Forfatter: Jens Otto Madsen
landmanden Niels Hjorth der gjorde vand til lys
Historien om landmanden Niels Hjorth der gjorde vand til lys
Niels Hjorth hans bænk. Niels Hjorth f. 1869, d. 1960
HAN GJORDE VAND TIL LYS
Skrevet af Poul Krabbe 2005
Hvad har en skrummel bænk, lavet af en landmand og smed for 80 år siden, med Bindslev Gl. Elværk at gøre? Tilsyneladende intet.
For den lå mellem så mange andre gamle sager i maskinhuset på gården Skrubbeltrang, lige udenfor Bindslev. Gården blev solgt, bænken halet ud af maskinhuset – hvad skulle den gamle ejer med den? Et øjebliks tvivl, så fik den alligevel lov til at komme med flyttelæsset.
Niels Hjorth havde selv lavet den, kort før han solgte Skrubbeltrang.
Han var blevet enkemand og skulle nu klare bedriften selv, desuden var kræfterne ikke, hvad de havde været. Nej, så hellere afhænde, og så se om han kunne få en ordentlig aftægtsordning med den nye ejer. Og hvad, manden var jo gammel, så man kunne godt være i det flinke hjørne og tilbyde ham en rimelig kontrakt. Det kunne vel tilmed hentes ind på gårdens pris. Papirerne blev underskrevet. Økonomien i den sag blev nu ikke helt, som efterfølgeren havde regnet med. Niels Hjorth blev meget gammel, over halvfems, blev boende på gården, og spiste ikke som en fugl. Bænken fik han god brug for. Den stod lige op mod stuehuset, og der sad han i over tyve somre og kiggede på livet her ude på gårdspladsen. Her kunne han se, når hestene kom rumlende ind med den stive arbejdsvogn efter sig. Jernringene larmede hen over brolægningen, og alligevel spidsede gårdhunden ikke ører, når den hørte vogntoget nærme sig. Den kendte deres egne heste på travet. Den lå på en kolde trappesten, hvor den kunne holde gigten ved lige, og hvorfra den kunne overskue, hvad der måtte være verdenen. Når posten kom og lagde avisen ind på bryggersbordet, blev den liggende. Kun en gang havde den rejst sig, da brevbæreren skrævede over den for at komme ud, og det var den ene gang for meget. For posten, siger sig.
Den nye pige havde hentet en taburet for at kunne sidde ude i solskinnet og bælge ærter. Niels Hjorth drillede med hendes kæreste; det havde hun hørt på før, men så gik noget af den formiddag da! De skidtvigtige hanekyllinger rodede op i støvet. Modsat hønsene, måtte de selv sørge for det meste af føden, en ørentvist de kunne overraske, eller en af de sløve sensommerfluer. Kokkene spilede nakkefjerene op for at provokere, hvad der nu sjældent kom noget ud af, ikke en gang en lade-som-om slåskamp. Der stod for lidt på spil.
Nede i hjørnet, hvor slibestenen stod, var en skrukhøne kommet ud i lyset med et nyt kuld kyllinger. Kom der en silhuet til syne over gårdspladsen eller katten nærmede sig, klukkede hun ophidset, og lidt efter sad flokken gemt under hendes vinger. Duehøgen er farlig, og katte skal man aldrig stole helt på. Herude på den plads, hvor han hentede den gamle mands oplevelser, som regel de samme som i går og i forgårs og dagen før, kunne han følge med i en film over et langt liv som bonde. Dyr der blev spændt for, slagtet, hentet, parret, vandet eller vist frem. Samme forestilling, der var gået over en gårdsplads i tusinde år, samme rollehavere, samme tilskuere og samme kulisser.
Nu var det ved at være sidste sæson, de store gårde havde bygget store stuehuse, som de ikke havde brug for, karlene blev alligevel boende oven på hestestalden. De fleste af dem rejste til storbyerne og pigerne fulgte med. Det blevet sjældent syn at se folk på markerne; kun maskinerne. Naboerne havde ikke tid længere, ingen heste rimmede over til dem på den anden side af bækken. Husdyrene blev indskrænket til to arter: Kvæg og svin, medmindre man da talte hunden og det katskidt med.
Niels Hjort nåede at få de sidste oplevelser med, men så var man også kommet til sidste akt.
Hvis du vil høre mere om det, må du opsøge en af de gamle på Plejehjemmet Smedegården, eller endnu engang læse for dine børnebørn om Emil fra Lønneberg.
Det var svært for ham ikke at blande sig i gårdens drift. Når ejeren var taget i byen, gik han efter karlenes stemmer, indtil han fandt dem. Selv efter tyve år som aftægtsmand stod der endnu så meget respekt tilbage for ham, at karlene standsede arbejdet og hørte efter. Han blev aldrig træt af at foreholde dem, at de skulle holde orden på gården, også under den nye ejer. De skulle gøre det, akkurat som karlene gjorde i hans tid. Endda selvom det ikke blev påskønnet, ja selvom de fandt, at det tog for lang tid med al den orden. Da han var mand på gården, brugte han lang tid på at lære en ny karl at skovl og kost til at muge med, skulle renses efter brugen. Og derefter skulle de stilles ude i laden, halvanden meter fra døren ind til stalden. Ikke en meter, og ikke to meter, men halvanden meter.
En ny karl syntes det var noget pjat at gøre en mogskovl ren efter brugen, den ville alligevel komme til at se sådan ud næste formiddag, men efter nogle uger opdagede de noget: Når Hjorth havde lært dem at en ko skulle malkes, sådan som han ville have det, og ikke kun indtil man blev øm i håndleddene, eller når han havde herset længe med dem, for at de skulle lægge seletøjet rigtigt på hestene, ja så gik det op for dem, at de køer, de havde ansvaret for, ikke fik yverbetændelse, når de blev malket helt ud, og der ikke stod en sjat mælk tilbage i det varme yver, når de var færdige. Og at den hest, hvor seletøjet var lagt rigtigt på, ikke gjorde sig utilbens, som når det var hastværk, der afgjorde om hestene skulle få gnavsår af de snærende remme, og derfor ikke kunne lægge hele trækkraften i arbejdet. Endnu engang opfordrede han dem til at tage den holdning med sig, når en dag en familie eller et brug, blev deres ansvar.
En kendt dansker tog det motto til sig “RETTIDIG OMHU”. Det kunne have været Niels Hjorths motto, men i Bindslev brugte man ikke den slags, og dog passede ingen ord og inden mand bedre sammen. I 1920 blev der brug for det løsen og den mand. Elektriciteten var nogle år tidligere blevet indført i Danmark ved et el-værk på Fyn. Det var nu gået op for folkene i Bindslev, hvor afgørende det var for det lokale samfund, at de nye tider også kom hertil. Tællepråsene trængte til en afløser, for slet ikke at tale om de forjættelser, der lå i at elektriciteten kunne omskabe noget af det hårde legemlige slid, som var vilkårene, ikke mindst i landbruget.
Bindslevboerne besluttede sig for at bygge et el-værk, koste hvad det ville.
Efter nogle forgæves, men kostbare forsøg med andre energikilder til at drive et sådant værk, var man på grund af 1. Verdenskrigs mangler på importerede varer, nødt til at forsøge sig med vandkraften. Man havde jo åen. Man ville bygge et maskinhus hen over en slyngning af åen, hvor det var muligt at dæmme op for vandet, og dermed udnytte den energi, der ligger i faldende vand.
Endelig kunne man se opfyldelse af flere års forsøg med at indføre en ny tids teknologi, endelig kunne man se en mulighed for at få noget for de mange penge, som private og sogneråd havde skudt i projektet.
Men lige netop på det tidspunkt indtraf katastrofen, ja to endda. Man skulle nemlig grave et rum ud nedenunder huset, således at man kunne anbringe en turbine, som så skulle skabe vandpresset om til roterende bevægelser for at danne elektriciteten. Dette krævede, at man lavede en dæmning foran huset, så man kunne arbejde tørskoet.
Og her gik det galt.
Man havde engageret en ingeniør fra Sønderjylland til at lave dæmningen. Hans plan viste sig ikke at du. Man ansatte derefter en erfaren entreprenør til at forestå arbejdet. Ham lykkedes det at bygge en dæmning, men netop mens man var ved at grave ud i læ af hans projekt, brød dæmningen sammen.
Ingen af de to, ingeniøren eller entreprenøren, ville forsøge sig igen. Der var ingen, der ikke deltog i håbløsheden – undtagen en: Niels Hjorth. Han indkaldte sogneråd og andelshavere og tilbød at gøre det, som begivenhederne havde vist, var en umulighed: At dæmme vandet op, indtil arbejdet med bygningen var gjort færdig. Han satte andelshaverne med hjælpere stævne en dag fra morgenstunden. I dagene forinden havde han opsøgt nogle bundgarnsfiskere og af dem lånt en rambuk. Desuden havde han fremskaffet en stor stabel pæle. Han havde påbudt andelshaverne at medtage et stort antal sække. Til brug for arbejdet ude på vandet havde han lejet en fladbundet pram.
På selve dagen var han gået ned til el-værket, så snart det var lyst nok til at arbejde. Med hjælp af to af sine karle havde han målt vandstanden, havde spændt tre reb over åen, der hvor dæmningen skulle ligge. Tre alen mellem tovene – ikke mere -ikke mindre. På hvert af tovene havde han bundet tjavser der, hvor pælene skulle hamres ned.
