i løbet af 10 dage at foretage en undersøgelse af, om andre muligheder skulle være til stede end den af menighedsrådet udsete og ved et borgermøde vedtagne plads og på betingelse af, at sidstnævnte plads gives på hånden til 10. februar.

Den 9. feb. kom det til en forhandling med købmand A, M. Tolstrup om det var muligt at finde en anden grund, idet der forelå en erklæring fra arkitekt Schmidt gennem fabrikant P. Nielsen om, at der ikke kunne bygges en kirke med tårn på den førstnævnte grund, altså ved Krogensgade, men der kunne bygges en klokketårn i det nordøstlige hjørne.  Men nu forelå der også mulighed for en grund nord for Grønnegade, men da menighedsrådet ikke kunne forstå, at der ikke kunne bygges en kirke med tårn på førstnævnte grund bad man arkitekten om at rejse herover, for at forklare sig om sagen.  Det fik til følge, at menighedsrådet blev overbevist om, at det var det rigtige sted, som man i første omgang havde valgt til kirken, så derfor måtte man meddele dette til sognerådet.

Det fik så sognerådet til at beslutte, at der skulle foretages en folkeafstemning om placeringen Denne afstemning fandt sted den 24. jan. 1919 med følgende resultat: For pladsen ved Bredgade-Krogensgade:434 og for pladsen Gravensgade -Grønnegade: 259 Men nu var det også på tide, at der skulle gang i byggeriet. Men vi kender jo at prise på materiale og arbejdsløn er stadig stigende, så dette overslag, der var foretaget, blev hurtigt for småt.

Nu stillede kirkeministeriet i udsigt, at Staten ville bekoste halvdelen af summen, som det kostede, at bygge kirken. Og i sommeren 1920 begyndte byggeriet, idet man havde besluttet at ville opføre kirken i to etape. Og først senere blev fritstående tårn (Kampanile) opført. Herved regnede man med at kunne spare ca. 60-70.000 kr. i første omgang.  Så nu skred arbejdet hurtigt frem, og efter at grundstenen var lagt 1920 den 20. aug. kunne kirken som nævnt indvies 26. marts 1922.

Den herskende dyrtid med prisstigninger havde fået til følge, at udgiften til byggeriet, inventar plus en vedligeholdelsessum blev i alt ca. 400.000 kr. Men i det beløb er også tårnet medregnet. Dette blev opført i 1927.  Som man ser, består kirken af skib og kor i rum. Hertil kommer så tårnet.  Ydermurene er af røde håndstrøgne Mursten, der er opført på en granitsokkel. Langs med ydermurerne er der kraftige stræbepiller af glaserede mursten.  Kirken har rødt tegltag, og dets indre har murede krydshvælvinger, der er understøttet af 12 slange granitsøjler, der hver er 5 m. høje.  Da kirken blev bygget var der pulpiturer langs med siderne, hvad, der gjorde rummet noget mørkt og tungt, men kirken kunne da rumme ca. 540 mennesker, der alle kunne sidde ned.  På alteret var der da anbragt et stort forgyldt kors, der skulle virke som en slags altertavle.  Prædikestolen er af egetræ.  Døbefonten er af Kalksten.  Dåbsfadet samt kalk og Disk er fra den Gamle kirke. Dåbsfadet er helt uden indskrift og er af messing.  Disken og kalken er ret nyt fra ca. 1860 og tilvirket i Aalborg hos firmaet P. Ørsnes. Her er heller ingen indskrift.  Alterstagene er nye og anskaffet til kirken, da den blev bygget. Både det gamle og det nuværende orgel er bygget af Frobenius, Kbh.og er nu på 31 registrer.  Skibet, der hænger ned fra loftet er lavet og skænket af bødkermester Andreas Kongsdal  Den syvarmede lysestage bærer inskriptionen:Til minde om Kirsten Marie Steamann Hansen, 7. dec. 1911 død 25. dec. 1919. Det samme gælder lysekronerne. Følgende navne udgjorde det udvalg, der arbejdede med kirkesagen: P. Nielsen, N. Eskildsen, N. Henriksen, Markus Hansen, Marie Tolstrup, Elisabeth Selchou og Fr. Dahl.  Det var dem det begyndte med, men efter valget i 1916 kom der nye navne til de her nævnte.  particulier C. Tolstrup, Missionær Nielsen, rebslager Jakob Sørensen, faktor J. M. Henriksen, og landinspektør C. J. Jungersen, oversygeplejerske Anna Dahl, jernstøber Barslund.  I 1920 blev det følgende Fr. Dahl, landinspektør C. J. Jungersen, husmand S. C. Sørensen, værkfører

1. R. Tolstrup, lærer E. E. Kristensen, gartner
2. P. A. S. Jensen, karetmager A. P. Christensen, fabrikant
3. Nielsen og bageribestyrer A. M. Thomsen.

 

Indskrift på kirkeklokken: “Jeg vaager ved Morgen, jeg vaager ved Kvæld, Vaag og bed og tænk paa din sjæl”. Klokkespillet blev taget i brug julen 1963 og her var der forskellige meningstilkendegivelse af hvilken melodi, der skulle spilles: Melodien Jylland mellem tvende have afvistes af biskoppen. Valget faldt så på: kl. 8, 00 Morgenstund har guld i mund kl. 12, 00 Lover den Herre kl. 18, 00 Nu takker alle Gud kl. 21, 00 Sig månen langsomt hæver.

 

1969 begyndte planerne om at ombygge kirken.  Mosaikruder i østgavlen, der er fremstillet af Helle Scharling. Det er abstrakt, så enhver kan lægge det ind i det, som man vil.  Så kom turen til nyt alterparti, der er udarbejdet af kunstneren Johannes Hansen, en bror til Karl Robert Hansen, der har været præst ved kirken.  Restaureringen blev gjort færdig i 1972, hvorefter kirkerummet fremtræder, som vi i dag kan se det, dog med undtagelse af de nye mosaikruder i sideskibene.

Som jeg har lært byens befolkning at kende, så er det jævne og pålidelige menneske, som man kan regne med står inde for det, som de udgiver sig for. Trofaste mennesker, som det var en fornøjelse at være præst imellem. — Mon ikke det også var derfor, at jeg fik lov til at være en af deres præster i 27 dejlige år.

 

Jeg husker fra min indsættelse som præst, at provst Per Clemmensen bland andet sagde noget om, at som præst så får du oven i det, som du er som menneske, så får du med dig i din gerning som præst hele folkekirkens tyngde af betydning for mennesker i medgang og modgang, det får du med dig som præst i din bagage. Det betyder for dig, at når du nu færdes mellem menneske her sognet, så vil de modtage dig med åbenhed og fuld tillid, netop for du kommer som præst. Det Per Clemmensen sagde til mig, det er bare rigtig. Det at blive iklædt med kirkens lange tradition med at komme mennesker i møde i alle livets situationer, det giver præsten en utrolig tillid blandt de mennesker, som man er præst imellem.

Men det kræver naturligvis også, at præsten er en sådan tillid værdig. Det er noget, der med et fint ord kaldes dekorum.

Naturligvis er præster også mennesker, og det må de have lov til at være, hvis ikke, så duer det ikke. Men med dekorum menes der, at du som præst opfører dig sådan, at du kan være bekendt at møde de mennesker, som du er præst imellem.

Jeg har sommetider brugt det billede, at hvis du har været i biografen en aften eller været til fest, så duer det ikke, at du kommer syngende gennem byens gader, når du skal hjem, for hvad vil folk så ikke tænke.—— Husk at du kan  måske møde det menneske, der har hørt dig komme syngende, ham eller hende kan du måske møde i kirken dagen efter til et familiemedlems begravelse. Nu har det nu aldrig faldet mig svært, at leve op til de forventning er, som en menighed må have til deres præst.

—— De mennesker, som man først lærer at kende, når man kommer til et sogn er jo de mennesker, der oftest kommer til kirken. Menighedsrådet er naturligvis de fleste steder de mennesker, som man får mest med at gøre.

Og her synes jeg, at Brønderslev sogn har haft mennesker i rådet, der i den grad har engageret sig i det liv, der rører sig i kirken og i sognet. Man har trukket på samme hammel. Når der skulle være valg til menighedsrådet, ja så var der, som det er naturligt i et demokratisk samfund, så var der flere lister, som der kunne stemmes på. Men når valget var vel overstået og de valgte havde konstitueret sig, så havde man fælles opgave, nemlig at arbejde for kirkelivets fremme i sognet.

Et andet forhold, som jeg mener, har haft en god indflydelse, var, at min dengang eneste kollega Poul E. Klejnstrup, havde sådan et vindende væsen. Han var et menneske, som alle kunne være sammen med og som man satte stor pris på. Det var ikke embedsmanden højt på strå, men mennesket Poul, som man mødte og som ville alle mennesker det bedste. Det mener jeg har haft en positiv indflydelse på stemningen og den positive indstilling i menighedsrådet og i kirkelivet i øvrigt. I Klejnstrups selskab følte man sig godt tilpas.

Derfor var det altid en fornøjelse, når rådet den ene gang op året skulle på den årlige udflugt. At man netop denne søndag lagde søndagens eneste gudstjeneste allerede kl. 9, synes jeg ikke man kunne tillade sig, bare fordi, der skulle være udflugt.

Men der var altid en festlig stemning og som regel var alle med sammen med ægtefælle eller ledsager, som det hedder i dag. Ja, da Ole Skovgaard kom til Brønderslev og Serritslev som præst, da blev det besluttet, at også de mindreårige børn måtte være med, for det var jo børnene, der måtte undvære den af forældrene, der sad i menighedsrådsmøde den ene gang efter det andet i årets løb.

Også den beslutning gav festligt indslag i udflugtsforsamlingen.

En stemning, som ikke blev ringere af, at den daværende kasserer, Kaj Severinsen til kaffen efter middagen kunne foreslå, at økonomien var i så god orden, at der godt kunne blive til en cognac til kaffen for dem, der havde lyst.

En udflugt eller studietur, som det også kaldes havde jo også et kirkeligt formål, for eksempel ud at se et nyt kirkebyggeri eller menighedslokale, som der jo blev bygget mange af i disse år.

For kirken skulle også være til for sognets beboere, når det ikke var søndag. Siden hen har det været svært at forstå, hvordan Brønderslev kunne være kirke for menigheden uden et menigheds hus, eller sognegård, som nogen ynder at kalde bygningen.

Jeg husker fra indvielsen af menighedshuset at formanden, ”smeden,” som man kaldte ham, for menighedsrådsforeningen var kommet til Brønderslev i den anledning, for at tale til menighedsrådet og forsamlingen i øvrigt. Han sagde blandt andet, at hvis nogle skulle være bekymret for, om der var bygget for stort og for flot, så kunne han godt love folk i Brønderslev, at i løbet af nogle år, så ville det vise sig, at huset ville være for lille til at tilgodese alle de aktiviteter, som der ville finde sted i huset. Og sidenhen har det jo vist sig at slå til.

Brønderslev ny Kirke efter den store renovering med tilbygning af mødelokaler og andre faciliteter i 2019

Før den tid, da foregik konfirmandlæsningen jo på de forskellige skoler i byen. For der var efterhånden kommet så mange konfirmander at lokalet i præsteboligen ikke slog til længere. Så derfor måtte præsten rundt på skolerne for at forberede konfirmanderne til konfirmationen.

Det var jo ikke den mest ideelle løsning, for så kunne præsten let af børnene blive anset for at være en slags vikar, som jo ind imellem måtte tilkaldes for at få undervisningen til at hænge sammen.— Nej, det var meget bedre at få børnene ud af skolemijøet og hen til kirken, som jo var baggrunden for konfirmandundervisningen.  Her i kirkens område var  børnene meget lettere at motivere for den kirkelige undervisning. Var der et eller andet særligt, der skulle fortælles om, så var det let lige at flytte børnene over i kirkerummet, hvor det var meget anderledes at være end i skolen. Om hvad mere er, så lærte man jo også på den måde, at føle sig hjemme i kirkerummet.  For der har jo været en kedelig tendens til, at når børnene var konfirmeret, så var de færdige med kirken.  Det er jo hvad den historie om præsten handler om, som fortæller, at der var en kirke, hvor allikerne i den grad var blevet et problem, fordi de fløj ind i kirken alle vegne, hvor der var mulighed for det, ind i tårnet, ind under taget og var over alt og det lavede en vældig griseri for graveren, så derfor var problemet blevet så stort, at det nu var havnet som et punkt på menighedsrådets dagsorden. Og efter lange og indgående drøftelse om sagen med gode forslag om, hvordan man skulle blive problemet kvit, så kom præsten til sidst med det forslag, han ville foreslå, at man holdt en slags gudstjeneste, hvor man ligesom konfirmerede allikerne, for han havde jo erfaret, at det virkede udmærket på de almindelige konfirmander.

Det har været en glæde, at have med børnene at gøre i kirkens miljø. Her var det meget lettere at få et personligt forhold til de unge mennesker, som jer har lært at kende nogenlunde uden undtagelse som søde, ofte fornuftige og motiverede børn. Det fik man bekræftet på den konfirmandudflugt, som blev arrangeret efter konfirmationen. Vi havde en bus eller to til rådighed alt efter holdenes størrelse. Først på dagen skulle vi besøge en kirke eller måske en kirkeruin og senere på dagen et forlystelsessted efter børnenes ønske. Det blev gennem mange Fårup sommerland.

Når jeg tænker tilbage på min præstetid i Brønderslev, så er der jo mange forskellige oplevelser, der dukker op i min erindring. De oplevelser, der handler om menneskers samtale med præsten kan jeg jo af gode grunde ikke fortælle om, hvor det er noget, som det pågældende menneske har fortalt mig som præst i fortrolighed. Og det er derfor ikke noget, som jeg kan skrive om i en bog om Brønderslev.

Men der er jo mange andre ting og forhold, som jeg kan fortælle om, som ikke er fortrolige. For eksempel kunne jeg godt tænke mig at nævne Harald C. R. Thomsen, som var rådets formand igennem mange år. Et menneske, som jeg lærte at kende, og som jeg satte stor pris på. Når Thomsen havde taget sig af en sag, så kunne man regne med, at sagen var i gode hænde. Thomsen var et ordensmenneske, som følgende lille vidnesbyrd minder om. Jeg husker, at jeg en tid efter, at jeg var kommet til Brønderslev havde ærinde i Thomsens butik. I den forbindelse fortalte han mig, at han ikke kunne forstå, hvorfor han ikke havde fået sit momsregnskab tilbage. Det skulle på det tidspunkt sendes til et kontor i Frederikshavn, men var altså ikke kommet retur, som det plejede at komme. Men så fortalte Thomsen videre, at man havde ringet fra momskontoret og havde beklaget, at de ikke havde sendt det retur endnu, for som de sagde: ”De ville gerne have regnskabet liggende, så de kunne vise folk, hvordan et regnskab skulle føres.”

Det var også med Thomsen som formand for rådet, at menighedslokalet blev bygget med arkitekt Bjerregaard som tegner og byggekyndig. Det var en tid med mange møder, hvor der var mange ting, der skulle tages stilling til. — At det var påkrævet med mere og bedre plads i kirken vidner følgende lille oplevelse om, som jeg havde ved en af de første møder i rådet, som jeg var med til. Møderne var henlagt til rum bag orgelet i kirken. Man sad alle 14-16 mennesker rundt om et stort bord. — Der var som regel fri tobak, som ofte blev sendt rundt. Det var ikke de rygeregler, som vi kender i dag, der var gældende. Jeg husker, at røgen blev tættere og tættere alt som aftenen skred frem. På et tidspunkt var det så tæt, at man kun kunne skimte de mennesker, der sad for den modsatte ende af bordet. Da vi så endelig kom frem til punktet ”eventuelt” på et meget sent tidspunkt, da stillede jeg det forslag, om der ville være mulighed for at rådet købte en røgsuger, for som ikkeryger havde jeg det lidt svært ved den megen røg. — Og så skete der noget, rådet brast i en voldsom latter, så der gik vist 5 minutter, før der blev ørenlyd igen. Så det forslag var der ikke rigtig forståelse for på det tidspunkt. Men efter næste valg til rådet, da blev Birte Nielsen valgt ind i menighedsrådet, og efter at hun havde overværet et møde, da ringede hun til Thomsen og sagde, at hun ikke kunne deltage i møderne, når der var så meget røg. Siden det tidspunkt har man ikke måttet ryge under møderne før sidst på aftenen.

På et eller andet tidspunkt blev det også tradition at fejre julen med en såkaldt midnatsgudstjeneste i den gamle kirke. Det første år, da det skulle til at begynde, henvendte jeg mig til Nordjyske for at få lidt omtale af det, da det var første gang, så skulle folk jo helt vide, at muligheden var til stede. Journalisten spurgte mig så, hvorfor vi nu ville i gang med det, så svarede jeg sådan for sjovt, at det var for at konkurrere med paven i Rom. Og straks kom det jo i bladet, nu ville kirken i Brønderslev konkurrere med paven. Jo avisen vil gerne benytte enhver lejlighed til at få sat gang i en god historie.

Men ideen slag åbenbart godt an, der kom så mange, at flere måtte går hjem uden at kunne være i kirken, for der var simpelthen ikke plads. Som det er nævnt, så har kirke en naturlig plads i befolkningens livshorisont. Mon ikke det kunne skyldes, at nu var det jul. Ræset før julen var ovre. Julemiddagen var indtaget, træet havde været tændt og gaverne var delt ud og åbnet, og nu ventede nogle dejlig julehelligdage, hvor man kunne slappe af i familiens kreds. Og nu var det jul, og hvad var mere nærliggende end at høre fortællingen om Frelserens fødsel og lade julefreden sænke sig over sind og krop.

Noget andet, som jeg også tænker tilbage på med glæde fra min tid i Brønderslev var de udflugter, som menighedsrådet satte i værk for menighedens medlemmer i byen.—Sådan husker jeg fra den første tur, som jeg var med på, da jeg kom til byen, Ingeniør Mulvad, der sad tæt ved mig i bussen, lod mig forstå, at det var vel nok et dejligt initiativ, som menighedsrådet her havde sat i værk. — Og det var det. Hvor har  menigheden oplevet mange fine turer, hvor der er oplevet meget fællesskab rundt om i den nordlige del af Danmark.

Lovens kirke besøges af folk fra Brønderslev.

Når der havde været valg til menighedsrådet, som der jo skal være ifølge loven hver 4. år, så var det altid spændende at se, hvem der blev valgt og hvilket udvalg de så senere fik plads i, når rådet skulle konstituerer sig. Var det en initiativrig person eller ej. En af de personer, som virkelig fik sat skub i tingene, var Ole Nørgaard, som fik plads i kirkeudvalget, da han blev valgt ind i menighedsrådet. I lang tid havde man talt om, at kirketårnet, kampanilen trængte til et grundigt eftersyn og udbedring af fugerne. Her viste det sig, at Ole Nørgaard var den rette mand i kirkeudvalget. Det varede ikke længe, før der blev sat gang i udbedringen. Og da man nu var i gang med kirketårnet, så kunne man jo ligeså godt også samtidig får den ene af kirkens klokker udskifter, da den ene af dem havde været revnet i nogen tid. På billedet kan man se, hvordan en stor kranvogn blev lejet til det formål, at få den gamle kirkeklokke ud af tårnet og få den nye klokke på plads. Det blev alt sammen udført på en og samme dag.

 

Det vækker opsigt i byen, da kirkeklokken skulle på plads.

Neden for har vi beviset for, at kirkeklokken nu er udskiftet.

 

Det har altid været en positiv oplevelse, at have at arbejde sammen med menighedsrådet ved Brønderslev kirke. Men når jeg tænker tilbage på de forskellige mennesker, som jeg har mødt i den sammenhæng, så er det jo gennem de 27 år i Brønderslev blevet til mange forskellige gennem årene. Mange af dem er gået bort, men lever jo stadig i min erindring. Her er der så nogle, der stadig tænder en varm følelse, når de indimellem dukker op i min erindring. Et menneske, som jeg især kommer til at tænke på med glæde, er Birthe Volden, som jo stammede fra København, men mødte Arne Volden, da han var indkaldt som soldat. Og så gik det jo, som så ofte, at de dannede par og hun flyttede med til Nordjylland. Og det vakte, som jeg har fået det fortalt, en del opsigt, at en københavner var flyttet hertil. I mange år blev Birte Volden kaldt ”københavneren” og da hun kom ind i menighedsrådet, var der straks nogle, der kom med forskellige kommentarer. Men jeg må sige, at jeg har sjældent mødt et menneske, som var mere venlig, hjælpsom og iniativrig end Birte Volden. Hun var med til at lade kirkens røst høre i byens nærradio. Hun var den, der skulle hjælpe med at skaffe en afløser, hvis organisten var syg og ikke kunne gøre tjeneste. Hun var med, når den årlige udflugt skulle tilrettelægges og senere igen, når turen skulle finde sted. Og vi ser hende også på billedet, da den nye kirkeklokke skal på plads. Også når konfirmanderne skulle på tur efter konfirmationen, så meldte hun sig som frivillig til at tage med. Jeg kan endnu for mit indre blik se Birte Volden sammen med nogle af børnene i Fårup sommerland rutsje ned med de både, der kaldes træstammerne, mens vandet sprøjter til alle side.

Gennem årene er der også sket en positiv udvikling med Brønderslev by. Da jeg kom til byen i 1979, lå der en del støjende og forurenende værksteder inde mit mellem beboelserne. Det er nu vel næsten væk. Og Rhododendronparken som optiker Tage Buus og bankbud Gunnar Vestergaard lagde mange kræfter i at få etableret, det står nu som et attraktivt udflugtsmål for mennesker langt uden for Danmarks grænser.

Og hvad var mere nærliggende, at henlægge en sommer gudstjeneste under åben himmel. Hvor naturen er kirkerum.

 

Og med den runde pavilloner der jo mulighed for at komme under tag, hvis det går, Thøger Larsen skriver sangen.”Byger der går og kommer,

Det er den danske sommer.

Og det vist nok stadig en tradition, som de nuværende præster og menighedsråd holder fast i, da det er blevet en udbredt skik mange steder i hele landet.

Der kunne jo være meget mere at fortælle om Brønderslev, men her er hvad jeg mener at kunne bidrage med.

Henning Kristensen.

Juni 2021

 

 

 

 

 

 

 BOE

Tygelsgade 22 Brønderslev

Forfatter.: Christian Larsen

10.feb.2017

Den gamle administrationsbygning i Tygelsgade, som den så ud, kort tid før BOE flyttede i nye lokaler på Saltumvej i Brønderslev.

Bygningen anvendes i dag til bibliotek, og de mange lokaler der ikke anvendes til bibliotek, anvendes til foredragsvirksomhed, foreninger der holder kurser møder m.m.

I de to lejligheder der hørte til elværket på hjørnet af Mejerigade/ Skolegade er der indrettet lokalhistorisk arkiv. I de samme to lejligheder afholder foreningen Slægtsforskning i Brønderslev deres aktiviteter.

Mit job ved elforsyningen BOE/Nyfors.

Indholdsfortegnelse

Indledning ……………………………………………………………………………………..    side 3

Slutningen ved Ryø/starten ved BOE………………………………………………    side 5

Elforbruget steg voldsomt langs vestkysten…………………………………..      side 23

Projekteringsafdelingen…………………………………………………………………      side 27

Bryllup……………………………………………………………………………………………     side 32

Efteruddannelse…………………………………………………………………………….      Side 33

Fjernkontrol…………………………………………………………………………………..      Side 35

Nyt byggeri på Saltumvej……………………………………………………………….     Side 37

Nye omgivelser……………………………………………………………………………..      Side 41

Motorvej gennem BOE’s forsyningsområde…………………………………..      Side 42

Medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem………………………………………….       Side 43

Jubilæum 40 år…………………………………………………………………………….       Side 44

Fusion………………………………………………………………………………………….        Side 45

Om rokering af personalet i selskabets lokaler…………………………….        Side 49

Fiber……………………………………………………………………………………………         Side 53

Rådhuspladsen……………………………………………………………………………         Side 55

Sidste periode ved Nyfors/belønningsmedalje………………………… …        Side 56

En sidebemærkning…………………………………………………………………….         Side 60

Personaleforeningen…………………………………………………………………..         Side 61

Hændelser/oplevelser…………………………………………………………………         Side 62

Indledning

Da jeg har fået positive tilbagemeldinger efter udgivelse af ”Mine livserindringer” kom på Facebook, fik jeg lyst til at skrive om min ansættelse ved Ryø i Aalborg, og efterfølgende hele perioden jeg var ansat ved elforsyningen BOE og senere Nyfors.

I den periode jeg var ansat ved elforsyningen, er nok den periode hvor der er sket mest inden for elforsyningen. Jeg tror ikke at der fremtiden vil byde på som mange forandringer.

Der vil givetvis i fremtiden blive en del fusioner, konkurrencen imellem selskaberne bliver større. Flere selskaber gør meget i at hverve kunder fra andre landsdele. Et år vi var i Faxe på Sjælland, stod der en sælger fra Nordjysk el handel og ville sælge strøm.

Ved Nyfors er alle lavspændingsluftledninger blevet kabellagt, alle 10kV mellemspændings luftledninger er blevet kabellagt, og der er blevet påbegyndt kabellægning af 60kV luftledninger.

Administrativt er de gamle protokoller og måler- og transformerkartoteker erstattet med nyt EDB anlæg. Gamle mekaniske målere er erstattet med målere med kommunikation til Nyfors, således at man er fri for at skulle ud og aflæse målere. (Ej udført ved mindre forbrugere ved Nyfors endnu) Alt administration foregår i dag over EDB anlæg. El opkrævninger foregår automatisk, der skal bare være en der starter processen op.

Fjernkontrol kommunikerer i dag over fiberkabler, til erstatning for bærefrekvens/APL kommunikation. BOE var meget sent ude med at udskifte deres fjernkontroludstyr. Alt det andre selskaber skrottede, såsom radiorør, bærefrekvensspoler o.l., fik BOE til foræringspris, men det kostede en formue at holde det vedlige.

Til gengæld er Nyfors meget langt fremme med udrulning af fiber. Ud over at der i dag anvendes fiber til fjernkontrolkommunikation, er der lagt fiber ud til rigtig mange husstande, således at det er blevet muligt at få en rigtig god internetopkobling, samt forskellige størrelser af TV pakker.

Ved BOE stod det meget hårdt til med at få computere, ja vi måttet faktisk til og finde fiktive opgaver, hvor der kunne anvendes computere, før der blev bevilget computere til teknisk afdeling. En af de fiktive opgaver for at få computere, var at vi skulle kunne tilbyde at udføre varmetabsberegninger – jeg tror aldrig der blev lavet beregninger af den type.

BOE var også meget sent ude med at indføre mobiltelefoner, selv om de kunne lette hverdagen for mange, i deres daglige arbejde.

Årsagen til at BOE var meget varsom med at udlevere biltelefoner, skyldes nok den politik skattevæsenet havde med at beskatte medarbejderes brug af mobiltelefoner.

Tidligere skulle vi skrive under på en tro og love erklæring om, at man ikke brugte telefonen privat. På slutningen jeg var ansat, skulle vi selv betale for alle de udlandssamtaler vi havde haft privat, hvilket også var helt rimeligt.

Denne beretning er skrevet godt 2 år efter at min ansættelse stoppede ved Nyfors 30. marts 2014. Siden jeg stoppede er den næste fusion allerede en realitet, Nyfors er fusioneret med Syd Energi, et kæmpeselskab beliggende nede ved Esbjerg.

Om det er godt eller skidt har jeg ingen anelse om, men jeg vil håbe at de valgte forbrugere/medarbejde, har taget den rigtige beslutning.

Min umiddelbare vurdering er at udviklingen er skidt for mange af mine tidligere kollegaer ved Nyfors, hele den administrative og forbruger afdeling er afskediget, hele salgsafdelingen er afskediget, lagerafdelingen er nedlagt – to mand afskediget, direktøren er ikke ansat i firmaet længere, og flere dygtige medarbejde har fundet andet arbejde.

Slutningen ved Ryø/starten ved BOE.

Efter at have afsluttet militærtjeneste ved telegraftropperne i Århus og Randers, kom jeg på Aalborg Tekniske skole, hvor jeg blev uddannet elinstallatør.

Efterfølgende kom jeg til og arbejde som akkord elektriker ved firma Ryø i Aalborg. For det meste arbejde jeg på cementfabrikken, men jeg udførte også andre opgaver på fabrikker i Aalborg og Randers.

Jeg tjente rigtig mange penge ved Ryø, havde mange gode kollegaer. Mit fusk virksomhed var på det højeste, i den periode. Når der var fyraften ved Ryø om fredagen, havde jeg en åben rekvisition som jeg anvendte til at købe materialer for ved el grossister i Aalborg. Jeg havde bl.a. en elinstallatør fra Gjøl, Jørn Just til at skrive anmeldelser for mig. Dette samarbejde kom i stand i forbindelse med at jeg etablerede el for nogle bekendte, i et par nye huse i Åbybro medens jeg var soldat.

Jeg ved ikke hvad mine kollegaer fra Brovst havde imod Jørn Just, han var efter min vurdering en hyggelig fætter, men han snakkede meget.

Det var faktisk min plan at blive selvstændig elinstallatør, men jeg manglede bare at købe en passende bil, og sådan en kunne jeg ikke finde.

Jeg var rigtig glad for at arbejde ved Ryø, der var et kollegialt godt samarbejde, og jeg havde meget med mine kollegaer at gøre i min fritid. For eksempel mødtes vi ude på Haraldslund svømmehal og motionscenter flere gange om ugen for at konkurrere. Nej jeg var ikke så tung dengang som nu, men jeg var også yngre.

Endvidere var jeg rigtig glad for at bo i Aalborg, mulighederne var betydelig større her, end de er i Brønderslev, for eksempel var der mulighed for at se de nye film i biograferne, muligt at benytte et stort bibliotek, mulighed for at videreuddanne sig, og ikke mindst var det muligt at gå ud og spise på en af de utallige restauranter.

Nu gik det ikke hverken værre eller bedre, end Bådstedhede transformatorforening blev underlagt direkte forsyning ved BOE. Vrensted og Bådstedhede transformatorforeninger var faktisk de to første foreninger der overgik til direkte forsyning fra BOE. Hvis I ikke alle ved det, var mit hjem på Bådstedhede, og jeg var i lære som elektriker Vrensted.

 Ældre billede af elværket i Tygelsgade. Det var driftsbestyrer Have’s bolig der ses til højre – ud mod Mejerigade. I bygningen lige bagved var der administration, og driftsafdeling.

I den høje del af bygningen–med gavlen ud mod vejen, var de tidligere el producerende maskiner, men senere blev de anvendt som garage for de store biler.

Det var et meget uhensigtsmæssigt sted at have placeret så mange biler, tænk hvis der gik ild i en af dem.

Det absolutte største problem ved at være inde i Brønderslev midtby, var at virksomheden var nabo til Skolegade’s skole. Hver morgen var der et mylder af skolebørn, der hvor lastbilerne skulle køre, for at komme ud af byen til deres arbejdssted.

Jeg ved ikke hvor gammelt billedet er, men alt det bevoksning der er foran bygningen var fjernet da jeg startede ved selskabet.

 Min fader der var med i bestyrelsen for Bådstedhede transformatorforening, var med nede ved BOE for at aflevere protokoller, og ved denne anledning spurgte han direktør Have, om ikke de havde brug for en ung elinstallatør. Have svarede ja, men han skulle lige tale med kabelmester Jens Møller Olesen først.

Det hele endte med at jeg skulle til jobsamtale efterfølgende lørdag, og da jeg kørte fra BOE, havde jeg fået nyt job.

Der var bare det lille problem at jeg var i færd med at installere el i en ny fabrik i Randers, hvis jeg sagde mit job op her og nu, ville jeg miste et stort akkordoverskud.

Jeg aftalte med min chef ved Ryø, og Møller Olesen ved BOE, at jeg gjorde mit arbejde færdig i Randers, for herefter at starte to måneder senere ved BOE.

Det var en stor forandring at starte ved BOE, min første vurdering var at det var ene gamle mennesker i godt halvtreds årsalderen der var ansat, men min vurdering holdt heldigvis ikke. Jeg blev budt velkommen af kabelmester Jens Møller Olesen, og skulle først ud på lageret for at få det mest fornødne udleveret. Jeg fik udleveret støvler, arbejdshandsker, regntøj – intet arbejdstøj, det fik man først efter et års ansættelse.

Jeg synes at ham lagermanden Palle Jensen, var en mærkelig en, men efter et stykke tid ændrede jeg fuldkommen mening, han var en rigtig flink og behjælpelig person, en jeg havde et rigtig godt samarbejde med.

Al lagerregistrering foregik ved at han skrev materialerne ud på en lagerseddel, efterfølgende noterede han det i et papirkartotek hvad der var skrevet ud/ind. Ud fra papirkartoteket skulle han beregne hver måned til den første hvor meget lagerværdien var.

Palle Jensen havde også til opgave at beskæftige personer der ikke lige var blevet sat på en opgave. Andre personer kunne sagtens selv finde ud af at rydde op steder hvor der trængte til det, men nogle personer kunne ikke selv finde ud af hvad de skulle lave.

Det var meget irriterende for Palle Jensen at have personer til og gå og drive den af, så når han blev irriteret nok, ringede han, og så var det så vores opgave at finde noget oprydningsarbejde.

Ikke alle personer var gode til at holde orden i deres firmabiler. Engang kom en administrativ medarbejder ud og spurgte en montør efter, om ikke han havde tag på hans bil længere. Montøren svarede prompte, selvfølgelig havde han tag på. Det kunne den administrative medarbejder ikke forstå, for alle de papirer montøren afleverede var både våde og beskidte.

Det var en stor sag når der skulle skiftes en transformer i et gammelt muret tårn. Til at løfte transformeren fra den lastbil transformeren blev transporteret på, og hen i tårnet, rekvirerede man Falck. For at få transformeren ind i tårnet, lagde man rør på jorden, det vil sige transformeren blev rullet ind på plads.

Udenfor på transformertårnet var der desuden muret et jern ind i ca. 4 meters højde, jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg mener at det blev anvendt til at fastgøre en talje i, så man derved kunne trække en transformer ud af tårnet.

