Af Inger Aarup-Kristensen
”Danmarks mest populære forfatterskole for unge ligger i Brønderslev”, sådan blev der sagt i Søndagsavisen i DR TV for snart mange år siden, og forfatterskolen er stadig uhyre populær blandt unge fra hele landet.
Hvorfor blev forfatterskolen så populær?
I 2004, da vi startede, fandtes der ikke tilsvarende kurser for unge under 18 år nogen steder i landet, og rigtig mange unge skrev tekster, som de drømte om at udgive men i stedet gemte væk i skrivebordsskuffen. En af eleverne udtalte: ”Det føles ligesom at bage småkager og bagefter smide dem i skraldespanden.”
En anden elev fortalte: ”Somme tider læser min mor eller mormor, det jeg skriver, men de siger jo altid, at det er flot skrevet! Det er klart bedre at få objektiv kritik af en rigtig professionel forfatter på forfatterskolen.”
De professionelle forfattere, hvis løn bliver betalt af Kulturministeriet, har altid været en af de helt vigtige grunde til succesen. Det er noget andet at møde en person, som selv lever og ånder for at skrive og ved, hvad der skal til, for at få en bog udgivet, end at blive undervist af en skolelærer.
En medvirkende årsag er også, at alle elever efter kurset får udgivet deres tekster i en bog, der bliver udsendt til skole- og folkebiblioteker.
Da det første kursus blev afholdt eksploderede omtalen af Brønderslev Forfatterskole, da journalister fra både lokale og landsdækkende aviser, tv og radio fandt det ekstremt interessant, at unge helt frivilligt brugte deres sommerferie på at dygtiggøre sig.
Det faktum, at kun 30 unge blev udvalgt ud fra 300 ansøgninger, betød selvfølgelig også, at det var 30 meget motiverede og interesserede elever, der kom til Brønderslev. Alle slog lyttelapperne ud og arbejdede ihærdigt, så i løbet af en uge i Brønderslev, lærte de meget mere end på et langt forløb i folkeskolen. Eleverne kunne siges at opfylde enhver folkeskolelærers drøm. De sugede viden til sig. Det blev bemærket, og de efterfølgende år blev flere og flere elever henvist til at ansøge, af deres forældre og lærere.
Skolen blev heldigvis med årene i stand til at optage flere elever, for det var ikke sjovt at sende afslag til så mange dygtige unge. Flere søgte faktisk ind 3-4 år i træk, inden de kom ind.
Forfatterskolens elever har ben i næsen.
Allerede efter første år blev Therese fra 8.klasse sammen med forfatter Cecilie Eken og undertegnede inviteret til at repræsentere Kulturministeriet i forbindelse med den årlige bogmesse i ”Bella Centret”.
Her gik Therese frejdigt på scenen og holdt oplæg for en stor forsamling af lærere, bibliotekarer m.fl.
Jeg husker især, da hun fortalte, at hun til daglig altid holdt sig tilbage i timerne og bevidst gjorde sig lidt dummere, end hun var. Ellers ville hun blive moppet og kaldt lærerens kæledægge. Den slags oplevede hun ikke på forfatterskolen, hvor alle elever var lige interesserede og dygtige.
Et par år senere var Cecilie og jeg igen inviteret til at holde oplæg til et seminar om litteratur for børn og unge. Denne gang i ”Den sorte Diamant” i København. Vi deltog sammen med de to 15-årige forfatterskoleelever, Jacob og Anders.
Jacob, der var klædt i sit fine konfirmationstøj, startede med at sige, at han snart skulle til sin første eksamen, så nu ville han bruge dette foredrag som en generalprøve. Han fortalte, uden at ryste på stemmen, hvor meget han havde lært på Brønderslev Forfatterskole. Efterfølgende svarede hans kammerat Anders på spørgsmål fra salen.
Uden forudgående aftale repræsenterede de to drenge hver deres type af elever. Anders mødte nemlig op iført kondisko, t-shirt og omvendt kasket. Flere bibliotekarer ville vide, om de unge ikke lige så godt kunne lære at skrive på et kursus i deres egne kommune. Hertil svarede Anders prompte: ”NEJ absolut ikke. Det bedste ved at komme til Brønderslev er netop at få nye venner, der er lige så interesseret i at skrive som mig. Dem har jeg ikke mødt nogen af i den by, jeg kommer fra.”
