Min far startede omkring 1940, som jeg har fået at vide.
Her står Viggo Møller Christensen foran forretningen i Østergade 13
Han startede nede i Østergade 13 inde i baggården, i enden af et vaskehus med et lille værksted.
Senere blev Algade 46 til salg. Der havde vist været Skomagerværksted tidligere.
Algade 46 Cykelbørsen med forretning og værkstedAlgade 46 Cykelbørsen med forretning og værksted
Der startede hans virke som cykelsmed og salg af nye og brugte cykler.
Det var jo hårde tider da vi var besat af Tyskerne.
Under krigen var hans største indtægt på værkstedet, at skære gamle bildæk i strimler til fast gummi til cyklerne, da der jo ikke var til at få varer som dæk og slanger.
Tyskerne beslaglagde det de kunne få fat i til eget forbrug.
Men efter krigen kom der mere gang i omsætningen. Min far har fortalt, at det var en hård og træls tid, det kunne jeg forstå på mine forældre.
Midt i 1950erne kom knallerterne, så kom der gang i omsætningen og mange reparationer især på knallerterne, det tog meget af hans tid på værkstedet.
Jeg kom som den ældste, til at lappe mange cykler og skifte dæk og slanger på kundernes cykler, da det igen kunne skaffes.
Vi gik mod lysere tider og far fik arbejdet en god forretning op.
Min far døde i en alt for tidlig alder af kun 57 år i 1972.
Så blev forretningen afhændet.
M.v.h. sønnen Kjeld Christensen, oktober 2021
Agdrup Mølle
Der lå på Møllevej 16
Den 1-7-1950 overtog mine forældre Agdrup Mølle, de hed Astrid og Thorvald Mikaelsen, der var min søster på 11 år og mig på 6 år.
Min far var 52 år, han blev kun kaldt Mølleren så vidste de hvem han var.
Mølleren, Thorvald Mikaelsen
Han malede korn for Landmændene, der var blandt andet Kornumgård, som var en stor gård der lå ret tæt ved møllen og Thorsmark.
Han malede også for Købmand Johansen i Dyrlægegården, de havde også lagerplads i møllen. Der var en hel del landmænd som kom til møllen.
Desværre var der en meget kraftig vestenstorm i februar 1953, da blæste toppen af møllen, den faldt heldigvis ned på møllevolden.
Far havde ikke stormskadeforsikring da den var temmelig dyr, så resten af møllen blev taget ned og bygget op som nærmest en lade.
Han fik installeret en dieselmotor, så kunne han stadig male korn.
Men der blev mindre og mindre at male, da landmændene fik deres egne kværne.
Der var en ældre mand som bildede kværne, han lærte far op, så overtog han det.
I starten cyklede han rundt, men anskaffede sig en knallert, så var det noget nemmere at komme rundt.
Om onsdagen var der auktion, så var landmændene i byen. Far var også dernede, han kunne så måske være heldig at få bestilling på nogle kværne som skulle bildes.
Han stoppede først med at bilde kværne i 1970.
Da min far overtog møllen, var der en rugemaskine, så han rugede også kyllinger ud og solgte. Nogle blev fedet op og solgt som slagtekyllinger, han leverede grydeklare til slagteriet.
Det var en dejlig tid, jeg var 7 år og fik lov at gennemlyse æggene og tage de dårlige fra. Han rugede nok ud i ca. 4-5 år.
Der var kun 2 møller på denne størrelse som Agdrup Mølle i Danmark.
Hvem vil ikke blive beæret over at modtage sådan en invitation?
For Ellen kommer det som en stor overraskelse, og hun siger da også, at det betyder rigtig meget at få sådan en anerkendelse for sin indsats.
Jeg har fået lov til at låne Ellens scrapbog, og det er herudfra, jeg forsøger at genoplive dagen, og det ser bestemt ud til at have været en fantastisk oplevelse.
Forud for invitationen er der sendt et brev til borgmester Lene Hansen, hvor regentparret beder borgmesteren om at udpege to repræsentanter fra Brønderslev Kommune, som fortjener en særlig stor tak for deres frivillige arbejde.
De to, der udpeges er Ellen Hermansen, som laver frivilligt arbejde på flere fronter. Hun er koordinator i ”Ældre Hjælper Ældre”, som hjælper ældre med lægebesøg, småreparationer m.m., og hun er formand for FOA´s seniorklub samt kontaktperson i Krudtuglerne, der står for idræt for ældre.
Ellen skal i dagens anledning følges med Poul Erik Nielsen, der er udvalgt på grund af sit store arbejde for Lokalhistorisk Arkiv i Brønderslev.
Til festen er der ikke kun inviteret frivillige. Også en lang række kendte personer er med udover regentparret.
Fra gæstelisten kan der i flæng nævnes: Hans Kongelige Højhed Prins Joakim og Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte.
Kendisser som: skuespiller Susse Wold, sangerinde Birthe Kjær, TVvært Sebastian Klein, tennisspiller Kenneth Carlsen samt en lang række ministre, direktører fra velgørende institutioner og ansatte ved hoffet.
Det er med andre ord et fint selskab, de frivillige skal deltage i.
Alle ankommer i deres fineste tøj, og menuen er heller ikke at kimse af. Udover sandwich serveres der: Nøddebund med jordbærmousse og Browniebund med mousse og sommerbær og hertil udskænkes kongelig vin. Under festen spilles der passende musik som f.eks. H.C. Lundbys Champagne Galop.
Det er første gang nogensinde, at regentparret inviterer til et sådant haveselskab, og festligheden bliver da også omtalt udførligt i adskillige aviser og ugeblade. Af de mange flotte fotos fremgår det, at selv vejrguderne er venligt stemt, så alle får en god dag.
Ellen udtaler da også efterfølgende til Nordjyske:
”Jeg er rævestolt, og yderst taknemmelig. Jeg føler, at vi repræsenterede hele det frivillige arbejde i Brønderslev Kommune, og det er rigtigt meget.”
Ellens drivkraft, til at lægge så meget af sin tid i det frivillige arbejde, er glæde.” Glæden går begge veje. Som frivillig får man rigtig meget igen, og når man kommer op i årene, skal man passe på, at man ikke sætter sig i sofaen. Man får en bedre livsværdi af at være med i nogle ting,” udtaler Ellen i 2012.
Og hun efterlever det stadig. Her i 2021 deltager Ellen Hermansen stadig i Krudtuglernes aktiviteter hver torsdag formiddag.
Hendes ledsager til havefesten på Fredensborg slot, Poul Erik Nielsen, døde desværre kort tid efter begivenheden.
Jeg hedder Else Simonsen og er født og opvokset i Brønderslev, ligesom jeg har levet hele mit liv i Brønderslev.
Jeg har været elev ved Brønderslev Kommune og forsatte mit arbejdsliv samme sted primært inden for områderne skole/børn/fritid og Kultur.
Jeg stoppede mit arbejdsliv den 1. januar 2014.
Jeg vil fortælle om 3 oplevelser, som har bidraget til at berige mit liv, nemlig:
Brønderslev Tennis Klub
Den Kongelig Ballet i Rhododendronparken
Opera i det fri i Rhododendronparken
Først Brønderslev Tennis Klub:
Jeg har on and off været medlem af Brønderslev Tennis Klub, første gang da jeg nok var 10-12 år, igen da jeg var 19-22 år og senest fra jeg var 45 år og indtil nu, hvor jeg stadig er medlem af klubben.
Så jeg har været medlem så længe, at jeg kender og har fået fortalt en del af klubbens historie.
Brønderslev Lawn Tennis Klub – BLTK – blev stiftet lørdag den 2. maj 1897 og bliver altså 125 år i 2022. Tror næsten, at det er en af de ældste om ikke den ældste idrætsforening i Brønderslev.
Det var doktor V. Olsen, der indrykkede annonce i Brønderslev Avis den 30. april 1897, hvori han indkaldte alle interesserede til stiftende generalforsamling lørdag den 2. maj 1897 hjemme hos sig selv.
Doktor Olsen blev også Tennisklubbens første formand og det var under primitive former, klubben blev stiftet. Der var ikke penge til nogen bane, og derfor dyrkedes spillet på plænen ved Hedelunds festplads. Omkring århundredskiftet betragtedes boldspil af mange mennesker som narrestreger, og for ikke at blive udsat for hån af medborgere, måtte de første medlemmer af Brønderslev Lawn Tennis Klub luske bag om byen med ketsjeren under frakken for at komme til banerne i Hedelundsanlægget.
I det første eksemplar af lovene hedder det i paragraf 4: Aktive medlemmer betaler et indskud a 2 kr. og kontingent er 2 kr. årligt. Der betales forud. Når samme familie er mere end et aktivt medlem, betales indskud 2 kr. for første medlem og 1 kr. for øvrige. Børn samme sats.
2 år efter klubbens stiftelse blev den første bane anlagt i plantningen over for Hedelund. Valget var heldigt, for der var læbeplantning om hele pladsen, der benyttes den dag i dag. I 1905 blev bane nr. 2 anlagt, nr. 3 i 1925 og siden er endnu en føjet til. Så der er altså i alt 4 tennisbaner.
Banerne var nu etableret og i årene herefter blev der arbejdet ihærdigt på at skaffe kapital til et længe næret ønske om at få eget klubhus, og der blev afholdt adskillige basarer og tombolaer for at skaffe penge. Arbejdet blev påbegyndt i slagteridirektør Carl Behrens formandstid, og han havde stor støtte til arbejdet af montør Emanuel Larsen og købmand S. A. German. I 1949 stod huset færdigt. I mellemtiden var S. A. German blevet formand. En gammel tyskerbarak udgjorde grundelementerne i klubhuset, men arkitekt M. Johs. Jepsen fik barakpræget væk, Pedershaab Maskinfabrik forærede stålvinduer og -døre og arkitekten halverede sit honorar, så det kunne lade sig gøre med en byggefond på 16.000 kr. og et lån på 6.000 kr. at være under eget tag. Der blev holdt indvielsesfest søndag den 1. maj 1949. Det blev fejret med maner startende med reception i klubhuset kl. 10.00, kl. 18.30 spisning på Central-Hotellet, hvor der blev serveret sildeanretning, Wienersnitzel, Ost til en pris af 5,00 kr. pr. kuvert. Efter spisning var der bal.
Klubhuset blev udvidet i 1970 og i 1972 blev huset renoveret, bl.a. med nyt køkken. De 4 tennisbaner blev renoveret i 1990 og senest i 2021 er bane 1 blevet renoveret.
En lille kuriositet er, at der skulle gå 93 år før der kom en kvindelig formand. Det var i øvrigt mig selv, der blev formand i 1990. Siden har der heldigvis været flere kvindelige formænd, og her i 2021 er der også en kvindelig formand, nemlig Anette Aggerholm.
I 2017 fik klubben gennem flere forskellige donationer etableret lys på bane 1 og 2. Det betyder, at man kan spille længere tid om aftenen, men også at sæsonen er blevet længere.
Tennisklubben har ikke egne indendørs spillemuligheder, hvorfor der spilles primært i Brønderslev-Hallerne om vinteren, men det har også sine begrænsninger, fordi det primært er formiddagstimer, man kan få stillet til rådighed. Det er derfor som udgangspunkt, hvis man er arbejdsfri, at man kan spille indendørs.
Den 9. oktober 2021 har Tennisklubben indviet 2 padelbaner i forbindelse med klubbens anlæg. Det betyder en udvidelse af aktivitetsmulighederne, men også at man stort set kan spille hele året. Kun vejret sætter sine begrænsninger. Klubben venter sig meget at det nye tilbud.
I årene 1949 til 1957 og igen fra 1965 til 1982 havde Brønderslev Tennis Klub samarbejde med den svenske tennisklub i Nässjö, som også var Brønderslev Kommunes venskabsby.
Medlemstal: Medlemstallet var meget konstant op gennem 70-erne – omkring 200, men pludselig i 1980 faldt det til 115 for derefter langsomt at stige igen i 1990/91 til over 300 medlemmer. Det holdt ikke og i dag er medlemstallet omkring 130-150.
Tennisklubbens spillere har gennem alle årene haft mulighed for at deltage i turneringer arrangeret af Dansk Tennis Forbund og Jyllands Tennis Union.
For alle juniorspillere, der er medlem af Tennisklubben, tilbydes gratis træning. Klubben ønsker med dette gratis tilbud at optimere mulighederne for at lære spillet grundigt, helt fra man starter med at spille.
Tennisklubben har gennem alle årene haft meget stor fokus på at sikre, at der er et godt socialt miljø i klubben og derfor afholdes der mange forskellige aktiviteter i løbet af en sæson. Der holdes i løbet af sæsonen flere lokale turneringer såsom mix-double, dame- og herredoubleturneringer, lysturneringer altid med en eller anden form for hygge typisk efterfølgende spisning. Endvidere er klubben meget opmærksom på at integrere nye spillere i klubbens liv bl.a. ved flere gange om ugen at arrangere Spil-Sammen, hvor alle er velkommen uanset spilleniveau.
Til slut skal bemærkes, at Tennisklubben i dag hedder Brønderslev Tennis Klub, og altså ikke Brønderslev Lawn Tennis Klub for vi spiller jo ikke længere på græs.
Jeg stoppede mit arbejdsliv 1. januar 2014 og blev i foråret 2014 spurgt, om jeg ville deltage i Borger9700s arbejde med at etablere forskellige kulturelle aktiviteter. Det sagde jeg ja til. Det blev til Borger9700s Kulturgruppe. Gruppen blev hurtigt enige om, at vi af hensyn til andre foreninger i byen, som også laver kulturtilbud, ville vi prøve at lave noget, som man ikke så ofte kan opleve i Brønderslev, og at de arrangementer vi ville lave, skulle foregå i Rhododendronparken enten i Pavillonen eller på Scenen. Jeg har personligt flere gange oplevet Den Kongelige Ballet’s Sommerballet forskellige steder i landet, og jeg synes, det ville være helt fantastisk, hvis vi kunne få lov at opleve det i Brønderslev. Derfor spurgte jeg hurtigt Bestyrelsen, om jeg måtte undersøge muligheden for at få Den Kongelige Ballet’s Sommerballet til Brønderslev. Jeg fik grønt lys i oktober 2014 og sendte straks en henvendelse til Den Kongelige Ballet. I januar 2015 tog jeg til Australien for at se vores lille nye barnebarn, og vi var ikke mere end lige ankommet, før der kom en mail om, at Den Kongelige Ballet sagde ja til at besøge Brønderslev. Det var en stor dag. Så gik arbejdet i gang med at få det hele til at gå op i en højere enhed, så der kunne vises ballet torsdag den 15. juni 2015. Der blev sendt rigtig mange SMS-er fra Australien til de mange samarbejdskollegaer i Brønderslev.
Sceneforhold, lyd- og lysforhold skulle fungere og ikke mindst skulle der findes økonomi til det flotte arrangement, for da vi sagde ja til balletten, havde vi overhovedet ikke tænkt på penge. Alt kom i hus med støtte af mange frivillige og flere fonde og Brønderslev Kommune støttede arrangementet.
Dagen kom – vejret var helt perfekt, og der kom omkring 2500 mennesker fra alle egne af Nordjylland for at se nogle af verdens dygtigste dansere. Der blev bl.a. danset uddrag af Don Quixote, Nøddeknækkeren, Romeo og Julie, Svanesøen og Napoli.
Det står stadig for mig som en af de helt store og skønnest oplevelser i mit liv – tænk at få lov til at opleve det ypperste inden for ballet og så i sin egen hjemby og i de fantastisk smukke opgivelser. Selv fra Den Kongelige Ballet blev rammerne kaldt helt fantastiske og nogle af de flotteste, de har oplevet.
Opera i det fri
En anden musikoplevelse, som vi ikke så ofte for ikke at sige aldrig oplever i Brønderslev, er opera.
Derfor gik Kulturgruppen i gang med at undersøge muligheden for at lave et arrangement med Opera i det fri på scenen i Rhododendronparken. Det var nyt område og hvor finder man lige nogle operasangere. Efter kontakt til Aalborg Operafestival kom jeg i kontakt med operasanger Thomas Storm, og han sagde ja til at finde sangere til at komme til Brønderslev.
Det blev så første gang i 2016 at vi kunne tilbyde Opera i det fri i Brønderslev. Det blev en fantastisk oplevelse og der kom ca. 250 mennesker i parken til dette arrangement. Så når man tilbyder noget, der er lidt anderledes, vil folk rigtig gerne komme.
Vi gentog arrangementet i 2017 og fik også lidt blod på tanden, for kunne det lade sig gøre at få Den Kongelige Opera til Brønderslev. Vi havde jo haft held med Balletten, så måske.
De sagde heldigvis ja og den 10. august 2018 havde vi besøg af operasangere fra Den Kongelige Opera. Igen en fantastisk oplevelse med uddrag fra bl.a. Figaors bryllup, Rigoletto og Porgy og Bess.
Fordi vi havde oplevet så stor opbakning til operaarrangementerne, blev vi lidt dristige og ville gerne se, om der var opbakning til en egentlige operaforestilling.
Det blev Operakompagniet Nontardar (igen Thomas Storm som stor hjælper), der kom med forestillingen Cosi fan Tutte i Den Runde Pavillon den 23. marts 2018. Alle billetter var udsolgt, og det var igen en stor oplevelse. Operakompagniet kom igen den 5. marts 2020 med Don Juan af Mozart.
Ja så kom Coronaen og alting blev lagt ned.
Den 8. august 2021 var der dog igen Opera i det fri i Rhododendronparken med Thomas Storm og flere dygtige operasangere. Det var Borger9700s bidrag til Brønderslev Bys købstadsjubilæum. Vejret drillede fra morgenstunden, og på et tidspunkt måtte der træffes en beslutning, skal det være ude eller inde. Der blev valgt inde i Pavillonen. Pavillonen var helt fyldt og desværre måtte mange gå forgæves. Det var også denne gang en skøn oplevelse med de ypperste operasangere, der sang uddrag af bl.a. Carmen og Barberen i Sevilla. Igen en bekræftelse af, at folk gerne kommer til et lidt usædvanligt arrangement i Brønderslev.
En væsentlig forudsætning for at kunne tilbyde både Balletten og Opera har været støtte fra Fonde, Brønderslev Kommune og også lejlighedsvis lokale erhvervsdrivende.
Det at kunne præsentere Ballet og Opera i Rhododendronparken for så mange interesserede borgere, har været en stor og dejlig oplevelse for mig og har beriget mit liv med en masse glæde.
På opfordring skriver jeg, Rita Wagner Hjorth, med glæde et indlæg til bogserien ”Historier fra Brønderslev”, idet jeg synes, det er en rigtig god idé, at udviklingen af vores gode by bliver fortalt af et bredt publikum.
Jeg kom til Brønderslev i 1962, hvor jeg fik kontorjob på Pedershaab Maskinfabrik A/S.
