Af lektor Jørgen Sørensen – Brønderslev drengen
Som har skrevet Vendsyssel sangen og Brønderslev Sangen
Her et foredrag som han holdt på et tidspunkt ca. 1983.
En journalist stillede engang gårdejer Larsen-Ledet dette spørgsmål:
“Er der ikke noget om, at vendelboerne er temmelig stolte af deres herkomst?”
Hvortil Larsen-Ledet svarede: “Nej, stolt tror a intj, wi ar, – – men wi ar da sæfe’li taknæmla!’
Netop i denne velbegrundede taknemlighed kan læseren finde forklaringen på, at disse erindringer skrives. Forfatteren er med sine “kun” 54 år klar over, at det sker i utide, men har ønsket, så hurtigt som muligt, at fastholde nogle indtryk og hændelser fra den barndomsperiode, som allerede nu forekommer ham at være en fjern fortid.
Det er blevet fortalt mig af mine i enhver henseende pålidelige forældre, at jeg kom til verden i Skolegade 4 i Brønderslev. Jeg tør derfor med sikkerhed gå ud fra, at det forholder sig således og må ofte undre mig over, at end ikke en beskeden mindeplade henleder den forbipasserendes opmærksomhed på denne skelsættende begivenhed. Det skal dog indrømmes, at min tilknytning til stedet er forholdsvis begrænset, sikkert fordi familien kort tid efter min ankomst flyttede til Gravensgade 25 A, som skulle blive en væsentlig del af min barndoms paradis.
Her var der en have med umådelige mængder af saftige gule blommer og stikkelsbærbuske. Her vrimlede det med stier og krogveje, som frembød endeløse muligheder for fantasien. Her lå der et snedkerværksted, hvor snedkermester Sønderlev havde til huse, og hvor man kunne sidde i timevis og se på arbejdet med træ og gamle limpotter. Men frem for alt, var der i et nærliggende hønsehus en sand velsignelse af rotter. Jagten på disse var spændende hinsides al beskrivelse, ikke mindst da de til sidst blev så mange, at alle bekæmpelsesmidler måtte tages i anvendelse for at udrydde dem. På den modsatte side af gaden – dér, hvor byens brugsforening nu er placeret – lå dengang “Jysk Klokkestøberi”, en nabo, som den ældre generation formentlig har omfattet med behersket hengivenhed. En stadig sky af sod og snavs omgav denne virksomhed, hvis skorsten med jævne mellemrum udsendte en luftart, som næppe har været fremmende for sundhedstilstanden hos kvarterets beboere. Men tillokkend var det, i respektfuld afstand, at iagttage, hvorledes det flydende metal blev hældt i støbeformene. Her var ikke noget at tage fejl af. Dette var farligt!
På hjørnet af Gravensgade og Frederiksgade, i et hus, som desværre nu er forsvundet, boede den navnkundige overbetjent M.V. Mortensen. Jeg har tidligere i anden forbindelse fortalt mine begejstrede læseree, hvorledes jeg i dette hjem grundlagde min personlige formue ved på overbetjentens gentagne opfordring, at synge “Dejlig er den Himmel blå”. Denne dåd indbragte hver gang 10 øre, hvilket på den tid var et anseligt honorar for en 6-7 årig dreng.
Men også overbetjentens to yngste sønner, Kaj og Tage Mortensen – dengang i begyndelsen af tyverne – bidrog i betydeligt omfang til min økonomiske velstand, idet de ved flere lejligheder bad mig afgøre hvem af dem der havde “den fineste cykel”. Opgaven var penibel, fordi jeg gerne fortsat ville opretholde et venskabeligt forhold til dem begge, men da kaj M. tilbød mig 5 øre for at udtale mig til hans fordel, mente jeg nok, at hans cykel, alt taget i betragtning, var den fineste. Nu erklærede Tage M. imidlertid, at han agtede at betale 10 øre, hvis jeg ville erkende, at jeg havde taget fejl. Efter endnu engang at have kastet et ransagende blik på de to cykler måtte jeg da også indrømme, at jeg måske havde varet for hastig i min bedømmelse, og at Tages cykel – omend forskellen forekom mig uendelig lille – dog nok var den fineste.
Til læserens orientering skal jeg tilføje, at Tage Mortensen senere blev lærer i Brønderslev, medens Kaj Mortensen efter en periode som politibetjent på Læsø blev kriminalassistent i Frederikshavn. Mange vil uden tvivl med glæde tænke tilbage på hans uforglemmelige barndomsberetning “Lirekassen”, som kunne læses i Vendsyssel Tidende for: 30 år siden.
