I 1952 fortalte et ældre par, Anders Madsen og Lise Marie Madsen fra Gerå om, hvad de oplevede som tjenestefolk på Dronninglund Hovedgård helt tilbage i 1890erne.
Det var en vældig fest, når den gamle spillemand mødte op på det ryddede kornmagasin.
Godsejer Hou var selv tilstede ved høstgilderne.
Han holdt også sølvbryllup, mens vi var der, og der skulle have været en stor fest.
Slotsgården var lavet til festsal for alle arbejderne på gården, og der var godt med farver rundt omkring.
Ved indgangen til slottet, var der en flot æresport med godsejerens og fruens forbogstaver, og uden for gården var der også en.
Netop som festen skulle til at begynde, og godsejeren og hans frue lagde for med den første dans, gik der ild i navneskiltet.
Anders sprang til, og slukkede ilden, men da der i det samme kom meddelelse om, at også navnene i den anden æresport var brændt, afbrød godsejeren festen.
Han bød stille ”godnat”, og hver måtte gå til sit.
Efter dette varsel kunne han ikke feste mere. Det var så uhyggeligt.
Han døde også, godsejeren, før et år var gået.
SPØGERI PÅ SLOTTET.
Fru Madsen havde aldrig troet på spøgeri, men der blev nu snakket en del om det, der holdt til på det gamle slot.
Der var en gammel sadelmager, som fortalte han en aften, havde set et spøgelse. Det råbte ham an lige uden for kirkegården, og var klædt i hvidt, flagrende tøj.
Det gjorde ham så forskrækket, at han var syg længe efter. Fra den aften turde han aldrig mere gå alene forbi kirkegården. Anders måtte tit følge ham på vej, når han gik sent fra gården.
De andre piger på Hovedgården var heller ikke helt fri for at tro på, der var noget usædvanligt.
Vi havde vore værelser lige ind til kirken. Vi kunne såmænd ligge i sengen og høre, hvad præsten sagde på prædikestolen, når vi havde fri.
Hvor meget der så end var om spøgelser og den slags, syntes jeg det var anderledes uhyggeligt, når vi så ”Den sorte jomfru” eller ”Træhesten”, som stod fra brigadernes tid.
Heldigvis blev den ikke brugt mere, men det var et talende minde fra den gamle tid.
Fru Madsen var på Dronninglund Hovedgård i tre år, og det sidste år var hun på mejeriet.
Det var en drøj tid, der var bogstaveligt aldrig tid til at sove.
Vi skulle begynde på mejeriet klokken 1, så skulle mælken bæres op. Når vi var færdige med det, måtte vi ud og malke 22 køer hver.
Klokken 6 fik vi morgenmad, så fortsatte vi arbejdet til isvognen kom klokken 11. Klokken 13 skulle køerne malkes igen, og klokken 16 måtte vi have køerne ud.
De kom hjem klokken 21.30, og så skulle vi igen tage os af dem.
Søvn blev der kun tid til indimellem, og det var aldrig ret længe ad gangen, men ellers var det en god tid på Dronninglund.
Det var ikke så rart, at vi skulle spise fire af samme fad, men det skulle de jo også andre steder.
Jeg købte mig engang et fad, jeg ville have for mig selv, men det gik ikke, for så ville de andre også ”søbe” af det.
Et udpluk fra den nye bog ”Landboliv” med Estrid og Povl Stevns som drev en mindre ejendom på Stenum Vesterhede.
Povl er fra Vrensted og søn af Inger og tidligere provst Aage Stevns, Estrid stammer fra Sjælland.
Estrid og Povl er her i 2025 begge over 90 år og nu bosiddende i Serritslev..
Bogen kan købes på nettet evt. hos William Dam Boghandel
Introduktion
Ved Karen Stevns, datter af Estrid og Povl Stevns
Velkommen til fortællingen om et levet landboliv på Stenum Vesterhede mellem Løkken og Brønderslev i Nordjylland fra 1958 og frem til 2000.
Den handler om mine forældre, Estrid og Povl, der købte en gammel gård med 40 tønder land god jord i den periode, hvor der kun var få motoriserede maskiner i landbruget, og hvor der i husholdningen ikke var alle de moderne hjælpemidler, vi har i dag. De var nygifte, da de tog over.
Min far blev uddannet landmand og arbejdede i den anledning bl.a. hos en storbonde i Vrensted og på Vrejlev kloster. Far var fra nabobyen Vrensted, hvor han var søn af præsten og præstekonen. Han var den eneste på sin årgang i skolen, der fik realeksamen. Farforældrene var højskoleforstanderpar i Kvissel i Vendsyssel, og morforældrene drev en stor købmandsforretning i Ruds Vedby på Sjælland.
Min mor var uddannet sygeplejerske efter studentereksamen al sin skoletid gik hun kun i pigeskoler. Hun var fra Frederiksberg i København og var datter af arkivaren i Det kongelige danske videnskabernes Selskabs farfar var oberst og hendes morfar var præst i Aalborg- og kvinderne huse Så selv om mine forældre blev ejere af en mindre gård, der med tiden blev husmandssted, så havde de en del veluddannede i familien, og det kom også til at præge deres liv i Stenum. De levede et sted mellem bondesamfundet og borgerskabet og satte pris på viden og kunnen, og de engagerede sig i forskellige faglige organisationer.
Ud over at handle om mine forældre, viser fortællingen også, hvordan vilkårene var på landet fra slutningen af 1950’erne, og hvordan de ændrede sig over årtierne. I den periode blev det muligt at opdyrke meget mere land per landmand på grund af de mange nye og større maskiner. Mange karle og piger og andre medhjælpere forsvandt fra landbruget. Det blev mindre rentabelt at have et lille landbrug, og mange tidligere hjemmearbejdende landbokvinder blev udearbejdende for at tjene penge til familien. Mange smålandmænd blev også deltidslandmænd med måske et industri-arbejde ved siden af. Med tiden blev mange af de mindre landbrug helt nedlagt, og jorden blev købt op af nabogårde, der blev større og større. Kvindernes position blev i den tid også ændret som i resten af samfundet fra at være hjemmearbejdende medhjælpende hustruer til at være selvstændige udearbejdende kvinder med egen økonomi.
Far valgte at blive landmand, da han gerne ville have et frit erhverv, hvor han selv kunne bestemme. Han elskede sit job og havde orden i tingene. Der var både ryddeligt, og han holdt regnskab med det hele – ikke bare over økonomien, men han holdt også nøje orden på dyreholdet med fortløbende registrering af antal med foderplaner. Han holdt regnskab med sædskifte, gødningsplaner, så- og høsttider, pløjetider, og han holdt regnskab med nedbørsmængder og frostperioder. Far var interesseret og engageret i, hvad der rørte sig i landbruget, og han var bl.a. med som underviser og i tillidsposter i landboforeningen og i slagteriet, hvilket for en del af engagementerne også gav en kærkommen biindtægt. Han fløjtede næsten altid, når han gik i stalden og passede dyrene. Humøret var ekstra højt, når det hele flaskede sig godt. Til gengæld var det lidt trykket, når vejret over længere tid ikke artede sig ordentligt, eller når økonomien var klemt. Det huede ham heller ikke, at der med årene blev flere og flere ydre restriktioner og kontroller pålagt landbruget.
