BI – BRØNDERSLEV IDRÆTSFORENING 1897 – 2020

Brønderslev Idrætsforening

 Gl. Agdrupvej 17-23 |  9700 Brønderslev 

Historie – Kortfattet historisk tilbageblik

BRØNDERSLEV IDRÆTSFORENING 1897 – 2020

Fra Cricket til Fodbold, Håndbold, Bordtennis og Atletik

Fra Cricket til fodbold.

I 1891 tog Skomagermester Wittorff initiativet til dyrkning af cricketspillet. Det skete inden for den gamle Afholdsforening, og blev til den egentlige indledning til al sportsudøvelse i Brønderslev. Det var kun medlemmer af Afholdsforeningen, der dyrkede spillet. I 1897 dannede nogle af byens lærlinge en selvstændig Cricketklub. Generalforsamlingen blev holdt på Dyrskuepladsen under åben himmel. Med oprettelsen af Cricketklubben blev den egentlige grundsten lagt til Brønderslev Idrætsforening.

 Fodboldklubben

I 1903 blev Fodboldklubben stiftet, og året efter blev de 2 foreninger lagt sammen. Sammenslutningen, der skete i 1904, blev foretaget på en generalforsamling, der holdtes på Konditoriet i Vestergade, og den nye forening fik navnet Brønderslev Idrætsforening – det navn, hvorunder den har arbejdet sig frem til dens position i dag.

 Primitive forhold

I de første år prægedes fodboldspillet af en vis primitivitet i alle forhold. Man benyttede Markedspladsen til såvel træning som kamp, men velegnet som fodboldbane var den langtfra, hullet og ujævn som den var. At kreaturernes talrige kvitteringer for god behandling også i nogen grad var en gene for spillet, kan enhver sikkert forstå. Der fandtes ikke omklædningsrum de første år, og senere blev der opført et beskedent træskur – og der blev oprettet en banefond med det formål at skaffe penge til bedre forhold.

Alternative indtægtskilder

BI har altid måttet finde alternative indtægtskilder. Kontingenter og entreer er ikke nok til at drive en idrætsforening i stadig vækst.

Et af alternativerne var i 1928 udlejning af stadion. Ikke til markedsplads, campingplads eller parkeringsplads, men til græsgang. Stadion lå stadigvæk uden for byen.

45års fødselsdag

I 1942 – på BIs 45års fødselsdag – blev der i samarbejde med Tennisklubben afholdt en 3-dages bazar på Phønix. Der var mødt flere Gratulanter, som sammen med udvalgene blev budt på en forfriskning, og der udtaltes de sædvanlige gode ønsker for fremtiden. Bazaren gav kr. 5.200. Idrætsfesten der samme år blev udvidet til nu at vare en hel uge, satte ny rekord både hvad besøg og overskud angår, idet dette androg 3.913 kr. og 82 øre.

Håndbold i 1941

Ved et medlemsmøde på Hotel Phønix i 1941 foreslog Osvald Bregnhøj at optage Håndboldspillet på BIs program, og man forsøgte at spille i Hotellets sal. Det gik udmærket, og lysten var stor. Senere flyttede man ned i Gymnastiksalen, der var bedre egnet. Fodboldspillerne havde i første omgang brugt håndboldspillet som fortræning. I årene 1943-1944 blev der spillet udendørs håndbold, som foregik på stadion.

Bordtennis i 1946

Bordtennisspillet blev egentlig påbegyndt i vinteren 1944 i forlystelsesudvalget, og da der viste stor interesse for spillet, blev der på generalforsamlingen den 25. januar 1946 nedsat et udvalg for bordtennis. I 1947 skrev man: Der er al mulig grund til at tro, at dette nye skud på stammen vil vise sig at være levedygtigt, og det vil navnlig få sin betydning den dag, BI får lokaleforholdene på stadion bragt i orden.

