Hjælpearbejde I Afrika med støtte fra Brønderslev

Af Liane Janne Løth

Baggrund

Jeg er født i Brønderslev i 1987 og voksede op i en god og omsorgsfuld familie sammen med min bror, Søren, som kun er 17 måneder yngre end jeg. Vi gik i Fasanvejen Børnehave og boede i området, så vores skolegang blev på Søndergades Skole. Da jeg startede i skole blev vores forældre skilt, og vi fik en ny hverdag med to hjem og skift hver anden uge ligesom så mange andre børn. Begge mine forældre blev boende i byen. Jeg havde en god barndom, med gode klassekammerater, nabobørn og fritidsaktiviteter.  Min mor blev gift igen, og det var helt fantastisk, da jeg i konfirmationsalderen fik en lillesøster, Sarah, en rigtig efternøler.

Efter min konfirmation valgte jeg at flytte på Hedegårdsskolen, hvor jeg gik i 8. 9. og 10. klasse.

Ungdom og interesser

Omkring min konfirmation begyndte jeg at synge i kirkens Pigekor, hvor jeg fik mange gode og tætte venner. Jeg blev også engageret i kirkens arbejde for børn. Som frivillig var jeg med til at arrangere og afholde sommerskoler og konfirmandklubber.

Jeg er altid kommet meget i BAS. Først mange år som en del af Børne-Basserne, som også dengang opførte et teaterstykke i hver vintersæson. Senere spillede jeg med i flere ungdomsforestillinger og blev hjælpeinstruktør på større opsætninger. Der er et fantastisk sammenhold blandt de frivillige i BAS, og jeg har i dag stadig mange nære bekendtskaber, selvom det nu er mange år siden, at jeg har stået på/bag scenen.

Aasen Teater afholdt sommerkurser for unge, som jeg i de fleste af mine teenageår også tog del i. Det var et hyggeligt og givende fællesskab, som også gav mig mange tætte relationer.

Fælles for alle mine fritidsinteresser var, at det var steder, som skabte rum og rummelighed, for at være præcis den man var. Der var plads til forskelligheder, plads til at udtrykke sig og til at udvikle sig.

Jeg voksede op og blev en meget selvstændig ung kvinde, med stærke og velovervejede holdninger. Jeg lærte, at det var vigtigt for mig at bidrage til fællesskabet og at gøre en forskel, hvor jeg kunne.

Jeg startede på HF på Brønderslev Gymnasium, og i 2. HF flyttede jeg hjemmefra og ind i en lille lejlighed, sammen med en god veninde, Ellen. Det var en rigtig god tid. Også et år, hvor jeg begyndte at tænke mere og mere over fremtiden og mærke efter, hvad jeg ville opnå og opleve i tiden efter HF.

Jeg havde udlængsel og ønskede brændende at komme ud i verden og opleve, og udfordre mig selv. Det var oplagt for mig, at det skulle kombineres med frivilligt arbejde og at gøre en forskel for andre.

Udlængsel

I al hemmelighed tog jeg på en intro-weekend for en global udviklingsorganisation. Der var repræsentanter fra mange forskellige lande, som holdt oplæg om deres hjemland. En lille hjertevarm mand var fra Ghana, og han fortalte meget indlevende og godt om landet. Jeg blev fanget og grebet af ideen om at rejse til Guldkysten, Det varme Vestafrika, Ghana.

Jeg tog hjem fra weekenden, og uden at blinke tilmeldte jeg mig et års ophold i Ghana, med afrejse i august 2006. Dengang var jeg 18 år gammel.

Tilmeldingen var den nemme del af beslutningen. Jeg var ikke i tvivl. Den svære del startede, da jeg tog hjem til min mor, sad overfor hende i køkkenet og skulle fortælle hende om mine planer.

Hun blev meget chokeret og havde selvfølgelig 100 spørgsmål. Hun var bekymret og frygtede, hvordan det skulle gå. Da chokket havde lagt sig, gav hun og resten af familien den største opbakning til mig , og jeg blev sendt godt afsted.