Da folkene var ankommet, instruerede han dem i, hvor de skulle grave leret, der skulle i sækkene, hvor meget de skulle fyldes op, og hvordan der skulle bindes for sækkene: Med råbåndsknob, og ikke med noget som helst andet! Han havde tilmed sat en gammel mand til at kontrollere knuderne, inden de blev rakt ud til hjælperne, der skulle anbringe sækkene efter hans anvisninger. Rettidig omhu!
Inden pælene blev banket ned, havde han kasseret en del af dem, fordi der var en knast eller flere i spidsen. Der var ekstra at tage af. Hen på formiddagen var man nået så langt, at nu kunne han fjerne det første reb, for så at gå videre til det næste. Han gav en mand besked på at hale det ind. Det gjorde han, men smed så rebet på jorden. Niels Hjorth blev vred og råbte, at det skulle lægges sammen. Han fik et tvært svar, og rebet blev liggende. Tid var der ikke overskud af, og alligevel standsede han arbejdet, både på vandet og ved skrænterne. Der skulle ikke arbejdes mere, før det reb var lagt sammen! Resten af formiddagen skovlede og bar man så i en trykket og tavs stemning.
Det blev middag og folkene spiste de medbragte klemmer.
Der blev murren, da Niels Hjorth ville, at de skulle fortsætte uden pause. Nogle satte sig demonstrativt, og begyndte at snakke indbyrdes i trods mod lederen. Niels Hjorth blev hurtigt klar over, hvad vej dette kunne gå. Han sprang fra prammen ud i åen, hvor vandet nåede ham over livet, fik rakt en sæk ned fra prammen og vaklede så hen til pælene. Han måtte have armene helt under vand for at lægge sækken rigtigt. Gentog så handlingen. Folk blev flove og bad ham om at kravle op i båden igen. De hev ham op, og han stod så i vådt tøj, hvid i hovedet af raseri eller kulde, men fortsatte med at give ordre.
Jeg tror at de fleste, der har prøvet hårdt legemligt arbejde, kender den situation: Arbejdet er kedeligt og anstrengende; det er umuligt at se egen fordel ved dets udførelse. Men så kan det pludselig ske, at der kommer en rytme over arbejdet, ja at det bliver næsten som musik. Nu dirigerer man selv værket, trætheden forsvinder, og selv er man vokset ind i opgaven. Det er dejligt at blive brugt, og der er en mening med det hele. Nu var 100 mand, en leder, pæle og sække blevet til et. Før solen gik ned, stod dæmningen der – solid, tillidsvækkende, en halv meter over vandet opstrøms, nedstrøms en mur hvor vandet kun var blevet til et par dyndede pytter.
Bindslevboerne samlede deres redskaber sammen, gned træskoene i græsset, gik så hver af dem hen og gav Niels Hjorth hånden, inden de fandt hjemvejen.
Niels Hjorth havde gjort, hvad ingen anden havde kunnet. Han havde reddet sognet fra at miste så meget at der ikke engang blev til fattighjælpen. De rige blandt andelshaverne havde han hjulpet til ikke at miste en formue. De fattige til ikke at miste alt. Hans største bedrift var dog, hvad han lærte folk i Bindslev: At når viljen er der, og modet kommer til, så kan vi selv dæmme op for håbløsheden.
Hjørring har sin hellige Birgitta, Aalborg Skipper Clement, Thisted I. P. Jacobsen, Hirtshals Jørgen Fibiger, Skagen har Krøyer, Frederikshavn Tordenskjold.
I Bindslev har vi Niels Hjorth. Skammeligt om vi ikke ville kendes ved ham.
Poul Krabbe
Bindslev
Februar 2005
Kunst fra Hjørring i flotte tegninger.
En Taars historie om en købmand og hans 4 sønner
Som det vil være mange af læserne bekendt, eksisterede der i første halvdel af forrige århundrede en lille vendsysselsk togbane: Hørby-Hjørring, dog kun i fire årtier, fra 1913 til 1953. På sin rute gennem det herlige midt- vendsysselske landskab passerede banen bl.a. min kære fødeby, Taars. Foruden passagerer var det vistnok mest grus og lignende råmaterialer, som banen fragtede. Også andet gods af forskellig art medbragtes, sågar i enkelte tilfælde levende dyr. Således blev der i 1949 (eller circa deromkring) med togbanen fragtet en hund, dog uden modtagerens vidende. Det er en spøjs lille historie, der siger en del om vendsysselsk mentalitet, og som jeg vil berette i det følgende.
I 1930’erne levede der i Vendsyssel en købmand ved navn Thomas Peter Larsen. Han havde fire sønner, som han sammen med sin hustru Asta opdrog i den indremissionske tro. Det sagdes om købmand Larsen, at han havde held dermed, idet alle fire sønner voksede op og blev gode og skikkelige samfundsborgere. Men, som Hans Scherfig nok ville have sagt det: det var de måske også blevet uden den håndfaste strenge opdragelse, som drengene under opvæksten måtte døje!
Brødrene Johannes og Ejnar, mens de endnu boede hjemme hos forældrene. Ejnar er iført matrostøj, men det skulle blive den hvide mejeriuniform, han som voksen kom til at bære
.
Johannes med hund under dennes kortvarige men lykkelige tid som bagerihund i Taars.
.
Den yngste af brødrene, Ejnar, var glad for dyr, og han spurgte en dag sin far, om ikke nok han måtte få en hund. Dertil var svaret imidlertid et kort og klart NEJ! .. Og så blev der ikke talt mere om det! Som tiden gik overvejede Ejnar, om han skulle forsøge sig med en fornyet forespørgsel, men vurderede at chancen for et for ham mere succesfuldt resultat var minimal. Tværtimod ville det sikkert afstedkomme en lussing, thi havde man fået nej én gang, var det en dårlig idé at spørge igen om det samme!
I lighed med sine brødre, flyttede Ejnar som 14-årig hjemmefra. Faderen havde skaffet ham en læreplads på et mejeri. Dermed var det på dette tidlige tidspunkt I Ejnars liv besluttet, at det skulle blive hans levevej at være mejerist. Ejnar var godt tilfreds hermed, men det havde såmænd nok ikke gjort den store forskel, hvis han havde ment noget andet.
Som en del af sin læretid tournerede Ejnar i de kommende år rundt mellem forskellige mejerier i Nordjylland. Ejnar var en vennesæl og udadvendt dreng og ung mand, som skaffede sig venner, hvorend han kom frem, men den evige skiften til nye steder fik den store dreng/unge mand til også ofte at føle sig lidt ensom.
En dag, kort tid efter at Ejnar var flyttet til mejeriet I Skæve, var han så heldig at få en ny bekendt dér, som godt forstod at Ejnar kunne føle sig ensom. Denne nye bekendte mente ovenikøbet, at han kunne hjælpe Ejnar. Hans schäfertæve havde nemlig netop fået et kuld hvalpe, så han spurgte Ejnar, om han kunne tænke sig at få én af dem, endda ganske gratis. Ejnar var nu en voksen mand i begyndelsen af tyverne; han behøvede ikke længere at spørge far om lov til det ene eller det andet – så efter kort betænkningstid svarede han JA TAK! Vendelboer har som bekendt til alle tider haft vanskeligt ved at sige nej tak til ting, som er gratis!
Måske Ejnar alligevel burde have tænkt lidt længere over det gode tilbud, for det var mere af kærlighed end klogskab, at han tog imod hundehvalpen. At have hund skulle nemlig snart vise sig uforeneligt med mejeristerhvervet. Hans beskedne hyre som mejerielev led anske vist ikke den store overlast, eftersom ‘vapsen’ levede fint af madrester og madaffald, bl.a. osterester, gammel ymer og tykmælk.
En anden og alvorligere ting var, at mejeribestyreren på Skæve mejeri, så snart han erfarede om hundens eksistens, begyndte at påtale overfor sin elev om uhensigtsmæssigheden i dennes dyrehold. Mester gentog flere gange, at Ejnar måtte skaffe sig af med kræet, men skønt Ejnar prøvede ihærdigt – påstod han I hvert fald – at afsætte den dejlige hund til anden side, ‘var der ingen, der ville tage imod den’. Tiden gik med talrige advarsler og Ejnars vedholdende undskyldninger og bortforklaringer, men en dag omkring 1950 gjorde mester Ejnar klart, at han indenfor en uge måtte skaffe sig af hunden – eller finde anden beskæftigelse! Det var sidste advarsel, og Ejnar forstod nok, at denne gang var det alvor!
Ejnar overvejede at få en bekendt, som var jæger, til at skyde sit elskede dyr. Men efter at have aftalt det med jægeren, aflyste han det straks igen, for han kunne simpelthed ikke nænne det, da det kom til stykket. Der måtte være en anden udvej! Pludselig slog en idé ned i ham: i Taars boede hans to år ældre bror, Johannes – der i modsætning til Ejnar boede i eget hus! Og broren var mindst ligeså glad for dyr, som Ejnar var. Heller ikke dette arrangement skulle imidlertid senere vise sig at være den smarteste løsning, Ejnar kunne udtænke.