Personen forrest på billedet ses en af mine makkere Børge Nielsen, ham der lærte mig op som stationsmontør. Manden til højre med ryggen til henne ved tårnet ligner luftledningsmontør Lindhardt Schønning Nielsen.

Sikkerhedshjelme var nok ikke opfundet dengang.

Dette samt de næste billede er taget før jeg startede i selskabet.

På sidste arbejdsdag før jul, blev der drukket kaffe med tilhørende julekage. Der blev ligeledes serveret portvin og sherry. I de gamle lokaler i Tygelsgade var der ikke lokaler der var store nok til at alle ansatte kunne være der, så der blev dækket op i den store maskinhal.

Ved arrangement blev der sunget to julesalmer, og til sidst ”Dejlig er jorden”

På øverste billede ses kabelmester Jens Møller Olesen, ledningsmontør Otto Jeppesen, overmontør Åge Madsen og ledningsmontør Niels Juhl Thomsen. Forrest med ryggen til, montør Svend Jensen

På nederste billede ses bl.a. Jørgen Bo., Lindhardt Schønning Nielsen og Erik Dalsgård. De øvrige har jeg ikke navnene på.

Som det kan ses på Niels Juhls kedeldragt, hed selskabet BHS dengang, Brønderslev Højspændings Selskab.

 

Om vinteren var der normalt meget stille ved BOE, og hvis direktør Have kom ud på lageret, var han hurtig til at uddele opgaver – der skulle ryddes sne, der skulle fejes fortov, og lignende. Normalt kom direktør Have kun den ene gang ud på lageret, men en dag kom han igen kort tid efter. Montør Otto Jeppesen udbrød så alle kunne høre det.: Nu kommer han fandeme igen, og så var det bare med at komme væk i en fart.

Jeg skulle selvfølgelig også ud og arbejde, det var jo det jeg var kommet for, og min første opgave var at tilslutte en spændings forhøjer i Harpsø oppe ved Tårs. Vi drog tre mand afsted, Anders Bisgård der kørte kranbilen med spændingsforhøjeren og overmontør Åge Madsen og undertegnede kørte i Åge Madsens bil. Vi fik spændingsforhøjeren sat på plads, jeg fik kablerne trukket op i masten, og ikke mere den formiddag. Der var ingen hjælp og hente i Åge Madsen, det var vist flere år siden han havde haft et par mastesko på.

Over middag kørte vi til Harpsø igen, fik spændingsforhøjeren tilsluttet, og så var det bare og vente på Helge Hansen, der skulle indregulere spændingsforhøjeren. Helge Hansen fik udført Indreguleringen, så var det bare retur til BOE – vi nåede ikke mere den dag.

En spændingsforhøjer er en autotransformer, der bliver opsat når at spændingen ved nogle forbrugere er for dårlig. Hvis spændingen er helt elendig kunne der også opsættes en kondensator, der kunne rette skævheder i spændingen op. Der findes mig bekendt intet af den slags ved Nyfors i dag.

Jeg glemte at skrive at temperaturen var omkring de minus 10 grader, og mig som var vant til at gå i en varm fabrikshal – jeg frøs som en lille hund.

Anders Bisgård der næsten startede samtidig med mig, fik jeg ikke ret lang tid sammen med – mindre end to år. Anders der var en stor og stærk mand, brugte hele hans fritid som formand for Øster Brønderslev idrætsforening, og hans et og alt, var hans kone og to store drenge. Anders blev uhelbredelig syg, og døde fire uger efter at hans sygdom var konstateret.

Næste opgave var at erstatte én gammel marmortavle i BOE’s maskinhal med en ny pladekapslet tavle. Marmortavlen havde været anvendt dengang der havde været el produktion i maskinhallen. Alle kabler der gik fra den gamle tavle gik ned i kanaler der var i gulvet hvor maskinerne havde stået. Kanalerne var fulde af udstødningssod, og gamle kabler, som ingen vidste hvor gik hen. Det var en rigtig møg opgave og ikke ufarlig da der var både jævn- og vekselstrøm i den samme tavle.

Den stor kran der var i loftet skulle kunne køre altid, hvis der kom en vognmand der skulle have læsset af, dengang ejede BOE ikke en gaffeltruck.

Jeg fik den nye tavle tilsluttet, fik fjernet alle de gamle kabler der ikke var i brug længere, og troede ikke at jeg skulle til og komme i berøring med de gamle kanaler mere, men jeg skulle blive klogere.

Den næste periode gik med at hjælpe de montører der stod og manglede en hjælper, men typisk gik sidste dag i ugen gik med at køre på gadebelysnings eftersyn, Til det job havde vi en gammel stigebil, der kunne skydes op i ca. 10 meters højde, og det var også nødvendigt for at nå op til gadelamperne der sad i 10 meters højde. Det var noget af en udfordring at kravle op på stigen i blæsevejr, men hvis det blæste for meget, blev opgaven bare udsat til ugen efter.

 BOE har altid gjort meget ud af at holde deres medarbejdere ajour, med hensyn til uddannelse, og ikke mindst efteruddannelser. Enten blev der holdt kursus lokalt, eller der blev holdt kursus i samarbejde med de øvrige nordjyske selskaber.

Mit første eksterne kursus jeg deltog i, var et kursus i kabelarbejde og foregik i Fredericia. Det var et meget lærerigt kursus, hvor jeg lærte det jeg skulle bruge i dagligdagen. Jeg havde gode lærerige dage i Fredericia, sammen med kollegaer fra det meste af Jylland Fyn.

Der er ikke noget bedre end at have været på kursus, og så komme hjem og bruge det lærte. Jeg kom bl.a. med ud og lave højspændingsmuffer sammen med montør Kaj Bjarne Jensen.

Vi var blandt andet i Rødhus, hvor vi i middagsstunden kørte op til en høj mellem feriebyen og campingpladsen, her kunne vi se når flyvevåbenet havde skydeøvelse oppe i Tranum. En dag skulle vi også prøve at køre ned på stranden, for om vi kunne bedre se her, det kunne vi ikke, og det var rent held at vi kunne køre derfra ved egen hjælp.

Engang vi også var i Rødhus for at lave højspændingsmuffer, blev jeg stukket i halsen af en hveps, der var i den sodavand jeg drak. Det gik meget stærkt med at komme til Brønderslev sygehus, hvorefter jeg blev kørt til Hjørring. Heldigvis kunne jeg stadig få luft, så der blev ikke brug for den skalpel som en sygeplejerske havde med i ambulancen.

Jeg skulle også prøve at være med på højspændingsholdet, under ledelse af overmontør Lindhard Schønning. Jeg var blandt andet med i Ingstrup og Pandrup, hvor vi var i gang med at bygge nye 10 kV højspændingslinjer. I middagspausen der blev holdt i vores gamle telefonbil, spiste vi først vores frokost, og efterfølgende fik vi et spil whist. Telefonbilen var indrettet således, at midt på bilen var der en kabine, med et bord i midten, og plads til tre mand på hver side af bordet.

Lindhard Schønning Nielsen er en af de bedste kollegaer jeg har haft, og desværre fik jeg heller ikke ret lang tid sammen med ham, da Lindhard blev syg. Jeg var den sidste kollega der besøgte ham på Brønderslev sygehus. Den aften jeg var der, var hans kone Elly, og søn Ib fra Saltum på besøg. Jeg tror aldrig at jeg har kæmpet så meget med ikke at få vand i øjnene under et sygebesøg, se sin gamle kollega, fuldkommen afmagret og afkræftet.

På cykelturen hjem fik følelserne frit spil, jeg græd hele vejen hjem fra sygehuset til min lejlighed i Skolegade.

Det var også ved højspændingsluftledning, jeg nok også fik en af mine største forstrækkelser. I forbindelse med lyn og tordenvejr var et stort område vest for Saltum uden strøm. Vi havde fået lokaliseret fejlen til at være i en højspændingsmast ude ved Saltum Strand, så for at få strøm på store dele af Saltum, måtte vi op i en afgrenings mast oppe i Saltum, for at tage forbindelser ud til det fejlramte område.

Jeg ved ikke hvor længe vi ventede med at kravle op i afgrenings masten, men det har i hvert tilfælde ikke været længe nok, for da Kaj Bjarne og undertegnede sad oppe i afgrenings masten, slog lynet igen ned ude på strækningen mellem fejlstedet og afgrenings masten. Vi kunne tydelig se lynet, der bevægede sig ind på højspændingsledningerne, som en blå lysende bølge, ind mod os, der sad oppe i afgreningsmasten.

Kaj Bjarne sad i toppen af masten, kunne ikke nå at komme ned, men da jeg sad nederst i masten under ledningerne, tog jeg en hurtig nedstigning, armene omkring masten, fik masteskoene gjort fri, og så ellers ned på jorden.

Heldigvis blev lynet stoppet af den arbejdsjord vi havde sat ud mod fejlstedet, det gav et ordentlig rabalder, da lynet blev afledt til jord, der skete ikke noget med hverken Kaj Bjarne eller mig, ud over at vi fik en slem forskrækkelse.

Selvfølgelig blev vi belært om at vi ikke måtte kravle op i master, når der var tordenvejr, men vores vurdering var blevet taget i fællesskab, og vi vurderede at det var stoppet med at lyne og tordne.

Jeg skulle også lære at montere kabelskabe, som man gjorde det ved BOE – det var sammen med Jørgen Bo Pedersen, som for i øvrigt bor i samme gade som mig nu. Jørgen Bo var meget omhyggelig med sit arbejde, jeg kan ikke mindes at nogle af de kabelskabe Jørgen Bo monterede brændte af.

Der var jo en masse transformatorforeninger der blev underlagt direkte forsyning fra BOE, og disse havde typisk ingen dokumentation over deres anlæg, vidste heller ikke hvilken stand deres anlæg var i.

BOE ved driftsassistent Brønden havde godt nok været behjælpelig med at løse transformatorforeningernes spændingsklager, men disse ændringer var ikke registreret nogen steder.

Sammen med en gammel opslidt montør Richard Thomsen, fik vi registreret et utal af anlæg, og fik ligeledes undersøgt hvilken tilstand anlæggene var i. Richard Thomsen havde deltaget i det opslidende arbejde med at rejse højspændingsmaster ved håndkraft. Hver dag efter arbejdstids påbegyndelse, skulle vi endelig ud og se til Richards søns ejendom ude på Grishøjgårdsvej, hvor der var bier. Richard havde aldrig ejet noget fast ejendom, havde siddet til leje hele hans tid, derfor var han meget stolt over, at hans søn havde købt et nedlagt landbrug.

En dag hvor vi virkelig havde gået meget luftledning igennem, og det passede med at vi holdt frokostpause meget sent, holdt vi pause et meget stille sted i Moseby.

Stedet var så stille at vi begge faldt i meget dyb søvn, så dyb at der havde været fyraften, hvis vi var kørt retur til BOE på det tidspunkt. Det gjorde vi ikke, vi blev ved med at arbejde så længe, at vores samvittighed var ren, da vi kom hjem.

Jeg skulle også lære og montere transformerstationer, så jeg kom til og arbejde sammen med overmontør Børge Nielsen. Børge Nielsen var absolut imod alle forandringer, og det var kun hans mening der var gældende.

Børge Nielsen var en fantastisk god læremester, man var tryg ved at arbejde sammen med ham. Børge Nielsen havde mistet synet på det ene øje, for år tilbage ved arbejde i en transformerstation. Uheldet skete i forbindelse med at man havde overset en udvendig lavspændingsafgang. Da man så afbrød ledningsadskilleren for transformeren, blev der et ildhav, da en lednings adskiller kun kan afbryde transformeren uden belastning.

Jeg lærte meget af Børge Nielsen, og efter et halvt års oplæring overtog jeg han arbejde.

Ingen tvivl om at et gammelt muret transformatortårn var et specielt bygningsværk, og af samme årsag blev Hjørring museum inddraget i hvilke transformatortårne der skulle bevares i det gamle BOE område. Ulempen ved disse tårne, var at etableringstiden var meget lang og de var meget dyre i vedligeholdelsesomkostninger.

Nogle investorer synes så godt om disse bygningsværker, at de har fået dem overdraget, mod at de overtog den fremtidige vedligeholdelse.

Jeg fik nok ikke lært alt om registrering af målere i transformerstationer. Vi byggede en dobbelt transformerstation om ved Ørum mejeri, således at der var en transformer for Ørum mejeri, og en transformer for Ørum by. Desværre var mærkningen af målere ikke korrekt, med den konsekvens at Ørum mejeri kun blev afregnet med det forbrug der var i Ørum by.

Mejeribestyrer Børge Kjær havde udviklet et ultrafiltreringsanlæg til blandt andet produktion af fetaost. Dette anlæg kørte 24 timer i døgnet, og i sagens natur en rigtig energisluger. Der gik halvandet år inden fejlen i elafregningen blev opdaget, og man havde godt nok undret sig på mejeriet over, at elregningen var forbløffende lav, nu da man kørte i døgndrift.

Direkte citeret fra bogen Det Nordjyske fetaeventyr.: En dag i 1979 kom direktør Møller Olesen fra BOE på besøg på mejeriet. Han gik i første omgang rundt som katten om den varme grød, men så sprang bomben. Mejeribestyrer Børge Kjær foreslog direktøren at mejeriet over et år betalte for al den forbrugte strøm, i løbet af det kommende år, hvilket direktøren selvfølgelig blev ovenud taknemmelig for.

Jeg har nu her fornylig været oppe på RYÅ is i Åbybro, og kunne naturligvis ikke lade være med at stille et par spørgsmål om Ørum mejeri, for det kunne jo ikke passe at to mejerier der lå så tæt op af hinanden, ikke havde nogen samarbejde.

Jeg fik det svar af mejeribestyrer Niels Henrik Lindhardt, at han aldrig havde haft lyst til at samarbejde med personer der var vildt satsende, og jeg må indrømme efter at jeg har læst bogen Det Nordjyske fetaeventyr, at Niels Henrik Lindhardt havde fuldkommen ret.

Det var ufatteligt at mejeribestyreren/bestyrelse på Ørum mejeri turde gøre det de gjorde, der var mange mælkeleverandører, og kun en aftager af fetaost, nemlig Iran – en meget ustabil aftager. På et tidspunkt, ville de ikke aftage fetaost i fire måneder på grund af en tvist. Som Børge Kjær skrev i hans bog, det var godt vi havde en god bankforbindelse.

Ørum mejeri var i mange år BOE’s største forbruger, og det var ligeledes skyld i at der ikke blev et mageskifte mellem ESV og BOE. Planen var at BOE skulle overtage et område omkring Hvilshøj, og ESV skulle overtage Ørum og Ravnstrup, men af naturlige grunde, ville BOE ikke afgive den største kunde i Ørum til ESV.

I store træk var BOE’s forsyningsområde fra Rødhus til Lyngby langs kysten, og fra Ravnstrup til næsten Tårs i østsiden. ESV forsynede op til Hvilshøj, hvorimod BOE forsynede ned til Ravnstrup. Da BOE’s største forbruger i en periode lå i Ørum, ville man forståeligt nok ikke være med til et mageskifte, så BOE overtog Hvilshøj og ESV overtog Ørum.

Inden Børge Nielsen stoppede i marken havde vi en fremmed montør Bak Martinussen til at montere transformerstation Toldbovej i Løkken. Bak Martinussen havde nok været en god montør engang, men han manglede en hel del viden om brugen af de nye materialer.

Jens Møller Olesen, Børge Nielsen og undertegnede var kørt til Løkken, hvor vi skulle sætte transformerstation Toldbovej i Løkken i drift, sammen med Bak Martinussen.

Møller Olesen og Børge Nielsen stod begge lige uden for transformerstationen, og jeg var helt inde i transformerstationen for at sætte den i drift. Da jeg satte strøm på, stod det hele i lys lue, så det drejede sig bare om at komme ud af transformerstationen i en fart.

Jeg løb alt hvad jeg kunne, men kunne ikke komme forbi Møller Olesen og Børge Nielsen, der jo begge stod lige uden for i døren, de faldt begge, da de ikke var så hurtige til at komme væk. Jeg landede ovenpå de to herrer, heldigvis var ingen kommet nævneværdig til skade, kun Møller Olesen havde slået hånden lidt.

Da vi havde afklaret hvad der var galt, fejlmontage af pexmuffer, kunne jeg stille og roligt gå ind og afbryde for strømmen igen

Kort tid efter begyndte jeg at montere transformerstationer, sammen med arbejdsmand Herluf Nielsen. Herluf Nielsen havde i hans fortid været med til at støbe fundamenterne til psykiatrisk sygehus og den gamle brugsforening i Brønderslev, og han vidste absolut ikke noget om el, og hvor farligt det kunne være. Herluf var en meget omhyggelig mand, der måtte ikke være noget skidt i en transformerstation, når vi forlod den. Jeg måtte meget bestemt fortælle ham hvor han måtte feje, og hvad han absolut ikke måtte komme i nærheden af.

Nu var det ikke sådan at alt min tid gik med at montere transformatorstationer, hvor gang der var en fremmed montør, var det min opgave at gå til hånde sammen med dem. Hver gang der skulle kobles om på højspændingsnettet, var det også min opgave.

En gang vi havde snestorm, brugte jeg den første dag med at koble på nettet, og efterfølgende skulle jeg ud og reetablere luftledning. Der blev oprettet et arbejdshold, af en mand med rendegraver, de to mand BOE havde til og støbe fundamenter, og så Arne Eriksen, selvstændig elinstallatør fra Brønderslev, og så undertegnede.

Helt tilfældigt mødte jeg Arne Eriksen nede i Brønderslev by en dag, hvor jeg fortalte om mine projekter med at skrive. Arne Eriksen bemærkning til dette var, at jeg skulle huske at skrive om, at uanset hvor vi gik, var der ingen der kunne følge med mig.

Vi startede oppe i Thise bakker, 5 højspændingsmaster var knækkede, alle tråde var på jorden, 0,5 m sne, og så en masse store grantræer der lå oven i det hele. Ved et fantastisk godt samarbejde fik vi det hele retableret igen, fik strøm på igen, og en masse forbrugere var glade.

Næste opgave var nede syd for Jerslev, her lå et tilsvarende antal højspændingsmaster ned, her var ingen træer der lå oven i det hele, her var jorden bare meget blød. Vi fik opgaven løst, så næste sted var lige vest for Manne, vores batterier i lygterne var ved at køre tør for strøm, vi var ved at være trætte, og så fik vi Orla Christensen med fra Thise, som ekstra hjælper.

Det var et stort fremskridt da selskabet købte denne traktor. Den kunne det hele, transportere master, bore huller for master, køre i uvejsomt terræn. Endvidere var der masser af værktøj og diverse materialer i de indbyggede skabe.

 

BOE gjorde en stor indsats for at undgå ulykker, men her kunne det let være gået galt.

Her var der kun ledningsbrud, men når der er 4 tråde, 3 faser og en jordleder, er der også risiko for at de bliver krydset, især når det er mørkt, personerne er trætte, og begrænset lys i lommelygterne.

To faser var krydset, da vi fik dem op i masten, det sagde bang da der blev sat strøm på, vi blev enige om at vente med at få trådene krydset tilbage til dagen efter. Næste dags morgen blev fejlen rettet tilbage, og der kom strøm på rigtig mange forbrugere, Manne, Stavad, Thise og Hammelmose.

Knap var denne snestorm afsluttet, før der kom mere sne. Alle kollegaer var meget trætte, så det var med dårlig samvittighed hver gang der blev ringet til en medarbejder.

Jeg kan meget klart huske at snefygningen startede fredag midt eftermiddag, jeg havde ikke vagt længere. Efter sådan en vagt, har vi normalt fredagshygge her i hjemmet, det vil sige, noget godt og spise, og en god flaske rødvin til. Jeg var ikke det mindste i tvivl om at der ville blive højspændingsfejl i løbet at aftenen, så jeg sagde til min kone, at jeg synes at vi skulle vente med rødvinen til dagen efter, hvilket var en god beslutning.

Vi havde lige spist, var gået i gang med afslapning, da der blev ringet fra BOE, der var højspændingsfejl, og der var næsten ikke til at få fat i nogle medarbejdere.

Jeg sagde at jeg godt kunne komme på arbejde, og som en hjælp tilbød jeg at min kone kunne køre bilen, hvilket jeg nok fortrød, da det jo så blev mig der kom til at grave bilen fri af sne, hver gang vi sad fast.

Vi lå vestpå, kom til Manne-Mosevej, hvor jeg skulle åbne en afbryder. Mellem afbryder og bil, var der en dyb grøft, som jeg selvfølgelig skulle krydse, og selvfølgelig sank jeg i sne til halsen. Det hjalp ikke at åbne denne afbryder, så efter at den blev sluttet igen, kørte vi videre mod Ingstrup. Da vi kom til Ringvejen i Ingstrup kom vi til og sidde så uhjælpelig fast, jeg gravede og gravede, min kone forsøgte at få bilen fri, der var ikke noget at gøre, vi måtte have hjælp. En anden BOE bil med spil på forenden fik os trukket fri, og så gik turen ellers videre mod Hvorup klit.

Her skulle vi ud til en afbryder hvor der normalt var knap en kilometers kørsel til, jeg turde ikke køre derud, da der tæt ved vejen var en dyb bæk, som jeg ikke havde lyst til at komme i nærkontakt med. Det vil sige jeg gik derud, i godt en halv meter sne hele vejen, efter at denne afbryder, blev åbnet forsvandt fejlen en kort periode.

Da det jo var meget tidskrævende at gå ud til denne afbryder, fik vi rekvireret en traktor, som lettere kunne køre derud.

Turen gik videre til Løkken, der var efterhånden blevet godt midnat, og jeg var meget tørstig. Tilfældigvis skulle vi ud på Vrenstedvej til vandværket, da der var sket noget med deres hovedtavle. Jeg havde håbet på at der var noget vand på vandværket, men det var der i sagens natur ikke, når de ingen strøm havde. Da vi havde kørt ud til vandværket var vi kommet forbi min onkel, og der var endda lys i deres stue, men jeg synes ikke at jeg kunne ulejlige folk på denne tid af dagen med at få noget at drikke, så jeg måtte spise noget mere sne.

Aftenens fejl var fundet, så det drejede sig bare om at komme hjem i seng, det vil sige for at komme retur, måtte vi køre vej Børglum, da øvrige veje var lukket. På hele strækningen fra Løkken til Brønderslev, var der flere biler der sad fast i sneen, så flere steder måtte jeg snige mig forbi, for at undgå at køre på dem. Flere rakte armene op for at få hjælp til at blive trukket fri, men hvis man er så dum at køre ud i et sådant vejr, har man ikke fortjent at få hjælp.

Min kones kommentarer da vi kom hjem var.: Jeg synes ikke at det er så hårdt at være med på højspændingsfejl – så vidt jeg husker, havde hun ikke været ude af bilen hele aftenen.

Jeg var dødtræt af alt det graven sne, samt traven ud til forskellige afbrydere.

Det har også været i min tid at en af de store vildmosebrande fandt sted, helt nøjagtig sidst i august 1976. Branden startede sandsynligvis med at en maskine kørte varm ude på Centralgårdsvej, og derved antændte en kornmark. Det blæste fra vest, så branden fortsatte flere kilometre mod øst. Ca. 170 brandmænd samt alt det brandslukningsudstyr der var til rådighed blev anvendt til at slukke branden i starten. Fra den 2. til den 7. september deltog der 300 mand med brandslukning. Jeg ved ikke hvorfor, men når brandbilerne kørte ude i området, var det med fuld udrykning, de stakkels dyr der var inde på markerne, løb fuldkommen forvirrede rundt, de løb som gale.

Området det var berørt af branden, var omkring 375 ha ifølge oplysning fået på Vildmoseporten

BOE havde to transformerstationer, der blev forsynet gennem en 10kV luftledning, der blev berørt af branden. Man vurderede at det blev nødvendigt at koble denne luftledning fra, da der var stor risiko for at der ville gå ild i masterne, og således vælte ned på markerne, og antænde en ny brand.

Allerede efter nogle få timer kunne linjen sættes i drift igen, da ilden nu var så langt væk, at der ikke var risiko for at gå ild i masterne længere.

Hele det skraverede område på omkring 375 ha brændte, og ikke nok med det, året efter branden, var kornavlen begrænset. Højspændingslinjen gik fra Centralgården og ud til gård 16.

Fire forhenværende kollegaer med deres elskede lastbil. Kun Kurt der står til venstre, og Jan der står til højre er i firmaet. Orla som nr. 2 blev afskediget, og Flemming som nr. 3 er død.

Elforbruget steg voldsomt langs vestkysten

Elforbruget steg voldsomt i forbindelse med bygning af luksus sommerhuse langs vestkysten i BOE’s forsyningsområde. Et luksus sommerhus bruger ca. 12 gange så meget energi som et traditionelt enfamiliehus.

Det stillede større krav til BOE’s ledningsnet, så der blev bygget en ny 10kV linje fra 60/10kV station Pandrup, og halvvejs op til Blokhus. Ved bygning af denne linje blev forsyningsforholdene forbedret både i Blokhusområdet, men også området op mod Fårup Sommerland.

Dimensionen på denne nye linje var 99 kvadrat, og man vurderede, at denne linje kunne forsyne det meste af Blokhus området mange år ud i fremtiden.

Men sådan skulle det ikke blive, der gik ikke mange år før denne linje blev for lille.

Her er man ved og bygge den nye 99 kvadrat Blokhus linje. Ved krydsning af Blokhusvej er opsat galgemaster, således at trafikken ikke blev generet under trækning af tråde.

Denne linje var jeg med til at bygge, og min opgave var at kravle op i hver tredje mast, for herefter at trække tråde op, og lægge dem i ruller.

Efter sådan en dags arbejde sov man godt om natten.

En dag vi var ude og montere et gammels transformertårn oppe j Sdr. Saltum, jeg arbejde i toppen af transformatortårnet, og Herluf Nielsen stod og arbejde ude ved file bænken. Pludselig stak Herluf hovedet ind i transformertårnet, og spurgte.: Har du god samvittighed, for nu kommer Møller Olesen.

Jeg tænkte så det bragede, og blev enig med mig selv om, at min samvittighed var intakt.

Jeg blev bedt om at komme hen i bilen til Møller Olesen, der spurgte, om jeg havde lyst til at begynde at arbejde på driftskontoret.

Aldrig har jeg været så meget i tvivl, jeg elskede at være ude i naturen, var glad for at arbejde sammen med mændene i marken, og så komme til at være sammen med Børge Nielsen igen. Jeg bad om en uges betænkningstid, og efter et vink med en vognstang endte det med at jeg sagde ja til jobbet.

Jeg kom til at registrere 0,4 kV net på lavspændingskort med en tuschpen, det var ikke let, men det gik efter en periodes øvelse.

Hver gang der var 10kV fejl i dagstimerne, var Børge Nielsen helt frustreret, tænk sig hvis ikke han fik frokost til tiden, og hvis han ikke kom hjem til fyraften.

Medens jeg var helt ny på driftskontoret, blev der indført vagt. En uge af gangen var der en montørvagt i marken, en telefonvagt til at modtage opkald fra forbrugerne, og en rådighedsvagt, der skulle stå for højspændingsfejl, og ellers alt det øvrige, hvis de andre vagter blev i tvivl om noget.

Vagten var tidligere blevet udført af Møller Olesen – 365 dage om året. Når der blev fejl på højspændingen, ringede en klokke i Møller Olesens lejlighed. Montørerne havde ikke telefon dengang, så Møller Olesen, måtte ud og kalde på hver enkelt montør der var brug for. Møller Olesen vidste hvor alle medarbejder havde soveværelse dengang, da mange af fejlene var om natten.

Der var heller ikke noget der hed mobiltelefoner, ej heller mobilradio i bilerne. Når der skulle kobles på nettet, foregik det ved at man kørte hen til nærmeste telefoncentral, og sagde hvor man var. Når man så havde udført det man fik ordre til, skulle man retur til telefoncentralen igen, for at kontakte driftskontoret.

Det var en meget langsommelig proces, som ingen forbrugere kunne acceptere i dag.

Børge Nielsen ville absolut ikke have rådighedsvagt, den mente han at jeg skulle have, det vil sige ham der havde været min læremester, skulle jeg nu til at være overordnet overfor, når vi havde vagt sammen,

Jeg hørte selvfølgelig efter hvad Børge Nielsen sagde når der var fejl, men det var mig der tog beslutningerne. Så i stedet fik Børge Nielsen efter eget ønske telefonvagt.

Den uge Børge Nielsen havde telefonvagt, var der panik i hjemmet. Hvis Børge Nielsen var ved at vaske sig nede i kælderen, og telefonen ringede, så kunne det ikke gå hurtig nok, med at komme op og tage telefonen. Det var ikke sådan at hans kone Anna måtte tage telefonen, og sige ”Elforsyningen – et øjeblik”, nej Børge måtte tørre sig i et håndklæde, og så løbe op og tage telefonen.

Min tidligere læremester Knud Erik Jensen har senere fortalt at når Børge Nielsen og hans makker blev inviteret ind på kaffe, var de næsten ikke til at komme af med igen. Så hvis der var noget mester skulle nå den dag, så blev de ikke inviteret på kaffe. Kaffeinvitationerne var i forbindelse med når BOE skulle arbejde i transformerstationerne i Vrensted.

Der blev behov for en ekstra mand oppe i projekteringsafdelingen, det job fik jeg, og til erstatning for mig på driftskontoret, blev teknikker Vagn Justesen ansat. Samarbejdet mellem Børge Nielsen og Vagn Justesen var også meget tvivlsomt, så på et tidspunkt blev Børge Nielsen enig med sig selv om, at han ville stoppe med at arbejde inden så længe.

Den dag Børge Nielsen stoppede, var han så gal, at han ikke sagde farvel til nogen, han smækkede døren mellem kontor og maskinhal så hårdt, at døren gik løs i fastgørelserne.

Medens jeg arbejdede på driftskontoret var jeg i gang med at bygge hus i nordbyen.

Nogle af de ældre medarbejdere ved selskabet kunne ikke tåle at jeg tåle at jeg byggede et nyt hus. De mente at der skulle to indtægter til at betale så stor en investering, så efter deres mening, var mit projekt et galmands værk. Det gik faktisk så vidt at de mente at det var et spørgsmål om tid, før der blev holdt tvangsaktion over mit hus. Det kan ikke undgås at man lytter til hvad omgivelser siger om en, så selvfølgelig blev jeg nervøs efter alt deres kævlen. Efter at huset blev bygget skulle der tages lån hjem, godt 17 % i rente. Næsten samtidig med at jeg tog lån hjem, blev jeg blev kaldt til skattevæsenet der ville høre om min tidlige fuskvirksomhed, der var en periode jeg ikke havde det godt.

Fakta er, at der ikke holdt tvangsaktion over mit hus endnu, og sandsynligheden for at det sker, er meget minimal. For i øvrigt klarede jeg frisag ved skattevæsenet, de gik kun to år tilbage i tiden, havde de gået længere tilbage, dengang jeg var ved Ryø, var det blevet en langt mere alvorlig sag.

Jeg besøgte Børge Nielsen i hjemmet, efter han var stoppet, og nu var han en helt anden. Han havde indrettet en arbejdsplads i kælderen, hvor han byggede dukkehuse og dukkemøbler, hvilket han var god til.. Flere af hans ting blev udstillet på Brønderslev biblioteket

Hans arbejdsdag var fuldkommen som da han gik på arbejde, så hans ægtefælde så ikke ret meget mere til ham, da han blev pensionist.

Børge Nielsen var ganske enkelt kommet til et forkert arbejde, efter at han stoppede som stationsmontør. Nu var han faktisk en rigtig venlig forhenværende kollega.

Projekteringsafdelingen.

Da jeg kom i projekteringsafdelingen, var jeg virkelig kommet i det rette element. I starten var der afdelingsingeniør Kaj Stoumann, teknisk tegner Helle Hornshøj, teknisk tegner Gitte Rye og undertegnede.

Mit arbejde primært var projektering af el anlæg – til rådighed havde jeg en billig lommeregner. En af de store opgaver jeg deltog i, var nivellering af ny 60kV linje mellem Ingstrup og Pandrup. Kaj Stoumann var så forudseende, at om nogle år, fik vi aldrig lov til at bygge den linje, på grund af sommerhusbyggeri, og det fik han helt sikkert ret i.

Allerede på det tidspunkt, begyndte sommerhusbyggeriet at gå stærkt, og da der var et stort elforbrug i de nye huse, blev etablering af denne 60kV linje yderst relevant.

Det var selvfølgelig midt om vinteren, denne linje skulle nivelleres, jeg havde en rigtig thermo kedeldragt, og det eneste Kaj Stoumann havde ekstra på, var hans nat pyjamas inden under hans normale tøj.

Ingeniører var ikke med i tøjordningen – det var jeg.

Kaj Stoumann frøs, så det skulle gå rigtig stærkt, jeg var ikke hurtig nok til at få nivellerings apparatet op i vatter, så jeg blev sat fra bestillingen, og kom i stedet hjem på kontoret og udføre en masse beregninger, ud fra de målinger der var udført i marken. Til det arbejde fik jeg allernådigst lov til at låne Stoumann’s lommeregner med hukommelse, og så kom det til at gå stærkt.

Vores afdeling havde også med ny anlæg, drift og vedligeholdelse af 60/10kV stationer, og da ny 60/10 kV station Ingstrup, skulle afprøves, deltog jeg sammen med en fremmed montør Lau, som jeg ikke kan huske hvor han kom fra, Ingeniør Walter Damgård fra ingeniørfirmaet PAP i København, Kaj Stoumann og undertegnede. Her fik jeg min første læredom i hvordan en sådan station var bygget op, samt fejlsøgning på en sådan station, og ikke mindst betjening af diverse 60 og 10 kV anlæg på stationen.

Jeg monterede alle 10kV muffer på diverse udføringer fra stationen, – ingen af dem er brændt af endnu.

Dengang vi satte 60/10kV transformeren i drift, var der fejl i transformeren, den virkede som støjsender, man kunne ikke se fjernsyn i en halv kilometers afstand fra stationen. Leverandøren af transformeren, ABB der kom fra Ludvikka i Sverige blev tilkaldt, der kom to ingeniører med en masse målegrej. Det blev så min opgave at assistere dem – det tog nogle timer inden de fandt fejlen, så efterfølgende skulle jeg sørge for at de fik noget at spise inden de skulle retur til Ludvikka igen.