På første række i salen sad kulturministeren, undervisningsministeren og flere af deres embedsmænd, og jeg er overbevist om, at det skyldes de to drenges ”optræden”, at jeg et par dage efter modtog et brev fra ministeriet om, at der automatisk ville blive tildelt penge til de næste tre års kurser, så det ikke var nødvendigt at sende den årlige ansøgning.
Som nævnt var det vanskeligt at slippe gennem nåleøjet og blive optaget på Brønderslev Forfatterskole. Derfor kunne ingen deltage mere end én gang de første år. Der var ikke penge til at oprette et hold for fortsættere.
Da Amanda på 13 år var kommet hjem efter sit kursus i 2005, kontaktede hun mig og spurgte, hvordan hun skulle gøre, hvis hun selv ville arrangere et fortsætterkurssus for de 30 elever på hendes årgang.
Jeg fortalte om økonomien, og det resulterede i, at Amanda blev den yngste, der nogen sinde havde søgt og fået bevilget penge fra Kulturstyrelsen. Derefter søgte hun Dansklærerforeningen om penge til bogudgivelsen, og her blev interessen skabt for et flerårigt samarbejde mellem Dansklærerforeningen og Brønderslev Forfatterskole.
Forfatter Bjørn Themsen og jeg syntes, det var så flot et arbejde Amanda havde udført, at vi på tværs af normal procedure afviklede et specielt fortsætterkursus i efterårsferien i Brønderslev, og det viste sig at 29 ud af de 30 mulige elever deltog.
Nye hold – Nye muligheder
Det hele startede med ét hold for 30 danske elever, der skrev noveller.
I 2005- 2008 var der sommerkursuser for 30 unge danskere og 45 unge fra Skandinavien. Alle skrev noveller. Desuden blev der afholdt det omtalte fortsætterhold for Amandas årgang i efterårsferien.
Da der var så mange danske elever, der hvert år fik afslag, besluttede vi i 2009 at erstatte de skandinaviske hold med flere hold for danskere, så der i alt blev optaget 75 danske elever i Brønderslev. I fem år lykkedes det desuden at skaffe penge til, at der på Fanø kunne oprettes en slags filial, hvor 30 unge blev undervist i efterårsferien.
Siden da har der hvert år deltaget omkring 75 unge i Brønderslev Forfatterskoles sommerkurser. Fanø måtte desværre dreje nøglen på grund af manglende tilskud fra ministeriet.
Gennem årene er der blevet undervist i meget andet end noveller: Børnelitteratur, fantacy, poetry slam/ spoken word, filmmanuscripter, essays, Young Adults og bogillustrationer blev nye tilbud.
Samtidig med, at der blev flere pladser og mulighed for at vælge nye typer kurser, åbnede forfatterskolen for, at en elev kunne deltage mere end et år, hvad rigtig mange benytter sig af i dag.
Uddrag fra min digitale postkasse
Gennem alle årene som koordinator for Brønderslev forfatterskole har jeg elsket at læse de E-mails, eleverne efterfølgende sendte. Her er et lille udvalg:
” Normalt er jeg en meget fattet person, jordbunden og røvsyg, men selv efter en lang og udmattende skoledag havde jeg overskud (spørg mig ikke fra hvor) til at hyle og skrige som en anden poptøs til Tokyo Hotel-koncert, da der på spisebordet lå fem bøger, med min novelle i! En fantastisk følelse, en varme og glæde indeni…. Man følte sig som ” Etha Cameron i Disneyland, der spiser regnbueis med lykkepillekrymmel! Og nu er vi alle rigtige forfattere…” Line
Selvfølgelig er det dejligt at få udgivet sin novelle i en bog, som alle kan låne på biblioteket. En ekstra oplevelse var det for flere elever, der efterfølgende fik deres novelle udgivet i undervisningsmateriale fra Gyldendal eller fik deres noveller udvalgt som eksamenstekst via Dansklærerforeningens udgivelser.
Som en elev udbrød: ” Tænk at det kan være min novelle, som Peter fra 8. klasse i Hillerød skal eksamineres i næste år. Det er for vildt!”