Johannes var nemlig bager og rådede foruden bageri også over et konditori med flødeskumskager, samt selve bagerforretningen. Ejnar burde jo vide, at ikke mindst en bager derfor havde nogle væsentlige hygiejne hensyn at tage. Desuden havde Johannes og hans kone netop fået endnu et spædbarn, nr. 3 I rækken. Et dyr at passe oveni alt det andet var ikke netop, hvad Johannes gik og sukkede efter. Alligevel var Ejnar så begejstret over sin egen idé, og han tænkte, at han i det mindste kunne vinde lidt tid ved at sende hunden til Johannes, og måske i mellemtiden finde en bedre permanent løsning.
Han besluttede sig for at sende hunden med toget. Så fik hans bror heller ikke muligheden for at afslå, hvilken Ejnar frygtede han ville gøre, hvis han selv troppede op med dyren. Han bandt en snor på hunden og gik de 10 km ned til nærmeste station fra Skæve, foretog sig det fornødne med hensyn til fragtbrev mv., betalte for fragten og sendte en bøn til de højere magter om et lykkeligt udkomme af affæren.
Ejnar havde naturligvis til hensigt at ringe til sin bror og give besked, således at broren kunne være forberedt på hundens ankomst. Ejnar vidste dog ikke lige, hvordan han skulle belægge sine ord. På den lange vandretur tilbage til mejeriet havde Ejnar intet andet at foretage sig end at gruble over, hvad han skulle sige til broren I telefonen, men nåede alligevel resultatløs tilbage til Skæve.
Næste morgen fik Johannes et uventet telefonopkald fra stationsforstanderen på Taars Station. Der stod en hund og ventede på ham! Det kan ikke passe, protesterede Johannes, der havde hænderne fulde med at bage brød. Fragtbrevet sagde imidlertid “Til Bager Larsen, Taars” – der var ikke noget at tage fejl af, så Johannes måtte en tur ned på stationen. Han fik forevist fragtbrevet og måtte konstatere, at den for ham ukendte ‘pakke’ ganske rigtigt var stilet til ham.
Han blev således noget forbløffet over pludseligt at være hundeejer, men hunden viste sig heldigvis at være sød og fik nu en god tid I Taars med al det gamle wienerbrød, den kunne æde. Men nu var det altså storebror, som sad med ‘sorteper’ og måtte lide den tort, det var få advarsler – i hans tilfælde fra levnedsmiddeltilsynet, som var endnu mindre tålmodig end Ejnars mester havde været. Efter to år måtte Johannes med stort ubehag tage fat om nældens rod og få hunden aflivet.
.
Hverken Ejnars børn eller jeg fandt billeder fra Ejnars mejerigerning, desværre. Som et plaster på såret er her et foto fra et fynsk mejeri fra samme tid, dvs. ca 1950, hvor Ejnar allerede var godt i gang med sin mejerikarriere. Heller ikke på dette fynske mejeri fandtes det opportunt at have en hund rendende rundt! 
.
Mens hunden blev forkælet med et par gode leveår i Taars, havde Ejnar haft travlt med på anden vis at bortdrive sin ensomhed. Til et missionsk sangstævne nede i Jylland et sted traf han en sød pige fra Varde, Erna. I løbet af ikke stort mere end et års tid var de gift og flyttet sammen i Ejnars lille lejlighed ovenpå mejeriet, og havde tilmed fået en lille søn, Kurt.
Johannes bar ikke nag til lillebroren over, at denne havde ‘prakket’ ham en hund på, og de to brødre bevarede et kærligt og tillidsfuldt forhold livet igennem, også selv om Ejnar endte med at bruge størstedelen af sit arbejdsliv langt fra hjemegnen, som specialist i fremstilling af smør på diverse mejerier I det sydlige Jylland. En hund fik dog ingen af brødrene nogensinde igen!
Info om Hjørring-Hørby banen:
DEN ULYKKELIGE SOLDAT FRA TOLNE
kilde: Mikkel Nielsen, Sæby
.
.
Ved Tolne boede i 1894 en familie, hvor sønnen den 22 årige Jens Jørgen gjorde tjeneste som soldat i Aalborg.
I påsken 1894 havde han været hjemme i to dage, og havde da været i godt humør, og ingen anede da, at han snart ville søge døden for egen hånd.
Faderen hørte et rygte, at hans søn var set på egnen natten mellem en tirsdag og en onsdag i april 1894, men troede ikke rigtig på rygtet.
Da han torsdag morgen fik brev om, at sønnen havde forladt sin tjeneste uden tilladelse, blev han betænkelig, og frygtede det værste.
Faderen gik da til gården, hvor sønnens kærestes forældre boede, og spurgte, om de havde set noget til Jens Jørgen.
Her havde han banket på om natten og spurgt efter sin kæreste, men var straks gået igen, da en fremmed stemme svarede ham.
Man gennemsøgte laden og øvrige udhuse for at finde ham men forgæves.
Hele torsdag nat holdt faderen vagt ved gården i håbet om, at sønnen ville dukke op.
Det skete ikke, og dagen efter var de flere mænd, der gennemsøgte Tolne Skov, da han frygtede at sønnen ville tage sig af dage, især efter gårdmandens kone havde fortalt ham, at hendes datter havde skrevet til sønnen i Aalborg og meddelt ham, at hun hævede forlovelsen.
Om fredagen da der atter var søgt i skoven, fandtes han liggende i gårdmandens lade i noget hø.
Faderen fik ham overtalt til at gå med ham hjem, og sønnen var da meget forstyrret, og fortalte, han var fortvivlet over, at kæresten havde hævet forbindelsen, og over han havde forladt soldatertjenesten uden tilladelse.
Faderen fik talt ham lidt til ro, og de blev enige om, at de næste morgen sammen skulle rejse til Aalborg.
Faderen der var blevet søvnig af de sidste dages uro, gik i seng, mens sønnen sad og talte meget fornuftigt med sin mor, og sagde, han ville skrive et brev.
Moren så ham skrive på flere sedler, men han talte hele tiden sammenhængende og fornuftigt.
Ved 23tiden ville han gå ud og træde af på naturens vegne, men lovede straks at komme ind igen.
Da der var gået en time, og han ikke var kommet tilbage, vækkede moren faderen, der straks søgte efter ham, men fandt ham ikke.
Derimod fandt han i vinduet en konvolut, hvorpå han havde skrevet, at han hellere ville lade sig køre over af toget, end han ville langt bort fra sin pige.
Faderen gik nu til Tolne Station, men her var han ikke set, klokken var da mellem 3 og 4 om morgenen.
Faderen gik langs jernbanesporet i østlig retning, og en 400 meter fra stationen fandt han sønnens krop i to dele.
Kroppen lå mellem skinnerne og kroppen udenfor sporet.
Da intet tog om morgenen endnu havde passeret Tolne Station, måtte det have været nattoget, der klokken 24 passerede Tolne, som havde kørt over den ulykkelige.
Jens Jørgen Jensen havde aldrig før været tungsindig eller forfalden til druk.
Han omtaltes som et livsglad og godt menneske.
“brokkenskij”
Som overskriften – sådan udtales det i Vrensted
En god lille historie som desuden skabte kontakt til tidligere arbejdskammerater tilbage i 1960erne
af fhv. præst Poul Sørensen, født og opvokset i Vendsyssel
PROKKENSKIDE
Vi var ikke “mågvorn” i mit barndomshjem, men med 9 børn på hjemmebane kunne ting og sager ikke altid ligge arrangeret i sirlig orden i skabe, skuffer og på hylder.
Helt ærligt kunne tingene lige så godt være havnet nede på gulvet eller andre ubekvemme steder.
Den slags uorganiseret rod og uorden kaldte vi selv for “prokkenskij”.
Mon ikke de fleste voksne vendelboer kan nikke genkendende til denne form for rod?
Heller ikke ordet “prokkenskij” vil være dem ubekendt.
Niels Hausgaard bruger ordet i en af sangene på pladen “Når alt kommer til alt” fra 1981.
Dér hedder det om en vendelbo: “Haj hae dæj mjæst ukristeli’e prokkenskij uenom hans gårr”.
Det har godt nok set “kønt” ud, må jeg nok sige.
Noget lignende har jeg selv set flere steder, ikke bare i Vendsyssel, men dér havde vi et træffende ord for sådan noget ragelse, der bare lå hulter til bulter.
Jeg husker, at min ældste bror Niels sidst på eftermiddagen i foråret 1961 kom hen til mig og sagde: “Poul, kan du ikke rydde lidt op i den prokkenskij, for der kommer en ung pige på besøg i aften!”
Så kan det nok være, at der kom gang i kost og fejeblad og bagning af en søsterkage.
Niels ville jo gerne have, at den unge pige fik et så godt indtryk som muligt af stedet.
Den unge pige må have fået det bedste indtryk af Niels og det, som han var rundet af, for hun kom ind i familien og er lige fyldt 85 år.
Så sådan en prokkenskij er altså ingen hindring, når det gælder de største og fineste ting i livet.
Hej Poul . Du har tilsyneladende ikke glemt vendelbomålet . Vi havde samme læreplads hos Møller Lee Hjørring Trælasthandel, sidst i tredserne. Husker du Kelly og Holger? Vi var 4 lærlinge på samme tid.
