den 90årige fhv. gårdejer Povl Stevns, tidligere Stenum er nu bosiddende i Serritslev.  Povl som er en dygtig skribent, har gennem et langt liv skrevet meget og har nu udgivet mange artikler, forfattede sange, små digte, satiriske skriv og egne historier fra sin barndom i Vrensted Præstegård til voksenlivet. Her et lille udpluk

Dansk landbrug i en brydningstid.

 Af Povl Stevns

 

 

 

 

I sidste halvdel af 1900tallet startede en strukturudvikling af dimensioner inden for dansk landbrug. I stort tal nedlagdes landbrugsbedrifter og jordtilliggenderne fra disse nedlagte brug blev sammenlagt med større og mere tidssvarende bedrifter, da man derved kunne opnå rationaliserings-gevinster i det daglige gennem nedsættelse af arbejdsstyrken, bedre udnyttelse af maskinerne, bedre og billigere indkøb af foderstoffer, gødning, sprøjtemidler m.m. gennem forskellige rabatordninger, der således især kom storproducenterne til gode. Endvidere stillede flere af vore andelsselskaber krav om en minimumsgrænse ved leveringer samtidig med, at der opkrævedes stop penge. Alt dette medførte, at mange mere eller mindre frivilligt så sig nødsaget til “at springe på vognen” og andre gjorde det af ambitiøse årsager og fortsatte inden for landbruget under de givne vilkår. Atter andre valgte i stedet at “stå af ræset” og fandt anden beskæftigelse, gik på efterløn eller pension.

Også specialiseringen tog fart. Hvor der tidligere på gårdene havde været planteavl, kvæghold, svinebesætning og fjerkræhold gik man nu i større udstrækning over til at hellige sig enten planteavl alene eller planteavl sammen med kvæghold eller svinehold; sjældnere begge dele.

For nogen blev disse år en succes, for andre gik det ikke helt som forventet. Sådan er det jo her i tilværelsen også i andre forhold. At det gik galt for flere, kan være mere eller mindre selvforskyldt. Nogle “knækkede halsen” på grund af det meget høje renteniveau vi havde i en længere periode, atter andre på grund af stærkt stigende jordpriser for blot at nævne et par eksempler. I det følgende har jeg medtaget et par digte fra denne periode. Først et digt om den ambitiøse “Mr. Pig”, og dernæst et andet om “gode råd til en bedre fremtid” for den fortabte givet af en, der havde sit på det tørre og derfor ikke selv havde behov at efterleve dem. Og endelig til slut et digt om bonden, “der bare lod stå til”.

 

DER VAR SÅ DEJLIGT UDE PÅ LANDET

En griseavler Mr. Pig,

forstandig, smart og meget kvik,

forelsked’ sig i skrig og skrål

og satte sig det høje mål

at skabe den perfekte gris

og fede svin i tusindvis.

 

Han byggede et hus så stort,

for ham det var den rene sport,

thi der var masser af visioner

og banken kom med millioner.

 

Der var budgetter, men I ved,

man misteltenen ta’r i ed

hvis man sig skal gardere.

Det glemte han – med mere.

 

I starten gik det dog så godt,

for pris og sundhed var så flot,

men snart sig lykken vendte,

dermed succesen endte,

for prisen faldt, baciller kom,

og snart stod hele stalden tom,

en frygtelig affære,

slet ikke til at bære.

  

Så kom hans pengeinstitut

og sagde, at nu var festen slut:

“Vi kan ej kassen lænse,

der være må en grænse,

tilbage du din frihed får,

men banken overtager din gård”.

 

Da gik hr. Pigless stille rundt,

for slige hændelser gør ondt.

Der røg de hjemlige bastioner,

hans hus, hans hjem og hans visioner.

 

Hvad var det dog, der fik ham til

at sætte hus og hjem på spil,

var det mon grissemænd og -koner,

hans høje mål, hans ambitioner?

 

En drøm var slut for Mr. Pig,

der nu den kolde skulder fik.

At blive stor, han ønsked, men

i glemsel hviler nu hans ben.

Han glemte, det vi andre ved, –

at ta’ sin mistelten i ed.

 

Okt. 1992. Povl Stevns.

 

Jen – to-tre og så på ́n igen.

Mel.: Hen til kommoden og tilbavs igen.

 

Kære gode borger

glem du dine sorger,

hæv dig over dagligdagens trummerum,

for nu skal du høre,

hvad du blot kan gøre

for at skabe dig en helt gevaldig sum:

“Køb et par kalkuner,

straks jeg ved, det luner,

de bli’r nemlig store på en enkelt dag;

mad på bordet kommer,

guld i dine lommer,

ja, det er så givet alle tiders sag”.

Jen-to-tre og så på’n igen,

lækkert magert kød til folkets ganer,

vinger og bryster og alt det der

og store inderlår af høns og haner.

 

 

“Byg blot et par huse

og lad vinden suse,

for kalkuner vokser af det bare luft

det vil du erfare,

og det kan du klare

bare med en lille smule sund fornuft.

Du skal intet gøre,

af sig selv det køre;

arbejdskraft behøver du ej tænke på.

Det for dig vil lykkes,

og jeg ved, du tykkes;

den slags ting, det kan fornuften da forstå”.

