Vester Hjermitslev Telefoncentral
af Lisbet Thorendahl
På adressen Blæshøjvej 5 i Vester Hjermitslev, hvor CENTRALEN havde til huse i 56 år, var jeg i den sidste del af 50erne den sidste hjemmeboende datter i Marie og Jens Andreasens hus. Fra denne periode vil jeg indlede denne artikel med at tegne et dagligdags billede af, hvordan centralpasning og livet omkring centralen foregik i vores hus.
Centralbordet, – med “propper” hvorigennem samtaler mellem de forskellige abonnenter kunne etableres, og “klapper, der faldt”, når en abonnent ønskede at telefonere, – var kontrolpanelet i datidens telefonsystem. Dette centralbord var placeret i et rummeligt værelse på 1. salen i vores hus. I dagligt sprog kaldte vi denne etage for loftet. I tilslutning til centralstuen havde den pige, der var ansat til at passe centralen, sit værelse. Hun tituleredes i Hjermitslev og omegn som “centraldamen”.
Hendes arbejdsdag begyndte klokken syv om morgenen og sluttede klokken otte om aftenen. Det var den daglige åbningstid på ugens seks hverdage. Herudover kunne der ringes til almindelig takst søndag formiddag indtil klokken 11. Centraldamen havde en fritime hver eftermiddag og weekendfri hver anden uge. Efter Jens Andreasens egne døtre var flyttet hjemmefra, var den senere centralbestyrer Meta Pedersen fast afløser ved centralen. En centraldame i Vester Hjermitslev havde sidst i 1950erne en månedsløn på et par hundrede kroner.
I dagens første morgentimer telefoneredes der ikke meget. I denne stille tid gik centraldamen til og fra, alt imens hun gjorde morgentoilette, fik tøj på, fik fyret op i gløderne i den lille kakkelovn i centralstuen og hentet brændsel til dagens forbrug i brændeskuret. Klokken otte kom min mor op i centralstuen med morgenmad, der bestod af kaffe og mellemmadder. Ud over at holde rent i centralstue og på eget værelse havde centraldamen ingen huslige pligter. Efter morgenmaden blev centralstuen rengjort, og sengen redt i værelset ved siden af. Mellem ni og ti begyndte folk at ringe, og så var der nok at lave ved centralbordet indtil ved middagstid. I formiddagstimerne var de fleste samtaler relateret til byens forretningsliv.
Klokken 11.30 var middagsmaden parat. Det var varm mad, som regel med kartofler og kød til forret og derefter én af de utallige, men nu næsten glemte, varme eller kolde efterretter. I middagspausen blev centraldamen afløst og spiste ved bordet i køkkenkrogen, oftest før vi andre. Af og til sad min mor og sludrede med hende, mens hun spiste.
Over middag var der igen nogle relativt stille timer ved centralbordet, hvor der var tid til at læse eller lave håndarbejde. Af og til oplyste en kommende centraldame ved ansættelsessamtalen, at et af hendes motiver til at søge jobbet drejede sig om, at hun var forlovet og gerne ville have tid til at sy udstyr til ægteskabet. Klokken 14.30 bar min mor eftermiddagskaffen med brød eller kage ovenpå. Sidst på eftermiddagen, ofte mellem klokken 16 og 17, havde centraldamen sin fritime. Oftest gik hun en tur i byen. Forrettede ærinder for sig selv og snakkede med veninder og folk på gaden. Den sidste eftermiddagstime ved centralbordet var ofte hektisk, ligesom den sidste time inden lukketid klokken 20 også var det.
Vivi Nielsen ved centralbordet i 1959.
I dagens løb havde centraldamen ofte kortere besøg af veninder. Det måtte naturligvis ikke tage overhånd, men der var, som det kan forstås, indimellem god tid til venindesnak. Også efter lukketid var centralstuen et populært sted at søge selskab. Centraldamen havde principielt fri efter lukketid, men jævnligt valgte hun at hygge sig i den varme stue med et par veninder på besøg. I den situation tog hun sig naturligvis af de få abonnenter, der af presserende grunde brugte telefonen i aftenens løb.