Mor blev aldrig rigtig glad for sit sygeplejerskeerhverv, så hun kastede sig ud i det der med stor iver, da hun i stedet blev gårdmandskone. Hun var flittig og ville gerne lære det hele hurtigt, også selv om det var fysisk hårdt. I starten var hun medhjælpende hustru, men efter der var kommet flere børn, enedes mine forældre om, at far passede bedriften, mens mor passede børn, hus og have. Mor har altid sat barren højt med hensyn til kvalitet – med tendens til perfektionisme – og med hensyn til, hvor meget hun ville nå. Hun indrettede huset nydeligt med bl.a. egne syede gardiner og pæne ting, holdt det rent og vedligeholdt det med jævnlig tapetsering, maling og gulvlakering. Hun var den primære omsorgsperson for 5 børn, der først kom ud af huset, da de startede i 1. klasse, og hun ønskede, de skulle være velopdragne og klare sig godt i skolen. Desuden holdt mor en stor køkkenhave, en stor prydhave, gårdspladsen og læbæltet. Hun bidrog til at holde den sparsomme økonomi i gang ved at udnytte gårdens ressourcer så godt som muligt, ved at købe ind på tilbud og ved at sy til sig selv og børnene. Hun gik også meget op i håndarbejde. På et tidspunkt blev hun nødt til at tage job som sygeplejerske ved siden af på grund af en rigtig dårlig økonomi i landbruget. Det var alt for meget til en person, og det er ikke så sært, at hun i en årrække var plaget af over-belastningssymptomer med udmattelse, hovedpine, migræne, vejr- trækningsbesvær og højt blodtryk. Men hun ville ikke klage, og hun ville klare det selv – hun ville passe det, hun havde påtaget sig.
Mor fik førtidspension som 56-årig efter mange års krævende arbejde. Desuden døjede hun meget med slidgigt i sine hofter og fik tidligt hofteproteser. Far gik på efterløn som 60-årig i 1993, da han på det tidspunkt fandt det mest hensigtsmæssigt. Samfundet bad også folk om at gå tidligt på pension, så de unge kunne komme til. Jorden blev forpagtet ud, men mine forældre blev boende på gården, indtil de i 2000 fik den solgt og derefter kontant kunne købe et nybygget svensk træhus i Serritslev nord for Brønderslev. Efter mange år blev de nu endelig fri for økonomiske problemer og kunne nyde det nye hus og anlægge en flot have. Og der blev tid og mere overskud til også at dyrke egne interesser og komme ud at se lidt mere af verden.
Teksterne i denne bog er samlet i første halvdel af 2024. Far har i mange år skrevet om sin barndom i Vrensted og om sine forfædre, men i de senere år har han også skrevet en del om sit eget og mors liv. Det har været skrevet som en familiehistorie eller har været brugt ved foredrag eller som taler ved særlige lejligheder. Han har også i mange år skrevet digte. Hvoraf nogle er medtaget her. En del af hans skriverier er udkommet i Vrensted historier, hvor han har været en meget flittig bidragyder, i ”Barn af Vendsyssel XII” samt i en privat udgivelse fra 2024 ”Povl Stevns – mine skriv”
Mor har gennem årene skrevet mange breve hjem til sine forældre og sin lillebror. De giver et fantastisk direkte billede af livet på landet med de glæder og sorger, der var. Brevene er skrevet med en vis lethed, for der var ikke grund til, forældrene skulle vide, hvis tingene faktisk var for hårde eller svære. Selv om brevene tyder på stor hjertelighed overfor forældrene, havde mor dog et noget anstrengt forhold til dem. Men det var en selvfølgelighed, at mor og forældrene (især mormor) skrev sammen. Det er dog tydeligt at læse, at der var rigtig meget at se til. Overskrifterne foran brevene har jeg sat på for at lette læsbarheden. Jeg har efter overvejelse besluttet, at alle brevene skal med. Det betyder, at der er mange gentagne emner, men dels er der forskellige nuancer, og dels vidner de også om de gentagne opgaver i landbolivet – for eksempel den meget besværlige roedyrkning, der ofte fyldte meget. Desuden er der mulighed for at kigge efter de emner, der særligt interesserer. Bl.a. kan man kigge lidt på, hvordan der ses anderledes på børnepasningen dengang og nu. Har du ikke lyst til at læse alle brevene på en gang, så kig efter overskrifterne og vælg ud.
Endelig har jeg i april 2024 interviewet mine forældre om emner, der ikke var med i fars tekster og mors breve, eller som kunne uddybes mere. Mine forældres liv har været præget af arbejdsomhed og stor pligtfølelse. Der har været modgang, frustrationer og mange år med økonomisk usikkerhed, men mest af alt har glæden ved tilværelsen og kærligheden til hinanden præget deres liv. De har haft et fælles ståsted i tilværelsen, som har givet mening og fylde. I 2023 nåede de sammen endnu en milepæl: krondiamantbryllup efter 65 års ægteskab.
Min mor og far er nu i efteråret 2024 hhv. 92 og 91 år, men de er helt åndsfriske og klarer sig ved hinandens hjælp fortsat i deres træhus med egen have. De har været med i hele processen og har godkendt det medtagne stof. Billederne i bogen er alle fra familiealbummene. Billedteksterne har jeg skrevet. Flere steder har jeg lavet små baggrundsnotater.
Til sidst i bogen er en oversigt og børn, børnebørn og oldebørn på nuværende tidspunkt.
Især i starten var meget af arbejdet med håndkraft, når der skulle dyrkes korn. Siden kom der flere og flere maskiner. Povl fortæller i 2024.
Det første år købte vi gården i maj og overtog til 1. juni, og da var markerne tilsået. Der var ingen roer dengang. Der var sået en stor græsmark, og så var der græs i engen, og det var fordi, ejeren havde fedekvæg, da vi kom. Men han solgte alt kvæget. Og så var der korn. Jeg kan huske, jeg spurgte efter, hvad han givet det af gødning, engang vi gik i marken. Vi kom gående nordfra og forbi mergelgraven og på højre hånd, var der sået korn. Jeg spurgte: “hvad har du givet den er mark for eksempel?” Så sagde Adolf: “Den har ingenting fået; jeg har snakket med planteavlskonsulent Olsen, og han sagde: med de tal du har Adolf Vestergård, så behøver du ikke at spekulere i, at de falder det første års tid. Så det kan godt gå, uden du giver det noget”. Så han havde ingen gødning givet det år. Så gav vi det noget salpeter – noget kvælstof. Det var det første år, altså 1958.
Da vi købte gården, lå der også 25 tønder havre oppe på loftet over stuehuset! Det hentede vi ned derfra, men vi lagde aldrig selv korn på stuehusloftet. Det hed sig og det står også i skødet – at der fulgte en halv selvbinder med, og det var sammen med Anders og Edel.
Det var en gammeldags selvbinder til heste. Anders og jeg fandt ud af som den næste generation, at hvis vi nu savede “stjatten” over, så kunne jeg trække selvbinderen med traktoren, og han kunne sidde på den. Så vi savede “stjatten” af. Jeg kan huske, vi var ovre ved Anders og høste. Der skulle laves plads, da vi havde høstet første række, idet vi skulle flytte nogle neg for at kunne komme tilbage. Anders far, der var noget gammel og gik og tyggede skrå, gik og flyttede negene til der hvor vi skulle køre. Så råbte Anders: “Åh, den gamle Satan!!! Det var hans far! Han havde ikke forstand på det med traktoren. Jeg var rystet. Nå men han fik dog flyttet negene igen.