Nu skriver vi år 2021, og jeg er for længst blevet pensionist. Mit bidrag til bøgerne ”Historier fra Brønderslev” skal være om vores dejlige Odd Fellow søsterloge, som vi har her i Brønderslev, og som jeg har været medlem af siden oktober 1983. Jeg har været med i ledelsen af logen gennem seks år og er nu i gruppen af eksmestre.
Jeg vil begynde med lidt af Odd Fellow Ordenens historie:
Ordenen kan spore sin oprindelse langt tilbage i tiden. Vi regner året 1819 som udgangspunkt for vor ordensgren. Det begyndte med en ung englænder, Thomas Wildey, som et par år forinden var udvandret til USA. Han havde nedsat sig i byen Baltimore, hvor der på det tidspunkt herskede megen sygdom, blandt andet pest. Borgerne var henvist til at klare sig selv eller finde hjælp hos hinanden. Dette berørte Thomas Wildey meget, og han gik i gang med at finde personer, der – som han selv – havde været medlemmer af Odd Fellow Ordenen i England.
I 1819 lykkedes det for ham at stifte den første Odd Fellowloge i USA, og han gav den navnet broderloge nr. 1 Washington som en hyldest til sit nye fædreland.
Sammen med sine brødre fra logen indledte Thomas Wildey et stort hjælpearbejde blandt de syge og fattige, og nød stor respekt og tillid i befolkningen. Oplysninger om Ordenen bredte sig i samfundet, og omkring 1830 var der oprettet over 100 loger i USA, udbredt til 12 stater. Som årene gik, kom der flere loger til, og med tiden lagde man i logerne stigende vægt også på den etiske side af menneskelivet.
Ordenens oprettelse i USA og dens succes førte med sig, at den i sin nye skikkelse kom tilbage til Europa ved institueringen af en broderloge i Stuttgart i Tyskland, og i 1878 kom Odd Fellow Ordenen også til Danmark.
Den første danske broderloge stiftedes den 30. juni 1878, og har sit hjemsted i Odd Fellow Palæet i København. Få år senere, i 1881, stiftedes den første søsterloge – ligeledes i København.
Tilbage til Brønderslev:
Søsterloge nr. 69 Faklen blev stiftet den 09. juni 1979 under navnet Rebekkaloge nr. 69 Faklen. Møderne holdes i ordensbygningen på Parkvej 49, som blev bygget af Odd Fellow brødrene i nr. 71 Richard Marley.
Bygningen blev indviet den 24. august 1974 til ordensbygning og selskabelig udlejning. Søsterloge nr. 69 Faklen bor til leje hos brødrene, som vi har et frugtbart samarbejde med.
I årene 1957 til 1960 blev fire søstre fra Brønderslev indviet i Rebekkaloge nr. 14 Ruth i Aalborg.
I 1961 blev Rebekkaloge nr. 40 Ingeborg Spager i Hjørring institueret, hvortil de fire søstre fra Brønderslev blev overflyttet. I tiden frem til den 09. juni 1979 blev den fortsatte tilgang af søstre fra Brønderslev optaget i Rebekkaloge nr. 40 Ingeborg Spager.
Søstrene fra Brønderslev blev enige om hurtigst muligt at få dannet en forening i Brønderslev. Dette blev en realitet den 30. september 1975, og der var fortsat tilgang af søstre til denne forening, som senere blev til Rebekkaloge nr. 69 Faklen.
Den 02. maj 1979 blev derfor det sidste møde for Brønderslev-søstrene i Rebekkaloge nr. 40 Ingeborg Spager, idet Rebekkaloge nr. 69 Faklen blev institueret den 09. juni 1979.
Logens daglige ledelse varetages af en overmester samt yderligere fire valgte embedsmænd. Valget foregår på demokratisk vis hvert andet år.
De første embedsmænd i Rebekkaloge nr. 69 Faklen var: Overmester søster Agnes Gjedsig, undermester søster Ulla Løndahl Eriksen, sekretær søster Grethe Klokkerholm, kasserer søster Elsa Hansen, skatmester søster Karen Nielsen og fungerende eksmester søster Helvig Winkelmann.
Søstrene i nr. 69 Faklen har et emblem:
Da foreningen i Brønderslev den 13. august 1975 fik sin godkendelse, skulle man have fundet et navn og et emblem inden institueringen den 30. september 1975.
Emblemet, tilhørende vores moderloge i Hjørring, er en skål med flammer. På det grundlag fandt man i foreningen frem til, at en brændende fakkel symbolsk kunne være tændt ved vor moderloges emblem – skålen med flammer. Desuden har flammen på faklen udformning som kystlinjen omkring landet nordenfjords. Det var passende, da vort logeliv skulle have hjemme i Vendsyssels hjerte.
Fra 1998 blev navnet Rebekkaloge ændret til søsterloge.
I søsterloge nr. 69 Faklen ser vores nuværende ledelse således ud:
Nuværende embedsmandsgruppe, bagerst fra venstre sekretær Betty Bjerre, kasserer Kirsten Elisabeth Nielsen, skatmester Henny Marie Mann Jensen. Forrest fra venstre undermester Anna Katrine Andersen og overmester Anna Lise Larsen.
Vi er for tiden 74 ordenssøstre. Søstrene kommer fra alle grene af samfundet og erhvervslivet. Nye medlemmer til Ordenen bliver væsentligst foreslået af en, som selv er ordensmedlem. Det kan for eksempel være et familiemedlem eller en ven, eller det kan være via Ordenens oplysningsmøder.
Vi holder logemøde den 2. og 4. onsdag i måneden fra september til cirka midt i maj. Møderne starter kl. 19.00 i logesalen efter en bestemt dagsorden med fastlagte ritualer.
Logesalen hvor møderne holdes
Ordenens krav til påklædning er til almindelige møder kort sort kjole. Til festaftener er påklædningen lang sort kjole og hvide handsker.
Søstrene ankommer til logen i god tid, så vi, inden vi bliver kaldt ind til mødet i logesalen, kan få en snak med hinanden, det kan være i loge regi, men der kommer naturligvis også mange andre emner på banen.
En stemningsfuld atmosfære breder sig, når dørene åbnes til logesalen, og søster ceremonimester fører søstrene ind i logesalen. Søstrene nyder den fred og ro, der er i logesalen, det giver noget særligt til sjælen, når dørene lukkes bag os – et frirum fra dagligdagen uden stress og jag.
I logesalen nyder vi organistens dejlige musik og suger til os af alle de gode ord, indlæg og så videre, som væsentligst kommer fra søster overmester, som leder mødet, samt fra søster kapellan. Vi har også ved særlige lejligheder indlæg fra andre søstre.
Og hvad er så Odd Fellow Ordenens formål?
”At udbrede Venskabets, Kærlighedens og Sandhedens grundprincipper mellem menneskene, at styrke dem i kærlighed til Gud og deres næste og lære dem, at ord ikke er nok, men at disse lærdomme må omsættes i handling, for at hver enkelt efter sin evne derved kan bidrage til menneskenes forbedring og fuldkommengørelse”.
Altså meget tydeligt et etisk formål, der angår vort forhold til vore medmennesker.
Odd Fellow Ordenens symbol og motto er kæden med de tre forbundne led, der udtrykker kravet om at vise Venskab, Kærlighed og Sandhed i alle livets forhold. Ord er ikke tilstrækkelige. En Odd Fellows egentlige arbejde er derfor at omsætte de tre små ord til handling.
Efter mødet i logesalen
Logens selskabslokale
Efter mødet i logesalen, går vi tilbage til selskabslokalet til hyggeligt samvær, hvor der bliver serveret en let anretning, som indtages under livlig snakken. Her knyttes mange gode og varige venskaber. Der bliver sunget og på festaftener holdt højtidelige taler, samt bliver der talt om og tilrettelagt praktiske gøremål.
Det humanitære sigte.
Søsterlogen støtter humanitært arbejde, det består i, at der samles penge ind ved for eksempel lotterier samt julesalg af forskelligartede hjemmelavede ting inklusive juledekorationer, samt arv fra tidligere søstre i form af fonde. Disse penge er gennem årene anvendt fortrinsvis lokalt. Senest til for eksempel hjælpemidler, der ikke dækkes af det offentlige, og som kan lette hverdagen for beboerne på blandt andet plejehjem og Rehabiliteringscentret i Brønderslev. Derudover har logen et fadderskab i Indien samt givet støtte til børnehospice, SOS Børnebyerne, Julemærkehjemmet i Hobro, sygehusklovnen i Aalborg, ”Læger uden grænser”, børnebyer i Indien og Afrika, børn i Danmark og Grønland samt på Færøerne, Blindes jul, foreningen Bifos der har idræt for psykisk syge og tandemkørsel med blinde. Desuden yder vi – sammen med broderlogen – støtte til Menighedsplejens juleuddeling i Brønderslev.
Alle ansøgninger bliver behandlet af et særligt udvalg, inden logen træffer en beslutning om støtte.
Faklen arrangerer sommerudflugter. Og siden 1993 har Faklen haft en venskabsloge i Farsund i Norge. Vi besøger på skift hinandens loger hvert andet år.
I julemåneden har vi julestemning med spisning, hvor man har mulighed for at invitere en ledsager med.
Et par gange om året har vi gode fællesarrangementer med vores broderloge nr. 71 Richard Marley. Det kan være film, foredrag eller andet – altid noget spændende og tankevækkende, der giver stof til eftertanke.
Afslutningsord:
For mig har rejsen gennem den lange årrække som medlem af Odd Fellow Ordenen på mange måder været et spændende og lærerigt forløb. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan min tilværelse havde formet sig uden dette medlemskab, hvor også fællesskabet og samværet prioriteres højt.
Store Brønderslev Marked er et heste- og kræmmermarked i Brønderslev i Vendsyssel. Markedet afholdes hvert år over fire dage (fredag til mandag), hvor mandagen altid er første mandag i september.
Markedet startede som et kreaturmarked, der fra 1843 var henlagt til Brønderslev Kro. Det var her markedet blev landskendt for det, der senere blev kaldt “Gendarmslaget” i 1886, hvor Estrups Gendarmer røg i slagsmål med markedsgæsterne. Dengang var der marked hver måned i Brønderslev, men én gang om året, den første mandag i september, var der et stort marked, og det er fra den tid navnet Store Brønderslev Marked stammer.
I dag er Store Brønderslev Marked et stort heste- og kræmmermarked. Markedspladsen ligger midt i Brønderslev by på et areal på ca. 41.500 kvm., der hvert år rummer ca. 200 kræmmerboder, 600 heste, 3.000 andre dyr, øl- og spisetelte og et tivoli. Omkring 100.000 gæster besøger hvert år markedet.
Ikke mange bands kan, som The Blue Van, bryste sig af, at alle medlemmer har kendt hinanden siden børnehaven. Bandet består af Per Mølgaard Jørgensen (trommer), Allan Fjeldgaard Villadsen (bas), Søren Christensen (guitar, keyboard og kor) og Steffen Westmark (guitar og sang). Alle er de opvokset i det østlige opland til Brønderslev og har gået på Jerslev skole.
De fire har spillet sammen på Brønderslev Musikskole, siden de var omkring 13 år, og når der skulle øves nye numre, foregik det i en kælder hos Sørens bedstemor i Hallund. Hun havde dårlig hørelse og blev derfor ikke generet af høj musik.
Selvom de altid har vidst, at de ville forsøge at leve af musikken, blev de overtalt af forældrene til at gennemføre en ungdomsuddannelse på Brønderslev Gymnasium først. Faktisk var det, ifølge Søren, en betingelse for at deres forældre ville støtte en flytning til København, at gymnasiet skulle overstås først, så der var ”noget at falde tilbage på”.
I de første år hed bandet Den blå Vogn, opkaldt efter den bil, der i gamle dage hentede de sindsyge. Da bandet imidlertid drømte om en international karriere, skiftede de navn til The Blue Van. Det var fremsynet, for faktisk kan bandet i dag bryste sig af at have spillet i det meste af verden.
Allerede i 2004 blev der tegnet kontrakt med et amerikansk pladeselskab, og de fire flyttede til USA, hvor de i løbet af de næste år turnerede landet rundt og også spillede i Canada.
Det var dog først, da de igen flyttede til Danmark, at de begyndte ”at tjene penge på deres musik”.
Det skete i forbindelse med, at deres musik blev brugt i reklameindslag for f.eks. Samsungs mobiltelefoner og Appels Ipad. Sidstnævnte reklameindslag blev endda udsendt over det meste af verden i forbindelse med TV-transmissionen fra den årlige Oscar-uddeling.
Siden har musik fra The Blue Van været brugt i forbindelse med TV-serier som f.eks. Beverly Hills og NCI New York. Desuden som titelsang for TV-serien Royal Pains. Alle sammen populære amerikanske serier, der ses internationalt.
Set med ”danske briller” er det også sjovt, at bandet har optrådt som ”skuespillere”/musikere i filmen: ” Kunsten at græde i kor”, der blev vist i både biografer og på TV. Her ses og høres de, som et 70´er band, der optræder på den lokale kro.
En anden sjov detalje er, at The Blue Van i 2020 fik den ære at blive omtalt af selveste Anders And i en særudgave.
Scenen er: Huset ryster og Anders And råber: ”Jeg har sagt til ungerne, at de ikke skal høre The Blue Van for fulde gardiner! Nu kan det være nok! ”.
Heraf kan vi jo konkludere, at Rip, Rap og Rup åbenbart også er fan af The Blue Van.
Fra det mere højtidelige hjørne kan nævnes, at bandet, mens de var i gang med at indspille en ny plade i 2009, blev inviteret med på statsbesøg til Vietnam, hvor de på vegne af Danmark gav flere koncerter og boede på hotel sammen med den kongelige familie.
Også i Japan har de mange fans. Faktisk er en af de sjoveste oplevelser for Søren, da han i Tokyo, ved et besøg i en pladebutik, stødte ind i en stor papfigur, der forestillede ham selv.
Per, Allan, Søren og Steffen har holdt sammen i mere end 25 år til trods for, at Søren i en periode var bosat i USA og Allan i dag bor i Norge. Det er noget, der er usædvanligt indenfor musikbranchen, og som også er blevet bemærker i Dansk musikerforbund.
Alle har de sideløbende en anden karriere, som f.eks. Steffen, der i dag er højskolelærer på Thurø ved Svendborg, men der indspilles stadig plader med bandet, og de er stadig kendt som et af landets vildeste livebands.
Hotel Phønix er opført i 1906. Billedet må stamme fra hotellets spæde start for omkring 116 år siden.
I dag hedder hoteldirektøren Bettina og hun kommer fra Dronninglund og er for mange et velkendt ansigt.
Danske Hoteller ejer Hotel Phønix i Brønderslev.
– Det er en spændende udfordring jeg står overfor og jeg glæder mig til at komme i gang. Jeg er glad for, at jeg har nogle gode kolleger, som jeg kender i forvejen, og jeg er helt sikker på, at vi godt kan klare opgaven,
siger Bettina Sørensen.
År 2020
Hotellet vil blive drevet videre på samme facon som tidligere, og derfor bliver der ikke udadtil nogen mærkbar forskel på direktørskiftet. Den nye hoteldirektør håber på et godt samarbejde med byens borgere og forretninger.
– Jeg håber, at folk vil komme og holde deres fester og møder hos os, smiler Bettina Sørensen.
Hotel Phønix i Bredgade i Brønderslev blev i 2013 opkøbt af hotelkæden Danske Hoteller, som råder over 21 hoteller fordelt ud over det ganske land. Hotel Phønix i Brønderslev har 42 værelser med bad, samt restaurant og selskabslokaler.
Af musiker og lærer Steffen Westmark, der er en del af orkestret Blue Van
Steffen Westmark
The Blue Van blev dannet i 1996 i oplandet til Brønderslev og kunne i 2021 fejre 25års jubilæum. Skrev i 2004 kontrakt med det daværende største indie label i Amerika, TVT Records. Vendte efter 2 år i New York tilbage til Danmark, hvor The Blue Van skiftede label til Iceberg Music Group, med hvem de oplevede kommerciel succes med gennembrudsalbummet, “Man Up”.
Bandet har turneret intensivt i Amerika, Europa og Japan i 00’erne og har blandt andet også været del af et dansk kulturelt fremstød i Vietnam, hvor bandet spillede for Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary.
The Blue Van Albums
The Art of Rolling – The Blue Van, TVT Records, 2005 Dear Independence – The Blue Van, TVT Records, 2006 Man Up – The Blue Van, Iceberg Music Group, 2008 Love Shot – The Blue Van, Iceberg Music Group, 2010 Would You Change Your Life – The Blue Van, Iceberg Music Group, 2012 Letters – The Blue Van, Iceberg Music Group, 2015 The Van – The Van, Iceberg Records, 2018 From Responsible Sources – The Blue Van, Rå Lyd Records, 2020
Solo Albums
Deserter – S. Westmark, Playground Music Denmark, 2013 Head Perfume – Peppermint B, Northern Sky Records, 2017 Bubblegum Buddha – Peppermint B, Northern Sky Records, 2019 If Love Was A Seashell, I’d Be The Sea – Ki/West, Northern Sky Records, 2021
Udmærkelser
BMI TV Music Award 2010 (Royal Pains) BMI TV Music Award 2012 (Royal Pains) Bøger Abekatastrofer, Steffen Westmark, digtsamling, PrintXpress, 2012
Licensering
Licenseret musik til serier (bl.a. NCIS, Dallas, 90210, CSI, MTV’s Hard Times of RJ Berger) film (Bl.a. Magic Mike, Fright Night, Goosebumps, American Reunion, That’s My Boy) og reklamer (bl.a. Apple – Meet the iPad, Samsung, Time Warner Cable). Har til dato over 100 sync placements udenfor Danmark. Komponerede 3 sange til Peter Schønau Fogs filmatisering af Erling Jepsens “Kunsten at Græde i Kor”, hvor bandet også medvirker i filmen.
Steffen Westmark fra bandet Blue Van: Om sin kærlighed til musikken.
På mit hjemmekontor på Thurø lidt udenfor Svendborg står en gammel spansk Leyanda by Hohner-guitar. Der står den og venter tålmodigt, indtil jeg igen en sen nattetime bliver inspireret og febrilsk griber ud efter den, og vi igen – for gud ved for hvilken gang – tager hul på endnu et nyt nummer. Den var der, da de første spæde skridt hen imod, hvad endte med at blive Silly Boy, blev taget en aften under emhætten, med en cigaret rygende fra askebægret, i køkkenet på Bålhøj.
Den har været min trofaste følgesvend siden min barndom og mine ungdomsår i Øster Brønderslev. Den var mit første møde med musikken.
Den har altid stået i stuen hos min forældre, og så langt jeg kan huske tilbage, har den fascineret mig. Også lang tid før jeg havde et begreb om, hvad musik konkret var, havde den en nærmest magisk tiltrækningskraft på mig.
Jeg har tit prøvet på at genkalde det øjeblik, hvor jeg bliver bevidst om, at musik er en helt speciel størrelse, hvis vægt ikke kan måles på nogen form for jordisk skala.