Atletik i 1947

En idrætsgren der aldrig for alvor har etableret sig i Brønderslev. Da Stadion i Nørregade var udbygget med løbe-, kaste- og springbaner oprettede BI en atletikafdeling i 1947. Sammen med Sportsugen i 1948 fandt den officielle indvielse sted, men interessen for atletik ebbede snart ud, og først i 1963 skete der noget igen, hvorefter der var godt gang i aktiviteterne indtil først i 70’erne.

 Stadion i Nørregade

Efter at Byrådet havde flyttet Markederne ind til byen, tog planerne om køb af en ny sportsplads en afgørende vending. I 1921 købte BI det areal, hvor den gamle sportsplads ved Nørregade lå. Prisen var kr. 19.000.

I de første år på det gamle stadion havde spillerne kummerlige forhold, da omklædning foregik i ”det gule hus” – et skur i ordets værste forstand var forsynet med en knagerække og ikke meget andet. Der var ikke vand indlagt.

I sommeren 1934 blev Stadionhuset bygget. Huset kostede kr. 15.000, og fungerede de første mange år som klubhus. Stadion blev udbygget i 1946, da politikerne mente det var på tide, at BI fik en håndsrækning fra byen,

efter selv at have skaffet midler til det første stadion. Hvad der i 1935 var tidssvarende – ja endog et stort fremskridt – var i 1960 blevet alt for småt.

BI-Centeret

Årene gik, og pladsen blev atter for trang – og den 25. oktober 1973 trådte Anker Jensen det første spadestik i forbindelse med BI’s opførelse af BI-Centeret.

Budgettet for byggeriet var ca. 6 mio. kr., men de samlede udgifter endte med at blive ca. 7 mio. kr.

Midt i byggeperioden kom der et anlægsstop. Borgmesteren havde ellers udtrykt velvillighed for yderligere tilskud, men desværre kom der ikke en udvidelse af investeringsrammen.

Brønderslev Kommune ydede kr. 2,5 mio. i tilskud.

 Indvielse

Medio januar 1976 tog fodboldspillerne den første del af det nye 27 tdr. land store anlæg i brug – den officielle indvielse fandt sted den 22. maj 1976.

Lilleput B2-holdet under kyndig ledelse af træner Per Andreasen blev det første hold til at spille en turneringskamp på BI-Centeret. Det originale holdkort fra dengang kan ses blandt klenodierne.

Det blev til mange festligheder i forbindelse med indvielsen.

Tidssvarende rammer & økonomiske udfordringer

Med udflytningen til Agdrupvej havde BI fået tidssvarende og velfungerende rammer, men også økonomiske udfordringer.

I 1978 blev der ført forhandlinger med kommunen om, at ovetage hele BI-Centeret, værdisat til kr. 9 mio. I realiteten var det den kommende Idrætshøjskole der spøgte, som en mulig arvtager til BI-Centeret. Der blev ført mange og lange forhandlinger om at afhænde BI-Centeret, som dog endte med, at BI i sidste ende beholdt BI-Centeret.

Det lykkedes Hovedbestyrelsen (HB) af indfri gælden på kr. 565.000 – HB iværksatte bl.a. en indsamling blandt BIs medlemmer som resulterede i kr. 250.000. De sidste kr. 315.000 blev skaffet via et 10-årigt rentefrit kommunalt lån.

Herefter gik det bedre med økonomien og 1980 regnskabet viste et overskud stort kr. 40.000.

I slutningen af 80erne kom der igen fokus på økonomien, da håndboldafdelingen store sportslige succes på minussiden resulterede i en større gældspost. Der blev i den anledning tegnet borgerlån for kr. 742.000 og med hjælp fra BI’s Venner og de sportslige afdelinger blev gælden indfriet.

Vendepunkt

I 1994 skete der for alvor et vendepunkt – det ordinære resultatet viste et plus på kr. 133.000 og en positiv udvikling var igangsat.

Eliteidrættens fremme

I midten af 80-erne vedtog Folketinget loven om eliteidrættens fremme, og BI lagde billet ind på at blive hjemsted for et såkaldt ”Dantop-Center”. Der blev satset på, at BI-Håndbold ville rykke i 2. division – og et samarbejde med golfklubben, JSI-volleyball og basketballklubben BBK-70 skulle overbevise Team Danmark.