Vi kørte til Hedelund i Brønderslev, fik noget at spise, og skulle lige til at have en kop kaffe til slut, da direktør Have kom, han var til møde med hans klubkammerater nede på restauranten. Have spurgte hvordan det var gået i Ingstrup, og jeg svarede som sandt var, det var gået godt, de havde fundet fejlen, og var på vej hjem til Sverige igen.

For den gode nyhed synes Have at vi alle skulle have en cognac og cigar, og det fik vi inden Have gik til møde igen. (Ps. Jeg nøjedes med cognacen)

Da Have kom hjem på elværket satte han sig ind på sit kontor, for at læse den beretning igennem, som han skulle bruge dagen efter til repræsentantskabsmødet.

Have’s kone fandt ham senere på natten ved hans skivebord, død.

Det var selvfølgelig trist, vi fik alle nyheden næste dags morgen, og fik fri hele dagen.

Hvad skulle vi så lave en hel dag, uden forstyrrende elementer, såsom koner, kærester og børn.

Vi var fire personer der var med i en fælles kortklub, og da ingen af os havde hus på det tidspunkt, mente vi ikke at vi forsømte noget ved at spille kort hele dagen, så det gjorde vi.

Det jeg husker mest om direktør Have, var at det var et ufravigeligt krav fra hans side, at hans bil skulle vaskes og støvsuges hver lørdag formiddag. Han kørte altid i store biler og han elskede at ryge store cigarer.

Efterfølgende blev Jens Møller Olesen direktør, Kaj Stoumann teknisk chef og akademiingeniør ingeniør Gert Sørensen blev ansat som teknisk chef i projekteringsafdelingen.

Nu begyndte der virkelig at ske noget ude i forsyningsområdet, der blev etableret decentrale kraftvarmeværker, vindmøller og biogasanlæg.

Vi havde ingen edb anlæg endnu, Gert kæmpede for at vi bare kunne få en computer, han fandt nogle fiktive opgaver, som vi kunne udføre for kunder, blandt andet varmetabs beregninger. Jeg tror ikke at der overhovedet blev udført varmetabsberegninger ved selskabet.

Et firma kom og fortalte om computere, og hvad de kunne præstere, ja noget af det eneste de fortalte om, var binære og hexadecimale talsystemer, der består af nuller og ettaller, – en computere kan kun arbejde med nuller og ettaller.

En kollega Helge Hansen og undertegne blev enige om, at vi var nødt til at lære noget mere om de der computere, så vi besluttede at vi ville deltage i et kursus, der blev afholdt på Søndergade skole en gang om ugen. Her lærte vi bl.a. om hvordan man udførte de fire regningsarter med bare nuller og ettaller. Det var da meget spændende at lære noget om at regne bare med nuller og ettaller, men fakta var, at jeg aldrig fik brug for det.

Jeg købte mig en Commodore 64 computer, det var min start i computerverdenen.

Jeg har ikke lige den nøjagtige dato for hvornår alle el forbrugere var flyttet over på det nye EDB anlæg, men det var omkring 1984 – 1985. Diverse hulkortmaskiner, blev skrottet.

Der blev taget backup af kundedata på nogle store bånd, ca. 30 cm i diameter, og for at køle disse store EDB maskiner, blev der opstillet et stort køleanlæg ude i cykelskuret.

Den billigste computer der er på markedet i dag, har garanteret betydelig større hukommelse end en Commodore 64.

Der gik nok et års tid før vi fik selskabets første computer i projekteringsafdelingen, Gert producerede flere programmer til diverse beregninger af projekteringsopgaver. Nu gik det stærkt, jeg fik også en computer, og for at øve mig i at lave programmer, udarbejdede jeg et program der kunne styre min private økonomi.

Der gik ikke lang tid før der blev behov for en ekstra mand i projekteringsafdelingen, så det blev Vagn Justesen der var på driftskontoret der fik det job. Til erstatning for Vagn Justesen, blev Niels Rasmussen ansat på driftskontoret, et job som han bestred indtil han gik på efterløn. Vagn Justesen fik område vest og undertegnede område øst at administrere – det vil sige at hele den gamle Pandrup kommune, Løkken Vrå kommune, var Vagn’s arbejdsområde.

I budgettet blev der hensat penge til systematisk kabellægning af 10kV luftledning i øst og vest området, under hensyntagen til at der også blev udført forstærkninger de steder der var behov for det.

Luftledningen mellem 60/10kV station Pandrup og Fårup sommerland fik høj prioritet med hensyn til kabellægningen, da forbruget på Fårup Sommerland i takt med deres udvidelser steg voldsomt.

Det var den luftledning jeg havde været med til at bygge for år tilbage, der forsynede Fårup Sommerland, og bestod af 99 kvadrat stålaluminium. Dengang den blev bygget var alle sikre på, at den sagtens kunne forsyne hele vestkystområdet mange år ud i fremtiden, men sådan blev virkeligheden ikke.

Udover en masse sommerhusbyggerier langs vestkysten, steg elforbruget på Fårup Sommerland og vestkystområdet så voldsomt, at det ganske enkelt blev nødvendigt at udskifte 10kV Blokhuslinje med to svære højspændingskabler fra 60/10kV station Pandrup. Endvidere blev det nødvendigt at nedlægge nye højspændingskabler til forsyning af Fårup Sommerland fra 60/10 kV station Ingstrup som reserveforsyning.

Engang midt i højsæsonen en lørdag, fik Fårup sommerland en kabelfejl på et af deres interne kabler, der forsynede Falken – en meget populær forlystelse i forlystelsesparken. Deres elektriker kontaktede os, og spurgte om vi kunne hjælpe dem, hvilket vi selvfølgelig kunne. Frem for at finde fejlen iblandt mange mennesker, blev vi enige om at trække et interimistisk kabel, til erstatning for det fejlramte kabel. Efter et par timer, kom flere af deres aktiviteter op og køre igen, og der var stor glæde, ikke mindst deres direktør Søren Kragelund var yderst tilfreds. For den gode indsats blev vi budt på mad, jeg kan huske at vi fik det bedste mad, efter min mening, der var på deres menuplan.

Både Vagn og undertegnede have meget travlt med at projektere, for vi skulle jo også kigge på om de eksisterende transformatorstationer, nu også var rigtig placeret. Ligeledes skulle vi også tage hensyn til se spændingsklager der var. Den sidste linje der blev kabellagt, var gittermast linjen mellem Vrå og Børglum. Bestyrelsen og alle medarbejdere blev inviteret på pølser og vand, henne på Stenvad, da den sidste mast blev nedtaget.

Vores daværende direktør Stoumann var altid meget interesseret i hvordan det gik i firmaets projekteringsafdeling, han havde ikke glemt at han havde en fortid der.

Næsten hver morgen ved 08.00 tiden kom Stoumann ned i afdelingen, for at høre status om arbejdet. Dengang vidste Vagn Justesen og undertegnede næsten alt om hvad der foregik i selskabet. Kom Stoumann først til og snakke, var det sommetider at han glemte klokken, den blev tit 09.00 hvor han skulle til chefmøde.

På daværende tidspunkt deltog Vagn og undertegnede også i selskabets repræsentantskabsmøder. Begrundelse for det var, at hvis der kom et spørgsmål blandt repræsentantskabsmedlemmerne, om hvad vi var i gang med ude i landskabet, ja så kunne de få svar på det ønskede her og nu.

Jeg kan nu ikke erindre at der kom spørgsmål til hverken Vagn eller undertegnede, men det var i det mindste meget orienterende at være med til repræsentantskabsmøderne.

 Bryllup

Hvad har mit bryllup med ansættelse ved BOE at gøre, jo det har meget med BOE at gøre. Det var selvfølgelig flere af mine kollegaer der var inviteret med til bryllup, men ud over disse, var der også 6 kollegaer, der stod espalier uden for kirken, samt tilsvarende 6 folkedansere.

Kollegaerne havde de lavet en kabelmand og dame af kabler, af hvidskålshoveder og kabler, de var nu meget flotte. Disse blev brugt som sangskjulere.

Derudover havde de opsat en lysregulering der anvendes ved vejarbejder uden for vores ind kørslen derhjemme på Fyrtøjsvej. Lysreguleringen lyste konstant rødt, med den konsekvens at taxachaufføren der kørte Birte og Frede – mine naboer – hjem, ikke ville køre forbi denne lysregulering.

Selv om de fortalte taxachaufføren at det var noget der var lavet i forbindelse med et bryllup, ville taxachaufføren ikke køre længere, når der var rødt lys, betød det at man ikke måtte køre længere.

For at supplere morskaben, var der tilsluttet et horn til en lastbil, hornet lå i batterikassen der var forsvarligt lukket med en hængelås. Heldigvis brændte det relæ af, der var sat til og aktivere hornet, så det var kun kort tid hornet var aktiveret.

Det havde ellers været hyggeligt, hvis hele gaden var blevet vækket midt om natten.

Efteruddannelse.

Der gik ikke mange år efter at jeg var startet ved BOE, før jeg indså at det blev nødvendigt at efteruddanne mig. Jeg havde godt nok tidligere erklæret at jeg aldrig mere ville til en eksamen, aldrig mere gå i skole, men det skulle blive meget anderledes.

Noget af det første jeg gik i gang med, hvad videreuddannelse angår, var at læse til merkonom. En aften om ugen på skolebænken enten i Brønderslev eller Aalborg og så et hav af hjemmeopgaver. Ved hovedfagene var der også studiekredsopgaver, som skulle løses i fællesskab sammen med andre kursister. En studiekredsopgave, består af en gruppeopgave, for eksempel skulle vores gruppe annalysere regnskaberne for en virksomhed i Hjørring – Algrema/Tekno – hvad de skulle have gjort for ikke at gå konkurs.

Jeg blev færdiguddannet som merkonom i regnskab og datalinjen, hvilket må siges at være en præsentation. For eksempel dumper/stopper ca. 40 % af eleverne ved de 4 grundfag der hører til for eksempel regnskabslinjen. Af de resterende elever dumper/stopper ca. 50 % ved hovedfagene. Jeg kan huske at der var opslået sedler med eksamensresultater på døren ind til handelsskolen i Hjørring, jeg var lettere nervøs da jeg et år kørte op for at se mine resultater – dumpet i to fag. Heldigvis bestod jeg begge fag efterfølgende år.

Det var en rigtig god beslutning at læse til merkonom i disse to linjer, da jeg virkelig fik brug for det senere. De sidste mange år ved selskabet brugte jeg oceaner af tid på økonomi, og jeg skulle jeg flere gange være behjælpelig med diverse beregninger til vores statsautoriserede revisor Lars Poulsen i Hjørring.

Datalinjen var i allerhøjeste grad ligeså relevant, i forbindelse med indførelse af nyt fjernkontrol. Senere da det kom til og hedde Nyfors, skulle vi udarbejde diverse tidsplaner. Et af parametrene ved ansættelse og afskedigelser af medarbejdere, skete ud fra disse tidsplaner

Vi var fem personer der tog PC kørekort, der så vidt jeg husker bestod af 8 enkeltfag. Hver gang vi havde bestået et fag, var vi efterfølgende nede og spise pizza på en lokal restaurant. Det var meget relevante fag der blev undervist i, bl.a. Regneark og Word, men da der skete meget inden for disse fag, var det absolut nødvendigt at holde sig ajour hele tiden.

Senere begyndte jeg på VUC, hvor jeg havde engelsk 10 kl. niveau– det er nok det fag jeg har fået mindst ud af, da jeg ikke har talent for sprog desværre.

 

Hvert år siden jeg kom i lære som elektriker har jeg haft førstehjælp – det var obligatorisk.

Senere var jeg med i den gruppe ved BOE der ydede førstehjælp, hvis der blev brug for det. Vi var det man kaldte ”superhjælpere”, vi var uddannet i at bruge iltudstyr, sugeudstyr, yde livredende førstehjælp og ikke mindst anvendelse af en hjertestarter.

Det var min genbo Bjarne Andersen, der underviste i førstehjælp, og han havde altid nogle praktiske øvelser vi skulle prøve. Opgaverne gik ud på at f. eks. to personer blev sendt uden for undervisningslokalet, andre personer i undervisningslokaler skulle så være figuranter der skulle f.eks. illustrere manglende bevidsthed, en el ulykke o. lign.

En gang hvor vi havde undervisning skulle jeg fylde min mund op med rugbrød, og Jette Kristensen fra Brovst, skulle finde ud af hvorfor jeg var helt blå i hovedet.

Jette undersøgte hvad hun mente var relevant, og mente ikke der var noget galt – ud over jeg var blå i hovedet. Bjarne spurgte lidt forsigtigt, om hun havde undersøgt om patienten havde frie luftveje, det havde hun ikke. Til stor morskab for alle, kom der to skiver rugbrød ud af min mund, da hun fik den åbnet.

Jeg har for i øvrigt haft brug for at yde førstehjælp i min fritid til en middel aldrende mand, der fik en blodprop ved hjertet, hvis ikke han havde fået førstehjælp, havde han helt sikkert ikke været her længere.

Jeg har deltaget i masser af kurser ved både det gamle BOE og siden Nyfors, og har ligeledes deltaget i lokale arbejdsgrupper, samt fællesgrupper der bestod af medarbejdere fra de forskellige nordjyske selskaber.

Fjernkontrol.

I den tid jeg arbejdede i projekterings afdelingen blev jeg meget involveret i udskiftning af selskabets fjernkontrolanlæg. BOE var meget langt bagefter med hensyn til udskiftning af fjernkontrolanlæg, meget af det udstyr naboselskaberne havde, fik BOE overdraget gratis. Ja på et tidspunkt, var jeg sammen med en kollega helt i Vejle, for at hente nogle 60kV kondensatorer til bærefrekvens. For dem der ikke ved hvad fjernkontrol er, anvendes det til at styre, regulere og overvågning af 60/10kV stationer.

BOE kostede i mange år mange penge på vedligeholdelse af bærefrekvensudstyr, ja der var så mange fejl på det, at de mest simple reparationer, dem kunne jeg efterhånden udføre.

Det er efterhånden mange år siden, at man holdt op med at producere radiorør, men BOE var storforbruger af dem i deres udstyr, jeg fik mange gratis radiorør ved naboselskaber.

Da jeg gik på installatørskole for efterhånden mange år siden, da var man holdt op med at undervise i radiorør, da ingen brugte dem længere – kun BOE.

Den første store opgave jeg deltog i, var at overføre det gamle papirkort, der blev udført koblinger efter, til en oversigtstavle. Der vil sige hver gang der blev foretaget en kobling på 10kV nettet, blev den logget automatisk. Medens tavlen blev bygget, var den placeret ude på det kolde lager, og så var det ellers med at få sat nogle klodser i tavlen, de klodser der var flest ledninger i, var der ni ledninger. Det tog et stykke tid for Stoumann og undertegnede at få tavlen færdigmonteret. Da den nye oversigtstavle kom ind på driftskontoret, kunne den desværre ikke holdes ajour til hverdag, men måtte udføres om lørdagen, da tavlen blokkerede for betjening af 60/10kV stationer, når den blev trukket ud.

Det var så Gert Sørensen og undertegnede der havde den opgave med at holde tavlen ajour. Vi startede lørdag morgen klokken 06.00, fik formiddagskaffe med rundstykke og basse kl. 09.00, og kørte hjem til mig og fik frokost. Ja det er ikke af ingenting Gert og undertegnede er blevet store.

Herefter fortsatte arbejdet til vi var færdige ved 18.00 tiden, efter sådan en dag sov man godt.

Næste opgave var at få tavlen tilsluttet fjernkontrollen, det var lige så stort en opgave, som da tavlen blev bygget op. Her måtte vi have ekstern hjælp, men det var stadig min opgave at tilslutte snorene til fjernkontrollen.

Da fjerkontrollen var placeret i et lille rum ved siden af maskinhallen, skulle der trækkes nye kabler fra fjernkontrollen og ind på driftskontoret, igennem de gamle tilsodede kanaler, som jeg havde stiftet bekendtskab med ved udskiftning af den gamle marmortavle. Til forskel fra tidligere havde jeg nu andre personer til at trække kablerne i de tilsodede kanaler.

Før fjernkontrollen blev computerstyret, blev 60/10 kV stationerne styret ved hjælp at styrekvitteringsnøgler. Det var muligt at se hvor meget strøm der gik i de enkelte udføringer, men kun en af gangen.

Det var meget tidskrævende når der kom en ny 60/10 kV station, at montere fjernkontrol op til denne. Bare til hver styrekvitteringsnøgle blev der lagt 10 ledere op til. Nøglerne havde vi fået gratis ved andre selskabet, og når man var færdige med at montere en nøgle virkede den ikke, og man kunne begynde forfra med en ny nøgle.

 Den lille skærm til højre var den hvor man kunne se hændelser der var sket på net overvågningen. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvor mange timer jeg har brugt på montage og afprøvning af fjernkontrolsystem, men det er mange.

Nyt byggeri på Saltumvej

Inden det nye byggeri blev startet op på Saltumvej, blev de gamle bygninger i Tygelsgade sat til salg. Brønderslev kommune havde i flere år ønsket at når bygningerne skulle sælges, ville de købe dem, og der skulle indrettes medborgerhus/bibliotek i disse.

Problemet var bare, man havde ikke lige pengene til at købe for, så BOE måtte til at rykke for et svar, derfor denne avisartikel fra Nordjyske.

 

Der blev i mange år snakket om at BOE skulle flyttes i nye lokaler, da det var meget uhensigtsmæssigt at være inde i midtbyen af Brønderslev lige op til en folkeskole. Ligeledes var det uhensigtsmæssigt at have så mange biler i samme garagehal, hvis der gik ild i en af dem, futtede hele elværket af, inkl. administrationen og lager.

En anden væsentlig faktor, var at selskabet var meget sår bar over for fusioner, selskabet stod reelt med meget dårlige lokaler, politikerne kunne let overtales til en fusion med et selskab med bedre lokale faciliteter.

Der blev nedsat en arbejdsgruppe som jeg ikke deltog i, til at tage ud til og kigge andre udvalgte elforsyninger, for og se hvordan bygninger kunne se ud, og ikke mindst hvordan de ikke skulle se ud.

Efterfølgende skulle hver enkelt afdeling udarbejde ønsker til indretning af en kommende afdeling.

Arkitekt Leif Helsten fik opgaven med at lave et skitseoplæg til nye bygninger, der blev indhentet tilbud på, hvad disse bygninger ville komme til og koste. Man fik så god en pris, at der besluttedes at man ville starte byggeriet op.

Næste store problem var at få solgt de gamle bygninger i Tygelsgade, kommunen var meget interesseret, men havde ikke umiddelbart pengene til købet. Der måttet sendes rykkere til kommunen før man fik et heldigvis positiv svar.

I dag anvendes de gamle bygninger til bl.a. bibliotek, foredragsvirksomhed, mødelokaler og meget andet.

Så var det at jeg kom ind i billedet, fordi at alt det gamle fjernstyring ikke kunne flyttes ud i det nye byggeri, der ikke var taget beslutning om, hvem der skulle levere det nye fjernstyring, og der var heller ikke taget beslutning om hvilke understationer der skulle anvendes på 60/10kV stationerne.

Efter diverse undersøgelser ved forskellige leverandører, blev man blev enige om at ABB skulle levere et ny fjernkontrolsystem der bestod af Besos 32 fjernkontrol på driftskontoret, og P214 understationer på 60/10 kV stationerne. Og så skulle alt det gamle der eventuelt kunne blive anvendt, anvendes, en rigtig dårlig beslutning, med hensyn til genbrug af gammelt udstyr.

Gert og undertegnede kom på kursus i København, ved et skørt kvindemenneske. Alle dem der havde været på kursus ved hende havde kritiseret hende sønder og sammen. Den dårlige indlæring, havde også den konsekvens at vi havde meget store startproblemer, da vi kom hjem, men i gang kom vi da.

Der var nogle der mente at BOE sprang en generation over hvad angik fjernkontrol, men jeg tror nu, at det var noget overdrevet

Jeg fik udarbejdet diverse billeder af 60/10kV stationer, som de andre vagter skulle godkende før jeg gik videre. Det var en meget spændende opgave som jeg virkelig nød til fulde. Jeg glemte at skrive, at den periode hvor der blev udskiftet fjernkontrol, havde jeg et lokale i den gamle direktørbolig, hvor jeg i fred og ro kunne arbejde. Om ikke andet, jeg forstyrrede heller ikke mine kollegaer ved mit arbejde. Efterhånden som noget af det nye kom i drift, blev det driftskontor nr. 2, da det nye jo overtog det gamle.

Det var så heldigt at jeg boede meget tæt på min arbejdsplads dengang, så jeg kunne bare gå over at arbejde når jeg havde lyst.

Når jeg havde færdig programmeret en 60/10 kV station, det vil sige lavet database i Becos 32, oprettet billede i samme, samt programmeret P214 understation, samt fået det hele til at kommunikere sammen, så var fjernkontrollen klar til næste arbejdshold. Næste arbejdshold var Gert Sørensen, Lars Andersen og Per Eriksen, de udførte alle de ændringer/tilslutninger der skulle laves på 60/10 kV stationen, og det var mange.

Ja der var 10 stk. 60/10 kV stationer, så det var det man kalder en meget stor opgave. Opgaven blev ikke mindre af at noget af det gamle fjernkontrol skulle anvendes. For det første havde jeg ikke udstyr til at programmere ED1000 som det gamle udstyr hed. Vi brugte oseaner af tid på alt det gamle, sammen med en programmør fra ABB. Ligeledes havde vi ikke reservedele til ED1000.

Jeg kan ikke huske hvornår udflytning af selskabet til Saltumvej skulle foregå, men jeg fik at vide at der var en deadline som skulle overholdes. Denne deadline blev næsten overholdt, således at Niels Rasmussen der sad på driftskontoret, kunne flytte ud på det nye driftskontor, cirka en måned efter at alle øvrige medarbejde var flyttet på Saltumvej.

Det var en meget stor dag, da vi først flyttede oversigtstavlen til det nye driftskontor, og efterfølgende fik flyttet Becos32 anlægget.

Da det hele var flyttet, både arbejdspladser, alle ringbind og alt det øvrige, så skulle der festes. Alle ansatte, bestyrelse på nær Kurt Kristensen og undertegnede der havde vagt, blev inviteret til at spise på A Hereford Beefstow i Hjørring og efterfølgen at se Hjørring revyen.

Jeg havde nok forventet at Kurt og undertegne havde fået en eller anden kompensation for det vi gik glip af. Selv om jeg selvfølgelig havde fået løn for det arbejde i forbindelse med udflytningen, var jeg alligevel meget skuffet, men det var der ikke noget at gøre ved.

 

Øverst.: Nyt billede af Nyfors, Saltumvej 22 Brønderslev. Nederste billede er et maleri, malet af Poul Anker Beck – billedet hænger i foyeren ved Nyfors.

Nye omgivelser.

Jeg fik nok den bedste arbejdsplads ved BOE, dejlig lys arbejdsplads, og med udsigt ud mod Saltumvej. Over for mig sad Vagn Justesen, og på modsatte side af lokalet sad Merethe, Birgitte og Gitte, alle teknisk designere

I tilknytning til afdelingen sad Gert Sørensen. Niels Rasmussen og Erik Dalsgård passede driftskontoret som var lige overfor, Hvis der blev en fejl på nettet, som der skulle reageres på hurtigt, så var Vagn undertegnede med på 1. og 2. udrykningshold.

Det kunne godt blive trivielt for vores piger at sidde og tegne, så noget af det bedste de vidste, var at komme med ud i marken, for at kigge på projekter.

Hver gang der var fremmede montører i huset, var jeg altid ude og koble det fri der skulle arbejdes på. En gang om måneden, var jeg rundt og læse, målere og tællere af, på 60/10kV stationer, for at se om det hele nu stod rigtig til. Jeg gjorde også turen hver nytårsmorgen, og kom mange gange til og tænke på, at hvis jeg nu kørte i grøften ude i Vildmosen, der kunne gå lang tid inden man fandt mig.

Jeg vil påstå at jeg nok havde det bedste job, ved BOE. Dengang var jobbet betydelig mere varieret, end det var da jeg stoppede, selv om jeg altid har været glad for mit job.

 

Det der gjorde de nye bygninger gode som arbejdsplads, var det materialevalg der var valgt. Gulvene var parketgulve og lofterne var troltexplader. Nogle frygtede at det ville støve fra lofterne, noget som vi der arbejdede der, aldrig mærkede til.

En anden god ting var, at diverse kabler var gemt væk i hylderne over radiatorerne, ikke noget med løse forlængerledninger.

En anden ting var at under projektfasen, havde man udarbejdet nærhedsdiagrammer, dem vi havde meget samarbejde med, de var inden for en minimal afstand.

Dette ændredes dog på det sidste for mit vedkommende, jeg fik mere og mere samarbejde med administrationen, og de sad længst væk i bygningen.

Motorvej gennem BOEs forsyningsområde.

En af de ubetinget største enkelt opgaver jeg har haft ved elforsyningen BOE, var da der blev etableret ny motorvej gennem BOE’s forsyningsområde. Der var alle typer opgaver, lige fra flytning af 60kV master, kabellægning af 10kV luftledninger der krydsede den nye motorvej, tilsvarende kabellægning af 0,4 kV luftledninger.

I forbindelse med den nye motorvej, blev der også etableret nye rundkørsler på til- og frakørselsveje til motorvejen. Ved disse rundkørsler blev der etableret belysningsanlæg, som BOE skulle give tilbud på, og jeg vandt selvfølgelig ikke alle licitationerne. Åbning af de afleverede tilbud foregik altid midt om formiddagen på Vejdirektoratets kontor i Aalborg.

Hvis jeg tabte en licitation, var jeg faktisk ikke til og tale med resten af den dag – konklusion er at jeg er en meget dårlig taber.

I forbindelse med den nye motorvej lavede montør Arne Budolfsen et uvurderligt godt stykke arbejde, og i fællesskab fik vi opbygget et rigtig godt samarbejde med Vejdirektoratet.

De fleste tror nok at vejdirektoratet er så stor en organisation, at det var svært at komme igennem med vores planer, men sådan var virkeligheden ikke. Ligeledes frygtede vi at der ville blive et hav af ledningsmøder, men sådan var virkeligheden ikke.

På en nedlagt ejendom i Serritslev, helt op mod motorvejen havde vejdirektoratet indrettet deres base, her blev der afholdt et opstartsmøde, og ellers kun de møder der var behov for. Da bygningen af motorvejen var afsluttet blev ejendommen væltet, og ingen kunne nu se at al styring af motorvejsprojektet var foregået her.

Medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem

Jeg har deltaget i masser af forskellige udvalg, sikkerhedsudvalg, samarbejdsudvalg, og eksterne udvalg sammen med medarbejdere fra andre selskaber, og ikke at forglemme var jeg i en periode på to år valgt ind i BOE’s bestyrelse, som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem.

Ud over bestyrelsesmøderne deltog jeg også Elsam møder, og Danske Elværkers Forenings møder.

På et af Elsam møderne deltog folketingsmedlem Svend Auken, jeg kan huske at jeg var meget imponeret over den viden han havde. På mødet fik han et spørgsmål, der var helt sort snak for mig. Svend Auken svarede spørgeren som om det var den letteste sag for ham.

Jeg vil blankt erkende at denne bestyrelses post interesserede mig ikke nævneværdigt, men der var selvfølgelig mange af de ting der var oppe og vende, der interesserede mig, men der var også mange kedelige emner.

På et tidspunkt havde BOE og HHE i fælleskab lejet en bus til Århus, da begge selskaber skulle deltage i et fællesmøde. Svend Skovgård fra Brovst som var direktør for HHE dengang, var en meget festlig fyr. Stoumann fra BOE kunne nok have lidt svært ved at forstå Svend Skovgårds humor, men det kunne der selvfølgelig være flere årsager til.

Heldigvis var det ikke under min periode at der blev drøftet fusion med HHE, det måtte være frygteligt at gå med en masse viden, som man ikke kunne viderebringe.

Ligeledes troede jeg at de forbrugervalgte bestyrelsesmedlemmer var forberedt til fingerspidserne, når de kom til møde, de fleste var forberedt, men enkelte var mindre forberedte.

Jubilæum.

Efterhånden havde jeg været ansat ved selskabet i 25 år, og det skulle fejres. Alle ansatte ved selskabet, bestyrelse, forretningsforbindelse nærmeste familie og nære venner blev inviteret til jubilæet. Det var noget direktør Stoumann gik meget op i, at det blev fejret, at en medarbejder havde været ansat i 25 år.

Min gamle læremester Knud Erik Jensen og Marie fra Tylstrup deltog også i festlighederne.

Ved disse jubilæer var der normalt en eller anden for underholdning – ved mit jubilæum havde man hyret Laurence – en gardinmontør nede fra Dronninglund

Da festlighederne ved BOE var slut, fortsatte festen for den nærmeste familie derhjemme, der var jo også lige en opgave med at få alle gaverne hjem.

Mit 25 års jubilæum ved BOE var en dag jeg aldrig glemmer. Her får jeg overrakt blomster ved daværende direktør Stoumann. Der deltog arbejdskollegaer, bestyrelse, samarbejdspartnere samt representanter fra de firmaer jeg havde samarbejde med.

Jeg tror ikke at der var en sammenhæng, men en uge efterjubilæet, havde vi indbrud i hjemmet hvor nogle af mine gaver blev stjålet, og desværre blev også den dyre flaske whisky jeg havde fået af elinstallatør Arne Eriksen stjålet.

Fusion.

Nogen personer kan ikke få selskaberne store nok, man mener at det økonomisk bliver bedre des større man er. Bestyrelserne ved BOE og HHE havde i al hemmelighed haft direktør Kaj Stoumann ved BOE og nu direktør Henrik Mentz ved HHE, til at skrive det fornødne, i forbindelse med en kommende fusion. Stoumann var ikke en ørn til at bruge en computer, han var jo vant til, at andre skrev breve for ham, så han var virkelig kommet på arbejde.

Formanden for BOE til venstre og formanden for HHE til højre.

Direktør for det nye selskab Nyfors blev Henrik Mentz-tidligere direktør for HHE

En fantastisk dygtig maler Poul Anker Bech, som desværre ikke er her mere, fik til opgave at forevige et billede af hvad et moderne forsyningsselskab arbejder med.

For de lokalkendte er man ikke i tvivl om, at billedet er malet ved Poul Anker Bech’s hjem, hvor man kigger mod vest, op mod det røde transformatortårn Bastholm. Billedet viser også, at man er ved og nedgrave et højspændingskabel (rødt) og et fiberrør (gul/orange)

Navnet på det nye selskab blev som de fleste bekendt Nyfors. Desværre blev det nye selskab kun knap 7 år.

Her siger bestyrelsesformand Erling Andreasen tak for mange gode år til direktør Kaj Thiel Stoumann.

Kaj Stoumann mistede hans kone Anne-Grethe Stoumann, kort tid efter at de var flyttet ind i deres nybyggede hus i Saltum.

Kaj Stoumann var en meget respekteret mand i andre selskaber, og deltog i flere arbejdsgrupper på landsplan.

Kaj Stoumann elskede ikke mindst hans to børnebørn, han strålede af glæde når han fortalte om dem. Jeg er sikker på at de to drenge også holdt af deres morfar.

Stoumann fik ikke en lang pensionist tilværelse, han døde kun få år efter at han var stoppet ved BOE. Vi var i Holland da vi blev kontaktet af Helge Hansen og Vagn Justesen, og jeg må indrømme at vi var flere der blev mindre rystet.

 

Dengang at fusionen var en realitet blev vi alle kaldt ind i det store møde lokale på Saltumvej, og på samme tidspunkt blev medarbejderne i Brovst kaldt sammen, hvor der blev orienteret om den kommende fusion.

Det var en stor beslutning der var truffet, og os i Brønderslev var i hvert tilfælde rystede.

Der var et utal af spørgsmål om hvad der skulle ske i fremtiden, og hvordan var den nye direktør i selskabet – Henrik Mentz.

Jeg kan huske engang at Henrik Mentz sagde, at en direktør havde blandt andet et af de mest utaknemmelige job der fandtes. En direktørs opgave var blandt andet at udføre de kedelige opgaver, såsom reduktion af omkostningerne og medarbejderstaben i virksomheden.

Selvfølgelig rettede det lidt op på det utaknemmelige, ved at have en god hyre, samt en stor bil.

En morgen blev vi alle kaldt ind i det store mødelokale, hvor Henrik Mentz ville sige hvor der skulle ske en reduktion af antal medarbejdere. Inde i min afdeling skulle medarbejderstaben reduceres med en teknisk tegner. Han nævnte ikke navne under orienteringen, det ville der først blive orienteret om af afdelingslederen, når vi kom tilbage til afdelingen.

Det var så teknisk assistent Merethe Jørgensen der blev kaldt ind til Torben Søborg, hun græd da hun gik ind i det lille mødelokale, og ikke mindre da hun gik derfra. Merethe var blevet fritstillet, så hun kunne bare tage hjem, men vi turde ikke lade hende køre alene hjem, hun var meget ked af det.

Tillidsdamen Bente Jensen kørte sammen med Merethe hjem, og jeg kørte i en firmabil, for at få Bente med retur. Vi ventede i hjemmet og ville ikke køre retur inden Merethes mand kom hjem. Vi gik en tur i deres dejlige have, inden vi satte os ned og snakkede lidt om hvad der var sket. Efter nogen tid og efter Merethes mand var kommet hjem, gav Bente og undertegnede Merethe en ordentlig knuser, og ønskede hende alt godt i fremtiden.

Det er den værste opgave jeg har haft ved Nyfors, og ville gerne have været den forundt.

Jeg har talt med Merethe flere gange siden, hun er blevet uddannet som sosu assistent, og har det godt igen.

Efter min vurdering har der ikke været gnidninger mellem medarbejderne i Brovst og Brønderslev, jeg kan naturligvis kun udtale mig om de kollegaer jeg havde med at gøre. Sagt på en anden måde, teknisk afdeling skulle nødvendigvis samarbejde, der var ikke tid til at diskutere, når/hvis der var en fejl på nettet.

Rygterne gik på, at det eneste BOE havde til fældes med HHE, var at der kom 220 V ud af en almindelig stikkontakt. Nu efter at jeg er stoppet på arbejdsmarkedet, er der flere fra det gamle HHE jeg taler med, både hvis vi mødes, men også i telefonen.