Jeg ender altid ved to øjeblikke, hvoraf det ene er øjeblikket, hvor mine børnefingre første gang piller ved nylonstrengene på den spanske guitar. Det andet er mødet med George Dunnings psykedeliske tegnefilm fra 1968 om The Beatles, hvor John, Paul, George og Ringo hopper i en gul ubåd og sejler ned i et magisk land, hvor alle de smukke og surrealistiske billeder akkompagneres af Beatles musik.
De møder på et tidspunkt et krøllet lille væsen ved navn Jeremy, som The Fab Four fra Liverpool døber ‘Nowhere Man’.
Om det er farverne, musikken eller min bevidsthed om, at min far har placeret os foran fjernsynet på denne tilfældige søndag engang i sen-80erne med et formål, ved jeg ikke, men det er helt klart et definerende øjeblik i mit liv. Det bliver en tradition, at når filmen de følgende år bliver sendt i fjernsynet, sætter vi os i sofaen og ser den i stilhed. Det er noget, jeg har med min far, og denne uudtalte forbindelse mellem os kommer til at spille en rolle i min kærlighed til musik og jagten på den gode melodi. Som et skattekort, der gør, at jeg altid kan navigere tilbage til det øjeblik i “fattigfirserne”, hvor min far giver mig den største gave: musikken.
Jeg begynder på Øster Brønderslev Centralskole i 1987, hvor jeg møder Søren, som bliver min ven, og han bliver bogført i bogen, ved siden af fastnettelefonen, over legeaftaler. Vi mødes i første omgang ikke over musikken, men over kærligheden til 90ernes store spillekonsol, Amiga 500, og senere for at skate rundt på de hullede veje i Hallund. Vores forhold har altid været bundet sammen af en god portion fascination af hinanden tilsat et gran salt af konkurrence, selvom ingen af os er de store konkurrencemennesker. Det kan koges ned til, at Søren har dyrket håndværket, og jeg har dyrket æstetikken. Søren scorede helt klart flere mål for B70, end jeg gjorde den ene sæson, jeg var på drengefodboldholdet i ØB, men det ene mål, jeg scorede, var et perfekt hælskud, som sad præcist i nettet.
Det er en dynamik, som vi til stadighed har.
Sørens håndværk, som musiker, sangskriver og producer matches af min søgen efter en poetiske og filosofisk gransken af livet via musikken og kunsten. Han lægger murstenene, og jeg maler dem i alverdens farver.
En kaffereklame i 90eren, hvor Gevalia har tiltusket sig brugen af Jimi Hendrixs ‘Hey Joe’, ændrer alt, og fodboldstøvler og skateboards bliver skiftet ud til fordel for guitaren.
Endelig kommer det øjeblik, jeg har gået og drømt om. Jeg har fantaseret om at lave et band, dagdrømt om det i timerne på Øster Brønderslev Centralskole. I en sådan grad at det bliver nævnt til adskillige skole-hjem-samtaler. “Steffen skal bruge mere tid på at kigge ned i bøgerne i stedet for at sidde og kigge ud ad vinduerne med et fjernt blik”. Noget i den dur er nedskrevet i min klasselærers notater og bliver læst op for mine forældre til samtalen.
Ikke desto mindre bliver Leyandaen i de kommende dage puttet i sit mørkebrune kunstlæder-etui, og jeg marcherer ned til min første guitarundervisnings-time hos Bent.
Leyandaen må desværre hurtigt vige og genindfinde sig på sømmet i stuen, hængende i sin læderstrop, da det virker som om, hverken Jimi Hendrix eller Kurt Cobain er startet til guitarundervisning på spansk guitar.
Derfor droppes mellemregningerne hurtigt, og snart står der en Hank Marvin-rød Fender Stratocaster-kopi på anden etage i huset på Bålhøj. Den er den manglende ingrediens i den første og meget spæde version, af hvad der ca.15 år hen i fremtiden, bliver det danske rockband, som skriver pladekontrakt med verdens største uafhængige pladeselskab.
Efter en uheldig audition af købmandens søn står det klart, at vi har mere brug for en bassist end endnu en guitarist. Og da Allan, som Søren er vokset op med i Hallund, er den eneste, vi kender, på vores alder, der ejer en bas, flyver han igennem nåleøjet. Uden audition.
Efter en periode med øvning, ikke kun af gamle Clapton-sange, men også guitarkast fra midten af stuen hen i den nærmeste sofa, står det klart, at nogen skal synge. Kun én kandidat stiller op, og den kandidat får alle stemmerne. Ikke så meget på grund af et gudsbenådet sangtalent, nok nærmere en “hellere ham end mig-“situation.
Vi pløjer os igennem gamle bluessange og 90er-indie-rock en gang om ugen, hvor pauserne bruges på at fylde os med hvidt brød og VHS-bånd med musikvideoer “båndet” fra VH1 og MTV.
Vi bliver hurtigt notoriske på de skrå brædder i diverse ungdomsklubber i oplandet til Brønderslev, hvor vores forplejnings-rider blandt andet består af en pose lunke pilsnere gemt i den nærmeste busk. Bandet er svøbt i bredriflet fløjl og skjorter med så store flipper, at de til forveksling ligner mågevinger. I backstagelokalerne, som oftest er puderummet i den børnehave, som magisk forvandles fra et kommunalt pasningstilbud til en ungdomsklub i weekenden, hænger de lange læderjakker, hasteindkøbt ikke kun til vores koncerter, men også til årets main event, Brønderslev Marked.
Den første weekend i september, hvor Dahlgaards Tivoli åbner sluserne ind til duften af radiobiler, brændt popcorn og en sødelig lugt af candy floss, står Søren og jeg klar i vores trenchcoats med en 10-paks Prince Light i inderlommen indkøbt til lejligheden. Den bliver smugrøget bag forlystelsen ‘Det Flyvende Tæppe’, som garanterer mere kvalme end de 3-4 øl, vi vist nok har fået lov til at medbringe. I mit hoved synger Eik Skaløe: ”Det flyvende tæppe går klokken otte, Bob Dylan har ringet og sagt, vi kan nå det”. Jeg ved, at denne Bob synger noget om skiftende tider, men om han nogensinde har været i Dahlgaards Tivoli og spenderet en 20’er på en halvrusten rutsjebane, virker utænkeligt. Jeg prøver at finde forbindelse mellem de to fænomener, mens Søren spejder ud mellem kræmmerboderne for at være sikker på, at vi ikke bliver spottet af nogen, vi kender (eller nærmere nogen, som vores forældre kender).
Vi flakker lidt rundt et stykke tid og bruger vores surt tjente avisbuds-løn på Iron Maiden-flag og strygemærker med Che Guevara. På et tidspunkt ender vi ved radiobilerne, hvor vi spotter en gruppe unge mennesker, som tilsyneladende også har fundet ud af, at langt hår, fløjlsbukser og læderjakker går hånd i hånd, når man gerne med sin musiksmag og påklædning vil stå i opposition til alt omkring en. Som Ponyboy Curtis og broderen Sodapop fra Francis Ford Coppolas coming-of-age-film “The Outsiders”, årets blockbuster fra Amtscentralen, står vi selvvalgt udenfor de fællesskaber, vores klassekammerater har dannet, men i det skjulte hungrer vi efter at tilhøre en gruppe. En gruppe, vi kan definere os ud fra.
Af alle steder finder vi det fællesskab her på et kræmmermarked i Nordjylland. Et kræmmermarked, som nogle år senere bliver omdrejningspunktet i en dokumentarserie, som til forveksling ligner reality-tv, som vi kender det i dag.
Brønderslev bliver vores New York; et sted, man flygter til i weekenderne, og nogen gange i hverdagen, for at komme væk fra skolen, forældrene og H2O-sandalerne.
Når jeg stiger på 644’eren på hjørnet af Buurholtvej og Elmevej og mødes med Søren, som sidder sammenkrummet på de orange og brune sæder bagerst i bussen, mærker jeg først lettelsen over ikke at være blevet afsløret i, at vi ikke befinder os til den klassefest i downtown Øster Brønderslev, som man har informeret sine forældre om, man deltager i. Derefter begynder det at sitre i kroppen, for om en 5 kilometers penge skal vi mødes med drenge og ikke mindst piger, hjemme hos folk, hvis forældre ikke er hjemme, gå på rov i barskabets herligheder og fylde vand i flaskerne for at dække vores spor, lytte til Bob Marley og Skunk Anansie, kysse på piger under gadelygterne, diskutere venstreorienteret politik, som kun folk på 14 år kan og nå bussen tilbage, så vi ikke bliver opdaget.
De næste par år tager jeg, næsten uden undtagelse, hver dag til Brønderslev efter skole for at hænge ud på biblioteket med Jess, Tronsgaard, Lasse-far, Valler, Timon, Fløjte, Carsten Bagmand, Kap, Sander osv. osv.
Biblioteket, som også kommer til at danne ramme om et skelsættende talent show, bliver bandets uofficielle optagelsesprøve blandt Brønderslevs hårde kerne af musik-aficionadoer.
Bibliotekar Inger Aarup ser hurtigt, at den voksende skare af unge mennesker med anden musikalsk herkomst er støt voksende, og arrangerer en ‘Battle of The Bands’, som bliver den første af mange legendariske koncerter i lokalerne på 3. Sal i baggården bag biblioteket.
Inger, som udover at kickstarte koncertmiljøet i Brønderslev og senere forfatterskolen, hvor bl.a. en ung Yahia Hassan får sine litterære vinger, er klar over, at musikken mangler et ståsted.
Det at blive set af et voksent menneske, som ser en værdi i os, fremfor at se en gruppe utilpassede unge, betyder alverden for os.
Hendes myndiggørelse, sammen med en lille håndfuld medsammensvorne, giver os rygrad, og vi føler os set. Gadehjørnerne bliver lidt mindre overbelastede, efter Ingers hær af passionerede voksne mennesker giver os et frirum.
Med deres hjælp får vi organiseret os i musikforeninger, tildelt spritnye øvelokaler og får lavet udvekslingskoncerter med bands fra andre kommuner, blandt andet på Sjælland, som ellers var lukket land for et lille nordjysk band.
Jeg håber, de er klar over, hvilken stor rolle de har spillet i bandets kollektive historie. Hvis ikke, er det her sort på hvidt.
Og som jeg sidder her i min have på Sydfyn i 2020, som 38-årig i en verden, som virker mere forrykt og surrealistisk end Yellow Submarine nogensinde gjorde, står der klart, at min ungdom i Brønderslev har defineret mig mere, end jeg aner.
Om det er koncerterne på biblioteket og i Den Runde Pavillon, da den var ramponeret, og man ukritisk lod en flok unge knægte leje sig ind for 500 kroner og sælge billige pilsnere til kammeraterne uden spiritusbevilling, eller om det er cykelturene med klirrende oppakning på bagagebæreren med kurs mod bål og spontant fest i Grindsted Plantage, er underordnet.
Det, som jeg er rundet af og har gjort, at jeg har haft mod til at opsøge fællesskaber verden over via musik og nysgerrighed, er grundlagt i mine ungdomsår i Brønderslev. Bonderøven, der som Bob Dylan, uden sammenligning naturligvis, styrer direkte mod noget, der ubevidst trækker i en.
Jeg er overbevist om, at alle svinkeærinderne har været nødvendige for at jeg kunne blive den, jeg er, og har gjort, at jeg har levet med musikken, som trofast følgesvend hele livet.
Herunder en kavalkade af billeder fra steder hvor The Blue Van har spillet
Fotograf: disse billeder Martin Dam Kristensen, Kraghede
Under meget beskedne forhold grundlagde isenkræmmer Jens Stagsted i 1909 den forretning, der senere skulle blive til en af de største i byen. Jens Stagsted kom fra Hjørring og havde således et godt kendskab til vendelboernes ønsker og fordringer. Forretningen voksede da også støt og roligt, og i 1919 måtte der foretages den første større udvidelse, hvorved en naboforretnings lokaler blev lagt ind under isenkramforretningen. På samme måde fandt den næste større udvidelse sted i 1941.
Jens Stagsted leder endnu selv forretningen, dog nu bistået af en søn, Holger Stagsted, der er uddannet i faderens forretning, og ligesom sin far også har været på studieophold i udlandet.
Virksomheden fører i dag et meget velassorteret lager af værktøj, glas, Køkkenudstyr og andre varer indenfor branchen, ligesom forretningen i de senere år har drevet en omfattende handel med støbegods og andre bygningsartikler.
I den store moderne forretning er i dag beskæftiget et ret stort personale.
Kilde:
Uddrag fra Hakon Mielches Brønderslev – industricentret i Vendsyssel. Udgivet ved Brønderslevs 25-års købstadsjubilæum i 1946.
Ja det er så min gamle læreplads. Løssalg af søm og skruer, værktøj, fiskegrej, glas og porcelæn. Jo en rigtig isenkrambutik. Husker Holger og Elinor og den gode Hr Fink.
Hej Ove, du må regne med, det var i årene 1947, der var ikke så meget arbejde at få om vinteren, så der var mange, der fik lov til at tage roden op fra et gammelt bøge eller egetræ, de fik det til brændsel, så det var en stor hjælp at man kunne sprænge roden i stykker.
Havde en kammerat, Poul Erik, der var bydreng hos Stagsted, når han havde ferie, var det min storebror Kaj og jeg, der afløste ham. Kaj kørte på “Long John” og jeg på den lille cykel.
Ved ikke om det hedder respekt, men man turde ikke engang tage en tår sodavand i arbejdstiden dengang af frygt for chefen, for så fik man sandelig en påtale om, at det gør man ikke i arbejdstiden frk.
Ja – der var en leder til stede, som nøje overvågede, alt gik ordentligt til. Det var jo firmaets renommé, der stod på spil, konkurrenterne lurede lige “henne om hjørnet”.
Jeg har også tænkt på de to maskiner med tromler. Jeg synes, det ligner vaskemaskiner, men er i tvivl om, man havde dem i 1910. Der kan jo også være en forkert datering af billedet.
Jeg ved såmænd ikke om vi bliver kloge af den slags arbejde, men vi får da trænet hjernen og kan måske så derved undgå en for tidlig demens eller det der er værre….
Vi kigger vi tilbage i tiden. Denne gang berettes om St. Blichersgade, om Birgit Agerbæk Iversen Pedersen, Jørn Agerbæk og Ole Steges opvækst i Brønderslev i slutningen af 1940’erne og op i 1950’erne. Gaden er uden tvivl opkaldt efter digteren Steen Steensen Blicher, der døde i 1848. Det er svært at finde årstallet for, hvornår gaden blev anlagt.
Ifølge folketællingslisterne fra 1925 var der kun ét hus i denne gade.
Lærer Victor Rønns hus med to lejligheder. Victor Rønn, f. 1892, og hans kone Tora boede i stuen, og lærer Kaad, f. 1899 og hans kone Dorthea, boede ovenpå.
Lidt længere nede ad gaden boede Jens Chr. Bendtzen med sin kone og syv børn. Der nævnes ikke noget om deres bolig.
Birgit Agerbæk Pedersen og Jørn Agerbæk, der som børn voksede op i St. Blichersgade, sidst i 1940’erne og i1950’erne, fortæller om deres barndom der.
Min far købte huset af lærer Kaad, der havde podet en mistelten på et æbletræ i haven. Det var Danmarks nordligste mistelten.
St. Blichersgade var en stille gade med villakvarterer og haver. Husene var store med stue, køkken, spisekammer og kælder. Der var hjemmegående husmødre, og der var få biler og cykler i gaden, og det var nemt at komme i skole, fortæller Birgit Agerbæk Pedersen. – Der var en købmand og en bager i hver sin ende af gaden, og mælkemanden kom med hest og vogn, og hestene gjorde automatisk holdt ud for os. Mælkemanden stillede hver dag fire liter mælk på trappen. Vi var mor og far og fem børn. Der kom af og til vagabonder hos os. De havde deres egen måde, hvorpå de fortalte hinanden, hvad man kunne forvente. De satte mærker på en telefonpæl. Der var et mærke for mad, et andet for penge og et tredje, når der ikke var noget at hente. Mor gav dem et måltid mad og en madpakke, fortæller Birgit Agerbæk Pedersen. Der var en overgang gadekampe mellem Dalgasgade, Anneksgade og St. Blichersgade på den ene side og Risagergade på den anden side. Børnene stod og råbte til hinanden. Men ved Palne Bertelsens hjælp blev der i stedet for lavet fodboldturneringer ved friluftsbadet, hvor flere gader blev inddraget. Jørn Agerbæk husker, hvem der boede i husene langt ned ad gaden.
På venstre side fra Bredgade lå arkitekt Knudsens to-etages rødstens villa (arkitekt Knudsens firma tegnede mange lignende huse i Brønderslev).
Derefter kom Rosenvængets Allé, og i huset derefter boede værkfører Andersen, og på 1. sal Rigmor og Svend Jensen.
Derefter kom ”Halli Stines” hus – hun var fra Hallund, og hun havde gadespejl og var rar og venlig.
Einar Sørensen – ”Falck Einer” – boede i næste hus. Han havde været ansat ved Falck i 40 år.
Så kom lærer Rønns hus. Hans stok, som han altid gik med, kunne slå hårdt.
Derefter kom Solvangsvej, og på den anden side lå et stort hus med fladt tag. Det tilhørte hals- og ørelæge Svend Åge Leth og hans kone Bodil, fortæller Jørn Agerbæk.
Tidligere lærer Ole Stege, der har boet i St. Blichersgade og stadig bor der, husker, at der efter Dr.Leths hus lå et hvidt hus, hvor Skadhauge boede.
Derefter er der senere bygget et rødstenshus, vistnok beboet af en tidligere købmand.
På hjørnet af St. Blichersgade og Ingemannsgade blev der senere bygget et stort rødstenshus med flere lejligheder.Tidligere lå der på stedet et beskyttelsesrum.
På det modsatte hjørne ligger der et rødstenshus, hvor vognmand Jens Jensen boede. Han kørte bl.a. bybus. Hans kone Emilie bor der stadig.
Derefter kommer der et gulmalet hus, hvor Jørgen Madsen en overgang boede, så igen et rødstenshus, hvor der boede en pensioneret snedker og hans datter.
Næste hus var grønt og beboet af familien Eriksen, så igen et rødstenshus, beboet af en ældre enke.
I næste rødstenshus boede maskinarbejder Harald Christensen, og ovenpå boede hans svigermor, enke efter farvehandler Stege i Bredgade.
Så er vi fremme ved endnu et rødstenshus, beboet af slagteriarbejder Marinus Madsen, hvis søn, Henry Madsen, boede ovenpå. Han var meget aktiv inden for idrætsforeningen i Brønderslev.
I næste rødstenshus boede der en overgang en pensioneret landmand, og videre til et lille rødstenshus, hvis ejer var drengenes skræk. Han tog deres fodbold, når de spillede, og målet var købmand Juuls garageport.