Simon skriver:” Jeg har efterhånden fået læst alle novellerne i vores bog…. Hver gang jeg ser bogen, tænker på den, eller sidder med den i hænderne, flyver jeg et sted op i skyerne – og fyldes samtidig med minder fra i sommers. Det er en fantastisk fornemmelse! Det giver mig en kæmpe lyst og mod til at fortsætte med mine skriverier. Jeg snakker stadig med en masse af de venner, jeg fik i sommers, og det hjælper mig også klart til at bevare denne lyst. Vi giver hinanden konstruktiv kritik, men vi snakker selvfølgelig også om alle mulige andre ting. Jeg må sige, at jeg er rigtig glad for de nye venner, jeg har fået ”
Er der så nogen af eleverne, der er blevet ” rigtige” forfattere.
” Ikke alle små forfatterspirer ender som store fortællere. Men enhver stor fortæller har engang været en lille forfatterspire.”
Ordene er oprindelig skrevet af den kendte forfatter fra Løkken, Hanne Vibeke Holst, der er protektor for forfatterskolen, og selvfølgelig har hun ret. Danmark udklækker ikke, hvad der svarer til 75 nye forfattere om året.
Da jeg elsker at følge med i de tidligere elevers liv via sociale medier, kan jeg se, at rigtig mange af eleverne har taget uddannelser, hvor de bruger deres sprog. Flere underviser også andre i at skrive rundt omkring på landets biblioteker.
Der er da også en håndfuld elever, der har udgivet selvstændige romaner på store forlag.
Med fare for at glemme nogen kan jeg nævne nogle af de elever, der har udgivet på de største forlag.
Zakiya Ajmi har udgivet børnebøger, digte, romaner m.m. på f.eks. Carlsens forlag og Gads Forlag.
Gyldendals forlag står bag de tre tidligere elever Yahya Hassan, Emma Elisabeth Nielsen og Saynab Farah Dahirs udgivelser i form af digte og romaner.
Flere andre har skrevet egne romaner til mindre forlag eller skrevet manuskripter til kortfilm, teaterforestillinger m.m. Atter andre har bidraget med artikler i tidsskrifter og antologier.
Endelig er både Zayira og Saynab vendt tilbage til Brønderslev Forfatterskole. Nu som undervisere.
Sådan opstod ideen
Tilbage i 2003 deltog jeg i et seminar i Kulturministeriet. Her talte jeg med en del forfattere, der sagde, at de var meget glade for at være en del af ministeriets huskunstnerordning, som sørgede for, at forfattere kunne holde foredrag rundt omkring i kommunale folkeskoler. De var glade for at tjene lønnen herfor, MEN desværre var der i hver klasse kun én eller to elever, der egentlig syntes, det var spændende at deltage. De øvrige var der kun, fordi det var en del af undervisningen, og de havde pligt til at være i lokalet.
Seminaret handlede om, at unge mennesker skulle gøres mere interesseret i at læse, og der skulle afsættes midler, som bibliotekarer og lærere kunne søge, hvis de havde gode ideer til at få unge til at læse mere.
Jeg var netop tiltrådt i jobbet som fritids-og kulturkonsulent i Brønderslev Kommune efter 24 år som børnebibliotekar. Min fremsynede chef Henning Risager havde gjort det klart, at jeg for en stor del selv kunne definere mit job, så længe jeg sørgede for, at der skete en masse på området, især for børn og unge.
Min tanke var, at hvis vi kunne samle nogle af de unge litteratur- interesserede mennesker fra hver klasse, og få dem til at skrive noveller til andre unge, kunne vi sikkert få deres jævnaldrende til at læse.
Sammen med de professionelle forfattere Cecilie Eken og Glenn Ringtved, som begge skriver bøger for børn og unge, udarbejdede jeg en ansøgning om at afholde skrivekurser for unge fra hele landet i skolernes sommerferie, og kurset skulle naturligvis ligge i Brønderslev.
Pengene blev bevilget og efter at have sendt plakater og foldere ud i hele landet, ventede vi spændt.
Nu havde vi pengene, men hvad nu hvis der ikke var nogen, der ville bruge deres ferie på at skrive?
Vores bekymring blev gjort til skamme.
Vi havde budgetteret med 30 unge deltagere, men der kom 300 ansøgninger.
I sommeren 2004 ankom de første 30 håbefulde elever derfor til Brønderslev Idrætshøjskole, der i alle årene har lagt lokaler og aktivitetsmedarbejdere til.