Hos Tage Mortensen blev jeg senere indviet i violinspillets ædle men vanskelige kunst. Denne fremragende pædagog afholdt hvert år i sine private stuer en elevkoncert, som de stolte forældre uden undtagelse overværede for endnu engang at forvisse sig om deres børns usædvanlige talent. I hvilken udstrækning disse i deres nuværende virke får mulighed for at udnytte deres violinistiske færdigheder, skal jeg ikke kunne sige, men til oplysning for direktionen i Handelsbanken skal jeg gøre opmærksom på, at ingen ringere end Brønderslevafdelingens agtværdige hovedkasserer, hr. Ove Jensen, var blandt Tage Mortensens flittigste elever. Det er ikke for meget sagt, at disse aftener hører til den tids lykkeligste og mest betydningsfulde stunder. For en dreng i datidens musikfattige Vendsyssel var det en oplevelse af grundlæggende værdi at få lov til at deltage i fremførelsen af bl.a. Mozarts “Eine kleine Nachtmusik”. Dette udødelige værk har vel ofte fået en mere perfekt fortolkning, men er næppe nogensinde blevet spillet med større begejstring og inderlighed end i Gravensgade 21.
Denne beretning om mine tidligste drengeår ville være højest ufuldkommen, hvis jeg undlod at omtale Erik Johnsen, søn af købmand J. Johnsen, hvis forretning lå 1 Bredgade, ved siden af hotel “Phønix”. Når han og jeg allerede før skolealderen lærte hinanden at kende, skyldes det nok, at hans mor var datter af overbetjent Mortensen. Det skulle blive et bekendtskab med vidtrækkende konsekvenser, og det skal straks siges, at en udtømmende redegørelse for vore fælles oplevelser ville kræve, at Vendsyssel Tidende stillede sin samlede spalteplads til rådighed.
Vor betydeligste bedrift – herom kan ikke diskuteres – var oprettelsen af “Brønderslev Drenge-Opdagelsespoliti”, et kriminalpreventivt foretagende, hvis effektivitet og forbløffende resultater især beroede på en gennemført elitær bemandingsprocedure. Som følge heraf omfattede korpset kun to personer, nemlig chefen (E.J.) og souchefen (undertegnede).
Korpsets hovedopgave bestod i en omfattende registrering af alle mistænkeligt udseende personer og nødvendiggjorde daglange aktioner – oftest på cykel – i byen og dens nærmeste omegn. For ikke at miste orienteringen i særligt uvejsomme eller skovrige områder, f.eks. tennisplantagen i Nørregade, afmærkede vi omhyggeligt den tilbagelagte rute. Det vil føre for vidt at gå i detaljer. Her skal det blot i al beskedenhed konstateres, at kriminaliteten på egnen inden længe dalede til et minimum.
Ved siden af denne samfundsnyttige virksomhed blev der dog også tid til andre aktiviteter, ikke mindst i forbindelse med det dengang nyligt indviede friluftsbad. Her bestræbte vi os af alle kræfter på hurtigst muligt at erhverve den svømme færdighed, som var en uomgængelig betingelse for at få lov til at benytte bassinets højt eftertragtede dybeste trediedel. Det var et stort øjeblik, ja en højtidsstund, da vi, efter aflagt prøve, modtog denne tilladelse af friluftsbadets daværende svømmelærer, den senere så kendte radiomedarbejder Christian Kryger. Denne triumf og lignende glædelige begivenheder blev markeret med indkøb af to smørkager – Vendsyssels bedste – som kunne fås for 5 øre pr. stk. hos bager Christensen i Nygade.
Efter indgående overvejelser skal jeg, omend med nogen betænkelighed, tilføje følgende bemærkninger, der imidlertid bedes betragtet som strengt fortrolige:
Fra et halvtag, som dækkede manufakturhandler Carl Lauritzens cykelskur i Mejlstedgade, kunne man, med rimelig chance for at ramme sit mål, beskyde sagesløse forbipasserende i nakken ved hjælp af elastik og papirkugler. Læseren er utvivlsomt på det rene med, at vi aldrig ville indlade os på en så oprørende skændselshandling. Når jeg alligevel har en erindring herom, er jeg da også tilbøjelig til at mene, at der må være tale om en særlig livagtig drøm, som jeg af hensyn til professor Johnsen aldrig hidtil har omtalt for nogen. Hvem ved, om det kunne have vanskeliggjort eller forhalet hans udnævnelse til æresdoktor ved Åbo universitet? Thi det er han i dag, og heraf vil den tænksomme læser kunne se, at det stadig er muligt at nå ærens højeste tinder, når man allerede i sin tidligste barndom forstår at vælge de rigtige venner.