Jen-to-tre og så på’n igen

to kalkuner mere straks du køber.

huse og frisk luft og meget mer,

og snart du dig i lykkens kåbe svøber.

“Derfor kære borger

glem du dine sorger

fremtiden sig tegner både lys og skøn,

intet mer dig truer

og jeg ved, du huer

at få nogle tusinde lagt på i løn.

Gi’ den hele armen

og kom ind i varmen,

der hvor penge er et sekundært problem,

det for dig vil lykkes,

og jeg ved, du tykkes

om at kunne sidde på den grønne gren.

Jen – to-tre og så på’n igen

se nu at få startet med det samme,

lykken den vinker til dig her og nu

og nydes før fiduserne bli’r klamme”.

 

16. februar 1994.

Povl Stevns.

 

Tilbagetrækning.

Af Povl Stevns

 

Det at stå foran en fyring eller en frivillig afgang fra arbejdsmarkedet eller/og en eller flere tillidsposter kræver en omstilling, ikke alene til en lavere indkomst, men også til en anden livsform med mere fritid, der skal udfyldes. Hvordan udnyttes denne øgede fritid bedst muligt? Ja, det er det gennemgående spørgsmål for rigtig mange. Det lyder i de fleste tilfælde som om, den skal bruges på børnebørn og rejser, men er det tilstrækkeligt? Der er jo mange dage året rundt, der skal udfyldes. Nogle klarer omstillingen med bravour, andre har sværere ved det.

For at illustrere dette følger først et eksempel på, hvilke tanker en kommende pensionist kan have gjort sig inden tilbagetrækningen. Dernæst ser vi et eksempel på, hvorledes en tilbagetrækning kan ende som en fiasko.

 

 

 

 Hvad med kulturen?

Mel.: Anders var i Anna kær

Liet er en gave skøn. Det må du tænke på,

derfor er der mange tig, du gerne må forstå,

vælge dig en livsform, hvor du finder dig tilpas,

hvor der også til kulturen levnes noget plads.

Hula, hula hej, det er godt for dig.

Hulahej og tralalej, ja, det er godt for dig!

 

Mon du bare trisser rundt og fodrer dine svin,

spiser lidt og sover lidt og ta’r din medicin,

ta’r på indkøbstur til Storkøb, når du mangler brød,

kikker lidt på skærmen på en hummer, der er død?

Hula, hulahej, er det nok? Ak nej!

Hulahej og tralalej, mon det er nok for dig?

 

Mon du ikke ser på andet end økonomi,

på hvad flæsket koster og hvad svinene ka’ gi’.

på hvor meget foder alle grisene skal ha’,

og på hvilke afgrøder, det helst skal komme fra?

Hula, hulahej, er det nok? Ak nej!

Hulahej og tralalej, mon det er nok for dig?

 

Tænker du mon bare på, hvor stort et brug, du får,

tænker på, hvor mange svin, du kan ha på din gård,

tænker på, hvor mange liter gylle, du skal ha

og hvordan du nu får møjet til at løbe fra?

Hula, hulahej, er det nok? Ak nej!

Hulahej og tralalej, mon det er nok for dig?

 

Mon dog ikke her på jorden findes andre ting,

der kan fylde tankerne og sætte dem i sving,

noget uden svin og gylle, noget du kan li’,

noget ganske andet end blot fagidioti?

Hula, hula hej, noget nyt på vej?

Hulahej og tralalej, som kan fornøje dig?                                                                                                     Povl Stevns. (26.01.1992).

Nekrologen.

 

Jeg kendte en mand, der var dygtig som få,

han havde et landbrug og drev det som så,

var formand for dit og var formand for dat

en dygtig forhandler ved dag som ved nat.

 

Da han blev halvfjerds, måtte han holde op,

for med tillidsposterne blev der sagt stop,

så ville han læse om Odin og Thor

og Balder og Loke, om himmel og jord.

 

Det gik ej som så, han kom ikke i gang,

for hans “læsepause” var blevet for lang,

blot, hvad der kom, og blev husstandsomdelt,

blev grundigt studeret og efterset.

 

Så proprietæren, der drev det så vidt,

For ham det endte i grunden så skidt.

Før drev han landbrug på mesterlig vis,

var dygtig politiker, men nu det si’s:

 

Han droppet har både dette og hint,

er blevet alene og noget forpint.

Han lever dog stadig, men bare delvis,

hans eneste læsning er ugens avis.

 

Povl Stevns. (6.10. 1993).

 

 

Nå ́et om præster.

I svunden tid ej fandtes

kvindelige præster;

nu er det gerne dem, man ser,

når man en kirke gæster.

Så er det just i vort provsti,

hvor ud af tolv, der findes ni,

så her de dominerer

og bli’r nok stadig flere.

 

I “gamle dage” præsten var

jo hele sognets lærde,

hos hvem man gerne bad om svar,

når noget var på færde,

som brændte på og var gedulgt

og gerne skulle holdes skjult

af helt private grunde.

Man vidste, præsten kunne.

 

Man kaldte præsten for “Vor få ́er”

i sognene på landet.

den titel nu ej længer’ går,

hvor kønnet nu er blandet.

Måske man her om føje år

en anden titel til dem får,

og den sandsynlighed er stor,

at præstens “titel” bli’r “Vor Mo’er”.

 

Maj 2012.

Povl Stevns.