Første år i Ghana

Vi var 3 piger fra Danmark, og i alt 12 europæere, som rejste afsted sammen. Vi ankom til Accra, Ghanas hovedstad, sent om aftenen. Først var der ikke nogen til at tage imod os uden for lufthavnen. Derimod var der flere hundrede andre, som alle gerne ville i kontakt med os, og der var helt mørkt. Nogle af os gik lidt i panik, og én blev snydt for sine penge. Godt vi havde hinanden! Endelig kom der en ung mand, som var fra organisationen. Han tog os med over til 2 taxaer. Vi sagde: ”Der er jo ikke plads”. Han sagde: ”Jo da”, og så blev vi proppet ind oven på hinanden med alle vores kufferter. Der startede eventyret og venskaber for livet. De følgende dage var vi sammen på et lille vandrehjem, hvor vi skulle lære om kulturen og maden, og vi blev døbt med lokale navne: Mit navn blev ”Ama Pomaa”. Ama har jeg heddet i Ghana lige siden.

Det hele var meget nyt og spændende. Alt var anderledes, og vi var alle udfordret på forskellige ting.

Endelig blev vi alle hentet af hver vores Host-familier. Jeg skulle bo på en privatskole, ude i en meget lille landsby. Moderen i familien hentede mig, og vi kørte med lokale busser igennem den kæmpe store by.

Til sidst endte vi ved en grusvej, hvor vi så skulle gå det sidste stykke. Skolen var halvfærdig og meget primitiv. Familien havde 3 børn, og en niece på min alder boende. De havde kun 2 rum. Forældrenes soveværelse og stuen. Jeg skulle dele seng med niecen i stuen, og så sov de tre drenge på gulvet.

Der var intet privatliv. Toilettet var et hul i jorden, og vand skulle vi hente i spande ca. 1 km. væk. Der var heller ikke noget strøm, men familien havde dog en lille generator, som blev tændt hver fredag aften, hvor et kendt tv-show ”Music Music” blev vist i fjernsynet. Det var ugens højdepunkt.

Jeg blev placeret i vuggestuedelen af skolen. Der var ca. 80 børn, under 3 år, i ét rum med betongulve og borde og bænke. Der var utrolig meget larm og meget lidt struktur. Ud over mig var der 2 andre ”madammer” i klassen. Det var overvældende.

Jeg brugte lang tid på at falde til og se tingene an. Det var en kæmpe omvæltning. Alle var søde, og jeg følte mig velkommen, men det var alligevel hårdt.

Efter et par måneder blev jeg ramt af sygdom og måtte indlægges med Malaria. Jeg blev rigtig dårlig, og for første gang fik jeg hjemve. Heldigvis kom jeg mig hurtigt igen. Dengang kunne man kun ringe kort, og sende sms’er hjem til Danmark, når man var et sted med god forbindelse. Kontakten til mit hjem var altså minimal. Min mor blev så bekymret for mig under min sygdom, at hun besluttede at komme ned og besøge mig for bedre at kunne forstå det hele. Det blev hendes første ferie af mange i Ghana. Min far, bror og bedste veninde, Ellen, besøgte mig også i løbet af det første år.

Efter 4 måneder på skolen fik jeg lyst til at prøve noget andet, som i mit hoved ville give mere mening. Sammen med en pige fra Schweiz, flyttede jeg ind hos en lokal organisation, og begyndte at lave sundhedskampagner på skoler, i kirker og små lokalsamfund. Vi oplyste hundredvis af mennesker hver dag om HIV/Aids og Kolera (som der var udbrud af dengang) og tilbød seksualundervisning. Det var helt vildt spændende.

Kojo og mødet med Ben

Siden jeg ankom til Ghana, var jeg i kontakt med et lokalt børnehjem, ”King Jesus”, som jeg besøgte i alle weekender og ferier. I samme periode blev der fundet en lille dreng i junglen, som man først troede, var død. Han overlevede heldigvis og endte på børnehjemmet men i meget dårlig tilstand. Han blev fundet på en mandag, og fik derfor navnet ”Kojo”.

Kojo var meget skadet mentalt og havde intet sprog. Han var ca. 3 år gammel. Jeg fik hjælp af en psykolog i Danmark til at håndtere hans adfærd, og langsomt indledte jeg en meget tæt relation til Kojo.

Børnehjemmet var ikke et godt sted for ham, da der ikke var personale, som kunne varetage den store opgave. Jeg søgte derfor efter et bedre sted til Kojo, igennem mange måneder, men uden held.

