1951:
En Samtale med Dansk-Canadieren, Peter Rørbæk, der for 44 Aar siden udvandrede fra Vrensted.
En svær Skikkelse med høje Skuldre, sølvgråt Haar og slebne Glas for Øjnene. Sådan er Billedet af Farmeren Peter Rørbæk, Vrensteddrengen, der for 44 år siden drog udenlands. Han taler perfekt dansk med en Tone af både Canada og Vrensted. En indtagende Blanding.
Rørbæk besøger sin Fætter, Gdr. Chr. Nørgaard i Borup og er for Tilfældet budt til Frokost hos dennes Nabo Gdr. Andreas Larsen. Skikkelsen og krogede Fingre røber Slideren, det stærkt skårne Ansigt Slægtskabet med jyske Bønder.
Han er født på Bådstedhede i Vrensted, og er nu hjemme i Anledning af sine Svigerforældres Guldbryllup. Det er Søren Skydt i Vodskov, hvis Far igen var Skytte på Skovsgaard i Hanherred. Deraf Navnet.
Jeg skriver og taler Dansk, men mine Børn svarer på Engelsk, indleder den gamle Farmer og fortæller jævnt og uden store Armsving, som jyske Bønder har for Skik, om sine Oplevelser i det fremmede.
275 Tdr. Land for 20 Dollars.
I 1907 rejste jeg til Amerika for at se mig om og for at tjene en Skilling. I to år arbejdede jeg ved Landbruget, men så tog jeg til Canada og tog Land i Saskatchewan, 320 Acres rå Prærie 275 Tdr. Land i dansk Mål. Prisen var 20 Dollars det jeg gav for Papirerne. Hvordan begyndte De så?
Jeg måtte først brække Landet og boede først i et Kornmagasin, men senere gravede jeg mig ind i en Bakke og tættede med Brædder og Mursten. Det kostede mig ialt 2 Dollars, men jeg havde det lunt og godt og blev efterhånden en Mester i at lave Flæskepandekage. Min eneste Medhjælper var en ung karl Knud Knudsen fra Brørup; men snart tog også han Land, og jeg blev ene med Studene og et Spand Heste.
Dog inden længe kom der flere Nybyggere, og vi gik så sammen om Aftenen og fik et slag Kort og fortalte Historier.
En god Rejse hjem.
Har De ikke været hjemme siden?
For 30 år siden gjorde jeg en god Rejse til Danmark. Da traf jeg min Kone, som sidder der. Vi mødte hinanden ved et Julegilde. Der var noget med et Par Sko, hun havde glemt, og så måtte vi tilbage efter dem, og så ja så kan der jo ske så meget.
Hendes Onkel rådede hende forresten fra det Eventyr. »Han sælger dig derovre,« sagde han, men hun tog med og lod sig heller ikke afskrække af det »Hønsehus«, jeg præsenterede hende som vort fremtidige Hjem. »Træd indenfor,« sagde jeg »så kommer Kokken«,
Nå, så fik vi efterhånden fire Børn to er nu i Byen, en søn har forpagtet min Farm, og en Datter er gift med min Nabo, der er Farmer som jeg.
Ødemarken forvandles.
Var der ingen Byer i Omegnen? Nej, der var kun Prærie at øjne, en uendelig Flade, og jeg vidste ikke engang hvad der var Øst og Vest; derfor pløjede jeg mine Furer skævt i Begyndelsen.
Nu er Prærien dækket af Hvedemarker, Byer Kirker, Skoler, Jernbaner og fine Veje overalt. Af Hovedstaden Regina, en By på Aalborgs Størrelse, ikke langt fra min Farm, var der ikke bygget et Hus i 1908.-
Hvordan gik det så?
Well jeg fik efterhånden Jorden i Kultur. Den er stærk kalkholdig og behøver ingen Gødning, men Hagl, Tørke og Græshoppe sværme, der til Tider kan formørke Solen, har i Årenes Løb voldt os stor Skade. Nå -så har jeg plantet meget 10.000 Frugttræer og en større Plantage, hvor der forresten nu og da holdes Folkefester og kirkelige Møder.
Et Bundt Amatørbilleder, små Glimt fra Dagliglivet derovre, vandrer rundt mellem de tilstedeværende, og Talen falder igen på Vendsyssel og Drengeårene i Vrensted,
Jeg har plukket mange Tyttebær i Vildmosen som Dreng, men nu kan jeg slet ikke kende Mosen igen, siger Peter Rørbæk, og man sporer en svag Bebrejdelse over Tabet af dette Barndommens Paradis.
Dansk-canadisk farmerpar besøger Danmark for sidste gang.
PETER RØRBÆK smiler og bliver ved med at smile bredt samtig med, at han blotter en hvid tandrække, så siger han og fører en tyk pegefinger op til munden og siger ”jeg har været uden tænder siden sidst jeg besøgte Danmark.
Rørbæk er dansk-canadier, her med 69 år på bagen. Hustruen kom for nylig til at savne at fejre jul i Danmark for sidste gang. Så de besøger nu slægtninge i Brønderslev og Vrensted
Det er 30 år siden, de sidst var hjemme. Det var da de blive gift: Der er seks børn, i gode stillinger, og de sendte i aftes telegrafisk forældrene røde roser. Der er i familierne et tæt sammenhold, som tilfældet er vores familie, hvor man har prøvet livet og sammen delt onde og gode dage.
Da Peter Rørbæk udvandrede for 43 år siden, ejede han absolut intet, men havde tværtimod gæld. Han tog til Iowa, blev gartner, men skræmmede sin amerikanske principal, fordi han ikke kendte forskel på planter og forvoldte skade i haven.
Forøvrigt tjente Rørbæk så lidt ved gartneriet, at han snart sagde faget farvel og rejste til Canada, hvor han blev pioner på en prærie med mile til nærmeste farm.
Han måtte til at begynde med grave med spade i den tunge jord, senere fik han en okse til hjælp, men der gik lang tid, inden han nåede så vidt, at han kunne ombytte sin jord hule med et rigtigt hus, to meter i firkant
Sparsommelighed og flid hjalp ham så vidt, at har i 1921 for første gang kunne aflægge besøg i det gamle land.
Intet er som før
Intet er som før… men det vidste vi da for øvrigt eller vi burde vide det. Bare når vi går og længes, er det efter tiderne, som vi kan huske de var og som vi holdt af, men det sådan er vi vel som danske, der efter lang tid tager beslutning om at rejse hjem for at besøge familien.
Hos Familien Rørbæk har også børnene gæstet Danmark. De en lille del af fædrelandet selv om de bor i det fremmede.