Om rokering af personalet i selskabets lokaler.

Jeg var uhyggelig træt af, at andre skulle tage min arbejdsplads, som jeg havde siddet på lige fra vi flyttede ud på Saltumvej, men frem for at bygge til, ville det også være logisk at udnytte de eksisterende lokaler.

Hele elafdelingen kom ind på det gamle driftskontor, og det var en rigtig god løsning, alle var orienteret fra start, når der var en fejl på ledningsnettet.

Dagligdagen i driftsafdelingen startede med at jeg gik ned i kantinen og bryggede en kande kaffe. Før arbejdstids begyndelse kunne alle i afdelinger der havde lyst, drikke en kop kaffe ved en lille disk vi havde. Det var en meget afslappende måde at starte dagens arbejde på, og noget jeg satte stor pris på. Typisk berettede vagten også på disse morgenmøder, hvis der var nogle opgaver der skulle kigges på, ved dagens begyndelse.

Jeg trivedes med arbejdet inde på driftskontoret, og jeg kan ikke mindes at der har været kontraverser inde i afdelingen.

Mit arbejdsområde var uændret, bortset fra, at nu have jeg også det gamle HHE område med i mit pastorat. Jeg tror ikke at det var overdrevet hvis jeg skriver at jeg var mindst i Åbybro to gange om ugen. Første forbruger jeg var oppe ved i det nye område, var en fabrik der havde haft problemer med elforsyningen gennem flere år, god start i et nyt område. Jeg havde selvfølgelig sat mig ind i problemerne inden jeg kørte op til kunden, og ved den slags problemer vil der altid være en del misforståelser, hvilket der også var i denne sag. Jeg fik holdt mødet med firmaets direktør, og tekniske chef, fortalte hvad Nyfors ville sætte i gang snarest, og efterfølgende fik sendt et brev om det aftalte.

Efter at Nyfors havde udført det aftalte kontaktede jeg firmaet, der kunne oplyse at de ikke havde problemer med el længere, dejlig tilbagemelding.

Efter fusionen blev mit arbejde udelukkende projektering, og på et tidspunkt var jeg stort set alene om projektering af 0,4 kV anlæg.

Projektering af vejbelysning som jeg tidligere havde haft meget med at gøre, blev overdraget til en anden medarbejder.

Forbrugerkontakten og kontakten med firmaets montører, forblev heldigvis uændret. I en lang periode havde jeg montør Arne Budolfsen til at hjælpe i øst området, men da han gik på efterløn, overtog montør Kurt Kristensen hans job. Tilsvarende havde jeg Peter Lambertsen til at hjælpe mig i vest området.

For mit vedkommende var det absolut en fornyelse i ledelsesstrukturen, da det kom til og hedde Nyfors. Der blev givet den enkelte medarbejder mere tillid og også mere ansvar.

Jeg skulle ikke længere have både dit og dat godkendt, hvis jeg havde en løsning på et problem, så kunne jeg bare få opgaven løst. Det krævede selvfølgelig at der altid var styr på hvor mange penge jeg havde brugt i forhold til budgettet.

Der var rigtig mange opgaver i forbindelse med tilslutning af de mange solceller anlæg, små vindmøller. Man kan faktisk drage den konklusion, at de penge Nyfors tjente på at sælge sol celler anlæg og vindmøller, dem satte vi til på at forstærkning af ledningsnettet.

Hvis det var vores konkurrenter der solgte disse anlæg, ville vi selvfølgelig også få disse omkostninger til forstærkning af nettet.

Jeg lærte rigtig meget de sidste år jeg var ansat, blandt andet at udarbejde tidsskemaer. På alle mine opgaver blev der udarbejdet en tidsplan, og ud fra disse tidsplaner, kunne man beregne hvor mange mandstimer, jeg havde brug for i løbet af året.

Tidligere var min chef en teknisk uddannet – akademiingeniør el. lign. Jeg ved ikke hvad min nye chef Peter Boltau var uddannet som, men han var en rigtig god leder.

For eksempel havde vi hver fredag klokken 11.00 afdelingsmøde. Mødet startede med en sang, og da det var mig der nok sang mest i min fritid, var det også mig der kom med de fleste forslag på hvad vi skulle synge.

Efter sangen skulle hver enkelt fortælle om, hvad han/hun havde haft gang i løbet af ugen. Hvis der var noget der havde drillet, kom det frem her, og andre kunne byde ind med hvordan de havde løst problemet.

Efterfølgende var der en ny runde, hvor vi skulle byde ind med hvad der skulle ske efterfølgende uge.

Efter min vurdering var disse fredagsmøder noget virkelig godt, med til og fremme samarbejdet, og ligeledes med til og orientere andre om, hvad der skete i organisationen.

Herudover havde vi projekt møder, hvor kun projektledere deltog. Inden disse møder havde hver enkelt projektleder udarbejdet en plan over hvad der skulle ske efterfølgende uger. Det var den enkelte projektleder der planlagde hvor, og hvor mange montører der skulle arbejde på de enkelte opgaver.

Der var ikke noget med at man lovede en forbruger noget, som man ikke tidsmæssigt kunne holde, fordi en anden projektleder havde sat sig på de samme montører, som man havde planlagt til at udføre opgaven.

For mit vedkommende havde jeg meget store beføjelser, men selvfølgelig blev der også stillet meget store krav til mig.

Jeg havde for eksempel en meget stor forbruger, der havde fået nogle rigtig gode ideer, som ikke var i tråd med Nyfors’es Levering- og Tilslutningsbestemmelse. Vi havde en meget lang telefonsamtale der endte med at forbrugeren lagde røret på, han ville ikke snakke med mig mere.

Senere fik jeg arrangeret et møde med forbrugeren oppe ved ham, jeg kunne naturligvis ikke give ham ret i hans synspunkter, men vi fik da en god snak, og vi sagde pænt farvel til hinanden, da jeg kørte.

Sagen sluttede naturligvis vis ikke her, Torben Søborg og undertegnede var til møde med tre jurister ved Dansk Energi i København, hvor vi fik tingene gennem debatteret.

Det havde så været skønt hvis de tre jurister havde haft en fælles holdning, men det havde de ikke. Heldigvis fik juristerne udarbejdet nogle fælles vejledninger, som vi kunne arbejde videre med.

Efterfølgende blev vores egen advokat koblet på sagen, så alle de gode ideer vores forbruger havde regnet med at han kunne få gennemført, blev manet til jorden.

Tidligere havde jeg aldrig fået lov til at deltage i et møde ved Dansk Energi, det havde været nogen højere oppe i organisationen, der havde fået en sådan opgave.

Nu tror man at sådan en stor organisation som Dansk Energi hørte til i store flotte lokaler, men de var nu ikke noget særligt, ej heller den frokost vi fik serveret.

En anden ting jeg satte stor pris på efter fusionen, var at der blev indført flextid. For mit vedkommende stoppede jeg altid med at arbejde kl 12.00 om fredagen, på nær den uge jeg havde vagt, hvor jeg arbejdede indtil kontoret lukkede kl 15.30.

Vi havde ligeledes mulighed for at arbejde hjemmefra, hvis arbejdet kunne udføres hjemmefra. Den mulighed valgte jeg fra, da jeg vidste at jeg ikke ville få noget som helst lavet derhjemme, jeg havde nok en computer og to skærme, men mit arbejde var andet end at sidde og trykke på et tastatur.

Disse tiltag mener jeg var en stor tillidserklæring til den enkelte medarbejder, det var op til den enkeltes samvittighed at få produceret noget.

Alle vagter fik nu så god en internetopkobling således at vagten kunne udføre fejlretning på nettet hjemmefra, det havde den store fordel at man ikke skulle bruge tid på om vinteren at skrabe is af bilen, og køre ud på elværket, inden fejlretningen kunne startes op.

Dette havde ikke tidligere været muligt at arbejde hjemmefra, da jeg tidligere kun havde en internetopkobling via Dansk kabel TV, der var ganske enkelt ikke kapacitet i deres net, til at trække de tunge programmer hjem.

Ved den sidste vagt jeg havde ved selskabet, fik jeg rigtig brug for alt mit udstyr i hjemmet.

Det meste af Fjerritslev var afbrudt inkl. svineslagteriet der var i Fjerritslev dengang. Heldigvis var mange af montørerne der hørte til i det gamle HHE område hjemme, så fejlsøgning kunne hurtigt sættes i gang.

Det var næsten et skræk senarie når man skulle have montører fra Brønderslev til Fjerritslev i en fejlsituation, køretiden var ikke under 45 minutter.

Fiber.

Første gang jeg så en fiber, var på messe i Herning. Der blev demonstreret hvordan man splidsede fiber dengang – en langsommelig proces. Der var opsat udstyr, således at man kommunikerede over den fiber der var inde på standen. Der var rigtig mange tilskuere, og det kunne nok ikke undgås at mange var skeptiske over det nye produkt der blev lanceret

Heldigvis gik ledelsen ved BOE med til at med til at der blev nedlagt tom rør for fiber, i samme kabelgrav som der blev nedlagt 10kV kabler, så kunne man altid senere blæse et fiberkabel ind i tomrørene. Det var en rigtig god beslutning, da man herved opnåede flere fordele, blandt andet blev omkostningerne til nedgravning af tom rør minimale. Minimale problemer med at få tilladelse til at nedgrave kabler og tom rør på landmænds marker, da vi kunne fortælle at senere ville de kunne få en rigtig god internet forbindelse.

Og selvfølgelig en anden stor fordel, man skulle kun grave en gang.

Første fiberforbindelse BOE fik etableret var fra BOE og til 60/10 kV station Ingstrup. Med velvillig bistand fra en fibertekniker, fik vi koblet linjen op, så der blev forbindelse til Ingstrup. Da jeg skulle koble fjernkontroludstyret til i Ingstrup, virkede det første gang, jeg var dybt imponeret.

Det skulle selvfølgelig prøves om jeg kunne være heldig en gang mere, og det var jeg, først fik jeg tilsluttet kraftvarmeværket i Manne Thise, efterfølgende kraftvarmeværket i Saltum.

Tænk sig at kunne se hjemme på fjernkontrolanlægget ved BOE, hvor meget varme og el de producerede i Saltum og Manne-Thise kraftvarmeværk.

Heldigvis havde de på det tidspunkt oprettet en fiberafdeling i Brovst, da der absolut var behov for en overordnet planlægning af fiberforbindelser.

Samtidig blev det planlagt i hvilke 10/0,4 kV stationer der skulle installeres koblingsudstyr, under hensyntagen til afstande mellem disse 10/0,4 kV stationer.

I starten var rækkeviden på det udstyr der kommunikerede med fiber begrænset, men senere blev det betydelig bedre, f.eks. kunne der kommunikeres fra Brønderslev til Brovst, uden at der blev indsat forstærkere på strækningen.

En af mine sidste opgaver ved selskabet var at få kabellagt 0,4 kV luftledningerne i Brønderslev by, og så samtidig få nedlagt tom rør til fiber. Projektering af tom rør til fiber havde jeg ikke noget med at gøre.

Det har jo så medført at rigtig mange forbrugere i Brønderslev by har få indlagt fiber ind til deres hus, således at de nu kunne få en rigtig god internetforbindelse. Ligeledes er der mange husstande der tager TV signaler ind via fiber.

Det har selvfølgelig også den konsekvens for de forskellige lokale fællesantenneselskaber, at de kører med underskud år efter år, grundet færre og færre kunder, og spørgsmålet er naturligvis, hvor mange år kan de holde til det.

Der har været fejl på vores fiberopkobling herhjemme en gang, en strømforsyning der ikke kunne levere den fornødne spænding til fiberboksen – det er hvad man får ud af og dimensionere en strømforsyning, så den kun lige er stor nok.

Tilfældigvis er der placeret 2 store skabe for fiber mellem min nabo og mig, og det hænder at jeg er ude og tale med de fibermontører, der udfører nye tilslutninger fra disse skabe.

Ud fra den mængde nye tilslutninger der er, kan man næsten regne ud hvornår Brønderslev fællesantenneselskab må lukke ned,

Nedgravning af fiberrør

 Rådhuspladsen

Jeg har deltaget i mange projektgrupper, og den nok mest spændende gruppe jeg deltog i var oprettelse af ”Rådhuspladsen”, under ledelse af min afdelingsleder Peter Boltau.

Rådhuspladsen er en intern informationsside hvor medarbejder fik den sidste nye information, om hvad der skete i firmaet.

Tilfældigvis havde jeg set en tilsvarende informations side ved MAN Diesel i Frederikshavn, der hvor min svigersøn arbejder, så Rådhuspladsens udformning, var en direkte kopi af MAN diesels hjemmeside.

Dengang jeg var ved Nyfors, var Rådhuspladsen nok den mest læste side på selskabets EDB anlæg. Alle medarbejdere havde mulighed for at få de sidst nye informationer fra Nyfors, uanset hvor man arbejdede. Rådhuspladsen bliver naturligvis løbende revideret, i starten havde min afdeling for eksempel dokumentation over printkort på Rådhuspladsen – noget jeg selv brugte meget. Jeg vil næsten påstå at i en organisation som Nyfors, er Rådhuspladsen i dag et uundværligt informationsmedie.

Desværre har jeg ikke billede af Rådhuspladsen, da jeg ikke tænkte på at få et sådan printet ud da jeg stoppede ved selskabet, og sidst jeg var ude ved nu Syd Energi, da var det hele skrottet.

Sidste periode ved Nyfors/ belønningsmedalje.

På et tidspunkt mister man gnisten, ikke fordi at arbejdet ikke interesserer en længere, men efter knap 41 år ved selskabet, så mister man interessen for arbejdet.

Jeg besluttede mig for at den 1. april 2014 ville jeg stoppe med at arbejde, og gå på efterløn de sidste måneder, inden jeg blev 65 år den 20. september.

Men inden da skulle jeg lige have overstået et 40 års jubilæum, hvor jeg fik tildelt dronningens fortjeneste medalje med krone. Enten har man lyst til at modtage medaljen, eller så vælger man det fra, jeg valgte at modtage medaljen. Min afdelingsleder Peter Baltau sendte en ansøgning til Ordenskapitlet, hvor de straks godkendte ansøgningen, og sendte en medalje.

Fortjeneste medaljen blev overrakt ved mit 40 års jubilæum, hvor der deltog de kollegaer jeg havde mest kontakt med til daglig – ca. 50 personer.

Ved jubilæet blev der serveret smørrebrød og diverse øl og vand.

Peter Baltau var oppe og holde tale, og jeg havde selv stykket en tale sammen.

 

Den 13. januar 2014 besluttede jeg mig for at jeg ville over til dronningen og sige tak for medaljen, og det må siges at være en kæmpe oplevelse.

Jeg ved ikke årsagen, men normalt får man ca. 1 til 2 minutter inde ved dronningen, men jeg fik godt et kvarter.

Det er nok en af de største oplevelser jeg har haft i min tid, at være ovre på Christiansborg og sige tak til Hendes Majestæt Dronning Margrethe for belønningsmedaljen med krone. Det er ingen tvang at man kommer over at sige tak, men man ser helst at man gør det.

Jeg blev modtaget på Christiansborg af en dame som jeg ikke kendte, men hun viste mig vej op til et stort mødelokale. Her blev jeg registreret henne ved nogle personer i militæruniform. Jeg glemte at skrive at flere steder op til mødelokalet stod der gardere, der alle gik i retstilling, når jeg gik forbi dem.

Inde i det store mødelokale kom jeg til og sidde ved siden af en advokat fra Århus, og han kunne fortælle, at hvis jeg ønskede over et minut inde ved majestæten, skulle jeg bare snakke om arkæologi og Færøerne.

Lidt senere blev jeg kontaktet af en af dem i militæruniform, og blev vist hen til et lille lokale, op til det lokale hvor majestæten sad.

Her var der to mand der fortalte om det praktiske med besøget, og først nu blev jeg virkelig nervøs – jeg var faktisk klar til at forlade lokalerne.

Efter kort tid lukkede de døren op ind til dronningen, jeg gik ind og sagde pænt goddag, og tak for belønningsmedaljen. Dronningen ønskede mig tillykke med medaljen, hvorefter jeg sagde lidt om hvor jeg havde arbejdet det meste af min tid, men det var ikke det jeg ville tale om, men min fritid.

Hun fik en hel masse fortalt om mine aktiviteter med hensyn til folkedans i den Runde Pavillon i Rododendron parken – hun kvitterede med at sige at hun elskede at danse.

Herefter gik jeg videre med at fortælle om alle de arkæologiske udgravninger der var i gang i Brønderslev og ikke mindst Jerslev, hvor man havde fundet tre kranier.

Næste emne var Færøerne, hvor jeg har været oppe og deltage i en højskoleuge, her havde jeg skrevet referat om turen, til alle deltagere.

Efterfølgende talte jeg om ture til Maastricht i Holland, hvor vi var nede og høre Andre Rie’u. Dronningen kvitterede med at spørge om ikke det godt nok var ham der spillede violin.

Næste emne var Frankrig, hvor jeg talte om de smukke blomsterudsmykkede byer, og vinslotte. Jeg fortalte at vi boede på vinslotte, og havde også været på prinsgemalens vinslot.

Jeg var stadig rystende nervøs, jeg var bange for at have overhørt, at hun sagde tak for i dag, og god tur hjem, men damen sad bar stille og lyttede intenst.

Jeg gik videre med Thailand, vi havde været dernede kort før tsunamien, om at vi havde boet i en bambushytte i Khaolak, ligeledes samme by hvor et skib var skyllet helt op på land. Ligeledes fortalte jeg om personer der deltog i oprydningsarbejdet på Phi Phi øerne året efter tsunamien, ved at gå langs stranden og samle ting op. Personerne der deltog i dette arbejde fik at vide at de risikerede at finde knogler fra mennesker, så de skulle være bestemt på lidt af hvert.

Endelig kom de befriende ord, dronningen vidste at der stod flere personer udenfor, så hun ville sige tak for i dag. Jeg sagde selvfølgelig også pænt tak for i dag og gik ned til vores bil, hvor Hanne-Grethe ikke kunne forstå hvor jeg blev af.

Turen gik nu retur til Brønderslev, vi kørte i det fineste vejr til Randers, og så blev det ellers snevejr. To gange måtte vi holde i kø på motorvejen, fordi der var sket trafikulykker. Mine dæk var ikke for gode, så vi kørte meget forsigtigt det sidste stykke vej.

Artikel fra Nordjyske.

Her har jeg lige været inde ved Hendes majestæt Dronning Margrethe, og det er lige før at vi kører retur til Brønderslev.

Seancen foregik på Christianborg, og vi holdt parkeret lige foran Børsen. Forinden vi kørte ind til Christianborg, havde vi været inde på Google for at finde ud af, hvor vi kunne parkere vores bil, der jo fyldte mere end en almindelig personbil.

En sidebemærkning.

En aften jeg sad og arbejde på BOE, kom Stoumann sammen med kunstmaler Torbjørn Olsen fra Færøerne ud i et ærinde på Saltumvej. Thorbjørn Olsen skulle starte en udstilling op dagen efter på Hjørring kunstmuseum.

Stoumann spurgte om jeg ville købe nogle af Thorbjørn Olsens litografier fra Færøerne, så var det nu, for i morgen var det til en helt anden pris.

Alt det der skulle udstilles havde de ude i deres bil.

Så var det at jeg dummede mig sådan rigtig for alvor, jeg sagde at jeg ikke ville købe noget, hvor dum kan man være.

Det er vel unødvendigt at skrive at jeg har fortrudt denne beslutning mange gange.

Thorbjørn Olsen er nok den mest berømte maler på Færøerne, og værdien af hans litografier, bliver i hvert tilfælde ikke mindre.

Thorbjørn Olsen har bl.a. malet den berømte altertavle der er ophængt i Haldarsvik kirke på Færøerne. Nulevende Færøske kunstnere sad som model, da maleriet blev malet.

Personaleforeningen.

Ved BOE og senere Nyfors havde vi en fantastisk god personaleforening. Der blev trukket et beløb hver måned på vores lønseddel. Personaleforeningen stod så for at give gaver til medarbejdere, der havde mærkedage, men samtidig stod de også for at arrangere diverse ture.

Den første tur jeg kan erindre, var vi var oppe og høre Sussi og Leo oppe på Skansen i Skagen. Jeg havde været der før, men for dem der aldrig havde været der, var det noget af en oplevelse. Nogen af dem der var med spurgte om man kunne reservere bord til om aftenen, vores svar var.: Hvis du er heldig kan du stå i et vindue.

Næste tur jeg deltog i var en tur til Barcelona i Spanien. Det var frivilligt hvad vi ville se i byen, så jeg valgte bl.a. at se FC Barcelonas stadion – plads til ca. 95.000 tilskuere, det var en oplevelse. Ellers så vi den olympiske stadion, et kæmpe springvand m.v.

Sidste tur jeg kan erindre var en tur til London, det jeg kan huske fra den tur var vi var inde og se ”Phantom of the Opera”. Det jeg kan huske fra London var at gaderne var fyldt med politi, samt at de havde noget virkelig godt øl.

Jeg skulle selvfølgelig på geocaching medens vi var i London, og da jeg havde fundet de cacher jeg havde sat ind, havde jeg lige en times tid til overs, som jeg brugte nede i kælderen under hotellet vi boede på. Her var der stillet flere storskærme op, hvor der blev vist fodbold. Seerne råbte og skreg som gale når der blev mål, og selv om fodbold ikke interesserer mig det mindste, kunne jeg ikke undgå at blive grebet af stemningen.

Hændelser/oplevelser.

Jeg har naturligvis gennem mange år oplevet en masse, og her vil jeg nu berette om dem jeg mindes, og egner sig til gengivelse.

Ejersted.

En juleaften hvor der var stormvejr, var der en række træer i Ejersted oppe ved Saltum der væltede. Jeg blev sammen med flere andre montører kaldt derop, for at få anlægget reetableret igen. Tråde der er sammenfiltret med grangrene er noget af det værste og er meget tidskrævende at få udredet. Vi blev færdige ved midnatstid, alle var meget forblæste – og blev så inviteret på kaffe ved en forbruger, der nu havde fået både varme og lys. De havde ikke forventet at få el igen før næste dag, så de var meget taknemmelige. Tænk sig, en høj hellig juleaften, at blive inviteret på kaffe.

Der blev taget et billede af os samme aften, men da det er mange år siden hændelsen skete, er jeg er sikker på at der er ny beboere i ejendommen, så jeg har opgivet at få fat i billedet.

Jeg glemte at skrive at jeg fik et stykke juleand pakket ind i en serviet, så jeg kunne spise det på vej til Ejersted.

Brønderslev by.

En vinternat hvor vi var mange der havde været på arbejde var jeg blevet sendt hjem for at sove, så jeg var udhvilet til næste dag, kom der en fejl på en by linje inde i Brønderslev by.

Linjen var en ren kabellinje og havde intet med vind og vejr at gøre. Da kabelmester Erik Dalsgård lagde linjen ind, blev lyset i hele byen meget svagt i en kort periode. Man blev enige om at forsøge at lægge linjen ind igen, og det skulle de aldrig have gjort.

Der var fejl i den afbryder dr skulle koble automatisk ud ved en fejl. Konsekvensen af denne fejl var, at ca. 3 km højspændingskabel blev ødelagt, to højspændingsanlæg i 10/0,4 kV stationer og en transformerstation Nørregade i Brønderslev blev ligeledes ødelagt. Så midt om vinteren måtte vi i gang med at udskifte 10kV kabler, vi kunne ikke undvære dem. Jeg kan ikke huske hvor meget denne fejl kom til at koste, men jeg er sikker på at det ikke var under to millioner kr.

I den defekte afbryder er der en stor ”urfjeder”, der har energi til at koble afbryderen ud, når der bliver en fejl. Denne fjeder er smurt ind i fedt, dette fedt var med tiden blevet helt stift, så der var ikke nok energi til at koble afbryderen ud.

Tidligere slagteri i Brønderslev.

Tidligere da der var slagteri i Brønderslev, havde de to transformatorstationer. I den trafo-station der var i Slagterigade blev der fejl i lavspændingstavlen, der skete en kortslutning. Efter at det hele var blevet afbrudt, var der desværre en brandmand der ikke kunne styre sig, han begyndte at svine det hele til med en pulverslukker.

Det var næsten det værste han kunne gøre, for nu skulle det hele gøres rent – helt rent, for ellers ville det hele begynde at ruste. Der ville blive overgang på de 10kV anlæg der kunne genbruges, så det var bare i gang med rengøringen

Efter et godt samarbejde med maskinmester Baggesen på slagteriet, fik vi strøm på det absolut mest nødvendige på slagteriet, i første omgang ved hjælp af generatorer.

Det tog det meste af dagen, inden transformerstationen var retableret, så det nogle trætte montører der var tjenlig til at holde fyraften.

Arbejdet var naturligvis ikke slut før vi havde fået transformerstationen i drift igen, og da arbejdet var afsluttet kom maskinmester Baggesen med en stor spand med varme pølser, et par franskbrød, sennep, løg og ketchup. Det var bare guf for de sultne maver, for vi havde ikke haft tid til at spise noget under reparationen.

A/S Peder Nielsen Brønderslev.

På A/S Peder Nielsen var to montører fra BOE inde og skifte målere i den transformerstation, der er inde på grunden. Hvad der skete, bliver aldrig afklaret, men der skete en kortslutning, så hele transformerstationen blev ødelagt. Heldigvis skete der ikke noget med de to montører – røgen var så tæt under kortslutningen, at de ikke kunne finde døren for at komme ud, men ud kom de. De havde maksimalt en halv meter hen til døren.

Vi fik bege vores generatorer derned og køre, så produktionen gik ikke helt i stå, kablerne fra generatorerne var så varme at man ikke kunne holde omkring dem. ISS skadesservice kom og gjorde transformerstationen ren, vi fik det hele bygget op igen, og fik strøm på

Efterfølgende kom der en takkehilsen fra nu afdøde direktør S. E Christensen A/S Peder Nielsen. Han var yderst tilfreds med det arbejde BOE havde udført, og synes at det var en fantastisk organisation der var ved BOE, der kunne klare en så stor opgave så hurtigt.

Fiberfejl i forbindelse med demontering i Grønhøj.

I forbindelse med kabellægning af 10kV luftled i Grønhøj, skulle der tilsvarene også demonteres luftledning efter at det nye kabelanlæg var sat i drift. Hvad ingen vidste, var at der var negravet et lyslederkabel i Grønhøj. Kablet kom fra Lillehammer i Norge og gik langt ned i Europa. Lyslederforbindelsen blev bl.a. anvendt til at transmittere TV fra vinterolympiaden i Lillehammer i Norge, og ned til hele Europa – altså en meget vigtig forbindelse.

Da BOE hev en stræber op af jorden kom der et tyndt kabel med op, ca. 8 mm i diameter

Kablet var nedgravet mellem mast og stræber, et meget ulogisk sted at nedgrave et kabel.

Det var mig der sad på driftskontoret den dag, Jeg blev kaldt op af Gert fra Øster Brønderslev, der kunne fortælle, at ud over en mast der var trukket op af jorden, var der også kommet et kabel med op. Jeg kontaktede TDCs fejlkontor, og nu gik det stærkt. Blev kontaktet af TDC’s hovedafdeling i Århus. De sendte 7 biler fra Århus herop, marken de skulle krydse for at komme ned til fejlstedet, var fyldt med store huller, så den splidse trailer de havde med, den hoppede flere gange op i luften. Da de kom til fejlstedet, lå det hele hulter til bulter inde i splidsevognen, så de måtte i gang med en gang oprydning inden de kunne komme til og splidse.

Splidsemontørerne fik den ordre fra Århus, at fire af de ti lysledere skulle splidses hurtigst muligt, for at undgå et stort erstatningskrav.

Montørerne splidsene nu alle ti lysledere, så de var fri for at skulle til og køre fra Århus igen dagen efter. Boe havde ikke søgt ledningsoplysninger, så TDC stillede med et stort erstatningskrav, hvilket blev afvist, da BOE påstand var at det var et meget unaturligt sted at nedgrave kabler. TDC frafaldt kravet.

Boksning i Jetsmarkhallen.

Der blev for flere år siden afholdt verdensmesterskaber i boksning i Jetsmark hallen, og da Danmarks radio mente at elforsyning fra et generatoranlæg var mere driftssikker end elforsyning fra nettet, fik BOE til opgave at levere el fra den store generator ved BOE.

For en sikkerheds skyld blev generatoren sendt til eftersyn, forinden den blev kørt til Jetsmark, der blev skiftet olie og oliefilter inden skulle på den vigtige mission.

Generatoren blev tilsluttet allerede om onsdagen før stævnet om fredagen. Alt virkede upåklageligt, både Danmarks Radio’s transmissions udstyr og BOE’s generator. Alle var klar til den store transmission.

Den første boksekamp startede kl 20.00 fredag aften, og 15 minutter efter start revnede brændstoffilteret i generatoren. Da generatoren for alt i verden ikke måtte gå i stå, pressede Lars og Flemming klude omkring brændstoffilteret, således at det var begrænset hvor meget olie der løb ud på jorden

Det var mig der havde vagt den aften, og jeg havde det bare ikke ret godt, jeg var ude i badmintonklubben, hvor jeg passede cafeteria, sammen med min søn Mads-Christian – min kone var på arbejde.

For at undgå en større olieforurening fik jeg tilkaldt Falck’s brandvæsen, der stillede med 6 biler, til udlægning af kattegrus, der kunne holde på olien.

Næste opgave var at få en til og reparere generatoren, og så var jeg heldig med at jeg kendte mange af dem på PM.s motorfabrik i Brønderslev. Jeg var så heldig at jeg fik fat i chefens kone, som så fik fat i en montør. Han fik fat i et nyt oliefilter og kørte mod Jetsmark. Næste problem var at vi ikke kunne få lov til at stoppe generatoren før der var TV avis klokken 22.00. Når generatoren blev stoppet ville der gå ca. 10 minutter, før de lys der var over bokseringen kunne tændes igen, da de først skulle afkøles.

Udskiftning af oliefilteret tog maksimalt 5 minutter, og kort tid efter var BOE oppe og køre igen, og ikke mindst Danmarks Radio kunne sende igen.

Hvis vi havde stoppet generatoren under en boksekamp, ved jeg ikke hvad konsekvenserne ville blive, men det ville være pinligt hvis hele transmissionen blev afbrudt så der ikke kom signal ud til de mange tusinde TV seere.

Økonomisk klarede BOE også frisag denne gang over for Falck, der stillede med en faktura på alle deres omkostninger til 6 biler og 12 mand. BOE’s påstand var at det var helt ude af proportionerne at sende så mange biler og mænd, bare fordi der var lidt olieudslip.

BOE stillede også erstatningskrav over for PM motorfabrikken, over det defekte brændstoffilter, men de mente at de var uden skyld, da der ikke var garanti på et oliefilter.

 

PM beslagfabrik Saltumvej Brønderslev.

På et tidspunkt fik PM på Saltumvej behov for en større udvidelse, de havde købt en metalpresser, der kunne presse med 200 tons. Presseren var tidligere blevet brugt til og presse tagene i folkevogns bobler. Den eksisteren lavspændingstavle der stod nede i kælderen skulle demonteres, så jeg havde bestilt en ny tavle ved Cubic i Brønderslev.

Herudover skulle der trækkes to nye kabler op til den nye presser. Det var ingen problemer med at få alt det gamle demonteret, men alt det nye var så tungt at montere at montørerne var træt 14 dage efter arbejdets afslutning.

Vi fik lov til at afbryde forsyningen fredag eftermiddag, og skulle være færdige søndag eftermiddag. Vi blev færdige til den aftalte tid, og for at få en ordentlig afslutning på arbejdet gik jeg over til BOE efter en øl til hver mand. Jeg havde ikke set, at på et skilt stod der, at der var total spiritusforbud på hele fabrikkens område.

Heldigvis var der ikke nogen der så at vi drak vores øl, ellers kunne der blive en masse ballade ud af den sag.

Desværre går det ikke så godt for fabrikken længere, jeg kender en der har været ude og rydde op på fabrikken, da den nu skal sælges, produktionen er ikke rentabel længere.

Påkørsel af transformerstation.

En hverdagsnat var der en landmand der påkørte en transformerstation i det vestlige forsyningsområde.

Ifølge en der hjalp ham efter uheldet var manden der var føreren af bilen ikke helt appelsinfri

I et sving på vejen fortsatte føreren med at køre ligeud, først kørte han igennem et læbælte, dernæst kørte føreren ca. 150m på tværs af kartoffelrækker – det må have givet nogle høje bump.

Til sidst påkørte han en transformatorstation, der blev flyttet ca. 20 cm på soklen. Konsekvensen af denne påkørsel var at et kæmpeområde blev uden strøm.

Efter påkørslen kom manden så meget til hægterne, at han var klar over at bilen skulle flyttes væk hurtigst muligt, og til alt held for ham, var der ikke længere spænding på transformatorstationen – det kunne der ligeså godt have været, da el vagten forsøgte at sætte strøm på igen.

Manden gik hen til nærmeste nabo, for at tilkalde hjælp, hvilke hjælp han fik, har jeg ikke kendskab til, men fakta var, at da Nyfors kom til stedet, var bilen flyttet væk. Nærmeste nabo fik også mandens navn, og samtidig skrev han for god orden skyld også bilnummeret op.

Nyfors fik strøm på det hele ved hjælp af en generator, og el vagten kontaktede politiet, der ikke ønskede at komme, da der kun var materiel skade.

Næste morgen tog undertegnede ud til skadesstedet, for at tage bestik af situationen. Intet i transformatorstationen kunne bruges, så det blev en skade på omkring 1.000.000 kr.

Jeg gik noget omkring i området derude, og fandt flere ting der var slået af bilen under den voldsomme køretur. Til sidst gik jeg over til den nærmeste nabo, og han kunne hjælpe med masser af oplysninger. Jeg kontaktede politiet igen og forklarede dem om skadens størrelse, og at der var både vidner og stumper fra bilen.

Nu ville politiet godt komme, jeg fik forklaret sagens omstændigheder, de fik de stumper der var slået af bilen, og efterfølgende gik vi hen til nærmeste nabo, som skadevolder havde kontaktet.

Sammen med vidne besigtigede politiet skadested, og efter en kort drøftelse blev politiet enige om at de ville hente skadesvolder.

