Kategori: Brønderslev Historier

Følgende blev indrykket i den lokale avis:

 

BRØNDERSLEV TRÆLASTHANDEL Aktieselskab

den 25. maj 1925

Brønderslev Trælasthandel Aktieselskab, er oprettet i juli 1919 og trådte som virksomhed 1. november samme år, men kan dog ikke betragtes som noget nyt firma, idet 3 af byens købmænd, som har drevet trælasthandel på hver sin plads, overdrog deres lager af trælast- og bygningsartikler til det nye aktieselskab.

Selskabets bestyrelse består af følgende herrer:

Købmand S. Larsen, Brønderslev.

Købmand Andreas M. Tolstrup, Brønderslev (som en overgang var sognerådsformand og fmd. for handelsstandsforeningen).

Jens Andreas Madsen Tolstrup – født i Tolstrup den 30.8.1869.

Død i 1957, 88-år gammel.

Direktør Woidemann, Aalborg.

Aktieselskabets adm. direktør er hr. Johannes Larsen

Selskabets aktiekapital, som er fuldt indbetalt er på kroner 150.000,00.

Lager og kontorbygninger samt tømmerpladserne er beliggende i jernbaneliniens umiddelbare nærhed, og er altid godt forsynet med 1.ste klasses varer, såvel i trælast som i øvrige bygningsmaterialer – blandt andet anerkendte mærker i skifer og tagpap.

Noter:

Jens Andreas Madsen Tolstrup født den 30. august 1869 i Tømmerby ved Tolstrup.

Forældre: Gårdmand Anders Madsen og hustru Gertrud Gregersen (35 år) af Tømmerby. Opslag 24. Fik ved Kgl. bevilling den 11.3.1895 som gav ham lov til at bruge navnet: Jens Andreas Madsen Tolstrup.
Andreas M. Tolstrup som han valgte at blive tiltalt, var købmand i “Nørrehus” og sognerådsformand samt primusmotor ved oprettelse af byens “handelsstandsforening”. Han blev konfirmeret den 30.9.1883 i Tolstrup kirke.
Andreas M. Tolstrup døde i 1957, cirka 88 år gammel.

Leo Cordes blev senere direktør på “trælasten”. Han overtog alle aktier, og drev virksomheden dygtigt videre og udvidede flere gange omkring Torvegade/Mejlstedgade bl.a. med stort byggecenter jvf. nedenstående billeder.

Pladsen blev dog med tiden for trang og sidst i 1980erne blev virksomheden flyttet til nyopførte lokaler med stort nyt byggecenter og store lagerhaller på Østergade tæt ved Øster Kærvej, hvor der også blev opført et nyt betonværk.

Efter Leo Cordes død overtog de to sønner Peter og Jens Cordes ledelsen og drev virksomheden dygtigt videre.

Senere er virksomheden solgt til Det Danske Trælastkompagni og virksomheden drives nu under navnet STARK.

For en forholdsvis ung kvinde der har levet hele sit liv i og omkring Århus, var det med spænding, jeg i sommeren 2004 med min mand og 2 børn på hhv. 8 og 12 år flyttede til Brønderslev.

Det eneste kendskab jeg umiddelbart havde til det ukendte prærieland på den anden side af Limfjorden, var fra ferier i hhv. Blokhus, Løkken og Skagen.

Det forholdte sig imidlertid sådan, at jeg havde et stort ønske om at arbejde som funktionspræst og til min store glæde fik jeg, kort tid efter endt teologisk eksamen, mit første embede i Brønderslev.

Jeg havde målrettet søgt stillingen, fordi en del af den var tilknyttet Brønderslev Psykiatrisk Sygehus, Kirkens Korshær og udviklingshæmmede sognebørn.

Min mand og jeg havde naturligvis været oppe for at se på området og på byen. Vi blev overrasket over hvor mange muligheder, der er i og omkring Brønderslev. Uddannelses-, idræts-, kultur- og handelsmuligheder. Dertil kommer at toget kører lige igennem byen og motorvejen ligger tæt på uden at være støjende. Kirken var og er stadig et utroligt aktivt fællesskab, der som resten af byen hele tiden er i konstant udvikling. Her ville vi gerne bo, her kunne jeg godt se mig selv virke som præst.

Jeg glemmer aldrig den aften, da menighedsrådsformand Else Hansen sammen med formanden for menighedsrådet i Serritslev, Nethe Budolfsen ringede mig op og fortalte, de ønskede mig som deres nye præst i Brønderslev-Serritslev pastorat. Formalia var, at de skulle spørge, om jeg stadig ønskede stillingen. Selvfølgelig gjorde jeg det, jeg var jublende glad.

Min familie og jeg kom fra en lejlighed i Århus og skulle nu bo i en embedsbolig, et parcelhus, beliggende i Peter Heises Kvarter i den vestlige del af byen. Med de åbne og velholdte forhaver var det for os som at træde ind i en amerikansk film, hvor cykelbuddet kørte forbi, mens denne smed avisen ind i indkørslen med et højlydt ”Godmorgen!”.

Jeg skulle dog blive klogere.

Jeg havde ikke boet længe i Brønderslev, før jeg fandt ud af at ”de indfødte” ikke sådan strør om sig med høje tilråb og store armbevægelser. Vendelboernes tilgang til medmennesket er en del mere nedtonet. Dog vil den opmærksomme tilflytter hurtigt erfare, at der bag en vendelbos stille ydre, befinder sig et varmt og lunefuldt menneske, ofte med et imødekommende og humoristisk glimt i øjet.

Det oplevede jeg et godt eksempel på, da jeg var til kaffe med de ansatte i Brønderslev Kirke for første gang. Det skal i sammenhængen nævnes, at der tidligere i Brønderslev Kirkes historie kun havde været én anden kvindelig præst; Majken Frost der var ansat i perioden 1977-79. Hun fungerede som deltidsansat hjælpepræst og var indledningsvist blevet ansat på prøve ét år.

Her stod jeg nu et kvart århundrede efter min første kvindelige kollegiale forgænger i Brønderslev. Selv var jeg helt grøn ud i det pastorale trods mine 35 år. Mine kolleger på det tidspunkt, provst Ole Skovgaard Sørensen, Henning Kristensen og Jens Fjendbo Jensen havde alle rundet de 60 og havde været ansat i Brønderslev-Serritslev pastorat mange år. Alle garvede og dygtige præster.

Ved kaffebordet havde jeg hilst og givet hånd hele vejen rundt. Jeg kom slutteligt til den daværende kirkegårdsleder Finn Larsen. Han gav mig hånden, så indgående på mig og sagde så uden at fortrække en mine: ”Præster er ikke, hvad de har været”.  Uddybe gjorde han ikke, men jeg var uden tvivl velkommen, hvilket jeg dog først fandt helt ud af efter at have tygget lidt på den. Jeg har selvfølgelig siden hen lært, at vendelboere siger meget med få ord og det gode glimt i øjet.

Jeg kan lide dem for det og har aldrig følt mig andet end velkommen. Jeg har derfor nydt hvert eneste år, jeg har været bosat i Brønderslev.

Det er min overbevisning, at man altid er velkommen, når man kommer med oprigtig interesse og venlighed. Er man i tvivl, er overbevisningen ikke længere end et telefonopkald væk  hvor ordene: ”Velkommen her”  er lige så sikker en indgangsreplik, som det afsluttende ”Amen” i kirken.

Cykelpræsten

Min tilgang til måden at være præst på, var nok på mange måder en anden end, hvad Brønderslev tidligere havde været vant til. I hvert fald blev jeg i starten ofte mødt med skepsis, når jeg kom cyklende på min blå mountainbike.

Jeg oplevede ofte i starten, at den jeg skulle til samtale hos, stod og ventende i døren. Iført cykelhjelm og rygsæk, steg jeg af cyklen, smilede og sagde: ”Goddag”. Forvirringen var sjældent til at tage fejl af, når vedkommende så undrende på mig, ja næsten undskyldende som om, han eller hun ville sige: ”Altså, det er ikke fordi, jeg ikke vil hilse, men jeg står lige og venter på præsten, der er på vej”.

Selv nåede jeg altid først efter mit ”Goddag” at tilføje: ”Det er mig, der er Gitte Lykke… præsten”. Svar: ”Åhh… du ligner ikke en præst”. Mig: ”Måske ikke, men når vi kommer indenfor, skal jeg nok gøre mit bedste for at fungere som en præst”. Svar: ”Åhhh ja, undskyld, lad os gå indenfor”.

Efter sådan en start på diverse samtaler, gled alting bare nemmere. Den gammeldags opfattelse af, hvordan præster er, ser ud eller transporterer sig selv rundt på, fik på den måde et lille skub. Selv fik jeg af mange tilnavnet ”Cykelpræsten”.

De mange skrøner

”En præst er en gammel mand med skæg”. ”Der er så kedeligt i kirken”. ”Bor præster ikke gratis?” ”Arbejder præster ikke kun om søndagen?” Ja, skrønerne er mange og det samme gælder aktiviteterne i Brønderslev Kirke.

Hvert 4. år er der valg til menighedsråd. I Brønderslev Kirke sidder 15 folkevalgte menighedsrådsmedlemmer og dertil kommer kirkens præster.

Menighedsrådet har ansvar for det enkelte sogns kirkes økonomi, vedligehold og drift. Det er også menighedsrådet, der ansætter personalet, så disse kan varetage gudstjenester og øvrige aktiviteter.

Brønderslev Kirke har altid været en meget aktiv kirke – også før, jeg kom til byen. Altid har der været et engageret menighedsråd, mange gode præster og altid har personalet udført deres arbejde mere end godt med stolthed og smil.

Selv ville de på deres egen nordjyske facon sige; ”De jo bare gør deres arbejde” eller ”Det godt nok”, men alle brænder for det, de arbejder med og det smitter naturligvis af på de mennesker, der kommer forbi, bruger kirken, sognegården og kirkegården.

             

Brønderslev Gamle Kirke, Knudsgade,   Brønderslev Kirke, Bredgade.

Vigtigt er det at understrege, Brønderslev Kirke jo er omfattet af personale og aktivitet i både Brønderslev Gamle Kirke, der ligger ved kirkegården i Knudsgade og ”Den store røde kirke”, som Brønderslev Kirke i Bredgade, kaldes af mange.

Udover søndagens højmesse, dåb, konfirmation, vielse og kirkelig handling i forbindelse med dødsfald, samt naturligvis højtiderne, bruges der kræfter på alverdens aktiviteter for børn og unge, gudstjenester med forskellige temaer, voksenundervisning, foredrag, musik, korvirksomhed, fællesspisning, sogneeftermiddage, sogneaftner, sorggrupper og familie fællesskaber.

Udflugter, ture, pilgrimsvandringer og mange andre aktiviteter, viser at det absolut ikke er kedeligt at være kirke i Brønderslev og at både præster og ansatte er på arbejde alle dage foruden søndag. ”Brønderslev Kirke – en levende kirke for alle”, lyder dens slogan og det, må man sige, har sin rigtighed.

 

 

 

 

I Brønderslev har der været tradition for, at den kirkebogsførende sognepræst bor i den legendariske præstegård, Bredgade 133.

Da jeg i 2012 selv fik denne stilling og derfor flyttede fra embedsboligen i Peter Heises Kvarter ind i præstegården, slog jeg dørene op til et ”Åbent hus” arrangement og en reception i anledningen. Der deltog rigtig mange, det rørte mig meget.

Jeg husker blandt andre en ældre dame, jeg aldrig tidligere havde mødt. Under kaffen fortalte hun, hvordan hun havde været ”ung pige i huset” hos en af de tidligere præster. Jeg hørte om de to værelser til tjenestepigerne, om lemmen i gulvet ned til kælderen, hvor gruekedlen havde stået, om konfirmanderne der blev undervist i, hvad der engang var konfirmandstuen og andre rum, som ikke eksisterede længere pga. mange efterfølgende ombygninger af den over 100 år gamle præstegård. Det blev ét af de utal møder med mennesker, jeg aldrig glemmer fra min tid i Brønderslev.

Ej heller glemmer jeg varmeregningen i den tid, jeg boede i præstegården. Så svaret til skrønen om, hvorvidt præster bor gratis, er; ”Nej, det gør de ikke, de betaler husleje, el, vand og varme, som andre helt almindelige mennesker”.

 

 

 

 

 

Personligt tiltaler traditionen mig; at ”præsten bor i præstegården og i sognet”. Jeg mener, det er en vigtig del af vores kulturhistorie og dertil er ingen i tvivl om, hvor præsten er at finde – det ligger der en vis tryghed i.

Forskellighed er en styrke

Som præst og som menneske har jeg altid bestræbt mig på at imødekomme andre med respekt og lydhørhed trods forskellighed. En samtale har kun mulighed for at vokse til noget større og frugtbart, hvis det er sådan, man møder hinanden.

Et utal af værdifulde samtaler har jeg haft på små stuer eller gåture i skoven med psykisk syge. Sygehuset, eller Statshospitalet som det blev kaldt i gamle dage, ligger stadig på Hjørringvej grænsende op til den smukkeste skov og Grinsted Plantage.

Samtaler omkring kaffebordet på varmestuen Fristedet i Nørregade, i fællesrummene på forskellige bosteder for udviklingshæmmede, ved et sygeleje, på plejehjemmene, hos enken, den ensomme mand, på teenagerens værelse, hos brudepar, dåbsforældre, det sørgende forældrepar har hver og én gjort indtryk på.

Udenfor Løvbjerg, inde i Føtex, midt på Algade eller i den smukke Rododendron park med Den Runde Pavillon, hvor Brønderslev Kirke blandt andet har holdt gudstjenester og deltaget i Stafet for livet, har samtalen også fundet sin vej, fundet værd.

Eller i Markedsteltet til Brønderslev Marked – her et helt særligt sted at være samlet, når det kommer til forkyndelsen af Guds ord og det fællesskab, der er at finde på tværs af menneskers forskellighed.

Handelsstandsforeningen, Biblioteket, diverse ungdomsorganisationer, loger, byens skoler og andre har kirken gennem årene samarbejdet med. Det er kendetegnende for byen at gøre tingene sammen, skønt man repræsenterer noget forskelligt.

Ét af de lokale værtshuse har jeg også besøgt, tanken herom, vækker også smil på mine læber. Jeg skulle begrave en mand, der havde sin hverdag her og umiddelbart havde han ikke nogen pårørende. Jeg valgte derfor at gå derind, bestille en sodavand og spørge om nogle kunne fortælle mig, hvad han var for et menneske. Før jeg fik set mig om, blev jeg inviteret hjem til kaffe hos vennerne og fik historien om en hjertevarm reservefar og god kammerat.

Jeg har aldrig lagt skjul på, jeg mener, forskellighed er en styrke.

Som tiden udviklede sig, udviklede tilgangen til præstegerningen sig også. Derfor fik flere præster i Brønderslev gennem årene særlige funktioner udover, hvad der i daglig tales kaldes ”rugbrødsarbejdet”. Udover de særlige målgrupper, jeg selv var ansat til at varetage omsorgen for, kan nævnes funktion af værnspræst, gymnasiepræst, præst med særlig tilknytning til Kirkelig Ungdomsleder uddannelse. Også teologisk forskellighed har der været gennem en årrække.

For Brønderslev Kirke har det betydet, at vi er nået ud til en langt bredere menighed end vi ellers ville have nået.  Ingen mennesker er ens. Troen på Vorherre og den treenige Gud er den samme, men tilgangen til troen er forskellig og det samme er vores trospraksis.

Indre Mission har i årtier stået stærkt i Brønderslev og jeg husker, hvordan jeg som ny præst blev inviteret over i Missionshuset og havde fået det ærede hverv at åbne den årlige basar.

Forinden kunne jeg forstå, der havde været lidt snak om, hvorvidt min mand og jeg overhovedet var gift, fordi min mand ikke havde vielsesring på og den, jeg havde på, ikke lignede en vielsesring. Dertil kom, at vi heller ikke hed det samme til efternavn.

Jeg valgte derfor ved samme lejlighed at forvisse de tilstedeværende om, at vi trods vores forskellige efternavne var gift; først på rådhuset og siden modtaget en kirkelig velsignelse. Jeg fortalte, at jeg havde fået en ring til hver lejlighed og at min mand ikke havde ønske om at gå med ring. Forskellighed er en styrke, der skal værnes om.

At være fælles om glæder og sorger

Jeg har følt mig meget privilegeret som præst i Brønderslev. Privilegeret forstået på den måde, at mennesker har åbnet deres liv for mig. Jeg har været med til at dele glæder og sorger på nært hold, det er en gave at få lov til.

Sorger giver sig selv, når man mister sine elskede, når man rammes af sygdom eller andet tungt i livet.

Glæder er mange naturligvis, men glæde kan være dåbsbørn – også dem der med smil gylper ned af præstekjolen eller i dåbsvandet, så det må skiftes.

Glæde er konfirmander, der det ene år er forventningsfulde, ligefremme og til tider generte unge mennesker på vej i livet, og det næste år slet ikke er til at kende, fordi de er vokset mig over hovedet, pludselig er voksne, ekspederer mig i forskellige butikker, selv skal have døbt børn eller giftes.

I forbindelse med vielser har jeg haft mange rørende men også sjove oplevelser.

Den oplevelse, der stikker mest ud til den humoristiske side, må nok siges at være dengang den kære gom havde brug for at tisse midt under talen.

”Du står så uroligt, er du okay?”, hviskede jeg. ”Jeg skal sådan tisse”, blev der hvisket tilbage. ”Skal vi holde en pause?” ”Nej, du fortsætter… ”, kom det prompte fra bruden.

Men sådan blev det ikke. Gommen kunne ingenlunde koncentrere sig, stod der og trippede, hvorfor jeg kaldte på kirketjeneren og bad hende følge ham til toilettet.

Et latterudbrud fra gæsterne, en brud der i første omgang mente sig forladt ved alteret, men i den efterfølgende kunne stå med en rolig kommende ægtemand i hånden, er ét af de mange skønne minder, jeg vil huske tilbage på fra min tid som præst i Brønderslev.

Brønderslev – Vendsyssels hjerte

16 år blev det til for mig i byen, hvis konstante pulsslag altid vil være en del af mit eget hjerteslag. 16 år hvoraf de første 8 var som præst med særlig funktion, de sidste 8 som kirkebogsførende sognepræst.

Gennem årene har jeg været aktiv i forskellige udvalg under menighedsrådet. Bl.a. kan nævnes Børn- og Unge udvalget, Aktivitetsudvalget, Undervisningsudvalget og Menighedsplejen. Mange udvalg er der i kirken og hver har hjerte for det arbejde, der udføres heri.