Det sindrige betjeningsbord med minuture, knapper og ledninger og den tilhørende stol fyldte pladsen foran det store kvistvindue i centralstuen. Af andre møbler var der et lille skrivebord og en gammel kontorstol med vinrødt plys på sædet og buet ryglæn. Over skrivebordet var der et romantisk landskab fra Tyrol med ramme om. En væg i rummet var dækket af et mørkt træpanel, bag hvilket der var opsat en masse ledninger og de tekniske installationer, der hørte centralbordet til. På den modsatte væg var der et åbent skab med en mængde små rum. Her var der markeret en plads for hver abonnent, og heri blev dagligt lagt de notaer, der fortalte, hvortil den enkelte havde ringet. Det var kun udenbys samtaler, der blev noteret. Indenbys samtaler var betalt med abonnementet. Det var Jens Andreasen selv, der førte telefoncentralens regnskab, ligesom det var ham, der stod for samtalestationen, der bestod af en vægtelefon ophængt i et hjørne af hans butikslokale. Her kunne folk i realiteten dag og nat komme og låne en telefon mod betaling.
Oftest valgte centraldamen naturligvis at holde helt fri og forlade centralstuen efter lukketid. I så fald bankede hun på døren til vores stue nedenunder og annoncerede, at hun gik, og at hun havde aktiveret alarmklokken, så vi nede i stuen kunne høre, når en abonnent eller to i aftenens løb ønskede betjening. Vi kunne således om aftenen og om søndagen sagtens passe telefoncentralen fra stuen eller fra den øverste del af haven. Alarmklokken ringede højt og vedvarende, når nogen ønskede at telefonere, og så rendte én af os op ad trappen og klarede ekspeditionen. Det kunne være frygteligt irriterende og ærgerligt, hvis det skete midt under et hørespil på radioen.
Om natten var det altid Jens Andreasen selv, der reagerede på klokkens enerverende kalden. Det var langt fra hver nat, det skete, og man faldt hurtigt i søvn igen, når lyden af hans nøgne fødder havde fortonet sig hen over loftet. Det skete dog enkelte gange, at vi alle blev indviet i det, telefonsamtalen havde drejet sig om, og fars lidt hæse stemme eksempelvis ud over loftet forkyndte: “Det brænder i Alstrup!” Så var vi hurtigt på benene for at kikke efter ildskær og lytte efter brandbiler og for at hjælpe far med at ringe til medlemmerne af “det frivillige brandkorps”, som han havde pligt til at aktivere.
I denne relation kunne det måske være relevant at berøre det pinlige emne: lyttede man, og videregav man det, man blev vidende om ved centralbordet? Det gjorde man selvfølgelig ikke, men alligevel er spørgsmålet mere indviklet at svare på end som så!
Der er nok ingen, der har passet centralbordet uden at være “kommet til” at lytte på den ene eller anden måde. Eksempelvis skulle vi ved udenbys samtaler bryde ind hvert 3. minut og forkynde, hvor længe abonnenterne havde talt. Det var én måde at “komme til” at lytte på. Problemet var, ifølge min opfattelse, ikke, hvad man blev bragt til kendskab om ved centralbordet, men hvordan etikken var hos den enkelte, der betjente centralbordet. Ved ansættelse blev enhver gjort bekendt med tavshedspligten og skrev under på at ville overholde den. I mit hjem snakkede vi aldrig om etik, balancer og grænser i forhold til denne tavshedspligt, men jeg mener, at mine forældre lagde tonen an, så vort hus ikke blev en sladrebutik. Når jeg anfører, at det med tavshedspligten ikke er så enkelt endda, ligger det i at man ved centralbordet helt automatisk blev oplyst om mange ting. Først og fremmest brugte hjermitslev- og alstrupboere almindeligvis ikke telefonnumre, når de ville snakke med nogen. Det, de sagde, var, at de skulle have fat i doktoren eller dyrlægen, og det var ikke usædvanligt, at der fulgte en bisætning efter, der fortalte om årsagen. Det kunne være manden, der oplyste, at konen var ved at føde, eller en anden, der fortalte, at hans ko lå på marken med strittende ben og trommesyge, og at han derfor havde brug for dyrlægen. Det kunne udmærket være, at manden med den fødende kone senere på eftermiddagen stoppede på sin cykel under centraldamens kvist og annoncerede, at det var blevet en dreng. Var den slags oplysninger nu omfattet af absolut tavshedspligt? Det var her, vi balancerede, og jeg mindes ikke, vi nogensinde kom dårligt fra det. Jeg tror, at vi i familien, uden at tænke særlig meget over det, var meget bevidste på tavshedspligtens etik og på de balancer og grænser, der var for, hvad der fortaltes videre.