Tak, har lige læst dit opslag om at være i lære hos Møller Lee. Genkender meget af det du skriver. Dejligt at få opfrisket gamle minder.
Flot beskrivelse af vores læretid hos Møller Lee. Dejligt at du har taget dig tid til at beskrive tiden dengang.
Den bringer mange minder frem om de mennesker der var der dengang. Der var jo også By-Hansen som kun kørte varer i byen (blev nogen gange til Fy-Hansen)
Vi har solgt vores ejendom i Vogn og bor nu i Sindal. Ellers er din hukommelse rigtig nok, jeg var AF-chef i Frederikshavn fra 1992 til 2007 hvor det statslige AF system blev nedlagt
Kelly Ottesen Hej Kelly, hyggeligt at høre fra dig, der nu har flyttet sig fra Vogn til Sindal, så er der ikke så langt hjem til Bindslev.
Tak for gode minder ved Møller Lee.
Vi to ryddede en dag op i den prokkenskij, som havde hobet sig op i “Det gule hus”, som lå som et spøgelseshus i udkanten af tømmerpladsen. Jeg var dengang ved at dø af grin under oprydningen, hvor jeg stod med kosten og du med et fejeblad. Du optrådte dengang som klovnen Charlie Rivel – det var kostelig underholdning. Arbejdsformidlingen kunne have skaffet dig ind på et teater dengang!
Du, Gunnar, hvis muligt også Holger og jeg bør mødes i en café i Metropol i Hjørring, når jeg næste gang kommer ril Hjørring.
Det bli’r grin, fatter!
Jeg mødte byforvalteren PHJ ude i Aalborg i 1970’erne.
Jeg mødte ham i en pinsekirke, hvor min fætter Esben havde mødt sin kone.
By-forvalteren havde omvendt sig – ja, det har vi alle brug for.
Jeg har også engang spurgt om vej hos en flink mand på gaden i Hjørring. Da han havde vist mig på rette vej, spurgte jeg ham: “Kjeldsen, kan du huske, dengang vi var hos Møller Lee?”
Så genkendte han også mig.
Kjeldsen tog alting afslappet og på en humoristisk måde.
Lev vel, Kelly!
Det er en aftale, at de 4 lærlinge mødes på den gamle tømmerplads og rydder lidt op i den prokkenskij.
Så vidt jeg husker hed det gule hus “Krogen”
Hvis du er i Hjørring engang kunne det da være hyggeligt at mødes.
Giv mig et kald på 40229807 hvis det bliver aktuelt.
Ha’ det godt
Forfatter
Kelly Ottesen Ja, det kan sagtens blive aktuelt!
Jeg kunne godt tænke mig at komme til juleudstilling i Hjørring.
Lige som i gamle dage, selv om Hjørring har forandret sig siden.
Gårdbogård 1929
Gårdbogård
- juli 1929
Hvor Danmarks nordligeste herregård, Gårdbogård, nu ligger omgivet af vide enge, veldyrkede agre og store plantninger, var for et halvt hundrede år siden en sø, omgivet af hede land og klit.
Lodsejerne omkring søen havde længe spekuleret på, om ikke det kunne lade sig gøre at sænke vandstanden i søen, og derved indvinde eng. I året 1854 begyndte de at uddybe Knasborg Å, der dannede afløb fra søen til havet. Dette forsøg mislykkedes dog der mest. Det var først, da den nuværende ejer af Gårdbogård, etatsråd JW. Larsen tog arbejdet i sin hånd, at det lykkedes helt.
Etatsråd Larsen købte Nørre- og Søndre Gårdbogård, hvis jorder stødte ud til søen. Disse to gårde var dannet af jorder, der havde hørt under en gammel herregård, som var blevet stykket ud, efter at dens jorder omkring 1660 delvis var blevet ødelagt af sandflugt, og ved sammenkøbet af disse gårde genopstod Danmarks nordligste herregård.
Arbejdet med udtørringen af søen blev påbegyndt i 1881. Der blev gravet en kanal omkring hele søen, “landkanalen”; denne kanal fik en længde på 8,8 km og var 4 m bred. Tværs gennem søbunden gravedes en hovedkanal direkte ud til Knasborg Å, og fra hver side sender landkanalen gennem to smukke vandfald sit vand ud i hovedkanalen i skoven nær Gårdbogård.
Søen havde en dybde på 2 á 3 særlig stor dybde, men Knasborg Å måtte uddybes 6 á 7 m for at vandet kunne ledes bort. Søen kunne allerede delvis tørlægges i april 1882.
Det på denne måde indvundne areal beløb sig til 650 tdr. land til Gårdbogård, medens de øvrige 250 tdr. land tilfaldt de øvrige lodsejere omkring søen.
Ved tørlægningen blev der fanget og solgt fisk for adskillige tusinde kroner; det var særlig ål og gedder, der blev fanget.
Søbundens dyndjord afgiver en udmærket engbund. Vårsæd trives også godt, derimod egner den sig ikke så godt for vintersæd, da stærke tøbrud om foråret undertiden kan sætte den lavtliggende jord under vand.
Alle bygninger har etatsråd Larsen selv opført. Den smukke hovedbygning med tårn er opført i 1891. Den er muret i røde sten i hollandsk renaissancestil. Tegningerne er leveret af arkitekt Martin Borch. Stalde og lader bærer tal for det år, de blev bygget. Over hestestalden og kostalden er der anbragt henholdsvis afstøbningen af et hestehoved og et oksehoved, så man straks kan se, hvad der er hvad.
Skoven, der ligger omkring Gårdbogård har etatsråd Larsen selv plantet. I alt har han tilplantet ca. 300 tdr. land af gårdens dårligste jord.
Malkekvæget på Gårdbogård består udelukkende af jerseykøer. Der er for tiden en besætning på 135 stk. Etatsråd Larsen har som den første indført jerseykvæget til Danmark.
Det påstås almindeligvis, at denne kvægrace er meget modtagelig for tuberkulose, og mange steder ser man da også, at jerseykvæget bukker under for denne for vort landbrug så alvorlige sygdom; men etatsråd Larsen forsikrer, at det ikke er så vanskeligt at holde kvæget fri for sygdommen, blot man vil passe nogenlunde omhyggeligt på, I hvert tilfælde har han ikke haft sygdommen blandt kvæget i alle de år, han har haft jerseykøer på gården, og der findes også mange andre jerseybesætninger i Danmark, der er holdt helt fri for tuberkulose.
I det hele taget har etatsråd Larsen gjort et stort arbejde for udbredelsen af jerseykvæget i Danmark. Han har indført 5 a 600 stk., hertil og været formand for jerseyforeningen í 25 år.
Gårdbogård har på grund af sin sædvanlige tilbliven og på grund af den mønsterværdige måde, hvorpå den bliver drevet, stadig været genstand for den mest levende interesse, ikke alene fra et landbrugsmæssigt synspunkt. Etatsråd Larsen modtager jævnligt besøg af landbrugsinteresserede foreninger, men ikke nok med det; der aflægges også ofte besøg af folk, hvem ikke i særlig grad selve landbruget interesserer så stærkt, men som med egne øjne gerne har villet se det enestående arbejde, der er udført.
Tekst og billeder af Ejnar Rolighed Larsen år 2000
Jens Otto Madsen
Danmarks nordligste herregård Gårdbogård
Gårdbogårds historie
Gårdbogård er en historisk herregård beliggende ved Aalbæk i det nordligste Vendsyssel, ca. 20 km syd for Skagen, og er med sin nordlige placering Danmarks nordligste herregård.
Godsets historie kan spores helt tilbage til middelalderen, og i dag fremstår herregården som et velbevaret stykke historie med sit særprægede udtryk, der eftergiver 1800-tallets nationalromantik. Gårdbogård er nu privat hjem for familien Christiansen, og derudover beskæftiger virksomheden sig med de tre hovedområder: landbrug, jagt, og events.
Navnet kendes fra 1335 som Garthbuth, af gammeldansk garth ‘indhegning’ og -bod.
Den nuværende Gårdbogård oprettedes af entreprenør Jørgen W. Larsen (1851-1931) på de arealer der fremkom da han fik Gårdbo Sø udtørret. Hovedbygningen opførtes 1896 efter tegninger af Martin Borch og blev fredet i 1990.
Gårdbogård, Danmarks nordligste herregård ved Ålbæk 20 km sydvest for Skagen. En adelig sædegård af samme navn kendes fra 1335, men tilsanding ødelagde den i løbet af 1500-t., og det tilhørende birk nedlagdes endeligt 1797.
Gårdbogård er i dag beliggende ca. fire kilometer vest for Aalbæk i Råbjerg Sogn, Horns Herred, Frederikshavn Kommune. I den sydøstlige del af sognet øst for den nu udtørrede Gårdbo sø lå i middelalderen Gårdbogård.
Gaardbogaard Gods er på 916 hektar. Grundlæggeren af Gårdbogård, Jørgen Wendelboe Larsen, tørlagde Gårdbo Sø i årene 1881-83. Søen var indtil da den største i Nordjylland. Afvandingsanlægget blev restaureret i 1941-45 med betydelig statsstøtte fra Landbrugsministeriet.