Helt tilfældigt og som sendt fra himlen, opdagede jeg, i en anden region, et børnehjem for handicappede børn, ejet af en Hollandsk læge. Det skulle vise sig at være det eneste i hele Ghana. Jeg henvendte mig og tiggede om en plads til Kojo. Først blev jeg afvist. Jeg brød sammen. Der var ikke plads, sagde lægen. Jeg ville ikke give op og henvendte mig igen dagen efter. Hun kiggede længe på mig og sagde endelig: ”Ok” Men det var på den betingelse, at jeg kunne flytte med og oplære et nyt personale i at håndtere Kojos adfærd. Jeg sagde med det samme ”ja”, og få dage efter flyttede jeg ind på hjemmet sammen med Kojo. Der blev ansat et personale til at have Kojo 1:1, og det viste sig, at være Ben, som i dag er min mand. Kojo trives stadig godt på Børnehjemmet. Han er nu ca. 18 år gammel.

Jeg var sammen med Kojo og Ben i 3 måneder, inden jeg måtte rejse hjem til Danmark, som det stod på min flybillet. Det var et meget sørgmodigt farvel – På gensyn – Vi ses forhåbentlig snart igen.

(Kojo og jeg, 2007)

Hjemme igen

Det var fantastisk at vende hjem til venner og familie igen i august 2007. Jeg elskede at fortælle om alle mine oplevelser. Den første tid var jeg lykkelig og nød at være sammen med dem alle igen. Jeg flyttede, som tidligere aftalt, med Ellen til København, og fik hurtigt arbejde i en børnehave. Det skulle være starten på et nyt kapitel, et nyt eventyr. Men jeg længtes efter Ghana, og havde svært ved at vænne mig til den danske kultur igen. Jeg savnede det meget sociale Ghana, varmen, de gode relationer og ikke mindst de meget meningsfyldte projekter, som jeg havde været en del af.

I julen tog jeg tilbage til Ghana på ferie, for at finde ud af hvad jeg skulle. Turen bekræftede mig kun i, at jeg ikke var færdig med livet i Ghana. For at blive rigtig glad igen  måtte jeg tilbage.

Den beslutning var den hidtil sværeste, for nu vidste jeg pludselig ikke, hvornår jeg så ville vende hjem igen. Jeg ville rejse afsted på en enkeltbillet. Det var svært at få fortalt til venner og familie, som jo stadig glædede sig over, at jeg endelig var hjemme igen.

From Heart to Hand blev født

Jeg flyttede hjem til min mor for at spare op til at rejse tilbage til Ghana. Jeg besluttede at rejse 1. dec. 2008. Jeg fik arbejde som personlig hjælper i Brønderslev og fandt lidt ro i, at der var lagt en plan. Alligevel var jeg rastløs og tænkte meget på børnehjemmet og børnene i Ghana. Jeg skrev derfor rundt til alle i mit netværk og inviterede til et møde i min mors køkken. Jeg bad dem hjælpe mig med at samle ind til børnene i Ghana. Meget overraskende kom der ca. 20 gode mennesker til det møde. Inden mødet var omme, havde de foreslået og besluttet, at hvis de var så mange, som ville hjælpe, hvorfor så ikke lave en forening til formålet. Ugen efter var der stiftende generalforsamling og ”From Heart to Hand” blev født.

Det var i august 2008. I løbet af efteråret blev der lavet en masse PR for foreningen. Vi deltog i mange arrangementer i byen, afholdt en udsolgt kirkekoncert og fik hurtigt over 200 betalende medlemmer.

Foreningen var en kæmpe succes. Og med gode folk i bestyrelsen lovede det godt for From Heart to Hands fremtid. Inden jeg skulle rejse til Ghana, foreslog bestyrelsen, at de kunne udsende mig for foreningen og spurgte, hvad det ville koste for mig at bo i Ghana? Jeg regnede på det og kom frem til, at jeg for 700 kr. om måneden, ville kunne klare mig. Det blev vedtaget, og den 1. december 2008 flyttede jeg til Ghana som foreningens udsendte.