I det følgende vil jeg berette om centralens oprettelse, om abonnentudviklingen og om de fire bestyrere, der betjente jobbet i de 65 år, centralen eksisterede.
Vester Hjermitslev telefoncentral
I 1897 får de tre selskaber Jydsk Telefonaktieselskab (JTAS), Fyns kommunale Telefonselskab (FTS) og Kjøbenhavns Telefonaktieselskab (KTAS) koncession på anlæg og drift af telefoner og telefoncentraler inden for de nævnte landsdele.
Vester Hjermitslev Central bliver oprettet i 1905. Centralen har som udgangspunkt 9 abonnenter. Jydsk Telefonaktieselskab må have haft tiltro til udvikling på området, idet investeringen ikke umiddelbart stod i et fornuftigt forhold til indtægterne.
Men som det fremgår af nedenstående skema bliver det hurtigt “moderne” at telefonere. Abonnenttallet stiger støt i telefoncentralens periode, der slutter med automatisering af telefonnettet omkring 1970. I de 65 år Vester Hjermitslev telefoncentral består, er der, som det kan ses nedenfor, ligelig kønskvotering til bestyrerjobbet, der skiftevis er besat med mænd og kvinder.
Ved at studere de årligt opdaterede abonnentlister, hentet fra Jydsk Telefons arkiv i Århus, og derigennem følge udviklingen i perioden fra 1905–1970, får man en god fornemmelse af, såvel hvordan telefonens udbredelse forløber i de to sogne, Hjermitslev og Alstrup, som centralen dækker, men også af hvordan de pågældende landsbysamfund udvikler sig i samme periode. Man ser, at det er gårdene, der dominerer abonnentlisterne indtil 1928. Herefter spores de dårlige tider for landbruget, og visse gårde opsiger abonnementet. Vi skal helt frem til 1949, før gårdene igen er med, som de var i 1928. De dårlige tider kan kun svagt spores i udviklingen af antal butikker med telefon. Dette forstået på den måde, at vækstraten er højst indtil 1928, men det absolutte antal stiger dog gennem hele perioden. Samme billede gør sig gældende for håndværkerne. Udviklingen inden for “andre faggrupper” med telefon er stor og stigende over hele perioden og viser den variation af erhverv, der igennem årene farver den lille by. Under denne kategori er der i 1928 – afholdshotel, bank, førstelærer, handelsmand, Hvetbo Herreds Avis, isskabsfabrik, jernbanestation, kreditforeningsrepræsentant, lærerinde, mejeri, musiker, sognefogederne i Hjermitslev og Alstrup, vejassistent og to vognmænd. Vi skal helt frem til 1965, før den første arbejdsmand får telefon. Ligeledes skal vi frem til 1955, før der kommer gang i telefonerne inden for kategorien “andre persongrupper” med telefon. Her er det de pensionerede ægtepar og enkefruerne, der kommer på telefonnettet og med stor stigning i årene op til 1970.
Når “antal abonnenter i alt” ikke altid er i overensstemmelse med abonnentgrupperne
på tværs er årsagerne dels partstelefoner og dels flere erhverv hos den enkelte.
Jens Nielsen Jensen, centralbestyrer 1905-1915
Ved telefoncentralens oprettelse i 1905 bliver vejmand Jens Nielsen (1873-1958) af Jydsk Telefon ansat som første centralbestyrer. Som udgangspunkt har centralen i Vester Hjermitslev som nævnt 9 abonnenter, hvoraf 3 er fra nabobyen Manna, der endnu ikke har telefoncentral. Telefonpionererne i Hjermitslev er træhandler C. J. Christiansen, Assenbækvej 4, smedemester Valdemar Kristensen, Assenbækvej 9, købmand Hejle Sørensen på Torvet, Assenbækvej 1, snedkermester K. Ribergaard, Blæshøjvej 9, proprietær Th. Klit Jensen på Lemmergaard og gårdejer Christen Nørgaard i Alstrup.
