Gamle kirkemure pakkede med granit sten rummer ofte overraskende ting, men ved restaureringer føjer nutidens murere også deres hilsen til.
Almuen skabte den danske landsbykirke
Det var i en tid, hvor man levede i lykkelig uvidenhed om begrebet “kulturpause”, mens krige og fejder var såre velkendte begreber. Det var på mange måder en brydningstid, hvor en stærk og livskraftig bonde almue trods den hårde kamp for dagligt brød havde kræfter tilovers til at opføre disse imponerende bygningsværker. Kirkerne fortæller både om et behov for gudshuse under kristendommens voksende indflydelse, men vel også ved deres udførelse om, at den ene ikke ville stå tilbage for den anden, og i den retning var mennesker ikke anderledes den gang end nu.
De store kirker bærer tydeligt spor af fremmede bygmestre med fremmed arkitektur og udsmykning. Også den gang var det fremmede noget »fint«, men lykkeligvis havde almuen ikke råd til at holde fremmede bygmestre, og selv om man vel af og til skelede til den fremmede arkitektur, skabte man dog med de forhåndenværende materialer en dansk kirketype.
De tålmodige og udholdende jyder huggede gerne de store granit sten til, så de dannede firkanter.
Tykke munkestensmure fyldt med granit
Efterhånden som anvendelsen af de brændte munkesten blev almindelig, skabtes vel en ny facadetype, men man svigtede ikke den hårde granit, og der blev bygget fantastisk solidt.
Man brugte munkesten til facademur og inder mur, og hulrummet blev fyldt op med granit eller anden natur sten pakket ned i fin kalk, fortæller murermester Charles Andersen, Vrensted, som kort før jul afsluttede et omfattende restaureringsarbejde af tårnet på Thise kirke.
Her målte tårnmuren 1,37 meter i tykkelsen fra grunden til op over hvælvingerne, hvorefter tykkelsen faldt til 1,17 meter, senere til 94 cm, og på de øverste to- tre meter af tårnet målte muren »kun< 50 cm.
Kalken til byggeriet er blevet læsket flere år i forvejen. Den blev knust og stampet med en trækølle i en trækasse, indtil man havde fået en tyk, grødet limmasse. Naturstenene blev pakket ned i hulmuren med denne kalk, der var meget holdbar, når der blot kom vand til. I Thise kirke havde vand og frost ødelagt kalken, så facademuren var slået løs fra naturstenene og truede med at vælte ud.
Alle fund mures på plads igen.
Kan en almindelig kirkemur rumme overraskelser?
Man må altid være opmærksom, når man restaurerer gamle kirker, for man kan gøre de mærkeligste fund, og man kan komme til at afdække en gammel arkitektonisk udsmykning, som senere tid har dækket. Det har altid været skik at mure nogen ind i murene, og de gamle kirkemure bekræfter dette.
Da vi rev de gamle mure ned i Thise, fandt vi i muren over vindeltrappen lige over hvælvingerne, hele rygsøjlen og nogle af ribbenene af et menneske.
Har det været rester af en begravelse, eller har det været en makaber spøg?
Jeg ved ikke, hvad meningen har været, men en begravelse var det ikke, for det har været skeletrester, allerede da det blev indmuret.
Hvad gjorde De ved det?
Vi murede det naturligvis ind på samme plads igen. Det gør vi altid. Det er også gammel tradition, at man ikke fjerner noget. Alt skal på plads igen, som det lå før.
Gamle gravsten pakket ned i tårnmuren.
Man føjer måske hellere noget til?
Det hænder nok! Det ligger i én, når man er vokset op ved murerfaget. Min far, M. K. Andersen, var også murer, og allerede mens jeg var i lære hos ham, fik jeg interesse for disse kirke restaueringer, der også var hans stor interesse.
Det hænder nok, at der smutter en ølflaske ind i muren med en seddel, som giver besked om, hvem der har arbejdet her, hvem der var præst ved kirken og lignende, og så funderer man lidt over, hvor mange århundreder, der skal gå, før flasken bliver fundet igen.
I Thise kirke pakkede vi for øvrigt en bunke gravsten ned i hulmuren. Der lå i et hjørne af kirkegården en del gamle gravsten, både granit sten og marmorplader fra sløjfede grave. De blev forsigtigt hejset op og pakket hele ned i muren, så selv om gravene for længst er sløjfede, er de dødes navne altså bevaret for eftertiden.
Et velbevaret høneben i kirkens mur
Hvad er det mærkeligste fund, De har gjort?
Det var noget, der ikke havde meget med historie at gøre, for det var et velvoksent høneben. Vi fandt det, da vi sidst i 40’erne satte granitten om i sydmuren af Vrensted kirke. Her var det pakket ned i kalken mellem stenene! men jeg tror, det skyldtes en tilfældighed.
Det var tydeligt, at en mand havde gnavet det meste af kødet på lårbenet. Derefter har han sikkert smidt resterne fra sig, og det er faldet i kalktruget og er derfra gået med ned i muren. Det ejendommelige var, at det tilbage værende kød og skind på underbenet var lige så gult og friskt som den dag, vores ukendte kollega smed det fra sig for 800 år siden. Det havde ligget fuldstændig lufttæt pakket ned i den fine kalk.
Skeletter i lange rækker.
Er De aldrig stødt på begravelser under restaureringer?
Jo, endda mange. Da vi i 1937 lagde gulvet om i Tolstrup kirke, hvor der bl.a. skulle nogle rørinstallationer under gulvet, stødte vi hurtigt på et skelet, og det viste sig snart, at de lå tæt under gulvet. Vi måtte flytte lidt på dem for at komme til, men også her lagde vi det hele pænt på plads igen under det nye gulv. Det var for nogle århundreder siden meget almindeligt med begravelser under kirkegulvet.
I Tolstrup kirke blev vi under den samme restaurering opmærksomme på nogle spidsbuer i gavlen, og arkitekt Teschel, Frederiks– havn, der er Nationalmuseets bygningsinspektør, blev tilkaldt, og vi fik de smukke gotiske buer afdækket.
Fotografen blegnede ved udsigten.
Det er ikke ufarligt arbejde, når tårnene skal restaureres?
Det er ikke værre end andet arbejde, når man først har vænnet sig til det. I Thise var vi lid bange for, at muren skulle skrid ned over os, men selve det at arbejde i højden bekymrer os ikke. Det hænder, at en arbejdsmand der ikke er vant til det, er ked af at gå op i begyndelsen, men det varer sjældent længe. Man må bare aldrig sløse med sine stilladser. De skal være solide og forankres godt.