Ghana 2008-2017

Jeg rejste denne gang til Ghana med en følelse af varme og stolthed over at kende så mange gode mennesker. Jeg var utroligt rørt og glædede mig over, at så mange mennesker fra Brønderslev ville følge mig og støtte mig i arbejdet for at hjælpe børn i nød i Ghana.

Jeg flyttede ind på King Jesus Børnehjemmet, hvor jeg tidligere havde hjulpet til.

Her boede ca. 100 børn i alle aldre, og der var intet personale. Børnene passede sig selv og hinanden, og levede under meget dårlige forhold. From Heart to Hand sørgede for, at børnene kom i skole, med uniformer, skoletasker, bøger osv. Vi fik de syge til lægen og sørgede for, at alle havde sygesikring. Vi sikrede, at der altid var sæbe, vaskemiddel, tandbørster og tandpasta. Alt sammen noget som de ikke havde været vant til. Vi sørgede for 2 hovedmåltider om dagen, som indeholdt sund og nærende mad.

Det var udfordrende og overvældende, men også livsbekræftende og utroligt givende, at få lov til at hjælpe så mange børn, og samtidig at dele med bestyrelsen og alle vores medlemmer i Brønderslev, hvor stor en forskel deres støtte kunne gøre. Jeg lærte hen af vejen, hvordan jeg bedst muligt fik organiseret og systematiseret hverdagen for alle børnene. De store blev delt op i hold og skiftedes til at lave mad, bade de små, hjælpe med lektier, gøre rent osv.

I løbet af 2009 kom Ben til byen for at gå på universitetet. Han havde, som jeg, interesse for arbejdet på børnehjemmet. Vi blev også mere og mere glade for hinanden, og han flyttede derfor ind hos mig.

Det var en kæmpe hjælp at have ham på børnehjemmet. I samme periode begyndte vi også at få frivillige fra Danmark. Det var skønt med hjælpen, og jeg nød virkelig at kunne sparre og samarbejde med andre ligesindede. Selvom vi gjorde en enorm forskel for børnene, så er det klart, at vi aldrig kunne slå til. Vi havde simpelthen ikke nok hænder til at skabe en optimal hverdag for børnene.

I starten af 2010 blev Ben og jeg gift på rådhuset. Min mor og søster var på besøg, og sammen med Bens forældre fik vi skabt den hyggeligste og mest afslappede bryllupsdag. Ingen på børnehjemmet vidste noget om det, det var vores lille hemmelighed.

 (Ben og jeg blev gift, januar 2010)

Som tiden gik, blev det mere og mere klart, at ejeren af Børnehjemmet ”Pastor Kofi” ikke satte samme pris på vores hjælp, som børnene gjorde. Han ønskede ikke, at børnene skulle have det for godt. Han var enormt korrupt, og det blev tydeligt for os, at der foregik grimme ting bag kulissen. Det var svært for mig at tage beslutningen om at rejse derfra, fordi vi så skulle efterlade alle børnene i den samme elendighed, som vi havde fundet dem. Beslutningen blev heldigvis truffet for mig, da Pastor Kofi indkaldte mig til et møde, hvor han fortalte, at jeg var fyret, fordi jeg ikke overholdt børnehjemmets regler. Hans regler var, at alle midler/donationer, som kom til børnehjemmet, skulle ind på hans kontor, så han kunne fordele dem, som han syntes. Det kunne vi selvfølgelig ikke gå med til, og vi forberedte os på at flytte. Om aftenen informerede Ben og jeg børnene om, hvad der skulle ske, og mange af dem brød helt sammen. Lyset blev slukket i deres øjne, og mange græd foran vores vinduer hele natten.

Det var en af de værste dage i mit liv. Samtidig var det også en befrielse at komme derfra og igen at kunne se fremad.

Ben og jeg flyttede ind i en lille lejlighed i en anden bydel. Vi var fortvivlede, men ønskede fortsat at kæmpe for børnene. Det viste sig, at blive en farlig kamp. Jeg skrev en lang rapport, om de forfærdelige forhold på Børnehjemmet, og afleverede den hos de sociale myndigheder. De måtte da kunne gøre noget! De viste sig at være endnu mere korrupte, og det blev til en lang strid mellem dem og os. De gav også Pastor Kofi en kopi af rapporten. Han fik os derefter anholdt to gange, med løgnagtige beskyldninger om, at vi skulle have stjålet børn fra ham. Den første gang var jeg bange. Jeg frygtede virkelig det korrupte system, som jo også fandtes på politigården. Det var en forfærdelig dag, som heldigvis endte godt, og det lærte os, at det godt kan betale sig, at hyre en god advokat. Vi fik derefter byens dygtigste advokat, Mary, tilknyttet From Heart to Hand, og hun har hjulpet os mange gange siden. Hun støtter os altid i at kæmpe for retfærdigheden.