Centralbestyrer Jens Nielsen er, ligesom sin kone Kirsten, født i Vester Hjermitslev og kommer til at leve hele livet her. Han var håndværksuddannet som murer, men blev allerede som 22-årig ansat ved Hjørring Amts Vejvæsen. Det var Jens Nielsen, der byggede huset på Blæshøjvej 5, og det er her, telefoncentralen ved oprettelsen i 1905 bliver installeret. I perioden herefter åbner Jens Nielsen byens første barberstue i den østre ende af huset – dér hvor træhandler Jens Andreasen senere får butik. For Jens Nielsen har jobbene som barber og centralbestyrer været deltidsarbejde i og med, at han fortsat er fuldtids ansat ved vejvæsnet. Her bliver han i 1923 forfremmet til vejassistent. Kasketten, som han bærer på billedet, er et symbol på denne titel.
Jens Nielsen er også en aktiv mand i byens offentlige liv. Han er således i en periode formand for mejeriet og i en anden periode formand for sygekassen. Afholdssagen har hans store interesse, og også her er han formand på et givet tidspunkt. Det er nok tvivlsomt, hvor meget han har betjent abonnenterne ved centralbordet. Dette arbejde har antagelig været udført af hustruen Kirsten og døtrene Marie, senere gift med gdr. Lars Poulsen i Alstrup, og Kathrine, senere gift med lillebilejer Emil Andersen, Vester Hjermitslev. Med det lave abonnenttal i de første år har pasning af centralbordet været et arbejde, som man gik til og fra, og centralbordet var, siges det, i de første år placeret i familiens stue.
Som 42-årig vælger Jens Nielsen at ophøre som centralbestyrer. Han køber landbrugsejendommen Elmely, Blæshøjvej 88. Ejendommen er beliggende vest for Hjermitslev by. Jens Nielsen dør som 84-årig, og i en årrække her forinden bor han og hustruen Kirsten i et hus på Assenbækvej 13 i Vester Hjermitslev by.
Det bliver enken Maren Andreasen, der i 1915 overtager bestyrerjobbet efter Jens Nielsen.
Maren Andreasen centralbestyrer 1915-1920
Maren Andreasen (1862-1932) bliver således den anden centralbestyrer i Vester Hjermitslev. Hun er født i dette sogn på gården Hjertholm.
Maren bliver gift i 1887 med Morten Christen Andreasen fra Thise. Han var før giftermålet tjenestekarl i hendes hjem. Deres første hjem er et husmandssted på Grindsted Mark, øst for Brønderslev. Inden min far Jens Andreasen bliver født i 1890, er Morten og Maren blevet gårdmandsfolk. De har nu en mindre gård i Agdrup vest for Brønderslev. Men uheldet er ude, Morten Andreasen dør af blindtarmsbetændelse nogle få år efter århundredeskiftet. Maren står nu tilbage med fem børn og en økonomisk situation, der er sådan, at hun vælger at blive husbestyrerinde på Stadsvold i Thise. Hun flytter hertil med sine tre yngste børn, der er piger. De to ældste drenge, Niels og min far Jens, kommer til mostrene på henholdsvis Grønborg og Hjertholm. Hvor længe Maren er husbestyrerinde vides ikke, men det står nok hurtigt klart, at det ikke bliver en stilling for livet. Nogle år før 1915, hvor Maren Andreasen bliver bestyrer på centralen, flytter hun og de tre piger til ejendommen Elmely, Blæshøjvej 88, som nævnt vest for Vester Hjermitslev by. Denne ejendom er på dette tidspunkt ejet af Hjertholm og jorden drevet herfra.