Købmand Juul havde forretning i det sidste hus på denne side.
På højre side fra Bredgade lå der på hjørnet et gult hus, hvor ”Taxa Germann,” der var ungkarl, boede.
Derefter kom bager Gaardbos forretning, så købmand Sørensens forretning, hvor man var heldig at kunne købe øl efter lukketid.
Efter Anneksgade boede Rasmussen, derefter apoteker Bech, dernæst lærer Poulsen.
Så kom huset med familien Agerbæk, hvor forældrene hed Hans og Grete, derefter lå der et hus lidt tilbagetrukket, hvor Jepsen boede.
På hjørnet af St. Blichersgade og Anneksgade byggede fotograf Frode Christiansen et gulstenshus.
Dernæst lå murermester Mathiesens rødstenshus.
Så kom man til et hvidkalket stuehus, ”Sigensgaard”, eller ”Sigensrolling”, som det blev kaldt, hvor bl.a. familien Christensen boede.
Derefter lå der endnu et rødstenshus, hvor Peter Pedersen boede. Han var ansat ved Brønderslev Kommune.
Så endnu et rødstenshus, beboet af Niels Kjeldsen.
I næste rødstenshus boede maskinpasser på slagteriet, Henry Bjerregaard.
På hjørnet af St. Blichersgade og Sigensvej boede tømrer Sofus Christensen i gråmalet træhus, som han selv havde bygget.
På det andet hjørne boede syerske Dagmar Skjølstrup i et grønt og gult malet hus.
Derefter lå der et rødstenshus,beboet af Hans Jensen, der arbejdede på ”den gamle fabrik”.
I det sidste hus, et rødstenshus, boede svejser Hardy Christensen og hans kone Karen. Hardy Christensen var initiativtager til PM orkestret. Han kontaktede den daværende direktion for Pedershaab Maskinfabrik A/S, og orkestret blev en realitet i 1948. I 1977 blev orkestret en selvejende institution og ændrede navn til ”Brønderslev Brass Band”.
Jeg voksede op i Dannebrogsgade i 50’erne og gik på Skolegades skole. Jeg voksede vel egentlig op i nordbyen, for der var ikke langt op til Markedsvej, og på den anden side af Markedsvej var der ingen beboelse endnu, kun marker.
Der var mange børn i området dengang. Alle klar til at spille fodbold, spille kantsten, lege bøtten er væltet eller cowboy og indianer i læbælterne omkring Markedspladsen, hvis vi da ikke klatrede i træer i forsøgshaverne i Knudsgade. Hvis man var rigtig ferm, kunne man klatre i træer fra Dannebrogsgade til Frederiksgade uden at røre jorden. Altså, hvis man var rigtig ferm. Jeg var ikke.
Min lillebror Jens og mig.
Tænk, hvis vi børn havde haft en computer dengang, var vi gået glip af alt det. Fjernsyn skulle vi heller ikke bruge tid på. Der blev sendt fjernsyn få timer om ugen. Jeg tror, vi fik fjernsyn, fordi der var VM i fodbold i Sverige. Jeg har ladet mig fortælle, at stuen var fyldt, for naboerne kom for at se finalen, Brasilien mod Sverige. Det kan jeg bare ikke erindre. Det første jeg kan huske, jeg har set i fjernsynet, er Henry Froms tyggegummi på stolpen. Det var i 1960. Sort/hvid selvfølgelig, men en fantastisk oplevelse.
Farver var der til gengæld, når Gunnar Nu Hansen kommenterede landskampe i radioen. Han kunne om nogen skabe farver på nethinden, når han beskrev det vejrende røde Dannebrog på en skyfri blå himmel, og de blå gule svenskere og de rød hvide danskere løbe ind på grønsværen i Idrætsparken. Han skulle ikke bruge 3 timers optakt med 4 eksperter i studiet. Optakten var Stævnets Orkester med nationalmelodierne og Gunner NU med: ”Danmark starter med bolden og angriber målet nede mod hockeybanen.”
Fodbold
Søren
Jeg ville selvfølgelig gå til fodbold, da jeg blev gammel nok. Om det var Harald Nielsen effekten eller fordi der ikke var så meget at vælge i mellem, husker jeg ikke. Men jeg var tidlig blevet bidt af en bold.
Jeg husker tydeligt min allerførste kamp. Endda på kampbanen. Kampbanen var noget særligt. Den havde uden tvivl Danmarks fornemste græstæppe. Der var ikke noget med at skyde genvej over kampbanen for at komme over op træningsbanerne. Det sørgede Anker for. Vi måtte den lange vej uden om. Der var respekt om den bane, og nu skulle jeg spille med første kamp lige netop der. Jeg scorede i min første kamp. Et hjørnespark ind over til mit hoved. Målmanden have ikke en chance. Vi tabte 1-0.
Jeg må have været sønderknust, men husker det ikke. Efter den kamp spillede jeg kun i angrebet.
Det blev til mange sæsoner, men det var hurtigt klart, at jeg ikke havde evnerne eller viljen til mere end at blive en habil spiller i serierne langt fra divisionerne.
Fodbold var anderledes dengang. Nu om stunder er man ikke i tvivl om, at selv unge spillere har styr over fodboldtermerne. De snakker om clean sheet, overlap, falsk 9’er og 4-4-2. Det var slet ikke udtryk, vi beskæftigede os med. Clean sheet? Vores målmand havde heller ikke et eneste. Men han var vores målmand, og vi ville ikke have andre. Overlap? Vi kunne sagtens spille en helt sæson uden at have et eneste. Falsk 9’er? Nej, vi var den ægte vare.
Jeg kan fra hele min fodboldkarriere ikke huske et eneste taktikmøde. Vi mødte bare op til kampen så tidligt, at vi kunne nå at klæde om. Dvs. jeg mødte lidt tidligere end de andre for at få fat i trøje nummer 7. George Best, you know, og så var det ellers uden benskinner og sokkerne ned om anklerne. Opvarmning? Ja, kunne vi lige få bolden ind over til en helflugter, så var vi helt klar. Uden taktikmøde, selvfølgelig. Jeg spillede kun med begavede spillere. De vidste, at vi skulle score i den ene ende, og modstanderen skulle ikke score i den anden. Hvor svært kunne det lige være. Ikke en eneste gang kludrede vi i overgangen fra 4-4-2 til 3-4-3, for vi spillede ikke nogen af systemerne. Vi spillede bare. Vi spillede efter gehør. Hold op hvor var vi gode.
bagerst f.v. Søren Nørgaard, Ove Christensen, Henrik Mathiasen, Frits Thorslund, Jens Nørgaard, forrest f.v. Bruno, Per og Hugo Sørensen
Håndbold
Da Brønderslev Hallen kom, begyndte jeg at spille håndbold. Jeg spillede det meste af en sæson på 1. holdet. Som fyld. Jeg var slet ikke en af de bærende kræfter, men syntes da det var stort at løbe ind til præsentation i en stopfyldt hal. Håndboldinteressen var enorm dengang. Min sidste 1. holdskamp kom flere år senere. Det var den sidste kamp i sæsonen. Kampen var i Nykøbing Mors, og der var indløbet et del afbud. Så sammen med Erik Jensen, Hal-Erik, blev jeg bedt om at tage med. Det var en kamp helt uden betydning, men der en væsentlig grund til, at jeg lige nævner den. Der var to overraskende topscorere i den kamp. Der er garanteret kun to mennesker i hele verden, der kan huske det. Den anden er Hal-Erik.
Selvom det er lidt sejt at kunne skrive 1. holdspiller på mit CV med mine evner, er det ikke den sæson, jeg husker bedst. Det er de sæsoner jeg spillede med Bruno Sørensen, Bo Skotte, Birger Pedersen, Keld Rydder for blot at nævne nogle af dem. Forbandet godt selskab både på og uden for banen. Ingen af os var på noget tidspunkt på tale til landsholdet, men vi har dygtige nok til at vinde flere kampe, end vi tabte. På nær, selvfølgelig, den sæson hvor vi tabte alle kampe.
Bruno, Søren, Bo, Leif, Henning, Hans Jørgen, Poul Erik, Keld, Finn
Vi var desværre rykket op i serie 1. Sort uheld. Vi havde ellers meget smart spillet os til en tredjeplads i serie 2 for ikke at rykke op. Men nummer 1 og 2 i kredsen havde forbrudt sig mod reglerne, så oprykningen gik til os. Vi valgte at kæmpe for sagen. Vi havde 3 træningspas om ugen. Et pas onsdag. 2 timers håndboldtræning i hallen. To pas fredag. Først 2 timers håndbold i hallen efterfulgt af 2 timers rafling ved vores sædvanlige bord på ”Det bette Apotek.”
Vi var ikke favoritter i en eneste kamp. Men vi var dygtige nok til at kunne drille et par hold og vinde første halvleg. Selvom vi spillede mange angreb af overordentlig skønhed, kunne vi glade og tilfredse forlade banen efter 2. halvleg, som klare tabere. Tredje halvleg vandt vi altid. 18 kampe. 0 point.
Skæbnen ville så, at vi også næste sæson igen kom til spille i serie 1. Vi fortsatte, hvor vi slap og tabte de 9 første kampe i den nye sæson. Først da fik vi gavn af den hårde træning med 3 træningspas om ugen. Man skal aldrig tvivle på raflings betydning. Vi vandt de sidste 9 kampe i sæsonen. Det er i hvert tilfælde den historie, jeg fortæller mine børnebørn.
Golf
Golf skulle selvfølgelig også prøves. Jeg indså dog hurtigt, at det er svært at blive verdens bedste golfspiller, når man også vil spille fodbold, være fodbolddommer, spille håndbold og musik, have en kæreste, have børn, passe sit arbejde eller være sammen med vennerne. Det blev jeg da heller ikke. Men jeg nåede da at spille på hold med Søren Kjeldsen. Også det er der selvfølgelig plads til på CV’et. Mit altså, ikke Kjeldsen.?
Klaver
Jeg er fra et hjem med klaver, så det var helt naturligt, at jeg startede til klaverundervisning hos Vammen i Vestergårdsgade. Det krævede 1 times øvning om dagen. Det har jeg siden haft utrolig megen glæde af, men dengang var der da dage, når solen skinnede, og kammeraterne stod ude på gaden med en bold under armen, at det var rigtigt træls. Min bror valgte at spille harmonika, knapharmonika. Jeg valgte jo klaver, for der er ingen grund til at gøre ting mere besværlige end højst nødvendig. Da vi senere begyndte at spille i PM-orkestret, som det hed dengang, valgte jeg af samme bekvemmelige grund at spille trompet – 3 knapper. Jens valgte saxofon – 100 knapper.
Trommer og guitar og pigtråd
Jeg blev også grebet af al den nye musik, der kom fra England. Beatles og Rolling Stones. Man kan godt spille Satisfaction på klaver, men det lyder jo ikke rigtigt. Nu blev det trommer og guitar, jeg brugte adskillige timer på. Den ældre generation dengang rystede på hovedet over al den larm og var helt overbevist om, at den nye støjende musik kun var en fase. Det gik over. Det kan godt være, de får ret, men det er ikke gået over endnu.
Jeg kom med i en gruppe, der hed The Amblers, på trommer. Det var pigtråd, og det var sikkert højt. Det var i hvert tilfælde højere end Bror Kalles Kapel. En enkelt gang, hvor vi var ude at spille på en lille kro, blev vi bedt om at skrue ned, ellers kunne vi få et par på hovedet. Pigtråd måtte derfor være skadeligt både for musikerne og publikum. Det syntes skolelægen formodentlig også, så i en periode indkaldte Signe Engbæk mig og min bror til regelmæssige høreprøver. Jeg hører stadig udmærket.
The Swagmen: Jeppe Arild Jensen, Knud Erik Vestenbæk, Freddi Christiansen, Søren Nørgaard
Senere manglede The Swagmen en trommeslager. De spurgte, og jeg sagde ja. Vi øvede hver lørdag på Tipsmarks Maskinfabrik. Jeg ved ikke, hvor meget Rolling Stones fik for en koncert, men vi fik 500 kroner for en hel aften. Ikke per mand, men til deling, og vi var fem. Når vi spillede i Silkeborg eller Tinglev, slugte benzinen også en del af hyren. De lange ture gjorde selvfølgelig, at jeg et par gange kom sent hjem. Når jeg kom sent hjem, syntes jeg selvfølgelig, at det ville være uforsvarligt at sende mig i skole. Jeg var jo træt. Men nej, den gik ikke. Mor sendte mig i skole. Kun en gang forbarmede hun sig over mig. Vi havde spillet i Ringkøbing en søndag aften. På vej blev vi ramt af både uheld med bilen og himmelbetændt rajfog. Det var allerførst på morgenen, inden vi var hjemme. Da sagde mor for en gang skyld, at jeg hellere måtte gå i seng og få udsovet efter den tur. Men nej, jeg ville i skole. Jeg syntes selvfølgelig, at det var lidt sejt at komme i skole og fortælle om, hvad jeg havde været udsat for. Jeg tror egentlig, mine skolekammerater var ligeglade.
The Swagmen stoppede, da de andre skulle ind som soldat, men vi nåede da at spille med bl.a. Herman´s Hermits i Holstebro og The Hollies på Phønix. Det var store navne dengang.
Trompet
Min bror og jeg begyndte at spille med i PM-Orkesteret, senere Brønderslev Brassband og Brønderslev Harmoniorkester. Jeg spillede først euphonium og senere trompet. Det var ganske fornøjeligt at prøve at spille noget andet musik end det, jeg var vokset op med, og da jeg samtidig fik nogle gode 1. stemmer, var det ekstra sjovt at øve. Men det er svært at holde trompeten ved lige, når man har små børn, der skal sove, og man også har mange andre interesser.
Det blev en ond cirkel. Når jeg ikke øvede det, der var nødvendigt, blev jeg dårligere, og når jeg blev dårligere til at spille, var det ikke så sjovt at øve længere, derfor øvede jeg endnu mindre. Lysten til øveaftenerne forsvandt også lidt efter lidt. Til sidst manglede man mine stemmer i orkesteret. Dem gav man så til en, som man kunne regne med, og det var helt fair. Jeg fik så udleveret en 2. stemme eller 3. stemme. Stemmer, der også er vigtige for orkesteret, men bare ikke så sjove at spille. Derefter øvede jeg endnu mindre, og blev til sidst helt væk fra øveaftnerne. Til sidst hentede orkestret uniformen. Det var nogle rigtige gode år, men jeg savner det ikke.
dWaynes
Søren Poulsen og Finn Findinge, som jeg spillede med i The Amblers, var med til at starte dWaynes i 1991. Det var ikke min ide. Det var deres. Jeg havde for sjovt skrevet en sang, der hedder ”Min ungdomshelt”. Den sang og et par stykker til skrev jeg for at give Søren og Finn en ide og et skub til selv at prøve at skrive. Det var kun demoer og absolut kun skrevet for sjov. Så kunne de bruge ideen eller lade være. De lod være, men de ville gerne spille mine sange sammen med mig, hvis jeg havde tid. Det mente de helt sikkert, jeg havde, jeg var jo lærer.
Det var ikke dWaynes, der var blevet dannet. Det var bare tre gode venner, der sad omkring et køkkenbord. Vi spillede lidt, drak tre øl og sluttede aftenen af med en wustere mellemmad. Når vi så havde lært de første par sange, så kunne jeg jo bare skrive et par stykker til, mente Søren og Finn.
En dag fik vi et engagement. Nu var vi næsten nødt til at finde på et navn til gruppen. Det blev dWaynes. Opkaldt efter John Waynes, som ”Min ungdomshelt” handler om. Engagementet var i Tinghallen i Viborg. Tinghallen er et stort sted. Tinghallen er et sted, hvor blandt andet Beach Boys har spillet med al deres udstyr, og der stod vi, 1 sanger og 2 spanske guitarer. Vi overlevede, men stod det klart, at skulle vi igen få et engagement i et rum, der var større end et almindeligt samtalekøkken, havde vi brug for mere volumen på både sang og instrumenter. Og vi fik igen et større engagement. Bjørn Afzelius på Idrætshøjskolen. Heldigvis kendte jeg Hans Jørgen Andersen og Poul Vejby. De sagde henrykte ja tak, da jeg bad dem hjælpe. Jeg tror ikke, de var så henrykte for at komme med i dWaynes, men fordi de hurtigt regnede ud, at nu kom de gratis ind til koncerten. Også den aften overlevede vi, og nu var vi fem omkring køkkenbordet.
Tuborg eller Hof?
Efterhånden havde vi så mange sange, at tanken om at få dem indspillet dukkede op. Der var ingen pladeselskaber, der stod i kø, så vi dannede vores eget. Det blev pladeselskabet WHEPS. Det står for Wort Helt Eget PladeSelskab. Det var dyrt at indspille en CD, men vi fik pengene samlet sammen og indspillede CD’en ”Tuborg eller Hof?” i Hjørring. For at gøre lidt reklame sendte vi CD’en rundt til mange lokalradioer. Det var måske dumt, for det var før internettet. Derfor vi havde ingen chance for at finde ud af, om vores musik blev spillet, eller om CD’en røg direkte i småt brændbart. TV Nord gav dog lyd fra sig, og inviterede os ind en søndag eftermiddag til et direkte show. Vi spillede et par numre – playback, og publikum klappede – ikke playback. Det er ikke noget, vi er specielt stolte af, for det er der så mange, der har prøvet. Men sidst i udsendelsen gik dWaynes igen på. Denne gang live og vi spillede Bryllupsvalsen for Kresten Poulsgård. Det er vi heller ikke så stolte af, men det er der alligevel ikke mange, der har prøvet.
Et par uger efter ringede Danmarks Radio og sagde, at vi blev spillet på Dansktoppen. De havde valgt at spille ”Min ungdomshelt”. Altså, den sang jeg bare skrev for sjovt, lå nu på Dansktoppen. Det var lidt fornøjeligt, selvom det blev et kort visit.
I 1995 blev der igen brug for ”Tuborg eller Hof?”. Joakim og Alexandra skulle giftes. Det skulle fejres, så vi sendte det lykkelige par en CD, så havde de også noget at danse til, når Livgarden blev træt. Vi vedlagde et brev med vore hjerteligste lykønskninger og information til prinsen om, at det for øvrigt var ulovligt at kopiere CD’en til hele hoffet og Møgeltønder, skulle prinsen får den tanke. Fandt vi ud af at det alligevel var sket, ville vi sladre til hans mor. Nu kan vi jo ikke bevise noget. Det er kun indicier, men efter vi sendte den CD til Møgeltønder, gik salget af ”Tuborg eller Hof?” fuldstændig i stå i Sønderjylland. Ja, vi kan tage hele Slesvig-Holstein med for den sags skyld.