Skønt min mand og jeg gik hver til sit, mine børn blev voksne og flyttede hjemmefra, så havde kirken og Brønderslev mit hjerte. Sådan vil det altid være, selvom jeg ikke længere er præst der og derfor er jeg også blevet boende her i Vendsyssel.

Den 2.juni 2019 blev kirkerummet i ”Den store røde kirke” i Bredgade genindviet efter en gennemgående renovering og ombygning. I foråret 2022 fylder den selvsamme kirke 100 år. Brønderslev Gamle Kirke i Knudsgade står, hvor den blev bygget tilbage i 1100-tallet. Kristus er hovedhjørnestenen, det kan ingen ændre på. Det er på troen på ham som verdens frelser, der bygges kirke og fællesskab.

Hjertet hertil findes i Brønderslev og sådan har det været i generationer. Med det engagement der lægges for dagen, tror jeg på, det samme vil gøre sig gældende også fremadrettet.

Selv takker jeg for at være blevet en del af historien”.

Ét af de mange billeder jeg har taget gennem tiden af Brønderslev Kirke, siger Gitte Lykke.

 

 

 

 

 

Centralvarmekedler, Centralvarmekomfurer, Radiatorer, Badekar, W.C kompleks, Malkemaskiner, på lager, til omgående levering .

Brødrene Langeland, Nørregade, Brønderslev

Telefon 32

Historie om firmaet,

Sæde i direktørstolen år 1980, Otto Christensen

 Brønderslev: 13-årige Otto H. Christensen er ham, der bliver jaget med i firmaet. Det er ham, der om sommeren skal køre tunge varer ud til kunderne med firmaets trækvogn, og om vinteren er det ham, der må trække slæden ud til de samme kunder med varer.

Det er ham, der skal pudse firmaets kakkelovne, og det er i det hele taget ham, der skal tage alt det sure slæb.

Det skete ganske vist i 1930, da Otto Haugaard Christensen, nu direktør for det store vendsysselske firma Brødrene Langeland i Brønderslev, blev ansat som bud og arbejdsdreng i firmaet, der dengang ejedes af Conrad Langeland.

Otto Christensen var dog ikke let at kue, og det var sikkert heller ikke chefens mening med at lade knægten slide så hårdt.

I hvert fald fortsatte han med at passe sit job, ikke som bud men som betroet medarbejder i firmaet, der i dag er hans eget, og på onsdag fejres 50-års jubilæet med en reception i firmaet, der efter mange år i Nørregade, nu drives fra moderne salgs- og lagerbygninger i Østergade.

Da Otto Christensen begyndte for 50 år siden, var støbegods hovedartiklen, men senere har virksomheden ændret karakter, og i dag er det i stor udstrækning artikler til byggeindustrien, der forhandles.

Brødrene Langeland er stærkt engageret i byggevirksomhed, og der er mange teknikere ansat til installation af blandt andet centralvarme. Firmaet har gennem årene medvirket ved betydelige byggerier i Brønderslev og opland.

Selv om Otto Haugaard Christensen ikke har fået en fin handelsuddannelse, har han gennem sit praktiske virke og sin sans for forretning lært alt, hvad der er værd at vide i den branche, han arbejder i.

Da Elias Marinus Conrad Langeland døde, blev virksomheden overtaget af direktør Rigmor Nielsen, men navnet Brødrene Langeland var fast forbundet med Otto H. Christensen.

Ved Rigmor Nielsen død var det naturligt, at det var Otto H. Christensen, der overtog den store virksomhed, som han kendte ud og ind.

Der har næppe været en festlig begivenhed i Brønderslev, som Otto H. Christensen ikke har været med til at sætte sit præg på, med sit gode humør.

Fest skal der derfor også være, når 50-års jubilæet fejres. Den fest vil blive skabt af de forventede mange receptionsgæster, og forudseende har jubilaren indrettet den store lagerhal til formålet.

 

Kilde: Arkiv.dk/lokalarkivet for Brønderslev. Poul Erik Andreasen. Avis?

 

 

 

Indledning

Vi var en gruppe personer, der havde besluttet, at vi ville deltage i en højskoleuge på Færøerne. Nogle af deltagerne havde været på Færøerne flere gange, og andre havde aldrig været der – den sidste gruppe tilhørte jeg.

Der kunne være forskellige grunde til, at man deltog – lyst til at opleve, være sammen med andre rejselystne, opleve den prægtige natur, stifte bekendtskab med færingernes store gæstfrihed, og mange andre grunde.

Turens praktiske opgaver blev løst til alles tilfredshed af Kaj Thiel Stoumann (BOE’s direktør) og Jens Fjendbo Jensen (vores lokale præst), samt diverse hjælpere på Færøerne.

Unitas rejser var teknisk rejsearrangør, og Atlantic Airways klarede transporten pr fly, til og fra Færøerne.

Hvis vi enkeltvis skulle have været på Færøerne, havde vi aldrig kunnet opleve det, vi nåede på en uge. Her benyttede vi erfarne personer, der tidligere havde arrangeret rejser, havde besøgt øerne flere gange, og havde et utal af værdifulde kontakter, til at guide os rundt.

Desuden havde vi en pragtfuld buschauffør Mogens Wraae, der kørte os sikkert rundt på veje, broer og i tunneller.

Inden afrejse havde jeg lovet at skrive lidt om turen, og det kan nok ikke undgås, at dagbogen bærer præg af, hvor mine interesser er, elforsyning, vandreture i naturen, samt ikke mindst samværet med andre med samme interesser.

Det har ikke været målsætningen at skrive en roman om Færøerne, men til gengæld i korte træk at beskrive, hvad vi oplevede, samt en beskrivelse af højskoleugens forløb. For at de i dagbogens oplysninger er så korrekte som muligt, er der i stor grad anvendt brochurer fra de steder, vi besøgte; men også foredragsholderes manuskripter, i den grad det var muligt at få udleveret.
Christian Larsen

Tur til Færøerne fra den 31. juli til den 8. august 2005.

Søndag den 31. juli.

En gruppe på 52 personer mødte som aftalt ved Brønderslev Ny Kirke søndag morgen for at rejse til Færøerne, hvor vi skulle deltage i en højskoleuge.

Dagen i forvejen havde der mildest talt været skybrud, men nu skinnede solen og det blæste lidt, som man jo kan forvente af det danske sommervejr.

Jørn’s busrejser skulle transportere os til lufthavnen i Billund, hvor vi skulle flyve fra midt eftermiddag. Rejseleder Kaj Thiel Stoumann, var en uge i forvejen taget derop med færge, og havde medbragt sin bil, for at forberede det sidste, inden vi kom derop. Vores anden rejseleder Jens Fjendbo Jensen var med i bussen fra Brønderslev.

Efter at Jens havde budt alle velkommen til turen, var der en masse praktiske oplysninger, der blev informeret om, inden vi sang et par sange, fra det medbragte sanghæfte. På vejen til Billund holdt vi en kort pause, hvor vi spiste vores medbragte frokost.

Vi blev hurtigt booket ind i lufthavnen, og nu var der kun at vente på, at flyet skulle afgå mod Færøerne. Forventet flyvetid fra Billund til Sørvágur var to timer.

Mange har nok hørt rædselsberetninger om landinger i Sørvágur, grundet den meget korte landingsbane, hvor der for enden er en klippe. Alle disse rædselsberetninger om landingen holdt ikke stik. Piloten landede flyet stille og roligt, dog kunne flere mærke den trykforandring der var efter den hurtige nedstigning. Grundet overbooking på Højskolen i Torshavn, skulle vi bo på Skolehjemmet.

Medarrangør af rejsen Kaj, stod i lufthavnen og ventede på os. Der var et pragtfuldt vejr, solen skinnede fra en skyfri himmel – det var bare dejligt, så Kaj havde arrangeret en lille rundtur inden vi blev kørt til Skolehjemmet

Først kom vi en tur til bygden Bøur, hvor et militærfly for få år siden fløj mod en klippevæg. Efterfølgende kom vi forbi Tindhólmur, en meget stejl klippe, som en vis person fra Brønderslev for få år siden besteg i træsko (BOE’s formand).

Det er samme sted Søren Ryge fra TV, har optaget to film – en om hvordan man laver reb, og en om hvordan en person blev hejst ned ad en klippe, for at fange fugleunger. Nede midt på klippen, hvor der var en klippevæg at gå på – ofte 100 m over havet, tager personen rebet af, for derved lettere at kunne fange fugleunger.

Når fugleungerne var fanget, blev halsen vredet om, så de døde, og derefter smidt ned i havet. Her var der både med personer, som samlede fugleungerne op. Brysterne på disse fugleunger skulle være en delikatesse.

Den gode Søren Ryge er ikke så populær på Færøerne længere, han glemte at følge reglerne ved et besøg i et Færøsk hjem. Her trækker man af sine sko, inden man går ind.

Ca. 3 km vest for Bøur, er man ved at etableret en tunnel, der dog ikke er åbnet, ud til bygden Gásadalur. Tidligere gik et postbud op over det høje fjeld tre gange om ugen for at aflevere post til denne bygd, hvor der kun boede 12 – 14 beboere.

Flere steder kom vi forbi, noget der ligesom bure ude i vandet, de blev benyttet til opdræt af laks. Laksene fik foder via en rørforbindelse til land.

Herude på Vágar var også Færøernes eneste vindmøller, i alt 6 stk. På grund af den stærke blæst stiller det store mekaniske krav til mølletårn og gearkasse. Til gengæld er der selvfølgelig også den fordel, at det blæser meget, hvilket medfører, at en mølle opstillet på Færøerne, producere ca. 100% mere, end en mølle opstillet i Danmark. På Færøerne bliver kun 6 % af energien produceret ved vindenergi, hvorimod ved BOE bliver ca. 19% produceret ved vindenergi.

Der findes kun meget få cykler på Færøerne. De få cyklister, vi så, var ikke indfødte, det var turister.

Efter en pragtfuld tur, gik turen til Skolehjemmet i Thorshavn, hvor vi blev indlogeret på ganske rimelige værelser med enkeltsenge. Der var lige en time til afslapning inden aftensmad, – kaffe, samt en enkelt sang fra højskolesangbogen.

Mandag den 1. august.

Når vi var så mange personer samlet, vil der altid være nogen, der har fødselsdag. Den første fødselar var en arbejdskollega, der i dagens anledning bød på ”en enkelt” til alle os ved BOE med ægtefælder.

Ved morgenmaden blev vi præsenteret for de to højskolelærere, der skulle følge os hele ugen. Elin Lindenskov på 43 år, med sin datter Fie på 26 år, samt Bjørgfinnur Nielsen på 56 år. Bjørgfinnur, der foruden at være højskolelærer, skriver digtsamlinger og meget mere.

Højskolen i Thorshavn blev oprettet i 1899 og var inspireret af den danske højskolebevægelse. De første bygninger, blev efter nogle få år flyttet til en anden placering.

Vi var jo ikke kommet til Færøerne for udelukkende at synge danske sange, så ved Bjørgfinnur’s hjælp sang vi på færøsk ”O Færø, så fager”.

Der havde lige været Olaj dag – den 29. juli, hvor nok de fleste på Færøerne fester. Jeg vil vove at sammenligne det med Brønderslev marked. Olaj, er senere blevet suppleret med en musikfestival. Ved Olaj er der ud over socialt samvær også færødans, musik, og idræt og meget mere.

Tinget bliver åbnet ved Olaj festen, hvor Lagmanden holder åbningstalen, og alle kommer til Thorshavn for at fejre det. Tidlige bar alle folkedragt ved festen, men i dag er det kun et fåtal. Det færøske flag, samt et enkelt Dannebrog, ses overalt på denne dag.

Efter morgenmaden blev vi kørt ind til et kommunalt hus, hvor Thorshavns borgmester bød os velkommen til Færøerne. I det kommunale hus var der en samling af nordiske billeder. Dengang samlingen eventuel skulle overgå til kommunen, havde kunstneren Emanuel A. Pedersen det krav, at hele samlingen skulle være samlet i samme bygning.

Borgmesteren har aldrig hverken før eller siden været med til sådan en handel, som da man skulle byde på denne samling. Thorshavn kommune bød på samlingen, og kunstnerens svar var: ”Det er alt for meget.”

Samlingen bestod af mange flotte og dyre malerier, og her kunne jeg sagtens have brugt lige så meget tid, som når jeg er på Skagen kunstmuseum.

Det danske kongehus, samt flere af folketingets medlemmer, har også besøgt huset.

Borgmesteren fortalte, at på byens rådhus hænger der et færøsk maleri, som Kaj har skænket – et maleri, som Kaj fik ved sit jubilæum. Efter besøget ved borgmesteren, var vi på gåtur gennem byen. Her kom vi forbi Lagtinget – det der svarer folketinget i Danmark.

Det er her, dronning Margrethe blandt andet holder tale på færøsk, når hun er på besøg i Thorshavn. Det er præsten fra Vodskov, Lisbeth Solmunde Michelsen, der er færing, skriver og redigerer dronning Margrethes taler, når der er officielle besøg på Færøerne, og tilsvarende når der er færøsk besøg i Danmark.

Efter frokost skulle vi på byvandring i Thorshavn. Første stop var Agir, hvor vi så en vandmølle. På Færøerne har der været kommunesammenlægning, blandt andet er Argir der gik konkurs i 1997, i dag en del af Thorshavns kommune.

I Argir var der i 1500-tallet et hospital for spedalske. I 1750 blev sygdommen udryddet, og herefter blev huset anvendt til fattige mennesker.

Videre kom vi forbi en sandstrand, der om sommeren blev anvendt til solbadning, men ellers som fangstplads til grinder.

I Thorshavn findes det største af tre hospitaler på Færøerne. Hospitalet lå rent praktisk helt ude mod vandet, og i umiddelbar nærhed var der også en helikopterlandingsplads.

Næste stop på turen var en gammel forfalden kirkegård. Årsagen, til at den var forfalden, er, at de pårørende køber et gravsted for evig tid, Når så der ikke er flere pårørende, ved vi jo nok, hvordan det kommer til at se ud. Det er kommunen, der har vedligeholdelsen med at slå græs. Alle bliver begravet ved jordpåkastelse på Færøerne – der er ingen der bliver brændt.

Byvandringen sluttede med at besøge en færøsk maler, der havde udstilling i en gammel bydel, der var fredet. Alle var blevet godt trætte, så det var dejligt, der stod en bus til at køre os retur til skolen.

Aftenens program var foredrag, og inden det startede, foreslog Jens sangen, der skulle synges. Uden at kende den dybere baggrund, ønskede Jens at vi skulle synge ”Når jeg ser et rødt flag smælde”. (Det kunne jo måske være for at glæde Elin).

Herefter var der foredrag med Elin over emnet ”Færøernes politiske situation, herunder forholdet mellem Færøerne og Danmark. Ud over at være højskolelærer, var Elin også medlem af byrådet i Thorshavn.

Landsstyret bestod af 32 medlemmer – 3 kvinder og 29 mænd.

Der er 7 partier:

Liste A Fólkaflokkuri med 7 mandater, alle mænd. Partiet der stort set svarer til de konservative i Danmark, går ind for gradvis indførelse af selvstyre for Færøerne.

Liste B Sambandsflokkurin med 7 mandater, 1 kvinde og 6 mænd. Partiet der er borgerligt og fører en fremskridtvenlig politik, bygget på et kulturelt grundlag.

Liste C Socialdemokraterne med 7 mandater, alle mænd. Stort set som socialdemokratiet herhjemme.

Liste D Flokkurin med 1. mandat, en mand. Partiet går ind for selvstyre.

Liste E Republikaner med 8 mandater, 2 kvinder og 6 mænd. Ønsker Færøsk løsrivelse.

Liste H Midterpartiet med 2 mandater begge mænd. Partiet ønsker ikke at Færøerne bliver medlem af EU, og ønsker at Færøerne styrker samarbejdet med andre ikke EU-lande. Færøerne er i dag ikke medlem af EU, især af den årsag, at de ikke ønsker, andre blander sig i deres fiskeripolitik. Tidligere var der op mod 50 kommuner, mod i dag kun 33.

Statsskatten er stort set som i Danmark, hvorimod kommuneskatten ligger mellem 13 og 23%. Af de 48.379 personer der bor på Færøerne, er der kun meget få flygtninge og indvandrere.

Byrådet i Thorshavn består af 13 personer, 6 kvinder og 7 mænd. Kommunerne ejer SEV – elforsyningen på Færøerne.

Aftenen sluttede med en enkelt sang efter aftenkaffen – en god dag lakkede mod enden, alle var trætte efter den dejlige byvandring.

Tirsdag den 2. august.

Vi stod op til let regn, overskyet, men ellers stille vejr. Til vores morgensamling havde Elin været i naturen for at plukke en del planter, for at vi kunne lære lidt om, hvad der groede rundt omkring på øen.

Formiddagens første stop var et frilandsmuseum, hvor vi så en gammel bondegård. Stort set var det hele som Vildmosemuseet i Brønderslev, dog var her en pragtfuld udsigt mod fjeld og hav. Desværre småregnede det, så det blev begrænset med at tage udendørs billeder.

Næste besøg var et historisk museum, hvor det første vi så, var en samling kirkestole fra Kirkjubøur. Stolene blev nedtaget i 1874, for herefter at blive sendt til Danmark til restaurering. Først i 2002 kom de retur til Færøerne efter endt restaurering.

På museet var der også store tunge robåde, der blandt andet havde været anvendt til kaproning ved Olaj festlighederne.

Derudover var der en samling færøske folkedragter, som kun personer med tæt tilknytning til Færøerne må bruge.

Efter frokost var vi inde på et naturhistorisk museum, hvor der var udstillet fugle, fisk, hvaler/skeletter og meget mere. Resten af eftermiddagen var til fri disposition.

Bussen var kørt retur, så de fleste vandrede til SMS, et stort butiksområde som City syd i Skalborg.

Helge, Keld – kollegaer fra BOE og undertegne havde en aftale med Kaj om at komme op og se SEV, administrationen for elforsyningen på Færøerne. Administrationsbygningen lå meget højt og uanset, hvilket vindue, man kiggede ud af, var der en formidabel udsigt.

Ved SEV mødte vi Ingeborg – direktørens chefsekretær. Det var hende, der havde løst en masse opgaver for Kaj, i forbindelse med tilrettelæggelse af turen. Hun snakkede som et vandfald, men der er jo også mange vandfald på Færøerne. Som tak for hendes store indsats fik hun lidt klart fra Aalborg.