Da den tidligere og oven for nævnte centralbestyrer Jens Nielsen i 1915 ønsker at afgive bestyrerjobbet, ønsker han tillige at skifte huset på Blæshøjvej 5 ud med en landejendom uden for byen. Enden bliver, at han indgår en byttehandel med Poul Dam på Hjertholm, der således bliver ejer af huset på Blæshøjvej, samtidig med at Jens Nielsen overtager ejendommen Elmely. Maren Andreasen, der på dette tidspunkt er 53 år gammel, bliver således centralbestyrer og ved familiens hjælp – Poul Dam var gift med Marens Andreasens søster – lejer af huset på Blæshøjvej 5.
Ved Maren Andreasens overtagelse i 1915 har centralen ca. 40 abonnenter. Fem år efter er abonnenttallet mere end fordoblet. Det har antagelig været gode år for Maren Andreasen og de yngste af hendes børn, pigerne Anna, senere gift med Laurits Laursen, Års, og Maren, senere gift med skrædder Adolf Engelund, V. Hjermitslev. Pigerne, der har været over konfirmationsalderen på dette tidspunkt, har utvivlsomt afløst moderen ved centralbordet.
Maren Andreasen er centralbestyrer i Vester Hjermitslev fra 1915 og til omkring 1920, da min far Jens Andreasen overtager hvervet. Fra Jydsk Telefons arkiv i Århus er jeg kommet i besiddelse af den kontrakt, hun i sin tid underskrev som centralbestyrer – mærkeligt nok ikke med sit fødenavn eller giftenavn, men med sit fornavn efterfulgt af navnet på den gård, som hun stammede fra, og som hun nok med en vis selvbevidsthed stadig identificerede sig med.
Kontrakten med Jydsk Telefon Aktieselskab beskriver detaljeret funktionerne og kravene i jobbet, da enkefrue Maren Hjertholm den 22. September 1915 underskriver kontrakten:
“Jeg, undertegnede Maren Hjertholm, paatager mig at udføre alt til V. Hjermitslev Telefon Centrals Drift hørende Arbejde med Hurtighed og Akkuratesse og efter de mig til enhver Tid af Telefonselskabet, gennem dettes Ingeniør, eller anden dertil af Selskabet beskikket Funktionær, givne Anvisninger og Instrukser. For saa vidt jeg ikke personligt udfører dette Arbejde, skal jeg dog sørge for, at det udføres ved deri kyndige Personer, hvis Antagelse dertil er anerkendt af Selskabet, og da paa mit Ansvar. I øvrigt med nedenstaaende Forpligtelser.”
Disse forpligtigelser drejer sig først og fremmest om tavshedspligt “Hemmeligholdelse af, hvad han eller hun maatte blive bekendt med under Arbejdet”. Dernæst pligt til – “hvis en af Selskabets Stationer eller en Abonnent forlanger det, skal Centralbestyreren hidkalde til Telefonsamtale en given Person, saavidt denne bor nærmere ved V. Hjermitslev Central end nogen anden. Betalingen for en saadan Tjeneste tilfalder Budbringeren, og Beløbet er fastsat af Ministeriet. Beløbet afkræves den Tilkaldte, og betales inden Telefonen benyttes. Nægter nogen Tilkaldt at betale Gebyret, er Bestyreren ikke oftere pligtig at tilkalde ham. Det er strengt forbudt, ligemeget hvem, der forlanger det, at bringe noget gennem Telefonen meddelt Bud eller Besked til Nogen. Gør Bestyreren det alligevel, er han ifalden den af Ministeriet derfor bestemte Bøde. Undtaget herfor er dog Buds Udbringelse af ren tjenstlig Natur”.
Centralbestyreren er endvidere forpligtet til – “at udbringe de til Stationen indløbne Telegrammer paa Vilkaar og mod en Betaling, der fastsættes af Ministeriet”.
Og med hensyn til centralens åbningstider: “Saavel Central som Samtalestation skal holdes aaben efter de Regler og til de Tider, der til enhver Tid er gældende for Selskabets øvrige Centraler. Uden for denne Tid skal Bestyreren holde aabent, naar en Abonnent forlanger det og vil betale 50 Øre pr. paabegyndt Time herfor. Beløbet tilfalder Bestyreren, og han er berettiget til at sikre sig Betalingen forud. Selskabet indestaar ikke for disse Betalinger”.