Danmarks Naturfredningsforening ønsker at genskabe Vendsyssels største sø, Gårdbo Sø, som blev tørlagt i slutningen af 1800-tallet. Gårdbo Sø er tørlagt ved dræning og gravning af kanaler. Vandet bliver stadig pumpet væk og via en ringkanal ledt til Knasborg Å.
Syd for Gårdbogård skal der 1842 under flyvesandet være fundet spor af en bygning, vistnok den ældre Gaardbogaard.
Ejere af Gårdbogård
(1335-1343) Ridder Henrik Nielsen Panter
(1343-1536) Vrejlev Kloster
(1536-1559) Kong Christian d.3
(1559-1577) Kong Frederik d.2
(1577-1592) Karen Ejlersdatter Rønnow gift Bille
(1592-1604) Ingeborg Nielsdatter Skeel gift Banner til Voergård
(1604-1608) Slægten Arenfeldt / Slægten Lykke
(1608-1611) Hans Axelsen Arenfeldt
(1611-1658) Jørgen Hansen Arenfeldt
(1658) Margrethe Jørgensdatter Arenfeldt gift (Banner) Høg
(1658-1661) Tage Banner Høg
(1661-1662) Tage Banner Høg / Christoffer Frederik Buck
(1662-1671) Lene Rud gift Grubbe / Knud Christoffer Ulfeldt / Ida Skeel gift von Rantzau
(1671-1684) Ida Skeel gift von Rantzau
(1684-1724) Enke efter Frederik Rantzau til Krapperup m.v.
(1724-1771) Christian Ottosen von Rantzau
(1771-1782) Frederikke Louise von Raben gift von Rantzau
(1782-1793) Carl Adolf Christiansen von Rantzau
(1793-1795) Søren Hillerup
(1795-1854) Den Dansk Stat
(1854-1880) Forskellige Ejer
(1880-1931) Lars Jørgen Wendelboe Larsen
(1931-1940) Engeline Margrethe Thorn gift Larsen
(1940-1964) Georg Østergaard
(1964-1974) Ejnar Flensted Nielsen
(1974-1999) Vincent Carl Christian baron Lerche
(1999-) Svend Aage Christiansen
Gårdbogårds historie
Godsets historie kan spores helt tilbage til middelalderen, hvor den første kendte ejer af ejendommen var ridderen Henrik Nielsen Panter, der stod noteret som ejer i 1335. Senere blev godset solgt til Vrejlev Kloster, hvorefter det i 1536 efter reformationen, ligesom andet kirkegods, overgik til Kronen. I 1546 fik godset egen birkeret, hvilket vil sige, at det blev en selvstændig domsret. I 1577 solgte Frederik II godset til Karen Rønnow, der var enke efter Jens Bille. Efter Karen Rønnows død blev Gaardbogaard solgt til den navnkundige Ingeborg Skeel til Voergaard.
I løbet af 1600-tallet var den nordlige del af Vendsyssel voldsomt plaget af sandflugt, og i slutningen af 1600-tallet samt i 1700-tallet var godsets jorder næsten ødelagt af sandflugten. Dette var en skæbne, Gaardbogaard delte med flere andre gårde i Vest- og Nordjylland.
I løbet af 1800-tallet lærte man at bekæmpe sandflugten mere effektivt, og i den sidste halvdel af 1800-tallet lykkedes det den entreprenante godsejer, og senere etatsråd, Jørgen Wendelboe Larsen at genrejse Gaardbogaard, blandt andet ved udtørring af Gårdbo Sø, der inden da var Vendsyssels største sø.
Wendelboe Larsen opførte et moderne og prægtigt herregårdsanlæg, hvilket blandt andet tæller den nuværende hovedbygning fra 1893, som er opført efter tegninger af arkitekt Martin Borch i nederlandsk renæssancestil. Wendelboe Larsen opbyggede et mønsterlandbrug på Gaardbogaard og importerede blandt andet jerseykoen til Danmark i 1896. Godset havde i år 1900 en besætning på 160 jersey-årskøer, hvilket var en meget stor besætning efter datidens forhold. Endvidere var der på godset eget mejeri, og mælkeprodukterne blev afsat under eget navn og brand.
Efter Jørgen Wendelboe Larsens død solgte hans enke godset i 1940 til arkitekt Georg Østergaard, og ejendommen har i 1900-tallet haft flere skiftende ejere. Siden 1999 har Gårdbogård været ejet af familien Christiansen, og det er lykkedes at videreudvikle ejendommen og virksomheden gennem perioden.
Landbrug med tradition og innovation
På Gårdbogård drives i dag et moderne landbrug, hvor hovedfokus er planteavl. Inklusive alle forpagtninger og samarbejdsaftaler dyrkes her omkring 1.400 hektar planteavl med forskellige afgrøder.
Moderne landbrug med planteavl
I dag er det primære fokus på planteavl, og Gårdbogårds vigtigste afgrøde er kartofler. Her dyrkes stivelseskartofler, som sendes til den lokale virksomhed AKV Langholt AmbA, som er den nordligste af de fire kartoffelstivelsesfabrikker, der findes i Danmark.
Derudover dyrkes også et varieret sædskifte, som blandt andet består af korn, raps, frøgræs og grovfoder, som dækker over græs og majs. Markbruget på Gårdbogård drives efter principperne om reduceret jordbehandling, som er en form for pløjefri dyrkning.
Jagtoplevelser i særklasse
Gårdbogårds jagtvæsen tilbyder mange forskellige muligheder; alt fra traditionel udlejning af arealer og jagtterræner, som både enkeltpersoner og konsortier kan leje, til dagjagter på såvel klovbærende vildt som fasaner, agerhøns, ænder, gæs og andet småvildt.
Træning og jagt med stående jagthunde
Godsets jagtvæsen er specialiseret i træning og jagt med stående jagthunde. I den forbindelse tilbydes kurser og træningsdage med jagthunde, hvor der vil være professionel undervisning. Er du interesseret i jagt og træning af jagthunde, er du velkommen til at følge vores specialiserede Facebook-gruppe ”Gårdbogård Jagt & Sport”
Kulturelle og festlige events i historiske rammer
På Gårdbogård afholdes forskellige kulturelle arrangementer, og det er også muligt at leje vores festsal til privat brug.
Godset vil gerne bidrage med kulturelle oplevelser i særklasse. Blandt herregårdens egne events er musikarrangementer, hvor forskellige artister inden for blandede genrer underholder og fortæller gennem musik og sang. Tidligere er der afholdt koncertarrangementer med Allan Olsen (solo), Kræn West og Lars Lilholt.
Leje af festsal
Godsets smukke festsal kan lejes til private arrangementer, som kan nyde godt af de skønne omgivelser.
Herregårdens omgivelser er ideelle til alt fra en spændende weekend med jagtselskab til livets store begivenheder. Der forefindes anretterkøkken samt borde, stole og service til 150 personer.
Min fars barberstue i Løkken
Min fars barberstue i Løkken
Af Bjarne Hessellund, Brønderslev
Kilde: Erindringer fra Løkken-Vraa
Min far, Ole Hessellund, blev født i 1887. Han var af landmandsfamilie og tjente som ung på flere gårde, men han var lille af vækst og sikkert ikke stærk nok til at virke ved landbruget. I januar 1907 kom han i barber- og frisørlære i Askov. To måneder senere rejste han til Brædstrup, hvor han virkede som svend og 1. august rejste han videre til Brønderslev til byens største og fineste forretning med en løn på 8 kr. om ugen. Her arbejde han sammen med en Henriksen, der blev min frisør, da jeg i 1947 kom til Brønderslev som lærer.
Far blev kun i Brønderslev til den 9. november 1907, da han begyndte selvstændig barberforretning i Løkken med 60 kr. på lommen og fik varer hjem på veksel. Han lejede sig ind i et gammelt hus ved siden af former Jensen og senere i et hus, der lå på torvet vest for Damemes Magasin Senere købte han en grund af manufakturhandler Chr. Kraglund nord for dennes ejendom og vest for mejeriet, nuværende adresse: Torvet 3. På denne grund lod far, der nok var byens mindste mand, 1912 opføre byens højeste hus. Mester for byggeriet var murer Olesen, som senere blev forstander for Løkken tekniske skole. Endvidere medvirkede murer Johan Christensen “Milt-Jon” og tømrermester Nielsen. Huset fik det norsk- klingende navn Fredheim, som det endnu har, idet det er indpræget i murværket på dets altan. Dette hus blev mit fødehjem. At huset fik det norske navn skyldes uden tvivl min mor, Mathilde Emilie Danielsen, der var fra Norge. Endnu i slutningen af 1800-tallet blev der fra Løkken udskibet varer, der blev afsat på Sørlands kysten, og nogle Løkkenboere giftede sig med norske piger, bla. havde en kendt fisker Valdemar Jensen, også kaldt Dørgekongen, norsk mor. Det var denne mand, der bragte min mor til Danmark. Hun havde formodentlig været på besøg hos hans mor, der var fra Arendal, ikke langt fra Fevik, hvor mor havde en strikkeforretning. Valdemar Jensen fiskede makrel fra Sørlandet i perioden 1907-12 og har berettet for sine børn om sin færd med mor. Min far traf min mor på Løkken strand, og det blev nok kærlighed ved første øjekast. Far var senere i Norge, og det endte med bryllup i 1912. De kunne nu flytte ind i deres nye hus “Fredheim”.