 Brønderslev som sportsligt mekka

Drømmescenariet dengang: ”Brønderslev som Sportsligt Mekka med alt inden for kort afstand”. Sådan gik det som bekendt ikke, men efter lange og seje forhandlinger lykkedes det at etablere et Team Danmark regionalcenter for bordtennis. Det lå i beslutningen fra dengang, at også andre end Team DK-medlemmer skulle kunne bruge overnatningsmulighederne.

Team Danmark slog sig i perioden ned mange steder, men der er langt fra København til Brønderslev, og de sjællandske idrætsfolk var ikke nemme at lokke til Nordjylland, og regionscenteret sygnede hurtigt hen som sådant.

Til gengæld medførte de fremragende forhold for bordtennisafdelingen, at BI etablerede den måske mest professionelt fungerende bordtennisafdeling i landet – og med fornemme sportslige resultater til følge.

I et godt samarbejde med Brønderslev Kommune lykkedes det at få økonomien på plads.

40 dejlige år på BI-Centeret

BI-Centeret fyldte 40 år i maj 2016, og årene har sat sit synlige præg flere steder på BI-Centeret. Efteråret 2015 blev rapporten ”Bygningssættet BI-Centeret” udarbejdet. Svend Andersen gennemgik alle dele af bygningssættet, og rapporten pegede på flere områder som krævede snarlig udbedring. Udover mange års problemer med opstigende grundvand var ventilationsanlægget defekt, og der dryssede Rockwool fibre fra loftsbeklædningen i cafeen. I løbet af 2017 blev problemerne med opstigende grundvand løst, og et nyt ventilationsanlæg for kælderen og bordtennislokalerne blev installeret – med tkr. 750 i støtte fra Brønderslev Kommunes Anlægspulje og egenbetaling. SE Nyfors har støttet BI med tkr. 250 til ny LED-belysning og ekstra isolering på lofter. I skrivende stund er der netop sat gang i udskiftning af loftsbeklædningen i Cafeen – med støtte fra Spar Nord Fonden på tkr. 100. I foråret 2018 vil der stå en ny legeplads klar til de mange børn som dagligt færdes på BI-Centeret. Ø. Brønderslev Sparekasse fond har doneret tkr. 40 til legepladsen.

Bevarelse af tidssvarende rammer og økonomiske udfordringer har måske kendetegnet mange af opgaverne for foreningens ledere, men det sportslige og det sociale sammenhold har alle dage overstrålet udfordringerne, og derfor er det bl.a. lykkedes at etablere en fantastisk kunstgræsbane.

Kasserer Verner Larsen udtalte i 1947: ”Finanserne er efterhånden ved at blive foreningens vigtigste anliggende”.

Mange er de næver som er friske på daglige vedligeholdelses gøremål på BI-Centeret – og opgaver omkring Brønderslev Marked, Bingo etc., utallige er de trænere og ledere som sikrer medlemmerne fantastiske oplevelser udi sportslige og sociale sammenhænge og tilsammen er vi fantastiske.

Økonomisk støtte

Brønderslev Kommune, Rigmor Nielsens Fond, Krista og Hans Risagers Fond, SparNord Fonden, Sparekassen Vendsyssels Fond, Ø. Brønderslev Sparekasses Fond har alle bidraget med tildeling af donationer, hvilket vi er dybt taknemmelige for. Førstnævnte – Brønderslev Kommune – er BI afhængige af, og stor ros til vores kommune for vilje til støtte.

Tak til sponsorer og medier- og tak til alle som støtter BI i dagligdagen.

Nedskæringerne i Brønderslev Ordningen har været markante gennem snart mange år, men især reduktionen på lokaletilskud som trådte i kraft i 2017 har gjort ondt – og vil gøre det i kommende år.