 

 

Udviklingen hen imod kvindelige præster, tog sin begyndelse, da biskop Hans Ølgaard den 28.04.48 ordinerede de tre første af slagsen i Sant Knuds Kirke i Odense.

På det seneste er denne udvikling forløbet med stormskridt, således at der er i dag er stor risiko for, at man om få år vil betragte præstegerningen som et udpræget kvindejob (vi kender det f.eks. fra sygeplejerskernes verden, hvor en sygeplejerske er en kvinde – eller en mandlig sygeplejerske).

Med den udvikling, vi er inde i p.t., er min formodning den:

1. At færre og færre mænd vil søge det teologiske studie.
2. At en præst er en kvinde, medmindre præsten omtales som en mandlig præst.
3. At en bevægelse i den feminine retning let vil komme til at præge kirkens måde at fungere på i en retning, som meget let kan komme til at virke afskrækkende på mænd og bevirke, at afstår fra at deltage i de kirkelige handlinger og det kirkelige arbejde som sådant.

 

Hvorledes der kan “gribes ind” overfor udviklingen og om en indgriben er ønskelig, er det svært at tage stilling til, men man skal allerede på nuværende tidspunkt gøre sig klart, i hvilken retning udviklingen går med stormskridt og om denne udvikling er ønskelig for menighederne og for det kirkelige arbejde i den danske folkekirke i det hele taget.

Povl Stevns. Maj 2012.

 

Fandens fødselsdag,  11. juni 2012.

 

Den 11. juni 2012 blev sådan en mærkelig dag. Ved morgenbordet talte vi om, at det var “Fandens Fødselsdag”, men at det ikke længere var et problem for os, da vi ikke længere havde afdrag og renter, det forfaldt til betaling. Alligevel blev 11. juni på sin egen måde til “Fandens Fødselsdag”: Klokken 08.50 ringede en dame fra Pengeinstitutankenævnet for at fortælle, at vores klagesag levede endnu og ville fortsætte hermed, indtil der var faldet dom i den sag, der var anlagt som gruppesøgsmål af Garantiblokken i forbindelse med lukningen af den tidligere Løkken Sparekasse. Endvidere gjorde hun opmærksom på, at vores sag, som det så ud i dag, ville blive betragtet som “opsigelsesṣag” og underkendt, som de øvrige opsigelsessager var blevet. Nu måtte man vente på udfaldet af retssagen og se, om den kunne føre til en anderledes afgørelse. En afgørelse i den anlagte retssag havde lange udsigter, føjede hun til. Jeg bekræftede, at vi ikke havde tilmeldt os gruppesøgsmålet, da vi fandt det sikrere hos ankenævnet. (Man kan ikke være med begge steder).

Den 11. juni 2012 var også dagen, hvor 8 biskopper senere på dagen til kirkeministeren afleverede et vielsesritual til brug ved kirkelige vielser af homoseksuelle og lesbiske. Et vielsesritual, der skal være gældende fra den 15. juni 2012. Disse bisper havde tænkt kreativt og manipuleret så meget med skriftens ord, at de var blevet i stand til at udarbejde et sådant ritual, der kunne tilfredsstille kirkeministeren og et flertal af folketingets medlemmer (hvad kommer det egentlig dem ved?). I en kommentar til TV-avisen sagde en præst om dette “mesterværk” bl.a., at de homoseksuelle og lesbiske vel også var lige så gode som alle andre. Hertil er kun at sige, at det er der vel heller ikke nogen, der har sat spørgsmålstegn ved. Sagen er blot den enkle, at det ikke vedkommer sagen, om de er gode eller ikke, men om et såkaldt “ægteskab” mellem dem har hjemmel i den kristne tro. Det er underligt at se, hvordan man gang på gang ændrer på den kristne tros grundlag for at få det til at passe efter kirkens og befolkningens forgodtbefindende med det til følge, at kristentroen udvandes og det hele efterhånden bliver ligegyldigt. Ønsker man vitterlig en ligegyldig kirke, hvor troens ord tilpasses det bekvemmeste og kirkens præster blot skal optræde som ceremonimestre?

Og som den 3. ting, der “falder på plads” den 11. juni 2012, skal nævnes folketingets vedtagelse af loven om 10 m dyrkningsfrie bræmmer langs alle vandløb. Hvem skal så betale? For der skal vel ydes en klækkelig erstatning til bønderne? Sidst man udlagde bræmmer blev grundloven tilsidesat, da dette åbenbart var den letteste måde for folketinget at ordne sagen på. Vil man også denne gang se bort fra begrebet “privat ejendomsret”? Det må desværre frygtes.

Det er beskæmmende at se, hvorledes så grundlæggende værdier som foran nævnt trædes under fode af bekvemmelighedshensyn:

Se, hvorledes det accepteres, at pengeinstitutterne tilsidesætter lovligt og bindende indgåede aftaler.

Se hvorledes, bisperne og det danske folketing fifler med skriftens ord. vild

Og ser, hvorledes det lykkes landets regering at tilsidesætte grundloven, når det passer ind i dens kram.

Ja, det blev alligevel til en “Fandens Fødselsdag”.

En sommerdag,

en morgenstund

en “fødselsdag”, ak, ja!

Man burde starte dagen

med et rungende hurra.