Jeg blev født i 1923 som barn nr. 5 af en børneflok på 6.
Barberstuen
Ad et par trappetrin kom man ind i huset til en forstue, hvor der var et hjørneskab bag døren. Her opbevarede far forskelligt materiale, som han havde brug for i barberstuen, såsom sprit. brillantine, vat og sæbe i stænger. Det blev skåret i spåner til brug i sæbemaskinen. På væggen over for barberstuedøren hang, så længe jeg kan huske, et stort billede i farver af Amerikabåden “Frederik VIII” på vej ud af Københavns havn. I barberstuen var der tre store vinduer, to mod øst og et mod nord. I hvert vindue var der forneden anbragt en ramme med matteret glas, hvorpå der i de to østlige var påmalet “Barber – Frisør”, men ikke noget i det nordlige. Man havde så ikke mulighed for fra gaden at se direkte ind i barberstuen.
Under vinduerne mod øst var der stole og senere to stålbænke, hvor kunderne kunne sidde og vente til det blev deres tur til at blive behandlet. Mellem bænkene var der et bord til blade og aviser
I hjørnet mellem vinduerne mod nord og øst var der et spejl med en kumme nedenunder, som kunderne brugte, når de skyllede ansigtet efter barberingen. De tørrede sig så med servietten, hvorpå de smed den i en bøtte ved siden af. Ved vandkummen fik de også håret skyllet efter hårvask. Det var i varmt vand, som blev hentet på mejeriet i en emaljeret kande, så længe vi havde kakkelovne i huset. Far havde en aftale med mejeristen om, at vi kunne hente varmt vand på mejerier, mod at han til gengæld blev barberet gratis. Det var tit min opgave at bære vandet hjem.
Langs indervæggen var der tre store spejle med to skabe med glasdøre imellem, hvori der fandtes salgsvarer: hårsprit, Jacobs vidundercrem m.v. Hvad der ikke solgtes var kondomer, hvilket jeg erfarede engang, hvor far blev ilde berørt, da en kunde kom ind og med lavmælt stemme spurgte efter dem. Imidlertid svarede far ret afvisende, at det ikke førtes her. Under glasskabene var der plads til barberservietter. Far sorterede de brugte servietter. De fleste af dem blev lagt i en bunke for sig og brugt igen til mindre renlige kunder.
Under spejlene var der en lang disk, hvorpå der stod forskellige brugsgenstande, børster, sakse og skåle med flydende brillantine, som kom i håret med en lille blød børste. Endvidere var der tre med metallåg og påført et rødt kors. I glassene var der en slags desinfektionsvæske, som far brugte at stikke barberkniven ned i inden barbering De Weywath kom engang med en ironisk bemærkning herom. Det var nok et spørgsmål, hvad gavn det nu skulle gøre, eftersom det var den samme væske, der Blev brugt gang efter
Gang. Men det røde kors fik det til at se ud som, der kunne minde om en lægefunktion. Der var en barberstol foran hvert spejl, oprindelig træstole, der senere blev udskiftet med stole af stålrør og bløde sorte sæder og ryglæn. I den travle sommerperiode blev en af de gamle stole bragt foran vinduet mod nord. I hver ende af disken var der en skuffe. Den ene blev brugt som pengekasse, og her havde far også en lille bog hvoe han noterede, hvad der var indkommet af penge dag for dag.
Der var oprindelig en stor kakkelovn i barberstuen. Den blev senere udskiftet med en radiator, der stod bag et aflukke, bestående af en trævæg og et forhæng. I dette aflukke havde far sine barberknive hængende i læderfoderaler, og på den smalle trævæg hang strygeremmen til at skærpe knivene på inden hver barbering. Her var også sæbeskumsmaskinen anbragt med en petroleumslampe under, så sæbevandet kunne holde sig varmt, maskinen var der en slags propel, og når man drejede med et sving, blev sæbevandet pisket til skum, der kom ud af en tud ned i de sæbeskåle, vi brugte under indsæbningen. Skålene var som stor kop uden hank. Om der i tidligere tider har været brugt et slags fad er tænkeligt, idet et sådant hang uden for forretningen på en stang Dette markerede, at her boede barberen. Det første, vi havde, var af messing og skulle jævnligt pudses. Det blev udskiftet med et skilt af rustfrit stål, hvilket var nok så praktisk i den salte havluft.
Barberknivene måtte ind imellem slibes op på en blød slibesten fugtet med olie for at holdes skarpe. Det var et arbejde, som jeg blev sat til i 15-16års alderen. Der skulle nogen øvelse til at føre kniven rigtigt. Til inventaret i barberstuen skal også nævnes de to spytbakker, der var hvidemaljeret. Øverst lå der et lag med hul i, og nedenunder var der vand, som blev udskiftet dagligt. Brugen af skråtobak var almindelig, og skråen blev gerne vendt i den aske, der lå i askebægrene.
Livet i og omkring barberstuen
Man må vist sige, at far var idé- og initiativrig og meget arbejdsom. Der måtte slides i det for at klare til det daglige brød til den store familie. I mange år havde han et stort opland, da der ikke var andre barberer i nærheden. Folk kom således langvejs fra for at blive klippet og barberet. Dengang var det ikke så almindeligt, at man gjorde det selv. Arbejdsdagene var lange. Om lørdagen gik den sidste kunde først efter klokken 23. Vi skulle bl.a. vente på nogle af byens forretningsfolk, før vi kunne lukke. Folk havde god tid og sad på rad og række på de to bænke i salonen, hvor de fik sig en snak om familieforhold og meget andet på uforfalsket vendelbomål.
Jeg var ikke ret stor, før jeg kunne mine hjælpe til med at sæbe kunderne ind, så jeg måtte stå på en skammel for at nå op til deres hoved. I sommerperioden, hvor far også havde svend, var der særligt travlt med de mange gæster, der ofte blev barberet 2 gange om dagen, både om formiddagen, inden de gik til stranden, og igen sidst på eftermiddagen inden middagen på hotellet. Jeg blev træt i ben og ryg af den ensartede stilling som jeg stod, derfor havde min far også sat en ribbe op på loftet, så jeg kunne lave strækøvelser.
Arbejdet gik imidlertid og ud over fingrene, der blev slidt, så blodet piblede frem. Det gjorde ondt, især om lørdagen, når fiskerne kom med deres urgamle skæg, der stak som nåle i de i for vejen tyndslidte fingerspidser, så sæben blev gul af blod. Far knipsede med fingrene, når jeg skulle forlade en kunde for at gå i gang med den næste.
Det var også en af mine opgaver at rulle de mange servietter, der blev brugt i barberstuen. Det var ikke altid lige spændende. Jeg husker en sommersøndag, hvor jeg brokkede mig derover. Den slags arbejde var normalt i noget, vi foretog os på en helligdag. Men der har nok været brugt så mange servietter, at der nok ikke var nok på lager til om mandagen, så det måtte gøres. Jeg var nu nok mere opsat på at komme til stranden at bade, så jeg slog på de religøse strenge og sagde, at det lignede ikke noget, at vi skulle arbejde om søndagen. Jeg slap dog alligevel ikke, før jeg var helt færdig med at rulle. Da der senere kom en barberforretning mere, gjaldt det om at holde på kunderne. Der var til tider et vældigt tempo over arbejdet, for det var ikke altid gæsterne affandt sig med at vente. Jeg husker en utålmodig kunde, som ville gå igen. Derefter meddelte far ham, at det kun ville vare minutter, før det blev hans tur. Det troede han næppe på, men han satte sig og tog tid. Han var meget duperet og overrasket, da han fem minutter efter sad i stolen.
Engang var der en kunde, der fik lov at komme foran de andre, da han sagde, at han kun skul barberes på den ene side af hovedet. Det var alle jo spændt på at se. Da han kom i stolen, erklærede han, at det skulle være på den udvendige side af hovedet. De øvrige kunder bar over med han selv om han havde taget dem ved næsen. Der kunne opstå festlige stunder i barbersalonen, når installatør Skadelund og hans svend, Berg Christensen, kom sammen. De var et par sprade- basser, fulde af skæg og halløj.
Når der kom kunder ind i butikken, ringede klokke ovenpå, hvilket var praktisk, når vi spiste middag. Vi skulle dog altid være musestille ved bordet for at far kunne høre klokken ude på gangen. Kunderne skulle jo nødig gå igen uden behandling. Da far var ungkarl og havde sin første forretning, spiste han på Afholdshotellet. På et skakbræt havde han skrevet, at han straks kom tilbage. Men tree kunder havde engang skrevet på brættet. ”Vi er gået alle tre, kommer aldrig tilbage”
De økonomiske forhold
Lørdag var den bedste dag i ugen, hvor indkomsten kunne snige sig helt op til 15-20 kr. Men der kunne være perioder uden for badesæsonen, hvor der var lidt at lave, og daglønnen var minimal. Far skrev dagligt op, hvad der var indkom st. Det svingede ofte mellem 2-5 kr. Men dertil skal siges, at vi undertiden fik fisk som betaling. Nogle kunder havde rabatkuponer, små sedler med fars stempel, som de afleverede efterhånden.
