Af Marianne Gade
Erhvervsparkens historie
Erhvervsliv og iværksætteri hører heldigvis ikke kun forrige århundrede af Brønderslevs historie til, og der er de sidste snart tyve år blevet arbejdet benhårdt for at sikre, at iværksætteriet stadig har de bedst mulige kår til at vækste og hermed skabe arbejdspladser i Brønderslev kommune. Derfor blev der i 2004 – på initiativ fra Brønderslev Industrihus A/S med Benny Balle Jensen som formand – etableret den første udviklingspark, der indeholder fire haller med tilhørende kontorfaciliteter samt 610 m2 kontorarealer hovedsageligt indrettet til mindre virksomheder.
Initiativet viste sig at være en rigtig god idé. Tilbuddet udfyldte et behov for Brønderslevs iværksættere, og der opstod ventelister. Derfor blev det klart, at der var et yderligere behov for faciliteter til at huse endnu flere iværksætteres gode ideer. Erhvervspark nummer to blev derfor opført i marts 2007 med tilskud fra EU, samt sponsorater fra det lokale erhvervsliv. Det nye byggeri indeholder yderligere to mindre haller og i alt tolv kontorer af varierende størrelse.
Dette er en succeshistorie vi i Brønderslev Erhverv & Turisme er stolte af at medvirke til og skrive os ind i. Og i 2016 flyttede vi lokaler til erhvervsparken og blev en del af det dynamiske iværksætterfællesskab. Her kan vi fortsat være med til at sikre, at virksomhederne har det godt og give dem de bedste rammer for at udvikle sig og vokse sig større.
Min historie i Brønderslev Udviklingspark
Mit eget engagement i Brønderslev Udviklingspark startede for 13 år siden, hvor jeg indtrådte som erhvervschef i Brønderslev Erhverv & Turisme og få år efter blev direktør for udviklingsparken. Det er meningsfuldt hver dag at medvirke til at give de bedste muligheder for nyopstartede virksomheder. Det tætte samarbejde giver det bedste potentiale for virksomhedernes succes. Det medvirker til, at der er noget personligt på spil, hvilket skaber et stort ønske om at se virksomhederne og menneskene bag lykkedes. Lige så glad jeg bliver, når en virksomhed går fra en indledende samtale til at skabe overskud og arbejdspladser, lige så ked af det bliver jeg, når det går dem dårligt. Det tætte samarbejde giver et værdimæssigt medejerskab af virksomhederne, de bliver ens børn. Jeg tror på, at det personlige engagement er nødvendigt for at lykkedes i rollen som erhvervschef og direktør i udviklingsparken.
Udover virksomhederne er det tætte samarbejde om udviklingen af nye initiativer med bestyrelsen og bestyrelsesformand Kent Lindberg en af mange grunde til, projektet er så fedt. Så mange ildsjæle, der brænder for Brønderslev, iværksætteri og byens erhvervsliv, gør jobbet både meningsfuldt og givende.
Virksomheder med vokseværk
Der har alene siden 2011 været ikke mindre end 104 virksomheder, som har lejet sig ind i erhvervsparkens faciliter, og vi er ikke i tvivl om, at Brønderslevs rugekasse for iværksætteri og gode ideer fungerer.
Dette kan vi blandt andet se ved, at flere af virksomhederne, der har haft deres opstart her, er lykkedes med at vokse sig så store, at der simpelthen ikke er plads til dem i Erhvervsparkens lokaler. Selvom vi selvfølgelig er kede af ikke længere at dele lokaler med dem, glæder vi os over virksomhedernes vækst og i lige så høj grad at langt størstedelen af dem vælger at fortsætte deres eventyr i Brønderslev Kommune. Erhvervsparken er hermed til gavn for både virksomheder, private udlejere, kommunen og dennes borgere.
Blandt succeshistorierne kan nævnes Richard Thomsen Erhvervsbyg, der i dag har adresse på Håndværkervej 16 med syvogtyve ansatte samt Backyard Living. Firmaet har med sine ni ansatte adresse i Erhvervsparken med både showroom og kontorer, og er sammen med utallige andre virksomheder med til at skabe arbejdspladser og vækst i Brønderslev.
Det er glædeligt at se, at Brønderslev kan skabe rammerne for så mange forskelligartede gode ideer drevet frem af iværksætternes initiativ og hårde arbejde.
I 2021 huser udviklingsparken virksomheder inden for alt fra grilludstyr og fitnesscenter til psykologer, softwareudvikling og en bred vifte af andre områder, der alle er med til at tegne det moderne erhvervsliv i Brønderslev. Der er selvfølgelig spændende projekter i støbeskeen med henblik på at tiltrække endnu flere. Vi glæder os derfor til at være med på rejsen og skrive de næste 100 års erhvervshistorie i Brønderslev.