 

Det skete ej, alt det til trods,

en “sky” sig viste brat

og fejed optimismen bort

ved at fortælle at:

 

Vor klagesag har trange kår,

og svaret, det vil bringe,

når det os langt om længe

når sandsynligvis bli’r ringe.

 

Ak, siden fulgte sky ved sky,

til dagen den var omme

og med sig førte, at vi kunne

mærke tvivlen komme:

 

Om intet mer troværdigt er,

om intet mere gælder,

om hvad vi forhen tro’de på,

nu ikke mere tæller.

 

Povl Stevns

En løftet pegefinger.

Året 2020 har udviklet sig til at være et rigtigt Corona år, med en masse kedelige konsekvenser til følge. I håb om at få os til at stå sammen om at bekæmpe virkningerne af denne pandemi og komme billigst muligt gennem den, er vi dagligt blevet tudet ørene fulde af formaninger og restriktioner.  Midt i alt dette og her på den mørkeste tid af året må vi dog ikke glemme at holde modet oppe.  Der er da lys at se forude.

Vi må heller ikke glemme, at der så sandelig også er andre væsentlige ting, det er vigtigt at tage vare på – ikke mindst nu, hvor julen står for døren. Hvad med nisserne? Har du tænkt på dem? Ja, hvad er det dog for noget? Måske det også her ville være fornuftigt med lidt

 

 

Rettidig omhu.

 

Store mænd og store koner,

ungersvende og matroner,

alle går de rundt og tror,

at de ved, hvor Nissen bor.

 

Det var også vældig rart,

hvis det var så soleklart,

men der er det jo slet ikke

og det ved de særligt kvikke.

 

Nisser kommer frem til jul,

ellers lever de i skjul;

overalt de kan forsvinde,

både udenfor og inde,

 

Og i deres gemmer små

kan de alting hitte på:

drive gæk med èn og hver,

lave rod og stort besvær,

 

Stille uret lidt tilbage,

drille mor, når hun skal bage

og hvis de er rigtig slemme,

kan de legetøjet gemme.

 

Rare kan de også være

og de søde børn forære

fine gaver, når til jul,

de forlader deres skjul.

 

Derfor vær mod Nissen sød,

giv til jul ham risengrød;

det vil sikkert ham behage

og han vil dig næppe plage.

 

December 2020.     Povl Stevns.

 

 

Kilde: VisitJammerbugt

Udover at være en af Danmarks mest besøgte bade- og feriebyer er Blokhus kendetegnet ved flere bygninger og vartegn, som blandt andet vidner om tiden som gammelt fiskerleje.

Hvorfor Blokhus?

Navnet på feriebyen Blokhus stammer med størst sandsynlighed fra tiden omkring 1600- tallet.

Blokhus hed på den tid Hune Hvarre.

Herfra dyrkede Hune-bønderne lidt af jorden og supplerede med Fiskeri. Landbrugsprodukterne sejlede de i lette sejlbåde – kaldet sandskuder, til Norge, hvor de byttede deres varer med tømmer.

På den tid fandtes der ikke et eneste træ i Blokhus og omegn, og derfor var det meget eftertragtet at få fat i det norske tømmer.

Da de havde brug for oplagring af varerne, der skulle til Norge, byggede de et par huse af tømmerstammerne.

Disse opbevaringshuse blev også kaldet Blokhuse og heraf fik Blokhus sit navn i begyndelsen af 1600-tallet.

Redningsstation Blokhus

På vejen ned til havet i Blokhus møder du en smuk rødstensbygning med korngult, sirligt stråtag og en mørkegrøn port påmalet to dannebrogsflag over kors. Her ligger Rednings-station Blokhus. Eller i hvert fald en autentisk rekonstruktion af den gamle redningsstation, der, ligesom Blokhus Sømærke, led en tragisk skæbne for tyskernes hånd i 1944.

 

Redningsstationen og fiskeriet var et vigtigt hverv

I tidernes løb har Jammerbugtens farefulde farvand krævet mange ofre. De høje bølger og den stærke vind kan lokke mangt en søfarer på afveje, og i midten af 1800-tallet var antallet af strandinger skyhøjt.

Derfor opførte man i 1852 en redningsstation i Blokhus,

 

hvor 12 bådmænds og 4 reserver blev ansat til at redde skibbrudne.

I alt blev 118 skibbrudne reddet i land af redningsarbejderne, der utrætteligt satte deres liv på spil.

Blokhus får sin stolthed tilbage

Den tyske besættelsesmagt fjernede den oprindelige redningsstation i 1944, da den lå i skudlinjen for en af deres kanoner.

Et halvt århundrede efter, i 2009, blev redningsstationen rekonstrueret få hundrede meter fra den oprindelige placering, og Blokhus fik en vigtig del af sin identitet og historie tilbage.

Blokhuskanonen

Blokhuskanonen har sin oprindelse helt tilbage i slutningen af 1700-tallets England.

I begyndelsen af 1800-tallet blev den fundet som vraggods på stranden i Blokhus. Det var tidspunktet for Englandskrigen, og den er formentlig blevet tabt af en af de mange britiske krigsskibe, der forliste i Jammerbugten.

I en periode blev kanonen brugt til at skyde velkomstsalutter af til skudehandlerskibene – dels for at byde dem velkommen, men også for at anvise retningen ind mod stranden.