Det betød selvsagt en fastere kundekreds. Et af de initiativer, far også tog for at øge indkomsten, var byggeriet af damesalonen mellem Kraglunds ejendom og “Fredheim”. Grunden tilhørte Kraglund, men på en eller anden måde fik far mulighed for at bygge ud mod Kraglunds nye hus og lave et lokale, hvor der blev indrettet damsalon og ansat en damefrisørinde. Af disse husker jeg flere, f.eks. frøken Yelva, frøken Beck og frøken Christensen. De fik kost og logi hos os. Det var en tid, hvor det var nyt og moderne med permanentkrølning. Stærkt mod min vilje skulle jeg være prøveklud og fik håret krøllet, hvilket ses af et multifoto fra den tid. På den måde kom jeg til at reklamere for permanentkrølning. Efter at den anden barber slog sig ned i Løkken, har far nok mærket, at det ramte ham økonomisk.
Han oprettede en filial, først i Lønstrup og senere i Vittrup. I en periode var der tale om priskrig mellem de to konkurrenter, hvor bl.a. prisen for barbering kun kostede 10 øre. Men det kunne jo ikke svare sig i længden.
Fra det tagvindue, der vendte mod nord, fik jeg engang til opgave, at finde ud af, om der var stor søgning til fars konkurrent. Hans forretning kunne nemlig ses derfra. Den lå i Nørregade og jeg betragtede den som en andenrangs salon, for her lå efter sigende en del ‘smudsblade, som hans kunder kunne fordrive ventetiden med og så var han jo fars konkurrent.
Kontor og barberstue blev også lejet ud. En sagfører Valdemar Smith fra Hjørring havde kontor til rådighed en eftermiddag om ugen, og Wagner, også fra Hjørring, kom hver tirsdag aften og tog barberstuen i brug til tandklinik. Kontoret var hans venteværelse. Onsdag morgen måtte vi rydde op efter tandlægen. Han havde bla. en boremaskine, som blev drevet rundt med en trædepedal, der mindede om en rok, og jeg fandt ofte hane brugte bor på gulvet efter ham. Han trak også mange tænder ud på folk. Blod og tænder gik i en slags spyttebakke og havnede i en spand Det var et ulækkert indhold, der derpå blev tømt ud i vort wc. Far havde den aftale med tandlægen, at han gratis skulle holde familiens tænder i orden.
Det var krisetider først i 1930eme, og jeg har ofte undret mig over, hvordan mor og far formåede at klare økonomien. Den klaredes bla. med løbende veksler, som jeg måtte i Sparekassen med, for at få dem diskonteret, uden at jeg anede, hvad det drejede sig om. Dertil kom, at mor var økonomisk med husholdningen. Intet gik til spilde. Fiske resterne blev lavet til plukfisk, som efterhånden ikke var min livret. Mor var ellers fortrinligt til lave mad. Svinepriserne var lave, så vi hele eller halve grise, som mor tilberedte, lavede stege, pølser og frikadeller. Noget blev henkogt, andet blev røget og hængt op ved skorstenen på loftet. Æg blev konserveret i en kalklage. Makrel blev saltet ned i krukker og anbragt i kælderen. Så vi sultede aldrig. Men om sommeren, hvor vi havde svend, pige og damefrisørinde på kost og flere af os børn var hjemme, skulle der mad til. Da var vi en halv snes stykker i dag kost, så mor havde nok at se til.
Om vinteren strikkede mor strømper for folk og tjente penge til udgifterne. Hun havde en strikkemaskine som hun nok medbragte fra Norge. Den var anbragt i et værelse på loftet. Det var hyggeligt, at opholde sig i værelset, når mor strikkede og man fik lov til at dreje garnvinderen, der kørte rundt som en mølle. Her var lunt og godt.
Den hjemlige økonomi var et emne, som mor og far holdt for sig selv. Men det anede mig, at det ikke altid stod lige godt til. Både mor og far var sparsommelige mennesker, der satte tæring efter næring. Gudfrygtige som de var, er jeg sikker på at de lagde alt i Guds hånd. Jeg glemmer i hvert ikke synet af min far en morgen, da jeg kom ned i barberstuen, hvor han lå på knæ i bøn bag forhænget. Jeg følte, at det var de økonomiske forhold der tyngede ham.
Til hånde på barberstuen
Efter jeg var gået ud af 7. klasse, kom jeg på handelsskole indtil jeg fandt ud af, hvad jeg så ville.
Skolegangen foregik om aftenen, så om dagen gik jeg far til hånde på barberstuen. Det havde jeg efterhånden gjort i nogle år, men nu ikke ikke blot med at sæbe ind. Jeg vaskede hår, lærte at slibe knive på både slibestenen og strygerem . At barbere kom jeg også til. Jeg begyndte med nogle landevejsriddere, som blev klippet og barberet gratis. Jeg husker især en af dem, der ikke var særlig soigneret. Han havde et meget tæt og rødt skæg, som det tog lang tid at sæbe ind før det var nogenlunde blødt. Alligevel havde jeg svært ved at få det skåret af. Det føltes, som om kniven ville skære kinderne af. Den blev hurtigt sløv og måtte have flere omgange på strygerem- inden jeg blev færdig med ham. Men han ømmede sig ikke og var meget taknemmelig, da han gik. Efterhånden fik jeg da nogen rutine i både at klippe og barbere. Jeg blev endda sendt ud i byen for at klippe syge, sengeliggende folk, så jeg gjorde det faktisk ud for en svend. Jeg kunne sådan set have opnået at blive udlært som barber, hvad jeg også fornemmede, at far så hen til. Men det havde jeg nu slet ikke noget ønske om. På handelsskolen havde jeg stadig forbindelse med mine gamle Lærere, Skjødsholm og Vestergaard. Sammen med dem og mor og far drøftede jeg mine frem tidsmuligheder. Jeg blev anbefalet at søge optagelse på et seminarium, for at blive lærer. Den tanke faldt i god jord hos mig, da det var min opfattelse, at en lærer økonomisk set var godt stillet. Jeg havde jo gang på gang, måned efter måned set, hvordan lærerne den første i hver måned gik i sparekassen og hævede deres faste løn. De havde en sikker indkomst modsat en barber. Hvor meget lønnen var, vidste jeg ikke, men alene den faste løn, var i mine øjne et stort gode.
Afslutning
I 1943 solgte mine forældre “Fredheim”. Medvirkende årsager var måske min mors dårlige he bred og usikkerheden, der var forbundet med besættelsestiden. Mine forældre flyttede først til Kettru ved Fjerritslev, hvor min ældste bror var præst, og derfra til Ranum, hvor jeg gik på seminariet. Senere flyttede de til København. Min far blev ved med at arbejde indenfor sit fag. Min mor døde i 1954, min far i 1968.
Flere Historier fra Vendsyssel – 1
DA HUSTRUMISHANDLEREN SKULLE FOTOGRAFERES.
I september 1928 sad i arresten i Frederikshavn en ældre mand fra Bangsbo, som havde givet sin ægtehalvdel en meget ublid medfart.
Den ældre mands brøde var, at han havde bedt konen gå hjem og lave mad til ham, hvilket hun havde sagt nej til.
Derfor var hun blevet sparket godt og grundigt, hvilket manden i øvrigt fandt ganske rimeligt.
Han var dog blevet varetægtsfængslet, da lægeerklæringen viste, at han havde forvoldt konen en del skade.
I arresten i Frederikshavn sad også adskillige andre, som just heller ikke hørte til de helt gode børn.
Da den gamle mand var ”ny” i forhold til at sidde i fængsel, havde de benyttet lejligheden til at drive gæk med ham, så han nær var gået ud af sit gode skind.
Som alle andre celebre gæster på arrestforvarer Olsens ”Hotel” blev den gamle fotograferet nede i fængselsgården, hvad selvfølgelig ikke kunne foregå, uden hans medfanger fik nys om det.
De skarnsmennesker bildte den troskyldige gamle ind, at det kun var de forbrydere, som stod til mange års tugthus, der blev fotograferet. Det gjorde man fordi, det var nødvendigt at have et billede af dem, hvis de skulle dø i tugthuset.
Disse bedrøvelige udsigter tog så hårdt på den gamle, at han satte sig ind i cellen og græd, som han var pisket, mens han erklærede, at så ville han hellere hænge sig med det samme.
Først da arrestforvareren havde forklaret ham, at han ikke skulle tage sine spøgefulde medfangers historier alt for alvorligt, faldt han atter til ro.
Han befandt sig derefter helt godt i arresten, hvor han i hvert fald fik sin middagsmad til tiden.
Mikkel Nielsen, Sæby
.
ET MYSTISK LYSENDE SKÆR OVER HAVET I 1925.
SÆBY:
Lørdag den 18.juli 1925 ved 23tiden om aftenen kunne man ud over havet fra Sæby se et stærkt lysende skær.
Først troede man, det var månen, der meldte sin opgang. Der gik dog ikke længe, inden man gik væk fra den tanke.
Man blev klar over, at der måtte være noget ualmindeligt på færde.
Flere sæbynitter var begyndt at valfarte til stranden for at se det ejendommelige syn.
Et øjeblik så man også klare flammer slikke op i luften, og man begyndte da at tro, det var et skib, der brændte ude på søen.
Det viste sig, at det var noget helt andet, man havde set.