Fordelen for os mænd var, at des længere vi var ved SEV, var vi fri for at være i butikscenteret.

Om aftenen skulle vi deltage i en Færø aften – en aften, som vi var flere der så meget frem til.

Det hele startede med, at en flok amatørskuespillere optrådte på scenen – det hele blev fremført på færøsk, engelsk og dansk. Herefter kom en gruppe færøske folkedansere i færødragter på scenen, for at vise Færø dans med tre variationer.

Herefter havde alle mulighed for at danse med, dog var der ingen variationer med, da vi alle skulle danse, det skulle nødigt blive for kompliceret. Alle meldte sig til dansen, og det var nu vældig hyggeligt. De optrædende sagde bagefter, at vi havde været et dejligt publikum, men det er jeg bange for, at de siger efter hver optræden.

Sidste afdeling var at vi skulle spise færøske specialiteter – et stort tag selv-bord var dækket op uden for i et mindre lokale. Der var laks – rejer – torsk – fersk fårekød – skærpekød – tørret fisk – spæk – hvalkød – samt diverse tilbehør. Da vi var færdig, var næsten alle fade tømte, selv om der var nogle af retterne, der ikke smagte ”så godt”.

Under spisningen fik vi snakket med de færøske optrædende, og fik en del at vide om deres traditioner med folkedans og folkedragter. Rigtig mange danser folkedans på øen, selv Ingeborg oppe fra SEV. Jeg har fra meget pålidelig kilde hørt at Jens kunne tænke sig at danse folkedans, og Kaj har danset meget folkedans – så her er noget at arbejde videre med.

Klokken var igen blevet mange og efter, at Kaj havde gennemgået næste dags program, vi havde fået kaffe, havde sunget en sang, kunne alle gå til ro, efter atter en god dag med en masse oplevelser.

Lokal metrolog står venstre, hans hustru til højre og min hustru i midten

Onsdag den 3. august.

I dag var der heldagstur på programmet. Vi skulle selv smøre madpakker til frokost, og alle nåede det hele.

Fiskeindustrien er meget stor på Færøerne, og det kan nok ikke undre nogen, at der stilles store krav til elforsyningen. Vi kom forbi et kæmpefrysehus, der brugte lige så meget energi, som den vandturbine kunne producere, vi så senere på dagen.

Chaufføren Mogens Wraae fortalte, at en kirke vi kom forbi, blev kaldt ”Drive in” kirken. Årsagen var, at to ungersvende, der kørte om kap, hvor den ene mistede herredømmet over bilen, kørte ind i altertavlen i kirken. Bilen blev løftet ud af kirken af fire unge mænd, chaufføren havde kun slået en lillefinger.

En anden historie gik også på, at en beruset bonde, der var faldet i vandet mellem et skib og kajen, kun blev fundet og hevet i land, fordi der stadig var lys i lommelygten, han havde gået med i hånden.

På vej ud til Saksun kongsbondegård, kom vi over en bro, der siges at være den eneste bro, der fører over Atlanten. Broen blev bygget i 1973. Parallelt med vejen var der en flod, der havde et vandskel. Et sted på floden løb vandet til begge sider, et fænomen jeg aldrig har hørt om før.

Området ved Saksun var meget frodigt, og det var noget af det skønneste område at vandre rundt i. Det var meget afsides, men der var en fantastisk natur, masser af ren luft og ikke mindst en pragtfuld udsigt.

Hvis man får den gode ide at campere i et område, skal man selvfølgelig spørge kongsbonden om tilladelse til at sætte telt/campingvogn op, men et ubetinget krav er, at det skal være i en mindre højde, end hvor kongsbonden bor. Det eneste brugsvand der er i området, kommer fra klipperne, og det skal man for alt i verden undgå at forurene.

Kirken der var på stedet, var blevet transporteret fra den anden side af fjeldet pr håndkraft, for derefter at blive genopført på den nye placering.

På vejen retur fra Saksun, kom vi over en bro ved Streymnes, hvor der blev sagt, at strømmen i perioder var så stærk, at en fiskekutter ikke kunne sejle imod strømmen.

I Langaandur var der en beboer, der havde fået den ide at elmaster, der skulle have været fjernet, var blevet stående, og var blevet lavet til skulpturer.

Herefter var vi inde i Færøernes eneste ottekantede kirke i Haldarsvik, hvor den berømte altertavle malet af Torbjørn Olsen er opstillet.

Altertavlen har motivet ”Skærtorsdagsaften med den sidste nadver”, og nulevende færøske kunstnere har siddet model dertil.

Det tog Torbjørn Olsen 4 år at male maleriet, og betragtes som hans hovedværk. Torbjørn Olsen var selv til stede i kirken, hvor han fortalte om værket. Heldigvis for Torbjørn Olsen er han bedre til at udtrykke sig på et lærred, end han er i ord.

Efterfølgende var vi i Tjørnuvik, som var omringet af høje fjelde, fjeldene var så høje, at beboerne ikke ser solen i flere vintermåneder. Fra Tjørnuvik var der en fin udsigt til Risen og Kællingen – to klipper ude i havet. Der var en der spurgte, hvad der var hvad, og svaret var, klippen med hullet er kællingen.

Vi var en time bagefter tidsplanen, og de fleste var også ved at være sultne.

Frokosten skulle vi spise ude på et af SEV’s vandkraftværker. Der var dækket pænt op med kaffe øl/vand slik og småkager, det eneste vi manglede, var noget at sidde på, men det var nu ikke noget problem. Medens alle andre spiste, fik jeg en speciel rundvisning på værket, der til daglig var bemandet med en mand.
Kraftværket kunne anvendes af montører, der var ude på nettet for at reparere anlæg, der var både køkken, soverum og flere andre rum.

Vandkraftværket kunne producere ved fuld produktion 13,4 MW – lidt mere end de 6 vindmøller, der lige er opsat i Vildmosen, der producerer 10,2 MW. Når der er fuld produktion, anvendes 5m² vand pr sekund. Der anvendes 3 m³ vand for at producere en kWh.

I 2002, hvor der var maksimal produktion, blev der produceret 41.344 MWh, så man kan beregne, hvor meget vand, der er løbet igennem anlægget dette år.

Vandtilførslen til vandkraftværket er faktisk tagrendeprincippet – det der løber ud af tagrenden, kommer ned i turbinen. Fra søen oven over er boret en tunnel med Ø 0,58 m, ned til tagrenden gennem fjeldet. Ud over det vand der, kommer fra søen, er der boret 23 andre tunneller, der forsyner vandkraftværket med vand.

Røret fra tagrenden til vandkraftværket er 3,35 m i diameter.

Sidste besøgssted var Gjógv, hvor man en måned forinden havde haft besøg af kronprinsparret Frederik og Mary.

Man kan nemt se, hvor de havde været – her var alle veje nyasfalterede. Dagens højdepunkt: Vi sad på skift på samme bænk, som kronprins Frederik og Mary havde siddet på. ”Mary’s bænk”.

Heldigvis skulle vi ikke gå ret meget mere denne dag, for nu regnede det rigtig meget.

Aftenprogrammet var foredrag med direktør for SEV, Færøernes elforsyning, Klæmint Weihe, over emnet Færøernes infrastruktur.

SEV er forbogstaverne til øerne Streymoy, Eysturoy og Vágar.

For at Færøerne kan fungere, har de meget kommunikation med omverdenen, både til vands og i luften.

Et gammelt sagn siger, at dem der blev søsyge under sejladsen fra Danmark via Færøerne til Island, blev på Færøerne.

På Færøerne bor der omkring 48.300 personer, og der er omkring 24.000 biler. Der er i alt 16 vejtunneller, hvoraf den længste er 4800 m. På en af de nordligste øer er der 4 tunneller, hvilket resulterer i, at øen kaldes for den store blokfløjte. Bilulykkesfrekvensen er høj på Færøerne, der dræbes et tilsvarende antal personer i trafikken som i Danmark, hvor der bor betydelig flere mennesker.

På Færøerne er de åbenbart dygtigere til at sprænge tunneller end i Danmark, de har aldrig haft en tunnel, der er blevet fyldt med vand under etableringen. Inden man sprænger de næste 5 m af tunnellen, bores der to små huller, 30 m frem i tunnelretningen, for derved at undersøge hvad der sker ved næste sprængning.

Udviklingen i antal passagerer både til vands og i luften er steget med 100% gennem de seneste 5 år. Kommunikationsmæssigt har Færøerne i dag fiberforbindelse med både Island og Skotland.

Alt brugsvand, der anvendes på Færøerne, er overfladevand, der dog renses før det anvendes. Af de ca. 80.000 får på øen, slagtes ca. halvdelen, der spises af færingerne.

Færøerne har ingen el-kabelforbindelser til omverdenen, det vil sige, alt strøm produceres lokalt på øen. Der er 13 produktionssteder, og ud af den samlede energi bliver 6% produceret som vindenergi, 59% med dieselmotorer, og resten som energi produceret på vandkraftværker. De ville gerne hæve produktionen på vandkraftværker, men det gav for mange gener.

Torsdag den 4. august.

Vi skulle i dag være indendørs hele formiddagen, og det regnede ikke engang. Bjørgfinnur skulle holde foredrag over emnet ”Færøsk litteratur”. Sangtraditionen er tilbage fra 1876, og mange af de viser anvendes til traditionel færødans. Vi sang flere af viserne, han havde med.

Bjørgfinnur lærte os lidt om det færøske sprog, og forklaring om de forskellige bogstavers lyde. Tilsvarende Danmark er dialekter også ved at forsvinde på Færøerne.

Næste foredragsholder var blevet forhindret, så Kaj og Bjørgfinnur talte i fællesskab over emnet grindefangst. Grindefangsten ledes af en grindeformand og en sysselmand. Formanden styrer fangsten, og sysselmanden leder parteringen og fordelingen af hvalkødet.

Sysselmanden har samme autoritet som politiet har i Danmark.

Efter at Greenpeace har været på Færøerne, er der ændret en del på fangstmetoderne, blandt andet bliver ingen grinder dræbt i vandet, først når de kommer op på land. Når grinderne fanges, drives de fremad mod fangstpladsen af en flok både. Når de er i nærheden af fangstpladsen, stikkes bagerste grind, der farer fremad med raketfart. Alle de andre grinder farer bagefter op på fangstpladsen, hvor der står nogen og dræber dem. Det tager ca. 20 minutter at dræbe ca. 200 grinder. Man slagter kun det antal grind, man har brug for, og efter parteringen bliver grinderne fordelt efter et helt bestemt system.

Sidste foredragsholder var Páll Weihe, der skulle fortælle om forskning af kviksølvophobning i mennesker efter at have spist hvalkød. På grund af forurening har dette en negativ effekt allerede på nye fostre. Forskergruppen følger en målgruppe på ca. 2000 personer, ved fødsel, 7-, 14- og 18-årsalderen. Allerede i 7-årsalderen har denne forurening en negativ effekt, blandt andet børns sproglige formulering, rumsans og højere blodtryk.

Levetidsalderen er højere på Færøerne end i Danmark, en af årsagerne kunne være, at færingerne drikker kun 50% af, hvad danskerne gør (de skal ned i Rúsdrekkasølet, for at købe spiritus).

Páll Weihe formåede at få foredraget ned på et niveau, hvor de fleste kunne være med. Páll Weihe, der er broder til Klæmint Weihe, er kendt her i Danmark for sin forskning, har jeg senere fået bekræftet.

Over middag var vi i maleren Káre Svensson’s atelier i bygden Velbastadur. Kári fortalte om, hvordan hans malerier blev bygget op – som regel 5-6 stk. ad gangen, af hensyn til tørretiden for malingen. Ligeledes fortalte han om, hvor han fik inspiration til sine malerier fra. Han gør meget i store og sammensatte malerier, og herudover underviser han meget, blandt andet i Danmark.

Videre til Kirkjubøur med besøg i kongsbondegården og Olavkirken, Færøernes eneste bevarede middelalderkirke med altertavle af den færøske kunstner Sámuel Joensen Mikines.

 

Kirken blev anvendt til gudstjeneste, når ellers der var en præst eller degn til rådighed. Der var kun lidt elektrisk lys, ellers var der kun stearinlys til at lyse kirken op. Bjørgfinnur sang for, til en færøsk sang, vi afsluttede besøget med.

Lige ved siden af kirken lå kongsbondegården, her kom vi ind i et samlingsrum, der blev anvendt ved festlige lejligheder, for eksempel ved besøg af officielle personer og meget mere. Det var nu meningen, at vi skulle have været på travetur, men på grund af det disede vejr, mente Bjørgfinnur ikke, at det var forsvarligt.

I stedet var vi i Nordens hus inde i Thorshavn, hvor vi efter kaffe kunne gå rundt og se diverse malerier, samt koncertsalen, hvor der skulle være koncert med Ann Linnet søndag den 6. august.

Aftenprogrammet var færøsk musik og sangtradition herunder kædedans ved Kristian Blak. Starten af arrangementet var for viderekomne, men efterhånden som de kom hen i programmet, blev det mere jordnært. Vi sang og dansede til en enkelt færødans, hørte et par numre, som de spillede i fællesskab på klaver og blokfløjte. Til slut sang vi to færøsange.

Fredag den 5. august.

Programmet for i dag var heldagsudflugt til øerne Bordey og Vidoy, vejret var rigtigt udflugtsvejr – ikke for varmt. Vi startede med at besøge et garnspinderi i Tøting, hvor det hele bar præg af, at alle medarbejderne var flygtet derfra, da de skulle holde sommerferie. Mange af deltagerne fik handlet diverse trøjer m.m., inden vi kørte videre til Göta kirken i Göta, der er udsmykket at kunstneren Trundur Patturson.

Kirken der er fra 1995, blev indviet 25 juni d.å. under overværelse af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II, samt de nordiske biskopper. Før kirkeindvielsen hjalp Kaj, Trundur Patturson med at sætte lamper op. Det er en meget stor kirke, hvis alle lokaler benyttes, kan der være godt 1000 personer i kirken.

Væggene er udsmykket med 12 store glaslampetter, udsmykket med et kors. Altertavlen afspejler verden vi lever i. Tavlen afspejler nederst nogle mennesker, der spejder efter en båd. Øverst er et Jesus billede, der viser korsfæstelsen langfredag, og opstandelsen påskemorgen. Dåbsfadet og prædikestolen har syv kanter, ligesom ugens syv dage. Der er på tårnet tre kors, som symboliserer korsene på Golgata.

Efter frokosten havde vi travlt, vi skulle nå færgen i Leirvik for at sejle til Klaksvik – den næststørste by på Færøerne. Bussen kom ikke med i første omgang, men det gjorde vi, og da der kun var 10 minutters gang til kirken i Klaksvik, var det ingen problem.

Man forventede, at der ville komme ca. 8000 – 9000 personer til en stor åben koncert i Klaksvik, med blandt andet Ann Linnet, derfor de mange passagerer på færgen.

Christianskirken i Klaksvik blev indviet 7 juli 1963, under overværelse af Hans Majestæt Kong Frederik IX, og hans tre prinsesser, samt 1400 andre personer. Kirken er bygget op over et billede, malet i 1901 i Viborg domkirke. Væggene i Viborg domkirke var fugtige, så billedet blev truet af ødelæggelse – Italienske eksperter ”sugede” billedet af væggen, og overførte det til et lærred.

Billedet blev så overført til Christianskirken i Klaksvik, dog er der også senere overført en kopi til Viborg domkirke igen. En anden værdifuld ting i kirken var døbefonten, der er mellem 3500 og 4000 år gammel, opbygget af bornholmsk granit, og skænket af Nationalmuseet.

Derudover var der et kirkeskib i fuld størrelse ophængt under loftet. Denne otte mands båd blev skænket af arkitekten Peter Kock. Desuden er der i kirken et orgel med 29 stemmer – der findes kun et magen til i hele Norden. Normalt er der ca. 400 personer i kirken hver søndag, og det må siges at være mange, når der er et tilsvarende antal i en frimenighedskirke i Klaksvik. Det er meget typisk for naturmennesker, at de er meget religiøse.

Kun en gang har jeg oplevet en større procentdel af befolkningen kom i kirke. Vi var i en lille landsby i Polen i Påsken det å. Her var kirken næsten fyldt op Påskelørdag. Ingen spiste morgenmad, før man havde været i kirke, og fået den medbragte mad velsignet. Påskedag var samme kirke stoppet op med mennesker, som en juleaften i Danmark.

Færøerne er ikke større, end de fleste kender hinanden i bygderne. Det er grunden til, at ved for eksempel begravelser, er det ikke unormalt at der er et følge på op til 200 – 300 personer, efter traktoren med vognen, hvor kisten står på.

Mogens Wraae, vores chauffør, skulle nu bestå sin prøve som buschauffør, da vi nu skulle på toppen af bjerget for at nyde udsigten over Klaksvik, og ikke mindst tage billeder af samme. Den eneste mulighed for at vende deroppe, var at åbne lågen ind til en 60/10 kV station, for på den måde at få plads til bagenden af bussen. Alt lykkedes, vi kom helskindet tilbage til Klaksvik, men nye forhindringer opstod – en tøjbutik. Der blev handlet til den store guldmedalje, selv om der kun var afsat 5 minutter.

Efter en lille afstikker, hvor vi så en lille vandmølle, hvor Kaj har boet, blev vi kørt ud til den nordligste bygd Vidareidi, hvor der var en kirke helt ud til vandet. En forhenværende kirketjener, fyrbøder m.m. var sur, da vi kom til kirken. Han påstod, at han havde ventet på os i over en time, så det ville han have 500 kr. for. Jeg tror, at han havde fordrevet ventetiden med at drikke alt altervinen, så hans fortælling om kirken blev derefter.

Det var blevet tid for aftensmad, som Kaj havde bestilt på hotel Vidareidi. Vi fik serveret en meget flot middag i rekordtempo, med efterfølgende kaffe. Samtidig med at Jens sagde velbekomme, sagde han, at vi straks skulle af sted for ikke at komme for sent til færgen.

Vi nåede færgen, og fik også bussen med i første omgang. Der var ikke så mange, der skulle med færgen denne vej, men da vi kom til Leirvik, var der kaos. Et utal af personer skulle til koncert i Klaksvik, så jeg tror at færgen kom til at sejle i pendulfart resten af aftenen.