Mit Californien
I 2008 indspillede vi CD nummer to: ”Mit Californien”. Sten Fuglsang var nu kommet med på bas. Med Sten og Poul, som havde spillet sammen i Pretenders, som vandt ”Toppen af Poppen” i 1968, var vi nu i stærkeste opstilling. Søren slog nu trommer og de spanske guitarer blev skiftet ud med elektriske guitarer. CD’en blev indspillet i en svinesti hos Kaspar Westerå, som havde et fint nyt studie, og han ville gerne have nogen at øve sig på.
Igen sendte vi mange kopier rundt i landet, men nu havde vi gjort vores forarbejde ordentligt. Vi sendt kun til stationer, der havde hitlister. Nu var internettet også til rådighed, så vi kunne let kontrollere om, vi blev spillet, eller vores nye CD igen røg i småt brandbart. Vi blev heldigvis spillet meget, og vi klarede os fornemt på mange lokale hitlister. Syv forskellige numre fra CD’en fandt vej til hitlisterne. Allerbedst klarede nummeret ”Bare” sig. 13 uger på hitlisten hos Storbælts Radio i Skælskør. Heraf 10 uger som nummer 1. Jo, CD’en blev spillet. dWaynes skulle også have fortsat med at spille, men sygdom skabte desværre en al for lang pause, og vi kom aldrig i gang igen. Men dWaynes er ikke opløst, så hvem ved?
Skolegades Skole
Jeg startede på seminariet i 1970. I 1974 blev jeg færdig som lærer med musik og engelsk som linjefag. Min første stilling fik jeg i Års og Blære. Min første månedsløn var på 3000 kroner. Jeg var kun ansat i et år, da jeg manglede at aftjene min værnepligt. Værnepligten blev aftjent på Brønderslev Børnebibliotek. Ud over at stemple bøger til udlån, kørte jeg rundt til de andre filialer i kommunen og viste film et par gange om måneden. ”Muldvarpen der ville vide hvem der havde lavet lort på dens hoved” var et hit.
Jeg havde skrevet en ansøgning til Brønderslev Skolevæsen. En dag blev den pillet ud af stakken af ansøgninger. Det skete en dag, jeg var ude og spille med PM-orkesteret. Mens vi marcherede gennem Jernbanegade, nu Algade, forbi mine forældres forretning, kom min mor op på siden af mig og råbte, mens jeg forsøgte at koncentrere mig om en af Sousas marcher, at Elis Frederiksen på Skolegades Skole gerne ville snakke mig, så snart jeg havde truttet af. Stadig iført orkesterets blå uniform gik jeg op på skolen og blev ansat på Skolegades Skole. Jeg blev ikke præsenteret for et ønskeskema. Ingen musik eller engelsk. Kun to timers fag. Fag mine kommende kollegaer ikke var så interesserede i. Hårdt arbejde, men jeg ville have sagt ja tak til hvad som helst.
Skolegades Skole blev derefter min arbejdsplads de næste 37 år. Da jeg forlod Skolegades Skole, var det en helt moderne undervisningsinstitution. Interaktive tavler i alle undervisningslokaler, kopimaskiner, internet og dermed fri adgang til oceaner undervisningsprogrammer og materialer og computer til alle. Det nåede jeg også at få fornøjelsen af. Men inden det kom så langt, skulle jeg så grueligt meget igennem. Spritduplikatoren for eksempel. De kopier blev aldrig særlig gode eller egnede, og når jeg udleverede dem, mange med mine fingeraftryk på grund af stensil sværten, bredte der sig en salig duft af sprit i lokalet. Jeg skulle også lære at bruge filmfremviseren. Film skulle bestilles hjem. Når man endelig var klar og havde rigget fremviseren til, var det spændende om filmen var blevet spolet tilbage af sidste bruger. Skulle man først til at spole filmen tilbage, og den ofte slidte film så bristede, mistede selv den mest rolige elev, tålmodigheden. Det var kun en måde, at man kunne redde den lektion på: RUNDBOLD!!
Med alt det nye og mere driftsikre udstyr i den moderne skole, tror jeg ikke, at der længere bliver spillet så meget rundbold som da jeg startede som lærer. En skam, egentlig, for rundbold er da et sjovt spil.
Jensen & Christensens møbelforretning og ligkistemagasin, Nørregade i Brønderslev.
Lene Haugaard Christensen, der er barnebarn til stifteren Christensen har bidraget med dette skriv:
Min farfar var Christensen i dette snedkerfirma. Han var født i 1894. Så mit bedste bud er at Jensen og Christensen startede firmaet cirka 1924 ish. Min farfar købte Jensen ud, og senere kom min far med i firmaet, han stod i lære der. I baglokalerne var der omkring 6-8 høvlebænke en til hver ansat snedker. Det kom så til at hedde Christensen & Søn.
På loftet var der mange interessante ting fx en stor slæde, som de bragte møblerne ud på om vinteren. Der var også en limovn til møbellakken den gav min far til Brønderslev museum, da mine forældre afviklede butikken. Min far, Sven Haugaard Christensen der havde stået i lære i firmaet, som snedker, overtog forretningen da min farfar døde, ca. 1963.
Jeg gik altid på opdagelse på loftet i den gamle bygning som barn.
I gamle dage var det jo også møbelsnedkerne, der lavede kister, derfor var det både en møbel- og bedemandsforretning, som mine forældre førte videre fra min farmor og farfar.
Det sjove eller finurlige ved de gamle møbler er jo de hemmelige rum. Jeg elskede, når min far viste mig dem, for de var virkelig hemmelige og godt skjult i møblerne, og hvis man ikke får dem vist, vil man aldrig gætte på, at de er der.
Min mor, Inge Christensen og jeg brugte noget tid sammen, hvor vi afsyrede og restaurerede nogle af de helt gamle møbler.
Senere kom de finere træsorter teak, palisander, mahogni op gennem 1970’erne. Og hermed lukkede snedkerværkstedet med de mange ansatte, og møblerne blev indkøbt hos danske møbelfirmaer, som ERAN på Mors. Mændene bag dette firma var Erhardsen og Andersen, en bror til skuespilleren Aksel Erhardsen.
Og jeg husker selvfølgelig også Sørensen, som arbejdede hos min far.
Under besættelsen kom tyskerne og “tog” værkstedet, de byggede en tromle. Den kunne ikke komme ud ad døren, men de tyske soldater var vist også ligeglade, de skulle jo være der, og da besættelsen sluttede, skilte de den af igen. De gjorde ingen fortræd, men det var vist lidt mærkeligt, at de var der.
Der kom under besættelsen nogle soldater, som havde været ved østfronten med et tog, de kom ind på værkstedet, de var virkelig forhutlede, en af dem tog noget træsprit og drak det, og snedkerne stod måbende og kikkede på, det var en slem oplevelse at se de nedslidte soldater.
Det er noget af, hvad jeg husker af min familiehistorie vedrørende forretningen.
De lavede de fineste møbler på deres møbelsnedkerværkstedet som mig bekendt lå i samme bygning, men inde bagved butikken. Der var altid en dejlig duft af celluloselak, når de var i færd med at producere et skab, en kommode eller et bord.
Inge og Sven Haugaard Christensen etablerede også en bedemandsforretning medens de drev møbelforretning. Af og til når det var travlt, hidkaldte de Svens bror fra Bælum der var lærer, til at køre med ligbilen/rustvognen til en begravelse.
Introduktion til Kasper Tvedens bog SLIKMUTTER Min Bedstes fortælling
Min bedstemor/farmor, Grethe Jensen, åbnede i 1962 slikforretningen skråt over for Søndergades Skole. Hun blev hurtigt blandt områdets børn og unge kendt som Slikmutter. Og så snart klokken ringede ud til frikvarter, var butikken fyldt med elever. Nogle kom for at købe lidt snolder og få sig en hyggesnak. Andre igen kom for at få luftet deres problemer.
I bogen Slikmutter – Min Bedstes fortælling fortæller hun om et langt liv i Brønderslev, hvor slikforretningen fyldte en betydelig del af hendes voksenliv. Samtidigt er det fortællingen om, hvordan det var at vokse op i en stor søskendeflok uden en far. Skolegang i 30`erne. Besættelsen. Arbejdet på Carstensens Klædefabrik. Kærligheden. Familieforøgelse. De første udlandsferier og meget mere. Samtidigt giver bogen et lokalhistorisk portræt af Brønderslevs udvikling gennem en menneskealder
Min Bedstes store evne til at lytte og hendes tro på mennesker gjorde hende til en sjælesørger for en stor del af de elever, der ikke altid havde det nemt med forældrene, skolen eller kammeraterne. Her kan du læse afsnittet:
Sjælesørger
Den første morgen, jeg åbnede døren til butikken i vores nye hjem i Søndergade 24, kendte jeg kun nogle få af eleverne på Søndergades Skole, hvilket hovedsageligt var Uffe og Henriks legekammerater fra Glentevej. Der gik dog ikke mange dage, inden jeg kom til at kende mange af eleverne på skolen. Fra første dag kom mange en tur forbi butikken for at sige hej og købe lidt snolder, og efter et par dage var butikken fuld, så snart klokken havde ringet til pause. De unger, som kom her tit, havde ofte et eller andet på hjertet, de gerne vil fortælle mig, eller noget som de ville høre min mening om. En af dem var Kim Jensen, der i en periode var assistenttræner på kvindelandsholdet i håndbold.
Kim kom ofte en tur forbi for at fortælle eller høre en historie, og en aften de i familien havde siddet og diskuteret et eller andet over spisebordet, ringede han for at få mit besyv med. Diskussionen var tilsyneladende gået i hårdknude, og de havde derfor besluttet sig for at bruge mig som en tredjepart.
Mange af historierne, ungerne kom og fortalte, var historier, de ikke kunne fortælle derhjemme. De åbnede sig over for mig og fortalte om problemer på skolen, med forældrene eller med andre elever, og jeg lyttede til, hvad de havde på hjertet. Mange af børnene havde ikke andre voksne at fortælle deres problemer til og slet ikke deres forældre. Hvis forældrene vidste, hvad deres børn gik og fortalte mig, vil de nok have tabt både næse og mund. Det var ikke småting!
Langt hen ad vejen var det skønt at hjælpe disse børn, men andre gange har det også taget hårdt på mig. Det var ikke altid lige sjovt at høre på alle deres historier, da det godt kunne være ret så ubehageligt, hvad de fortalte mig.
Andre gange, når de så kom og fortalte mig en positiv historie, som hvis én der havde gået med nogle problemer, var begyndt at få det bedre, – ja, så var det det hele værd. Jeg kan ikke sige, hvorfor eleverne knyttede sig så meget til mig, men et eller andet må der have været, og for mange af børnene blev jeg en slags sjælesørger.
Mit forhold til eleverne var noget helt specielt, og vi nærede en gensidig respekt for hinanden. Jeg kunne eksempelvis sende dem ned i banken med penge eller lade dem være alene i butikken, hvis nu jeg skulle ned efter et eller andet i kælderen. De holdt øje med hinanden, så der ikke var nogen der stjal, når jeg ikke var der – har jeg da fået at vide. Eleverne må have kunnet mærke en tillid ved, at jeg stolede på dem, så de også kunne stole på mig. Samtidigt betød det også, at jeg ville behandles ordentligt af dem.
På et tidspunkt blev det forbudt for eleverne tæt på skolen at cykle til skole. En morgen var der nogle elever, der havde fået den fikse idé at parkere deres cykler op langs vores hæk. Det ville jeg dog ikke finde mig i, og jeg løsnede derfor ventilen på samtlige cykler, og siden den dag stillede ingen deres cykler op af hækken igen. De kunne godt forstå, hvorfor jeg havde gjort det, og der var ingen sure miner, da de med hængende hoveder traskede hjem med deres flade cykler.
Som jeg kom til at lære eleverne bedre og bedre at kende, vidste jeg også så nogenlunde, hvor meget de hver især havde med at snolde for. Nogle havde kun en tiøre, andre en krone og andre igen havde endnu mere. De første børn, der kom ind i butikken om morgenen, var børnene ude fra mosen, og om det så stod ned i stænger eller blæste en orkan, så cyklede de frem og tilbage hver eneste dag.
Dem, jeg husker bedst fra mosen, var et tvillingepar, der boede hos deres Bedstefar. Tvillingerne havde aldrig rigtig nogle penge med, og det havde gjort mig lidt gal på bedstefaren. Jeg stod jo og så på dem dag efter dag, hvordan de måtte stå og kigge langt efter de andre børn, som købte for meget mere end dem selv. De fik måske for en 10-øre, hvad der var meget lidt selv dengang, og en dag det var blevet for meget at se på, sagde jeg til drengen, at de skulle hilse deres bedstefar og sige, at han skulle give nogle flere lommepenge.
Få dage efter troppede bedstefaren op i butikken for at høre, hvad jeg havde sagt til hans børnebørn. ”Vil du nu også til at bestemme over mine børn?” sagde han bryskt. Det kunne bare ikke passe, at de skulle have så lidt i forhold til de andre, når de nu kom fra et godt hjem. Han grinte lidt af det og gav efterfølgende lidt flere lommepenge til børnebørnene.
Børnene fra mosen kom næsten altid på de samme tidspunkter, hvilket også gjorde sig gældende for eleverne fra Thise. De kunne jo ikke så nemt tage turen hjem i deres fritimer, så de stod som regel inde i butikken og snakkede med mig, og vi var derved kommet til at have et tæt forhold til hinanden. En af de dage jeg gik og ventede på dem, hørte jeg klokken ringe nede i butikken, samtidigt med at jeg var på vej på toilettet. Jeg tog derfor til at råbe til dem. ”I er sgu nødt til at vente. Jeg kan da vel få lov til at komme på tønden.”
Det passede lige med det tidspunkt, de plejede at komme, så jeg var sikker på, at det var dem, men i stedet stod der to granvoksne betjente, der var kommet for at tjekke min slikvægt. Den ene af betjentene fortalte mig, hvordan de havde lagt mærke til, at alle vinduerne på skolen stod vidt åbne. Alle på skolen, elever som lærere, skulle åbenbart se, hvad der skete hos slikmutter.
Det er svært for mig at sige, hvem af de mange elever gennem tiden, jeg har knyttet de stærkeste bånd til, men én af dem er helt sikkert Jens. Jens var den nydeligste dreng, men et eller andet må der have været i vejen med ham, siden han boede ude på Statshospitalet, samtidigt med at han gik på Søndergades Skole. Dengang var tilbuddene begrænsede for en dreng som Jens, så når han havde fri fra skole, var han overladt til folkene på Statshospitalet. Jeg havde en aftale med personalet om, at Jens kom over til mig, når han var færdig i skole, og jeg skulle så sende ham af sted ned til busstationen, når det passede med afgangene.
En tidlig morgen ringede telefonen, ”Godmorgen, det er overlæge Olsen fra Statshospitalet.” Jeg havde endnu ikke helt fået benene ud af sengen og tænkte derfor straks det værste. ”Skulle min mand virkelig have forsøgt at få mig indlagt?” Det viste sig dog hurtigt ikke at være tilfældet, men overlæge Olsen ringede derimod for at høre, om jeg havde noget at sige angående Jens, der var gået hen og blevet lidt af et problem for personalet. De vidste, jeg snakkede med ham hver dag, og at jeg betød meget for ham, så de ville gerne have mig med på råd.
Overlæge Olsen spurgte derfor, om jeg kunne komme i tanke om noget, der kunne hjælpe dem med at hjælpe Jens. Jeg kunne kun sige, at Jens var den høfligste dreng, når han var her, men hvis jeg skulle sige noget til gavn for Jens, ville det være at give ham et værelse for sig selv. Han boede hele tiden sammen med et par ældre mænd, og det var ikke ligefrem noget for en ung fyr.
Nogle uger efter jeg havde talt med overlæge Olsen, ringede de igen fra Statshospitalet. Jens havde da fødselsdag og ville invitere mig ud til kaffe og kage på Statshospitalet. Samtalen, jeg havde haft med overlægen, havde båret frugt, og Jens havde fået sit eget værelse med en seng og en lille kommode.
Værelset var ikke noget særligt, men det var hans eget, og han var meget glad for det. Fødselsdagsbordet var fint dækket med Mågestellet, som jeg også havde derhjemme.
Jens blev en helt anderledes dreng, efter han fik sit eget værelse, og efter skolen kom han ud at bo for sig selv i Nørresundby, og han fik også et arbejde på Kjærs Mølle. Efter Jens flyttede til Nørresundby, så jeg ikke så meget til ham længere, men han er da kommet her nogle gange siden hen på cykel fra Nørresundby.
Da Stadsingeniør Gotfred Thomsen i går ved godt 15-tiden kom kørende ad Nørregade over jernbaneoverskæringen for at svinge mod Gasværksvej, sænkede bommene sig, da han nåede overskæringen. Han kom godt forbi den østlige bom, men den sydlige bom i vestsiden ramte bilens kølerparti og skrabede hen over kølerhjelmen og op over taget, hvorved der opstod en del buler og skrammer.
Har ledvogteren stået og snorksovet, siden han “bommede den”, eller ville han genere byens tekniske overhoved Stadsingeniøren, eller som han blev omtalt “Nøren”? Har nok “vrinsket” højlydt, da han blev fanget med bom og net.
Anders Hedelund
Det blev endnu bedre, da bommene var væk, nu var det syv veje, der mødtes. I april 82 syntes familien, at Nygade og stjernekrydset var den eneste rigtige forbindelse fra Bredgade til Søndergade. Det var det måske også for de lokale, men vores søn, der netop havde fået kørekort, blev helt desorienteret. Sådan så Kadetten ud efter nærkontakt med Stjerneknuds lastbil.
Lidt længere henne ved Gasværks Allé (nu Ejnar Mikkelsensvej), blev min ældste storesøster som lille fanget af gitteret under bommen og blev hejst med op. Der opstod stor ståhej, for bommen betjentes dengang af ledvogteren henne ved stjernekrydset, så der var et stykke vej at løbe for dem, der ilede til for at hjælpe.
Jeg har hørt historien så mange gange, at jeg tydeligt kan “huske” det – selvom jeg slet ikke var født på det tidspunkt sidst i 50’erne.
Vi boede dengang (og jeg blev født der) i første hus på venstre hånd, når man krydsede jernbanen på gasværks Allé.
Ove S. Johansen
Det var da en “uhyggelig” og måske farlig situation, din søster blev bragt i. Det er helt Pippi Langstrømpe-agtigt, med lille “Ida” i hovedrollen. Hvordan kunne din søster blive fanget i gitteret? Havde hun sat hovedet ind mellem gittertrådene? Jeg kan godt huske det hvide ledvogterhus ved bommen på Gasværks allé – tilhørte det hus ikke DSB?
Palle….du burde lægge historien op på forsiden, så alle kan læse den, og den derved kan blive en del af livet med jernbanebommene i Brønderslev, hvis altså din søster accepterer, at den bliver gjort offentlig.
Jeg synes historien og ikke mindst handlingsforløbet fortjener at blive fortalt! Din søster slap forhåbentlig uden skader. Er historien bragt i avisen?