Estrid sad også på selvbinderen nogle gange. Hun sad på den, da vi kørte nede ved vejen, og Adolf kom forbi. Den gang Adolf drev landbrug, var det sådan, at børnene spændte for og så skulle faderen selvfølgelig sidde foran – han var en dygtig kusk. Da Adolf kørte forbi, og så Estrid sad på selvbinderen, mens jeg sad på traktoren, blev Adolf så forarget over, at jeg havde sat Estrid over på selvbinderen, for det var noget husbond skulle gøre.
Når man sad på selvbinderen, skulle man ikke gøre noget som helst andet end at hejse vingen op og ned. Maskinen lavede selv negene. Vingen skulle stå sådan, at kornet skulle kunne tages op fra marken i den rigtige højde, så det faldt ind på border. Kornet kørte ind på et bånd, maskinen samlede det sammen, og når der var nok korn, slog den en strik om neget og smed det derefter ud til siden og ned på jorden. Man kunne ikke regulere hastigheden, for der var nogle kæder, der trak den.
Når vi var færdige med at høste en mark, rendte vi og satte negene sammen. Vi tog et neg under hver arm og satte dem sammen i grupper, så der stod 6 neg sammen, 3×2. Der var noget renderi efter de yderste og så ind på midten. (Estrid: så håbede vi, der ikke var alt for mange tidsler i, de stak forfærdeligt.) Negene stod et stykke tid på marken. Det afhang af vejret, hvor længe de skulle stå, for dels skulle de eftermodne, og dels skulle de være tørre. Så der var to ting, der skulle spille sammen. Man havde en betegnelse, der hed, at kornet var “bindermodent”. Det var, når komet var fuldt udviklet, men altså ikke rigtig modent. Hvis man skulle høste med mejetærsker, skulle komet være rigtig modent, for ellers var vandprocenten for høj. Anders havde en test for modenheden: Man skulle tage hatten af og smide den ind i komet, og var der kerner i hatten, kunne man godt hente selvbinderen.
Når negene var klar, blev de kørt ind på gulvet i laden. De blev tærsket, når der var brug for komet, eller om vinteren, når der var tid til det. Der var også nogle husmænd, der lavede stakke ude, og når høsten var forbi, kørte fællestærskeren rundt til de forskellige brug. Så tærskede de alle stakkene og kørte halmen ind. Kornet, skulle være godt modent, før det kunne opbevares, ellers kunne det ikke holde sig.
Vi tærskede noget ad gangen og lagde kornet op på hestestaldloftet i et lag. His man havde for meget, skulle man “skovle det op”, for at det ikke skulle blive for varmt, for så “brændte det sammen” og blev brunt, og det duede ikke. en femfods mejetærsker, hvor komet blev samlet i sække under høsten. Da vi ska Egon og jeg fandt ud af, at vi kunne købe en mejetærsker i kompagni, så vi kabe starte, skulle kornet være mere modent end til selvbinderen. Vi kørte rundt kiggede på de forskellige marker og blev enige om, at den mark nede ved Christian Jensen var den, der var bedst moden – at den var moden nok. Så vi måtte hellere prøve der. Hele heden kom cyklende derhen for at se, hvad der skulle ske, for det var den første mejetærsker på egnen. Vi kørte et stykke ned og så holdt vi. Så stak Jensenius sin hånd ned og sagde: “det er lige så fint, som det kommer ud af tærskemaskinen!” Vi måtte hellere se at få taget en vandprøve af det. “Du kan låne min cykel”, sagde Ejnar – han var kørt med Astrids cykel. Så kørte vi op til Vendsyssel kom med en lue-fuld korn. Der var 26% vand deri – det var jo drivvådt! Så blev vi enige op, at det var for tidligt med høst. Vandprocenten skulle ned på 18, så der var et stykke vej. Til høst var der en, der kørte traktoren med mejetærskeren bagefter, og så stod der en henne på mejetærskeren og tog sække fra. Når sækken var fuld, blev den smidt af. Vi prøvede at lægge sækkene cirka samme sted, så der blev nogle rækker med sække. Havde man ikke umiddelbart tid til at hente sækkene, skulle man rejse dem op på enden, ellers kunne de gro fast i jorden. Hvis man ikke havde tid til at få dem flyttet, groede de også fast i jorden. Sækkene kunne godt veje op til 100 kg. Der skulle to mand til at flytte dem. Man tog i hver sin ende af en sæk, og så svingede man den op på en vogn – det var ret anstrengende. Sommetider blev sækkene hentet i marken af foderstoffirmaet – de kom i lastbil og kørte ned og hentede dem. De havde en tyk kæp, som de lagde under sækken og med et træk blev sækken hjulpet på vej op på ladet, hvor der stod en mand og hev sækken op. Så tog han en sækkevogn eller slæbte sækken på plads. Det krævede mange kræfter. Sådan en som Viggo, han var så stærk, at han kunne gøre sådan noget.
Vi fandt ud af med den femfods-mejetærsker, vi havde, at når vi kørte tilbage i næste række, kom hjulet til at køre lige i den række halm, vi havde høstet. Det resulterede i, at halmen blev trykket ned mod jorden og lå og sugede fugt, og det duede ikke. Så vi købte en seksfods i stedet for, da den kunne køre uden om halmen Det var en brugt mejetærsker, vi købte i Vester Hjermitslev, og den havde tank på til kornet. Den overtog vi til sidst, og den havde vi resten af vores tid. Egon købte en selvkørende mejetærsker. Med vores seksfods mejetærsker kunne kornet transporteres over i vognen i løs vægt via en kornsnegl.
I starten brugte vi det korn, vi dyrkede. Komet blev malet. Oprindelig var der mølle på laden til at trække kværnen, men da vi købte gården, var der installeret en elektrisk motor. Det var en gammel stenmølle. Kornet blev brugt både til køer, heste og svin. Til grisene stod vi ude på loen og blandede forskellige stoffer i, så det blev til kraftfoder. Da vi fik svin, begyndte vi at dyrke fremaviskorn (red.: såsæd), som vi høstede på kontrakt med foderstoffirmaet og fik en overpris for det. Vi købte almindeligt kom tilbage.
Halmen lå løst i laden, da vi tærskede kornet. Da vi fik mejetærsker, blev halmen først revet sammen i tykkere haler med en siderive med fire hjulriver; riven sad bag på traktoren. Derefter blev det samlet op af en højtrykshalmpresser, som kom og pressede for os, det kunne vi ikke selv gøre.
Efterhånden havde vi ikke ret meget dyrehold og dermed heller ikke så meget gødning. I stedet fik vi nogle til at sprede gødning ud. De kom med store vogne. Allerede fra vi overtog gården, brugte man at sprøjte mod ukrudt i kornet. Jeg var nede ved onkel Kaj i høsten 1949. Da havde han mange tidsler-han havde også lerjord -men det synes jeg nu aldrig, vi har haft. Det var Egon, der sprøjtede – han fik en tønde med spredere, der kunne tage 6 meter. Nu sprøjter de jo 34 meter på en gang, computerstyret.
Af. tidligere præst Poul Sørensen, opvokset i Rakkeby
Det er en god idé at gå på julebesøg, men det er ikke en god idé at sige nej tak til at smage værten eller værtindens julesmåkager.
Hvis man siger nej tak til at smage, får man det mærkat på sig, at man “bærer julen ud” ifølge gammel folkelig opfattelse.
Jeg har i min barndom hørt min faster – Faster Anna i “Postgården” i Brønderslev – sige til en, som sagde nej tak til at smage hendes julebag: “Du må ikke bære vor jul ud!”
Jeg husker, at manden derefter besindede sig og rakte hånden frem.