Vi endte kampen mod King Jesus Børnehjemmet ved i hemmelighed at få 9 børn ud af Børnehjemmet og tilbage i kontakt med deres familier. Det var næsten 10% af børnene. Det var en sejr – for dem og for os!

 

De 9 børn dannede rammen for From Heart to Hands fremtid. Bestyrelsen i Danmark og jeg besluttede nemlig i fællesskab at starte vores eget projekt. Derved ville vi sikre, at hjælpe så mange så muligt og undgå alle former for korruption. I stedet for et børnehjem, startede vi et hjælpecenter, med det formål at forebygge at børn i nød ender på børnehjem.

Vi blev registreret til formålet i 2010 og åbnede hjælpecenteret i et stort lejet hus. Det var en fantastisk følelse at skabe projektet fra bunden og give de 9 børn fra King Jesus en ny chance i livet. Bestyrelsen i Danmark skiftede også kurs og forsøgte nu at finde faddere, som ville støtte børnenes skolegang og andre udgifter. Børne-antallet voksede hurtigt, og inden året var omme, hjalp vi over 60 børn og deres familier. Ben og jeg var lykkelige, og var virkelig gode til at udvikle og udrette ting sammen. I alle årene har vi formået at arbejde tæt sammen hver eneste dag, og altid med et fantastisk resultat.

(De børn vi hjælper i Ghana i dag)

Vi boede selv på ét værelse på centeret. Derudover var der plads til 8 beboere og 4 frivillige. Der blev hurtigt fyldt op. Vi fik teenagemødre ind, alvorligt syge og underernærede børn osv. Det var enormt spændende at følge familierne, dele vores hverdag med dem og gøre dem stærke nok, til igen at kunne stå på egne ben. Vi fik masser af gode frivillige fra Danmark, som kom i kortere eller længere perioder, for at hjælpe os.

I februar 2013 fik vi vores søn Alfred. Det endte i et akut kejsersnit, som heldigvis gik rigtig fint. Jeg havde de bedste læger omkring mig og følte mig tryg og glad. Alfred var det mildeste lille væsen. Han var utrolig nem, og var fra starten af en fast del af vores hjælpecenter, og var altid med os på arbejde. Han fik massere af ”søskende” og havde altid nogen at lege med.

Da Alfred var ca. 1 år gammel, fik vi et akut tilfælde ind. Det var Nana Yaw på 10 måneder, som var alvorligt i fare for at dø af underernæring. Han vejede kun 3 kg. Vi valgte at tage Nana Yaw i pleje, og han flyttede ind på vores værelse. Alfred sov alligevel i ”revnen”, så Nana Yaw fik Alfreds vugge. Han skulle have specialkost hver anden time, både dag og nat. Det var hårdt arbejde, men vi fik heldigvis god hjælp fra frivillige og de andre voksne i huset. Han var ofte syg og måtte indlægges. Det var en hård tid. Heldigvis tog han på, som han skulle, og det var en kæmpe lettelse, da han kom på normalvægt og kunne begynde at spise normal mad. Han bor i dag stadig på vores hjælpecenter, nu er han snart 9 år, og stor og stærk.

De gode historier er mange, og det var også derfor, vi kunne klare de hårde arbejdsvilkår og mange timers arbejde. Når alvorlige situationer opstod, var det hårdt og uoverskueligt, men der var altid en god grund til at kæmpe videre. Nogle gange endte det ikke, som vi havde håbet. Vi har mistet en del børn og forældre, og det har været enormt hårdt. Man vænner sig aldrig til at se mennesker, og specielt børn, lide. Det rammer mig lige hårdt hver gang, men når man har andre at kæmpe videre for, så er det på en måde nemmere at komme ovenpå igen.