Min søster døde for et år siden, så der er ingen ballade.
Der var også dengang, hun sammen med Leif Tipsmark (som hun kaldte Gekke), hånd i hånd gik ud af jernbanesporet.
Palle Vang
Pardon – jeg føler med jer. De gode minder har vi lov at ha’ – det var en yderst farlig leg de to “knaster” havde “skruet” ind på, så mon ikke forældrene havde noget, de lige skulle have rettet op på?
Jeg rendte selv op i byen alene, da jeg var ca. 2 år. Der har jeg også krydset jernbanen. Det ligger nok til familien…
Jeg blev samlet op af en butiksansat, der nok syntes, at jeg var lidt for ung til en solotur. Hun stod med mig på armen, da min mor kom stæsende.
Og igen ser jeg det for indre blik, selvom jeg nok ikke kan huske noget i virkeligheden.
Palle Vang
Jo, man kan godt huske lys og lyde og sådant, men sikkert ikke huse og ansigter, sådan har jeg det. Det er godt at være lidt selvhjulpen, men måske ikke lige i den alder!
Eksporten var navnet på en slagterforretning, der startede som et udsalg fra det gamle eksportslagteri på hjørnet af Gravensgade og Dannebrogsgade, fortæller Jens Chr. Dalgaard fra Lokalhistorisk Arkiv. På hjørnegrunden Dannebrogsgade Gravensgade, hvor nu det store og nye lægehus ligger, var i 1918 byens ydergrænse
Her var det at smedemester Niels Nielsen og søn begyndte på en fabrikation af anker kæder i en nyopført bygning. Men allerede i 1923 måtte virksomheden standse produktionen, på grund af ringe afsætning Bygningen blev overtaget af Andelsbanken, der Samme år solgte den til Anthon Frederiksen (Ægpakkeriet) og Marthinus Jørgensen (Mejlstedgård]. Derefter blev bygningen totalombygget til et eksportslagteri med slagterilokaler, lejlighed og slagteriudsalg ud mod Gravensgade Det nye eksportslagteri kom straks ud i en rivende udvikling, for ikke blot byens og omegnens slagtere, men også kreaturhandlerne, der opkøbte kreaturer og kalve, fik slagtet der. Efter slagtningen blev størstedelen videresendt til København og en tid også til Hamburg.
Eksportslagteriet som lå der hvor det nye lægehus ligger nu, på hjørnet af Gravensgade og Dannebrogsgade. Personalet er fra venstre Svend Brinkmann, Søren Larsen, Tylstrup, Gunnar Sørensen, Berthel Pedersen, ukendt, Hans Dam, Anders Andersen, Niels Sørensen, tarmmester, ukendt, Laurits Jørgensen, Mejlstedgård og Martin Christensen.
Eksportslagteriets udsalg blev den første tid varetaget af Hans Dam og Åge Brønd, men blev 1924 overtaget af Margrethe og Anders Andersen.
Det nye par lagde straks ud med kun at ville sælge kvalitetsvarer, og alt hvad der blev solgt. havde de selv forarbejdet. Slagtermester Andersen har fortalt, at han i 1930 købte 24 kalve og 1 ko for 2.016 kr. og 37 kalve og 2 kvier for 3.519 kr. Det giver et lille indblik i den tids priser. På grund af slagteriudsalgets kvalitetsvarer blev det hurtigt kendt som Eksporten, så vidste alle hvad det stod for og hvor det lå. Eksportslagteriet var statskontrolleret, og det fungerede på den måde, at kreaturerne ved leveringen blev klassificeret og vurderet under hensyn til de øjeblikkelige priser af en kødkontrollant. Landbrugsministeriet havde nedsat eksportudvalget der var en fællesbetegnelse for en række organer der blev oprettet efter 1932, herunder kvæg- og kødudvalget som oprettedes i 1933. Landets første eksportslagteri blev oprettet i Thy 1898, og det havde særlig eksport til England og Tyskland. Eksportslagterier bredte sig over hele landet og havde 1945 over 33.000 medlemmer, fra hvilke de modtog ca. 95.000 kreaturer, som afregnedes med ca. 55 mill. kr. Eksportslagteriets bygninger blev i 1953 solgt til autoforhandler Søren Møller, Nørregade/Gravensgade, der ønskede at bruge bygningerne til udstilling af biler og traktorer.
Det klassiske spørgsmål når folk fylder 80, 90, eller 100 år er spørgsmålet om, hvorledes vedkommende dog har formået at holde sig så åndsfrisk og i så god fysisk form.
Spørgsmålet melder sig også med stor styrke, når slagtermester Anders Andersen, Eksporten, Brønderslev fylder 90 år, torsdag. I mange år har han kunnet nyde sit otium, hvis han havde valgt det, idet han for 17 år overdrog sin forretning til sin datter og svigersøn, Marie og Hans Sørensen. Men hver dag svinger han slagterkniven fra kl syv morgen til middagstid. Indtil for et halvt år siden arbejdede han også om eftermiddagen, men nu bruger han en del af sin fritid på at spille kort. To gange om ugen samles han med venner i Brønderslevhallen til en gang whist. Om sommeren nyder han eftermiddagene med at grave og pusle i sin have.
Jeg drikker en snaps hver morgen, og jeg ryger mange cerutter, svarer Anders Andersen på fødselsdagsspørgsmålet om hans helbred. Snapsen giver den indre varme, og da min arbejdsplads er kold, tror jegat de to ting i forening har stor betydning for et godt helbred, siger Anders Ander1 sen.
Anders Andersen laver stadig enhver rullepølse, der sælges fra forretningen, og han er lige sikker på hånden, når kødet skal snittes. I dag skar jeg mig dog, men det kunne også hænde, da jeg var yngre fortæller Anders Andersen.
Anders Andersen er født på Herning-egnen. Som ung købte han et landbrug på heden nær Ilskov. Gården på 104 tønder land fik han snart opdyrket, men nogle år senere flyttede han til Holstebro, hvor han slog sig ned som ejendomshandler.
I en periode drev han afholdshotellet i Roslev ved Skive, men i begyndelsen af tyverne kom Anders Andersen til Vendsyssel for at blive. Han købte den 165 tdr. land store gård, V. Mellerup, ved Jerslev. Gården er senere blevet udstykket. Der blev i begyndelsen af tyverne et behov blandt egnens landmænd for et sted, hvor dyrene kunne blive slagtet, og Anders Andersen startede derfor sammen med andre Eksportslagteriet i Gravensgade i Brønderslev. Senere startede han en detailforretning med kød i samme bygning. Her havde forretningen hjemme, indtil en ny bygning blev opført i Dannebrogsgade. I 1953 overtog en datter og svigersøn forretningen, men Anders Andersen har været aktiv hver dag i forretningen siden han officielt! trak sig tilbage for 17 år siden.
Margrethe og Anders Andersens datter Marie, som i mange år ekspederede i eksportslagteriets udsalg, var gift med slagtermester Harald Sørensen, og sammen med hendes forældre købte de grunden på hjørnet af Grønnegade/Dannebrogsgade og lod opføre en ny bygning. Bygningen bliver indrettet med to lejligheder og en slagterbutik, som får navnet ”Eksporten”. Her bliver de gode traditioner fra den gamle ”Eksporten” videreført i den nye Eksporten, og derved fik de gennem årene en stor og trofast kundekreds.
Marie og Harald Sørensen ses her uden for forretningen.
”FORRETNINGSOVERDRAGELSE * Lørdag den 24. juni 1978, er sidste dag. Marie og Harald Sørensen, er i deres slagterforretning Eksporten, Dannebrogsgade 4, Brønderslev. Den 1. februar havde de 25års jubilæum, men de har nu valgt at stoppe. Forretningen blev starter i 1924 af Marie Sørensens far, Anders Andersen. Dengang fungerede den som slagteriudsalg ved det gamle eksportslagteri. Forretningen er nu blevet solgt til Marie og Harald Sørensens niece og hendes mand Inger og Kaj Andersen. Overtagelsen finder først sted den 17. juli, men forinden holder forretning ferielukket.”
Det var Marie og Harald Sørensen`s søn, lektor Jørgen Sørensen, der skrev bl.a. Brønderslev sangen og Vendsyssel sangen
den 09.02.1989
85 ÅR
Harald Sørensen, Grønnegade 41, Brønderslev, fylder på torsdag, den 9. februar, 85 år.
Harald Sørensen er født og opvokset i Brønderslev. Han blev udlært som drejer på Pedershaab Maskinfabrik, hvor han arbejdede i 35 år, til han i 1954 begyndte at hjælpe sin kone i deres slagterforretning Eksporten. Den solgte de i 1978 efter efter 25 gode år.
En hjemmets mand har Harald Sørensen altid været, og han har værnet om de to børn, fire børnebørn og ikke mindst det enlige oldebarn.
I sin tid spillede Harald Sørensen fodbold, hans store fritidsinteresse, på BI’s Mesterrækkehold, men i de senere år har han mest fulgt med foran TV-skærmen.
Friluftsbadet var i den grad sommerens samlingssted i 1960’erne. Da mine forældre flyttede i parcelhus på Solvangsvej 36 A i sommeren 1959 blev friluftsbadet mit absolutte favoritsted gennem 1960’erne. Jeg gik til svømning og vandpolo der i adskillige år under Verner Shwertfegers kyndige og ofte delvis brutale trænerskab. I 1960’ernes var mange af børnene fra Brønderslev ikke på de store sommerferier uden for byen. Derfor var friluftsbadet ofte samlingspunkt. Både når der skulle svømmes, solbades, findes kærester, spises hotdog eller en “kradser”, hvis pengepungen var næsten tom. De trapeserende træbænke på sydsiden af badet var det store samlingssted for en sprælsk ungdom i puberteten. Her holdt drenge og piger et vågent øje med hinanden ofte til lyden af popmusik fra den medbragte transistorradio, hvor Jørgen De’ Mylius var den unge fremadstormende radiovært. Jeg husker også tydeligt Andreassen, der var bademester på stedet. Han skulle bl.a. sørge for, at de strenge regler for brug af varmt vand for unge under 18 år blev overholdt. Reglerne gik ud på, at man som ung ikke måtte bruge varmt vand fra bruserne, men måtte tage til takke med max en påfyldning af blikfangene på langbordet. Når man så blåfrossen kom op af friluftsbadet, fyldte man blikfanget med rigtig varmt vand og pjaskede det på brystkassen med hånden. Man fik varmen og en ræverød brystkasse med i købet. Hvis man af Andreassen blev taget i st snyde, faldt straffen omgående. Man fik den våde 1×1 m store gulvklud at føle, når han behændigt svinge den på ryggen af de uartige unge purke. Hvis Andreasens karkludsstraf tog overhånd, var vi nogle stykker, der havde hævnplanen klar. Vi placerede et af blikfad med koldt vand oven på døren ved trappenedgangen fra friluftsbadet ned til baderummet. Når Andreasen var i sigte, kom fadet op på døren og fryden var stor når bademesteren fik en ufrivillig omgang vand.
Jo det friluftsbad gjorde stor lykke i min ungdom i 1960’erne.
Kilde: artikel af fhv.lærer Ella Pedersen, maj 2008.
Et møde med pensioneret ekspeditionsleder Ove Jensen, Brønderslev, der med ’brønderslevsk’ humor fortæller om hverdagen i gamle dage, samt Gitte Lundø, hvis far var ansat i banken.
Brønderslev Bank kunne i 1918 flytte ind i en nyopført, meget smuk bygning på hjørnet af Bredgade og Torvegade. Navnet Brønderslev Bank blev senere til Den danske Bank og hedder i dag Danske Bank og ligger på hjørnet af Bredgade og Nygade.
Ove Jensen var ansat i banken fra 1958 – 1991 og fortæller levende om ’dengang da der var atmosfære’ i banken. Banklokalet var meget smukt med to søjler og et flot dekoreret loft, fortæller han.
Der var direktør Ejnar Mortensen, direktør Richard Lundø, fuldmægtig Holger Thygesen, bankassistent Carl Otto Carlsen, der senere blev kontorchef og bankassistent Inger Hansen, gift med arkitekt Hansen. Ove Jensen var kasserer og blev senere ekspeditionsleder. Den yngste mand i banken var Tage Andersen.
Når man skulle ind i banken, trådte man først ind i en lille forgang. Derefter var der to store høje fløjdøre, der skulle skubbes til hver sin side, således at man kunne gå ind i midten.
Emas Sørensen en af vore kunder, stod engang ude i den lille forgang og kiggede i sin tegnebog. Tage Andersen fra banken skulle et ærinde og slog fløjdørene til side. Derved blev Emas Sørensen ramt i hovedet og besvimede. Tage Andersen blev forskrækket og ulykkelig og løb ind igen og råbte: ”Jeg har slået en mand ihjel”. Personalet bar Emas Sørensen over gaden til doktor Bøgh Andersen. På vej over gaden vågnede han op, kiggede rundt og sagde: ”Hvor bær I mæ hæn?”. ”Du skal til lægen, du har været besvimet”. ”Sæt mæ nier, a feilet int noe”. Derefter gik han over i banken og ordnede sit ærinde.
Der var engang cirkus i byen, og der var optog ned ad Bredgade med bl.a. store elefanter. Bankpersonalet stod og kiggede på dyrene og så at en elefant lavede store klatter ud for banken. Direktør Mortensen sagde til den yngste elev: ”Du kan nok finde en spand og en skovl nede i kælderen”. Der var mange klumper, og der kunne kun være en klump ad gangen i spanden. Den unge mand blev mere og mere rød i hovedet for hver spandfuld han slæbte væk.
Jens Eduardsen. Bag ved banken var der en stor græsplæne. Havemand Jens Eduardsen skulle slå den store plæne, og det skulle nu være med motorplæneklipper. Hele personalet stod og kiggede på. Pludselig gik motoren i gang og plæneklipperen kom strygende hed ad græsset med Jens Eduardsen i strømpefødder i fuld fart bagefter, beretter Ove Jensen.
Nytårsdag var arbejdsdag, men det betød bestemt ikke at nytårsaften blev sløjfet. Så ikke alle var glade for at komme på arbejde den dag, fortæller Ove Jensen. Dengang brugte man skrivemaskiner og bogføring var i hånden. Ekspeditioner førtes ’ind og ud’ i en lille bog. Når der så var tid til det, blev det ført over i den store bog. Der skulle laves afstemning hver aften. Var der fejl, skulle fejlen findes. Ove Jensen havde fundet en fejl på 3 øre og måtte ned i banken om lørdagen. Da kom Thygesen. Han pegede ned i bogen og sagde: ”Det der skulle jo også være et 4-tal”. Så var den sag ordnet.
Fru Torpegaard stod en dag i banken og sagde, at hun ikke kunne finde sin bankbog. Ove Jensen gik med hende hjem for at lede. Imens kom Andersen fra Dampvaskeriet med en stor kurv med vasketøj. Ove Jensen hjalp med at lægge vasketøjet på plads, og bankbogen dukkede op. Det varede ca. en time. Derefter sagde han farvel. Da han åbnede yderdøren, stødte han ind i vaskeriejer Andersen. ”De har da lige været her” sagde Ove Jensen. ”Ja, men vasketøjet var ikke til fru Torpegaard”, sagde han. ”Var det ikke – nu går jeg – farvel”, sagde Ove Jensen og gik.
Man fornemmer humoren i det Ove Jensen fortæller, og han viser os den vendsysselske (Brønderslevske) form for humor. Men man skulle vise respekt, det var ”De” og ”Hr” ved tiltale, men der måtte være tryghed, for dengang var der ingen tegn på stress.
Gitte Lundø fortæller om det at være vokset op i en dejlig rummelig lejlighed i bankbygningen.
De var fem søskende, to drenge og tre piger. Hendes far, Richard Lundø, var kasserer i banken, men blev senere direktør. Hun husker, at der i banken var to, der hed Ejner Mortensen. Den ældre og den yngre. De blev begge direktører, først den ældre, senere den yngre. Så var der fuldmægtig Thygesen og bankassistent, senere kontorchef Carl O. Carlsen og fuldmægtig Sølvsteen, der senere blev sygehusinspektør på Brønderslev Sygehus. Der var 57 trin op til lejligheden, og der var vaskehus ved lejligheden og rulle i kælderen. Under krigen boede der en tysk officer i et værelse på samme etage som familien Lundø. Han ville så gerne løfte den mindste af pigerne, men han fik ikke lov. Lundø var ikke tyskervenlig. Tårntrappen blev sjældent benyttet, men Gitte benyttede den hver morgen, når hun gik med mælkespanden over til mejeriet i Torvegade for at hente frisk mælk. Den ene af hendes brødre havde engang fået nye træsko med spidsnæser. Da han havde fået træskoene på, gik han ned og sparkede alle de små, firkantede ruder, der sad allernederst i bankbygningen, i stykker. Direktør Mortensen blev rasende og skældte ud på Lundø. Drengen blev straffet med en omgang klø.
Ja, sådan sagde Peder Johannes Nielsen for næsten 70 år siden!
Fra avisartikel:
Det begynder at tynde ud i monarkierne rundt i vores provinsbyer. Tidligere havde hver købstad sin folkekære borger, som ved folkets kærlighed fik kongenavnet. Nu er der kun få tilbage, blandt dem Kong Peder i Brønderslev. Navnet dækker over Pedershaab Maskinfabrik’s vidtfavnende direktør Peder J. Nielsen, som i morgen fylder 60 år. Denne ægte ætling af den vendsysselske jævnhed skabte sammen med sin far og sine brødre en verdensomspændende fabriksvirksomhed, hvis produkter kan findes i 58 forskellige lande jordkloden over, deriblandt USA, hvor en af brødrene repræsenterer firmaet.
En af hemmelighederne bag firmaets fremgang er vist den enkle, at de altid har brugt lidt mindre, end de tjente og altid har haft et godt øje til, hvad der betaler sig.
En af de ting, der betaler sig bedst, skal nok efter fødselarens mening gå ud på at lade være med at skabe sig. Vi er her jo for at hjælpe hinanden, noget, der på Peder J. Nielsens virksomhed giver sig det smukkeste udslag i den daglige omgangstone, der er præget af menneskelighed og hjælpsomhed. Ingen banker forgæves på kong Peders dør. Han er som en far for sine folk, og ethvert nyt godt bekendtskab indledes med forslag til gæsten om snarest at få drukket dus. Så går samtalen ligesom bedre, og kong Peder regner ikke en mand for værd at snakke med, hvis han ikke kan sige du til ham. Der vil blive fest i Brønderslev, hvis fødselaren da ikke tilfældigt skulle befinde sig i Mexico eller et andet sted på jordkloden for at sælge sine maskiner.
Kilde: Jydepotten
den 19. december 1954
Peder Johannes Nielsen, er født den 20.12.1894 i Brønderslev. Han varingeniør og adm. direktør og søn af Peder Nielsen, grundlæggeren af A/S Peder Nielsen Beslagfabrik og Pedershaab Maskinfabrik A/S .