Udtrykket “du må ikke bære julen ud!” forekommer i den uforglemmelige serie på tv “Sonja fra Saxogade”.
I FB-Gruppen om “Goe gamle To’es” (aka Tårs i Vendsyssel) skrev jeg for nylig et opslag om de tre bagere, som i 60erne og 70erne leverede brød og kager til de sultne Taars-boerne. Jeg fandt ud af, at alle tre bagere nu er nedlagt. Ydermere erfarede jeg, at den “midterste” bager nu er omdannet til pizzeria!
Jeg må indrømme, at dette sidste forekom mig som lidt af en sensation, al den stund at pizzaer var et ukendt fænomen, da jeg trådte mine barnesko i byen. Faktisk skal vi helt frem til 1972, før mine jævnaldrende og jeg for første gang stiftede bekendtskab med en pizza! Der er ikke mange områder, hvor jeg kan prale med at være en pioneer, men pizza spisning er faktisk et af dem! Det handler denne historie om!
I 1972 gik jeg i Taars skoles 2. real. Det var det klassetrin, hvor eleverne dengang kom på langtur langt borte hjemmefra. En rejse af som regel en uges varighed, og næsten altid til Bornholm.
Min klasse havde imidlertid en foretagsom ung lærer ved navn Erik Fey, som ville det anderledes. Vore skolekammerater I 9’ende havde en tilsvarende ung lærer, Erik Mortensen (senere MF’er). De to lærere syntes, at det var for kedeligt bare at drage til Bornholm, ligesom alle andre. De satte sig derfor sammen og regnede på udgifter til bus, forplejning og campingovernatning, og fandt ud af, at vi kunne komme sydpå i 10 dage for de same penge.
Det fleste af studieturens dage var henlagt til Østrig, men en dag hen mod turens afslutning, og hvor de medbragte rationer af dåseleverpostej, spegepølse og skiveskåret rugbrød var begyndt at svinde, stod vi foran turens helt store højdepunkt: en dagstur ind i Italien til selveste Venedig!
Vi lod telte og habengut blive tilbage på campingpladsen I Østrig, og kørte så tidligt om morgenen afsted mod syd. Vi passerede grænsen og kørte nu ind i Italien. Alt forekom os eksotisk og fremmedartet. Én bemærkede, at der kørte utroligt mange fiatter rundt på vejene. Der blev dyttet og kørt vildt, forekom det os! Det var nok ikke tilrådeligt at bevæge sig ud i trafikken! Først mange år senere fandt jeg ud af, at Italien er et af de nemmeste lande at bevæge sig rundt i trafikken i, forudsat at man tilpasser sig den sangvinske og livsglade italienske modus vivendum.
På vej mod Venedig opfordrede Fey os via bussens højttaleranlæg til at afprøve en italiensk specialitet: et fladt stykke brød bagt i ovnen, men ulig derhjemme havde man lagt pålægget på INDEN brødet blev bagt, således at dej og pålæg blev bagt sammen. Det kaldte han en ‘pitsa’ og det smagte særdeles godt – ifølge Fey. Ingen havde hørt om den slags mad før. Vi syntes alle, at det lød meget mærkeligt og fremmedartet, og at det ligefrem skulle smage godt, anså vi for usandsynligt! Sikkert bare endnu ét af Feys mange skøre påfund! Enhvert fjols vidste jo, at man først bager brødet – og så først lægger pålægget på! De fleste af os rystede på hovedet over denne galskab.
Vi ankom til Venedig og de store flok blev inddelt i grupper af seks. Vi måtte højt og helligt love, at vi passede på hinanden. Var en eller anden så klodset at falde I kanalen, måtte de andre hjælpes ad med at få vedkommende op af vandet igen! Pigerne blev advaret om, at de varmblodede italienere godt kunne finde på at gramse på dem. Det skulle de endelig ikke stiltiende finde sig i, men råbe og skælde ud, og det måtte gerne være på dansk, da det var vigtigt, at man som pige med sit kropssprog og på anden vis fik stoppet italieneren i hans forehavende, da de I modsat fald blot ville tage det som en invitation til at gå endnu videre!
Vi drenge forstod hurtigt, at der desværre ingen risiko var for, at de smukke mørkhårede italienske kvinder ville gramse på os! Det var ærgerligt! Det kunne vi ellers godt tænke os, men sådan er verden så uretfærdig!
Vi vandrede nu rundt i timevis og kiggede på Markuspladsen, og det leben som udfoldede sig dér. Jeg knipsede et par billeder, bl.a. fra Rialto broen, men de blev desværre som alle andre fotos fra turen mislykkede og uskarpe!
Efterhånden begyndte sulten af melde sig, specielt da vi kom forbi nogle restauranter, som lå idyllisk ned til kanalerne, og hvorfra det duftede dejligt og appetitvækkende. Jeg spurgte mine ledsagere, om de var friske på at afprøve den dér mærkelige specialitet, som Fey havde talt om i bussen, denne såkaldte ‘pitsa’. Det var der ingen, der havde lyst til! Nej, de fem andre var ikke vilde med ideen, men jeg var sulten og blev stædigt ved med at argumentere så længe, at de andre i vores lille team til sidst gav sig! Rådslagningen endte med, at vi ville købe en pizza sammen og dele i seks.
Vi gik så hen til første den bedste tjener på et pizzaria og bestilte en pizza til deling. Jeg gav min bestilling på engelsk, så godt jeg kunne – mit engelsk var dengang langt fra særligt godt. Tjeneren, hvis kendskab til fremmedsprog var endnu ringere, svarede en hel masse vredt på italiensk, og gik resolut bort. En yngre mand, som sad med sin kone ved et af bordene, kaldte mig over til sig. Han var amerikaner og forklarede pædagogisk, at det ansås for IKKE OK at bestille en pizza til deling. Det var meningen, fortsatte han, at man skulle bestille én hver!
Jeg sagde tak til den flinke amerikaner, og gik tilbage til mit hold og forelagde dem situationen. Jeg foreslog, at vi bestilte en pizza hver, sådan som amerikaneren havde sagt, men her slog mine overtalelsevner ikke til! De andre på holdet var gået med til at spise en 1/6 pizza hver, men en hel – det var for vildt! Vores lille spontane krisemøde endte med, at jeg så ville bestille en pizza til mig selv! De andre gik med til at vente, mens jeg udførte mit forehavende.
Da tjeneren kom tilbage, lod jeg ham dette forstå. Han anviste mig en stol ved et bord, og signalerede nu med en beleven gestus, at jeg måtte sætte mig ned. De andre stillede sig i nærheden og kiggede på, mens der blev dækket bord foran mig, og jeg fik overrakt et menu kort. Jeg kiggede menu kortet igennem, men forstod intetsomhelst. Alt stod på et sprog, som forekom mig at være en blanding af klaudervælsk og volapyk. Kun prisen var forståelig, anvist som den var i lira: et tal efterfulgt af mange nuller. Jeg pegede på noget tilfældigt, og håbede, at det ville være noget rigtigt lækkert!
Der gik nu noget tid. Mine skolekammerater trippede, men ventede tålmodigt. Endelig kom min mad. Det viste sig, at jeg havde bestilt en pizza med ‘alt godt fra havet’ – sardiner og blæksprutter m.m. blandet mellem hinanden. Især sardinerne var noget beske og sure i det, men det mættede dejligt, og inden længe, havde jeg konsumeret hele pizzaen. Mine fem rejseledsagere stod i en rundkreds omkring mig, og betragtede mig med skeptiske miner, mens jeg spiste, som var jeg genstand for en videnskabelig undersøgelsel
Jeg var dog ikke helt mæt, og skamløs som jeg var, spurgte jeg holdet, om de havde noget imod at vente, for jeg ville bestille én mere. Det gik de overraskende nok med til! De fem andre må have været verdens mest tålmodige rejsefæller! Jeg bestilte, men det skulle snart vise sig, at jeg havde været lige lovlig overmodig.