For at undgå, at tyskerne skulle tage Blokhuskanonen med sig hjem, blev den gravet ned i klitterne, hvor den tilbragte mange år.

I dag er Blokhuskanonen tilbage i byen som en vigtig del af Blokhus’ historiske identitet, og man kan om sommeren se og høre den blive affyret på stranden ved solnedgang.

Om vinteren kan man beundre den flotte kanon i indgangspartiet i Blokhuset på Torvet.

På vej igennem Blokhus’ historie kommer man også tæt på livet, som det så ud for 1700-tallets fiskebønder.

Navnet Blokhus

stammer muligvis fra dengang da Inger Skeel, Voergård, i 15- 1600-tallet havde boder og magasiner (blokhuse) til opbevaring af korn, smør og kød, som hun eksporterede til Norge. Fra sidst i 1500-tallet menes Aalborg-borgere og herremænd at have haft boder ved kysten til brug ved fiskeri til saltning, ophold o. lign. Dette skulle egentlig være begyndelsen til det egentlige Blokhus, der i 1700-tallet blev en kendt skude handelsplads. Den friske vesterhavsluft tiltrak sommergæster allerede fra midten af 1800-tallet. Det var vist især i koleraåret 1853, at sommergæsterne begyndte at indfinde sig for at finde helbredelse og leve i naturens renhed. Forfatteren Meïr Goldschmidts besøg i Blokhus i 1865 gav anledning til, at Blokhus blev et badested. Han var nemlig den første, der offentligt bekendtgjorde, at man kunne bade direkte i Vesterhavets bølger. De første turister i Blokhus var enten kunstnere eller velhavere. Her fandt de fred, naturskønhed og ensomhed.

Citat fra en rejsebog, 1870:

” Derfra kommer man ved en Afstikkeri Vest til Blokhusene, der ligger tæt ved Vesterhavet som en venlig Oase indenfor et udstrakt Ringhegn af Klitter. Her findes en god Gæstgivergaard, Købmænd, Herredsfoged, Thingsted, Toldembedsmænd, Strandingskommisionær, Branddirektør, Mølle, Redningsstation, mange Haandværkere, men fremfor alt en Badevogn og en dejlig sandbund for Badegæster, der i den senere Tid ret flittigt besøger dette livlige lille Sted.”

Blokhus Sømærke

Et sømærke havde til formål at forebygge strandinger og dermed øge sikkerheden til søs. Oprindeligt var Hune Kirke, der i gamle dage lå helt frit og med udsyn til havet, fordi der ikke fandtes høje klitter som i dag, Blokhus første sømærke. Kirken kunne imidlertid ikke fortælle de søfarende, hvor de befandt sig. Så da man i 1880’erne valgte at bygge 25 sømærker langs den jyske vestkyst, havde hvert sømærke sin egen facon, som også var indtegnet på søkortet og fortalte skibets position. Samtidig kunne en erfaren sømand regne afstanden ud til den forræderiske kystlinie. Blokhus Sømærke blev bygget i 1884 og ombygget i 1898, med ben af jern, da de oprindelige træben, som var af lærkestammer fik sømærket til at svaje i hårdt vejr. I 1944 sprængte tyskerne sømærket og da man efter krigen genopbyggede Blokhus tænkte man ikke på at genopføre sømærket, idet dets funktion ikke længere, i forhold til den nye navigationsteknik havde betydning. I 2006 blev Blokhus sømærke genopført, dette på baggrund af et forslag fra Blokhus og omegns grundejerforening. Sømærket er opført efter de originale tegninger, dog med den ændring, at jernbenene nu er af limtræ, der kan holde til enhver storm. Placeringen er dog ændret, idet den oprindelige placering i mellemtiden er blevet bebygget med sommerhuse.

Kancelligaarden, Strandvejen 4

Den nordre gård, blev opført i 1772–75 og var oprindeligt en stor 5-længet skudehandelsgård. I dag er det kun denne hovedbygning samt ”Hawet” tilbage fra den store gård. Den 51 m. lange smukke bygning blev i 1844 indrettet til herrefoged-kontor, tingsted og toldkontrolstation og efterfølgende fik den navnet Kancelligaarden. Symbolerne over hoveddøren er værd at bemærke, idet det symboliserer: ”Øvrighed – Flid og Fiskeri”. Huset er privat ejet.

 

”Hawet”, Strandvejen 9

”Hawet” er bygget i 1777, og hørte til ”Den nordre gaard”, hvor Kancelligaarden var stuehus. Bygningen fungerede oprindeligt som maltgøreri, hvor man bearbejdede malt til ølbrygning. I 1844 blev huset indrettet til byens fængsel. Her anbragte man mindre farlige fanger. De fleste sad inde for maglende betaling af børnebidrag. En enkelt af fangerne havde 11 børn at betale til, og da man højest kunne sidde i fængsel i 5 døgn, var det for ham og flere andre mænd, en meget god måde at få løst problemet på. Huset er i dag kalket hvidt og har stråtag, ligesom i 1777.