Mit første møde med Brønderslev Kommuneskole står temmelig klart 1 min erindring. Endnu ser jeg for mig, hvorledes de nye 1.klasser stod opmarcheret i rækker og geled, medens frøken Frøkjær, stående på øverste trappetrin, mønstrede tropperne med et hærførerblik, der dog ikke formåede at skjule, at hun inderst inde var et meget venligt menneske. Min klasselærer blev i øvrigt Birthe Kjær, gift med senere indenrigsminister Ejnar Kjær (ministeriet Knud Kristensen). Hun var en dame, der lagde megen vægt på elevernes personlige hygiejne, understregede gang på gang, at det ikke var nogen skam at gå i lappet trøje, men at sæbe og vand var så let tilgængelige goder, at ingen behøvede at møde i skolen med snavsede hænder. At vi ikke gjorde det, forvissede hun sig omhyggeligt om ved timens begyndelse. Respekt for orden og akkuratesse med skriftlige arbejder lærte vi på et tidligt tidspunkt. Når Birthe Kjær havde instrueret klassen om at placere en overskrift på diktathæftets 3. linie, var det ikke tilrådeligt at anbringe den på 2. eller 4. I øvrigt omfattede hun sine elever med stor omsorg og interesse, hvilket jeg personligt erfarede mange år efter, at vore veje skiltes.
I tillid til at læseren ikke vil fortælle det til alle og enhver, skal jeg røbe, at jeg ret snart oplevede noget, der næppe kan forklares som andet end mit livs første forelskelse. Blandt klassens piger var der især en, som forekom mig at være uden fejl, og som jeg derfor måtte anse for den ideelle livsledsagerske netop for mig. Det blev hun ikke, bl.a. fordi hun valgte at skænke sin gunst til skolens ældre drenge. Da jeg således måtte erkende, at hendes smag og dømmekraft ikke svarede til hendes skønhed, at hun med andre ord ikke var mig værdig, genvandt jeg forholdsvis hurtigt min sjælelige balance. Dog vil jeg aldrig glemme hin sorgens dag, da hun faldt og brækkede sit ene ben, hvilket medførte, at den dengang purunge lærer, Henry Allermann, i de følgende uger måtte bære hende på armen ind og ud af skolegården. Jeg betragtede ham med en blanding af beundring og misundelse.
O, at være en lærer! (Frit efter Frank Jæger).
Som 11-årig, ved overgangen til mellemskolen, mødte jeg for første gang Alfred Larsen, der nu overtog hvervet som klasselærer. Selv om vi alle hurtigt lærte at sætte pris på denne gennemkultiverede og altid venlige mand, er det først i de senere år, jeg til fulde begriber rækkevidden af hans undervisning. Hos ham stiftede vi bekendtskab med digterværker, som undgåeligt måtte gøre et stærkt indtryk i en alder, hvor fantasien og sindets modtagelighed er størst. Med sin gennemgang af Oehlenschlägers “Aladdin” beredte han os en oplevelse, som end ikke den mest farvestrålende fjernsynsversion vil kunne fordunkle. Aldeles tabt for omverdenen lyttede vi til Bjørnsons fortællinger, Holbergs komedier og Hos trups syngespil. Sprogets skønhed og udtryksmuligheder gik for alvor op for os i realklassen, da vi blev konfronteret med indledningen til “Haakon Jarl”. Havde vi ikke tidligere fornemmet bogstavrimenes betydning, gjorde vi det nu:
En herlig gammel helt er Haakon Jari. Han knejser som en knudret eg blandt alt det andet småkrat!
Så betaget af dette kraftfulde sprog var vi, at vi lærte lange passager at tragedien udenad for at kunne anvende dem ved passende lejlighed. I tilfælde af eventuelle fremtidige forelskelser i piger med brækkede ben ville en linie som denne jo være særdeles velegnet:
Siig, hvad tykkes dig om sædet på Jarl Haakons kæmpearm?