En ny pizza blev serveret. Jeg begyndte at spise, men denne gang gik jeg i stå efter ca. 1/3. Det var uhørt! Som vendelbo får man ind med modermælken, at man ALTID spiser op, hvad der ligger på ens tallerken! Men min mave gik lissom i baglås, og der var intet at gøre: jeg kunne ikke få en bid mere ned!
Jeg betalte, og vi gik derfra. Klokken var efterhånden begyndt at blive mange, så vi styrede i retning af busholdepladsen i den anden ende af Venedig. Undervejs fik jeg det værre og værre. Sardinerne og de andre havdyr føltes levende i min mave, og jeg fornemmede deres trang til at søge tilbage til Adriaterhavet. Til sidst kunne jeg ikke længere holde maden i mig, og jeg kastede op i en af sidekanalerne. Mine fem skolekammerater stod ved siden af, og priste sig lykkelige over, at de IKKE havde ladet sig overtale til at spise noget af det locale djævelskab!
Jeg var noget groggy, da vi i samlet flok kom tilbage til bussen og mødtes med de andre. Om nogen af de andre havde spist pizza kan jeg ikke huske, men det vil undre mig om de havde. Eventyrtrangen blandt vendelboer var dengang ikke så stor, og slet ikke hvad angår det kulinariske! Hvornår pizzaerne begyndte at komme til Danmark kan jeg ikke huske, men der gik trods alt nok ikke så mange år, omend det først var de store byer, som blev ‘erobret’. Det skulle ikke undre mig, om Taars var den sidste bastion som faldt! Hvilket år et pizzeria etablerede sig I huset på byens hovedgade, som engang var den midterste bagers, skal jeg ikke kunne sige, men det var mange år efter, at jeg I 1977 var flyttet fra byen!
Jeg holder meget af, når jeg kan finde frem til gamle tiders sæbynitter eller frederikshavnere, der i dag er blevet glemt, men som kan hives frem og lives op igen og være grobund for en god historie.
Spå-Else er en af dem, der i sin tid virkede i stilhed, men der ved sin død i 1891 var en af Sæbys mest kendte personligheder.
Hun var bestemt ikke tiltrækkende ved sin skønhed. Hele hendes figur og ansigtet med de store, grove træk, de dybe rynker, de store røde øjne, satte tit skræk i børn, der troede, de så en gammel heks, når hun kom gående.
De unge mennesker derimod, mænd, kvinder, listede gerne ind til Else for at få hende til at lægge kort, og derigennem at tyde fremtiden for de opmærksom lyttende.
Mange unge mennesker hvis hjerte brændte i stille kærlighed for en eller anden ungmø, fik tit hos Else den lægende trøst, at den hjertet bankede for, var den han skulle få.
Selv om vejen dertil skulle føre over i noget ”sort”, skulle det blive lyst og lykkeligt til sidst.
Man kunne sikkert tælle dem i hundredvis, dem som havde besøgt Else Bødker eller ”Spå- Else”, som hun blev kaldt i Sæby.
Nogle kom for at få mere at vide om den gådefulde fremtid, mens andre syntes det kunne være sjovt at se, hvordan det gik til med at spå.
De unge betroede hende gerne deres hemmeligheder, de vidste, at hun bevarede dem, og de hemmeligheder hun tog med sig i graven, var sikkert mange og interessante, så de kunne have givet stof til flere store romaner.
For en del år siden hun kom til Sæby, havde hun boet i Aalborg, men den stedlige øvrighed mente ikke, de kunne forsvare at se gennem fingre med hendes uskyldige virksomhed. Hun fik lovens strenghed at føle.
Så flyttede hun her til Sæby, hvor hun henlevede sine sidste år i stadig frygt for at lovens arm skulle ramme hende.
Hun blev skildret som et godhjertet menneske, men det virkede ikke som om, hun selv havde ret meget del i alt den lykke, hun spåede andre.
Hun havde været ung engang, havde levet, haft sin kærlighedshistorie, men det var over et halvt hundrede år siden.
En lang tid for en, der skulle græmme sig over fejlslagne forhåbninger, og intet kunne vente sig af fremtiden.
Det var fortællingen om ”Spå-Else”, der som sagt døde i Sæby i september 1891.
Jeg vil sige glædelig jul til alle, jeg har krudt nok til at komme med nye fortællinger om Sæby og Frederikshavn i 2025, så håber vi ses igen.
På en restauration i Frederikshavn nytårsaften til året 1947 sad en 67årig frederikshavner, der i anledning af årsskiftet havde slået sig løs.
Ved 0.30 tiden ville den ældre herre bryde op, og med et lille smil betalte han omkring 6 kroner for 3 snapse og en øl.
Han blev da spurgt, om han slet ikke var ked af at betale de efterhånden noget store restaurationspriser.
Det fik den gamle til at fortælle.
”Jeg smiler måske lidt, men det er kun fordi det med året 1947, præcis er 40 år siden, jeg fungerede som afløser for en tjener på det gamle ”Cimbrias” filial i Lodsgade.
I 1907 solgte jeg 3 snapse og et glas øl for 10 øre.
Ak ja, fortsatte herren, og strøg den sidste dråbe akvavit væk fra det gråsprængte skæg, og så var glassene 3 gange så store.
Jeg tog det skam med godt humør, da jeg så mine gæster gøre grimasser, da vi forhøjede prisen til 1 krone for 7 kaffepunch.
I 1907 blev vi også nød til at forlange 10 øre for et stykke smørrebrød. Selv om der var andre værtshuse, som kunne servere smørrebrød for 9 øre, mistede vi skam ikke vores humør.
Smørrebrød var jo noget andet dengang. Det bestod af et stykke tykt brød med smør og et stort fad med suppe eller stegeben.
Jeg tror ikke, man skulle have spist mad i flere dage for at spise sådan et fad op.
Som tjener fik jeg 60 kroner om måneden samt kost og logi. Man klarede sig lige.
En habit i de bedste varer gav man vist 40 kroner for.
Utroligt men sandt, sluttede den gamle tjener sin fortælling om at være tjener på restaurationer i Frederikshavn i 1907.
Den gamle tjener er borte for længst, men havde nok haft et mere anstrengende smil, hvis han havde oplevet priserne i dag på nutidens restaurationer.
Læs hele kong Frederiks første nytårstale: “Nutidens unge står ved sig selv. I vover at være både-og. Både sårbare og stærke”
Kong Frederiks første nytårstale handlede om unges ve og vel og om udviklingen i Mellemøsten og krigen i Ukraine. Og så fik kongen også nævnt det grønne område. Læs hele talen her.
“Selv om vi alle har haft et år til at vænne os til tanken, så er jeg klar over, at der stadig kan sidde nogle, der er lidt nervøse på mine vegne. For kan nytårstalen holdes af andre end Dronning Margrethe?,” indledte kong Frederik i sin første nytårstale.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Nytåret gør tidens gang tydelig. Når klokken slår 12, strejfer to år hinanden, og afslutning bliver til begyndelse. I aften tager vi afsked med det gamle år og hul på det nye. Helt som vi har gjort det år efter år.