Heldigvis har der hvert år været enkelte unge fra Brønderslev kommune blandt deltagerne. Der blev ikke taget hensyn til elevernes hjemkommune, alle kom ind efter kvalifikationer.
For mig som koordinator var det dog godt, at have nordjyder på holdet. De var lettere at få fat i, når der f.eks. skulle findes en model til reklamefoldere og plakater, eller når en elev skulle optages til lokal TV.
De første 8 år havde vi et godt samarbejde med Benny Mathisen en ung tegner fra Brønderslev. Han blev allerede som 17-årig fast tilknyttet projektet som illustrator og illustrerede samtlige bøger til og med 2012. I 2013 blev der oprettet et illustratorhold på forfatterskolen og eleverne herfra overtog jobbet.
Gennem alle årene har Børne- og Kulturdirektør Henning Risager og skiftende kulturudvalg støttet trofast op om forfatterskolen både moralsk og økonomisk, hvilket helt sikkert har medvirket til forfatterskolens succes.
Hvad er formålet med at afholde forfatterskole.
Der er 3 hovedformål:
- At gøre de unge deltagere endnu dygtigere til at skrive. De, der søger, er jo typisk allerede gode til dansk, og da der er så mange ansøgere, er det jo vanskeligt at blive udvalgt som elev.
- At medvirke til, at der dannes netværk mellem unge med interesse for at skrive og læse, så de efterfølgende kan støtte hinanden. Flere af deltagerne har gennem årene givet udtryk for, at deres klassekammerater betragter dem som nogle mærkelige stræbere, fordi de kan lide at skrive stil.
- At gøre andre unge interesseret i at læse. Hvert år er der blevet udgivet en bog med de unges noveller, og de emner, som unge skriver om, er jo typisk noget, der kan interessere deres jævnaldrende.
Da det ikke kun var Kulturministeriet, der bevilgede penge til forfatterskolen, men også region Nordjylland, Kulturaftale Nordjylland, Brønderslev kommune og nogle lokale banker, havde vi selvfølgelig også et mere lokalt formål:
- At vise unge fra hele landet, at der også kunne ske spændende ting uden for storbyerne. (Populært sagt at sætte Brønderslev/ Nordjylland på landkortet).
Efter første års kursus, som blev en fantastisk succes, opstod tanken om at udvide med elever fra Norge og Sverige, da Brønderslev Kommune jo ligger tæt på færgerne fra Norge og Sverige.
Der blev søgt og bevilget penge fra Nordisk Råd til dette nordiske kursus, og da Kulturministeriet i Danmark, mod forventning, også gerne ville fortsætte med at støtte et rent dansk kursus, blev forfatterskolen de næste fem år udvidet, så der var ét hold med 30 danske elever, og et andet hold med 45 elever fordelt med 15 elever fra hvert af de tre nordiske lande.
Formålet med det nordiske hold var, udover de allerede nævnte:
- At gøre unge fra Norden beviste om deres fælles kulturelle baggrund og lære dem at forstå hinandens sprog.
Det nordiske hold blev naturligvis også undervist af professionelle forfattere fra de tre lande, og der blev udgivet en fælles novellesamling, der blev distribueret til skole-og folkebiblioteker i alle tre lande.
Når bøgerne skulle læses i alle lande, skulle vi jo gerne finde på en bogtitel, der kunne forstås på alle tre sprog og ikke fremstå, som om vi lavede stavefejl. Det havde eleverne en del sjov ud af.
Den bedste bogtitel blev efter min mening ” Rar og Rolig.”
Rar betyder som bekendt underlig på norsk og rolig betyder jo sjov på svensk.
Forfatterskolens eksterne deltagelse.
Udover det årlige sommerkursus har der gennem årene været et samarbejde med andre, især nordjyske institutioner. F.eks. deltog 10 elever fra forfatterskolen sammen med 10 nordjyske musikere fra projekt Keep on Rockin og 10 unge fra Aalborg Billedskole i et fælles projekt, hvor resultatet blev en illustreret ungdomsbog med tilhørende musik-CD. Projektet blev søsat af ungdomsklubben KUL i Nordkraft.
Flere elever har desuden optrådt til Kulturmødet på Mors, til årsmøde for Kulturaftale Nordjylland, til bogfestival i Skørping og til kulturdag på Dronninglund Slot.
Brønderslev Forfatterskole i dag.