Vi arbejdede tæt sammen med overlægen på et stort børnehospital, hvor jeg også i en lang periode tilbød rådgivning til gravide teenagere. Det var en spændende og utrolig meningsfuld tid.

(På afdelingen for under/fejl-ernærede børn, med ledende overlæge dr. Annie)

I 2014 fik vi en stor donation, så vi kunne udleve drømmen om at bygge vores eget hjælpecenter. Vi fandt en perfekt stor byggegrund lidt udenfor byen. Her byggede vi med lokale materialer og i en stil, som skulle indbyde til hjemlig og rummelig hygge, familier og personale imellem. I maj 2016 flyttede vi ind. Familierne elskede stedet og fandt, ligesom os, hurtigt ro i den skønne have og det åbne køkken.

Vores hjælpecenter

 Jeg var blevet gravid igen, og i december 2016 fik vi Wilma. Min mor var med denne gang, det var fantastisk for mig. Jeg fik igen kejsersnit, og min mor fik lov at være indlagt sammen med mig efterfølgende.

Hun blev julen over og forkælede alle børnene på centeret med gaver og godter.

Vores søn Alfred gik i den bedste børnehave, vi kunne finde. Institutioner og skoler er meget anderledes i Ghana og ofte af meget dårlig kvalitet. Vi havde i lang tid været glade for Alfreds børnehave, men som tiden gik, blev vi klar over, at den ikke levede op til de standarder, som vi fandt rimelige. Vi tog ham derfor ud af børnehaven og var i tvivl om, hvad han så skulle.

Det, at få vores egne børn, havde i det hele taget åbnet op for mange nye spørgsmål og tanker. Var vores levemåde i Ghana det rigtige for vores børn? Da problemstillingen, med manglende institutionsplads og kommende skoleplads, opstod, så Ben og jeg hinanden alvorligt i øjnene og satte for første gang ord på, hvilke muligheder Danmark ville kunne tilbyde vores børn i forhold til Ghana. Vi tog derfor beslutningen om, at vi ikke længere ville gå på kompromis med deres velfærd. Vi valgte at flytte tilbage til Danmark for børnenes skyld.

(Vores lille familie, inden vi rejste hjem til Danmark)

Vi undersøgte reglerne for familiesammenføring for Ben. Det viste sig, at det dengang ikke var muligt at søge, da vi blev ramt af ”tilknytningskravet”. Vi havde som familie større tilknytning til Ghana end Danmark.

Vi besluttede alligevel, at jeg skulle flytte hjem til Danmark med børnene, og at Ben så ville rejse frem og tilbage på turistvisum. På den måde kunne han også forblive en del af Hjælpecenteret i Ghana og oplære nyt personale. Det var en svær beslutning, for selvfølgelig ønskede vi inderst inde at være sammen.

Vi flyttede i november 2017 hjem til Brønderslev. Jeg var heldig at få arbejde i Børnehaven Kornumgaard med det samme, hvor jeg har været lige siden. Børnene startede i dagpleje og børnehave og faldt med det samme rigtig godt til. Det var en kæmpe omvæltning for os, men igen at være omgivet af familien og gode venner var en gave.

I sommeren 2018 var vi heldige, at ”tilknytningskravet” blev afskaffet, og vi kunne søge om familiesammenføring for Ben. Det var en lang og meget hård proces. Vi ventede på svar i over et år, og imens måtte Ben ikke arbejde og havde ingen rettigheder i Danmark. Det var utroligt hårdt for ham og for os som familie. Heldigvis fik vi positivt svar, og vores lille familie er nu samlet igen.

Hjælpecenteret i Ghana kører, som det altid har gjort, men nu med lokalt personale, som varetager vores arbejdsopgaver. Vi er nu i stedet en stor del af foreningen her i Danmark, hvor jeg er blevet formand.

Vi har kontakt med hjælpecenteret hver eneste dag, og har altid en finger på pulsen med, hvad der sker. Det er vigtigt for os at bevare en tæt kontakt. Vi savner det hver eneste dag, men i disse år vil det være vores egne børn, som har vores største fokus.

Jeg er utroligt taknemlig for den enorme støtte og tillid, som vi altid har mødt lokalt i Brønderslev.
Uden faddere, sponsorer og gode frivillige fra byen, var Hjælpecenteret aldrig blevet til.