Den smadrede bil, stod bag ved skadevolders lade, fortalte politiet, og da politiet kom med skadesvolder, var det første han sagde, ”Hvad er der sket her”, og han fik svaret af politiet, ”nu holder du din kæft”. Så hørte jeg ikke mere til sagen, før et stykke tid efter.

Det var forsikringsselskabet, der gerne ville se de ødelagte, og det fik de selvfølgelig lov til at se.

Fejl i projektering af ny forlystelse?

 

Da Orkanen i Fårup sommerland skulle projekteres kunne deres lokale elektrikere ikke få oplysninger om hvor meget sådan en forlystelse brugte af strøm. Det eneste de fik at vide var, at hvis de lagde tre parallelle 5 x 240 AL kabler fra transformerstationen til Orkanens hovedtavle, så var leverandøren af Orkanen sikker på at det var forsyning nok.

Vi fik transformerstationen udvidet så at de tre parallelle kabler kunne blive fuldlastet.

Tidspunktet kom hvor man skulle prøve starte den ny forlystelse, først med tomme vogne, og efterfølgende skulle vognene forsynes med sandsække som belastning.

Da der blev trykket på startknappen, koblede alle overstrøms relæer ud på grund af overbelastning, vognene rørte sig ikke ud af stedet. Gode råd var dyre.

For at udelukke at det var elforsyningen der var galt med, lejede man en stor generator, og ved ny opstart af Orkanen, var samme resultat, generatoren koblede ud.

Det viste sig at problemet var, at alle 99 motorer der var monteret på Orkanen, startede op på en gang, hvilket ikke var nødvendigt for at forlystelsen kunne køre som ønsket Der blev justeret på styringen så at de enkelte motorer først startede når der blev behov for det, det hjalp.

Nu kunne Orkanen køre både med elforsyning fra generatoren og efterfølgende fra transformerstationen, og med sandsække som belastning i vognene.

Selvfølgelig har jeg selv prøvet Orkanen, og den var meget spændende især når man kommer under vandet med fuld fart.

 Fejl på 60KV linjer.

Denne 60kV linje der gik fra Hvorupgård til Agdrup væltede i en snestorm i 1964. Tidligere havde den forsynet hele BOE’s område, men da omkostningerne til genetablering ville blive enorme, valgte man at demontere linjen, da BOE nu blev forsynet via 150kV net.

 

Ved samme lejlighed brækkede den nye 60kV linje mellem Børglum og Ingstrup ned.

Ved dimensionering af en 60 kV linje tages der kun hensyn til enten at det blæser, eller også fryser der sne fast i trådene, aldrig begge dele på en gang.

De arme der holder trådene væk for masten, knækkede ganske enkelt sammen, så meget, at trådene kom ind og røre masterne

Når der kommer meget sne på trådene bliver de som fly-vinger, trådene pisker op og ned, des skal ses, før man tror det. Jeg har haft det på video, men har desværre slettet optagelserne.

 

En af de ældste 60KV linjer der var ved selskabet gik fra Agdrup i Brønderslev til Pandrup.

På et tidspunkt var der så meget saltbelægning på isolatorerne at den koblede ud. Inden vi tog grovere midler i brug, skulle linjen gås igennem for at se om der var brud, og det var der ikke. Det så ikke ud til regnvejr sådan lige foreløbig, så der var ikke andre løsninger end at skrue op for relæerne, og derved håbe at den holdt inde.

Da der efterfølgende blev sat strøm på, var det som om at der var en lyskæde fra Brønderslev til Pandrup – et virkelig flot syn.

Da vejret blev mere normalt, blev der sat en ekstra isolator i hver fase, i den strækning der var nærmest vestkysten.

Saltbelægninger er et stor problem, jeg ved blandt andet ud fra Vendsysselværket, der har man opsat et markvandingsanlæg, der sprøjter vand op på isolatorerne, når der har været blæst fra vest.

 

Vi havde også fejl på 60KV linjen fra Nibstrup til Børglum en mørk efterårsaften hvor det var stiv til hård kuling fra vest. En landmand ringede fra Børglum og oplyste at der kom nogle enorme lysglimt vest for Børglum by. Denne linje var blevet totalefterset ca. 3 måneder forinden, men man havde sparet at udskifte afspændingsklemmerne.

Det fik den konsekvens at jordtråden ved en knækmast gled i afspændingsklemmen, så at den blev så slap, at den dannede kortslutning til en faseleder, når at alle ledere hoppede og dansede op og ned.

Vi fik fat i dem der kunne reparere sådan en fejl, men deres traktor med kurv der kunne gå op i 18 meters højde, var placeret på den anden side af Limfjorden.

Gode råd var dyre, vi kunne ikke undvære linjen, så montørerne besluttede at benytte kurven de første 18 m, og herefter at surre kurven fast til masten. Herefter kravlede de det sidste stykke op i masten, for herefter at udføre en midlertidig reparation.

Tænk sig at side oppe i ca. 20 meters højde i et forfærdeligt vejr, jeg vil sige det var modigt gjort, og der var en der var meget glad da de stod på jorden igen.

 Afslutning.

Der kunne skrives meget mere, men jeg har valgt at stoppe her. Desværre havde jeg ikke så mange billeder til rådighed, som ønsket, men jeg satser på at gøre en tur ned på lokalhistorisk arkiv her i Brønderslev, til efteråret, hvor jeg håber at de har fået ryddet op i alle deres gemmer fra det gode gamle BOE.

Tak til dem der har bidraget med oplysninger til bogen, og tak for alle billeder jeg har haft til låns.

Christian Larsen.

Mail.:Larsenhgcl@gmail.com

Tlf.:20228970

 

Følgende blev indrykket i den lokale avis:

 

BRØNDERSLEV TRÆLASTHANDEL Aktieselskab

den 25. maj 1925

Brønderslev Trælasthandel Aktieselskab, er oprettet i juli 1919 og trådte som virksomhed 1. november samme år, men kan dog ikke betragtes som noget nyt firma, idet 3 af byens købmænd, som har drevet trælasthandel på hver sin plads, overdrog deres lager af trælast- og bygningsartikler til det nye aktieselskab.

Selskabets bestyrelse består af følgende herrer:

Købmand S. Larsen, Brønderslev.

Købmand Andreas M. Tolstrup, Brønderslev (som en overgang var sognerådsformand og fmd. for handelsstandsforeningen).

Jens Andreas Madsen Tolstrup – født i Tolstrup den 30.8.1869.

Død i 1957, 88-år gammel.

Direktør Woidemann, Aalborg.

Aktieselskabets adm. direktør er hr. Johannes Larsen

Selskabets aktiekapital, som er fuldt indbetalt er på kroner 150.000,00.

Lager og kontorbygninger samt tømmerpladserne er beliggende i jernbaneliniens umiddelbare nærhed, og er altid godt forsynet med 1.ste klasses varer, såvel i trælast som i øvrige bygningsmaterialer – blandt andet anerkendte mærker i skifer og tagpap.

Noter:

Jens Andreas Madsen Tolstrup født den 30. august 1869 i Tømmerby ved Tolstrup.

Forældre: Gårdmand Anders Madsen og hustru Gertrud Gregersen (35 år) af Tømmerby. Opslag 24. Fik ved Kgl. bevilling den 11.3.1895 som gav ham lov til at bruge navnet: Jens Andreas Madsen Tolstrup.
Andreas M. Tolstrup som han valgte at blive tiltalt, var købmand i “Nørrehus” og sognerådsformand samt primusmotor ved oprettelse af byens “handelsstandsforening”. Han blev konfirmeret den 30.9.1883 i Tolstrup kirke.
Andreas M. Tolstrup døde i 1957, cirka 88 år gammel.

Leo Cordes blev senere direktør på “trælasten”. Han overtog alle aktier, og drev virksomheden dygtigt videre og udvidede flere gange omkring Torvegade/Mejlstedgade bl.a. med stort byggecenter jvf. nedenstående billeder.

Pladsen blev dog med tiden for trang og sidst i 1980erne blev virksomheden flyttet til nyopførte lokaler med stort nyt byggecenter og store lagerhaller på Østergade tæt ved Øster Kærvej, hvor der også blev opført et nyt betonværk.

Efter Leo Cordes død overtog de to sønner Peter og Jens Cordes ledelsen og drev virksomheden dygtigt videre.

Senere er virksomheden solgt til Det Danske Trælastkompagni og virksomheden drives nu under navnet STARK.

For en forholdsvis ung kvinde der har levet hele sit liv i og omkring Århus, var det med spænding, jeg i sommeren 2004 med min mand og 2 børn på hhv. 8 og 12 år flyttede til Brønderslev.

Det eneste kendskab jeg umiddelbart havde til det ukendte prærieland på den anden side af Limfjorden, var fra ferier i hhv. Blokhus, Løkken og Skagen.

Det forholdte sig imidlertid sådan, at jeg havde et stort ønske om at arbejde som funktionspræst og til min store glæde fik jeg, kort tid efter endt teologisk eksamen, mit første embede i Brønderslev.

Jeg havde målrettet søgt stillingen, fordi en del af den var tilknyttet Brønderslev Psykiatrisk Sygehus, Kirkens Korshær og udviklingshæmmede sognebørn.

Min mand og jeg havde naturligvis været oppe for at se på området og på byen. Vi blev overrasket over hvor mange muligheder, der er i og omkring Brønderslev. Uddannelses-, idræts-, kultur- og handelsmuligheder. Dertil kommer at toget kører lige igennem byen og motorvejen ligger tæt på uden at være støjende. Kirken var og er stadig et utroligt aktivt fællesskab, der som resten af byen hele tiden er i konstant udvikling. Her ville vi gerne bo, her kunne jeg godt se mig selv virke som præst.

Jeg glemmer aldrig den aften, da menighedsrådsformand Else Hansen sammen med formanden for menighedsrådet i Serritslev, Nethe Budolfsen ringede mig op og fortalte, de ønskede mig som deres nye præst i Brønderslev-Serritslev pastorat. Formalia var, at de skulle spørge, om jeg stadig ønskede stillingen. Selvfølgelig gjorde jeg det, jeg var jublende glad.

Min familie og jeg kom fra en lejlighed i Århus og skulle nu bo i en embedsbolig, et parcelhus, beliggende i Peter Heises Kvarter i den vestlige del af byen. Med de åbne og velholdte forhaver var det for os som at træde ind i en amerikansk film, hvor cykelbuddet kørte forbi, mens denne smed avisen ind i indkørslen med et højlydt ”Godmorgen!”.

Jeg skulle dog blive klogere.

Jeg havde ikke boet længe i Brønderslev, før jeg fandt ud af at ”de indfødte” ikke sådan strør om sig med høje tilråb og store armbevægelser. Vendelboernes tilgang til medmennesket er en del mere nedtonet. Dog vil den opmærksomme tilflytter hurtigt erfare, at der bag en vendelbos stille ydre, befinder sig et varmt og lunefuldt menneske, ofte med et imødekommende og humoristisk glimt i øjet.

Det oplevede jeg et godt eksempel på, da jeg var til kaffe med de ansatte i Brønderslev Kirke for første gang. Det skal i sammenhængen nævnes, at der tidligere i Brønderslev Kirkes historie kun havde været én anden kvindelig præst; Majken Frost der var ansat i perioden 1977-79. Hun fungerede som deltidsansat hjælpepræst og var indledningsvist blevet ansat på prøve ét år.

Her stod jeg nu et kvart århundrede efter min første kvindelige kollegiale forgænger i Brønderslev. Selv var jeg helt grøn ud i det pastorale trods mine 35 år. Mine kolleger på det tidspunkt, provst Ole Skovgaard Sørensen, Henning Kristensen og Jens Fjendbo Jensen havde alle rundet de 60 og havde været ansat i Brønderslev-Serritslev pastorat mange år. Alle garvede og dygtige præster.

Ved kaffebordet havde jeg hilst og givet hånd hele vejen rundt. Jeg kom slutteligt til den daværende kirkegårdsleder Finn Larsen. Han gav mig hånden, så indgående på mig og sagde så uden at fortrække en mine: ”Præster er ikke, hvad de har været”.  Uddybe gjorde han ikke, men jeg var uden tvivl velkommen, hvilket jeg dog først fandt helt ud af efter at have tygget lidt på den. Jeg har selvfølgelig siden hen lært, at vendelboere siger meget med få ord og det gode glimt i øjet.

Jeg kan lide dem for det og har aldrig følt mig andet end velkommen. Jeg har derfor nydt hvert eneste år, jeg har været bosat i Brønderslev.

Det er min overbevisning, at man altid er velkommen, når man kommer med oprigtig interesse og venlighed. Er man i tvivl, er overbevisningen ikke længere end et telefonopkald væk  hvor ordene: ”Velkommen her”  er lige så sikker en indgangsreplik, som det afsluttende ”Amen” i kirken.

Cykelpræsten

Min tilgang til måden at være præst på, var nok på mange måder en anden end, hvad Brønderslev tidligere havde været vant til. I hvert fald blev jeg i starten ofte mødt med skepsis, når jeg kom cyklende på min blå mountainbike.

Jeg oplevede ofte i starten, at den jeg skulle til samtale hos, stod og ventende i døren. Iført cykelhjelm og rygsæk, steg jeg af cyklen, smilede og sagde: ”Goddag”. Forvirringen var sjældent til at tage fejl af, når vedkommende så undrende på mig, ja næsten undskyldende som om, han eller hun ville sige: ”Altså, det er ikke fordi, jeg ikke vil hilse, men jeg står lige og venter på præsten, der er på vej”.

Selv nåede jeg altid først efter mit ”Goddag” at tilføje: ”Det er mig, der er Gitte Lykke… præsten”. Svar: ”Åhh… du ligner ikke en præst”. Mig: ”Måske ikke, men når vi kommer indenfor, skal jeg nok gøre mit bedste for at fungere som en præst”. Svar: ”Åhhh ja, undskyld, lad os gå indenfor”.

Efter sådan en start på diverse samtaler, gled alting bare nemmere. Den gammeldags opfattelse af, hvordan præster er, ser ud eller transporterer sig selv rundt på, fik på den måde et lille skub. Selv fik jeg af mange tilnavnet ”Cykelpræsten”.

De mange skrøner

”En præst er en gammel mand med skæg”. ”Der er så kedeligt i kirken”. ”Bor præster ikke gratis?” ”Arbejder præster ikke kun om søndagen?” Ja, skrønerne er mange og det samme gælder aktiviteterne i Brønderslev Kirke.

Hvert 4. år er der valg til menighedsråd. I Brønderslev Kirke sidder 15 folkevalgte menighedsrådsmedlemmer og dertil kommer kirkens præster.

Menighedsrådet har ansvar for det enkelte sogns kirkes økonomi, vedligehold og drift. Det er også menighedsrådet, der ansætter personalet, så disse kan varetage gudstjenester og øvrige aktiviteter.

Brønderslev Kirke har altid været en meget aktiv kirke – også før, jeg kom til byen. Altid har der været et engageret menighedsråd, mange gode præster og altid har personalet udført deres arbejde mere end godt med stolthed og smil.

Selv ville de på deres egen nordjyske facon sige; ”De jo bare gør deres arbejde” eller ”Det godt nok”, men alle brænder for det, de arbejder med og det smitter naturligvis af på de mennesker, der kommer forbi, bruger kirken, sognegården og kirkegården.

             

Brønderslev Gamle Kirke, Knudsgade,   Brønderslev Kirke, Bredgade.

Vigtigt er det at understrege, Brønderslev Kirke jo er omfattet af personale og aktivitet i både Brønderslev Gamle Kirke, der ligger ved kirkegården i Knudsgade og ”Den store røde kirke”, som Brønderslev Kirke i Bredgade, kaldes af mange.

Udover søndagens højmesse, dåb, konfirmation, vielse og kirkelig handling i forbindelse med dødsfald, samt naturligvis højtiderne, bruges der kræfter på alverdens aktiviteter for børn og unge, gudstjenester med forskellige temaer, voksenundervisning, foredrag, musik, korvirksomhed, fællesspisning, sogneeftermiddage, sogneaftner, sorggrupper og familie fællesskaber.

Udflugter, ture, pilgrimsvandringer og mange andre aktiviteter, viser at det absolut ikke er kedeligt at være kirke i Brønderslev og at både præster og ansatte er på arbejde alle dage foruden søndag. ”Brønderslev Kirke – en levende kirke for alle”, lyder dens slogan og det, må man sige, har sin rigtighed.

 

 

 

 

I Brønderslev har der været tradition for, at den kirkebogsførende sognepræst bor i den legendariske præstegård, Bredgade 133.

Da jeg i 2012 selv fik denne stilling og derfor flyttede fra embedsboligen i Peter Heises Kvarter ind i præstegården, slog jeg dørene op til et ”Åbent hus” arrangement og en reception i anledningen. Der deltog rigtig mange, det rørte mig meget.

Jeg husker blandt andre en ældre dame, jeg aldrig tidligere havde mødt. Under kaffen fortalte hun, hvordan hun havde været ”ung pige i huset” hos en af de tidligere præster. Jeg hørte om de to værelser til tjenestepigerne, om lemmen i gulvet ned til kælderen, hvor gruekedlen havde stået, om konfirmanderne der blev undervist i, hvad der engang var konfirmandstuen og andre rum, som ikke eksisterede længere pga. mange efterfølgende ombygninger af den over 100 år gamle præstegård. Det blev ét af de utal møder med mennesker, jeg aldrig glemmer fra min tid i Brønderslev.

Ej heller glemmer jeg varmeregningen i den tid, jeg boede i præstegården. Så svaret til skrønen om, hvorvidt præster bor gratis, er; ”Nej, det gør de ikke, de betaler husleje, el, vand og varme, som andre helt almindelige mennesker”.

 

 

 

 

 

Personligt tiltaler traditionen mig; at ”præsten bor i præstegården og i sognet”. Jeg mener, det er en vigtig del af vores kulturhistorie og dertil er ingen i tvivl om, hvor præsten er at finde – det ligger der en vis tryghed i.

Forskellighed er en styrke

Som præst og som menneske har jeg altid bestræbt mig på at imødekomme andre med respekt og lydhørhed trods forskellighed. En samtale har kun mulighed for at vokse til noget større og frugtbart, hvis det er sådan, man møder hinanden.

Et utal af værdifulde samtaler har jeg haft på små stuer eller gåture i skoven med psykisk syge. Sygehuset, eller Statshospitalet som det blev kaldt i gamle dage, ligger stadig på Hjørringvej grænsende op til den smukkeste skov og Grinsted Plantage.

Samtaler omkring kaffebordet på varmestuen Fristedet i Nørregade, i fællesrummene på forskellige bosteder for udviklingshæmmede, ved et sygeleje, på plejehjemmene, hos enken, den ensomme mand, på teenagerens værelse, hos brudepar, dåbsforældre, det sørgende forældrepar har hver og én gjort indtryk på.

Udenfor Løvbjerg, inde i Føtex, midt på Algade eller i den smukke Rododendron park med Den Runde Pavillon, hvor Brønderslev Kirke blandt andet har holdt gudstjenester og deltaget i Stafet for livet, har samtalen også fundet sin vej, fundet værd.

Eller i Markedsteltet til Brønderslev Marked – her et helt særligt sted at være samlet, når det kommer til forkyndelsen af Guds ord og det fællesskab, der er at finde på tværs af menneskers forskellighed.

Handelsstandsforeningen, Biblioteket, diverse ungdomsorganisationer, loger, byens skoler og andre har kirken gennem årene samarbejdet med. Det er kendetegnende for byen at gøre tingene sammen, skønt man repræsenterer noget forskelligt.

Ét af de lokale værtshuse har jeg også besøgt, tanken herom, vækker også smil på mine læber. Jeg skulle begrave en mand, der havde sin hverdag her og umiddelbart havde han ikke nogen pårørende. Jeg valgte derfor at gå derind, bestille en sodavand og spørge om nogle kunne fortælle mig, hvad han var for et menneske. Før jeg fik set mig om, blev jeg inviteret hjem til kaffe hos vennerne og fik historien om en hjertevarm reservefar og god kammerat.

Jeg har aldrig lagt skjul på, jeg mener, forskellighed er en styrke.

Som tiden udviklede sig, udviklede tilgangen til præstegerningen sig også. Derfor fik flere præster i Brønderslev gennem årene særlige funktioner udover, hvad der i daglig tales kaldes ”rugbrødsarbejdet”. Udover de særlige målgrupper, jeg selv var ansat til at varetage omsorgen for, kan nævnes funktion af værnspræst, gymnasiepræst, præst med særlig tilknytning til Kirkelig Ungdomsleder uddannelse. Også teologisk forskellighed har der været gennem en årrække.

For Brønderslev Kirke har det betydet, at vi er nået ud til en langt bredere menighed end vi ellers ville have nået.  Ingen mennesker er ens. Troen på Vorherre og den treenige Gud er den samme, men tilgangen til troen er forskellig og det samme er vores trospraksis.

Indre Mission har i årtier stået stærkt i Brønderslev og jeg husker, hvordan jeg som ny præst blev inviteret over i Missionshuset og havde fået det ærede hverv at åbne den årlige basar.

Forinden kunne jeg forstå, der havde været lidt snak om, hvorvidt min mand og jeg overhovedet var gift, fordi min mand ikke havde vielsesring på og den, jeg havde på, ikke lignede en vielsesring. Dertil kom, at vi heller ikke hed det samme til efternavn.

Jeg valgte derfor ved samme lejlighed at forvisse de tilstedeværende om, at vi trods vores forskellige efternavne var gift; først på rådhuset og siden modtaget en kirkelig velsignelse. Jeg fortalte, at jeg havde fået en ring til hver lejlighed og at min mand ikke havde ønske om at gå med ring. Forskellighed er en styrke, der skal værnes om.

At være fælles om glæder og sorger

Jeg har følt mig meget privilegeret som præst i Brønderslev. Privilegeret forstået på den måde, at mennesker har åbnet deres liv for mig. Jeg har været med til at dele glæder og sorger på nært hold, det er en gave at få lov til.

Sorger giver sig selv, når man mister sine elskede, når man rammes af sygdom eller andet tungt i livet.

Glæder er mange naturligvis, men glæde kan være dåbsbørn – også dem der med smil gylper ned af præstekjolen eller i dåbsvandet, så det må skiftes.

Glæde er konfirmander, der det ene år er forventningsfulde, ligefremme og til tider generte unge mennesker på vej i livet, og det næste år slet ikke er til at kende, fordi de er vokset mig over hovedet, pludselig er voksne, ekspederer mig i forskellige butikker, selv skal have døbt børn eller giftes.

I forbindelse med vielser har jeg haft mange rørende men også sjove oplevelser.

Den oplevelse, der stikker mest ud til den humoristiske side, må nok siges at være dengang den kære gom havde brug for at tisse midt under talen.

”Du står så uroligt, er du okay?”, hviskede jeg. ”Jeg skal sådan tisse”, blev der hvisket tilbage. ”Skal vi holde en pause?” ”Nej, du fortsætter… ”, kom det prompte fra bruden.

Men sådan blev det ikke. Gommen kunne ingenlunde koncentrere sig, stod der og trippede, hvorfor jeg kaldte på kirketjeneren og bad hende følge ham til toilettet.

Et latterudbrud fra gæsterne, en brud der i første omgang mente sig forladt ved alteret, men i den efterfølgende kunne stå med en rolig kommende ægtemand i hånden, er ét af de mange skønne minder, jeg vil huske tilbage på fra min tid som præst i Brønderslev.

Brønderslev – Vendsyssels hjerte

16 år blev det til for mig i byen, hvis konstante pulsslag altid vil være en del af mit eget hjerteslag. 16 år hvoraf de første 8 var som præst med særlig funktion, de sidste 8 som kirkebogsførende sognepræst.

Gennem årene har jeg været aktiv i forskellige udvalg under menighedsrådet. Bl.a. kan nævnes Børn- og Unge udvalget, Aktivitetsudvalget, Undervisningsudvalget og Menighedsplejen. Mange udvalg er der i kirken og hver har hjerte for det arbejde, der udføres heri.

Skønt min mand og jeg gik hver til sit, mine børn blev voksne og flyttede hjemmefra, så havde kirken og Brønderslev mit hjerte. Sådan vil det altid være, selvom jeg ikke længere er præst der og derfor er jeg også blevet boende her i Vendsyssel.

Den 2.juni 2019 blev kirkerummet i ”Den store røde kirke” i Bredgade genindviet efter en gennemgående renovering og ombygning. I foråret 2022 fylder den selvsamme kirke 100 år. Brønderslev Gamle Kirke i Knudsgade står, hvor den blev bygget tilbage i 1100-tallet. Kristus er hovedhjørnestenen, det kan ingen ændre på. Det er på troen på ham som verdens frelser, der bygges kirke og fællesskab.

Hjertet hertil findes i Brønderslev og sådan har det været i generationer. Med det engagement der lægges for dagen, tror jeg på, det samme vil gøre sig gældende også fremadrettet.

Selv takker jeg for at være blevet en del af historien”.

Ét af de mange billeder jeg har taget gennem tiden af Brønderslev Kirke, siger Gitte Lykke.

 

 

 

 

 

Centralvarmekedler, Centralvarmekomfurer, Radiatorer, Badekar, W.C kompleks, Malkemaskiner, på lager, til omgående levering .

Brødrene Langeland, Nørregade, Brønderslev

Telefon 32

Historie om firmaet,

Sæde i direktørstolen år 1980, Otto Christensen

 Brønderslev: 13-årige Otto H. Christensen er ham, der bliver jaget med i firmaet. Det er ham, der om sommeren skal køre tunge varer ud til kunderne med firmaets trækvogn, og om vinteren er det ham, der må trække slæden ud til de samme kunder med varer.

Det er ham, der skal pudse firmaets kakkelovne, og det er i det hele taget ham, der skal tage alt det sure slæb.

Det skete ganske vist i 1930, da Otto Haugaard Christensen, nu direktør for det store vendsysselske firma Brødrene Langeland i Brønderslev, blev ansat som bud og arbejdsdreng i firmaet, der dengang ejedes af Conrad Langeland.

Otto Christensen var dog ikke let at kue, og det var sikkert heller ikke chefens mening med at lade knægten slide så hårdt.

I hvert fald fortsatte han med at passe sit job, ikke som bud men som betroet medarbejder i firmaet, der i dag er hans eget, og på onsdag fejres 50-års jubilæet med en reception i firmaet, der efter mange år i Nørregade, nu drives fra moderne salgs- og lagerbygninger i Østergade.

Da Otto Christensen begyndte for 50 år siden, var støbegods hovedartiklen, men senere har virksomheden ændret karakter, og i dag er det i stor udstrækning artikler til byggeindustrien, der forhandles.

Brødrene Langeland er stærkt engageret i byggevirksomhed, og der er mange teknikere ansat til installation af blandt andet centralvarme. Firmaet har gennem årene medvirket ved betydelige byggerier i Brønderslev og opland.

Selv om Otto Haugaard Christensen ikke har fået en fin handelsuddannelse, har han gennem sit praktiske virke og sin sans for forretning lært alt, hvad der er værd at vide i den branche, han arbejder i.

Da Elias Marinus Conrad Langeland døde, blev virksomheden overtaget af direktør Rigmor Nielsen, men navnet Brødrene Langeland var fast forbundet med Otto H. Christensen.

Ved Rigmor Nielsen død var det naturligt, at det var Otto H. Christensen, der overtog den store virksomhed, som han kendte ud og ind.

Der har næppe været en festlig begivenhed i Brønderslev, som Otto H. Christensen ikke har været med til at sætte sit præg på, med sit gode humør.

Fest skal der derfor også være, når 50-års jubilæet fejres. Den fest vil blive skabt af de forventede mange receptionsgæster, og forudseende har jubilaren indrettet den store lagerhal til formålet.

 

Kilde: Arkiv.dk/lokalarkivet for Brønderslev. Poul Erik Andreasen. Avis?

 

 

 

Indledning

Vi var en gruppe personer, der havde besluttet, at vi ville deltage i en højskoleuge på Færøerne. Nogle af deltagerne havde været på Færøerne flere gange, og andre havde aldrig været der – den sidste gruppe tilhørte jeg.

Der kunne være forskellige grunde til, at man deltog – lyst til at opleve, være sammen med andre rejselystne, opleve den prægtige natur, stifte bekendtskab med færingernes store gæstfrihed, og mange andre grunde.

Turens praktiske opgaver blev løst til alles tilfredshed af Kaj Thiel Stoumann (BOE’s direktør) og Jens Fjendbo Jensen (vores lokale præst), samt diverse hjælpere på Færøerne.

Unitas rejser var teknisk rejsearrangør, og Atlantic Airways klarede transporten pr fly, til og fra Færøerne.

Hvis vi enkeltvis skulle have været på Færøerne, havde vi aldrig kunnet opleve det, vi nåede på en uge. Her benyttede vi erfarne personer, der tidligere havde arrangeret rejser, havde besøgt øerne flere gange, og havde et utal af værdifulde kontakter, til at guide os rundt.

Desuden havde vi en pragtfuld buschauffør Mogens Wraae, der kørte os sikkert rundt på veje, broer og i tunneller.

Inden afrejse havde jeg lovet at skrive lidt om turen, og det kan nok ikke undgås, at dagbogen bærer præg af, hvor mine interesser er, elforsyning, vandreture i naturen, samt ikke mindst samværet med andre med samme interesser.

Det har ikke været målsætningen at skrive en roman om Færøerne, men til gengæld i korte træk at beskrive, hvad vi oplevede, samt en beskrivelse af højskoleugens forløb. For at de i dagbogens oplysninger er så korrekte som muligt, er der i stor grad anvendt brochurer fra de steder, vi besøgte; men også foredragsholderes manuskripter, i den grad det var muligt at få udleveret.
Christian Larsen

Tur til Færøerne fra den 31. juli til den 8. august 2005.

Søndag den 31. juli.

En gruppe på 52 personer mødte som aftalt ved Brønderslev Ny Kirke søndag morgen for at rejse til Færøerne, hvor vi skulle deltage i en højskoleuge.

Dagen i forvejen havde der mildest talt været skybrud, men nu skinnede solen og det blæste lidt, som man jo kan forvente af det danske sommervejr.

Jørn’s busrejser skulle transportere os til lufthavnen i Billund, hvor vi skulle flyve fra midt eftermiddag. Rejseleder Kaj Thiel Stoumann, var en uge i forvejen taget derop med færge, og havde medbragt sin bil, for at forberede det sidste, inden vi kom derop. Vores anden rejseleder Jens Fjendbo Jensen var med i bussen fra Brønderslev.

Efter at Jens havde budt alle velkommen til turen, var der en masse praktiske oplysninger, der blev informeret om, inden vi sang et par sange, fra det medbragte sanghæfte. På vejen til Billund holdt vi en kort pause, hvor vi spiste vores medbragte frokost.

Vi blev hurtigt booket ind i lufthavnen, og nu var der kun at vente på, at flyet skulle afgå mod Færøerne. Forventet flyvetid fra Billund til Sørvágur var to timer.

Mange har nok hørt rædselsberetninger om landinger i Sørvágur, grundet den meget korte landingsbane, hvor der for enden er en klippe. Alle disse rædselsberetninger om landingen holdt ikke stik. Piloten landede flyet stille og roligt, dog kunne flere mærke den trykforandring der var efter den hurtige nedstigning. Grundet overbooking på Højskolen i Torshavn, skulle vi bo på Skolehjemmet.

Medarrangør af rejsen Kaj, stod i lufthavnen og ventede på os. Der var et pragtfuldt vejr, solen skinnede fra en skyfri himmel – det var bare dejligt, så Kaj havde arrangeret en lille rundtur inden vi blev kørt til Skolehjemmet

Først kom vi en tur til bygden Bøur, hvor et militærfly for få år siden fløj mod en klippevæg. Efterfølgende kom vi forbi Tindhólmur, en meget stejl klippe, som en vis person fra Brønderslev for få år siden besteg i træsko (BOE’s formand).

Det er samme sted Søren Ryge fra TV, har optaget to film – en om hvordan man laver reb, og en om hvordan en person blev hejst ned ad en klippe, for at fange fugleunger. Nede midt på klippen, hvor der var en klippevæg at gå på – ofte 100 m over havet, tager personen rebet af, for derved lettere at kunne fange fugleunger.

Når fugleungerne var fanget, blev halsen vredet om, så de døde, og derefter smidt ned i havet. Her var der både med personer, som samlede fugleungerne op. Brysterne på disse fugleunger skulle være en delikatesse.

Den gode Søren Ryge er ikke så populær på Færøerne længere, han glemte at følge reglerne ved et besøg i et Færøsk hjem. Her trækker man af sine sko, inden man går ind.

Ca. 3 km vest for Bøur, er man ved at etableret en tunnel, der dog ikke er åbnet, ud til bygden Gásadalur. Tidligere gik et postbud op over det høje fjeld tre gange om ugen for at aflevere post til denne bygd, hvor der kun boede 12 – 14 beboere.

Flere steder kom vi forbi, noget der ligesom bure ude i vandet, de blev benyttet til opdræt af laks. Laksene fik foder via en rørforbindelse til land.

Herude på Vágar var også Færøernes eneste vindmøller, i alt 6 stk. På grund af den stærke blæst stiller det store mekaniske krav til mølletårn og gearkasse. Til gengæld er der selvfølgelig også den fordel, at det blæser meget, hvilket medfører, at en mølle opstillet på Færøerne, producere ca. 100% mere, end en mølle opstillet i Danmark. På Færøerne bliver kun 6 % af energien produceret ved vindenergi, hvorimod ved BOE bliver ca. 19% produceret ved vindenergi.

Der findes kun meget få cykler på Færøerne. De få cyklister, vi så, var ikke indfødte, det var turister.

Efter en pragtfuld tur, gik turen til Skolehjemmet i Thorshavn, hvor vi blev indlogeret på ganske rimelige værelser med enkeltsenge. Der var lige en time til afslapning inden aftensmad, – kaffe, samt en enkelt sang fra højskolesangbogen.

Mandag den 1. august.

Når vi var så mange personer samlet, vil der altid være nogen, der har fødselsdag. Den første fødselar var en arbejdskollega, der i dagens anledning bød på ”en enkelt” til alle os ved BOE med ægtefælder.

Ved morgenmaden blev vi præsenteret for de to højskolelærere, der skulle følge os hele ugen. Elin Lindenskov på 43 år, med sin datter Fie på 26 år, samt Bjørgfinnur Nielsen på 56 år. Bjørgfinnur, der foruden at være højskolelærer, skriver digtsamlinger og meget mere.