Endvidere fremgår det af kontrakten, at centralbestyreren ved slutningen af hvert kvartal skal aflægge regnskab for de førte samtaler.
I fast løn modtager centralbestyreren 15 kr. årligt for hver abonnent, der har direkte linje til centralen og 25 kr. årligt for hver abonnentlinie, hvorpå der er 2 eller flere abonnenter.
Af samtalestationens bruttoindtægt afgives ved kvartalsopgørelse 1/3 til selskabet, mens 2/3 tilfalder bestyreren. Hvis bestyreren selv bruger samtalestationens telefon, skal det noteres og betales som ovenfor, og 1/3 af beløbet skal sendes til selskabet.
Til sidst i kontrakten er der redegjort for opsigelsesvarsler fra begge sider. Det vil sige med ½ års varsel til 1. januar og til 1. juli Dog har Jydsk Telefon ret til uden opsigelse at hæve kontrakten til enhver tid, når centralen efter aktieselskabets skøn ikke passes tilfredsstillende.
Det bliver Maren Andreasens næstældste søn Jens Andreasen, der omkring 1920 overtager centralbestyrerjobbet efter hende.
Marie og Jens Andreasen,
centralbestyrer 1920-1961Jens Andreasen (1890-1983) er uddannet ved landbruget og har, indtil han bliver gift som 29-årig, haft ansættelse på flere store gårde som forvalter. Godset Åkær ved Odder i Østjylland er én af dem og Albertinesminde i Østvendsyssel en anden. Det er på denne egn, han træffer sin kommende kone. Hun er kokkepige på gården Rugtved ved Vorså. Hun hedder Marie Jørgensen og er fra Albæk sogn. Begge har været et halvt år på Roskilde Højskole, inden de gifter sig i 1919. De havde tænkt sig, har de fortalt, at en mindre landejendom skulle blive rammen om deres hjem, men manglende økonomisk formåen gjorde nok, at de som nygifte flytter ind i huset hos Jens Andreasens mor på Blæshøjvej 5 i Vester Hjermitslev. Jens Andreasen har måske også kunnet se de muligheder, der var inden for butiksvæsnet i landsbyerne. I hvert tilfælde får han sig hurtigt arrangeret med et lille butikslokale i den tidligere barbersalon og med værksted i tilslutning hertil. Efter et kursus i træskomageri bliver dette håndværk sammen med salg af tobaksvarer nogle af de mere omfattende aktiviteter i hans butik. Det har ikke været muligt at finde ud af, hvornår Jens Andreasen præcist overtager hvervet som centralbestyrer, men det har antagelig været omkring 1920. I de første år herefter må det antages, at den tidligere centralbestyrer fortsat har taget sig af abonnentbetjeningen. Hun delte indtil sin død i 1932 hus med sønnen og hans familie. Men med det øgede abonnenttal og Maren Andreasens skrantende helbred har Jens Andreasen fra midt i 20erne og indtil sidst i 30erne haft en række ansatte centraldamer. Margrethe Pedersen eller “Postens Margrethe”, som hun kaldtes, er den eneste, der huskes fra denne periode. Hun bliver senere kendt i Hjermitslev og omegn som en dygtig kogekone, og med den kompetence som vurderingsgrundlag skulle hun engang have sagt, at hun aldrig havde spist bedre, end da hun, som centraldame spiste sine daglige måltider i Marie Andreasens køkken.
I en tiårs periode herefter er det helt eller delvis Jens Andreasens egne døtre, der passer centralbordet. Af disse er det især Grete f. 1922, Gerda f. 1924, Gutte f. 1926 og Inga f. 1928, der huskes fra jobbet. Jens Andreasens ældste datter, Ester f. 1920, kom hurtigt efter endt skolegang i lære hos manufakturhandler Peter Rasmussen i Vester Hjermitslev og har af den grund ikke arbejdet derhjemme som centraldame. Fra sidst i 40erne er de fem ældste af Jens Andreasens seks piger enten blevet gift eller på anden måde flyttet hjemmefra. Fra dette tidspunkt og indtil 1961, hvor han ophører som centralbestyrer, er der i jobbet ansat en række af dygtige centraldamer, og fra denne periode huskes de fleste. Den første var Aase fra Bindslev, herefter Karen Larsen, datter af Christian Larsen (Christen Lassen), V. Hjermitslev, – Edith fra Pandrup, – Line Larsen, endnu en datter af Christian Larsen, V. Hjermitslev, – Hedvig Kristensen Dahl fra Sønder Saltum, – Inger Aakjær fra Nørre Saltum og den sidste Vivi Nielsen fra Thise.