Sportslig succes vs. promovering af Brønderslev

Sportslig succes er baseret på tidssvarende faciliteter, og I Brønderslev kan vi bl.a. se det gennem Bordtennis- og Håndboldafdelingernes resultater i toppen af dansk idræt. I fodboldafdelingen har den nye Kunstgræsbane sin store betydning, og der præsteres flotte resultater – især i ungdomsafdelingen. At Brønderslev Hallerne er blevet moderniseret kan Floorball sporten profitere af i disse år – og med fælles interesse skal vi søge at stræbe efter tidssvarende faciliteter for vore medlemmer – unge som ældre.

TIL DEM,

-der gennem de 123 år har kæmpet for Brønderslev Idrætsforening, med skiftende held, men altid med Ærens fane forrest.

TIL DEM,

-der ikke var aktive sportslig set, men aktive i arbejdet for klubben, altid rede med en håndsrækning her og der – også af økonomisk art – til gavn for BIs fremtid og vækst.

TIL DEM,

-der har været BIs modtandere på idrætspladserne, alle inden- og udenlandske sportskammerater, alle, som vore idrætsmænd har gæstet eller haft på besøg.

 TIL ALLE,

BIs medlemmer er historien fortalt med tak for god indsats gennem de mange år i håbet om en rolig og sund udvikling i fremtiden.

(de sidste linier skrevet som forord til BI gennem 50 år i 1947)

Kim Glad Andersen

Formænd gennem 123 år:

Brønderslev Idrætsforening har kun haft 27 formænd i sine 123 år (1897-2020)

  1. Farver P. Christensen (1897-1904; 1906-12)
  2. Typograf Olsen (1904-05)
  3. G. Nellemann (1905)
  4. N.P. Jensen (1905)
  5. Hans Pedersen (1912-14)
  6. Carl Henriksen (1914)
  7. Valdemar Nielsen (1916-17)
  8. Konrad Andersen (1917)
  9. Harald Jørgen Nielsen (1917-19; 1923-24)
  10. Ejnar Bertelsen (1919-22)
  11. Otto Eriksen (1922)
  12. Vilhelm Paulsen (1924-25; 1929-42)
  13. Chr. Bast (1925-26)
  14. Anker Jensen (1926-29)
  15. J. Haumann (1942-44)
  16. Chr. R. Knudsen (1944-52)
  17. Elis Flyvbjerg (1952-59)
  18. Carl Georg Bast (1959-66)
  19. Mads Axel Nielsen (1966-68)
  20. Børge Mørkholt (1968-78)
  21. Jeppe Bisgaard (1978-79)
  22. Uffe Sørensen (1979-86)
  23. Svend Andersen (1986-87)
  24. Erik Møller Nielsen (1987-91)
  25. Gunnar Engelund (1991-92)
  26. Søren Krog Jensen (1992-2008)
  27. Kim Glad Andersen 2008-

Æresmedlemmer:

  1. 1917 Peter Christensen
  2. 1937 Carl Henriksen
  3. 1942 Vilhelm Poulsen
  4. 1947 Konrad Andersen
  5. 1947 Chr. Bast
  6. 1963 Anker Hedegaard
  7. 1967 Kaj Sanvig
  8. 1967 Anker Jensen
  9. 1972 Peter Pedersen
  10. 1972 Carl Georg Bast
  11. 1976 Knud R Knudsen
  12. 1981 Stinne Jensen
  13. 1981 Børge Mørkholt
  14. 1981 Mads Axel Nielsen
  15. 1981 Søren Ørum
  16. 1992 Otto Bach Larsen
  17. 1992 Gunnar Sørensen
  18. 1992 Leo Sørensen
  19. 1992 Otto Jepsen
  20. 1992 Børge Hjorth Jensen
  21. 1994 Gunnar Engelund
  22. 1997 Finn Andreasen
  23. 1997 Kaj Nørkjær
  24. 2003 Kaj Andersen
  25. 2004 Asger Olsbæk
  26. 2008 Frede Aagaard
  27. 2009 Søren Krog Jensen
  28. 2010 Søren Ø. Christensen
  29. 2011 Hugo Sørensen
  30. 2013 HC Poulsen
  31. 2016 Per Bjarne Jensen
  32. 2021 Kaj Ove Bendixen