Til forskel fra ”de gamle dage” fungerer ”Hawet” i dag som spise restaurant. Dog kan man den dag i dag stadig se jerntremmerne for det sidste lille vindue mod vejen, der vidner om bygningens historie

 

Mindestenen for fiskere

                                                    

At Blokhus’ redningsfolk og fiskere ofrede deres liv i kampen mod havet, kan i dag ses på den mindesten, som Blokhus Fiskeriforening – nu Blokhus Strand Bådlaug – rejste i begyndelse af 1956. Stenen blev oprindeligt placeret ved stranden, men pga. tilfygning blev den flyttet til Vesterhavsvej. Mindestenen gemmer på fem kæntringskatastrofer, der foregik ud for stranden og som dengang ramte Blokhus hårdt. Hvert år den første fredag i februar, lægger Bådlauget en krans ved mindestenen til ære for de fiskere og redningsfolk, som mistede livet på det barske hav.

Bunker i Blokhus, Høkervej 4

Under krigen opførte tyskerne 23 bunkers i Blokhus by. Flere af disse betonbukers kunne ikke fjernes efter krigen. I stedet blev de indlemmet i bybilledet og flere af dem eksisterer stadig, og kan ses, rundt omkring i byen, dog lettere camoufleret. I dag fremstår denne bunker hvidmalet og med en tagkonstruktion, som camouflerer de buede kanter og det kan måske være svært at forestille sig, at bygningen her blev brugt som kanongarage under krigen. Men lægger man mærke til de tre meter tykke jernbetonmure (fornemmes bedst indendøre), kan man måske fornemme denne bunkers oprindelige funktion.

Niels Jensens Hus, Støvesvej 1

(Huset er nu blevet fjernet til fordel for nyt dobbelthus)

Dette hus har været fiskeren og den berømte marinemaler Niels Jensen’s hjem (1907 – 2003). Han flyttede omkring konfirmationsalderen med sin familie til Blokhus. Han var født ind i en fiskerfamilie og derfor var det også meget naturligt for ham, at han her skulle slå sig ned som rednings-mand og kystfisker. Ægteskabet med Anna startede økonomisk hårdt med tre isvintre i træk, hvilket fik hans hustru til at se mulighederne i hans kunstneriske evner. Niels Jensen har udtalt, at malerarbejdet i begyndelsen skete lidt i det skjulte, for den slags sysler var ikke rigtig noget for en fiskerknægt. Men heldigvis holdt han ved og indså også, at selvom hans store passion var fiskeriet, så var det maleriet der siden 1938 gav familien brød på bordet. Niels Jensen anså ikke sine malerier, der var inspireret af Vesterhavet, bådene og klitterne, for noget særligt, men hans hustru Anna vidste, at han havde stort talent og opfordrede også til, at de mange billeder blev udstillet i København. Efter denne tid begyndte det at gå stærkt for Niels Jensens kunstkarriere. I 1960 udstillede han på Den Frie, hvor et af hans havbilleder blev købt som sølvbryllupsgave til Dronning Ingrid og Kong Frederik. Også atomfysikeren Niels Bohr købte et billede og straks herefter sendte Sverige, Tyskland og Holland bud efter ham. I Danmark blev kunstforeninger og kunstmuseer meget interesseret i at vise hans imponerende billeder. Det var Anna, der klarede paragrafferne, bragte billederne og hentede de få, der ikke blev solgt. En stor milepæl var det for ham, da han i 1979 i en alder af 72 år, blev udnævnt som årets kunstner i Skagen.

 

Strandingskroen – Futten – Bingen,

Strandingskroen, med Futten i baggrunden, tv. Bingen. Strandingskroens gårdsplads, set fra vest mod øst. Først i 70èrne brændte, taget på den stråtækte, nordøstlige længe, som rummer ” Futten”. Det stråtækte tag måtte erstattes fra bunden, for at stedet kunne bevare sin egenart.

 

Blokhus var i midten af 1800-tallet en travl handelsby, hvor skuder fra især Norge og Sverige anløb på den flade strand og hentede landbrugsvarer – korn og smør fortrinsvis. Disse bygninger, der i dag rummer restaurant Strandningskroen, restaurant/værtshus Futten samt Bingen, var oprindeligt Blokhus største skude-handelsgård, også kaldet den ”Den søndre gård”. Hovedbygningen (Strandningskroen) er den yngste af gårdens bygninger, opført i herregårdsstil i 1844. Her fandtes i den østlige del, en meget fin privatbolig og i den vestlige del købmands – og manufakturhandel samt kontor. Der var altid stor aktivitet på gården og mange ”udenbys” kom og solgte landbrugsprodukter især smør, som var en meget stor eksportvare i skudehandels-tiden. Bygningen, hvor Strandingskroen har til huse, var oprindeligt Blokhus’ største skudehandelsgård, og udgjorde sammen med de tilstødende bygninger et naturligt centrum i det historiske Blokhus. De oprindelige bygninger – de to længer, der i dag bl.a. huser Restaurant Futten – blev opført i 1761, og menes at være nogle af Blokhus’ ældste bygninger.