Højskolen i Thorshavn blev oprettet i 1899 og var inspireret af den danske højskolebevægelse. De første bygninger, blev efter nogle få år flyttet til en anden placering.

Vi var jo ikke kommet til Færøerne for udelukkende at synge danske sange, så ved Bjørgfinnur’s hjælp sang vi på færøsk ”O Færø, så fager”.

Der havde lige været Olaj dag – den 29. juli, hvor nok de fleste på Færøerne fester. Jeg vil vove at sammenligne det med Brønderslev marked. Olaj, er senere blevet suppleret med en musikfestival. Ved Olaj er der ud over socialt samvær også færødans, musik, og idræt og meget mere.

Tinget bliver åbnet ved Olaj festen, hvor Lagmanden holder åbningstalen, og alle kommer til Thorshavn for at fejre det. Tidlige bar alle folkedragt ved festen, men i dag er det kun et fåtal. Det færøske flag, samt et enkelt Dannebrog, ses overalt på denne dag.

Efter morgenmaden blev vi kørt ind til et kommunalt hus, hvor Thorshavns borgmester bød os velkommen til Færøerne. I det kommunale hus var der en samling af nordiske billeder. Dengang samlingen eventuel skulle overgå til kommunen, havde kunstneren Emanuel A. Pedersen det krav, at hele samlingen skulle være samlet i samme bygning.

Borgmesteren har aldrig hverken før eller siden været med til sådan en handel, som da man skulle byde på denne samling. Thorshavn kommune bød på samlingen, og kunstnerens svar var: ”Det er alt for meget.”

Samlingen bestod af mange flotte og dyre malerier, og her kunne jeg sagtens have brugt lige så meget tid, som når jeg er på Skagen kunstmuseum.

Det danske kongehus, samt flere af folketingets medlemmer, har også besøgt huset.

Borgmesteren fortalte, at på byens rådhus hænger der et færøsk maleri, som Kaj har skænket – et maleri, som Kaj fik ved sit jubilæum. Efter besøget ved borgmesteren, var vi på gåtur gennem byen. Her kom vi forbi Lagtinget – det der svarer folketinget i Danmark.

Det er her, dronning Margrethe blandt andet holder tale på færøsk, når hun er på besøg i Thorshavn. Det er præsten fra Vodskov, Lisbeth Solmunde Michelsen, der er færing, skriver og redigerer dronning Margrethes taler, når der er officielle besøg på Færøerne, og tilsvarende når der er færøsk besøg i Danmark.

Efter frokost skulle vi på byvandring i Thorshavn. Første stop var Agir, hvor vi så en vandmølle. På Færøerne har der været kommunesammenlægning, blandt andet er Argir der gik konkurs i 1997, i dag en del af Thorshavns kommune.

I Argir var der i 1500-tallet et hospital for spedalske. I 1750 blev sygdommen udryddet, og herefter blev huset anvendt til fattige mennesker.

Videre kom vi forbi en sandstrand, der om sommeren blev anvendt til solbadning, men ellers som fangstplads til grinder.

I Thorshavn findes det største af tre hospitaler på Færøerne. Hospitalet lå rent praktisk helt ude mod vandet, og i umiddelbar nærhed var der også en helikopterlandingsplads.

Næste stop på turen var en gammel forfalden kirkegård. Årsagen, til at den var forfalden, er, at de pårørende køber et gravsted for evig tid, Når så der ikke er flere pårørende, ved vi jo nok, hvordan det kommer til at se ud. Det er kommunen, der har vedligeholdelsen med at slå græs. Alle bliver begravet ved jordpåkastelse på Færøerne – der er ingen der bliver brændt.

Byvandringen sluttede med at besøge en færøsk maler, der havde udstilling i en gammel bydel, der var fredet. Alle var blevet godt trætte, så det var dejligt, der stod en bus til at køre os retur til skolen.

Aftenens program var foredrag, og inden det startede, foreslog Jens sangen, der skulle synges. Uden at kende den dybere baggrund, ønskede Jens at vi skulle synge ”Når jeg ser et rødt flag smælde”. (Det kunne jo måske være for at glæde Elin).

Herefter var der foredrag med Elin over emnet ”Færøernes politiske situation, herunder forholdet mellem Færøerne og Danmark. Ud over at være højskolelærer, var Elin også medlem af byrådet i Thorshavn.

Landsstyret bestod af 32 medlemmer – 3 kvinder og 29 mænd.

Der er 7 partier:

Liste A Fólkaflokkuri med 7 mandater, alle mænd. Partiet der stort set svarer til de konservative i Danmark, går ind for gradvis indførelse af selvstyre for Færøerne.

Liste B Sambandsflokkurin med 7 mandater, 1 kvinde og 6 mænd. Partiet der er borgerligt og fører en fremskridtvenlig politik, bygget på et kulturelt grundlag.

Liste C Socialdemokraterne med 7 mandater, alle mænd. Stort set som socialdemokratiet herhjemme.

Liste D Flokkurin med 1. mandat, en mand. Partiet går ind for selvstyre.

Liste E Republikaner med 8 mandater, 2 kvinder og 6 mænd. Ønsker Færøsk løsrivelse.

Liste H Midterpartiet med 2 mandater begge mænd. Partiet ønsker ikke at Færøerne bliver medlem af EU, og ønsker at Færøerne styrker samarbejdet med andre ikke EU-lande. Færøerne er i dag ikke medlem af EU, især af den årsag, at de ikke ønsker, andre blander sig i deres fiskeripolitik. Tidligere var der op mod 50 kommuner, mod i dag kun 33.

Statsskatten er stort set som i Danmark, hvorimod kommuneskatten ligger mellem 13 og 23%. Af de 48.379 personer der bor på Færøerne, er der kun meget få flygtninge og indvandrere.

Byrådet i Thorshavn består af 13 personer, 6 kvinder og 7 mænd. Kommunerne ejer SEV – elforsyningen på Færøerne.

Aftenen sluttede med en enkelt sang efter aftenkaffen – en god dag lakkede mod enden, alle var trætte efter den dejlige byvandring.

Tirsdag den 2. august.

Vi stod op til let regn, overskyet, men ellers stille vejr. Til vores morgensamling havde Elin været i naturen for at plukke en del planter, for at vi kunne lære lidt om, hvad der groede rundt omkring på øen.

Formiddagens første stop var et frilandsmuseum, hvor vi så en gammel bondegård. Stort set var det hele som Vildmosemuseet i Brønderslev, dog var her en pragtfuld udsigt mod fjeld og hav. Desværre småregnede det, så det blev begrænset med at tage udendørs billeder.

Næste besøg var et historisk museum, hvor det første vi så, var en samling kirkestole fra Kirkjubøur. Stolene blev nedtaget i 1874, for herefter at blive sendt til Danmark til restaurering. Først i 2002 kom de retur til Færøerne efter endt restaurering.

På museet var der også store tunge robåde, der blandt andet havde været anvendt til kaproning ved Olaj festlighederne.

Derudover var der en samling færøske folkedragter, som kun personer med tæt tilknytning til Færøerne må bruge.

Efter frokost var vi inde på et naturhistorisk museum, hvor der var udstillet fugle, fisk, hvaler/skeletter og meget mere. Resten af eftermiddagen var til fri disposition.

Bussen var kørt retur, så de fleste vandrede til SMS, et stort butiksområde som City syd i Skalborg.

Helge, Keld – kollegaer fra BOE og undertegne havde en aftale med Kaj om at komme op og se SEV, administrationen for elforsyningen på Færøerne. Administrationsbygningen lå meget højt og uanset, hvilket vindue, man kiggede ud af, var der en formidabel udsigt.

Ved SEV mødte vi Ingeborg – direktørens chefsekretær. Det var hende, der havde løst en masse opgaver for Kaj, i forbindelse med tilrettelæggelse af turen. Hun snakkede som et vandfald, men der er jo også mange vandfald på Færøerne. Som tak for hendes store indsats fik hun lidt klart fra Aalborg.

Fordelen for os mænd var, at des længere vi var ved SEV, var vi fri for at være i butikscenteret.

Om aftenen skulle vi deltage i en Færø aften – en aften, som vi var flere der så meget frem til.

Det hele startede med, at en flok amatørskuespillere optrådte på scenen – det hele blev fremført på færøsk, engelsk og dansk. Herefter kom en gruppe færøske folkedansere i færødragter på scenen, for at vise Færø dans med tre variationer.

Herefter havde alle mulighed for at danse med, dog var der ingen variationer med, da vi alle skulle danse, det skulle nødigt blive for kompliceret. Alle meldte sig til dansen, og det var nu vældig hyggeligt. De optrædende sagde bagefter, at vi havde været et dejligt publikum, men det er jeg bange for, at de siger efter hver optræden.

Sidste afdeling var at vi skulle spise færøske specialiteter – et stort tag selv-bord var dækket op uden for i et mindre lokale. Der var laks – rejer – torsk – fersk fårekød – skærpekød – tørret fisk – spæk – hvalkød – samt diverse tilbehør. Da vi var færdig, var næsten alle fade tømte, selv om der var nogle af retterne, der ikke smagte ”så godt”.

Under spisningen fik vi snakket med de færøske optrædende, og fik en del at vide om deres traditioner med folkedans og folkedragter. Rigtig mange danser folkedans på øen, selv Ingeborg oppe fra SEV. Jeg har fra meget pålidelig kilde hørt at Jens kunne tænke sig at danse folkedans, og Kaj har danset meget folkedans – så her er noget at arbejde videre med.

Klokken var igen blevet mange og efter, at Kaj havde gennemgået næste dags program, vi havde fået kaffe, havde sunget en sang, kunne alle gå til ro, efter atter en god dag med en masse oplevelser.

Lokal metrolog står venstre, hans hustru til højre og min hustru i midten

Onsdag den 3. august.

I dag var der heldagstur på programmet. Vi skulle selv smøre madpakker til frokost, og alle nåede det hele.

Fiskeindustrien er meget stor på Færøerne, og det kan nok ikke undre nogen, at der stilles store krav til elforsyningen. Vi kom forbi et kæmpefrysehus, der brugte lige så meget energi, som den vandturbine kunne producere, vi så senere på dagen.

Chaufføren Mogens Wraae fortalte, at en kirke vi kom forbi, blev kaldt ”Drive in” kirken. Årsagen var, at to ungersvende, der kørte om kap, hvor den ene mistede herredømmet over bilen, kørte ind i altertavlen i kirken. Bilen blev løftet ud af kirken af fire unge mænd, chaufføren havde kun slået en lillefinger.

En anden historie gik også på, at en beruset bonde, der var faldet i vandet mellem et skib og kajen, kun blev fundet og hevet i land, fordi der stadig var lys i lommelygten, han havde gået med i hånden.

På vej ud til Saksun kongsbondegård, kom vi over en bro, der siges at være den eneste bro, der fører over Atlanten. Broen blev bygget i 1973. Parallelt med vejen var der en flod, der havde et vandskel. Et sted på floden løb vandet til begge sider, et fænomen jeg aldrig har hørt om før.

Området ved Saksun var meget frodigt, og det var noget af det skønneste område at vandre rundt i. Det var meget afsides, men der var en fantastisk natur, masser af ren luft og ikke mindst en pragtfuld udsigt.

Hvis man får den gode ide at campere i et område, skal man selvfølgelig spørge kongsbonden om tilladelse til at sætte telt/campingvogn op, men et ubetinget krav er, at det skal være i en mindre højde, end hvor kongsbonden bor. Det eneste brugsvand der er i området, kommer fra klipperne, og det skal man for alt i verden undgå at forurene.

Kirken der var på stedet, var blevet transporteret fra den anden side af fjeldet pr håndkraft, for derefter at blive genopført på den nye placering.

På vejen retur fra Saksun, kom vi over en bro ved Streymnes, hvor der blev sagt, at strømmen i perioder var så stærk, at en fiskekutter ikke kunne sejle imod strømmen.

I Langaandur var der en beboer, der havde fået den ide at elmaster, der skulle have været fjernet, var blevet stående, og var blevet lavet til skulpturer.

Herefter var vi inde i Færøernes eneste ottekantede kirke i Haldarsvik, hvor den berømte altertavle malet af Torbjørn Olsen er opstillet.

Altertavlen har motivet ”Skærtorsdagsaften med den sidste nadver”, og nulevende færøske kunstnere har siddet model dertil.

Det tog Torbjørn Olsen 4 år at male maleriet, og betragtes som hans hovedværk. Torbjørn Olsen var selv til stede i kirken, hvor han fortalte om værket. Heldigvis for Torbjørn Olsen er han bedre til at udtrykke sig på et lærred, end han er i ord.

Efterfølgende var vi i Tjørnuvik, som var omringet af høje fjelde, fjeldene var så høje, at beboerne ikke ser solen i flere vintermåneder. Fra Tjørnuvik var der en fin udsigt til Risen og Kællingen – to klipper ude i havet. Der var en der spurgte, hvad der var hvad, og svaret var, klippen med hullet er kællingen.

Vi var en time bagefter tidsplanen, og de fleste var også ved at være sultne.

Frokosten skulle vi spise ude på et af SEV’s vandkraftværker. Der var dækket pænt op med kaffe øl/vand slik og småkager, det eneste vi manglede, var noget at sidde på, men det var nu ikke noget problem. Medens alle andre spiste, fik jeg en speciel rundvisning på værket, der til daglig var bemandet med en mand.
Kraftværket kunne anvendes af montører, der var ude på nettet for at reparere anlæg, der var både køkken, soverum og flere andre rum.

Vandkraftværket kunne producere ved fuld produktion 13,4 MW – lidt mere end de 6 vindmøller, der lige er opsat i Vildmosen, der producerer 10,2 MW. Når der er fuld produktion, anvendes 5m² vand pr sekund. Der anvendes 3 m³ vand for at producere en kWh.

I 2002, hvor der var maksimal produktion, blev der produceret 41.344 MWh, så man kan beregne, hvor meget vand, der er løbet igennem anlægget dette år.

Vandtilførslen til vandkraftværket er faktisk tagrendeprincippet – det der løber ud af tagrenden, kommer ned i turbinen. Fra søen oven over er boret en tunnel med Ø 0,58 m, ned til tagrenden gennem fjeldet. Ud over det vand der, kommer fra søen, er der boret 23 andre tunneller, der forsyner vandkraftværket med vand.

Røret fra tagrenden til vandkraftværket er 3,35 m i diameter.

Sidste besøgssted var Gjógv, hvor man en måned forinden havde haft besøg af kronprinsparret Frederik og Mary.

Man kan nemt se, hvor de havde været – her var alle veje nyasfalterede. Dagens højdepunkt: Vi sad på skift på samme bænk, som kronprins Frederik og Mary havde siddet på. ”Mary’s bænk”.

Heldigvis skulle vi ikke gå ret meget mere denne dag, for nu regnede det rigtig meget.

Aftenprogrammet var foredrag med direktør for SEV, Færøernes elforsyning, Klæmint Weihe, over emnet Færøernes infrastruktur.

SEV er forbogstaverne til øerne Streymoy, Eysturoy og Vágar.

For at Færøerne kan fungere, har de meget kommunikation med omverdenen, både til vands og i luften.

Et gammelt sagn siger, at dem der blev søsyge under sejladsen fra Danmark via Færøerne til Island, blev på Færøerne.

På Færøerne bor der omkring 48.300 personer, og der er omkring 24.000 biler. Der er i alt 16 vejtunneller, hvoraf den længste er 4800 m. På en af de nordligste øer er der 4 tunneller, hvilket resulterer i, at øen kaldes for den store blokfløjte. Bilulykkesfrekvensen er høj på Færøerne, der dræbes et tilsvarende antal personer i trafikken som i Danmark, hvor der bor betydelig flere mennesker.

På Færøerne er de åbenbart dygtigere til at sprænge tunneller end i Danmark, de har aldrig haft en tunnel, der er blevet fyldt med vand under etableringen. Inden man sprænger de næste 5 m af tunnellen, bores der to små huller, 30 m frem i tunnelretningen, for derved at undersøge hvad der sker ved næste sprængning.

Udviklingen i antal passagerer både til vands og i luften er steget med 100% gennem de seneste 5 år. Kommunikationsmæssigt har Færøerne i dag fiberforbindelse med både Island og Skotland.

Alt brugsvand, der anvendes på Færøerne, er overfladevand, der dog renses før det anvendes. Af de ca. 80.000 får på øen, slagtes ca. halvdelen, der spises af færingerne.

Færøerne har ingen el-kabelforbindelser til omverdenen, det vil sige, alt strøm produceres lokalt på øen. Der er 13 produktionssteder, og ud af den samlede energi bliver 6% produceret som vindenergi, 59% med dieselmotorer, og resten som energi produceret på vandkraftværker. De ville gerne hæve produktionen på vandkraftværker, men det gav for mange gener.

Torsdag den 4. august.

Vi skulle i dag være indendørs hele formiddagen, og det regnede ikke engang. Bjørgfinnur skulle holde foredrag over emnet ”Færøsk litteratur”. Sangtraditionen er tilbage fra 1876, og mange af de viser anvendes til traditionel færødans. Vi sang flere af viserne, han havde med.

Bjørgfinnur lærte os lidt om det færøske sprog, og forklaring om de forskellige bogstavers lyde. Tilsvarende Danmark er dialekter også ved at forsvinde på Færøerne.

Næste foredragsholder var blevet forhindret, så Kaj og Bjørgfinnur talte i fællesskab over emnet grindefangst. Grindefangsten ledes af en grindeformand og en sysselmand. Formanden styrer fangsten, og sysselmanden leder parteringen og fordelingen af hvalkødet.

Sysselmanden har samme autoritet som politiet har i Danmark.

Efter at Greenpeace har været på Færøerne, er der ændret en del på fangstmetoderne, blandt andet bliver ingen grinder dræbt i vandet, først når de kommer op på land. Når grinderne fanges, drives de fremad mod fangstpladsen af en flok både. Når de er i nærheden af fangstpladsen, stikkes bagerste grind, der farer fremad med raketfart. Alle de andre grinder farer bagefter op på fangstpladsen, hvor der står nogen og dræber dem. Det tager ca. 20 minutter at dræbe ca. 200 grinder. Man slagter kun det antal grind, man har brug for, og efter parteringen bliver grinderne fordelt efter et helt bestemt system.

Sidste foredragsholder var Páll Weihe, der skulle fortælle om forskning af kviksølvophobning i mennesker efter at have spist hvalkød. På grund af forurening har dette en negativ effekt allerede på nye fostre. Forskergruppen følger en målgruppe på ca. 2000 personer, ved fødsel, 7-, 14- og 18-årsalderen. Allerede i 7-årsalderen har denne forurening en negativ effekt, blandt andet børns sproglige formulering, rumsans og højere blodtryk.

Levetidsalderen er højere på Færøerne end i Danmark, en af årsagerne kunne være, at færingerne drikker kun 50% af, hvad danskerne gør (de skal ned i Rúsdrekkasølet, for at købe spiritus).

Páll Weihe formåede at få foredraget ned på et niveau, hvor de fleste kunne være med. Páll Weihe, der er broder til Klæmint Weihe, er kendt her i Danmark for sin forskning, har jeg senere fået bekræftet.

Over middag var vi i maleren Káre Svensson’s atelier i bygden Velbastadur. Kári fortalte om, hvordan hans malerier blev bygget op – som regel 5-6 stk. ad gangen, af hensyn til tørretiden for malingen. Ligeledes fortalte han om, hvor han fik inspiration til sine malerier fra. Han gør meget i store og sammensatte malerier, og herudover underviser han meget, blandt andet i Danmark.

Videre til Kirkjubøur med besøg i kongsbondegården og Olavkirken, Færøernes eneste bevarede middelalderkirke med altertavle af den færøske kunstner Sámuel Joensen Mikines.

 

Kirken blev anvendt til gudstjeneste, når ellers der var en præst eller degn til rådighed. Der var kun lidt elektrisk lys, ellers var der kun stearinlys til at lyse kirken op. Bjørgfinnur sang for, til en færøsk sang, vi afsluttede besøget med.

Lige ved siden af kirken lå kongsbondegården, her kom vi ind i et samlingsrum, der blev anvendt ved festlige lejligheder, for eksempel ved besøg af officielle personer og meget mere. Det var nu meningen, at vi skulle have været på travetur, men på grund af det disede vejr, mente Bjørgfinnur ikke, at det var forsvarligt.

I stedet var vi i Nordens hus inde i Thorshavn, hvor vi efter kaffe kunne gå rundt og se diverse malerier, samt koncertsalen, hvor der skulle være koncert med Ann Linnet søndag den 6. august.

Aftenprogrammet var færøsk musik og sangtradition herunder kædedans ved Kristian Blak. Starten af arrangementet var for viderekomne, men efterhånden som de kom hen i programmet, blev det mere jordnært. Vi sang og dansede til en enkelt færødans, hørte et par numre, som de spillede i fællesskab på klaver og blokfløjte. Til slut sang vi to færøsange.

Fredag den 5. august.

Programmet for i dag var heldagsudflugt til øerne Bordey og Vidoy, vejret var rigtigt udflugtsvejr – ikke for varmt. Vi startede med at besøge et garnspinderi i Tøting, hvor det hele bar præg af, at alle medarbejderne var flygtet derfra, da de skulle holde sommerferie. Mange af deltagerne fik handlet diverse trøjer m.m., inden vi kørte videre til Göta kirken i Göta, der er udsmykket at kunstneren Trundur Patturson.

Kirken der er fra 1995, blev indviet 25 juni d.å. under overværelse af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II, samt de nordiske biskopper. Før kirkeindvielsen hjalp Kaj, Trundur Patturson med at sætte lamper op. Det er en meget stor kirke, hvis alle lokaler benyttes, kan der være godt 1000 personer i kirken.

Væggene er udsmykket med 12 store glaslampetter, udsmykket med et kors. Altertavlen afspejler verden vi lever i. Tavlen afspejler nederst nogle mennesker, der spejder efter en båd. Øverst er et Jesus billede, der viser korsfæstelsen langfredag, og opstandelsen påskemorgen. Dåbsfadet og prædikestolen har syv kanter, ligesom ugens syv dage. Der er på tårnet tre kors, som symboliserer korsene på Golgata.

Efter frokosten havde vi travlt, vi skulle nå færgen i Leirvik for at sejle til Klaksvik – den næststørste by på Færøerne. Bussen kom ikke med i første omgang, men det gjorde vi, og da der kun var 10 minutters gang til kirken i Klaksvik, var det ingen problem.

Man forventede, at der ville komme ca. 8000 – 9000 personer til en stor åben koncert i Klaksvik, med blandt andet Ann Linnet, derfor de mange passagerer på færgen.

Christianskirken i Klaksvik blev indviet 7 juli 1963, under overværelse af Hans Majestæt Kong Frederik IX, og hans tre prinsesser, samt 1400 andre personer. Kirken er bygget op over et billede, malet i 1901 i Viborg domkirke. Væggene i Viborg domkirke var fugtige, så billedet blev truet af ødelæggelse – Italienske eksperter ”sugede” billedet af væggen, og overførte det til et lærred.

Billedet blev så overført til Christianskirken i Klaksvik, dog er der også senere overført en kopi til Viborg domkirke igen. En anden værdifuld ting i kirken var døbefonten, der er mellem 3500 og 4000 år gammel, opbygget af bornholmsk granit, og skænket af Nationalmuseet.

Derudover var der et kirkeskib i fuld størrelse ophængt under loftet. Denne otte mands båd blev skænket af arkitekten Peter Kock. Desuden er der i kirken et orgel med 29 stemmer – der findes kun et magen til i hele Norden. Normalt er der ca. 400 personer i kirken hver søndag, og det må siges at være mange, når der er et tilsvarende antal i en frimenighedskirke i Klaksvik. Det er meget typisk for naturmennesker, at de er meget religiøse.

Kun en gang har jeg oplevet en større procentdel af befolkningen kom i kirke. Vi var i en lille landsby i Polen i Påsken det å. Her var kirken næsten fyldt op Påskelørdag. Ingen spiste morgenmad, før man havde været i kirke, og fået den medbragte mad velsignet. Påskedag var samme kirke stoppet op med mennesker, som en juleaften i Danmark.

Færøerne er ikke større, end de fleste kender hinanden i bygderne. Det er grunden til, at ved for eksempel begravelser, er det ikke unormalt at der er et følge på op til 200 – 300 personer, efter traktoren med vognen, hvor kisten står på.

Mogens Wraae, vores chauffør, skulle nu bestå sin prøve som buschauffør, da vi nu skulle på toppen af bjerget for at nyde udsigten over Klaksvik, og ikke mindst tage billeder af samme. Den eneste mulighed for at vende deroppe, var at åbne lågen ind til en 60/10 kV station, for på den måde at få plads til bagenden af bussen. Alt lykkedes, vi kom helskindet tilbage til Klaksvik, men nye forhindringer opstod – en tøjbutik. Der blev handlet til den store guldmedalje, selv om der kun var afsat 5 minutter.

Efter en lille afstikker, hvor vi så en lille vandmølle, hvor Kaj har boet, blev vi kørt ud til den nordligste bygd Vidareidi, hvor der var en kirke helt ud til vandet. En forhenværende kirketjener, fyrbøder m.m. var sur, da vi kom til kirken. Han påstod, at han havde ventet på os i over en time, så det ville han have 500 kr. for. Jeg tror, at han havde fordrevet ventetiden med at drikke alt altervinen, så hans fortælling om kirken blev derefter.

Det var blevet tid for aftensmad, som Kaj havde bestilt på hotel Vidareidi. Vi fik serveret en meget flot middag i rekordtempo, med efterfølgende kaffe. Samtidig med at Jens sagde velbekomme, sagde han, at vi straks skulle af sted for ikke at komme for sent til færgen.

Vi nåede færgen, og fik også bussen med i første omgang. Der var ikke så mange, der skulle med færgen denne vej, men da vi kom til Leirvik, var der kaos. Et utal af personer skulle til koncert i Klaksvik, så jeg tror at færgen kom til at sejle i pendulfart resten af aftenen.

På resten af hjemvejen var det største problem de gamle tunneller, hvor det var den modgående trafik, der havde forkørselsret. Der var bare det store problem, der var ikke plads til en bus i vigesporene, så hver gang der kom en modgående, måtte chaufføren stoppe helt op og få den modkørende bil over i vigesporet til højre for bussen.

Vi kom helskindet hjem, godt trætte, men efter aftenkaffen var vi ikke mere trætte end, at vi hyggede os i foyeren med en flaske rødvin sammen med eksisterende og nuværende kollega ved BOE.

Lørdag den 6. august.

I dag var der heldagstur til Mykines på programmet, og vi var varskoet om, at det ville blive en hård tur. For at det ikke skulle blive for kedeligt, for dem der ikke kunne deltage i turen til Mykines, var der arrangeret en sejltur til Nólsoy, hvor Elin var guide.

Ved ankomsten til Vestmanna var os fra BOE lige inde og se SEV’s kontrolrum samt et af deres vandkraftværker. Hele elforsyningen på Færøerne styres fra dette kontrolrum, det vil sige, at det er døgnbemandet med en enkelt mand. SEV’s målsætning er at producere så meget energi som muligt ved hjælp af vand, da oliepriserne stiger og stiger.

SEV må have kæmpe vedligeholdelsesomkostninger, hver tredje år bliver deres gittermaster til højspænding demonteret, for derefter at blive sendt til omgalvanisering. Næsten alt transport foregår med helikopter.

Transporten til og fra Mykines skulle foregå pr speedbåd, med to meget store motorer på 442 kW stykket ifølge opslag. For at vi ikke skulle blive for meget søsyge, ville de sejle syd om Vágar og ligeledes syd om Mykines, så ville vi kun skulle sejle i urolig vand i en meget kort periode.

Der var mange, der var søsyge eller bange for den hårde sø, og flere frygtede turen retur. Efter at min kone havde stået i frisk luft i lang tid, skulle hun på toilettet, der var foran i båden. Foran i sådan en speedbåd er det dårligste sted at opholde sig, så hun blev det, man kalder rigtig godt søsyg, hvilket desværre fik den konsekvens, at hun mistede så mange kræfter ved at stå ude ved håndvasken, at hun måtte opgive at komme til fyrtårnet på Mykines.

Det var dejligt at få fast grund under fødderne igen, og da det var blevet tid for frokost, vandrede vi op til det blå hus, hvor vi kunne købe diverse drikkevarer til vores medbragte madpakker.

Turen ud til fyrtårnet startede med, at vi gik op ad en jævn stejl bakke på en 200 – 300 m, hvor vi gik på græs. Efter første etape kom vi op til et mindesmærke opstillet i 1939 til ære for faldne søfolk. Mindesmærket stod 130 m over havet, så det er nok ikke så mærkeligt, at der var stort frafald af deltagere allerede efter første etape.

Golfstrømmen har så stor påvirkning af vandet omkring Mykines, at vandet så godt som aldrig fryser til, men hvis man skulle falde i vandet på vores vandring, ville man falde i vand med temperaturen på omkring 5 – 7 grader celsius.

Dem, der havde lyst og kræfter til at gå videre ud mod fyret, det var højst halvdelen af alle deltagere på turen, fik en fantastisk tur, hvor der var mulighed for at se masser af fugle, får og ikke mindst at opleve den prægtige natur.

 

Jeg ville meget nødigt hejses ned af en klippeside i et reb, for derefter at fange fugleunger.

Det var herligt at stå ude ved fyret og ikke mindst nyde den friske luft, men også nyde den pragtfulde udsigt.

På traveturen retur fra fyret var der blevet lidt diset, så det var heldigt, at man havde taget så mange billeder på udturen. Det gik hurtigt med at komme tilbage til det blå hus, hvor alle blev beværtet med varm kakao og vafler. Enkelte havde taget en tør undertrøje med, hvis man nu skulle komme til at svede. Jeg havde ingen tør undertrøje med og kom også til at svede, hvilket selvfølgelig resulterede i, at jeg kom til fryse. P.s. Sandaler er heller ikke det bedste fodtøj at gå sådan en tur i, men når ikke man vil høre, må man selv tage konsekvenserne.

Der var nu ca. to timer til, at vi skulle sejle fra Mykines, så ventetiden blev fordrevet med at gå over til en selvbygger, der var ved at støbe sokkel til et nyt hus. Materialerne blev ovre på fastlandet skovlet i nogle bærbare plastiksække, hvorefter de blev sejlet over til Mykines. Herefter blev sækkene pr håndkraft lodset fra borde, og ligeledes i en lille vogn transporteret hen til byggepladsen. Det er fuld forståeligt, at der ikke var meget sul på en selvbygger efter alt det knokkelarbejde.

Der er generelt mange problemer med at bygge på øen, både myndighedsbehandling af en byggesag er langsommelig, men alle beboere skal også give deres tilsagn om, at man kan acceptere det projekterede byggeri, da øen er fredet.

Sejlturen retur fra Mykines var meget urolig – først var vi tre kvarter forsinket, og derfor blev der sejlet den korteste rute hjem. Rigtig mange var bange, og jeg tror også, at der var flere, der var søsyge – der blev i hvert tilfælde brug for spuleslangen ombord på båden efter, at vi var kommet i land.

Ud over med en postbåd, kan man komme til Mykines pr helikopter, men om vinteren kan man risikere, at vejret er så dårligt, at der kan gå op til en uge, før man kan komme til øen. Det har så den konsekvens, at for eksempel en gravid bliver transporteret væk fra øen i god tid før hun skal føde. Der er kun 19 fastboende på Mykines, resten er fritidsbeboere.

Vel ankommet på land holdt Mogens Wraae heldigvis ved kajen, så vi kunne stille og roligt blive kørt hjem til skolen.

Køkkenet på skolen vidste nok ikke at vendelboer er sultne efter sådan en tur, jeg tror, at alt den mad, der var sat frem, blev spist.

Det havde været en rigtig god dag, og hvis jeg senere skulle komme på Færøerne igen, er det helt sikkert, at jeg skal på Mykines igen, i vandrestøvler.

Søndag den 7. august.

Det var den sidste hele dag, vi skulle være på Færøerne, og atter vågnede vi op til et fantastisk godt vejr.

Formiddagens program var kirkegang i domkirken Havnar kirkja, hvor vores egen præst, Jens Fjendbo Jensen, skulle afholde gudstjenesten, da præsten, der normalt er tilknyttet kirken, havde ferie.

Gudstjenesten var annonceret i dagspressen, og der var rigtig mange, der deltog både unge og ældre. Vi havde fået salmerne udleveret på dansk, og alle øvrige sang på færøsk, men det var ingen problem, for melodien er den samme. Gudstjeneste forløb fuldstændig, som det var en gudstjeneste herhjemme.

Præsten, der var tilknyttet kirken, kom efter gudstjenesten og fortalte om kirken, der var fra 1609. Kirken blev i 1865 ombygget så meget, at den blev betragtet som en ny kirke, dog er det meste inventar fra den gamle kirke.

På Færøerne er der 60 kirker, der bliver betjent af 20 præster. Forhen var der kun 6 præster på øen. Teoretisk kunne hver præst afholde 3 gudstjenester hver søndag, men det gør man ikke. I stedet afholdes det, man kalder for degnegudstjenester, hvor det er kordegnen, der læser op og afholder gudstjenesten.

En kordegn kan også forestå en begravelse dog ikke jordpåkastelsen, som præsten ved en senere lejlighed udfører. Det er ikke fordi, der er mangel på præster, det er en gammel tradition, at man afholder degnegudstjenester.

Herefter var vi en tur på Thorshavns kunstmuseum, hvor museumsdirektør Helgi Fossadal viste os rundt. Det var ligesom, vi var mættet med kunst, så der blev ikke vist den helt store interesse.

Efterfølgende var vi på et litografisk værksted, hvor kunstneren Jan Anderson, tidligere Hjørring, fortalte om, hvordan et litografi blev til. Det var faktisk ret spændende at se trykningen ved hjælp af sten, der blev genbrugt flere gange.

Resten af eftermiddagen var til fri disposition. For vores vedkommende blev det en tur på gaden til fods, inden vi gik hjem for at se indersiden af øjenlågene – frit oversat vi sov.