Pigtrådsmusikkens start i Brønderslev kan fastsættes helt præcist, det skete nemlig med debuten af byens første pigtrådsband, The Nameless, lørdag den 19. september 1964 kl. 20 i Hotel Phønix store sal.
The Nameless på scenen i Hotel Phønix lige før deres debut som Brønderslevs første pigtrådsband. Fra venstre er det John Nielsen, rytmeguitar og sang, Jens Dalgaard-Nielsen, singleguitar og sang, Mogens Jensen, trommer, og Per Hansen, basguitar og sang.
I mandagsudgaven af Aalborg Stiftstidende stod der bl.a.: ”PG-klubben og hus-orkestret ”The Nameless” halede en formidabel succes i land. Sjældent har et debuterende pigtraadsorkester faaet en saa forrygende start som ”The Nameless”. De fire friske Brønderslev-drenge havde greb om deres publikum fra starten og gav alt, hvad stemmer, mikrofoner, guitarer, trommer og forstærkere kunne kapere……..Orkestret havde medvind endnu inden det kom på tribunen, og da drengene indtog deres pladser – ulasteligt klædt, jakkesæt og slips – ville jubelen ingen ende tage. Orkestret kvitterede med en stribe ”vilde” numre og holdt stilen i fire stive timer nonstop foran et publikum, som ustandseligt raabte paa at faa deres yndlings-beatlesnumre gentaget, hvilken de også fik”.
Fra Giro 413 til pigtrådsmusik
Set i det store perspektiv, var aftenens begivenhed i Brønderslev noget lignende det, som skete i alle andre danske byer på den tid. Hos en stor del af ungdommen var der simpelthen et kolossalt opsparet behov for ”noget andet” end det gængse. Og ud fra Aalborg Stiftstidendes dækning af brønderslevbegivenheder, set i perioden 1. januar 1960 til vi startede pigtrådsbølgen i september 1964, må man også sige, at for de, der ikke interesserede sig for fodbold, danseskole eller spejderliv, så skete der, reverenter talt ”ikke en skid” for unge mennesker i Brønderslev.
Når datidens teenagere i den grad tog pigtrådsmusikken til sig, skete det sikkert både som en reaktion på et kedsommeligt ungdomsmiljø og et kedsommeligt musikudbud, med mindre man interesserede sig for musikken på Giro 413, jazz eller klassisk musik.
Hvad jeg kan fortælle om pigtrådsmusikkens start, er derfor ikke unikt som sådan. Men historien om pigtrådsmusikken i Brønderslev, er selvfølgelig speciel for Brønderslev og for de, der var unge dengang og for os, der var med i det.
Pigtrådsmusikkens startdato er sådan set rigtig nok, men dog en sandhed med modifikationer, for faktisk havde Brønderslev en kort visit af en dansk pigtrådsgruppe, The Sharks, ved VU’s nytårsfest den 11. januar 1964. I annoncen for arrangementet stod bl.a. ”Stort underholdningsprogram, som præsenteres af kapelmester HENNING BLEGVAD med Orkesteret The Sharks, sangerinden Anette Kay samt den amerikanske showmand Sal Briggs”.
Det var dog en enlig svale, der jo som bekendt ikke gør nogen sommer, da musikunderholdningen i Brønderslev indtil 19. september udelukkende bød på orkestre med traditionel dansemusik plus jazz ved nogle lejligheder. Det var sådan noget som Poul Poulsens orkester fra Skive, Mosegruppen, Erik Kjærs populære orkester fra Silkeborg, Dybvad Orkester, The Smiling Boys med sangerinden Wivian Nor, Trowa-kvartetten og Svend Nicolaisens orkester med sangerinden Bente Merete.
Den slags orkestre kunne man stadig i et vist omfang danse til efter The Nameless startede pigtrådsmusikken, men reelt blev der vendt op og ned på musikudbuddet i Brønderslev, og i de kommende år gik det stærkt. Pigtrådsmusikken var for alvor kommet til Brønderslev.
Vi starter PG Klubben
Pigtrådsmusikken var først og fremmest forankret i den popklub vi stiftede, PG Klubben kaldte vi den. PG betød ikke noget specielt, det var snarere en betegnelse vi fandt på og som blev et varemærke for pigtrådsmusik i Nordjylland. Måske kunne det læses som ”PiGtråds Klubben”.
The Nameless spiller i PG Klubben, Hotel Phønix, foråret 1965.
PG Klubben er tæt forbundet med The Nameless, idet det var musikerne fra gruppen som, sammen med nogle jævnaldrende kammerater, blev enige om at stifte en popklub, hvor Nameless kunne optræde som en slags husorkester. Oprindeligt var det idéen, at de ”skulle stille sig gratis til rådighed for klubbens arrangementer” mod at få udgifterne til ”rekvisitter” dækket. Samtidig skulle der opbygges en kapital til at få, i første omgang, landskendte pigtrådsorkestre til Brønderslev.
Hvilke tanker vi i øvrigt gjorde os med hensyn til det organisatoriske og det økonomiske, husker jeg ikke noget om. Arrangementerne skulle foregå på det lokale Hotel Phønix, og vi må have aftalt med hotellets forpagter, Hilding Anderson, at vi kunne leje et lokale til en stiftende generalforsamling og den store sal til det første arrangement. Vi har sikkert også forestillet os, at vi selv skulle være med i bestyrelsen. Det kom vi i hvert fald ifølge avisens referat den 11. september 1964.
Til den første bestyrelse blev Nameless’s rytmeguitarist og forsanger, John Nielsen, valgt til formand. De øvrige bestyrelsesmedlemmer var: Per Mørk, næstformand, Henning Christensen, sekretær, jeg blev kasserer. De øvrige var Jørgen Thomasen, Per Hansen og Mogens Jensen.
Og pigtrådsmusikken i Brønderslev fik en flyvende start. Den første avisartikel, hvor vi er omtalt med billede, er den 6. august 1964. Den 8. september er der annonce og omtale vedrørende dannelsen af pigtrådsklubben, den stiftende generalforsamling samt det første pigtrådsarrangement. Den 11. september bliver generalforsamlingen omtalt, den 17. september er der foromtale af det første arrangement og den 21. september var der en anmeldelse af klubbens første pigtrådsaften, der jo samtidig var debut for The Nameless.
Tre år med pigtrådsmusik
PG Klubben blev en bragende succes, og i de næste tre år var der arrangement på arrangement på Hotel Phønix. 80 % af arrangementerne lå på søndag aftener. The Nameless spillede der mange gange, specielt i den første sæson, og gennem klubbens tre leveår var der både danske og udenlandske grupper på besøg.
Det klart største arrangement i den første periode, var den 31. januar 1965 med den engelske pigegruppe ”The Liverbirds” fra Liverpool. Som der stod i annoncen: ”Det hidtil største pop-arrangement i Vendsyssels historie”. Der var stor foromtale og i øvrigt forhøjet billetentré, fra de normale 2 kr. til 6. kr.!!
Ifølge anmeldelsen var der 6-700 unge mennesker i så energisk udfoldelse, at kondensvandet drev ned af væggene og tapetet løsnede sig her og der.
Senere skulle det blive endnu større med The Hollies inklusive Graham Nash. De gæstede PG klubben den 22. maj 1966.
Ud fra annoncer og omtaler i Aalborg Stiftstidende i perioden september 1964 til november 1967, har jeg lavet en opgørelse over arrangementerne i PG Klubben. Efter november 1967 var der andre, der arrangerede popmusik i Brønderslev, bl.a. den såkaldte Saltum-Tårs Popklub, også kaldet ATP Klubben.
Perioder
Antal arrangementer
Antal grupper
Antal medvirkende grupper
Lokale Brønderslev grupper
Udenbys/landskendte grupper
Udenlandske grupper
Første sæson:
19. sept. 1964 –
6. okt. 1965
25
32
15
15
2
Anden sæson:
24. okt. 1965 –
1. sept. 1966
35
55
16
30
9
Tredje sæson:
4. sept. 1966 –
6. nov. 1967
45
88
16
49
23
Selv om oversigten skal tages med det forbehold, at jeg ikke har fået alt med, tror jeg, den i det store og hele giver et retvisende billede af aktiviteterne i PG Klubbens treårige eksistens.
At der kom mange landskendte grupper som f.eks. The Defenders, The Hitmakers, Sir Henry and His Butlers, Peter Belli og hvem han nu havde med, i klubbens tredje sæson, tager jeg som et tegn på, at det lakkede mod enden af pigtrådsperioden. At de landskendte grupper spillede meget i Vendsyssel på det tidspunkt, er vel udtryk for den generelle tendens til, at ”tingene” kommer forsinkede til Vendsyssel i forhold til København og Sjælland. I 1967 var der måske ikke længere så stor efterspørgsel på Sjælland, og så måtte grupperne tage til takke med arrangementer i Jylland.
Pionerindsats
I dag lever vi i en verden fyldt med tilbud om aktiviteter og underholdning, ikke mindst på de såkaldte sociale medier.
På en måde var det nemmere selv at starte noget nyt dengang i 1960’erne, der skete ikke så meget for unge mennesker, og en ting mere: Vi havde ikke ret mange penge, så vi skulle være kreative.
Der var ingen, der kunne fortælle os, hvad vi skulle gøre. Ungdomsaktiviteterne var koncentrerede om sport, specielt fodbold, og vi havde friluftsbadet om sommeren. Der var en smule ungdomsskolevirksomhed i Brønderslev i begyndelsen af 1960´erne, men det har jeg først konstateret nu, her mange år efter, ved at studere de gamle aviser. De kommunale musikskoler eksisterede slet ikke.
PG Klubbens økonomi
Den omfattende musikalske aktivitet i PG Klubben gav sig også udslag i en økonomisk ditto. Til hvert arrangement var der omkostninger til orkester, annoncering, leje af sal, dørvogtere, diverse som f.eks. ostemad og kaffe, øl og vand til musikerne og måske også til klubbens bestyrelse, der typisk tog sig af det praktiske ved arrangementerne.
Jeg har desværre ikke noget regnskabsmateriale fra PG Klubben, men jeg kan huske at The Nameless fik 400 kr. pr. gang de spillede i den første sæson. Modellen med at spille gratis duede ikke, fandt vi hurtigt ud af.
1965-66. The Nameless i øvelokalet på Søndergades skole. Fra venstre John Nielsen med Pers Höfnerbas, Mogens Dyrberg ved trommerne, Per Hansen har en finger med i spillet samt denne artikels forfatter, Jens Dalgaard-Nielsen med sin KENT elguitar.
Hvis vi, for eksperimentets skyld, skal gøre os en forestilling om, hvordan økonomien sådan cirka må have set ud i PG Klubbens første leveår, kan vi regne med 22 arrangementer, når vi ser bort fra generalforsamlingerne. Ganger vi med mulige omkostninger på måske 800 kr. pr. gang, får vi samlede omkostninger i klubbens første sæson på kr. 17.600.
Det var i 1965 kroner. Hvis vi omregner værdien til nutidskroner, svarer det til ca. 183.000 kr. (i 2020), ifølge Danmarks Statistiks prisberegner.
Der var penge i kassen, da jeg aflagde regnskab ved generalforsamlingen 6. oktober 1965, så omsætningen må have været noget højere.
Året efter fortalte kasserer Anders Lerwick (han blev mest kaldt Sanvig til efternavn dengang) ved generalforsamlingen 1. september 1966, at omsætningen i PG Klubbens anden sæson havde været 76.000 kr. på baggrund af omkring 10.000 gæster. I nutidskroner svarer det til ca. 750.000 kr.
Udover Anders bestod bestyrelsen i PG Klubbens anden sæson af formand Torsten Sørensen, sekretær Birgitte Bering, John Nielsen, Bjarne Nielsen, Freddi Christiansen samt Finn Børgesen.
På generalforsamlingen valgte man i øvrigt at nedsætte antallet af bestyrelsesmedlemmer fra syv til fem.
Ved valget til bestyrelsen for det kommende år blev Bjarne Nielsen valgt til formand, Jørn Agerbæk blev kasserer. Derudover blev Benny Andreasen, Anne Marie Holst samt Finn Jensen valgt.
Andre brønderslevgrupper i PG Klubben
Udover at PG Klubben lavede arrangementer for de lokale og tilrejsende unge, fungerede den også som rugekasse for de brønderslevgrupper, der blev dannet i kølvandet på The Nameless’ succes. De havde typisk intet anlæg, knap nok elektriske guitarer, så de fik lov til at låne guitarer og anlæg og spille i pauserne. Her fik bl.a. den første udgave af The Pretenders, The Swagmen, The Amblers og The Excentrics/Blues Progress deres ilddåb foran et publikum.
Et andet fænomen fra slutningen af ”pigtrådsalderen” var de såkaldte go-go konkurrencer, hvor piger ”dansede for”, enten på selve scenen eller mere avanceret i et ”bur” for sig. Den 20. august 1967 var der således en slags landsdels go-go konkurrence i PG Klubben, hvor den pige, der vandt, kunne gå videre i en landsdækkende konkurrence med en præmie i form af en tur til Mallorca. I Brønderslev vandt en lokal pige, Lene Casper, og hun blev nummer 2 i finalen, der blev afholdt i Odense.
Set i bakspejlet
Pigtrådsperioden i Brønderslev varede en tre-fire år. For os, der var med, var det en spændende periode af vores ungdomstilværelse, tingene gik hurtigt, og vi så os aldrig tilbage ”over skulderen”. Inden vi havde set os om, var perioden slut og flowerpower, hash og det, der var værre, holdt deres indtog i Brønderslev. Hvor Brønderslev i en periode var pigtrådens ”Mekka” i Vendsyssel, i et fredeligt musikalsk brud med fortiden, blev den nu landsdelens centrum for hash og narkohandel.
Men det er en helt anden historie, og for mit eget vedkommende husker jeg ”pigtrådstiden” som ret naiv og uskyldig. Et eksempel er, at jeg i PG Klubbens første sæson, hvor jeg var kasserer, gik hjem fra arrangementerne med klubbens grønne pengekasse i hånden som en anden skoletaske, uden at skænke det en tanke, at der kunne være nogen problemer i det. Jeg blev da heller aldrig antastet, men kunne gå hjem og tælle de fedtede mønter og fem- og ti kronesedler i min seng, mens ørerne summede af aftenens ”larm”.
Ved pigtrådsperiodens afslutning, var jeg og mine kammerater på vej mod nye musikalske horisonter. Men pigtrådstiden, med dens ungdommelige søgen mod noget andet end ”det gængse”, vil nok altid blive stående for min generation, som en vigtig del af vores ungdoms dannelse. En dannelse, der måske stadigvæk sætter kursen for vores færden, mere end vi egentlig gør os bevidst til daglig.
Stille afslutning
PG Klubben sluttede mere eller mindre i efteråret 1967. I Aalborg Stiftstidende figurerer en del artikler om dårlig økonomi og forsøg på at køre videre med forskellige udenbys samarbejdspartnere. Den 26. januar 1968 meddeler avisen, at PG Klubben er blevet afløst af Saltum-Taars Popklub.
En kort, men hektisk periode i Brønderslevs musikliv var slut.
Pigtrådsmusik i biografen ”Bien”
En beskrivelse af pigtrådstiden i Brønderslev er ikke fuldstændig uden en omtale af pigtrådsmusikken, der blev spillet i biografen ”Bien”.
”Hit Hause” stod der faktisk på et skilt biografejer Karl Gunnar Fuglsang i 1965 lod fremstille for at annoncere, at der også var pigtråd i biografen.
Forbilledet var selvfølgelig det ”Hit House”, der så dagens lys på Frederiksberg i september 1964. Her blev der spillet pigtrådsmusik i lange baner, og det blev der altså også i biografen Bien i Brønderslev.
Bien blev samtidig byens uofficielle øve- og samlingssted for specielt nogle af byens yngre pigtrådsgrupper. Fuglsang stillede salen gratis til rådighed, inklusive lys, strøm og varme. Modydelsen udviklede sig til, at de forskellige grupper spillede for biografgæsterne før eftermiddagsforestillingen om søndagen.
Det nævnte ”Hit Hause” blev i øvrigt hurtigt omdøbt til ”Hit Temple”, måske havde man fundet ud af stavefejlen. På et tidspunkt i begyndelsen af 1966 blev de første fem rækker sæder fjernet, der blev lavet mikrofonanlæg på scenen, og i stedet for søndagens eftermiddagsforestilling, blev der udelukkende spillet pigtrådsmusik.
Hit Temple blev en stor succes. I Aalborg Stiftstidendes brønderslevspalte har jeg kunnet registrere 27 arrangementer i perioden mellem april 1965 indtil marts 1966. Der har sikkert været en hel del flere, inden Fuglsang begyndte at reklamere med det.
Hvor populær pigtrådsmusikken var i sin glansperiode, fremgår af, at der både kunne afholdes pigtrådsarrangement i Bien søndag eftermiddag, dog nok med et lidt yngre publikum, og samme aften i PG Klubben på Hotel Phønix.
De enkelte pigtrådsgrupper og deres medlemmer
De forskellige pigtrådsgrupper i Brønderslev blev dannet af drenge og unge mænd ud fra forskellige kammeratskabsgrupper. Nogle eksisterede dog så kortvarigt, at de ikke nåede at sætte sig spor i f.eks. aviserne eller på anden vis. Så de grupper jeg beskriver, er de otte, som det har været muligt at finde oplysninger om, og som det har været muligt at interviewe nogle af medlemmerne om.
Grupperne omtaler jeg i den rækkefølge de første gang blev nævnt offentligt i omtaler eller annoncer i henholdsvis Vendsyssel Tidende og Aalborg Stiftstidende. For sidstnævntes vedkommende fortrinsvis på lokalsiderne.
The Nameless
Gruppen blev startet af Per Hansen og mig, formentlig på et tidspunkt i 1963. Vi gik begge i realklasserne på Søndergades skole og kom sammen i vores fritid. Vi aftalte at jeg skulle spille det man kaldte singleguitar og synge, Per skulle spille basguitar og synge.
December 1965. Her giver vi et juleshow i en af Brønderslevs tøjforretninger.
Efter et stykke tid fik vi en af vore kammerater fra lokalområdet, John Nielsen, med på rytmeguitar og sang, og han trak en af sine kammerater, Mogens Jensen, med. Han skulle spille trommer.
Efter at have øvet os et stykke tid, først i Mogens’ kælderværelse, senere i et klasselokale på skolen, ville vi gerne optræde for andre. Da der ikke umiddelbart viste sig nogle muligheder for det, fandt vi på, sammen med jævnaldrende kammerater, at stifte en popklub, der jo fik navnet PG Klubben.
Efter vores debut den 19. september 1964, spillede vi stort set hver anden søndag i klubben og fik efterhånden også engagementer rundt omkring i landsdelen.
Juni 1991. The Namelessrevival i Den runde Pavillon i Brønderslev.