Strandingskroen opførtes i 1844 – i skudehandlens storhedstid -, og fungerede oprindeligt som stuehus, kontorbygning og manufaktur- og købmands-handel. Midt i bygningen var også dengang en stor spisestue, hvor man bespiste de tilrejsende handlende. Her har der været højt humør og glade dage, for når de tilrejsende bønder havde afsat deres varer, skulle det fejres behørigt – og med nyvunden mønt på lommen er det nok ikke gået stille for sig. Når de store skuder anløb stranden, blev spisestuen også omdannet til festlokale. Sø færden over Skagerrak og langs Jammerbugten var lang og farefuld, og mange skibe ligger i dag på bunden af den lumske bugt langs Jyllands nordvestkyst. Når skuderne nåede sikkert frem til anløb i Blokhus, var der stadig en dags arbejde før de var sikkert i land – de store både skulle trækkes på land, og det foregik med håndkraft. Derfor var det dem vel undt, når fiskere og medhjælpere omsider kunne træde ind i spisestuen og varme sig ved en kop opvarmet vin, punch eller brændevin. Disse “anløbsfester” varede ofte til den lyse morgen.  Midt i bygningen var der en stor spisestue til bespisning af de mange besøgende og 45 kuverter var ikke unormalt. Denne spisestue er stadig i dag en del af restaurant Strandingskroen. Den østlige længe (Futten) opført i 1761 betegnes sammen med Bingen, Den vestre længe, der også er opført i dette år, som to af Blokhus ældste bygninger. Den østlige længe fungerede som gårdens stuehus til skudehandler-familierne. I dag rummer bygningen Blokhus’ ældste eksisterende værtshus. Den vestre længe (Bingen) rummede i skudehandelstiden havreloft. I underetagen opbevarede man brændevin, akvavit, sirup, petroleum, tran, fernis m.m. ”Bingen” var betegnelsen på det rum, hvor varerne blev bearbejdet og lagret inden udskibning. I denne bygning opbevarede man også flæsk, huder og skind saltet i to store kar. Der var også et redskabsrum, hønsehus og huggehus med brænde og tørv. I Bingen var der i mange år kunsthåndværk, håndarbejde og lejlighedsvis arbejdende værksted. Denne store gård var centrum for stor aktivitet i Blokhus i form af skudehandel og købmandsgård, men i 1862 kom en ny næringslov, som gav mulighed for at alle kunne drive købmandshandel. Dermed var monopolet slut og de gyldne tider for skudehandlen var ved at rinde ud. Nu behøvede man ikke længere at drage til Blokhus for at handle. Da der ikke længere var fremtid i at drive skudehandel blev ”Den søndre gård” ombygget til Klitgaards Badehotel og videresolgt i 1917.

 

Fiskebondehjem fra 1785, Ribergaardsvej 7a

Dette fiskebondehjem er et af Blokhus’ ældste huse og samtidig en autentisk model for, hvordan fiskebønderne levede i Blokhus omkring 1700-tallet. Fiskebondehuse var som regel altid eenlængede og placeret med gavlsiden mod vest for at kunne modstå den hårde vestenvind. I disse huse var der dyrestald og lade i den ene ende og køkken samt opholds- og soverum i eet i den anden ende. Og inden man begyndte at opvarme og bygge skorstene på husene, ”flyttede” beboerne oftest ud til dyrene for at holde varmen i vinterperioden. Husene var oftest forsynet med lerstampet gulv, og skulle det være rigtig flot var der norsk bræddegulv i storstuen. For at spare på det dyre gulv, blev der ikke lagt gulv under slagbænken og sengekasserne. Derimod lagde man lyngtørv i to lag på ler gulvet med halm over. Dette var ikke bare en effektiv isoleringsform, men samtidig et perfekt sted for mus og andre smådyr. Husets forhenværende identitet er dog ikke til at tage fejl af. Fiskebondehuse var som regel enlængede bindingsværkshuse placeret med gavlsiden mod vest for at kunne modstå den hårde vestenvind. Dette fiskebonde-hjem har højst sandsynligt haft lade og dyrestald i den ene ende af længen, mens den anden ende indeholdt køkken samt opholds- og soverum. Huset er privat ejet.

Forfatteren Thomas Olesen Løkken

Adresse: På nordsiden af Aalborgvej

(i skovkanten mellem Hune og Blokhus).

 

I bybilledet af 30’ernes Blokhus hører digteren og forfatteren Thomas Olesen Løkken (1877 – 1955), hvis mest kendte romaner fra hans forfatterskab er bøgerne om Klavs Bjerg og Bodil. Thomas Olesen Løkken var en festlig fyr, som man ofte mødte som midtpunkt i en klynge letpåklædte badegæster, selv iført mørk habit og sort, bredskygget kunstnerhat.

I 1932 købte Thomas Olesen Løkken den tidligere Herredsfoged-bolig beliggende på strandvejen. Herredsfogedboligen i Blokhus, en historisk bygning, der blev op-ført i 1842. Bygningen blev oprindeligt brugt som bolig for Herredsfogeden, der var en embedsmand, der havde ansvaret for at opretholde lov og orden i et herred. Det var efter at Thomas Olesen Løkken havde lagt sin tidligere tilværelse som bl.a. cykelsmed, elektriker og opfinder bag sig. Han ville han nu her drive ferie – og badepensionat om sommeren og skrive romaner, noveller og digte om vinteren. Kunstnervenner fra hele landet blev hans første gæster, og kunne de ikke betale for deres ophold, blev de enige om at afregne ved, at male billeder til pensionatet eller dekorere dets paneler og vægge.