Det var sidste aften på skolen, og der skulle være festaften. Festmiddagen bestod af klar suppe, lammekød (jeg troede at var kalvesteg, jeg spiste og det smagte faktisk meget godt) og is til dessert. Af gæster var inviteret Elin og Fie, Bjørgfinnur samt Klæmint med hustru.

Jens holdt takketale til alle gæsterne og køkkenpersonalet for deres indsats. Kaj takkede alle for en god uge og ikke mindst, at der aldrig var nogen, der gjorde vrøvl, når der blev ændret i programmet.

Kit og Poul takkede alle for den gode uge, vi alle havde haft. Den gamle skolelærer fra Nejst, Thorkild, læste en historie op – det havde han nu prøvet før. Poul og Keld fortalte et par historier, og inden vi havde set os om, var det midnat. Næste dag skulle vi hjem til Danmark.

Mandag den 8. august.

Atter rigtigt højskolevejr – ikke for varmt, men tørt. Mogens Wraae kørte os den sidste tur til lufthavnen. Kaj havde en overraskelse til slut – et besøg i en kirke, hvor kunstneren Thorbjørn Olsen også havde malet altertavlen.

Vi kom rettidigt til lufthavnen, blev tjekket ind og fik taget afsked med Kaj, der først skulle hjem en uge senere.

Flyveturen hjem gik perfekt, og vi kom sikkert ned på jorden igen. I Billund stod Jørn’s busrejser for at køre os hjem til Brønderslev. Efter en lille pause i Viborg, hvor vi tog afsked med Bodil, kørte Jørn til Brønderslev med ankomst en lille time før end beregnet.

En herlig rigtig oplevelsesrig uge var slut – og efter afsked med alle øvrige deltagere var det retur til hjemmet. Fra min side vil jeg hermed sige tak til arrangørerne for en fantastisk uge.

Christian Larsen

 

Af fhv. kommunaldirektør Arne Bak Andersen

 

Jeg hedder Arne Bak Andersen, er født i 1942 og opvokset i Østervrå, kun ca. 20 km fra Brønderslev.

På trods af den korte afstand var Brønderslev en ukendt by for mig i mine drenge- og ungeår. Vi havde også ca. 20 km til Hjørring, Sæby og Frederiks­havn. Vi benyttede mest øst-vestforbindelsen, og derefter nord på til Frede­rikshavn (mest pga familiebesøg). Jeg havde kun været i Brønderslev ganske få gange.

Det var tilfældigheder, der gjorde, at Brønderslev blev min og familiens by.

Jeg blev uddannet på kommunekontoret i Østervrå i den daværende Torslev Dr.h. kommune (nu en del af Frederikshavn kommune). En efter datidens for­hold stor sognekommune.

Der var jeg, indtil jeg skulle aftjene min værnepligt, som foregik på Sjælland, skiftevis i Holbæk, Ringsted og København. Da jeg skulle af sted, tog jeg som sædvanligt toget til Hjørring i stedet for blot at tage bussen (eller rutebilen, som man sagde dengang) til Brønderslev, hvilket forlængede turen med ½ time. Men det var slet ikke i tankerne.

Jeg skulle dog i de næste 2 år fra marts 1962 til marts 1964 komme til at kende stationen i Brønderslev, hvor jeg blev hentet, når jeg havde orlov. Men igen kun på gennemrejse.

Efter endt militærtjeneste kom jeg den 2. marts 1964 til Vrensted-Thise kom­mune som kommuneassistent. Allerede i december måned samme år blev jeg som kun 22-årig konstitueret som kæmner, da den daværende kæmner plud­selig blev alvorligt syg.

I sommeren 1965 blev jeg gift med Anita og vi flyttede ind i et lille hus, som sognerådet havde købt, lige overfor kommunekontoret. Det blev dog kun i ganske kort tid, for sognerådet besluttede allerede i oktober måned at an­sætte mig som kæmner fra 1. februar 1966, da det stod klart, at kæmneren ikke blev rask til at kunne vende tilbage.

Vi flyttede derfor over på den anden side af vejen til lejligheden på kommunekontoret, hvor vi boede indtil en må­ned efter kommunesammenlægningen 1. april 1970.

Det er her tilfældighederne spillede ind. Var det ikke sket, var Brønderslev næppe blevet min by, hvor jeg og min familie nu har boet i over 50 år.

Vi købte en byggegrund på Heimdalsvej den 1. april 1969. Interessen var så stor, at vi fremmødte måtte trække lod om de grunde, der var tilbage i ud­stykningen. Der var allerede på forhånd udtaget flere større grunde, som var reserverede. Det var næppe gået i dag.

Vi var dog så heldige at trække et forholdsvist lavt nummer, så vi havde valg­muligheder. En byggegrund kostede dengang 29.300 kr.

Medens vi boede i Vrensted, kom vi i sagens natur en del til Brønderslev, når der skulle handles andet end dagligvarer. Jeg husker Brønderslev som meget ”Korsbæk”sk. Den var jo på det tidspunkt ikke andet end en stor stationsby, men dog købstad. Landets næstyngste, kun Skjern var yngre. Et begreb, der ikke længere har nogen betydning og for så vidt heller ikke havde dengang. Der var dog forskelle på at være købstadkommune og at være sognekom­mune. Der var status i at være købstadkommune. Man havde egen styrelses­lov (købstadkommunalloven), og var under tilsyn af Indenrigsministeriet og havde en borgmester som formand for byrådet. Købstæderne var heller ikke en del af amtskommunen.

Sognekommunerne blev styret efter landkommunalloven og var under tilsyn af amtsrådet, hvor statsamtmanden var formand. Formanden for sognerådet var sognerådsformand.

Dette blev ændret ved kommunesammenlægningen pr. 1. april 1970, hvor alle kommuner blev ens med borgmester som formand for kommunalbestyrelsen, og ligeledes en folkevalgt formand for amtsrådet, amtsborgmester. Tilsynet med kommunerne blev varetaget af et statsligt Tilsynsråd med amtmanden som formand.

Brønderslev kommune

Den nye Brønderslev kommune i 1970 var, set med mine øjne, en ideel kom­mune. Den havde en passende størrelse til at løse de opgaver, som kommu­nerne dengang stod for og alligevel ikke større, end at man havde et overblik. Brønderslev by lå som et naturligt centrum med ca. halvdelen af kommunens indbyggere for et stort opland.

Der var store kulturforskelle mellem sognekommunerne og købstaden –fx var man Des og på efternavn på rådhuset. Vi andre, der kom udefra, var dus og på fornavn. Jeg husker en episode en del år senere, hvor den daværende kom­munaldirektør Erik Kroer og jeg var ved at pakke sammen efter et møde, hvor han siger: ”Bak Andersen, jeg synes det er underligt, at vi går og siger De til hinanden”, hvortil jeg svarede: ”Det har jeg ærligt talt syntes fra starten, men jeg mente ikke, det tilkom mig at foreslå det.” Vi kom derefter til at sige du til hinanden, men der er stor forskel på, om man siger du eller er dus.

Vrensted-Thise kommune blev delt så Vrensted sogn blev en del af Løkken-Vrå kommune og Thise sogn en del af Brønderslev kommune. Jeg havde valget mellem at flytte med til Løkken-Vrå eller Brønderslev kommune. Jeg valgte det sidste, og det har jeg været meget glad for. Jeg har haft et utroligt spæn­dende og udfordrende job i alle årene. Jeg har haft kontakt med mange initia­tivrige og engagerede mennesker, såvel politikere som ansatte og også i andre for­skellige sammenhænge, som har medvirket til udviklingen af Brønderslev.

Det var netop sammenlægningen med Brønderslev kommune, der gjorde, at Brønderslev blev min by.

Igennem mit arbejde i kommunen fra april 1970 indtil august 2004, hvor jeg gik på pension, har jeg været tæt på udviklingen i Brønderslev.

Jeg blev ansat i sekretariatet/borgmesterkontoret, hvor jeg blev sekretær i Kulturudvalget, hvorunder skoler og fritidsområdet hørte. I 1973 blev borg­mesterkontoret slået sammen med skoleforvaltningen til et fællessekretariat, som jeg blev leder af og samtidig stedfortræder for kommunaldirektøren.

Den 18. december 1985 vedtog byrådet at ansætte mig i stillingen som kom­munaldirektør efter Erik Kroer, som gik på pension med udgangen af april må­ned 1986.

Kommunaldirektøren er sekretær for Økonomiudvalget og Byrådet og har derfor et dagligt meget nært samarbejde med borgmesteren og på den måde tæt på beslutningsprocesserne om bl.a. planlægning og erhvervsudvikling.

Pr. 01.03.1989 kunne jeg fejre 25 jubilæum som kommunalt ansat.

Jeg har haft det privilegium at arbejde sammen med 4 borgmestre, som hver især har haft stor indflydelse på udviklingen. Knap 4 år med P.N. Jensen, 8 år med Peder Ivar Nielsen, 4 år med Lene Hansen og godt 2 år med Jens Arne Hedegaard.

 

 

 

 

 Brønderslev Gymnasium

Brønderslev byråd havde tidligere truffet beslutning om opførelse af et gym­nasium i Brønderslev. Jeg fik til opgave at være sekretær for byggeudvalget, som skulle stå for planlægningen og opførelsen. Det var en meget spændende opgave at være med til fra starten. Studieture med udvalget, udarbejdelse af byggeprogram, godkendelse i Undervisningsministeriet, antagelse af teknikere m.m.

Nordjyllands amt overtog opgaven med gymnasierne fra 1973, altså midt i byggeperioden.

Det nye Brønderslev Gymnasium blev taget i brug i 1974 men startede alle­rede i 1973 i midlertidige lokaler på den daværende ”Teknisk skole” –nu Kul­turskolen.

Gymnasiets første rektor var Jesper Falsig Pedersen.

 Hedegårdsskolen

Et andet stort byggeri var opførelsen af Hedegårdsskolen, hvor jeg ligeledes var sekretær for byggeudvalget. Den blev taget i brug august 1976 og har si­den været kommunens største skole.

Brønderslev Musikskole

En anden spændende opgave var at få en musikskole etableret.

Kulturudvalget fik midt i 70’erne et brev fra en nyuddannet musikpædagog fra byen, Susanne Laub, som gjorde opmærksom på behovet for at lave en musik­skole.

Jeg tør sige, at henvendelsen blev modtaget med nogen skepsis. En musik­skole? –jamen der var jo sang og musikundervisning i folke­skolen. I hvert fald på nogle årgange. Kunne det ikke være nok, og hvis det endelig skulle være, så kunne der jo i h.t. en eller anden paragraf i folkeskole­loven laves frivillig mu­sikundervisning efter skoletid.

Lå der bag henvendelsen mon også en mulighed for at få et job? –eller var der virkelig et reelt behov? Der kunne stilles –og blev stillet, flere spørgsmål. Der var jo også noget, der hed økonomi. Vi var knap kommet over oliekrisen.

Hvad gør man så i det kommunale system, når der kommer et forslag eller en idé? Jo, man beder administrationen om at undersøge muligheder og konse­kvenser. Jeg var som sagt på det tidspunkt sekretær for det daværende Kul­turudvalg og fik så i den egenskab den opgave.

Der var ikke så mange musikskoler dengang, hvor man kunne indhente oplys­ninger, men jeg husker da studietur til bl.a. Hjørring og Holstebro. Og så gik vi i gang, bl.a. med beregninger over økonomi, forslag til organisation, vedtæg­ter m.m. Og det endte heldigvis med, at Byrådet traf beslutning om at der skulle etableres en musikskole i Brønderslev.

Det blev en realitet i 1978. Der blev dannet en bestyrelse og den første leder blev ansat. Det blev Mogens Andersen, og takket være ham blev der bygget en musikskole op fra bunden med en meget bred deltagelse og med en høj kvalitet. Jeg husker tydeligt, hvor nervøs Mogens var, da de første tilmeldinger skulle komme. Ville der nu komme nok? Det skulle vise sig, at der virkelig var et behov. Flere tusinde årselever har siden frekventeret musikskolen (nu Kul­turskolen). Jeg har selv haft den fornøjelse at have været voksenelev i musik­skolen -i øvrigt hos Susanne Laub.

Mogens Andersen ledede musikskolen gennem 22 år.

Vi skylder en stor tak til de lokale politikere, der troede på idéen og til dem, der har sikret videreførelsen.

Brønderslev Informatikcenter

Med udbredelsen af elektronisk databehandling, EDB, i begyndelsen af  1980’erne opstod et behov for at øge kendskabet til anvendelsen mere gene­relt.

Der blev nedsat en arbejdsgruppe, som fik til opgave at underøge mulighe­derne for at oprette et egentligt kursussted.

Det resulterede i, at ”Den erhvervsdrivende fond Brøn­derslev Informatikcen­ter” blev oprettet i 1986. Fonden havde til formål at fremme forståelsen for og brugen af EDB og anden ny informationsteknologi gennem udvikling, ud­dannelsesvirksomhed, undervisningsvirksomhed og servicevirksomhed, i øv­rigt primært i lokalområdet.

Fonden blev oprettet med støtte fra EU’s regionalfond og Brønderslev kom­mune. Fonden blev ledet af en bestyrelse bestående af repræsentanter for erhvervslivet og de faglige organisationer. Brønderslev byråd udpegede 3 medlemmer, hvoraf de 2 var politisk udpegede. Den sidste var mig som neu­tral. Jeg udtrådte af bestyrelsen i 1999.

Fondens første direktør var Kurt Nygård Christensen som blev afløst i 1995 af Børge Landgrebe, der fungerede, indtil centret ophørte i 2003.

Undervisningen startede i lokaler på Rådhuset men flyttede kort tid efter i lo­kaler på Maltvej. I 1996 erhvervedes det tidligere Kiropraktisk center på Kor­numgårdsvej.

Centret tilbød en bred vifte af kurser indenfor softwareprogrammer som bl.a. Microsoft-familien, økonomisystemer, AutoCAD m.fl. Kursisterne kom både fra det offentlige og fra private virksomheder. Endvidere oprettedes mange kurser for ledige. Centret var certificeret til uddannelse i PC-kørekortet og rig­tig mange har i årenes løb fået en grundlæggende viden om anvendelse af EDB gennem centrets virksomhed.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Falck’s amtsvagtcentral

Med sin centrale beliggenhed i Vendsyssel blev Brønderslev efter forhandlin­ger med Falck valgt som hjemsted for en samlet vagtcentral for Nordjyllands amt. Vagtcentralerne i Hjørring og Aalborg blev samlet her og den nye vagt­central blev taget i brug i begyndelsen af oktober 1997.

I slutningen af marts 2010 flyttede alarmcentralen til Aalborg. Bygningen avendes dog stadig, da Falckstationen senere flyttede derud i 2011.

Vestskoven

Et andet eksempel på, hvordan tilfældigheder kan spille ind, er, hvordan hele udviklingen af Vestskoven tog sin begyndelse.

En gang i midten af 90’erne blev jeg ringet op af Post Danmarks bygningstje­neste, som var interesseret i at lave seniorboliger i Brønderslev i lighed med et projekt, de havde lavet i Tarp i Slesvig.

De ønskede tilsendt oplysninger om et areal i sydbyen, som de mente kunne anvendes.

Ud fra de planer, de havde, mente jeg umiddelbart ikke, at det areal, de havde i tankerne, var det mest egnede til det og foreslog, at de i stedet skulle komme til Brønderslev og se forskellige andre muligheder, der ville være. Jeg var sikker på, at borgmester Peder Ivar Nielsen gerne ville invitere på en ar­bejdsfrokost.

Mødet blev etableret, og udover repræsentanten for Post Danmark deltog også en repræsentant for investorerne. Fra Brønderslev kommune deltog borgmester Peder Ivar Nielsen, stadsingeniør Helge Skrubbeltrang og jeg selv.

Efter frokosten kørte Helge og jeg rundt med gæsterne og besigtigede forskel­lige muligheder i byen. Arealet, hvor området Vestskoven i dag er, fandt de meget ideelt til formålet og påbegyndte projektering ud fra det.

Et udvalg besøgte seniorboligerne i Tarp. Der blev holdt flere møder og det kommunale planlægningsarbejde gik i gang med udgangspunkt heri.

Projektet blev imidlertid ikke til noget. Om det var investorerne, der sprang fra, eller hvad årsagen var, ved jeg ikke.

Men planlægningen af området fortsatte og endte med, at byrådet i august måned 1998 godkendte lokalplanen for området, der gav mulighed for opfø­relse af i alt 186 boliger, såvel parcelhuse, som tæt, lav bebyggelse.

Det er ikke til at vide, hvordan det var gået, hvis jeg blot havde sendt det ma­teriale, som de havde bedt om.

Men i hvert fald blev området hurtigt udbygget, og vi har nu selv boet der i 20 år. Et skønt område med smuk natur og stier.

Ådalen -Nordbyplanen

Det største projekt for udvikling af boligområder mens jeg var ansat, var ma­sterplanen for Ådalen.

Processen startede i efteråret 2002. Der blev afholdt workshops, hvor lokale interessegrupper, organisationer og personer med særlig interesse i byens udvikling deltog. Endvidere blev der afholdt borgermøder. Erfaringerne herfra indgik i høj grad i masterplanen, som dannede grundlag for den mere kon­krete planlægning for området.

Planen omfattede ca. 600 boliger.

Ådalen 2021

En meget stor del af området er allerede her i 2021 bebygget og der bygges fortsat.

Endvidere er den planlagte omfartsvej fra Tolstrupvej/Løkkenvej til den gamle hovedvej ved Psykiatrisk hospital også anlagt.

Brønderslev er blevet en by

I de nu 51 år vi har boet i Brønderslev, har byen gennemgået en rivende ud­vikling. I 1970 var der ca. 10.000 indbyggere. I 2021 ca. 12.600. Brønderslev kommune er en af de få i Nordjylland, der har befolkningsfremgang.

Der er sket meget i byens fysiske udseende i disse år. Gennem byfornyelse er en del bygninger i Bredgade blevet renoverede og Bredgade er belagt med granitsten. Der er foretaget baneomlægning og opført en ny stationsbygning. Også retsbygningen blev opført der.

I det såkaldte stjernekryds blev der opført en ny karré med forretninger og lejligheder. Ligesom ved Peder Møllers Plads, hvor bl.a. apoteket flyttede til.

I 70’erne og 80’erne skød det ene boligkvarter op efter det andet. Boligfor­eningerne ”PM” og ”Fredensbo” har gennemført større renoveringer og nye almene boliger er bygget.

Det ny Rådhus

Der blev opført et nyt rådhus sammenbygget med det gamle rådhus fra 1921. Det blev indviet den 19. august 1983. Det gamle rådhus blev totalrenoveret i 1985 bl.a. med indretning af en ny byrådssal.

Den 2. marts 1984 indviedes Brønderslev Produktionsskole i det gamle gas­værk i Søndergade.

Nordjyllands Idrætshøjskole

blev indviet den 17. oktober 1986, hvor Hendes Majestæt, Dronning Margrethe, deltog. Først blev hun modtaget på rådhuset. Alt var planlagt i detaljer, men vi havde nær ikke fået Dronningen til at skrive i gæstebogen. Dronningen og borgmesteren var nået helt hen til udgangen, da det gik op for mig, at vi havde glemt det. Lige inden de gik ud, nåede jeg lige at sige til borgmesteren: ”Dronningen har ikke skrevet i gæstebogen”, hvortil Dronningen svarede: ”Det klarer vi let” og drejede rundt og gik med tilbage og skrev.

 

Rhododendronparken i Brønderslev

Hedelundsanlægget blev omdannet til en Rhododendronpark, som blev ind­viet i 1994. Et stort trækplaster for udefra kommende og åndehul for byens borgere. Smukkest her i maj-juni hvor parken hver dag besøges af mange mennesker. Desværre nedbrændte restaurant Hedelund. Det bliver spæn­dende at se, hvad planerne for genopførelse ender med.

Det gamle elværk blev i 1994 efter udskrevet arkitektkonkurrence omdannet til nyt bibliotek. Overfor opførtes et nyt plejehjem, der nu er omdannet til bo­liger. Pladsen blev døbt ”P.N. Jensens plads”.

Hele institutionsområdet ved Nordens Allé mellem Tolstrupvej og Parkvej er fuldt udbygget, og senest er Brønderslev sundhedshus opført der.

Udflytningen af Falckstationen fra Vestergårdsgade i 2011 gav mulighed for opførelse af nye bynære boliger på Falckgrunden.

Hele området mellem Vestergade, Kornumgårdsvej og Sdr. Omfartsvej er nu også udbygget med friplejehjemmet ”Vivaldi”, kiropraktorcenter og logen ”Se­rapion”. På modsatte side opførtes REMA 1000.

Det nye plejehjem ”Støberiet” blev opført i 2013 lige overfor det gamle råd­hus, hvor Brugsen tidligere lå.

I 2020-2021 er der ved Banegårdspladsen opført 4 tårnhuse og pladsen er un­der omdannelse.

Også på erhvervsområdet er der sket rigtigt meget.

De store dagligvareforretninger FØTEX, LØVBJERG, NETTO, LIDL og ALDI er samlet i Østergade, og helt ude ved den gamle hovedvej er opført en FAKTA, hvor tidligere Brønderslev Kro lå.

Forretninger i Østergade

I Erhvervsområde syd er der opført mange nye virksomheder, ligesom Land­boNord og Udviklingsparkerne Brønderslev er placeret her.

 

Udviklingspark Brønderslev

 

Det nye ”grønne” kraftvarmeværk, som kombinerer koncentreret solvarme og træflis til produktion af el og fjernvarme, er også opført der. Et meget iøjne­faldende projekt.

Nu sker der også udvikling nord for hovedvejen, hvor Jem&Fix og JYSK er flyt­tet ud og Harald Nyborg kommer til her i 2021.

En Mc Donald restaurant er under opførelse før tilslutningen til motorvej E 45.

Der kunne nævnes meget, meget mere.

Der er naturligvis også sket negative ting i de mange år, virksomheder har måttet lukke ligesom Brønderslev sygehus. Det fungerer så heldigvis endnu som et center for rehabilitering.

Men alt i alt er det positive i overtal.

Købstadjubilæerne.

Brønderslev kunne have fejret sit 100års jubilæum den 1. april 2021, men på grund af Coronasituationen er det udskudt.

75-års jubilæet blev fejret den 1. april 1996. Der blev afholdt en fest i Brøn­derslev-Hallen den 31. marts, hvor Danmarks Radios pigekor under ledelse af korets mangeårige dirigent, Tage Mortensen, underholdt.

Tage Mortensen havde skrevet en kantate til 75-års jubilæet. Kantaten var på det program, som pigekoret skulle synge, men Tage Mortensen fik først sat musik til teksten et års tid senere, så kantaten blev først uropført i Brønderslev Kirke den 2. au­gust 1997, hvor pigekoret igen gav koncert i Brønderslev og igen med Tage Mortensen som dirigent og Ole Koch Hansen som pianist. Ved den lejlighed blev såvel tekst som noder overleveret til daværende borgmester Peder Ivar Nielsen. Tage Mortensen havde nær tilknytning til Brønderslev, hvor hans far i en årrække var stationsleder ligesom hans farfar i en årrække var overbetjent i Brønderslev og bl.a. også hans farbror, komponisten Rasmus Mortensen, bo­ede.

90-års jubilæet blev fejret den 1. april 2011. I forbindelse med planlægningen faldt vi over de gamle noder til ”Brønderslev-marchen”, der var skrevet til købstadfestlighederne i 1921 af musikdirektør, violinbygger og indehaver af ”Dansk Violin-Etui-Fabrik”, Alexander Bilhage. Dirigenten for Brønderslev Harmoni­orkester, Mogens B.B. Jensen, arrangerede marchen for blæserorke­ster, og den blev spillet ved rådhuset.

Ved et offentligt arrangement i ”Bien” sang ”Nonetterne” fra Brønderslev Mu­sikskole under ledelse af Dorte Græsborg ”Borgen i mosen”, som Tage Mor­tensen havde skrevet til 75-års jubilæet.

Aftenen sluttede med fakkeloptog ved rådhuset som i 1921.

Brønderslev blev min by

Jeg er meget glad for, at Brønderslev blev hjemsted for mig og min familie og som pensionist glæder det mig at se, at byen fortsat udvikler sig positivt.

Som vi vendelboer siger:

Vi er ikke stolte af at bo her, vi er taknemmelige.

 

Af Inger Marie Nielsen

Tidligere sekretariats- og personalechef ved Brønderslev kommune.

 

Indledning

Mandag den 3. juli 1967 lidt før kl. 8 satte jeg mig på trappestenen ved Kommunekontoret i Vrensted – iført citrongul spinlon kjole og hvide sling- back sandaler.

Jeg ventede på, at en fremtidig kollega med nøgle skulle komme og lukke mig ind.

Jeg havde fået elevplads ved Vrensted-Thise kommune og skulle nu begynde mit arbejdsliv.

Torsdag den 20. december 2013 omkring kl. 20 forlod jeg Brønderslev Rådhus på den røde løber mellem tændte fakler for at blive kørt hjem fra min sidste arbejdsdag – i veteranbil ført af chauffør i smoking og med champagne på bagsædet.

Forude ventede min pensionisttilværelse, som jeg nyder i fulde drag. Tænk, at udviklingen i den mellemliggende tid har gjort det muligt at forlade arbejdslivet som 64-årig og derefter bare ”sætte sin egen dagsorden”.

I samme periode skete der en stor udvikling i den offentlige service, og særlig 2 forhold var med til at gøre udvíklingen mulig, nemlig kommunesammenlægningerne den 1. april 1970 og den 1. januar 2007.

Endvidere fik hele den offentlige sektor en lønreform den 1. april 1998.

Ved sammenlægningen i 1970 blev Vrensted-Thise kommune delt. Vrensted sogn blev en del af Løkken-Vrå kommune, og Thise sogn blev en del af Brønderslev kommune. Personalet i Vrensted-Thise kommune blev også delt, og jeg fulgte med til Brønderslev kommune. I min tid i Brønderslev kommune arbejdede jeg i byrådssekretariatet/borgmester-kontoret og på personaleområdet.

Fra barnsben i Vrensted kendte jeg Brønderslev som den by, vi tog rutebilen til for at købe tøj og sko – og julegaver. Det var en helt særlig følelse, når rutebilen kørte ind ad Tolstrupvej, og vi kunne se julestjernen med lys over kørebanen nedenfor børnehjemmet. Når vores ærinder var overstået, og inden vi skulle med bussen hjem igen, købte vi for 50 øre leverpostej i Slagteriudsalget og en pose lakridsafskæring hos S. A. Germann.

Senere kom jeg til at gå på Søndergades Skole, hvor jeg ”gik i realen” i en klasse med elever fra både oplandet og Brønderslev by. Det var min bedste skoletid, og én af grundene til at jeg valgte at flytte med til Brønderslev kommune ved kommunesammenlægningen i 1970.

Kommunesammenlægning 1970

Selve forarbejdet til sammenlægningen i 1970 var jeg ikke en del af, så det jeg husker bedst, var da kommunaldirektøren fra Brønderslev – Erik Kroer – kom på besøg på kommunekontoret i Vrensted for at tage stilling til hvilke møbler og andet inventar, der kunne være brugbart i Brønderslev.

Det var hård vinter, vinduerne på Kommunekontoret var piv-utætte, så vi 4 piger var klædt på efter forholdene. Da kommunaldirektør Kroer og kæmneren i Vrensted – Arne Bak Andersen – efter gennemgangen blev alene, spurgte Kroer, om det var almindeligt, at personalet gik i hjemmesko!

Den 1. april 1970 var der himmelbetændt rendfog, så mange startede deres karriere i storkommunen med at komme for sent.

Min chef startede sin karriere med at revne sine bukser, så han måtte en tur til skrædderen. Det var dog ikke til hinder for, at han senere blev kommunaldirektør.

Selv startede jeg med at få et kulturchok. Mine nye kolleger fra Brønderslev sagde ”De” til hinanden – og var på efternavn. Mennesker, der havde arbejdet sammen i noget, der dengang for mig var en menneskealder.

Os, der kom udefra, var dus og på fornavn.

Tiden arbejdede nok for den mere uformelle form, for det varede ikke længe, før de fleste var dus, dog ikke med kommunaldirektør Kroer. Men vi var dus med borgmesteren, som var P. N. Jensen. Vi tiltalte ham ”Jensen” i starten, men med tiden blev det ”P.N.”.

De første måneder var det også udelukket for vi piger at gå på arbejde i lange bukser, men da buksedragten kom på mode, blev også den barriere nedbrudt.

De 2 kommunesammenlægninger har haft forskelligt indhold. I daglig tale bliver begge kaldt ”kommunesammenlægning”, men var i realiteten meget mere. Begge var en reform på inddeling af Danmark, hvor kommunerne blev meget større og mere bæredygtige til de fremtidige opgaver. I 2007 fik vi også en stor opgavereform, hvor opgaver blev flyttet mellem de 3 offentlige instanser, og en udligningsreform, der skulle gøre de økonomiske muligheder mere lige mellem kommunerne.

Hvis man spørger på Rådhuset i dag, tror jeg stadig man mener, at udligningsreformen aldrig rigtig er slået igennem. Der er stadig stor forskel på kommunernes økonomiske formåen.

 Budgetbehandling og dens kvaler

Brønderslev kommune har gennem årene været en kommune med en befolkning med lave indkomster. Hvis serviceniveauet skal følge bare nogenlunde trit med andre kommuner, kræver det en høj udskrivnings-procent. Så længe jeg kan huske, har vi ligget lavt på udskrivningsgrundlag og højt i udskrivningsprocent.

Tilskud fra staten har derfor altid haft stor betydning for budgetlægningen. Forenklet sagt bliver statens tilskud hvert år fastsat efter en drøftelse mellem Finansministeriet og Kommunernes Landsforening.

Nu var det imidlertid sådan, at vi først fik et foreløbigt overblik over størrelsen af statstilskud hen over sommeren. Vi lavede det administrative forarbejde til næste års budget i det sene forår, og der var som regel et gabende hul mellem skatteindtægter og serviceudgifter, når forrige års regnskab var blevet fremskrevet til nye priser. Derfor var tiden, indtil vi kendte størrelsen af statstilskuddet, altid tiden for tungsind for ledelsen i Brønderslev kommune. Det gælder jo om at bekymre sig i tide!

Var hullet særlig stort, blev en delegation sendt til Finansministeriet for at klage vores nød. Så var vi måske heldige at få del i puljen til ”særligt vanskeligt stillede kommuner”. Jeg husker, at én af embedsmændene i Finansministeriet blev omtalt som noget påholdende. Man fik det råd at tælle sine fingre efter et håndtryk med ham.

Vi fik altid budgettet til at balancere, og vi var som regel i den situation, at budgettet på trods af besværlighederne blev vedtaget i bred politisk enighed. Dejligt for vi ansatte. Det gør det hele meget lettere at arbejde med end budgetter, der er stemt igennem med et snævert flertal.

Jeg mindes, at specielt Jens Arne Hedegaard fra V og Arne M. Jensen fra A var gode til at få de politiske ender til at nå sammen.

Men forud for vedtagelsen skulle der jo selvfølgelig være debat i Byrådssalen, ofte med megen hænder vriden og brug af gloser fra især dyreriget.  ”Ulven” blev ofte nævnt. Den har siddet ude ved Kroen, lige ved hoveddøren, eller sågar bidt os i haserne. Hvis det ikke var ”ulven”, stirrede vi som regel ”lige ned i afgrunden” eller ”skar helt ind til benet”.

I forbindelse med oliekrisen i 1973 var der et byrådsmedlem, der foreslog, at der blev lukket for det varme vand på Rådhusets toiletter. Nu var der slet ikke lagt varmt vand ind – eller varme for den sags skyld – på toiletterne i den oprindelige del af Rådhuset, så det forslag havde ingen gang på jord. Ja, der var så koldt på toiletterne, at én af mine kolleger i anden sammenhæng sagde, at hun ”var nødt til at brække strålen af”. Først i 1983 blev den nye del af Rådhuset taget i brug, og nu var der ikke mindre end 26 toiletter med både varme og varmt vand.

Budgetbehandlingen foregik og foregår for åbne døre. Det gør langt størstedelen af indholdet af Byrådets møder. Møderne var sjældent et tilløbsstykke. Kun når der var forslag om at nedlægge eller forringe serviceniveauet i et bestemt område, kunne det trække folk af huse.

Sjove episoder fra byrådsmøder

Udover den formelle funktion, kunne byrådsmøderne også udvikle sig underholdende.

Førhen blev der meget varmt i byrådssalen. En aften var der et byrådsmedlem, der mente, at der var blevet en ”liderlig hede”. Vi fik straks åbnet et par vinduer, men efter mødet bemærkede P.N., at stemningen da var blevet ”helt frivol”.

I mine øjne var P.N. Jensen en dygtig og meget vidende borgmester, som jeg var meget glad for, men han var almindeligvis en alvorlig mand. Han holdt strengt på, at byrådsmøderne blev afviklet på en sober og værdig måde uden tant og fjas.

Det faldt derfor ikke i god jord, da byrådsmedlem Jeppe Bisgaard – også kendt som Tæppe-Jeppe – forsøgte sig med et festligt indslag til et byrådsmøde. Møderne blev dengang holdt i den noget mindre byrådssal, som vi havde, indtil der blev bygget til Rådhuset i 1983. Møbleringen var tunge træstole og et stort træbord med grøn linoleum på bordpladen. Før mødets begyndelse var der delt en tillægsdagsorden rundt – det var afslutningen på den åbne del af mødet. Almindeligvis opstår der lidt uro mellem den åbne og den lukkede del af mødet. Skæbnen ville, at Jeppe havde glemt tillægsdagsordenen, og da han troede at den åbne del af mødet var slut, kunne han nu fremføre sit nummer, og tog en lille spilledåse frem. Med det store byrådsbord som resonansbund, spillede han ”Internationale”. Det gik ikke upåtalt hen.

Som sekretær til et byrådsmøde lænede jeg mig nok også en gang lidt op ad en løftet pegefinger. Der skulle behandles en ansøgning om at etablere en Burger-Bar i Jerslev. ”Burger” var et nyt ord, som i de fleste indlæg blev til ”Børge”, og der var stemning både for og imod en ”Børge-Bar” i Jerslev. Det lød sjovt, og byrådsmedlem og arkitekt Leif Hellsten havde spottet, at jeg havde kvaler med at holde masken, og han gjorde sit til, at det skulle gå helt galt. Heldigvis holdt jeg mig.