Og så alligevel – noget er forandret. For min mor, Dronning Margrethe, for mig og for jer. Selv om vi alle har haft et år til at vænne os til tanken, så er jeg klar over, at der stadig kan sidde nogle, der er lidt nervøse på mine vegne. For kan nytårstalen holdes af andre end Dronning Margrethe?
Mange gør status nytårsaften. Hvad tager vi med fra året, der er gået, og hvad ser vi frem mod i året, der kommer? Jeg tager særligt én dag med mig. Den 14. januar. Turen gennem Københavns gader til Christiansborg. Min mors sidste statsråd. Minutterne, inden dørene til balkonen gik op. En meget dyb indånding. Christiansborg Slotsplads. Menneskemængden foran mig. Min familie lige bag mig.
At træde frem og møde så meget støtte, glæde og kærlighed. At stå på balkonen sammen med Dronning Mary som Danmarks kongepar. At tage det hele til mig – eller i hvert fald forsøge – bevæget og overvældet. Det tager jeg med mig. Det tager vi med os. For altid. Tusind tak.
For et år siden holdt min mor sin nytårstale nummer 52. En tale, der kom bag på de fleste ved at være den sidste. I aften holder jeg min første. Der er en første gang for alt og en sidste gang for lige så meget. De gange har det med at træde tydeligere frem end alle andre gange. De er begyndelser og slutninger i løbet af livet, og vi tillægger dem særlig betydning. Den første skoledag – og den sidste. Dem husker vi. Og fejrer vi.
Det gjorde vores familie også i sommer, da Kronprinsen afsluttede gymnasiet og sammen med tusindvis af andre unge satte et festligt punktum for en veloverstået ungdomsuddannelse. Jeg har altid holdt af den tid på året. Når vores unge springer ud med huer i alle farver og indtager gader, stræder og strande arm i arm. Hvem husker ikke den brusende følelse af frihed; hele verden lå åben, og alle døre bare ventede på et greb i håndtaget.
Det ser legende let ud, når ungdommen slår sig løs. Og samtidig kan det være alt andet end det. Mange unge mister fodfæste. Ikke for en stund, men i en rum tid. For nogen i en grad, så de bliver syge af det. “Hvorfor kan jeg ikke være ligesom alle andre?”, spørger de måske. Der er sjældent noget enkelt svar. Omvendt ved vi, at det hjælper at have nogen at betro sig til og læne sig op ad. Vores nærmeste er vores vigtigste rækværk. Både når livet vælter os, og når det bare overvælder os.
Som forældre til fire teenagere har Mary og jeg lært, at det nytter at lytte. Spørge uden at antage. Holde om frem for straks at handle. Vores børn er forskellige. Det samme er unge. Der findes ikke én fortælling, der favner alle. Det bedste bud på, hvem unge er, får vi ved at lade dem komme til orde hver især. Gang på gang imponerer de med deres forståelse for sig selv og for andre. De er modige i mine øjne. Fordi de tør vise sårbarhed og ser det som en styrke. Nutidens unge står ved sig selv. I vover at være både-og. Både sårbare og stærke.
Både-og. På den ene side og på den anden side. I en tid med stigende polarisering forsvinder den nuancering let. Vi risikerer at reducere verden til dens yderpunkter, når vi trækker fronterne op. “Er du for eller imod?”, bliver der spurgt. Vi befinder os måske et sted midt imellem. Fordi vi evner at se ting fra flere sider og sætte os i andres sted. Det er en af vores fineste egenskaber som mennesker og noget, vi danskere er gode til.
Selv har jeg mange gange lånt en andens blik og fået øje på noget nyt. Det kan være udfordrende, men det er altid berigende, uanset om vi ser helt ens på tingene. Vi skal ikke lade uenighed holde os fra at udveksle opfattelser og holdninger. Det er i den udveksling, at vi får mulighed for at flytte os og nærme os hinanden. Vores held er, at vi stoler på hinanden herhjemme. Tilliden er høj imellem os. Det gør det lettere at se medmennesket før modstanderen.
Frivillighed er et eksempel på medmenneskelighed, og de fleste danskere engagerer sig på et tidspunkt i frivilligt arbejde. Det kan være alt fra at øve tabeller med børn i lektiecafeen til at få et nyt gymnastikhold op at stå til at holde et menneske i hånden, når livet rinder ud. Frivillighed kommer i mange former. Fællesnævneren er, at det giver mening for alle parter, både for hende, der giver sin tid, og for ham, der tager imod den.
Frivillige kræfter holder utallige tilbud og aktiviteter i gang. Også Royal Run, hvor 2.500 frivillige stillede op i år, så vi andre kunne gå og løbe sammen i de fem værtsbyer. Til alle jer, der lægger en del af jeres overskud i den fælles pulje – tak. Jeg vil også gerne takke alle, jeg møder i audiens. Det er en af mange glæder i min nye rolle; at videreføre en tradition, hvor jeg hilser på mennesker, der har brugt et helt arbejdsliv på samme arbejdsplads, og hvor jeg hører livshistorier fra alle dele af riget.
Elektrikeren, der har lagt el ind i den halve by. Pædagogen, der har vist omsorg i generationer og passet børn, som endte som forældre til nye børn samme sted. De fleste forstår ikke, hvor tiden er blevet af, men med deres årelange flid udgør de en del af Danmarks rygrad. Det gælder også jer, der står vagt om vores tryghed og sikkerhed; folk i politiet, beredskabet og forsvaret – vores udsendte. Jer, der løber en risiko for os andre. Tak for jeres vigtige indsats.
Vi lever i en urolig tid. Vi følger udviklingen i Mellemøsten med tilbageholdt åndedræt og føler med de mange familier, der lider. I Europa, ikke langt herfra, kæmper det ukrainske folk tappert for deres frihed. Og for vores. Krigen i Ukraine er en brutal påmindelse om, at vi ikke kan tage fred for givet. Heller ikke på vores kontinent. Europa må stå fast på vores fælles værdier.
For 75 år siden var Danmark et af 12 lande, der oprettede forsvarsalliancen NATO. Tilsammen ville vi værne om sikkerhed og fred. Siden er flere lande kommet med. Senest Finland og Sverige. Det styrker Norden. Det styrker Europa. Det styrker vores fælles forsvar for frihed. Verdens konflikter løser vi kun, når vi står sammen internationalt. Det gælder også i kampen for klodens sundhed.
Naturens rigdomme er til låns. Ingen ejer himlen eller havet. Skovene eller dalene. Engene eller stjernerne. Ingen af os har magt til at sætte selv det mindste blad på en nælde. Vores lod er at passe på vores jord, for i morgen er der også en dag. Vi skal forfølge hver en vej, der fører i den rigtige retning. Ikke én vej ad gangen, men ad alle veje på én gang. Vi har allerede mange gode løsninger, og tilsammen bringer de håb for fremtiden. Et håb, vi skal holde fast i og handle på.
Den første gang og den sidste gang. Begyndelser og slutninger i løbet af et liv. Dem husker vi ofte. Men der er også alt det indimellem. Hverdagen. Almindelige dage, der gør mindre væsen af sig, men som udgør det meste af livet. Jeg er taknemmelig for min hverdag med Dronning Mary, vores fire børn og vores to hunde. Jeg glæder mig over, at Prins Joachim og Prinsesse Marie er faldet godt til i Washington med deres børn, og at min mor nyder sin nye tilværelse.