Den 71-årige Jens Andreasen valgte i 1961 at gå på pension. Han opsagde derfor sin kontrakt med Jydsk Telefon Aktieselskab, og natten imellem den 2. og 3. oktober 1961 flyttes centralborde og samtlige tekniske installationer fra Blæshøjvej til Enkestræde. Centralen blev installeret i et hus her med den nutidige adresse Thomas P. Hejlesvej 4.
Det bliver Meta Pedersen, der i en årrække har været afløser på centralen hos Jens Andreasen, der bliver hans afløser.
Meta Pedersen centralbestyrer 1961-1970
Den 2. februar 1961, et halvt års tid før ovennævnte flytning af centralen, overtager Meta Pedersen f. 1934, posten som centralbestyrer. Hun har lært arbejdet ved centralbordet på Smidstrup central og ved senere ansættelser på telefoncentralerne i Vrensted og Stenum. I perioden 1954 – 1961 er hun fast afløser hos Jens Andreasen på Vester Hjermitslev Central.
Meta Pedersen er, på det tidspunkt hun overtager jobbet som centralbestyrer, alenemor med to små drenge, Christian og Eddy, og hun bor i et hus østligt i byen. Det viser sig nu ved ansættelsen, at der er regler, der fastslår, at telefoncentral og samtalestation skal være beliggende midt i det område, der betjenes. Det betyder, at Meta Pedersen er nødsaget til at se sig om efter et mere centralt beliggende hus. Det bliver “Sy Theas” hus i Enkestræde, nu Thomas P. Hejlesvej 4, som hun køber til formålet.
Ved Meta Pedersens overtagelse af centralen i 1961 er der omkring 145 abonnenter. Med så stort et abonnenttal er hun ikke i tvivl om, at hun til pasning af centralen skal have ansat en heltids centraldame. I de ni år Meta Pedersen er centralbestyrer, har hun tre damer ansat i jobbet. De er alle er fra lokalområdet, og den første er Anna Marie Christensen, datter af Anders Christensen, V.Hjermitslev, herefter Anette Stagsted fra Tranum og til sidst Birthe Buje, datter af Aage Buje, Alstrup og Grete Larsen, gift med gårdejer Niels Larsen, V.Hjermitslev, der deltes om jobbet.
I den periode Meta Pedersen er centralbestyrer, stiger abonnenttallet fra 145 til 184. Arbejdet som centraldame ændrer sig med det øgede abonnenttal. I årtiet forinden var der, som vi har hørt, god tid til at sy og læse i dagens stille tider ved centralbordet. I 60erne er det et travlt job dagen igennem. Meta Pedersen fortæller, at travlheden ikke sjældent fortsatte efter lukketid klokken tyve. Værst var det lørdag nat, efter at Vester Hjermitslev hotel havde fået spiritusbevilling, og de store lørdagsballer var højeste mode. I disse nætter blev der ringet efter taxaer natten igennem.
I 1970 automatiseres telefonnettet, og de små telefoncentraler på landet lukkes. Den 8. oktober klokken 13 er det slut med Vester Hjermitslev Central. Meta Pedersen har trukket alle propper ud, og den sidste samtale over den gamle central er afsluttet. Abonnenterne har fået installeret automattelefoner, og samtalerne fra Vester Hjermitslev skal, indtil fuldautomatisering indtræder, betjenes fra den halvautomatiserede central i Manna.
Hermed er den første fase i telefonens historie i Danmark afsluttet. Telefonnettet bliver i de følgende år fuldautomatiseret, og en ny og utrolig omfattende udvikling inden for telefonvæsnet tager her sin begyndelse.