På resten af hjemvejen var det største problem de gamle tunneller, hvor det var den modgående trafik, der havde forkørselsret. Der var bare det store problem, der var ikke plads til en bus i vigesporene, så hver gang der kom en modgående, måtte chaufføren stoppe helt op og få den modkørende bil over i vigesporet til højre for bussen.

Vi kom helskindet hjem, godt trætte, men efter aftenkaffen var vi ikke mere trætte end, at vi hyggede os i foyeren med en flaske rødvin sammen med eksisterende og nuværende kollega ved BOE.

Lørdag den 6. august.

I dag var der heldagstur til Mykines på programmet, og vi var varskoet om, at det ville blive en hård tur. For at det ikke skulle blive for kedeligt, for dem der ikke kunne deltage i turen til Mykines, var der arrangeret en sejltur til Nólsoy, hvor Elin var guide.

Ved ankomsten til Vestmanna var os fra BOE lige inde og se SEV’s kontrolrum samt et af deres vandkraftværker. Hele elforsyningen på Færøerne styres fra dette kontrolrum, det vil sige, at det er døgnbemandet med en enkelt mand. SEV’s målsætning er at producere så meget energi som muligt ved hjælp af vand, da oliepriserne stiger og stiger.

SEV må have kæmpe vedligeholdelsesomkostninger, hver tredje år bliver deres gittermaster til højspænding demonteret, for derefter at blive sendt til omgalvanisering. Næsten alt transport foregår med helikopter.

Transporten til og fra Mykines skulle foregå pr speedbåd, med to meget store motorer på 442 kW stykket ifølge opslag. For at vi ikke skulle blive for meget søsyge, ville de sejle syd om Vágar og ligeledes syd om Mykines, så ville vi kun skulle sejle i urolig vand i en meget kort periode.

Der var mange, der var søsyge eller bange for den hårde sø, og flere frygtede turen retur. Efter at min kone havde stået i frisk luft i lang tid, skulle hun på toilettet, der var foran i båden. Foran i sådan en speedbåd er det dårligste sted at opholde sig, så hun blev det, man kalder rigtig godt søsyg, hvilket desværre fik den konsekvens, at hun mistede så mange kræfter ved at stå ude ved håndvasken, at hun måtte opgive at komme til fyrtårnet på Mykines.

Det var dejligt at få fast grund under fødderne igen, og da det var blevet tid for frokost, vandrede vi op til det blå hus, hvor vi kunne købe diverse drikkevarer til vores medbragte madpakker.

Turen ud til fyrtårnet startede med, at vi gik op ad en jævn stejl bakke på en 200 – 300 m, hvor vi gik på græs. Efter første etape kom vi op til et mindesmærke opstillet i 1939 til ære for faldne søfolk. Mindesmærket stod 130 m over havet, så det er nok ikke så mærkeligt, at der var stort frafald af deltagere allerede efter første etape.

Golfstrømmen har så stor påvirkning af vandet omkring Mykines, at vandet så godt som aldrig fryser til, men hvis man skulle falde i vandet på vores vandring, ville man falde i vand med temperaturen på omkring 5 – 7 grader celsius.

Dem, der havde lyst og kræfter til at gå videre ud mod fyret, det var højst halvdelen af alle deltagere på turen, fik en fantastisk tur, hvor der var mulighed for at se masser af fugle, får og ikke mindst at opleve den prægtige natur.

 

Jeg ville meget nødigt hejses ned af en klippeside i et reb, for derefter at fange fugleunger.

Det var herligt at stå ude ved fyret og ikke mindst nyde den friske luft, men også nyde den pragtfulde udsigt.

På traveturen retur fra fyret var der blevet lidt diset, så det var heldigt, at man havde taget så mange billeder på udturen. Det gik hurtigt med at komme tilbage til det blå hus, hvor alle blev beværtet med varm kakao og vafler. Enkelte havde taget en tør undertrøje med, hvis man nu skulle komme til at svede. Jeg havde ingen tør undertrøje med og kom også til at svede, hvilket selvfølgelig resulterede i, at jeg kom til fryse. P.s. Sandaler er heller ikke det bedste fodtøj at gå sådan en tur i, men når ikke man vil høre, må man selv tage konsekvenserne.

Der var nu ca. to timer til, at vi skulle sejle fra Mykines, så ventetiden blev fordrevet med at gå over til en selvbygger, der var ved at støbe sokkel til et nyt hus. Materialerne blev ovre på fastlandet skovlet i nogle bærbare plastiksække, hvorefter de blev sejlet over til Mykines. Herefter blev sækkene pr håndkraft lodset fra borde, og ligeledes i en lille vogn transporteret hen til byggepladsen. Det er fuld forståeligt, at der ikke var meget sul på en selvbygger efter alt det knokkelarbejde.

Der er generelt mange problemer med at bygge på øen, både myndighedsbehandling af en byggesag er langsommelig, men alle beboere skal også give deres tilsagn om, at man kan acceptere det projekterede byggeri, da øen er fredet.

Sejlturen retur fra Mykines var meget urolig – først var vi tre kvarter forsinket, og derfor blev der sejlet den korteste rute hjem. Rigtig mange var bange, og jeg tror også, at der var flere, der var søsyge – der blev i hvert tilfælde brug for spuleslangen ombord på båden efter, at vi var kommet i land.

Ud over med en postbåd, kan man komme til Mykines pr helikopter, men om vinteren kan man risikere, at vejret er så dårligt, at der kan gå op til en uge, før man kan komme til øen. Det har så den konsekvens, at for eksempel en gravid bliver transporteret væk fra øen i god tid før hun skal føde. Der er kun 19 fastboende på Mykines, resten er fritidsbeboere.

Vel ankommet på land holdt Mogens Wraae heldigvis ved kajen, så vi kunne stille og roligt blive kørt hjem til skolen.

Køkkenet på skolen vidste nok ikke at vendelboer er sultne efter sådan en tur, jeg tror, at alt den mad, der var sat frem, blev spist.

Det havde været en rigtig god dag, og hvis jeg senere skulle komme på Færøerne igen, er det helt sikkert, at jeg skal på Mykines igen, i vandrestøvler.

Søndag den 7. august.

Det var den sidste hele dag, vi skulle være på Færøerne, og atter vågnede vi op til et fantastisk godt vejr.

Formiddagens program var kirkegang i domkirken Havnar kirkja, hvor vores egen præst, Jens Fjendbo Jensen, skulle afholde gudstjenesten, da præsten, der normalt er tilknyttet kirken, havde ferie.

Gudstjenesten var annonceret i dagspressen, og der var rigtig mange, der deltog både unge og ældre. Vi havde fået salmerne udleveret på dansk, og alle øvrige sang på færøsk, men det var ingen problem, for melodien er den samme. Gudstjeneste forløb fuldstændig, som det var en gudstjeneste herhjemme.

Præsten, der var tilknyttet kirken, kom efter gudstjenesten og fortalte om kirken, der var fra 1609. Kirken blev i 1865 ombygget så meget, at den blev betragtet som en ny kirke, dog er det meste inventar fra den gamle kirke.

På Færøerne er der 60 kirker, der bliver betjent af 20 præster. Forhen var der kun 6 præster på øen. Teoretisk kunne hver præst afholde 3 gudstjenester hver søndag, men det gør man ikke. I stedet afholdes det, man kalder for degnegudstjenester, hvor det er kordegnen, der læser op og afholder gudstjenesten.

En kordegn kan også forestå en begravelse dog ikke jordpåkastelsen, som præsten ved en senere lejlighed udfører. Det er ikke fordi, der er mangel på præster, det er en gammel tradition, at man afholder degnegudstjenester.

Herefter var vi en tur på Thorshavns kunstmuseum, hvor museumsdirektør Helgi Fossadal viste os rundt. Det var ligesom, vi var mættet med kunst, så der blev ikke vist den helt store interesse.

Efterfølgende var vi på et litografisk værksted, hvor kunstneren Jan Anderson, tidligere Hjørring, fortalte om, hvordan et litografi blev til. Det var faktisk ret spændende at se trykningen ved hjælp af sten, der blev genbrugt flere gange.

Resten af eftermiddagen var til fri disposition. For vores vedkommende blev det en tur på gaden til fods, inden vi gik hjem for at se indersiden af øjenlågene – frit oversat vi sov.

Det var sidste aften på skolen, og der skulle være festaften. Festmiddagen bestod af klar suppe, lammekød (jeg troede at var kalvesteg, jeg spiste og det smagte faktisk meget godt) og is til dessert. Af gæster var inviteret Elin og Fie, Bjørgfinnur samt Klæmint med hustru.

Jens holdt takketale til alle gæsterne og køkkenpersonalet for deres indsats. Kaj takkede alle for en god uge og ikke mindst, at der aldrig var nogen, der gjorde vrøvl, når der blev ændret i programmet.

Kit og Poul takkede alle for den gode uge, vi alle havde haft. Den gamle skolelærer fra Nejst, Thorkild, læste en historie op – det havde han nu prøvet før. Poul og Keld fortalte et par historier, og inden vi havde set os om, var det midnat. Næste dag skulle vi hjem til Danmark.

Mandag den 8. august.

Atter rigtigt højskolevejr – ikke for varmt, men tørt. Mogens Wraae kørte os den sidste tur til lufthavnen. Kaj havde en overraskelse til slut – et besøg i en kirke, hvor kunstneren Thorbjørn Olsen også havde malet altertavlen.

Vi kom rettidigt til lufthavnen, blev tjekket ind og fik taget afsked med Kaj, der først skulle hjem en uge senere.

Flyveturen hjem gik perfekt, og vi kom sikkert ned på jorden igen. I Billund stod Jørn’s busrejser for at køre os hjem til Brønderslev. Efter en lille pause i Viborg, hvor vi tog afsked med Bodil, kørte Jørn til Brønderslev med ankomst en lille time før end beregnet.

En herlig rigtig oplevelsesrig uge var slut – og efter afsked med alle øvrige deltagere var det retur til hjemmet. Fra min side vil jeg hermed sige tak til arrangørerne for en fantastisk uge.

Christian Larsen

 

Af fhv. kommunaldirektør Arne Bak Andersen

 

Jeg hedder Arne Bak Andersen, er født i 1942 og opvokset i Østervrå, kun ca. 20 km fra Brønderslev.

På trods af den korte afstand var Brønderslev en ukendt by for mig i mine drenge- og ungeår. Vi havde også ca. 20 km til Hjørring, Sæby og Frederiks­havn. Vi benyttede mest øst-vestforbindelsen, og derefter nord på til Frede­rikshavn (mest pga familiebesøg). Jeg havde kun været i Brønderslev ganske få gange.

Det var tilfældigheder, der gjorde, at Brønderslev blev min og familiens by.

Jeg blev uddannet på kommunekontoret i Østervrå i den daværende Torslev Dr.h. kommune (nu en del af Frederikshavn kommune). En efter datidens for­hold stor sognekommune.

Der var jeg, indtil jeg skulle aftjene min værnepligt, som foregik på Sjælland, skiftevis i Holbæk, Ringsted og København. Da jeg skulle af sted, tog jeg som sædvanligt toget til Hjørring i stedet for blot at tage bussen (eller rutebilen, som man sagde dengang) til Brønderslev, hvilket forlængede turen med ½ time. Men det var slet ikke i tankerne.

Jeg skulle dog i de næste 2 år fra marts 1962 til marts 1964 komme til at kende stationen i Brønderslev, hvor jeg blev hentet, når jeg havde orlov. Men igen kun på gennemrejse.

Efter endt militærtjeneste kom jeg den 2. marts 1964 til Vrensted-Thise kom­mune som kommuneassistent. Allerede i december måned samme år blev jeg som kun 22-årig konstitueret som kæmner, da den daværende kæmner plud­selig blev alvorligt syg.

I sommeren 1965 blev jeg gift med Anita og vi flyttede ind i et lille hus, som sognerådet havde købt, lige overfor kommunekontoret. Det blev dog kun i ganske kort tid, for sognerådet besluttede allerede i oktober måned at an­sætte mig som kæmner fra 1. februar 1966, da det stod klart, at kæmneren ikke blev rask til at kunne vende tilbage.

Vi flyttede derfor over på den anden side af vejen til lejligheden på kommunekontoret, hvor vi boede indtil en må­ned efter kommunesammenlægningen 1. april 1970.

Det er her tilfældighederne spillede ind. Var det ikke sket, var Brønderslev næppe blevet min by, hvor jeg og min familie nu har boet i over 50 år.

Vi købte en byggegrund på Heimdalsvej den 1. april 1969. Interessen var så stor, at vi fremmødte måtte trække lod om de grunde, der var tilbage i ud­stykningen. Der var allerede på forhånd udtaget flere større grunde, som var reserverede. Det var næppe gået i dag.

Vi var dog så heldige at trække et forholdsvist lavt nummer, så vi havde valg­muligheder. En byggegrund kostede dengang 29.300 kr.

Medens vi boede i Vrensted, kom vi i sagens natur en del til Brønderslev, når der skulle handles andet end dagligvarer. Jeg husker Brønderslev som meget ”Korsbæk”sk. Den var jo på det tidspunkt ikke andet end en stor stationsby, men dog købstad. Landets næstyngste, kun Skjern var yngre. Et begreb, der ikke længere har nogen betydning og for så vidt heller ikke havde dengang. Der var dog forskelle på at være købstadkommune og at være sognekom­mune. Der var status i at være købstadkommune. Man havde egen styrelses­lov (købstadkommunalloven), og var under tilsyn af Indenrigsministeriet og havde en borgmester som formand for byrådet. Købstæderne var heller ikke en del af amtskommunen.

Sognekommunerne blev styret efter landkommunalloven og var under tilsyn af amtsrådet, hvor statsamtmanden var formand. Formanden for sognerådet var sognerådsformand.

Dette blev ændret ved kommunesammenlægningen pr. 1. april 1970, hvor alle kommuner blev ens med borgmester som formand for kommunalbestyrelsen, og ligeledes en folkevalgt formand for amtsrådet, amtsborgmester. Tilsynet med kommunerne blev varetaget af et statsligt Tilsynsråd med amtmanden som formand.

Brønderslev kommune

Den nye Brønderslev kommune i 1970 var, set med mine øjne, en ideel kom­mune. Den havde en passende størrelse til at løse de opgaver, som kommu­nerne dengang stod for og alligevel ikke større, end at man havde et overblik. Brønderslev by lå som et naturligt centrum med ca. halvdelen af kommunens indbyggere for et stort opland.

Der var store kulturforskelle mellem sognekommunerne og købstaden –fx var man Des og på efternavn på rådhuset. Vi andre, der kom udefra, var dus og på fornavn. Jeg husker en episode en del år senere, hvor den daværende kom­munaldirektør Erik Kroer og jeg var ved at pakke sammen efter et møde, hvor han siger: ”Bak Andersen, jeg synes det er underligt, at vi går og siger De til hinanden”, hvortil jeg svarede: ”Det har jeg ærligt talt syntes fra starten, men jeg mente ikke, det tilkom mig at foreslå det.” Vi kom derefter til at sige du til hinanden, men der er stor forskel på, om man siger du eller er dus.

Vrensted-Thise kommune blev delt så Vrensted sogn blev en del af Løkken-Vrå kommune og Thise sogn en del af Brønderslev kommune. Jeg havde valget mellem at flytte med til Løkken-Vrå eller Brønderslev kommune. Jeg valgte det sidste, og det har jeg været meget glad for. Jeg har haft et utroligt spæn­dende og udfordrende job i alle årene. Jeg har haft kontakt med mange initia­tivrige og engagerede mennesker, såvel politikere som ansatte og også i andre for­skellige sammenhænge, som har medvirket til udviklingen af Brønderslev.

Det var netop sammenlægningen med Brønderslev kommune, der gjorde, at Brønderslev blev min by.

Igennem mit arbejde i kommunen fra april 1970 indtil august 2004, hvor jeg gik på pension, har jeg været tæt på udviklingen i Brønderslev.

Jeg blev ansat i sekretariatet/borgmesterkontoret, hvor jeg blev sekretær i Kulturudvalget, hvorunder skoler og fritidsområdet hørte. I 1973 blev borg­mesterkontoret slået sammen med skoleforvaltningen til et fællessekretariat, som jeg blev leder af og samtidig stedfortræder for kommunaldirektøren.

Den 18. december 1985 vedtog byrådet at ansætte mig i stillingen som kom­munaldirektør efter Erik Kroer, som gik på pension med udgangen af april må­ned 1986.

Kommunaldirektøren er sekretær for Økonomiudvalget og Byrådet og har derfor et dagligt meget nært samarbejde med borgmesteren og på den måde tæt på beslutningsprocesserne om bl.a. planlægning og erhvervsudvikling.

Pr. 01.03.1989 kunne jeg fejre 25 jubilæum som kommunalt ansat.

Jeg har haft det privilegium at arbejde sammen med 4 borgmestre, som hver især har haft stor indflydelse på udviklingen. Knap 4 år med P.N. Jensen, 8 år med Peder Ivar Nielsen, 4 år med Lene Hansen og godt 2 år med Jens Arne Hedegaard.

 

 

 

 

 Brønderslev Gymnasium

Brønderslev byråd havde tidligere truffet beslutning om opførelse af et gym­nasium i Brønderslev. Jeg fik til opgave at være sekretær for byggeudvalget, som skulle stå for planlægningen og opførelsen. Det var en meget spændende opgave at være med til fra starten. Studieture med udvalget, udarbejdelse af byggeprogram, godkendelse i Undervisningsministeriet, antagelse af teknikere m.m.

Nordjyllands amt overtog opgaven med gymnasierne fra 1973, altså midt i byggeperioden.

Det nye Brønderslev Gymnasium blev taget i brug i 1974 men startede alle­rede i 1973 i midlertidige lokaler på den daværende ”Teknisk skole” –nu Kul­turskolen.

Gymnasiets første rektor var Jesper Falsig Pedersen.

 Hedegårdsskolen

Et andet stort byggeri var opførelsen af Hedegårdsskolen, hvor jeg ligeledes var sekretær for byggeudvalget. Den blev taget i brug august 1976 og har si­den været kommunens største skole.

Brønderslev Musikskole

En anden spændende opgave var at få en musikskole etableret.

Kulturudvalget fik midt i 70’erne et brev fra en nyuddannet musikpædagog fra byen, Susanne Laub, som gjorde opmærksom på behovet for at lave en musik­skole.

Jeg tør sige, at henvendelsen blev modtaget med nogen skepsis. En musik­skole? –jamen der var jo sang og musikundervisning i folke­skolen. I hvert fald på nogle årgange. Kunne det ikke være nok, og hvis det endelig skulle være, så kunne der jo i h.t. en eller anden paragraf i folkeskole­loven laves frivillig mu­sikundervisning efter skoletid.