Lige så levende som litteraturundervisningen var timerne i historie. Stadsskoleinspektør Johannes Sørensen, som var en usædvanligt vidende fagmand, fortalte rigets historie så livfuldt, at alle dens skikkelser, fra Harald Blåtand til Stauning, fremstod lyslevende for os.
Til skoletidens højdepunkter hørte naturligvis skolekomedierne, især når Victor Røn optrådte i sin glansrolle som hovedpersonen i “Jeppe på Bjerget”. Ligeledes julekoncerterne i kirken, hvor skolens kor sang under ledelse af Jens Mølgaard, glemte hvilke vers der skulle udelades i “Den yndigste Rose” og måtte undgælde ved at se dirigenten vende sig imod menigheden med ordene: “Der er jo altid nogen, der står og sover!”
Den årlige skoleudflugt gik i hine tider ikke til London eller Paris men til Tolne skov og bakker. Her kunne man – foruden at nyde naturens yndigheder, samværet med kammeraterne og den med bragte madpakke – drikke sig fra sans og samling i “Godt Humør”, en rød sukkervandssaft, som kunne købes i skovens kiosk for 15 øre pr. flaske. Flertallet medbragte til dette formål i alt 1 krone, der, hvis man var afholdsmand, dog også kunne anvendes til køb af 10 ispinde, 20 flødeboller eller kæmpemæssige poser med bolsjer og lakrids.
Morgensang hørte dengang til dagens orden hos de fleste af skolens lærere, og visse sange og salmer er for bestandigt knyttet til erindringen om disse. F.eks.: Jens Jensen: Alt, hvad som fuglevinger fik. Befal du dine veje. Alfred Larsen: Ind under jul. Lad det klinge sødt i sky. Henry Allermann: Som hønen klukker mindelig. Jens Mølgaard: Havet omkring Danmark. Som dybest brønd.
Henimod skoletidens afslutning kom Willy Kløve ind i byens skolebillede. Foruden sine indlysende pædagogiske og administrative evner besad han endnu en færdighed, som var hans alene: Siddende ved katederet kunne han ubesværet løfte dette en halv alen fra gulvet. Det var derfor ganske naturligt, at han blev Brønderslevs første skoledirektør, og det er han heldigvis endnu.
Al ovenstående kunne man måske få det indtryk, at min barndoms skole var perfekt og alle dens lærere fuldkomne. Havde disse da slet ingen fejl?
Det var et godt spørgsmål (som man kunne forvente det af Vendsyssel Tidendes læsere).
Svaret lyder i al sin enkelhed således:
Jo!
Slemme fejl?
Absolut nej! Så ville de ikke være blevet ansat i Brønderslev. Hvorom alting er, mindes vi dem med glæde og er dem især dybt taknemlige, fordi de ikke i demokratiets hellige navn, anvendte vor kostbare tid til endeløse drøftelser af undervisningens mål og midler, til ensidig fordybelse i såkaldt samfundsrelevante problemer eller til selvoptaget kredsen omkring vor egen interessante pubertetsbetingede identitetskrise. I stedet vendte de vor opmærksomhed mod andre, nok så væsentlige og livsbekræftende sider af tilværelsen.
Som Thøger Larsen udtrykte det:
De gjorde det højere til loftet og videre til væggene.
Fundamentet var lagt. Vejen var banet til gymnasiet, hvilket skulle medføre 3 spændende og i mange henseender forunderlige år i Hjørring. Men herom en anden gang. Måske.
Den, der efter mange års forløb genser sin barndoms by, vil ofte – trods iøjnefaldende fremskridt og smukke nybygninger – vare tilbøjelig til med Blicher at udbryde:
Ak, hvor forandret!
Med vemod må han konstatere, at mange af de kendte skikkelser er borte og med forargelse, at gadebilledet nogle steder er udret til det ukendelige.
For Brønderslevs vedkommende gælder dette sidste især området omkring Nygade. Her, som i de fleste andre bycentrer, er der liv og travlhed om dagen men øde og mennesketomt om aftenen.
I den seneste tid synes man i nogle byer at have indset det uheldige i denne udvikling og vil for fremtiden søge at undgå den skarpe adskillelse af forretnings- og beboelseskvarterer.
Tanken er ganske sikkert rigtig og vil forhåbentlig også vinde gehør i Brønderslev.
Thi bedre by findes ikke!
En svimlende men ikke utiltalende tanke melder sig: “Æresborger i Brønderslev Købstad”.
Har man i grunden en sådan ??