Dagligdagen kan hurtigt løbe af sted med os. Pludselig er der gået en uge, en måned, et år. Hvad står tilbage? Det gør samhørigheden. Den mærkede Mary og jeg den 14. januar, og den mærker vi, når vi er rundt i Kongeriget Danmark. Der er en helt særlig stemning, når vi møder jer dér, hvor I lever og bor. Når vi får et glimt af jeres hverdag.
Vi er alle forbundne og hver især forpligtet i Kongeriget Danmark. Fra det danske mindretal i Sydslesvig – som endda ligger uden for riget – og hele vejen til Grønland. Vi hører sammen. Det fornemmede Mary og jeg tydeligt, da vi besøgte begge steder og alle dem ind imellem. Færøerne har vi til gode, og vi ser frem til at komme til Nordatlanten til sommer.
Jeg ønsker alle danskere – herhjemme og ude i verden – godt nytår. Vi har meget at være stolte af og glædes over. Tilliden. Medmenneskeligheden. Samhørigheden.
Min første nytårstale. Den kommer ikke igen, men jeg glemmer den aldrig. Man siger, at “godt begyndt er halvt fuldendt”. Det er måske så meget sagt, men Mary og jeg kunne ikke have ønsket os en bedre start som Kongepar. Vi glæder os til at tage fat på alt det, der følger i det nye år, og frem for alt at følges ad. Med hinanden og med alle jer.
De fleste dage i mit liv har jeg startet dagen med havregrød.
Som i min barndom, således også nu! Den eneste forskel er, at jeg nu drikker fedtfattig kærnemælk til min havregrød i stedet for sødmælk.
I min barndom var der to dage om året, hvor morgenmaden ikke var havregrød:
JULEDAG fik vi grønlangkål til morgenmad. Hertil kold flæsk med sennep og varmt hvidtøl og hjemmebagt fintbrød med smør.
Kanel og sukker blev strøet henover grønkålen.
Hvidtøl fik vi hjem i en stor mælkejunge fra bryggeriet Vendia i Hjørring.
Jeg husker et år, hvor mor sagde, at bryggeriet vist havde ladet vandhanen løbe vel længe – men hvidtøl kunne vi altså ikke undvære til jul.
Når far og jeg skyllede de ribbede grønkålblade, var det vigtigt for hvert skyl at presse al snavs ud af de krøllede blade – far kaldte det at “kryste” bladene. Mine fingre har ikke glemt fornemmelsen af det iskolde vand, som vi skyllede grønkålene i.
Men jeg tålte gerne det iskolde vand med udsigten til de velsmagende vendsysselske grønkål, som mor iblandede hvidkål, som gjorde grønkålene tilpas luftige.
NYTÅRSMORGEN fik vi kogt torsk, som kunne være leveret af Fiskehandler Johannes Mehl i Lønstrup, som var gift med en komtesse fra Oxholm ved Brovst.
En af fiskehandlerens landture gik omkring Sønder Harritslev, hvor mit barndomshjem lå på en vej, som nu hedder Bakholmvej.
På hans vogn stod der kort og klart “Spis fisk”.
Skikken at spise nytårstorsk går i hvert fald tilbage til 1800-tallet.
En frisk ret som kogt torsk virker helt på sin plads nytårsmorgen efter den fede og tunge julemad.
Som dengang, således også nu.
Godt nytår!
Luftfoto: Mit barndomshjem i Sønder Harritslev ved Hjørring.
For mange år siden hed værten på Flauenskjold Kro, Lodberg, og han kunne bære over med de fleste af sine gæsters særheder og påhit, men han kunne ikke udstå nærighed og måske dårligst kombinationen svenskere og påholdenhed.
En svensk familie der tydeligvis var ganske velstående, kom engang til kroen, og indlogerede sig i en uge.
Åbenbart regnede familien ikke med at morgenmaden var inkluderet i den på alle måder beskedne pris, for om morgenen bestilte manden i den svenske familie en kedel kogende vand til barbering.
Det skete et par morgener i træk, og Lodberg opdagede til sin forbavselse, at de svenske skægstubbe trods det kogende vand, var ved at blive daggamle.
Samtidig rapporteredes det ham, at den svenske kone i familien under sin mands barbering bevægede sig over på den anden side af gaden for at købe rundstykker.
Kroejeren sagde intet, men den sidste dag gik der en djævel i ham, og det kogende vand blev rigeligt parfumeret med barbersprit, det var service.
En halv time senere kom den svenske familiefader blåviolet i hovedet ned i krostuen, og bestilte morgenmad til fem personer.
Situationen var forudset, så Lodberg havde pålagt køkkenet, at diske op med det bedste huset formåede fra juice til mælk til hjemmelavet leverpostej og lunken and.
Tydeligvis med bange anelser modtog den svenske familie regningen for opholdet på kroen.
Stor var imidlertid familiefaderens overraskelse, da han efter at have gået regningen efter tre gange ikke kunne finde prisen på ”frokosten”.
Skulle den ikke med ?.
”Nej da” svarede den høflige servitrice.
”Den serverer vi altid gratis for vores fastboende gæster”.
Det kan nok være svenskeren blev lang i ansigtet, og krofatter havde uden tvivl stået tilpas tæt på til, at kunne more sig over det lille nummer, han havde lavet.
Af Poul Sørensen, fhv. præst, født og opvokset i Rakkeby v/ Hjørring
“MINE FINGRE DE MYLER SÅDAN”
.
“Om vintren kan man have så mangt et tidsfordriv;
man kan I sneen trave,det et lystigt liv”
(Citat, “Kom, maj, du søde, milde!”).
.
I min barndoms vintre i Vendsyssel i 1950’erne travede vi gerne i sneen med en rigtig kælk med meder af jern – hen til kælkebakkerne.
Der var nogle herlige kælkebakker i området mellem Sønder Harritslev og Bakholm, på “borerne”, som tilhørte Mette og Alfred Høj Jensen.
Især drengene omkring sandgraven kælkede dengang på livet løs i de snedækkede bakker til helt efter mørkets frembrud.
Vi var så optaget af at kælke, at vi knap nok ænsede kulden. En strikket “lue” eller en elefanthue og hjemmestrikkede vanter kunne ikke forhindre, at vi efterhånden blev noget forfrosne.
Først da vi nåede hjem og kom ind i varmen, gik det op for os, at vi havde frosset.
Vi sagde så klynkende i ét væk: “Mine fingre de myler sådan!”
“Så skal I have hænderne ned i et vaskefad med koldt vand, så går det over”, sagde mor.
Efter 5 til 10 minutter med hænderne nede i det kolde vand forsvandt den prikkende fornemmelse, som man får, når fingrene myler.
Det er først, når man kommer ind i varmen, at fingrene begynder at myle.
Den prikkende og stikkende fornemmelse skinner ligefremt igennem i ordet “myle”, et jysk ord som dengang var i levende brug på vendelbomål.
Det er ikke sikkert, at nutidens børn i Sønder Harritslev og omegn ved, hvad det vil sige, at fingrene myler!
Både den prikkende fornemmelse og ordet “at myle” er ikke så kendt længere.
Nutidens børn i Vendsyssel taler nu mest rigsdansk, men veldelbomålets sprogtone er stadig til stede i udtalen.
Allerede i adventstiden melder julens salmer og sange sig uvægerligt i vort sind.
Et af de sikre numre er “På loftet sidder nissen med sin julegrød”.
Jeg kan for mit indre øre endnu høre lillesøster Anna Birgit synge denne sang, da hun var lille hjemme i “Klarup” i Sønder Harritslev ved Hjørring.