Lå der bag henvendelsen mon også en mulighed for at få et job? –eller var der virkelig et reelt behov? Der kunne stilles –og blev stillet, flere spørgsmål. Der var jo også noget, der hed økonomi. Vi var knap kommet over oliekrisen.

Hvad gør man så i det kommunale system, når der kommer et forslag eller en idé? Jo, man beder administrationen om at undersøge muligheder og konse­kvenser. Jeg var som sagt på det tidspunkt sekretær for det daværende Kul­turudvalg og fik så i den egenskab den opgave.

Der var ikke så mange musikskoler dengang, hvor man kunne indhente oplys­ninger, men jeg husker da studietur til bl.a. Hjørring og Holstebro. Og så gik vi i gang, bl.a. med beregninger over økonomi, forslag til organisation, vedtæg­ter m.m. Og det endte heldigvis med, at Byrådet traf beslutning om at der skulle etableres en musikskole i Brønderslev.

Det blev en realitet i 1978. Der blev dannet en bestyrelse og den første leder blev ansat. Det blev Mogens Andersen, og takket være ham blev der bygget en musikskole op fra bunden med en meget bred deltagelse og med en høj kvalitet. Jeg husker tydeligt, hvor nervøs Mogens var, da de første tilmeldinger skulle komme. Ville der nu komme nok? Det skulle vise sig, at der virkelig var et behov. Flere tusinde årselever har siden frekventeret musikskolen (nu Kul­turskolen). Jeg har selv haft den fornøjelse at have været voksenelev i musik­skolen -i øvrigt hos Susanne Laub.

Mogens Andersen ledede musikskolen gennem 22 år.

Vi skylder en stor tak til de lokale politikere, der troede på idéen og til dem, der har sikret videreførelsen.

Brønderslev Informatikcenter

Med udbredelsen af elektronisk databehandling, EDB, i begyndelsen af  1980’erne opstod et behov for at øge kendskabet til anvendelsen mere gene­relt.

Der blev nedsat en arbejdsgruppe, som fik til opgave at underøge mulighe­derne for at oprette et egentligt kursussted.

Det resulterede i, at ”Den erhvervsdrivende fond Brøn­derslev Informatikcen­ter” blev oprettet i 1986. Fonden havde til formål at fremme forståelsen for og brugen af EDB og anden ny informationsteknologi gennem udvikling, ud­dannelsesvirksomhed, undervisningsvirksomhed og servicevirksomhed, i øv­rigt primært i lokalområdet.

Fonden blev oprettet med støtte fra EU’s regionalfond og Brønderslev kom­mune. Fonden blev ledet af en bestyrelse bestående af repræsentanter for erhvervslivet og de faglige organisationer. Brønderslev byråd udpegede 3 medlemmer, hvoraf de 2 var politisk udpegede. Den sidste var mig som neu­tral. Jeg udtrådte af bestyrelsen i 1999.

Fondens første direktør var Kurt Nygård Christensen som blev afløst i 1995 af Børge Landgrebe, der fungerede, indtil centret ophørte i 2003.

Undervisningen startede i lokaler på Rådhuset men flyttede kort tid efter i lo­kaler på Maltvej. I 1996 erhvervedes det tidligere Kiropraktisk center på Kor­numgårdsvej.

Centret tilbød en bred vifte af kurser indenfor softwareprogrammer som bl.a. Microsoft-familien, økonomisystemer, AutoCAD m.fl. Kursisterne kom både fra det offentlige og fra private virksomheder. Endvidere oprettedes mange kurser for ledige. Centret var certificeret til uddannelse i PC-kørekortet og rig­tig mange har i årenes løb fået en grundlæggende viden om anvendelse af EDB gennem centrets virksomhed.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Falck’s amtsvagtcentral

Med sin centrale beliggenhed i Vendsyssel blev Brønderslev efter forhandlin­ger med Falck valgt som hjemsted for en samlet vagtcentral for Nordjyllands amt. Vagtcentralerne i Hjørring og Aalborg blev samlet her og den nye vagt­central blev taget i brug i begyndelsen af oktober 1997.

I slutningen af marts 2010 flyttede alarmcentralen til Aalborg. Bygningen avendes dog stadig, da Falckstationen senere flyttede derud i 2011.

Vestskoven

Et andet eksempel på, hvordan tilfældigheder kan spille ind, er, hvordan hele udviklingen af Vestskoven tog sin begyndelse.

En gang i midten af 90’erne blev jeg ringet op af Post Danmarks bygningstje­neste, som var interesseret i at lave seniorboliger i Brønderslev i lighed med et projekt, de havde lavet i Tarp i Slesvig.

De ønskede tilsendt oplysninger om et areal i sydbyen, som de mente kunne anvendes.

Ud fra de planer, de havde, mente jeg umiddelbart ikke, at det areal, de havde i tankerne, var det mest egnede til det og foreslog, at de i stedet skulle komme til Brønderslev og se forskellige andre muligheder, der ville være. Jeg var sikker på, at borgmester Peder Ivar Nielsen gerne ville invitere på en ar­bejdsfrokost.

Mødet blev etableret, og udover repræsentanten for Post Danmark deltog også en repræsentant for investorerne. Fra Brønderslev kommune deltog borgmester Peder Ivar Nielsen, stadsingeniør Helge Skrubbeltrang og jeg selv.

Efter frokosten kørte Helge og jeg rundt med gæsterne og besigtigede forskel­lige muligheder i byen. Arealet, hvor området Vestskoven i dag er, fandt de meget ideelt til formålet og påbegyndte projektering ud fra det.

Et udvalg besøgte seniorboligerne i Tarp. Der blev holdt flere møder og det kommunale planlægningsarbejde gik i gang med udgangspunkt heri.

Projektet blev imidlertid ikke til noget. Om det var investorerne, der sprang fra, eller hvad årsagen var, ved jeg ikke.

Men planlægningen af området fortsatte og endte med, at byrådet i august måned 1998 godkendte lokalplanen for området, der gav mulighed for opfø­relse af i alt 186 boliger, såvel parcelhuse, som tæt, lav bebyggelse.

Det er ikke til at vide, hvordan det var gået, hvis jeg blot havde sendt det ma­teriale, som de havde bedt om.

Men i hvert fald blev området hurtigt udbygget, og vi har nu selv boet der i 20 år. Et skønt område med smuk natur og stier.

Ådalen -Nordbyplanen

Det største projekt for udvikling af boligområder mens jeg var ansat, var ma­sterplanen for Ådalen.

Processen startede i efteråret 2002. Der blev afholdt workshops, hvor lokale interessegrupper, organisationer og personer med særlig interesse i byens udvikling deltog. Endvidere blev der afholdt borgermøder. Erfaringerne herfra indgik i høj grad i masterplanen, som dannede grundlag for den mere kon­krete planlægning for området.

Planen omfattede ca. 600 boliger.

Ådalen 2021

En meget stor del af området er allerede her i 2021 bebygget og der bygges fortsat.

Endvidere er den planlagte omfartsvej fra Tolstrupvej/Løkkenvej til den gamle hovedvej ved Psykiatrisk hospital også anlagt.

Brønderslev er blevet en by

I de nu 51 år vi har boet i Brønderslev, har byen gennemgået en rivende ud­vikling. I 1970 var der ca. 10.000 indbyggere. I 2021 ca. 12.600. Brønderslev kommune er en af de få i Nordjylland, der har befolkningsfremgang.

Der er sket meget i byens fysiske udseende i disse år. Gennem byfornyelse er en del bygninger i Bredgade blevet renoverede og Bredgade er belagt med granitsten. Der er foretaget baneomlægning og opført en ny stationsbygning. Også retsbygningen blev opført der.

I det såkaldte stjernekryds blev der opført en ny karré med forretninger og lejligheder. Ligesom ved Peder Møllers Plads, hvor bl.a. apoteket flyttede til.

I 70’erne og 80’erne skød det ene boligkvarter op efter det andet. Boligfor­eningerne ”PM” og ”Fredensbo” har gennemført større renoveringer og nye almene boliger er bygget.

Det ny Rådhus

Der blev opført et nyt rådhus sammenbygget med det gamle rådhus fra 1921. Det blev indviet den 19. august 1983. Det gamle rådhus blev totalrenoveret i 1985 bl.a. med indretning af en ny byrådssal.

Den 2. marts 1984 indviedes Brønderslev Produktionsskole i det gamle gas­værk i Søndergade.

Nordjyllands Idrætshøjskole

blev indviet den 17. oktober 1986, hvor Hendes Majestæt, Dronning Margrethe, deltog. Først blev hun modtaget på rådhuset. Alt var planlagt i detaljer, men vi havde nær ikke fået Dronningen til at skrive i gæstebogen. Dronningen og borgmesteren var nået helt hen til udgangen, da det gik op for mig, at vi havde glemt det. Lige inden de gik ud, nåede jeg lige at sige til borgmesteren: ”Dronningen har ikke skrevet i gæstebogen”, hvortil Dronningen svarede: ”Det klarer vi let” og drejede rundt og gik med tilbage og skrev.

 

Rhododendronparken i Brønderslev

Hedelundsanlægget blev omdannet til en Rhododendronpark, som blev ind­viet i 1994. Et stort trækplaster for udefra kommende og åndehul for byens borgere. Smukkest her i maj-juni hvor parken hver dag besøges af mange mennesker. Desværre nedbrændte restaurant Hedelund. Det bliver spæn­dende at se, hvad planerne for genopførelse ender med.

Det gamle elværk blev i 1994 efter udskrevet arkitektkonkurrence omdannet til nyt bibliotek. Overfor opførtes et nyt plejehjem, der nu er omdannet til bo­liger. Pladsen blev døbt ”P.N. Jensens plads”.

Hele institutionsområdet ved Nordens Allé mellem Tolstrupvej og Parkvej er fuldt udbygget, og senest er Brønderslev sundhedshus opført der.

Udflytningen af Falckstationen fra Vestergårdsgade i 2011 gav mulighed for opførelse af nye bynære boliger på Falckgrunden.

Hele området mellem Vestergade, Kornumgårdsvej og Sdr. Omfartsvej er nu også udbygget med friplejehjemmet ”Vivaldi”, kiropraktorcenter og logen ”Se­rapion”. På modsatte side opførtes REMA 1000.

Det nye plejehjem ”Støberiet” blev opført i 2013 lige overfor det gamle råd­hus, hvor Brugsen tidligere lå.

I 2020-2021 er der ved Banegårdspladsen opført 4 tårnhuse og pladsen er un­der omdannelse.

Også på erhvervsområdet er der sket rigtigt meget.

De store dagligvareforretninger FØTEX, LØVBJERG, NETTO, LIDL og ALDI er samlet i Østergade, og helt ude ved den gamle hovedvej er opført en FAKTA, hvor tidligere Brønderslev Kro lå.

Forretninger i Østergade

I Erhvervsområde syd er der opført mange nye virksomheder, ligesom Land­boNord og Udviklingsparkerne Brønderslev er placeret her.

 

Udviklingspark Brønderslev

 

Det nye ”grønne” kraftvarmeværk, som kombinerer koncentreret solvarme og træflis til produktion af el og fjernvarme, er også opført der. Et meget iøjne­faldende projekt.

Nu sker der også udvikling nord for hovedvejen, hvor Jem&Fix og JYSK er flyt­tet ud og Harald Nyborg kommer til her i 2021.

En Mc Donald restaurant er under opførelse før tilslutningen til motorvej E 45.

Der kunne nævnes meget, meget mere.

Der er naturligvis også sket negative ting i de mange år, virksomheder har måttet lukke ligesom Brønderslev sygehus. Det fungerer så heldigvis endnu som et center for rehabilitering.

Men alt i alt er det positive i overtal.

Købstadjubilæerne.

Brønderslev kunne have fejret sit 100års jubilæum den 1. april 2021, men på grund af Coronasituationen er det udskudt.

75-års jubilæet blev fejret den 1. april 1996. Der blev afholdt en fest i Brøn­derslev-Hallen den 31. marts, hvor Danmarks Radios pigekor under ledelse af korets mangeårige dirigent, Tage Mortensen, underholdt.

Tage Mortensen havde skrevet en kantate til 75-års jubilæet. Kantaten var på det program, som pigekoret skulle synge, men Tage Mortensen fik først sat musik til teksten et års tid senere, så kantaten blev først uropført i Brønderslev Kirke den 2. au­gust 1997, hvor pigekoret igen gav koncert i Brønderslev og igen med Tage Mortensen som dirigent og Ole Koch Hansen som pianist. Ved den lejlighed blev såvel tekst som noder overleveret til daværende borgmester Peder Ivar Nielsen. Tage Mortensen havde nær tilknytning til Brønderslev, hvor hans far i en årrække var stationsleder ligesom hans farfar i en årrække var overbetjent i Brønderslev og bl.a. også hans farbror, komponisten Rasmus Mortensen, bo­ede.

90-års jubilæet blev fejret den 1. april 2011. I forbindelse med planlægningen faldt vi over de gamle noder til ”Brønderslev-marchen”, der var skrevet til købstadfestlighederne i 1921 af musikdirektør, violinbygger og indehaver af ”Dansk Violin-Etui-Fabrik”, Alexander Bilhage. Dirigenten for Brønderslev Harmoni­orkester, Mogens B.B. Jensen, arrangerede marchen for blæserorke­ster, og den blev spillet ved rådhuset.

Ved et offentligt arrangement i ”Bien” sang ”Nonetterne” fra Brønderslev Mu­sikskole under ledelse af Dorte Græsborg ”Borgen i mosen”, som Tage Mor­tensen havde skrevet til 75-års jubilæet.

Aftenen sluttede med fakkeloptog ved rådhuset som i 1921.

Brønderslev blev min by

Jeg er meget glad for, at Brønderslev blev hjemsted for mig og min familie og som pensionist glæder det mig at se, at byen fortsat udvikler sig positivt.

Som vi vendelboer siger:

Vi er ikke stolte af at bo her, vi er taknemmelige.

 

Af Inger Marie Nielsen

Tidligere sekretariats- og personalechef ved Brønderslev kommune.

 

Indledning

Mandag den 3. juli 1967 lidt før kl. 8 satte jeg mig på trappestenen ved Kommunekontoret i Vrensted – iført citrongul spinlon kjole og hvide sling- back sandaler.

Jeg ventede på, at en fremtidig kollega med nøgle skulle komme og lukke mig ind.

Jeg havde fået elevplads ved Vrensted-Thise kommune og skulle nu begynde mit arbejdsliv.

Torsdag den 20. december 2013 omkring kl. 20 forlod jeg Brønderslev Rådhus på den røde løber mellem tændte fakler for at blive kørt hjem fra min sidste arbejdsdag – i veteranbil ført af chauffør i smoking og med champagne på bagsædet.

Forude ventede min pensionisttilværelse, som jeg nyder i fulde drag. Tænk, at udviklingen i den mellemliggende tid har gjort det muligt at forlade arbejdslivet som 64-årig og derefter bare ”sætte sin egen dagsorden”.

I samme periode skete der en stor udvikling i den offentlige service, og særlig 2 forhold var med til at gøre udvíklingen mulig, nemlig kommunesammenlægningerne den 1. april 1970 og den 1. januar 2007.

Endvidere fik hele den offentlige sektor en lønreform den 1. april 1998.

Ved sammenlægningen i 1970 blev Vrensted-Thise kommune delt. Vrensted sogn blev en del af Løkken-Vrå kommune, og Thise sogn blev en del af Brønderslev kommune. Personalet i Vrensted-Thise kommune blev også delt, og jeg fulgte med til Brønderslev kommune. I min tid i Brønderslev kommune arbejdede jeg i byrådssekretariatet/borgmester-kontoret og på personaleområdet.

Fra barnsben i Vrensted kendte jeg Brønderslev som den by, vi tog rutebilen til for at købe tøj og sko – og julegaver. Det var en helt særlig følelse, når rutebilen kørte ind ad Tolstrupvej, og vi kunne se julestjernen med lys over kørebanen nedenfor børnehjemmet. Når vores ærinder var overstået, og inden vi skulle med bussen hjem igen, købte vi for 50 øre leverpostej i Slagteriudsalget og en pose lakridsafskæring hos S. A. Germann.

Senere kom jeg til at gå på Søndergades Skole, hvor jeg ”gik i realen” i en klasse med elever fra både oplandet og Brønderslev by. Det var min bedste skoletid, og én af grundene til at jeg valgte at flytte med til Brønderslev kommune ved kommunesammenlægningen i 1970.

Kommunesammenlægning 1970

Selve forarbejdet til sammenlægningen i 1970 var jeg ikke en del af, så det jeg husker bedst, var da kommunaldirektøren fra Brønderslev – Erik Kroer – kom på besøg på kommunekontoret i Vrensted for at tage stilling til hvilke møbler og andet inventar, der kunne være brugbart i Brønderslev.

Det var hård vinter, vinduerne på Kommunekontoret var piv-utætte, så vi 4 piger var klædt på efter forholdene. Da kommunaldirektør Kroer og kæmneren i Vrensted – Arne Bak Andersen – efter gennemgangen blev alene, spurgte Kroer, om det var almindeligt, at personalet gik i hjemmesko!

Den 1. april 1970 var der himmelbetændt rendfog, så mange startede deres karriere i storkommunen med at komme for sent.

Min chef startede sin karriere med at revne sine bukser, så han måtte en tur til skrædderen. Det var dog ikke til hinder for, at han senere blev kommunaldirektør.

Selv startede jeg med at få et kulturchok. Mine nye kolleger fra Brønderslev sagde ”De” til hinanden – og var på efternavn. Mennesker, der havde arbejdet sammen i noget, der dengang for mig var en menneskealder.

Os, der kom udefra, var dus og på fornavn.

Tiden arbejdede nok for den mere uformelle form, for det varede ikke længe, før de fleste var dus, dog ikke med kommunaldirektør Kroer. Men vi var dus med borgmesteren, som var P. N. Jensen. Vi tiltalte ham ”Jensen” i starten, men med tiden blev det ”P.N.”.

De første måneder var det også udelukket for vi piger at gå på arbejde i lange bukser, men da buksedragten kom på mode, blev også den barriere nedbrudt.