Lien i Pirupshvarre

Naturområdet for enden af Pirupshvarrevej

Lien er en gammel smuk og imponerende kystskrænt, som i dag kan ses flere steder langs Jammerbugten, bl.a. ved Svinkløv og Slettestrand syd for Blokhus. Den var kystlinie for 4000 år siden, da der skete en landhævning og kystlinien herved rykkede langsomt 500 m. mod vest og dannede et fladt land, som blev kaldt en slette. Samtidig dannede havet en 21 km. lang bred strand, hvis ry som enestående badestrand har bredt sig langt ud over landets grænser. En hvarre er et lille stykke fladt land, som var ryddet for sand og hvor man kunne dyrke landbrugs-produkter.

Maleren Axel P. Jensen, 1885-1973, oftest omtalt som “Axel P”, erhvervede i 1915 et stykke jord på Lien i Pirupshvarre. Samme år byggede han hus der, og boede siden her hver sommer. I 1929 blev et atelier bygget til. Lien var hans udgangspunkt i den vendsysselske natur, som han følte sig stærkt knyttet til og som han skildrede i utallige malerier.

I 1916 var Axel P blevet gift med Anne Katrine Rendbæk fra Vestrupgaard ved Saltum, og de kom til at følges ad gennem et langt liv indtil hun døde i 1959.

Forfatteren Ole Wivel skildrer i sin bog om Axel P, “Maleren og han Motiv”, Lien således:

“Går man på stranden, som her synes bredere end alle andre steder langs Jyllands vestkyst, ser man ind over dyrkede marker mod den høje klint, som løfter sig stejlt under Vendsyssels mægtige himmel. Og der, højt oppe, ligger Liens to længer, stuehus og atelier, begge kalket i en sart, dirrende rosa farve, man ellers kun synes, man ser i syden. De lyser langt bort i deres festlige skønhed.”

Axel P havde i 1920’erne og 1930’erne flere udsmyknings-opgaver. Bl.a. i foyeren i Statsradiofonien ved Kgs. Nytorv, den nuværende Ny Scene på det Kgl. Teater. Men især arbejde han en del for det danske postvæsen. Han udsmykkede hovedpost-kontoret i Århus, posthuset i Skive, malede generaldirektør Mondrup og i perioden 1924-30 tegnede han en række danske frimærker.

Generaldirektøren kendte han i øvrigt fra Pirupshvarre. Han havde sommerhuset Rylereden, et af de første sommerhuse mellem Pirupshvarre og Saltum Strand. Ligesom Pirup, der i dag hedder Pirupshvarre (området hvor kystskrænten ses meget tydeligt) hed Blokhus før 1600-tallet Hune Hvarre. Herfra dyrkede Hune bønder lidt af jorden og supplerede med Fiskeri. Landbrugsprodukterne sejlede man i lette sejlbåde – sandskuder, til Norge, hvor man byttede sine vare med tømmer (På denne tid fandtes der ikke et eneste træ i Blokhus og omegn, derfor var det meget eftertragtet at få fat i det norske tømmer). Da man havde brug for oplagring af varerne til Norge, byggede man et par huse af tømmer-stammerne, også kaldet Blokhuse. I begyndelsen af 1600-tallet fik Blokhus heraf sit navn.

Vraget af ”De tre Venner”, 1882

På stranden mellem sti 33 og Ovesensvej

I sejlskibenes tid har Jammerbugten altid været frygtet som et farligt farvand med stærk strøm og lumske revler, hvilket også gav bugten sit navn. Blokhus strand har været udsat for et utal af strandinger og i perioder har stranden været oversået med skibsvrag. I sandet på stranden nord for Pirupshvarre-bækken skjuler der sig et vrag af den norske bark ”De tre Venner”. Af og til kommer vraget frem, når strøm og vindforhold tillader det. ”De 3 Venner/Trende Venner” blev i 1807 kapret af briterne og 1809 atter frigivet. Skibet blev 1844 ombygget, 1854 for tømret og 1862 repareret og var fra 1870 hjemmehørende i Christiania og havde fra 1877 J. Petersen som skipper.

Skibet var på vej fra Christiania til Dieppe med trælast, da det i hårdt vejr 7. januar 1882 ved 15-tiden ind strandede (eller land-sattes) ved Blokhus og huggede sig over 3. revle, hvorefter det med strømmen drev nordover til Pirupshvarre. Der huggede den sig med kappede master også over revlen og satte sig på inderste revle. Forsøg på redning med raketapparat og redningsbåd måtte ved mørkets frembrud afbrydes, men lidt efter kl. 20, da månen begyndte at lyse, satte redningsbåden atter fra land og reddede ved 22.30-tiden den 8 mand besætning i land. De havde fast-surret sig til en af masterne for ikke at blive skyllet overbord.

Redningsmænd fra Blokhus redningsstation var rykket ud med redningsraketter, som kunne skyde en trosse ud til skibet for at fastgøre en redningsstol. Da det mislykkedes flere gange, måtte man ro ud over den voldsomme brænding med den tunge redningsbåd for at nå skibet. To gange mislykkedes denne umenneskelige anstrengelse og med tøjet fastfrosset til kroppen roede man tilbage for at blive ”tøet op”. Tredje gang lykkedes det endelig at nå skibet og dermed redde de otte søfolk efter syv timer dramatisk, men vellykket redningsaktion.

Skipperen aflagde i aviserne sin hjerteligste tak for redningen.

 

Jens otto Madsen – januar 2024