I 2015 gik jeg på efterløn, og forfatterskolen skulle have ny koordinator. Ansvaret for afviklingen blev overgivet til Brønderslev Bibliotek og Louise Eltved Krogsgård tog over som koordinator.
HELDIGVIS FOR DET! Der findes ikke nogen bedre koordinator.
Efter Louises overtagelse er mange ting ført videre i den samme ånd, men der er også tilføjet mange flere udadrettede aktiviteter, ikke blot i Nordjylland, men over hele landet.
De senere år har eleverne under Louises vinger således optrådt til Folkemøde på Bornholm, deltaget i diskussioner om kultur for unge til Kulturmøde på Mors, læst højt til Ordkraftfestival og været aktive i diverse fora rundt om i landet, hvor unges problemer har været i fokus.
Sideløbende har der været samarbejdet med f.eks. Skagen Museum og Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet i Farsø.
At være elev på Brønderslev Forfatterskole er ikke noget man er i en uge om sommeren. Man kan være aktiv på mange fronter året rundt.
Det sørger Louise for.
- sætte Brønderslev/ Nordjylland på landkortet).
Efter første års kursus, som blev en fantastisk succes, opstod tanken om at udvide med elever fra Norge og Sverige, da Brønderslev Kommune jo ligger tæt på færgerne fra Norge og Sverige.
Der blev søgt og bevilget penge fra Nordisk Råd til dette nordiske kursus, og da Kulturministeriet i Danmark, mod forventning, også gerne ville fortsætte med at støtte et rent dansk kursus, blev forfatterskolen de næste fem år udvidet, så der var ét hold med 30 danske elever, og et andet hold med 45 elever fordelt med 15 elever fra hvert af de tre nordiske lande.
Formålet med det nordiske hold var, udover de allerede nævnte:
- At gøre unge fra Norden beviste om deres fælles kulturelle baggrund og lære dem at forstå hinandens sprog.
Det nordiske hold blev naturligvis også undervist af professionelle forfattere fra de tre lande, og der blev udgivet en fælles novellesamling, der blev distribueret til skole-og folkebiblioteker i alle tre lande.
Når bøgerne skulle læses i alle lande, skulle vi jo gerne finde på en bogtitel, der kunne forstås på alle tre sprog og ikke fremstå, som om vi lavede stavefejl. Det havde eleverne en del sjov ud af.
Den bedste bogtitel blev efter min mening ” Rar og Rolig.”
Rar betyder som bekendt underlig på norsk og rolig betyder jo sjov på svensk.
Forfatterskolens eksterne deltagelse.
Udover det årlige sommerkursus har der gennem årene været et samarbejde med andre, især nordjyske institutioner. F.eks. deltog 10 elever fra forfatterskolen sammen med 10 nordjyske musikere fra projekt Keep on Rockin og 10 unge fra Aalborg Billedskole i et fælles projekt, hvor resultatet blev en illustreret ungdomsbog med tilhørende musik-CD. Projektet blev søsat af ungdomsklubben KUL i Nordkraft.
Flere elever har desuden optrådt til Kulturmødet på Mors, til årsmøde for Kulturaftale Nordjylland, til bogfestival i Skørping og til kulturdag på Dronninglund Slot.
Brønderslev Forfatterskole i dag.
I 2015 gik jeg på efterløn, og forfatterskolen skulle have ny koordinator. Ansvaret for afviklingen blev overgivet til Brønderslev Bibliotek og Louise Eltved Krogsgård tog over som koordinator.
HELDIGVIS FOR DET! Der findes ikke nogen bedre koordinator.
Efter Louises overtagelse er mange ting ført videre i den samme ånd, men der er også tilføjet mange flere udadrettede aktiviteter, ikke blot i Nordjylland, men over hele landet.
De senere år har eleverne under Louises vinger således optrådt til Folkemøde på Bornholm, deltaget i diskussioner om kultur for unge til Kulturmøde på Mors, læst højt til Ordkraftfestival og været aktive i diverse fora rundt om i landet, hvor unges problemer har været i fokus.
Sideløbende har der været samarbejdet med f.eks. Skagen Museum og Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet i Farsø.
At være elev på Brønderslev Forfatterskole er ikke noget man er i en uge om sommeren. Man kan være aktiv på mange fronter året rundt.
Det sørger Louise for.