De 2 kommunesammenlægninger har haft forskelligt indhold. I daglig tale bliver begge kaldt ”kommunesammenlægning”, men var i realiteten meget mere. Begge var en reform på inddeling af Danmark, hvor kommunerne blev meget større og mere bæredygtige til de fremtidige opgaver. I 2007 fik vi også en stor opgavereform, hvor opgaver blev flyttet mellem de 3 offentlige instanser, og en udligningsreform, der skulle gøre de økonomiske muligheder mere lige mellem kommunerne.

Hvis man spørger på Rådhuset i dag, tror jeg stadig man mener, at udligningsreformen aldrig rigtig er slået igennem. Der er stadig stor forskel på kommunernes økonomiske formåen.

 Budgetbehandling og dens kvaler

Brønderslev kommune har gennem årene været en kommune med en befolkning med lave indkomster. Hvis serviceniveauet skal følge bare nogenlunde trit med andre kommuner, kræver det en høj udskrivnings-procent. Så længe jeg kan huske, har vi ligget lavt på udskrivningsgrundlag og højt i udskrivningsprocent.

Tilskud fra staten har derfor altid haft stor betydning for budgetlægningen. Forenklet sagt bliver statens tilskud hvert år fastsat efter en drøftelse mellem Finansministeriet og Kommunernes Landsforening.

Nu var det imidlertid sådan, at vi først fik et foreløbigt overblik over størrelsen af statstilskud hen over sommeren. Vi lavede det administrative forarbejde til næste års budget i det sene forår, og der var som regel et gabende hul mellem skatteindtægter og serviceudgifter, når forrige års regnskab var blevet fremskrevet til nye priser. Derfor var tiden, indtil vi kendte størrelsen af statstilskuddet, altid tiden for tungsind for ledelsen i Brønderslev kommune. Det gælder jo om at bekymre sig i tide!

Var hullet særlig stort, blev en delegation sendt til Finansministeriet for at klage vores nød. Så var vi måske heldige at få del i puljen til ”særligt vanskeligt stillede kommuner”. Jeg husker, at én af embedsmændene i Finansministeriet blev omtalt som noget påholdende. Man fik det råd at tælle sine fingre efter et håndtryk med ham.

Vi fik altid budgettet til at balancere, og vi var som regel i den situation, at budgettet på trods af besværlighederne blev vedtaget i bred politisk enighed. Dejligt for vi ansatte. Det gør det hele meget lettere at arbejde med end budgetter, der er stemt igennem med et snævert flertal.

Jeg mindes, at specielt Jens Arne Hedegaard fra V og Arne M. Jensen fra A var gode til at få de politiske ender til at nå sammen.

Men forud for vedtagelsen skulle der jo selvfølgelig være debat i Byrådssalen, ofte med megen hænder vriden og brug af gloser fra især dyreriget.  ”Ulven” blev ofte nævnt. Den har siddet ude ved Kroen, lige ved hoveddøren, eller sågar bidt os i haserne. Hvis det ikke var ”ulven”, stirrede vi som regel ”lige ned i afgrunden” eller ”skar helt ind til benet”.

I forbindelse med oliekrisen i 1973 var der et byrådsmedlem, der foreslog, at der blev lukket for det varme vand på Rådhusets toiletter. Nu var der slet ikke lagt varmt vand ind – eller varme for den sags skyld – på toiletterne i den oprindelige del af Rådhuset, så det forslag havde ingen gang på jord. Ja, der var så koldt på toiletterne, at én af mine kolleger i anden sammenhæng sagde, at hun ”var nødt til at brække strålen af”. Først i 1983 blev den nye del af Rådhuset taget i brug, og nu var der ikke mindre end 26 toiletter med både varme og varmt vand.

Budgetbehandlingen foregik og foregår for åbne døre. Det gør langt størstedelen af indholdet af Byrådets møder. Møderne var sjældent et tilløbsstykke. Kun når der var forslag om at nedlægge eller forringe serviceniveauet i et bestemt område, kunne det trække folk af huse.

Sjove episoder fra byrådsmøder

Udover den formelle funktion, kunne byrådsmøderne også udvikle sig underholdende.

Førhen blev der meget varmt i byrådssalen. En aften var der et byrådsmedlem, der mente, at der var blevet en ”liderlig hede”. Vi fik straks åbnet et par vinduer, men efter mødet bemærkede P.N., at stemningen da var blevet ”helt frivol”.

I mine øjne var P.N. Jensen en dygtig og meget vidende borgmester, som jeg var meget glad for, men han var almindeligvis en alvorlig mand. Han holdt strengt på, at byrådsmøderne blev afviklet på en sober og værdig måde uden tant og fjas.

Det faldt derfor ikke i god jord, da byrådsmedlem Jeppe Bisgaard – også kendt som Tæppe-Jeppe – forsøgte sig med et festligt indslag til et byrådsmøde. Møderne blev dengang holdt i den noget mindre byrådssal, som vi havde, indtil der blev bygget til Rådhuset i 1983. Møbleringen var tunge træstole og et stort træbord med grøn linoleum på bordpladen. Før mødets begyndelse var der delt en tillægsdagsorden rundt – det var afslutningen på den åbne del af mødet. Almindeligvis opstår der lidt uro mellem den åbne og den lukkede del af mødet. Skæbnen ville, at Jeppe havde glemt tillægsdagsordenen, og da han troede at den åbne del af mødet var slut, kunne han nu fremføre sit nummer, og tog en lille spilledåse frem. Med det store byrådsbord som resonansbund, spillede han ”Internationale”. Det gik ikke upåtalt hen.

Som sekretær til et byrådsmøde lænede jeg mig nok også en gang lidt op ad en løftet pegefinger. Der skulle behandles en ansøgning om at etablere en Burger-Bar i Jerslev. ”Burger” var et nyt ord, som i de fleste indlæg blev til ”Børge”, og der var stemning både for og imod en ”Børge-Bar” i Jerslev. Det lød sjovt, og byrådsmedlem og arkitekt Leif Hellsten havde spottet, at jeg havde kvaler med at holde masken, og han gjorde sit til, at det skulle gå helt galt. Heldigvis holdt jeg mig.

Der har altid været stor forskel mellem byrådsmedlemmernes lyst til at ”få” ordet. Man ”tager” ikke ordet i byrådssalen. Det ”får” man af borgmeste-ren.

En meget ivrig debattør var byrådsmedlem og gårdejer Ole Lysgaard Jensen fra Serritslev. Han fik som regel ordet mange gange i løbet af et byrådsmøde. En aften, hvor det var blevet sent, blev det byrådsmedlem og optometrist Tage Buus for meget. Uden at have ”fået” ordet, sagde han derfor med klar røst: ”Bind den mand til stolen”.

Tage Buus var med sine indlæg i stand til at begejstre de fleste. Han talte ikke så ofte, men når han talte, havde han noget på sinde, og det måtte ud. Én af mine kolleger sagde engang, at ”først tog Buus ordet, så tog ordet Buus”. 

Valg og afstemninger

Jeg var en del af forberedelse og afvikling af alle valg og afstemninger fra 1970 til min afgang i 2013. Der var altid en særlig stemning, både under selve valghandlingen, men specielt under optælling og opgørelse.

Valgene starter jo i realiteten allerede ved opstillingen. Her handler det om at få en god placering på listen. Jeg husker en helt speciel situation. P. Juhl Olesen, der i flere perioder var opstillet for Venstre som en sikker kandidat med gode stemmetal, havde tilsyneladende lagt sig ud med det etablerede Venstre. På opstillingsmødet blev han i hvert fald placeret sidst på listen. Dét faldt vælgerne for brystet, og P. Juhl Olesen fik et kanonvalg, hvor han overhalede flere af de kandidater, der var opstillet over ham på listen. P. Juhl Olesen var i øvrigt en festlig mand, der påstod, at han havde haft større fornøjelse af sin letsindighed end af sin standhaftighed.

Som vælger skal man skal ikke undervurdere opstillingsmøderne. Det er i reglen her det fastslås, hvem der bliver partiets borgmesterkandidat. Selvom Brønderslev altid har været den største by i kommunen, og man derfor kunne forvente, at borgmesteren skulle komme herfra, er det kun tilfældet med 2 borgmestre, nemlig Peder Ivar Nielsen og Jens Arne Hedegaard. P. N. Jensen og hans hustru Gudrun bosatte sig dog hurtigt i Brønderslev by, efter at han var blevet borgmester.

Når valget skulle gøres op, kom der gang i regnemaskinerne. Vi tastede løs, det bedste vi havde lært. Derfor var det brandirriterende, at P.N. Jensen kiggede os over skulderen og kom frem til resultatet før os. Som tidligere brugsuddeler var han vant til at lægge talkolonner sammen. Heldigvis måtte han melde pas, når vi begyndte af bruge den d’Hontske metode – det hedder den måde, som valget opgøres på. Senere overtog elektronikken arbejdet, men det mindskede ikke spændingen.

Enkelte gange har resultatet været så tæt, at vi har måttet i gang med en ekstra omtælling af stemmesedlerne.

I Brønderslev kommune har det altid været kutyme, at politikerne hjælper til med optællingen. Egne stemmetal er ikke overraskende mest interessante, men det var udelukket, at et medlem kom til at tælle egne stemmer.

Sæby, Dronninglund og Brønderslev kommuner dannede tidligere valgkreds med hjemsted i Sæby. Ved folketingsvalg og afstemninger skulle vi derfor dagen efter afstemningen til Sæby for at gøre valget endeligt op, den såkaldte fintælling. Det var altid et kapløb på tid, for vi ville alle 3 kommuner være først færdige med arbejdet.

Til den efterfølgende spisning var der altid lidt godmodigt drilleri mellem de 3 borgmestre. En gang havde der før valget været en tvist mellem ejeren af Dronninglund Slot på den ene side og borgmesteren og kommunaldirektøren fra Dronninglund på den anden side. Ejeren ville derfor ikke have de 2 herrer nærmere end til porten ind til Slottet. Det år fik vi serveret en særlig Sæby-vin. Det fik borgmesteren fra Dronninglund til i sin tale at være benovet over, at Sæby havde egen rødvin. I Dronninglund kunne de imidlertid servere Portvin. Det var værre med Brønderslev, –vi havde kun et vandtårn!

Efter valget var der en tidsfrist for at kunne klage. Vi fik en klage fra en borger, da Lene Hansen ikke opnåede genvalg som borgmester i 2002. Lene Hansen fik enormt mange personlige stemmer, og liste A fik dermed et godt valg, men da støttepartiet gik tilbage, var der ikke flertal i byrådet, til at Lene Hansen kunne fortsætte som borgmester. Det fik vi en klage over. Det kan være svært for den menige vælger at forstå spillereglerne.

Jeg var en anden gang ved at komme galt afsted i forbindelse med fristen for valgklager. Vores byråd havde godkendt valget for Brønderslev Byråd, og jeg gav derfor pedellen besked på, at han godt kunne få stemmesedlerne makuleret. Imidlertid ringede en kollega fra amtet et par dage senere, at de gerne ville have amts-stemmesedlerne for 2 partier sendt ud på Amtsgården, for der skulle gennemføres en fornyet optælling. Heldigvis havde pedellen ikke nået at få ryddet op. Jeg har aldrig hverken før eller siden været så glad for, at en kollega ikke havde gjort det, som jeg havde bedt om. 

Valgfeber

Vi kendte også et andet fænomen på Rådhuset, nemlig valgfeber. Valgfeberen begyndte når periodens sidste budget skulle vedtages. Det var ikke godt at skulle lægge ryg til upopulære beslutninger, som skulle føres ud i livet umiddelbart før kommunalvalget. Så det var almindeligt kendt, at upopulære beslutninger skulle træffes midt i byrådsperioden. Når valgdagen nærmede sig, kunne vi opleve, at debatten blev en smule mere ophedet, og politikernes lyst til at markere sig på forskellig vis blev forøget.

Royalt besøg – og andre

Dronningen har været på besøg i Brønderslev 2 gange i min ansættelsestid, sidste gang var Prinsgemalen også med. Der er altid et stort sikkerheds-opbud forbundet med royalt besøg. Rådhuset bliver undersøgt både oppe og nede, områder bliver spærret af og døre låst. Rullemarie kommer på besøg. Ved besøget i forbindelse med Idrætshøjskolens indvielse skulle velkomsten af majestæten foregå i dét, der dengang var var Rådhusets forhal. Her var alle byrådsmedlemmer og andre af byens honoratiores linet op for at hilse på Majestæten. Gudrun Jensen skulle overrække buketten til Dronningen. Forinden fik Gudrun af politiets repræsentant besked på, at hun skulle ryste buketten grundigt, så vi kunne være sikre på, at der ikke var noget farligt indeni. Både Gudrun og buketten overlevede heldigvis. Mens dronningen var i forhallen, stod jeg pænt i baggrunden – med en skruetrækker gemt i ærmet. Toilettet var nemlig afsikret og låst, og i det tilfælde at Majestæten skulle få brug for bemeldte lokalitet, skulle jeg lukke op med skruetrækkeren. Da Dronningen og Prinsgemalen var på besøg anden gang i anledning af 90-års købstadsjubilæum, havde jeg ingenting i ærmet, men fik et kongeligt håndtryk.

Vi havde også andre – men knap så fornemme besøg. Vi havde tæt kontakt til Kommunernes Landsforening, hvor Peder Ivar Nielsen en overgang sad i bestyrelsen. Også andre kontakter til kolleger både i Danmark og i udlandet betød, at vi fik besøg, og skulle fortælle om Brønderslev Kommune. Vi var også ofte på Den kommunale Højskole i Grenå for at holde oplæg. Det var altid spændende. Som regel var det sådan, at borgmesteren indledte, derefter kom kommunaldirektøren og så kom turen til mig. Som sidst på podiet har jeg tit måttet rette i mit indlæg, fordi forgængerne havde forgrebet sig på min del.

Engang havde vi besøg af en delegation fra Skotland. Peder Ivar ville vise dem et af Rådhusets kunstværker – en bundløs sparebøsse, udført af Niels Helledie. Den stod i gangen ind til byrådssalen, og Peder Ivar yndede at sammenligne den med kommunekassen. Da han den dag løftede sparebøssen, lå der nogle mønter samt en knap på bordet under den. Peder Iver tog knappen, kiggede på den og sagde: ”Det kan jeg ikke forstå. Vi har da, så vidt jeg ved, ikke haft besøg af skotter før”.

En tid før Peder Ivars 60-års fødselsdag havde vi besøg af Brønderslev-drengen Jørgen Sørensen. Jørgen Sørensen og borgmesterens sekretær sad og stak hovederne sammen, og det undrede Peder Ivar sig efterfølgende over. Mysteriet blev opklaret, da Peder Ivar holdt reception på Landboskolen i anledning af 60-årsdagen, for Jørgen Sørensen havde haft en praktisk ting, som han skulle have afklaret med sekretæren. Ved fødselsdagen fremførte Jørgen Sørensen nemlig en Brønderslev sang, som han havde skrevet og tilegnet Peder Ivar.

Glimt fra personaleområdet

En kommune er ofte kommunens største arbejdsplads, og således også Brønderslev kommune. Hvis man laver det tankeeksperiment, at alle ansatte også er bosat i kommunen, vil ca. hver 10. borger være ens kollega.

Da vi i 1998 skulle overgå til individuel fastsættelse af lønnen, skulle vi igennem alle personalemapper, og alle medarbejderes lønforhold skulle individuelt forhandles med tillidsrepræsentanter eller de faglige organisationer. Det var et stort, men spændende arbejde. Flere organisationer var skeptiske. Men både forarbejdet til overgangen og selve forhandlingerne gjorde, at vi fik et tæt og tillidsfuldt samarbejde med langt de fleste. Vi var på begge sider af bordet enige om, at vi havde en fælles opgave, som skulle løses til flest muliges tilfredshed.

Uanset opgaven nød jeg samarbejdet med mine kolleger, tillidsrepræsen-tanterne og de faglige organisationer. Altid er jeg blevet mødt med en vilje til at ville løse den opgave, vi sad med.

Undertiden kunne en uenighed, dog ikke løses lokalt, og så måtte vi mødes i København med hovedorganisationerne, for vores vedkommende var det Kommunernes Landsforenings Lønafdeling. Her blev sagerne forligt. Jeg nåede heldigvis aldrig at komme hverken i retten, arbejdsretten eller faglig voldgift.

Engang en samarbejdspartner fra KL gjorde mig opmærksom på en fejl, kom jeg til at sige, at det nok var én af de paragraffer, der var røget af i Limfjorden. Det morede KL-folkene sig meget over.

Tilbage i 70’erne var der som regel politikere med ved forhandlingerne, som nok kunne blive langtrukne. Det rakte P.N. Jensens tålmodighed ikke til, og en gang da vi langt om længe fik referatet skrevet under, kiggede han på sit armbåndsur og bemærkede: ”Ja, det er da onsdag endnu”.

Udviklingen gjorde, at det i de seneste år oftest var den enkelte leder og en repræsentant fra personalekontoret, der gennemførte forhandlingerne med tillidsrepræsentanterne.

En gang var vi dog flere ledere til stede ved en forhandling med Akade-mikernes tillidsrepræsentanter. Forinden havde jeg lavet forarbejde til forhandlingerne, og forarbejdet indeholdt ledelsens udspil og ledelsens smertegrænse. Begge eksempler var afstemt, inden vi gik til forhandlingen. Jeg havde en formodning om, at vi nok fik et resultat lidt over midten. Men én af lederne havde nok ikke været helt nærværende, da vi afstemte, for da jeg havde fremlagt udspillet for tillidsrepræsentanterne, udbrød han, at det da ikke var de tal, han sad med. Hvad værre var, han kom i samme åndedrag til at afsløre en del af smertegrænsetallene. Det blev en effektiv forhandling, som endte næsten før den var begyndt. Det er ikke nemt at tage pengene af bordet, når de først er lagt frem!

Gammel Brønderslev kommunes personalepolitik hvilede på Løgstrups etiske fordring fra 1956:  ”Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden dens skikkelse. Hvilken vidde og farve den andens verden får for ham selv, er jeg med til at bestemme ved min holdning til ham. Jeg er med til at gøre den vid eller snæver, lys eller mørk, mangfoldig eller kedelig – og ikke mindst er jeg med til at gøre den truende eller tryg. Ikke ved teorier eller anskuelser, men ved min blotte holdning.”

Den tænker jeg stadig meget over.

Fagre nye verden

Da jeg kom i lære i 1967, var den teknologiske tidsalder så småt ved at vise sit ansigt. F.eks. indberettede vi på papir alle kommunens til- og fraflytninger til Jyske Kommuners Hulkort- og EDB-central, hvor en række såkaldte hulledamer, så overførte oplysningerne til hulkort, som en maskine derefter kunne bearbejde.  Vi var dog ikke helt trygge ved maskinernes arbejde, for vi efterregnede skatten for indkomster over en vis grænse.