Birgit kunne – på opfordring – synge alle tre vers uden slinger i valsen.
Vi lyttede alle betaget til sangen, som Birgit gerne optrådte med op til jul omkring 1954-1955.
Skønt Birgit blev født som nummer ni i søskendeflokken den 14.11.1951, voksede hun i praksis næsten op som enebarn, fordi de ældste efterhånden fik en “plads” ude eller kom på efterskole.
Ældre søskende havde lært den i skolen og gav den derefter videre til Birgit.
Birgit fortalte mig, at hun også havde hørt sine egne børnebørn synge den kendte julesang i børnehaven i Astrup.
Sangen er fast repertoire i landets skoler og børnehaver.
Når børnehavebørnene kom på julebesøg i Sankt Johannes kirke på Nørrebro , hvor Juleevangeliet blev genfortalt af mig ved opstilling af krybbefigurerne i julekrybben, sang børnene flere sange for mig til sidst.
Nissen fik således alligevel en lille plads ved julebesøget i kirken, siden en af sangene altid var den om nissen på loftet.
Nisser havde normalt ingen plads til jul i kirken, men jeg gjorde alligevel en undtagelse med denne nissesang i kirken. Jeg holdt mig nemlig til det, som mor engang sagde: “En enkelt nisse til jul skader ikke!’
Hvorfra kommer egentlig denne sang?
På ingen tid kan man finde ud af det ved at spørge om det på internettet.
Svaret er, at det er en norsk skolelærerinde og forfatter af viser for børn, der fik udgivet sangen i 1911.
Hun hedder Margrethe Munthe. Hun blev født i Elverum i 1860.
Elverum ligger ikke så langt fra Hamar og Lillehammer i det sydlige Norge.
Alle børn i Norden kom efterhånden til at synge med på den julesang, som blev udgivet i 1911, det år, hvor min mor, Karen Rokholm, blev født i Borup ved Vrå.
Jeg er ikke sikker på, om Karen selv lærte sangen at kende i hendes barndom.
Men Karen og Edvards efterkommere synger med på sangen.
En ting er at synge med på sangen, noget andet er at synge solo – det var lige præcis det, Anna Birgit gjorde i hendes bitte-tid i Sønder Harritslev.
Vi er nogle stykker, som selv har hørt og oplevet det.
Jeg har været med til at fejre jul mere end 75 gange.
Hvert år blev æsken med gammel julestads fundet frem igen, men nogle gange måtte der også klippes og flettes ny julestads.
I mit barndomshjem i Sønder Harritslev sad alle børnene en dag op mod jul rundt om spisebordet og lavede julestads.
Jeg tror, at det var i 1952, da jeg var 6 år.
Efterhånden som julestadsen blev færdig, blev den lagt – lag på lag – i en stor skotøjsæske.
Der blev lavet flettede julehjerter af glanspapir, kunstfærdigt flettede stjerner, musetrapper, roser af crepepapir og engle, lavet efter en skabelon, som mor havde med fra sit barndomshjem i Borup ved Vrå.
Juleenglene blev klippet ud af tykt, hvidt karton, idet vi med saksen fulgte blyantstregen, tegnet efter skabelonen.
Med stolthed så vi, at skotøjsæsken efterhånden blev helt fyldt op med den flunkende nylavede julestads.
I denne alvorlige leg glemte vi næsten os selv. Og vi glemte også katten i stuen, som sikkert trængte til at blive lukket ud at tisse.
Pludselig opdagede vi, at katten sad oven på al den nyklippede julestads.
Før vi nåede at gribe ind, havde katten nået at tisse lige oveni julestadsen.
Al den nye julestads måtte smides ud, fordi gjort gerning ikke stod til at ændres.
Hele forløbet indprentedes så stærkt i mit sind, så jeg selv så mange år efter husker det og ser for mit indre blik.
Vi fandt dog tid til at klippe mere julestads en anden dag op mod jul.
Juleforberedelserne forløb jo over en lang periode.
Ny og gammel julestads kom også denne jul op på juletræet, som blev hentet i en lille plantage ved siden af sandgraven nær mit barndomshjem “Klarup” i Sønder Harritslev ved Hjørring.
Fredag var en stor dag for landmændene i Hjørrings opland.
Så ville de gerne en tur op til Hjørring.
På Hjørrings fortove kunne man direkte – på skråklatterne på fortovene – aflæse, at det var fredag.
En del landmænd af den gamle skole kunne dengang godt lide en skrå, rullet i tobaksaske.
Hjørrings borgere havde ikke noget at klage over, for landmændene lagde ret mange penge i byens forretninger.
Min far Edvard elskede fredagsturene til Hjørring.
Turen blev grundigt forberedt med et varmt bad i zinkbaljen, der blev stillet midt på køkkengulvet, måske med bageovnen tændt, med en primus nedenunder bageovnen.
Bad og omklædning nødvendiggjorde, at far kunne disponere over køkkenet og soveværelset plus den mellemliggende dagligstue.
Af diskretionshensyn rullede far gardinerne ned i de tre rum, selv om ingen uvedkommende kunne tænkes at stå udenfor og glo ind ad vinduerne.
Det var et stolt syn at se far svinge sig op på herrecyklen ved hjemmet i Sønder Harritslev, parat til at træde cyklen hele vejen op til Hjørring, 8 kilometer væk.
Om fredagen gjaldt besøget i Hjørring først og fremmest Landboauktionen i markedshallerne, som lå midt i byen, lige ved siden af Oxford Biscuit, kaldet “Kiksen”.
Måske ville far blot nyde spændingen og stemningen, som rådede på Landboauktionen, hvor pænt klædte landmænd med blød hat eller kasket bød på dyrene, som blev ført rundt til beskuelse af dem, som kunne tænke sig at komme med et bud, som nogle gange blot blev givet med et nik.
Auktionarius var dengang Chr. Nielsen fra Gårestrup ved Vidstrup og Gunnar Baggesen fra Rakkeby, begge aktive landmænd.
De havde hver en stav, som de aktivt brugte. De kunne sige for eksempel: “Det er en kvie, tilhørende den og den.. Hvad skal vi have?’
Når der ikke kom flere bud, sagde auktionarius: “Første, anden, tredje gang!”
Med et slag i gulvet med staven, var handlen sluttet.
En mandlig sekretær gik nu over til køberen og nedskrev alle de nødvendige oplysninger.
Jeg og min lillebror Ingeman var mest interesseret i afdelingen med dværghøns, kaniner, katte og hundehvalpe.
Vi kunne også godt byde, selv om vi stadig var børn.
Når landmænd traf på hinanden ude i byen, kunne de komme med udtryk som: “M-e-e-n, er do løwwi enno?” Og så så slog de sig på låret af grin.
Ville far gerne købe dyr på Landboauktionen, men ikke selv kunne tage til Hjørring, fik han gerne handelsmand Chr. Lykkegaard i Vennebjerg til at købe på hans vegne. Det kunne være et kuld smågrise til opfedning eller måske ligefrem en so, der snart skulle fare.
Hjørring var nærmest på den anden ende om fredagen, når der var Landboauktion og mange landmænd i byen.
Jeg husker sådanne fredage som festdage med landmænd i godt humør og med en fin humor.
Hjørring havde helt sit eget præg, forskelligt fra havnebyen Frederikshavn.
Jeg har selv boet begge steder, men det er Hjørring, som jeg kalder “min by”.
PS: I søgefeltet kan du finde min anden fortælling: “Edvards morgener”.