Der har altid været stor forskel mellem byrådsmedlemmernes lyst til at ”få” ordet. Man ”tager” ikke ordet i byrådssalen. Det ”får” man af borgmeste-ren.

En meget ivrig debattør var byrådsmedlem og gårdejer Ole Lysgaard Jensen fra Serritslev. Han fik som regel ordet mange gange i løbet af et byrådsmøde. En aften, hvor det var blevet sent, blev det byrådsmedlem og optometrist Tage Buus for meget. Uden at have ”fået” ordet, sagde han derfor med klar røst: ”Bind den mand til stolen”.

Tage Buus var med sine indlæg i stand til at begejstre de fleste. Han talte ikke så ofte, men når han talte, havde han noget på sinde, og det måtte ud. Én af mine kolleger sagde engang, at ”først tog Buus ordet, så tog ordet Buus”. 

Valg og afstemninger

Jeg var en del af forberedelse og afvikling af alle valg og afstemninger fra 1970 til min afgang i 2013. Der var altid en særlig stemning, både under selve valghandlingen, men specielt under optælling og opgørelse.

Valgene starter jo i realiteten allerede ved opstillingen. Her handler det om at få en god placering på listen. Jeg husker en helt speciel situation. P. Juhl Olesen, der i flere perioder var opstillet for Venstre som en sikker kandidat med gode stemmetal, havde tilsyneladende lagt sig ud med det etablerede Venstre. På opstillingsmødet blev han i hvert fald placeret sidst på listen. Dét faldt vælgerne for brystet, og P. Juhl Olesen fik et kanonvalg, hvor han overhalede flere af de kandidater, der var opstillet over ham på listen. P. Juhl Olesen var i øvrigt en festlig mand, der påstod, at han havde haft større fornøjelse af sin letsindighed end af sin standhaftighed.

Som vælger skal man skal ikke undervurdere opstillingsmøderne. Det er i reglen her det fastslås, hvem der bliver partiets borgmesterkandidat. Selvom Brønderslev altid har været den største by i kommunen, og man derfor kunne forvente, at borgmesteren skulle komme herfra, er det kun tilfældet med 2 borgmestre, nemlig Peder Ivar Nielsen og Jens Arne Hedegaard. P. N. Jensen og hans hustru Gudrun bosatte sig dog hurtigt i Brønderslev by, efter at han var blevet borgmester.

Når valget skulle gøres op, kom der gang i regnemaskinerne. Vi tastede løs, det bedste vi havde lært. Derfor var det brandirriterende, at P.N. Jensen kiggede os over skulderen og kom frem til resultatet før os. Som tidligere brugsuddeler var han vant til at lægge talkolonner sammen. Heldigvis måtte han melde pas, når vi begyndte af bruge den d’Hontske metode – det hedder den måde, som valget opgøres på. Senere overtog elektronikken arbejdet, men det mindskede ikke spændingen.

Enkelte gange har resultatet været så tæt, at vi har måttet i gang med en ekstra omtælling af stemmesedlerne.

I Brønderslev kommune har det altid været kutyme, at politikerne hjælper til med optællingen. Egne stemmetal er ikke overraskende mest interessante, men det var udelukket, at et medlem kom til at tælle egne stemmer.

Sæby, Dronninglund og Brønderslev kommuner dannede tidligere valgkreds med hjemsted i Sæby. Ved folketingsvalg og afstemninger skulle vi derfor dagen efter afstemningen til Sæby for at gøre valget endeligt op, den såkaldte fintælling. Det var altid et kapløb på tid, for vi ville alle 3 kommuner være først færdige med arbejdet.

Til den efterfølgende spisning var der altid lidt godmodigt drilleri mellem de 3 borgmestre. En gang havde der før valget været en tvist mellem ejeren af Dronninglund Slot på den ene side og borgmesteren og kommunaldirektøren fra Dronninglund på den anden side. Ejeren ville derfor ikke have de 2 herrer nærmere end til porten ind til Slottet. Det år fik vi serveret en særlig Sæby-vin. Det fik borgmesteren fra Dronninglund til i sin tale at være benovet over, at Sæby havde egen rødvin. I Dronninglund kunne de imidlertid servere Portvin. Det var værre med Brønderslev, –vi havde kun et vandtårn!

Efter valget var der en tidsfrist for at kunne klage. Vi fik en klage fra en borger, da Lene Hansen ikke opnåede genvalg som borgmester i 2002. Lene Hansen fik enormt mange personlige stemmer, og liste A fik dermed et godt valg, men da støttepartiet gik tilbage, var der ikke flertal i byrådet, til at Lene Hansen kunne fortsætte som borgmester. Det fik vi en klage over. Det kan være svært for den menige vælger at forstå spillereglerne.

Jeg var en anden gang ved at komme galt afsted i forbindelse med fristen for valgklager. Vores byråd havde godkendt valget for Brønderslev Byråd, og jeg gav derfor pedellen besked på, at han godt kunne få stemmesedlerne makuleret. Imidlertid ringede en kollega fra amtet et par dage senere, at de gerne ville have amts-stemmesedlerne for 2 partier sendt ud på Amtsgården, for der skulle gennemføres en fornyet optælling. Heldigvis havde pedellen ikke nået at få ryddet op. Jeg har aldrig hverken før eller siden været så glad for, at en kollega ikke havde gjort det, som jeg havde bedt om. 

Valgfeber

Vi kendte også et andet fænomen på Rådhuset, nemlig valgfeber. Valgfeberen begyndte når periodens sidste budget skulle vedtages. Det var ikke godt at skulle lægge ryg til upopulære beslutninger, som skulle føres ud i livet umiddelbart før kommunalvalget. Så det var almindeligt kendt, at upopulære beslutninger skulle træffes midt i byrådsperioden. Når valgdagen nærmede sig, kunne vi opleve, at debatten blev en smule mere ophedet, og politikernes lyst til at markere sig på forskellig vis blev forøget.

Royalt besøg – og andre

Dronningen har været på besøg i Brønderslev 2 gange i min ansættelsestid, sidste gang var Prinsgemalen også med. Der er altid et stort sikkerheds-opbud forbundet med royalt besøg. Rådhuset bliver undersøgt både oppe og nede, områder bliver spærret af og døre låst. Rullemarie kommer på besøg. Ved besøget i forbindelse med Idrætshøjskolens indvielse skulle velkomsten af majestæten foregå i dét, der dengang var var Rådhusets forhal. Her var alle byrådsmedlemmer og andre af byens honoratiores linet op for at hilse på Majestæten. Gudrun Jensen skulle overrække buketten til Dronningen. Forinden fik Gudrun af politiets repræsentant besked på, at hun skulle ryste buketten grundigt, så vi kunne være sikre på, at der ikke var noget farligt indeni. Både Gudrun og buketten overlevede heldigvis. Mens dronningen var i forhallen, stod jeg pænt i baggrunden – med en skruetrækker gemt i ærmet. Toilettet var nemlig afsikret og låst, og i det tilfælde at Majestæten skulle få brug for bemeldte lokalitet, skulle jeg lukke op med skruetrækkeren. Da Dronningen og Prinsgemalen var på besøg anden gang i anledning af 90-års købstadsjubilæum, havde jeg ingenting i ærmet, men fik et kongeligt håndtryk.

Vi havde også andre – men knap så fornemme besøg. Vi havde tæt kontakt til Kommunernes Landsforening, hvor Peder Ivar Nielsen en overgang sad i bestyrelsen. Også andre kontakter til kolleger både i Danmark og i udlandet betød, at vi fik besøg, og skulle fortælle om Brønderslev Kommune. Vi var også ofte på Den kommunale Højskole i Grenå for at holde oplæg. Det var altid spændende. Som regel var det sådan, at borgmesteren indledte, derefter kom kommunaldirektøren og så kom turen til mig. Som sidst på podiet har jeg tit måttet rette i mit indlæg, fordi forgængerne havde forgrebet sig på min del.

Engang havde vi besøg af en delegation fra Skotland. Peder Ivar ville vise dem et af Rådhusets kunstværker – en bundløs sparebøsse, udført af Niels Helledie. Den stod i gangen ind til byrådssalen, og Peder Ivar yndede at sammenligne den med kommunekassen. Da han den dag løftede sparebøssen, lå der nogle mønter samt en knap på bordet under den. Peder Iver tog knappen, kiggede på den og sagde: ”Det kan jeg ikke forstå. Vi har da, så vidt jeg ved, ikke haft besøg af skotter før”.

En tid før Peder Ivars 60-års fødselsdag havde vi besøg af Brønderslev-drengen Jørgen Sørensen. Jørgen Sørensen og borgmesterens sekretær sad og stak hovederne sammen, og det undrede Peder Ivar sig efterfølgende over. Mysteriet blev opklaret, da Peder Ivar holdt reception på Landboskolen i anledning af 60-årsdagen, for Jørgen Sørensen havde haft en praktisk ting, som han skulle have afklaret med sekretæren. Ved fødselsdagen fremførte Jørgen Sørensen nemlig en Brønderslev sang, som han havde skrevet og tilegnet Peder Ivar.

Glimt fra personaleområdet

En kommune er ofte kommunens største arbejdsplads, og således også Brønderslev kommune. Hvis man laver det tankeeksperiment, at alle ansatte også er bosat i kommunen, vil ca. hver 10. borger være ens kollega.

Da vi i 1998 skulle overgå til individuel fastsættelse af lønnen, skulle vi igennem alle personalemapper, og alle medarbejderes lønforhold skulle individuelt forhandles med tillidsrepræsentanter eller de faglige organisationer. Det var et stort, men spændende arbejde. Flere organisationer var skeptiske. Men både forarbejdet til overgangen og selve forhandlingerne gjorde, at vi fik et tæt og tillidsfuldt samarbejde med langt de fleste. Vi var på begge sider af bordet enige om, at vi havde en fælles opgave, som skulle løses til flest muliges tilfredshed.

Uanset opgaven nød jeg samarbejdet med mine kolleger, tillidsrepræsen-tanterne og de faglige organisationer. Altid er jeg blevet mødt med en vilje til at ville løse den opgave, vi sad med.

Undertiden kunne en uenighed, dog ikke løses lokalt, og så måtte vi mødes i København med hovedorganisationerne, for vores vedkommende var det Kommunernes Landsforenings Lønafdeling. Her blev sagerne forligt. Jeg nåede heldigvis aldrig at komme hverken i retten, arbejdsretten eller faglig voldgift.

Engang en samarbejdspartner fra KL gjorde mig opmærksom på en fejl, kom jeg til at sige, at det nok var én af de paragraffer, der var røget af i Limfjorden. Det morede KL-folkene sig meget over.

Tilbage i 70’erne var der som regel politikere med ved forhandlingerne, som nok kunne blive langtrukne. Det rakte P.N. Jensens tålmodighed ikke til, og en gang da vi langt om længe fik referatet skrevet under, kiggede han på sit armbåndsur og bemærkede: ”Ja, det er da onsdag endnu”.

Udviklingen gjorde, at det i de seneste år oftest var den enkelte leder og en repræsentant fra personalekontoret, der gennemførte forhandlingerne med tillidsrepræsentanterne.

En gang var vi dog flere ledere til stede ved en forhandling med Akade-mikernes tillidsrepræsentanter. Forinden havde jeg lavet forarbejde til forhandlingerne, og forarbejdet indeholdt ledelsens udspil og ledelsens smertegrænse. Begge eksempler var afstemt, inden vi gik til forhandlingen. Jeg havde en formodning om, at vi nok fik et resultat lidt over midten. Men én af lederne havde nok ikke været helt nærværende, da vi afstemte, for da jeg havde fremlagt udspillet for tillidsrepræsentanterne, udbrød han, at det da ikke var de tal, han sad med. Hvad værre var, han kom i samme åndedrag til at afsløre en del af smertegrænsetallene. Det blev en effektiv forhandling, som endte næsten før den var begyndt. Det er ikke nemt at tage pengene af bordet, når de først er lagt frem!

Gammel Brønderslev kommunes personalepolitik hvilede på Løgstrups etiske fordring fra 1956:  ”Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden dens skikkelse. Hvilken vidde og farve den andens verden får for ham selv, er jeg med til at bestemme ved min holdning til ham. Jeg er med til at gøre den vid eller snæver, lys eller mørk, mangfoldig eller kedelig – og ikke mindst er jeg med til at gøre den truende eller tryg. Ikke ved teorier eller anskuelser, men ved min blotte holdning.”

Den tænker jeg stadig meget over.

Fagre nye verden

Da jeg kom i lære i 1967, var den teknologiske tidsalder så småt ved at vise sit ansigt. F.eks. indberettede vi på papir alle kommunens til- og fraflytninger til Jyske Kommuners Hulkort- og EDB-central, hvor en række såkaldte hulledamer, så overførte oplysningerne til hulkort, som en maskine derefter kunne bearbejde.  Vi var dog ikke helt trygge ved maskinernes arbejde, for vi efterregnede skatten for indkomster over en vis grænse.

Det var også på den tid, vi fik personnumre.

Brønderslev kommune havde egen hullestue. I 1976 fik vi det første tekstbehandlingsanlæg. Når det udskrev, larmede det værre end et tærskeværk, så vi forsøgte at skærme af, så det var muligt at føre en telefonsamtale.

Senere har jeg været med til et utal af møder om IT:  Farligheden ved stråling fra maskinerne; om det var klogt at kable Rådhuset, det kostede immervæk omkring 200.000 kr.; var det nu også klogt at lade de ansatte få adgang til internettet. Vi havde ikke fantasi til at forestille os, at det skulle blive muligt at søge alle de oplysninger, der er nødvendige i sagsbehandlingen, på nettet. Ja, da vi skulle passere årtusindskiftet gik hele Danmark næsten i panik. IT-branchen havde kronede dage, for vi skulle jo sikre os imod, at vore mange IT-systemer skulle bryde sammen, når årstallet skiftede fra 1999 til 2000. Selve nytårsaften før og efter kl. 00.00 var Rådhuset bemandet for at holde øje med udviklingen, men 1. januar 2000 var situationen uforandret. Ja, det gælder virkelig om at bekymre sig i tide, og diskussioner jeg har deltaget i, kan i bagklogskabens ulideligt klare lys være helt absurde.

Kommunalreform 2007.

Omkring årtusindskiftet begyndte vi så småt at høre tale om en ny kommunesammenlægning. Den blev en realitet den 1. januar 2007, hvor Dronninglund og Brønderslev kommuner blev til én: Brønderslev-Dronninglund kommune.

Forud var der som bekendt gået en række forhandlinger om andre konstellationer for begge kommuners vedkommende. Jeg tror, det gælder i begge kommuner, at man til sidst følte sig lidt forsmået, og at det endte sådan lidt som ordsproget – Får man ikke den man elsker, må man elske den, man får.

Heldigvis kendte vi mange kolleger fra Dronninglund kommune fra andre gode samarbejder.

Det var en befrielse, da beslutningen var taget, for så kunne vi gå i gang med at forberede sammenlægningen. Det var et stort arbejde at få to etablerede serviceniveauer og kulturer til at smelte sammen. Det var nødvendigt med stor medarbejderinddragelse. Vi skulle samtidig opret-holde hidtidigt serviceniveau, så borgerne ikke mærkede noget. Som en kollega fra en anden kommune sagde: Det er som at skifte hjul på bilen, samtidig med at den kører.

Mange arbejdsgrupper var nedsat for at komme rundt i alle hjørner af organisationen, og fysisk og organisatorisk var vi på plads til tiden. Det synes jeg godt, vi kan være stolte af.

At skabe samme kultur tager mange år. I Brønderslev var vi vel ikke engang færdige med at snakke om tiden før sammenlægningen i 1970!

Den nye kommune udmærkede sig på mange måder. Lad mig blot nævne, at vi havde dobbelt-navn, 2 motorveje, 2 sygehuse, 2 gymnasier og 2 store markeder. To komponenter er ændret – navnet og antallet af sygehuse.

 Afslutning

Jeg tænker tilbage på mit arbejdsliv med stor glæde og taknemmelighed. Mange af mine tidligere kolleger kalder jeg også mine venner, og når jeg færdes i Brønderslev, er vi rigtig mange, der hilser på hinanden og slår en sludder af – mest om de gode gamle dage.

Jeg er jo nu i den situation, at bakspejlet viser mere end forruden. Det er godt at se noget positivt begge veje.

Lad den tidligere omtalte Brønderslev-sang være afslutning på mit indlæg, som jeg har forsøgt at skære over den humoristiske vinkel:

Som er skrevet af Jørgen Sørensen, Gl. Brønderslev dreng:

 

Det tindrer af sol over hav, over land,

og gederams lyser i Vildmosens sand.

Det synger i haver og hegn,

det dufter af sommerens regn.

Og her, hvor de vestlige vinde har magt,

blev Brønderslev lagt.

 

Af dristige tanker og håb blev den til,

ved målrettet virke: Man kan, hvad man vil,

men farverigt, båret af lyst,

Så broget som skoven i høst.

Vi værner det gamle, vi vover det ny

i Brønderslev by.

 

Når vinteren truer fra øst eller nord,

så samles vi tæt om det gavmilde bord,

hvor langkålen styrker vort mod,

hvor snapsen er gylden og god.

Da klinger på luneste vendelbomål

et længselsfuldt ”skål!”

 

Men snart vender våren tilbage igen,

i Bredgade mødes veninde med ven.

Selv mismodet går sig en tur,

hvor livsglæden ligger på lur.

Og så kommer solen og lyset påny

til Brønderslev by!

 

Jeg rejser så vidt på den vældige jord,

men mest for at gense den by, hvor vi bor,

de venner, der deler mit held,

den nabo, der si´r som jeg selv:

Mens andre må nøjes med Rom og Berlin,

er Brønderslev min!

 

Primo oktober 2021. – Inger Marie Nielsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Eneste kvindelige borgmester,  i den gamle Brønderslev kommune

Arbejde i Jerslev fra 1973 – 2005 – bosat samme sted

Valgt til byråd og Folketing for Socialdemokratiet fra 1993 -2021

I Brønderslev opstod der i 1960érne et levende musikmiljø i den gamle biograf ”Bien” i Bredgade. Biografejer K.G.Fuglsang indbød generøst unge musikere til at bruge biografsalen som øverum,

og snart sprang popgrupper som The Nameless, The Pretenders, The Swagmen og mange flere ud som pigtrådsgrupper, der fyldte salen i hotel Phønix med begejstrede fans. PG- klubben sørgede for arrangementerne og for at trække berømtheder som The Hollies til byen. Dette kapitel i byens historie er udførligt beskrevet af en af musikerne, Jens Dalgaard-Nielsen i bogen: Da pigtråden fængede i det nordjyske…

Jeg oplevede ikke selv dette fænomen i Brønderslev, da mine ungdomsår foregik i Hjørring, men jeg giftede mig senere med et af medlemmerne i The Nameless, Per Hansen, og han fortalte gerne om de år – måske med visse udeladelser. Jeg løb ind i ham i foråret 68, og i løbet af den lange række af studenterfester jeg deltog i det år som nyudsprunget student fra Hjørring Gymnasium, så vi mere til hinanden. Han var begyndt at læse på Hjørring seminarium, hvor jeg også startede året efter. Fremtiden som lærerpar tegnede sig snart, og i 1971 flyttede vi til Jerslev. Per var blevet headhuntet af Jerslev skoles inspektør til at varetage musikundervisningen på stedet. – Og der fulgte også et hus med stillingen! I de år var der en stor mangel på uddannede lærere overalt i landet, så de enkelte sogneråd gjorde alt for at lokke unge friske kræfter til de stillinger, som var slået op på de nybyggede centralskoler. Per opbyggede sammen de andre musiklærere på skolen et godt musikmiljø, og han blev senere en af de faste medlemmer i folkemusikgruppen, Schwåmpis Venner. Mange af de historiske ballader, som gruppen indspillede med traditionel engelsk/irsk eller skotsk musik, har han skrevet.

Vores arbejdsliv startede og sluttede for mit vedkommende i Jerslev. Per afgik ved døden allerede i 1995 efter en lang sygdomsperiode, men jeg fortsatte som lærer på Toftegårdsskolen i Jerslev indtil 2005, hvor jeg blev indvalgt i Folketinget for Socialdemokratiet.

Mit politiske arbejde begyndte, da jeg blev valgt til en række tillidsposter på min arbejdsplads, men jeg tror at interessen tidligt blev vakt i mig. Da jeg var barn lagde jeg øre til højlydte diskussioner i mit hjem, især op igennem halvtredserne. Min farmor, Sigrid Pedersen, var kommunist og opstillet til byrådet i Hjørring i 1950. Hun opnåede dog ikke at blive valgt, men de politiske diskussioner bl.a. om Ungarn kunne få gemytterne i kog, når familien var samlet. Min far var ikke politisk, sagde han, men deltog nu aktivt i meningsudvekslingerne. Min fars familie boede i Hjørring, min mors kom fra en gård nær Sulsted. Min mors onkel, Peter Spliid, blev opstillet til Folketinget for det Radikale Venstre, så med både radikale og kommunister i familien er det klart, at jeg måtte blive socialdemokrat -!

Første gang jeg sagde ja til at opstille til byrådet i Brønderslev var i 1980. Per og jeg havde fået 2 børn, og jeg syntes åbenbart, at de nu var store nok til, at jeg kunne påtage mig denne opgave. Jeg blev heldigvis ikke valgt ind og kunne derfor kaste mine kræfter ind på at støtte Per i hans sygdomsforløb og tage vare på vore børn. I 1993 sagde jeg så ja til udfordringen igen -børnene var i gang på universitet og på gymnasiet, så jeg forsøgte – og blev indvalgt. 4 år senere skete det ved en række tilfældigheder, at den daværende borgmester bad mig om at stille op som hans afløser ved valget i 1997. Peder Ivar Nielsen havde beklædt posten i 8 år, og nu mente han, at en anden skulle tage over. Jeg blev valgt med et meget stort stemmetal, der svarede til, at jeg fik 25,4% af stemmerne – en valgrekord, som jeg dog slog 4 år senere. Ved afskedsfesten for Peder Ivar overrakte han mig personligt borgmesterkæden. En stolt fornemmelse.

Da jeg var den første kvinde i Brønderslev kommune, der havde opnået at blive valgt til denne post, var jeg naturligvis spændt på, hvordan samarbejdet med de andre politikere og med medarbejderne ville løbe af stablen, men det viste sig, at jeg kunne tage det helt roligt. Kompetente medarbejdere anført af kommunaldirektør, Arne Bak Andersen, hjalp mig igennem og tog sig af mig. Selvom der altid er upopulære beslutninger, der skal træffes, synes jeg, at det gik lettere, end jeg måske havde frygtet. Jeg stillede op til kommunalvalget for at få mere velfærd ud til borgerne. Når jeg ser i mine optegnelser fra de år, lykkedes det også, men et par bump på vejen var der da. Jeg glemmer aldrig den dag, jeg blev hentet ud af kontoret, fordi der kom en vred delegation af ældre medborgere, der ville tale med borgmesteren. De havde hørt, at jeg var ude på at lukke det fine nye aktivitetscenter, Grønningen, og nu ville de lige fortælle mig, hvad de mente om det – med store bogstaver. Jeg lærte ved den lejlighed, hvor jeg stod ansigt til ansigt med rollatorer og rullestole og vrede gamle mennesker med stokke, at kommunikation kan være en svær en! Jo – det var rigtigt, at et forslag om at lukke Grønningen var nævnt i det sparekatalog, byrådet skulle arbejde med op til vedtagelsen af et nyt budget. MEN – det var bare et af en lang række spareforslag, som administrationen havde fundet frem for at få pengene til at passe. Bagefter skulle alle forslagene så udsættes for en politisk behandling, før det eventuelt blev til virkelighed. Jeg havde fået signaler fra de øvrige partier om, at det forslag kunne man overhovedet ikke tilslutte sig, så jeg kunne melde ud til den vrede forsamling foran rådhuset, at jeg kunne garantere, at Grønningen ikke skulle lukkes. Alle drog lettede hjem, men mon ikke der var en og anden, som mente, at hende den nye borgmester nok var lige lovlig fræk.

Siden fulgte mange, mange beslutninger og besparelser. En eneste gang oplevede vi i byrådet, at der blev råd til at udvide det, vi i dag kalder servicerammen – altså de penge, man kan bruge på velfærdsydelser. Jeg kan se i en avisartikel fra 2001, at jeg udtaler: ” Byrådet har ved spareindgreb, salg af jord og bygninger, en øget skatteprocent og tilbageholdenhed på en lang række punkter formået at få vendt en stram økonomisk situation”. Brønderslev er og var en fattig kommune med lave skatteindkomster, så der har i alle årene været udvist ekstrem forsigtighed, når vi politikere lagde budget. Der er kun en vej til at øge indkomsten på, og det er ved at få flere borgere til at flytte til kommunen. Derfor blev fokus for mig at markedsføre kommunen som en god bopælskommune. Vi startede en aggressiv markedsføring, hvilket var en ret ny ting i det kommunale landskab. Men for at få nye borgere til, måtte vi jo skaffe flere byggegrunde og sørge for at bygge børnehaver og renovere skoler. Et nyt kvarter skød op i Vestskoven, og et stort anlagt planlægningsarbejde til en hel ny bydel mod nord tog fart. Planen for Ådalen blev, så vidt jeg husker, præmieret, og området er i dag fuldt udbygget.  Men vigtigst af alt skulle vejnettet moderniseres. Brønderslev ligger jo lige midt på landevejen mellem Hjørring og Aalborg og pendlertrafikken var tæt hver morgen og eftermiddag. Vi kaldte det, der foregik, for ”stangkørsel”. Motorvejen var på vej fra syd, og i oktober blev strækningen fra Nørresundby til Brønderslev åbnet med en stor fest med deltagelse af bl.a. Trafikminister Jakob Buksti. Ham havde jeg haft fat i et års tid forinden, fordi jeg havde fået flere meldinger om, at trafikanter med ærinde i Brønderslev kunne blive i tvivl om, hvilken vej de skulle tage, når de skulle vælge afkørsel ved Bouet. Brønderslev figurerede ikke på vejskiltene. Det hed sig, at Vejdirektoratets skiltepolitik var at afvise alle ønsker fra både politikere og borgere, og jeg ved ikke, hvordan Jakob lykkedes med det, men vi fik Brønderslev på skiltet ved afkørslen mod nord ved Bouet.

Jeg havde nok set frem til fire år mere på posten, da vi skulle vælge det nye byråd i 2001. Men selv om jeg slog min egen og kommunens rekord fra 1997 og blev det, avisen kaldte en stemmesluger med mere end 3500 stemmer, så fik den borgerlige del af byrådet dog 48 flere stemmer, end vi i den socialistiske side kunne mønstre. Lange forhandlinger mundede ud i, at Venstre fik borgmesterposten, og jeg blev formand for Børne -og Kulturudvalget, som det hed dengang. Jeg vendte tilbage til Toftegårdsskolen til mit gamle job, som jeg havde haft orlov fra siden 1998, og i de næste tre år var jeg lærer igen. Dejlige gensyn med kollegaer og elever hjalp mig over skuffelsen ved at skulle forlade et arbejde, som jeg havde fundet yderst interessant i fire år, men nye udfordringer viste sig hurtigt. Jeg blev valgt som Hjørringkredsens første kvindelige folketingskandidat samme år, og ved det næste folketingsvalg blev jeg valgt til Folketinget men vendte tilbage til Brønderslev 5 år senere som borgmester i den nye kommune, der var opstået efter en sammenlægning af Brønderslev med Dronninglund kommune – men det er en helt anden historie.

 

Brønderslev maleren

Emil Jensen (født i 1905- død i 1973)

I kirkebogen for Brsl. Sogn står der følgende, opslag 281:

Emil Jensen og Kamma Elvira Jensen blev gift den 31. august 1930 i Brønderslev.

Emil Jensen, blev født i Nørresundby den 20.4.1905. Han var søn Else Christine Larsen, som var født Jensen i Brønderslev. Fader = gårdejer Mads Christian Larsen.

Konen hed: Kamma Elvira Jensen, blev født den 3.1.1907 i Brønderslev. Datter af blikkenslager Christian Jensen og hustru Martha Juliette (Pedersen).

Maleren Emil Jensen

Kilde: Erik Johnsen 1967 (Brønderslev dreng)

Emil er en blanding af en tænker og et følsesomt menneske. Han suger til sig i store drag og han spytter fra sig i form af malerkunst.

Emil kender alle argumenter i den til enhver tid standende kunstdebat, men han er påfaldende svag i kunstdiskussioner. Det ligesom interesserer ham ikke. Han er producent, ikke diskutant. Det kan derfor være mærkeligt for ham at blive portrætteret på den måde, som her er sket. Men jeg tror han er gammel nok til at vide, at det hører med til vilkårene. Vi der ikke kan male, må på anden vis give udtryk for de mange impulser, Emil har givet os.

Ingmar Bergman sagde i en artikel i (politiken 8.-8.1965) at han, hvis han skulle være fuldstændig ærlig, opfattede kunsten som betydningsløs. ”Litteratur, maleri, musik, film, teater avler og føder selv.”

Jeg citerer naturligvis, fordi jeg er enig heri. Men jeg citerer specielt, fordi netop denne sentens passer på maleren Emil Jensen. Kunstnerisk har han avlet og født sig selv. Han er ikke nogen ”dybere mening” med sin kunst, han skaber og når sin tilfredsstillelse i selve den skabende proces, og overlader så fortolkningens underværker til os andre. Dermed bliver han i vore øjne ganske simpelt kunstner.

Og vi tvivler ikke om, at han vil vedblive at være det, uanset hvad fremtiden måtte ændre i vort billede af ham.

Kilde:

Fra en gammel avisartikel i Vendsyssel Tidende (1965) har jeg plukket og afskrevet det mest interessante.

Citat:

“Maleren Emil Jensen, Brønderslev, gik i landsbyskolen, hvor han ikke lærte at tegne, men blev smededreng, oplevede en malerkarriere, der er blevet dansen på line mellem selvtillid og selvkritik.

Maleren Emil Jensen har aldrig haft nødig bare at slå tiden ihjel. For ham er hver dag en oplevelse. Enten han færdes i sin hjemby, Brønderslev, eller han arbejder hårdt og intenst i sit atelier, er der udvikling at spore. Allerhelst vil han give døgnet det dobbelte antal timer. Trods en enorm produktion er han stadig på vej – og finder, at han næppe endnu har malet sit bedste billede. Tirsdag den 20. april fylder Emil Jensen 60 år. I 20 år har han – som han selv siger det – bakset med farver, pensel og palet. Men stadig og hver dag går han lige veloplagt til staffeliet.

At være kunstner er et heldagsjob

Måske er det skæbnens ironi, at han ikke som kunstner med svejseflamme og jern er blevet en ”Store Robert”. Med tilfredshed noterer han sig imidlertid, at det blev maleriet, der blev hans livsopgave – og at han sin uddannelse som beslagsmed til trods er sluppet for at lægge sko på sprælske og genstridige heste.

Før billedet var lærredet nøgent.

Maleriet skal have sind. Billedet skal genspejle den personlige oplevelse, og kravet til maleren er, at han hele tiden må prøve kræfter med sig selv og danse på en line mellem selvtillid og selvkritik. Som maler skal man kunne tro på sig selv – og gøre det uden at blive indbildsk eller blot selvtilfreds. Man skal gøre tingene enkle og lige til, og alligevel give billedet mest muligt malerisk indhold. Og guderne skal vide, at man som maler har nok at gøre med at stille krav til sig selv og ikke til andre.

Men – når billedet er færdigt, tror jeg alle malere har det lille krav – eller skal vi sige ønske – at beskueren vil huske på, at før billedet var lærredet nøgent – og huske på, at al den fornyelse der ikke har forbindelse bagud, mister sin sammenhæng i en naturlig udvikling.

Apropos den naturlige udvikling:

Emil Jensen begyndte først at male som 40-årig.

Før den tid skænkede han ikke maleriet en tanke – i hvert fald ikke bevidst, og om denne side af sagen siger han, at man ikke havde tegning som fag i den to-klassede landsbyskole, hvor han hentede sin første lærdom.

Maleri er man alene om

–        Årsagen til min sene vandring ad kunstens vej må vel ses i relation til landsbydrengens lige så sene møde med maleriet, der for mig var noget helt nyt – men Gud bevar os, ikke noget vidunderligt – nej tak, sådan noget kunne jeg da gøre meget bedre, troede jeg – og så var maleriet pludselig spændende. Det var noget jeg måtte være helt alene om, for jeg kunne jo ikke uden videre gå hen og spørge andre, hvordan det skulle gøres. Som årene er gået, står det mig mere og mere klart, at det stadig forholder sig sådan – et maleri er man alene om.

–        De første famlende forsøg gav blod på tanden og tre år efter kom jeg med på Vrå-udstillingen, året efter fik jeg billeder med på Kunstnernes efterårsudstilling – og var med ét i den syvende himmel. Det var jo spændende.

–        Men så kom sliddet for alvor – jeg var fanget ind og sad fast i jerngrebet og kunne ikke rive mig løs – jeg, som ikke kunne tegne. Pudsigt nok har tegneren Hans Bendix for nylig diskuteret dette spørgsmål med mig, og på ham og mig er der en stor forskel – netop den forskel, der er mellem en tegner og en maler, både midler og udtryk er jo vidt forskellige. I maleriet ser man ikke først og fremmest på, om det er godt tegnet, men på, om det er godt malet. At kunne tegne er selvfølgelig en hjælp til at give fornemmelse for formen i maleriet. Man skal bare ikke spekulere på tegnefærdighed i den forstand. I visse afarter af maleri, i særdeleshed de, som kaldes spontane abstraktioner, behøver man vel hverken at kunne tegne – eller male.

 –        Stor og voksende interesse for kunst

–        Dog – jeg vil ikke lade fantasien blive fantasteri. Som kunstner vil man helst arbejde i ro og lade billederne tale for sig selv – uden al den megen snak om kultur og hvad ved jeg. Den senere tids kulturdebat har unægtelig givet mig fornemmelsen af, at talestrømmen om kultur måske kan blive så hæsblæsende, at mange, der mener det godt, løber risiko for at besnakke sig selv og kvæle egen fornuft med ord.

Signeret h-c.”

Kilde: Vendsyssel Tidende d. 17.4.1965_Brønderslev. Arkiv.dk/Hjørring.