Det var også på den tid, vi fik personnumre.

Brønderslev kommune havde egen hullestue. I 1976 fik vi det første tekstbehandlingsanlæg. Når det udskrev, larmede det værre end et tærskeværk, så vi forsøgte at skærme af, så det var muligt at føre en telefonsamtale.

Senere har jeg været med til et utal af møder om IT:  Farligheden ved stråling fra maskinerne; om det var klogt at kable Rådhuset, det kostede immervæk omkring 200.000 kr.; var det nu også klogt at lade de ansatte få adgang til internettet. Vi havde ikke fantasi til at forestille os, at det skulle blive muligt at søge alle de oplysninger, der er nødvendige i sagsbehandlingen, på nettet. Ja, da vi skulle passere årtusindskiftet gik hele Danmark næsten i panik. IT-branchen havde kronede dage, for vi skulle jo sikre os imod, at vore mange IT-systemer skulle bryde sammen, når årstallet skiftede fra 1999 til 2000. Selve nytårsaften før og efter kl. 00.00 var Rådhuset bemandet for at holde øje med udviklingen, men 1. januar 2000 var situationen uforandret. Ja, det gælder virkelig om at bekymre sig i tide, og diskussioner jeg har deltaget i, kan i bagklogskabens ulideligt klare lys være helt absurde.

Kommunalreform 2007.

Omkring årtusindskiftet begyndte vi så småt at høre tale om en ny kommunesammenlægning. Den blev en realitet den 1. januar 2007, hvor Dronninglund og Brønderslev kommuner blev til én: Brønderslev-Dronninglund kommune.

Forud var der som bekendt gået en række forhandlinger om andre konstellationer for begge kommuners vedkommende. Jeg tror, det gælder i begge kommuner, at man til sidst følte sig lidt forsmået, og at det endte sådan lidt som ordsproget – Får man ikke den man elsker, må man elske den, man får.

Heldigvis kendte vi mange kolleger fra Dronninglund kommune fra andre gode samarbejder.

Det var en befrielse, da beslutningen var taget, for så kunne vi gå i gang med at forberede sammenlægningen. Det var et stort arbejde at få to etablerede serviceniveauer og kulturer til at smelte sammen. Det var nødvendigt med stor medarbejderinddragelse. Vi skulle samtidig opret-holde hidtidigt serviceniveau, så borgerne ikke mærkede noget. Som en kollega fra en anden kommune sagde: Det er som at skifte hjul på bilen, samtidig med at den kører.

Mange arbejdsgrupper var nedsat for at komme rundt i alle hjørner af organisationen, og fysisk og organisatorisk var vi på plads til tiden. Det synes jeg godt, vi kan være stolte af.

At skabe samme kultur tager mange år. I Brønderslev var vi vel ikke engang færdige med at snakke om tiden før sammenlægningen i 1970!

Den nye kommune udmærkede sig på mange måder. Lad mig blot nævne, at vi havde dobbelt-navn, 2 motorveje, 2 sygehuse, 2 gymnasier og 2 store markeder. To komponenter er ændret – navnet og antallet af sygehuse.

 Afslutning

Jeg tænker tilbage på mit arbejdsliv med stor glæde og taknemmelighed. Mange af mine tidligere kolleger kalder jeg også mine venner, og når jeg færdes i Brønderslev, er vi rigtig mange, der hilser på hinanden og slår en sludder af – mest om de gode gamle dage.

Jeg er jo nu i den situation, at bakspejlet viser mere end forruden. Det er godt at se noget positivt begge veje.

Lad den tidligere omtalte Brønderslev-sang være afslutning på mit indlæg, som jeg har forsøgt at skære over den humoristiske vinkel:

Som er skrevet af Jørgen Sørensen, Gl. Brønderslev dreng:

 

Det tindrer af sol over hav, over land,

og gederams lyser i Vildmosens sand.

Det synger i haver og hegn,

det dufter af sommerens regn.

Og her, hvor de vestlige vinde har magt,

blev Brønderslev lagt.

 

Af dristige tanker og håb blev den til,

ved målrettet virke: Man kan, hvad man vil,

men farverigt, båret af lyst,

Så broget som skoven i høst.

Vi værner det gamle, vi vover det ny

i Brønderslev by.

 

Når vinteren truer fra øst eller nord,

så samles vi tæt om det gavmilde bord,

hvor langkålen styrker vort mod,

hvor snapsen er gylden og god.

Da klinger på luneste vendelbomål

et længselsfuldt ”skål!”

 

Men snart vender våren tilbage igen,

i Bredgade mødes veninde med ven.

Selv mismodet går sig en tur,

hvor livsglæden ligger på lur.

Og så kommer solen og lyset påny

til Brønderslev by!

 

Jeg rejser så vidt på den vældige jord,

men mest for at gense den by, hvor vi bor,

de venner, der deler mit held,

den nabo, der si´r som jeg selv:

Mens andre må nøjes med Rom og Berlin,

er Brønderslev min!

 

Primo oktober 2021. – Inger Marie Nielsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Eneste kvindelige borgmester,  i den gamle Brønderslev kommune

Arbejde i Jerslev fra 1973 – 2005 – bosat samme sted

Valgt til byråd og Folketing for Socialdemokratiet fra 1993 -2021

I Brønderslev opstod der i 1960érne et levende musikmiljø i den gamle biograf ”Bien” i Bredgade. Biografejer K.G.Fuglsang indbød generøst unge musikere til at bruge biografsalen som øverum,

og snart sprang popgrupper som The Nameless, The Pretenders, The Swagmen og mange flere ud som pigtrådsgrupper, der fyldte salen i hotel Phønix med begejstrede fans. PG- klubben sørgede for arrangementerne og for at trække berømtheder som The Hollies til byen. Dette kapitel i byens historie er udførligt beskrevet af en af musikerne, Jens Dalgaard-Nielsen i bogen: Da pigtråden fængede i det nordjyske…

Jeg oplevede ikke selv dette fænomen i Brønderslev, da mine ungdomsår foregik i Hjørring, men jeg giftede mig senere med et af medlemmerne i The Nameless, Per Hansen, og han fortalte gerne om de år – måske med visse udeladelser. Jeg løb ind i ham i foråret 68, og i løbet af den lange række af studenterfester jeg deltog i det år som nyudsprunget student fra Hjørring Gymnasium, så vi mere til hinanden. Han var begyndt at læse på Hjørring seminarium, hvor jeg også startede året efter. Fremtiden som lærerpar tegnede sig snart, og i 1971 flyttede vi til Jerslev. Per var blevet headhuntet af Jerslev skoles inspektør til at varetage musikundervisningen på stedet. – Og der fulgte også et hus med stillingen! I de år var der en stor mangel på uddannede lærere overalt i landet, så de enkelte sogneråd gjorde alt for at lokke unge friske kræfter til de stillinger, som var slået op på de nybyggede centralskoler. Per opbyggede sammen de andre musiklærere på skolen et godt musikmiljø, og han blev senere en af de faste medlemmer i folkemusikgruppen, Schwåmpis Venner. Mange af de historiske ballader, som gruppen indspillede med traditionel engelsk/irsk eller skotsk musik, har han skrevet.

Vores arbejdsliv startede og sluttede for mit vedkommende i Jerslev. Per afgik ved døden allerede i 1995 efter en lang sygdomsperiode, men jeg fortsatte som lærer på Toftegårdsskolen i Jerslev indtil 2005, hvor jeg blev indvalgt i Folketinget for Socialdemokratiet.

Mit politiske arbejde begyndte, da jeg blev valgt til en række tillidsposter på min arbejdsplads, men jeg tror at interessen tidligt blev vakt i mig. Da jeg var barn lagde jeg øre til højlydte diskussioner i mit hjem, især op igennem halvtredserne. Min farmor, Sigrid Pedersen, var kommunist og opstillet til byrådet i Hjørring i 1950. Hun opnåede dog ikke at blive valgt, men de politiske diskussioner bl.a. om Ungarn kunne få gemytterne i kog, når familien var samlet. Min far var ikke politisk, sagde han, men deltog nu aktivt i meningsudvekslingerne. Min fars familie boede i Hjørring, min mors kom fra en gård nær Sulsted. Min mors onkel, Peter Spliid, blev opstillet til Folketinget for det Radikale Venstre, så med både radikale og kommunister i familien er det klart, at jeg måtte blive socialdemokrat -!

Første gang jeg sagde ja til at opstille til byrådet i Brønderslev var i 1980. Per og jeg havde fået 2 børn, og jeg syntes åbenbart, at de nu var store nok til, at jeg kunne påtage mig denne opgave. Jeg blev heldigvis ikke valgt ind og kunne derfor kaste mine kræfter ind på at støtte Per i hans sygdomsforløb og tage vare på vore børn. I 1993 sagde jeg så ja til udfordringen igen -børnene var i gang på universitet og på gymnasiet, så jeg forsøgte – og blev indvalgt. 4 år senere skete det ved en række tilfældigheder, at den daværende borgmester bad mig om at stille op som hans afløser ved valget i 1997. Peder Ivar Nielsen havde beklædt posten i 8 år, og nu mente han, at en anden skulle tage over. Jeg blev valgt med et meget stort stemmetal, der svarede til, at jeg fik 25,4% af stemmerne – en valgrekord, som jeg dog slog 4 år senere. Ved afskedsfesten for Peder Ivar overrakte han mig personligt borgmesterkæden. En stolt fornemmelse.

Da jeg var den første kvinde i Brønderslev kommune, der havde opnået at blive valgt til denne post, var jeg naturligvis spændt på, hvordan samarbejdet med de andre politikere og med medarbejderne ville løbe af stablen, men det viste sig, at jeg kunne tage det helt roligt. Kompetente medarbejdere anført af kommunaldirektør, Arne Bak Andersen, hjalp mig igennem og tog sig af mig. Selvom der altid er upopulære beslutninger, der skal træffes, synes jeg, at det gik lettere, end jeg måske havde frygtet. Jeg stillede op til kommunalvalget for at få mere velfærd ud til borgerne. Når jeg ser i mine optegnelser fra de år, lykkedes det også, men et par bump på vejen var der da. Jeg glemmer aldrig den dag, jeg blev hentet ud af kontoret, fordi der kom en vred delegation af ældre medborgere, der ville tale med borgmesteren. De havde hørt, at jeg var ude på at lukke det fine nye aktivitetscenter, Grønningen, og nu ville de lige fortælle mig, hvad de mente om det – med store bogstaver. Jeg lærte ved den lejlighed, hvor jeg stod ansigt til ansigt med rollatorer og rullestole og vrede gamle mennesker med stokke, at kommunikation kan være en svær en! Jo – det var rigtigt, at et forslag om at lukke Grønningen var nævnt i det sparekatalog, byrådet skulle arbejde med op til vedtagelsen af et nyt budget. MEN – det var bare et af en lang række spareforslag, som administrationen havde fundet frem for at få pengene til at passe. Bagefter skulle alle forslagene så udsættes for en politisk behandling, før det eventuelt blev til virkelighed. Jeg havde fået signaler fra de øvrige partier om, at det forslag kunne man overhovedet ikke tilslutte sig, så jeg kunne melde ud til den vrede forsamling foran rådhuset, at jeg kunne garantere, at Grønningen ikke skulle lukkes. Alle drog lettede hjem, men mon ikke der var en og anden, som mente, at hende den nye borgmester nok var lige lovlig fræk.

Siden fulgte mange, mange beslutninger og besparelser. En eneste gang oplevede vi i byrådet, at der blev råd til at udvide det, vi i dag kalder servicerammen – altså de penge, man kan bruge på velfærdsydelser. Jeg kan se i en avisartikel fra 2001, at jeg udtaler: ” Byrådet har ved spareindgreb, salg af jord og bygninger, en øget skatteprocent og tilbageholdenhed på en lang række punkter formået at få vendt en stram økonomisk situation”. Brønderslev er og var en fattig kommune med lave skatteindkomster, så der har i alle årene været udvist ekstrem forsigtighed, når vi politikere lagde budget. Der er kun en vej til at øge indkomsten på, og det er ved at få flere borgere til at flytte til kommunen. Derfor blev fokus for mig at markedsføre kommunen som en god bopælskommune. Vi startede en aggressiv markedsføring, hvilket var en ret ny ting i det kommunale landskab. Men for at få nye borgere til, måtte vi jo skaffe flere byggegrunde og sørge for at bygge børnehaver og renovere skoler. Et nyt kvarter skød op i Vestskoven, og et stort anlagt planlægningsarbejde til en hel ny bydel mod nord tog fart. Planen for Ådalen blev, så vidt jeg husker, præmieret, og området er i dag fuldt udbygget.  Men vigtigst af alt skulle vejnettet moderniseres. Brønderslev ligger jo lige midt på landevejen mellem Hjørring og Aalborg og pendlertrafikken var tæt hver morgen og eftermiddag. Vi kaldte det, der foregik, for ”stangkørsel”. Motorvejen var på vej fra syd, og i oktober blev strækningen fra Nørresundby til Brønderslev åbnet med en stor fest med deltagelse af bl.a. Trafikminister Jakob Buksti. Ham havde jeg haft fat i et års tid forinden, fordi jeg havde fået flere meldinger om, at trafikanter med ærinde i Brønderslev kunne blive i tvivl om, hvilken vej de skulle tage, når de skulle vælge afkørsel ved Bouet. Brønderslev figurerede ikke på vejskiltene. Det hed sig, at Vejdirektoratets skiltepolitik var at afvise alle ønsker fra både politikere og borgere, og jeg ved ikke, hvordan Jakob lykkedes med det, men vi fik Brønderslev på skiltet ved afkørslen mod nord ved Bouet.

Jeg havde nok set frem til fire år mere på posten, da vi skulle vælge det nye byråd i 2001. Men selv om jeg slog min egen og kommunens rekord fra 1997 og blev det, avisen kaldte en stemmesluger med mere end 3500 stemmer, så fik den borgerlige del af byrådet dog 48 flere stemmer, end vi i den socialistiske side kunne mønstre. Lange forhandlinger mundede ud i, at Venstre fik borgmesterposten, og jeg blev formand for Børne -og Kulturudvalget, som det hed dengang. Jeg vendte tilbage til Toftegårdsskolen til mit gamle job, som jeg havde haft orlov fra siden 1998, og i de næste tre år var jeg lærer igen. Dejlige gensyn med kollegaer og elever hjalp mig over skuffelsen ved at skulle forlade et arbejde, som jeg havde fundet yderst interessant i fire år, men nye udfordringer viste sig hurtigt. Jeg blev valgt som Hjørringkredsens første kvindelige folketingskandidat samme år, og ved det næste folketingsvalg blev jeg valgt til Folketinget men vendte tilbage til Brønderslev 5 år senere som borgmester i den nye kommune, der var opstået efter en sammenlægning af Brønderslev med Dronninglund kommune – men det er en helt anden historie.

 

Brønderslev maleren

Emil Jensen (født i 1905- død i 1973)

I kirkebogen for Brsl. Sogn står der følgende, opslag 281:

Emil Jensen og Kamma Elvira Jensen blev gift den 31. august 1930 i Brønderslev.

Emil Jensen, blev født i Nørresundby den 20.4.1905. Han var søn Else Christine Larsen, som var født Jensen i Brønderslev. Fader = gårdejer Mads Christian Larsen.

Konen hed: Kamma Elvira Jensen, blev født den 3.1.1907 i Brønderslev. Datter af blikkenslager Christian Jensen og hustru Martha Juliette (Pedersen).

Maleren Emil Jensen

Kilde: Erik Johnsen 1967 (Brønderslev dreng)

Emil er en blanding af en tænker og et følsesomt menneske. Han suger til sig i store drag og han spytter fra sig i form af malerkunst.

Emil kender alle argumenter i den til enhver tid standende kunstdebat, men han er påfaldende svag i kunstdiskussioner. Det ligesom interesserer ham ikke. Han er producent, ikke diskutant. Det kan derfor være mærkeligt for ham at blive portrætteret på den måde, som her er sket. Men jeg tror han er gammel nok til at vide, at det hører med til vilkårene. Vi der ikke kan male, må på anden vis give udtryk for de mange impulser, Emil har givet os.

Ingmar Bergman sagde i en artikel i (politiken 8.-8.1965) at han, hvis han skulle være fuldstændig ærlig, opfattede kunsten som betydningsløs. ”Litteratur, maleri, musik, film, teater avler og føder selv.”

Jeg citerer naturligvis, fordi jeg er enig heri. Men jeg citerer specielt, fordi netop denne sentens passer på maleren Emil Jensen. Kunstnerisk har han avlet og født sig selv. Han er ikke nogen ”dybere mening” med sin kunst, han skaber og når sin tilfredsstillelse i selve den skabende proces, og overlader så fortolkningens underværker til os andre. Dermed bliver han i vore øjne ganske simpelt kunstner.

Og vi tvivler ikke om, at han vil vedblive at være det, uanset hvad fremtiden måtte ændre i vort billede af ham.

Kilde:

Fra en gammel avisartikel i Vendsyssel Tidende (1965) har jeg plukket og afskrevet det mest interessante.

Citat:

“Maleren Emil Jensen, Brønderslev, gik i landsbyskolen, hvor han ikke lærte at tegne, men blev smededreng, oplevede en malerkarriere, der er blevet dansen på line mellem selvtillid og selvkritik.

Maleren Emil Jensen har aldrig haft nødig bare at slå tiden ihjel. For ham er hver dag en oplevelse. Enten han færdes i sin hjemby, Brønderslev, eller han arbejder hårdt og intenst i sit atelier, er der udvikling at spore. Allerhelst vil han give døgnet det dobbelte antal timer. Trods en enorm produktion er han stadig på vej – og finder, at han næppe endnu har malet sit bedste billede. Tirsdag den 20. april fylder Emil Jensen 60 år. I 20 år har han – som han selv siger det – bakset med farver, pensel og palet. Men stadig og hver dag går han lige veloplagt til staffeliet.

At være kunstner er et heldagsjob

Måske er det skæbnens ironi, at han ikke som kunstner med svejseflamme og jern er blevet en ”Store Robert”. Med tilfredshed noterer han sig imidlertid, at det blev maleriet, der blev hans livsopgave – og at han sin uddannelse som beslagsmed til trods er sluppet for at lægge sko på sprælske og genstridige heste.