Fra januar 1965 blev Mogens Jensen afløst af Mogens Dyrberg på trommerne og i løbet af sommeren 1965 kom Bjarne Nielsen med på rytmeguitar og sang. Han aflastede dermed John, der kom i forgrunden med det repertoire, vi efterhånden kom ind på, bl.a. med kopinumre af The Rolling Stones og flere numre med ”rhythm-and-blues” præg.
Gruppen var aktiv i perioden fra debuten i 1964 og til sommeren 1966, hvor Mogens og jeg gik med i en anden brønderslevgruppe, The Pretenders, mens John og Bjarne dannede en ny gruppe, Richard Cory’s Group.
The Nameless blev kortvarigt gendannet to gange i begyndelsen af 1990’erne, hvor vi med stor succes spillede bl.a. en jubilæumskoncert i Brønderslev. Gruppen var også med i 2014 ved fejringen af 50 året for pigtrådsmusikkens start i Brønderslev
The Amblers
Denne gruppe blev den anden der dukkede op i Brønderslev, de blev første gang nævnt i avisen i december 1964. De spillede derefter bl.a. en hel del på Lønstrup Badehotel lørdag-søndage.
Gruppen voksede ud af et antal unge, der ofte samledes på Bjarnes værelse for at lytte til den tidlige pigtrådsmusik. De fire medlemmer var Bjarne Nielsen, singleguitar og sang, Søren Poulsen, basguitar, Villy Christensen, rytmeguitar og Finn Findinge, trommer. Finn blev senere forsanger og Søren Nørgaard afløste ham på trommerne.
De spillede til baller og deltog i pigtrådsmusikkonkurrencer indtil sommeren 1965, hvor de blev opløst, da Bjarne gik med i The Nameless. I hele deres aktive periode spillede de kopinumre af bl.a. The Beatles, The Rolling Stones og The Animals.
Til at hjælpe dem med at skaffe engagementer havde de en manager, Villy Sørensen, der dog ikke var fra Brønderslev, men fra Øster Vrå.
Udover at spille var Bjarne Nielsen også meget aktiv i det organisatoriske, idet han var formand for PG Klubben i dens tredje og sidste periode 1966-67.
The Headshakers
Gruppen var tidligt på færde i pigtrådssammenhæng i Brønderslev, men eksisterede dog kun i omkring et halvt år. Den havde den klassiske besætning for pigtrådsgrupper og bestod af Hans Evang Christensen, der spillede singleguitar, Hans Nielsen, der spillede basguitar og sang, Jørgen Thomasen på rytmeguitar og Kjeld Krogsbøl Jakobsen, kaldet Kjeld Dun, på trommer.
De er første gang omtalt i en af de lokale aviser i februar 1965.
Gruppen blev stiftet af barndomsvennerne Hans Nielsen og Jørgen Thomasen. En periode var Frits Mogensen med som sanger og Benny Nørgaard Andreasen var kortvarigt med på trommer. De spillede kopinumre af bl.a. The Rolling Stones, The Kinks, The Who og havde også et par Elvisnumre med.
De havde en medhjælper i skikkelse af Steen Løbger, der både agerede roadie og økonomiske støtte, da han bl.a. købte et ekkoanlæg til dem.
Ligesom The Amblers havde de Villy Sørensen, Øster Vrå, som manager.
De fik dog ikke rigtigt nogen engagementer, så de stoppede igen i løbet af foråret 1965 og bortset fra Hans Nielsen, gik de øvrige medlemmer til andre brønderslevgrupper.
The Swagmen
Lige i hælene af The Headshakers dukkede en anden ny gruppe op, nemlig The Swagmen. De kom til at eksistere i længere tid end The Headshakers, idet man kan følge deres meritter på pigtrådsscenen i knap to og et halvt år.
De optrådte første gang i Bien ved ”pigtrådsmusik før eftermiddagsforestillingen” og var måske den gruppe, der inspirerede biografejer Karl Gunnar Fuglsang til at indføre pigtrådsmusik søndag eftermiddage i stedet for de normale biografforestillinger.
Den længstvarende besætning i gruppen var Freddi Christiansen, rytmeguitar, Jørgen Hjelm Johannesen, singleguitar og lejlighedsvis sang, Jeppe Arild Jensen, basguitar og ind i mellem sang, Knud Erik Vestenbæk, forsanger, samt trommeslager Søren Nørgaard.
I kortere og længere perioder havde de også en række andre lokale pigtrådsmusikere inde over. Det var Heinz Trudslev, deres første trommeslager, Else Simonsen og Jørgen Thomasen på elorgel, og Kjeld (Dun) Jakobsen som forsanger.
Desuden havde de en meget dedikeret hjælper i Niels Anton Thomsen, der ydede en stor indsats for dem samt en chauffør, Poul Jensen, der kørte for dem til engagementerne rundt omkring.
De øvede til at begynde med i Bien, men fik senere øvemulighed i fabrikslokalerne hos Cementstøberiernes Redskabsforsyning. Deres repertoire tog udgangspunkt i numre af The Kinks og The Rolling Stones, men også kopinumre af repertoirerne hos The Shadows, The Beatles og The Hollies var at finde på deres spilleliste.
The Swagmen havde Brønderslevs bedste singleguitarist i Jørgen Hjelm Johannesen og desuden havde de det bedste anlæg, som de i øvrigt ikke var karrige med at udlåne til andre grupper i byen, der ikke var så godt kørende.
De var med i flere af tidens mange pigtrådskonkurrencer og de blev nummer 2 i en konkurrence i Løkken ved sommerfesten i 1966.
Gruppen havde et af deres sidste engagementer sommeren 1967, hvorefter de gik i opløsning. Da flere medlemmer flyttede fra landsdelen, kom de ikke til at spille sammen mere.
The Pretenders
Mens The Nameless var de første, blev The Pretenders de største, og her snakker vi vel at mærke om 1960’erne i Brønderslev. I øvrigt blev Pretenders den eneste af tressergrupperne i Brønderslev, der fortsatte med at spille efter at pigtrådstiden var ovre.
Forklaringen er nok, at de ikke spillede decideret pigtrådsmusik, men snarere ”blød” rock, der appellerede til en meget bredere skare end den oprindelige pigtrådsmusik.
The Pretenders blev startet af fire unge, der var eller havde været klassekammerater på Søndergades Skole. Poul Vejby og Martin Bøgild begyndte på et tidspunkt at spille lidt guitar sammen, og omkring eftersommeren 1964 kom Sten Fuglsang og Jens Nøhr med. De sidstnævnte kom til at spille henholdsvis basguitar og trommer.
At dømme efter et avisnotat i Aalborg Stiftstidende, havde de deres debut i januar 1965.
1965, det første Pretenders som pauseorkester i PG Klubben.
De udviklede sig i det følgende års tid, og da Mogens Dyrberg fra The Nameless tog med ud en aften på afbud fra Jens Nøhr, endte det med, at han gik med i The Pretenders og trak mig med. Det var i sommeren 1966.
Styrken ved det ”andet” Pretenders viste sig hurtigt at være en særdeles god rytmegruppe samt evnen til at synge nærmest præcist som forbillederne. Vores stemmer passede simpelthen godt sammen. Vi slog os især på Holliesnumre, som vi løbende tog på repertoiret i takt med, at The Hollies udgav dem. Vi øvede tre gange om ugen samtidig med, at vi spillede rundt om i Nordjylland.
Vi deltog også i nogle af de mange pigtrådskonkurrencer, der blev afholdt dengang. For eksempel blev vi nummer 1 i den såkaldte ”FavoHit 1967” konkurrence i marts 1967 i en stor popklub i Vejgaard, Aalborg.
Det store scoop, og efterfølgende gennembrud på landsplan, fik vi, da vi vandt Danmarks Radios landsdækkende konkurrence ”Toppen af Poppen” i maj 1968. Der var omkring 170 deltagende grupper og finalen foregik i Studenterforeningen i København.
Det var naturligvis en stor oplevelse, ikke mindst fordi vi fik flybilletter til og fra København. Det var den første flyvetur for alles vedkommende.
Herefter fik vi Eugen Tajmer til manager, og spillede i de næstkommende år over det meste af Danmark.
The Pretenders efter pigtrådstiden
Aktiviteterne stoppede dog i foråret 1970 på grund af militærtjeneste og videreuddannelse. Kontakten blev dog vedligeholdt og omkring 1972 begyndte jeg og min bror, Ib, der havde spillet i et andet brønderslevband, The Blues Progress, med tilslutning kort efter af Poul Vejby, at lave lidt musik i tiden ånd på akustiske guitarer.
I foråret 1973 medvirkede alle ved indspilningerne af min hovedopgave i musik på Hjørring Seminarium. Og i løbet af de næste år begyndte vi at spille igen med nyt repertoire med mere vægt på instrumentalsiden frem for den flerstemmige sang.
I 1979 kom Søren Tipsmark med på trommer i stedet for Mogens Dyrberg, og vi havde en hel del arrangementer i årene frem mod 1990’erne, hvorefter vi stort set kun spillede til hinandens runde fødselsdag i de følgende år.
Til gengæld var vi aktive i musikstudiet, idet vi indspillede forskelligt slags musik og en række af numrene fra vores repertoire.
Den oprindelige gruppe fra 70’erne blev genoplivet ved fejringen af 50 året for pigtrådsmusikkens start i Brønderslev i september 2014, og da der blev bud efter os igen, gik vi for alvor i gang igen med at indøve gamle som nye numre.
Besætningen er den originale fra 1966 plus en mere og består nu af Martin Bøgild, rytmeguitar og kor, Ib Dalgaard-Nielsen, forsanger og mundharpe, jeg selv, leadguitar og kor, Mogens Dyrberg, trommer, Sten Fuglsang, basguitar og kor samt Poul Vejby, forsanger og guitar.
The Blues Progress
Med en eksistens på godt 3 år og 7 måneder, blev The Blues Progress den næstlængst levende af byens pigtrådsgrupper. Den fik desuden brønderslevrekord i at have haft flest musikere inde gennem gruppens eksistens. Dens faste kerne gennem alle årene var dog stifterne Ib Dalgaard-Nielsen, singleguitar og sang, og Carsten Mørch Gertsen på basguitar. Dertil kom Ib Kræmmergaard, elorgel og sang, og trommeslager Jens Nørgaard, der begge var faste medlemmer de fleste år.
1969, The Blues Progress. Fra venstre Ib Kræmmergaard, Ib Dalgaard-Nielsen, Jens Nørgaard og Carsten Gertsen.
De øvrige, der var med i kortere og længere perioder var Eugen Pfänner, trommer, Per Andersen, sang, Hans Evang Christensen, singleguitar, Kjeld (Dun) Jakobsen, trommer og en periode sang, Per Jensen, guitar, Asger Jørgensen, rytmeguitar, den eneste udenbys pigtrådsmusiker, han var fra Vrå, Jens Nøhr, trommer, og Jørgen Thomasen, rytmeguitar.
Ligesom bl.a. The Swagmen havde The Blues Progress en medhjælper. Det var Jørgen (Jønne) Sørensen, der i flere år fulgtes med gruppen til engagementerne og slæbte og stillede instrumenter op.
Oprindelig kaldte de sig The Excentrics, det blev senere til The Blues Progress of The Excentrics Band, men det var nok lidt for langt, så de endte med at kalde sig The Blues Progress.
De spillede kopinumre ligesom de øvrige brønderslevgrupper, men deres repertoire var meget forskelligt fra de andres. Deres spilleliste var præget af numre med Jimi Hendrix, Paul Butterfield Blues Band, Pretty Things, John Mayal og Cream.
Gruppen er den eneste fra 1960’erne, bortset fra The Pretenders, fra hvem der er musikoptagelser fra dengang. Optagelserne af flere numre fra deres repertoire, var noget af det sidste de foretog sig inden de stoppede i løbet af efteråret 1969.
The Andrews
I begyndelsen af 1966 kom en ny pigtrådsgruppe til offentlighedens kendskab. Gruppen bestod af de yngste pigtrådsmusikere i byen eftersom de var i aldersklassen 13-14 år, da de dukkede op ved en pigtrådseftermiddag i Bien.
1966, The Andrews. Fra venstre Karsten Ulsted, Jens Nørgaard, Svend Erik Pedersen og Eddi Kjær Jensen.
De stoppede dog allerede efter en tre-fire måneder og den eneste af dem, der fortsatte med at spille pigtrådsmusik, var Jens Nørgaard, der slog trommer i bandet. De øvrige medlemmer var Eddi Kjær Jensen på basguitar, Svend Erik Pedersen på rytmeguitar og Karsten Ulsted, singleguitar og forsanger.
Af avisannoncer fremgår at gruppen spillede som pauseorkester i PG Klubben og i Bien et antal gange. De havde muligvis et enkelt regulært engagement, nemlig på V. Hjermitslev kro, hvor de spillede på skift med The Pretenders og The Swagmen.
De er omtalt i avisen sidste gang i april 1966.
Richard Cory’s Group
Efter at Brønderslevs første pigtrådsgruppe, The Nameless, stoppede sommeren 1966, dannede John Nielsen og Bjarne Nielsen en ny gruppe, det meste af tiden benævnt Richard Cory’s Group.
1966-67 Richard Cory’s Group. Fra venstre Kjeld Nielsen, John Nielsen, Søren Poulsen og i forgrunden Jens Nørgaard og Bjarne Nielsen.
De gik sammen med Søren Poulsen på basguitar og Jens Nøhr på trommer. Jens Nøhr blev senere erstattet af Jens Nørgaard.
Som medlem kom også Johns lillebror, Kjeld Nielsen, som sanger. Han havde ikke tidligere været involveret i musikarbejdet, men havde været lidt med på sidelinjen, når John og jeg i namelessregi øvede på Johns værelse.
Med rutinerede medlemmer kunne gruppen uden videre fortsætte med Nameless repertoire, og deres spilleliste var specielt præget af kopinumre af The Rolling Stones og The Kinks.
Gruppen blev gendannet for en kort bemærkning i 2014 ved 50 års jubilæet for PG Klubben, men stoppede i sin tid i maj 1967, da John blev indkaldt til søværnet.
Efterskrift
De nævnte grupper fra Brønderslevs pigtrådsmusiktid var de, der eksisterede i så tilpas lang tid, at de fik en individuel historie som gruppe, en historie som kunne undersøges og fortælles om her mange år senere.
Der var formentlig tilløb til andre gruppedannelser dengang. Navne som The Barbedwire, The Rattlesnakes og The Ghost-Walkers har jeg set i annoncer eller avisnotitser vedrørende arrangementer i Brønderslev. Men jeg har ikke kunnet finde yderligere oplysninger om disse mulige gruppedannelser, så omtalen af de otte grupper jeg har nævnt, udgør formentlig den nogenlunde fuldstændige historie om pigtrådstidens grupper i Brønderslev.
De korte beskrivelser repræsenterer dog kun ”smagsprøver” på den samlede fortælling. Den kan til gengæld læses i min bog: ”Pigtrådsgrupperne og deres medlemmer i Brønderslev i 1960’erne”, udgivet i oktober 2021.
det er ikke uden grund, at der arbejdes på en modernisering af dag-renovationen i Brønderslev. Metoden er gammeldags og ikke hygiejnisk – som det ses af billedet. Hestene trækker vognen, hvis låg ikke dækker affaldet. Det dufter hverken af roser eller lavendler i vognens nærhed og det kan ikke undgås at noget falder af undervejs til lossepladsen.
Kilde: Poul Erik Andreasen, lokalhistorisk arkiv
Vi bliver også nødt til at tage en snak om kommunens håndtering af husholdningsskraldet. Som jeg husker det, var lossepladsen en stor åben plads ude bag ved Dammens Vænge, hvor skraldemændene afleverede al det skrald, de samlede ind hos byens beboere, restauranter og de handlende. Alt blev så vidt jeg husker det, læsset på en skraldevogn. som til at begynde med var hestetrukken, noget lignende den vi ser på billedet, men måske en smule højere og med skråt siddende låg, som lukkede af for skraldet. Der, hvor jeg boede (Fredensbo) havde vi skraldehuse, hvor de store tunge galvaniserede skraldespande stod opmarcheret. De var firkantede og havde et håndtag i hver side. Vores skraldespande stod enten i et aflukket skur eller i en lille tilbygning til etageejendommene. Det var ikke et sted man opholdt sig, for det stank ad Pommern til. På den tid (1950’erne) havde man ikke plastaffald, men der var en masse papir og kartoffelskræller og sikkert også afskårne fedtklumper og rester fra middagsmaden. Alt blev så vidt jeg erindrer hældt ned i samme skraldespand. Der var ingen sortering overhovedet.
Mælkekartoner og plastemballager fandtes ikke, man brugte skåle og glasflasker som blev genbrugt. Når skraldemanden havde tømt skraldespandene blev skraldet kørt til en losseplads i byens udkant, hvor hele skidtet blev læsset af på en kæmpestor losseplads, hvor der gik en mand eller to og skubbede til skidtet og satte ild til det som kunne brænde, men hvad han egentlig ellers lavede, ved jeg ikke og om denne mand var ansat til dette job eller bare levede af at “skralde” ved jeg faktisk heller ikke. Der var, hvilket man kunne forvente en pokkers masse rotter på denne losseplads og det lugtede skrækkeligt. Det undrer mig, at man dag ud og dag ind, år efter år har tilsvinet vores natur så grundigt med alt det vi mennesker ikke kunne anvende og ej heller sortere. Hvorfor havde man ikke en bedre orden på tingene den gang og hvad var det for et område man forurenede med skrald og køkkenaffald? Hvad er der på lossepladsen i dag? Er al affaldet mon helt nedbrudt eller ligger det der stadigvæk og nedbryder?
Hvad var Dammens Vænge før det blev anvendt til losseplads….en dam måske?
I dag har man forhåbentlig erstattet lossepladsen med et forbrændingsanlæg til husholdningsaffald og et rensningsanlæg til alt hvad der slippes ud via kloaksystemet. Det er nemt og bekvemt for os borgere at slippe en skrald, afløbsvand og efterladenskaber, men det hele skal tilbage til naturen, så kredsløbet kan fungere også om 100 år.
Ja, det var så lidt om den grimme og ildelugtende side af et samfund, som bare forbruger og smider væk. En overgang blev køkkenaffald samlet sammen og anvendt som grisefoder, men det er mig bekendt ikke længere tilladt. Ude på landet brugte de deres køkkenaffald til opfodring af fjerkræ og grise, så der har problemet nok ikke været så svinsk som det en overgang var i byerne.
Vintervænget, Sommervænget og Dammens vænge.
Der er meget frodigt på Vintervænget, idet en streng af Store Vildmose rækker ind i området. Det var også her Gravens Planteskole blev oprettet, inden den blev flyttet til Tolstrupvej. Der var også på et tidspunkt en del kolonihaver i området. Området hed engang Dammens Vænge, og Fasanvej hed Fælledvej, fordi fælleden lå her.