Før billedet var lærredet nøgent.

Maleriet skal have sind. Billedet skal genspejle den personlige oplevelse, og kravet til maleren er, at han hele tiden må prøve kræfter med sig selv og danse på en line mellem selvtillid og selvkritik. Som maler skal man kunne tro på sig selv – og gøre det uden at blive indbildsk eller blot selvtilfreds. Man skal gøre tingene enkle og lige til, og alligevel give billedet mest muligt malerisk indhold. Og guderne skal vide, at man som maler har nok at gøre med at stille krav til sig selv og ikke til andre.

Men – når billedet er færdigt, tror jeg alle malere har det lille krav – eller skal vi sige ønske – at beskueren vil huske på, at før billedet var lærredet nøgent – og huske på, at al den fornyelse der ikke har forbindelse bagud, mister sin sammenhæng i en naturlig udvikling.

Apropos den naturlige udvikling:

Emil Jensen begyndte først at male som 40-årig.

Før den tid skænkede han ikke maleriet en tanke – i hvert fald ikke bevidst, og om denne side af sagen siger han, at man ikke havde tegning som fag i den to-klassede landsbyskole, hvor han hentede sin første lærdom.

Maleri er man alene om

–        Årsagen til min sene vandring ad kunstens vej må vel ses i relation til landsbydrengens lige så sene møde med maleriet, der for mig var noget helt nyt – men Gud bevar os, ikke noget vidunderligt – nej tak, sådan noget kunne jeg da gøre meget bedre, troede jeg – og så var maleriet pludselig spændende. Det var noget jeg måtte være helt alene om, for jeg kunne jo ikke uden videre gå hen og spørge andre, hvordan det skulle gøres. Som årene er gået, står det mig mere og mere klart, at det stadig forholder sig sådan – et maleri er man alene om.

–        De første famlende forsøg gav blod på tanden og tre år efter kom jeg med på Vrå-udstillingen, året efter fik jeg billeder med på Kunstnernes efterårsudstilling – og var med ét i den syvende himmel. Det var jo spændende.

–        Men så kom sliddet for alvor – jeg var fanget ind og sad fast i jerngrebet og kunne ikke rive mig løs – jeg, som ikke kunne tegne. Pudsigt nok har tegneren Hans Bendix for nylig diskuteret dette spørgsmål med mig, og på ham og mig er der en stor forskel – netop den forskel, der er mellem en tegner og en maler, både midler og udtryk er jo vidt forskellige. I maleriet ser man ikke først og fremmest på, om det er godt tegnet, men på, om det er godt malet. At kunne tegne er selvfølgelig en hjælp til at give fornemmelse for formen i maleriet. Man skal bare ikke spekulere på tegnefærdighed i den forstand. I visse afarter af maleri, i særdeleshed de, som kaldes spontane abstraktioner, behøver man vel hverken at kunne tegne – eller male.

 –        Stor og voksende interesse for kunst

–        Dog – jeg vil ikke lade fantasien blive fantasteri. Som kunstner vil man helst arbejde i ro og lade billederne tale for sig selv – uden al den megen snak om kultur og hvad ved jeg. Den senere tids kulturdebat har unægtelig givet mig fornemmelsen af, at talestrømmen om kultur måske kan blive så hæsblæsende, at mange, der mener det godt, løber risiko for at besnakke sig selv og kvæle egen fornuft med ord.

Signeret h-c.”

Kilde: Vendsyssel Tidende d. 17.4.1965_Brønderslev. Arkiv.dk/Hjørring.

 

 

 

Dommergården i Bredgade

 

Vi har før læst og drøftet en del skildringer om denne hædersmand, som jeg virkelig synes fortjener endnu en runde, så vi kan få blotlagt nogle af hans fremragende egenskaber. Menneskelige egenskaber som han dagligt benyttede i sit virke som dommer i Brønderslev og i bi-retten i Pandrup. Jeg tror ikke, at vi i dag, vil kunne finde en dommer som ”tør” forvalte sit embede på samme morsomme og humane måde, som Kardel gjorde. Som voksen er jeg kommet til at “elske” hans facon at håndtere sit embede på, men som barn var jeg en smule ræd for dommer Kardel, især når han skældte mig ud for at spærre fortovet med min “aviskærre”. Han kunne endog finde på at fange en med sin stok og aflevere en reprimande, hvis man f.eks. ikke pænt gik ind til siden, når han kom gående. Den gang vidste jeg ikke, at manden dårligt nok kunne se fem meter frem for sig.

Men se lige her, hvad den gæve dommer kunne finde på i retslokalet:

Dommeren forligte sag på sin sidste retsdag.

————————————————————-

Dommer Johan Kardel, Brønderslev, beklædte i går for sidste gang dommersædet i civilretten i Pandrup, idet han går af pr. 1. juli. Dommeren har i de godt ti år, bitinget i Pandrup har været underlagt hans embede, ofte satset på at få civilsager forligt, og også på sin sidste dag i går lykkedes det ham som så mange gange tidligere at skabe forlig i en sag.

Det var mellem to Kaasborgere i en ejendomshandel. Sælgeren havde krævet køberen for et restbeløb plus renter. Ved forliget gik de to parter ind på, at køberen kun skulle betale det skyldige beløb uden renter, og at sælgeren selv skule påtage sig sagsomkostningerne.

Dommer Johan Kardel har i øvrigt i de år han har virket i Pandrup gjort sig afholdt ved sin ligefremme og hjælpsomme væremåde, og de, der har deres gang i retten, vil givetvis komme til at savne den ”gamle” dommer.

###

Udsyn og fremsyn er bedre end fjernsyn.

———————————————————

En fodermester fra Hvilshøj ved Brønderslev var torsdag tiltalt for at have kikket gratis fjernsyn i et halvt år: Han havde ikke betalt sin licens.

Sagen blev overdraget til retten i Hadsund, og dommer Kardel beroligede fodermesteren: – Vi skal nok henstille til dommeren dér, at der gives en mild dom.

Inden fodermesteren forlod retslokalet, sagde dommeren formanende: – Udsyn og fremsyn er bedre end fjernsyn.

Han vedblev: – Nu får De en dom fra Hadsund. Den kan De så appellere til landsretten. Så går tiden med det.

##

Fik juleadvarsel for at have solgt tilløbet kalkun.

——————————————————————

– De slipper med en alvorlig juleadvarsel, sagde dommer J. Kardel i retten i Brønderslev til en 49-årig landmand. Han var sigtet for at have solgt en kalkun, der ikke tilhørte ham.

– Han forklarede i retten, at kalkunen kom løbende ind på hans grund, og at den gik 10 dage i hans hønsegård, uden at nogen kom efter den. Derefter solgte han den. Han indrømmede dog, at han vidste, det var ulovligt.

Kilde: Lokalhistorisk arkiv, Brønderslev

Det er med stor beundring og et bredt smil på læben at jeg læser disse morsomme artikler og ønsker mig tilbage til den tid, hvor byens dommer ikke KUN viste sin myndighed i retslokalet, men også i det offentlige rum – tak for god forvaltning Johan Andreas Kardel!

1. Jeg er sikker på at dommer Kardel kunne have styret Brønderslev uden politi, for han var meget til stede i det offentlige rum.

Johan Andreas Kardel blev født i Korsør i 1898 og døde i 1970.

1. En tidl. dommerfuldmægtig i Brsl. Ditlev Nielsen skrev engang til mig, at han var ved at indsamle anekdoter om dommer Kardel fra sin tid som ung jurist i BRØNDERSLEV. Om han nogensinde blev færdig med denne bog og om han fik den udgivet, ved jeg ikke.

Kilde:Lokalhistorisk arkiv, Brønderslev

Brønderslevs dommer, Johan Kardel, er ingen helt almindelig dommer, og når han til sommer trækker sig tilbage på grund af alder, kan det med sikkerhed fastslås, at han ikke vil blive glemt på egnen. Han er som få i bogstavelig forstand blevet dus med landsdelens befolkning, og han er skønt Sjællænder af fødsel stolt over at have virket i henved 25 år i en retskreds ”norden for lands lov og ret”.

Dommer Kardel er især blevet kendt for at efterleve det gamle ord ,,Hellere et magert forlig end en fed proces” og et eksempel herpå gav Brønderslev og omegns Landboforenings formand, gdr. Niels Østergaard, Vrensted i en tale for dommeren ved en selskabelighed efter foreningens generalforsamling, hvor Johan Kardel repræsenterede retskredsen for sidste gang.

For en del år siden havde jeg købt en hoppe på ungskuet, fortalte Østergaard. Den havde fejl, og da den havde fået et par føl, solgte jeg den igen med de samme fejl. Halvandet år efter kom der bud fra dommeren, at jeg skulle møde i retten på grund af hoppe-handelen. Hvorfor skal jeg med”, spurgte jeg. Jo, der er en hel del krejlere indblandet i sagen, og jeg vil I hvert fald have en med der vil sige sandheden svarede dommeren, Nå, vi mødtes i retten, men meningerne stod stejlt, og udtalelserne var skarpe, alt imens dommer Kardel sad og bladede i papirerne og stambogen. Pludselig fandt han ud at, at der var hoppens fødselsdag, og den chance lod han ikke gå fra sig: ”I stedet for at sidde her og skændes, så synes jeg, I skulle skillinge sammen og give chokolade på restaurant Hedelund til os alle syv”, sagde han. Det hjalp. Vi fik chokolade, og der blev forlig i sagen.

Dommer Kardel der var dommer i Brønderslev fra 1945 til 1968 var en ikke helt almindelig dommer.

Han skulle engang have udtalt:

1) Jeg har aldrig fået kørekort, men jeg har taget mange.

2) Et magert forlig er bedre end en fed proces.

3) Hvad er Danmarks sønner uden bønner (kaffebønner)

Han var en lidt spøjs person, men vellidt.

 

Børnehjemmet

(Var beliggende lige nord for Nørregade)

Den spæde begyndelse

Sygeplejerskerne Sofie Dorthea Kaae, kaldet Soffy, og hendes veninde, sygeplejerske Kirstine Boyer Kløjgaard, kaldet Tollo, kendte hinanden fra Sønderjylland, hvor de begge skulle tage den psykiatrisk del af sygeplejerskeuddannelsen.

De havde begge søgt stilling som menighedssygeplejerske i Brønderslev, og begge blev ansat i 1925.

Begge sygeplejersker brændte for omsorg og bedre vilkår for uønskede børn, og i 1929 etableret de sig i en lejlighed i Krogensgade og begyndte at modtage uønskede spædbørn.

På grund af pladsmangel flyttede de senere i Tunnelgade i det gamle sygehus, som lå imellem A/S Peder Nielsen ”Pedershaab” og Hedelund.

I 1934 indviede de et stort og flot spædbørnshjem på Tolstrupvej 2 med plads til 39 børn. Børnene i det gamle sygehus flyttede ind i det nye børnehjem, men der var 44 børn, så det nye hjem var overbelagt fra starten.

Foruden de to sygeplejersker frk. Kaae og frk. Kløjgaard, som begge var ledere af børnehjemmet, var der ansat en assistent og ni elever. Der var en økonoma til at sørge for madlavningen, og en mand passede både haven og fyret.

Børnehjemmet rådede over vaskerum, tørrerum, viktualierum, brændselsrum og fyrrum i kælderen. Der var elevator fra viktualierummet og op i køkkenet.

I stueetagen var der seks store lyse børnestuer, legestue, liggehal, kontor, køkken, spisestue og badeværelse.

Førstesalen rummede sygestue, ti elevværelser, en altan og to private værelser til ejerne.

Dengang var arbejdsdagen fra kl. 07 til kl. 19 inklusive en middagspause. Mindst to barneplejersker skulle yderligere have aften- og nattevagt 14 dage i træk, og derefter havde de fire fridage.

Det var eftertragtet at blive uddannet barneplejerske på Brønderslev Børnehjem. Nogle piger betalte ovenikøbet for at blive elev. Mere end 800 barneplejersker har fået deres uddannelse der.

Børnene

Jordemødrene kom med de spæde børn fra ugifte kvinder, og mødrene kunne besøge deres børn i op til tre måneder efter at have afleveret dem. De fik tid til at fortryde. Lederne af børnehjemmet prøvede at anspore de unge mødre til at beholde deres børn, men det var i sidste ende mødrenes egen beslutning, om de ville lade deres børn forblive på børnehjemmet med bortadoption for øje.

Det var nemmest at bortadoptere pigerne, men de fleste af børnene fik dog et nyt hjem.

De børn, som ikke blev bortadopteret, blev så vidt muligt på børnehjemmet til de var to år, hvorefter de blev overflyttet til andre institutioner.

Børnene fik den sunde kost, der passede til børnenes alder med kosttilskud som levertran og vitaminer.

Børnenes senge stod i lige rækker, og alle børn blev vendt på samme tid til samme side, så hvis et barn lå på den forkerte side, skyldtes det personalets forsømmelse.

Der herskede disciplin på stedet. Der blev sagt ”værs’go” til at spise, og så blev der ikke talt mere under spisningen.

Børnefødselsdage blev ikke fejret, men til jul dækkede den kreative fru Thomsen et rigtigt julebord med røde bånd og tallerkener i snorlige rækker. Fabrikant Peder Nielsen og fru Johanne sendte i mange år julegaver til børnene på børnehjemmet.

Brønderslevs forretningsdrivende og borgerne var meget gavmilde overfor børnehjemmet. Der blev strikket tøj, der blev leveret sukker, som var rationeret, og købmand Johansen kom gerne med en kasse appelsiner.

Børnetøjet blev leveret af manufakturhandler Henning Møller og strikkeriet i Hedelundsgade.

Børnene fik frisk luft i vugger, som blev stillet op på række på græsplænen, og bleerne hang rækkevis til tørre bagved huset.

De lidt større børn skulle også have frisk luft og lære byen at kende, så de blev kørt i to røde trækvogne ned i byen, hvor de måske så heste, et tog eller andre ting.

Hver fjortende dag blev børnene tilset af en læge, og en gang imellem, uden varsel, kom en dame fra børneforsorgen i København for at se, om alt gik rigtig til. Det gjorde det altid.

Besættelsen 1940 – 45

Under besættelsen indrettede nogle tyske soldater sig i plantagen bag børnehjemmet. Deres leder hed Goebbel, og han var stærk modstander af, at tyskerne skulle overtage børnehjemmet, som så skulle flyttes til Teknisk Skole, hvilket dog ikke fandt sted.

På grund af Goebbels modstand mod planen blev han sendt til fronten. Han gik grædende rundt og sagde farvel til personalet på børnehjemmet.

Under besættelsen var det vanskeligt at skaffe bleer, men Henning Møller ofrede noget dyrt stof til formålet, for bleer skulle der til.

Under besættelsen boede Sofie Kaae Thomsen og hendes mand på en ejendom på Tolstrupvej, og derfra fik børnehjemmet leveret kød, mælk, og grøntsager, som der var knaphed på.

Barneplejerskerne

Med så mange barneplejeelever samlet på et sted blev børnehjemmet også et trækplaster for byens unge mænd. Det var i orden, at pigerne gik ud om aftenen, men de skulle være hjemme senest kl. 22. Der er eksempler på, at unge mænd hurtigst muligt skulle gemme sig i et skab for ikke at blive opdaget på pigeværelserne af den strikse frk. Kløjgaard.

En barneplejeelev bad en dag frk. Kløjgaard om tilladelse til en fridag, for hun skulle giftes. Pigen blev fuldstændig afvist, og den ulykkelige pige klagede sin nød til frk Kaae.

Den lidt blødere og forstående frk. Kaae spurgte frk Kløjgaard, om hun virkelig ville stå i vejen for den unge piges lykke. Pigen fik sin fridag og blev gift.

Børnehjemmets videre skæbne

Efter besættelsen gik det ikke så godt med økonomien, selvom der var mange børn.

Børnehjemmet blev overtaget af staten den 1. november 1946 og blev en selvejende institution under staten. Sofie Kaae kom til at stå for den administrative ledelse og indkøb, udover arbejdet med børnene. Frk. Kløjgaard fik ansvaret for personalet, køkkenet og børnene.

I 1947 trak Sofie Kaae sig fra børnehjemmet, da hun flyttede ind på Gl. Buurholt i Øster Brønderslev sammen med sin mand og børn.

Frk. Kløjgaard havde lovet frk. Kaae en pels af ægte ræv, hvis hun lod være med at gifte sig.

En rævepels var dog ikke nok til at afholde frk. Kaae fra at blive fru Sofie Kaae Thomsen. Hun vedblev dog med at strikke trøjer og strømper til børnene på børnehjemmet.

Efter nogle år kom Sofie Thomsen tilbage til børnehjemmet, som hun stadig ejede en del af, og som hun holdt uendelig meget af.

Flere og flere mødre blev i stand til selv at passe deres børn, og fædrene blev pålagt et øget bidrag til børnenes underhold. Behovet for børnehjemmet svandt derfor langsomt ind og blev i 1959 opsamlingshjem for evnesvage børn.

Børnehjemmet kom til at hedde Brønderslev Ventetidshjem med plads til 25 børn i alderen fra to til ni år.

I 1988 var bygningerne erklæret uegnet til formålet, og institutionen blev nedlagt.

Sammenhold

Sofie Thomsens fem børn skulle hver dag i skolens middagspause fra kl. 12 til 13 spise deres madpakker på børnehjemmet og bagefter gå op i ’privaten’, hvor der stod to småkager til hver. Der sad de så, medens frk. Kløjgaard sov middagssøvn, men de ville meget hellere have været sammen med skolekammeraterne.

Frk. Kløjgaard og Sofie Thomsen holdt sammen i mange år. Hver lørdag var familien Thomsen på besøg på børnehjemmet, og hver søndag var frk. Kløjgaard på besøg på Gl. Buurholt.

Sygeplejerskerne Sofie Dorthea Kaae Thomsen og Kirstine Boyer Kløjgaard døde begge i 1968 med fire måneders mellemrum.

 

Kilder:

Sofie Kaae Thomsens datter, Inger Kaae, har bidraget med informationerne i denne artikel. Inger har gennemlæst nærværende artikel og har ingen indvendinger imod, at den bliver publiceret i denne bog.

Elly Jensen, født Vogt, var i 1947 barneplejeelev på børnehjemmet, har ligeledes bidraget med mange informationer.

Nogle oplysninger og billeder er hentet i bogen ’Fra land og by 5’, i Bent Søndergaards artikel ’Brønderslev Spædbørnehjem’ fra side 56.

Tonny Bistrup

Juni 2021