Det var storbranden i Gøteborg i 1925, hvor et kæmpe område nedbrændte.
Det var en af de største brande i Sverige i 1900tallet, man kunne se fra Sæby Strand den sommernat i juli 1925.
.Mikkel Nielsen, Sæby
.
.
TO MYSTISKE PERSONER GJORDE PLANTAGE USIKKER.
Her er endnu en lille historie om nogle af de mange omstrejfere og vagabonder, der fandtes i gamle dage.
De kunne af og til skabe lidt utryghed blandt de lokale, selv om de i grunden nok bare helst passede sig selv.
Vi er tilbage i februar måned 1939. Tæt op ad hovedvejen lige nord for Sæby lå en plantage, som tilhørte Ole Jensen, ”Heden”.
I denne plantage skulle der efter flere menneskers udsagn være to mystiske mandspersoner, en rødhåret og en sorthåret, der havde deres tilholdssted.
Man havde set dem gå halvnøgne omkring, og skolebørnene fra Vangen Skole var flere gange blevet forskrækkede af dem på vejen hjem fra skole, så lærer Jensen havde måtte følge med dem forbi plantagen.
To familier var blevet vækket midt om natten af nogle personer, der truede med at slå ruderne ind, hvis der ikke blev lukket op for dem. Når man så efter, hvem det kunne være, var de borte.
Man satte det i forbindelse med de to i plantagen, politiet i Sæby arbejdede på sagen.
Efter sagen kom frem, meddelte flere bilister, at de om aftenen udenfor plantagen var blevet generet ved, at en halvt påklædt mandsperson pludselig var sprunget op fra grøften og tværs over vejen lige foran bilernes lyskegle.
Inden bilisterne fik standset, var personen forsvundet i grantykningen på den anden side af vejen.
To landevejsfarende som man mistænkte for at være de to mystiske mandspersoner, der havde opskræmt sindene i Understed området ved deres optræden omkring plantagen ved gården ”Heden”, blev afhørt at politiet i Sæby.
De blev dog løsladt på grund af manglede bevis.
.Mikkel Nielsen, Sæby
.
.
.
BARNELIGET I BRØNDEN.
UHYGGELIG SAG FRA LENDUM.
Tirsdag den 8. maj 1928 om aftenen, opdagede man et barnelig i brønden hos en husmand i Lendum.
Man havde set noget dagen forinden i brønden, der så mistænkeligt ud.
For at være sikker, tømte man næste dag brønden for vand, og det viste sig, det ganske rigtigt var liget af et nyfødt barn, der var kastet i brønden.
Statspolitiet fra Frederikshavn blev tilkaldt, og mistanken faldt snart på en 23årig pige, der havde haft ophold hjemme hos sine forældre, som boede i nærheden af det omtalte husmandssted.
Hun blev afhørt, og tilstod, at hun tre-fire uger forinden havde født i dølgsmål men, at barnet var dødt, hvor efter hun gemte liget i nogle dage, og senere kastede det i husmandens brønd, hvor det havde lagt i længere tid.
Pigen var det man dengang kaldte udpræget åndssvag, og sagen ville utvivlsomt få alvorlige følger også for den, der var far til barnet.
Der gik endda rygter om, at der skulle være flere, som havde stået i forhold til den åndssvage pige, og da det var strafbart, ville sagen kunne få et større omfang.
Pigen blev foreløbigt anbragt på sygehuset.
En uhyggelig drejning tog sagen så, da den åndssvage piges broder blev anholdt for blodskam, og havde tilstået sin forbrydelse.
Mere uhyggeligt blev det, da obduktionen gav det resultat, at barnet havde levet efter fødsel, men var omkommet ved drukning.
Man så det for givet, at barnet var kastet levende i brønden.
Fortællingen om at hun gemte liget et par dage, måtte være falsk.
Det ville dog være højest usandsynligt, at hun selv var gået til brønden og kastet barnet i.
Man mente en anden havde været vidende om fødslen, og straks havde skaffet barnet af vejen.
Senere blev endnu en broder, der var gift anholdt og sigtet for blodskam.
Pigen indrømmede senere, at hun selv havde druknet sit nyfødte barn i brønden, rigsadvokaten valgte at lade tiltalen mod hende frafalde.
Hun blev kort efter løsladelsen sendt til Sprogø, hvor hun blev anbragt på øens åndssvagehjem.
.Mikkel Nielsen, Sæby
.
EN SKIKKELIG MAND.
For mange år siden omkring 1876 levede der her i Vendsyssel en købmand, der af de fleste blev anset som en meget skikkelig mand.
Han gjorde også alt, der stod i hans magt for at bevare det ydre skind, således var han en ivrig kirkegænger.
Biblen og salmebogen lå som oftest opslået på disken i hans butik.
Hver søndag og helligdag måtte folkene tidligt op om morgenen for at klare alting i butikken, så de kunne være færdige i tide til at komme i kirke.
Inden folkene fik lov at gå, rettede den ”skikkelige” købmand følgende spørgsmål til dem.
”Har i kommet vand i brændevinen, sand i puddersukkeret, øl i siruppen, småsten i kaffebønnerne og blandet vand i eddiken”.
”Ja, vi har husbond”, svarede de.
”Ja, så er alt i orden til butikken igen skal åbnes i eftermiddag”.
DA LYNET SLOG NED I ÅSTED KIRKE I 1885.
I begyndelsen af maj måned 1885 slog lynet ned i Åsted Kirke.
Inde i kirken lå der støv, kalk og murstensbrokker rundt om på gulv og stole.
Et af trinene på prædikestolens trappe var splintret, størstedelen af vinduerne var knuste.
5 minutter efter nedslaget var kirken endnu fuld af svovllugt.
Mikkel Nielsen, Sæby
Bilulykke efter Restaurantbesøg
BIL MED TO UNGE KØRTE I SÆBY Å I 1967.
To unge mennesker var i overhængende livsfare natten til lørdag den 16. september 1967, da de i bil rullede ned af skrænten ved Restaurant Skovlyst og ud i åen.
De ankom i et selskab på fire, og parkerede bilen ved Lilkærs Kiosk.
De forreste steg ud, men føreren måtte have glemt at trække håndbremsen, og inden de to på bagsædet var kommet ud, rullede bilen ned ad skrænten og ud i åen.
Efter ulykken sendte man bud efter en frømand fra Frederikshavn, da de unge mennesker ikke kunne give nogen forklaring på, om der var flere i vognen.
Det var der heldigvis ikke.
Dem fra Taars glemmer aldrig deres dialekt – selv efter 40 år i New Zealand
He’e frå To’s hå’e ent glæmt he’s dialekt ætter 40 or i Nju Silaj– mæn dæj ong pig frå Sindal hå’e glæmt he’s språg ætter tow u’er.
(Den søde ældre dame fra Taars kunne endnu huske sit modersmål efter 40 år i New Zealand, mens den lidt sure unge pige fra Sindal havde glemt sit sprog efter to uger.)
Først i 1990’erne rejste jeg i 6 uger rundt i New Zealand som rygsækturist i selskab med en repræsentant fra det danske mindretal i Flensborg.
Vedkommende havde fået som opgave at træffe sønderjyder som fortsat mestrede den sønderjyske tunge.
Min del var mest for at opleve New Zealand fra nord til syd, og evt. møde nogle vendelboer.
Vi rejste rundt med bus; hvilket var ret besværligt, da der forud skulle bestilles en billet til hver strækning.
På busstationen i Auchland gjorde vi en morgen et forsøg på at bestille en billet til byen Dannevirke. Damen på den anden side af skranken forstod ikke vores engelske, og vi forstod ikke hendes. Gode råd var dyre.
Pludselig siger damen: A ka da hør, at do westnåk æ frå To’s kånten, å a tror wi bi’er ka forsto hvæ’ajer, åm wi pråter sammen på wo’es sprog.
(Jeg kan høre, at du vistnok er fra Taars-kanten, og jeg tror, vi bedre kan forstå hinanden, om vi snakker sammen på vores eget sprog)
Den søde ældre dame fortalte, at hun var fra Taars, kommet til New Zealand for 40 år siden, men aldrig havde glemt sin dialekt. Vi fik så busbilletten og kom til Dannevirke.
Det er en by på New Zealands nordø, som blev grundlagt af skandinaviske emigranter 15. oktober 1872 af danske, norske og svenske bosættere.
Vi mødte ikke eet eneste menneske i byen, som kunne tale et skandinavisk sprog. På byens museum fik vi lov til at læse i nogle gamle årgange af danske blade. Efter at have gennempløjet byen i en halv dag, besluttede vi os for at drikke en Carlsberg øl på byens cafeteria, inden vi fortsatte vores rejse. Men nej, her serveredes der ikke øl.
Et par uger senere krydsede vi Cook Strædet om bord på en tidligere dansk jernbanefærgerne, som New Zealand købte for år tilbage.
Oppe på dækket ser vi en yngre kvinde med rygsæk, hvorpå der er påsyet et dansk flag – samt det vendelboeske flag. Vi siger goddag til hende, og hun svarer nødtvunget på engelsk.
Vi forsøger på at få en samtale i gang, men det er svært, hun har næsten glemt det danske sprog. Men vi får da at vide, at hun kommer fra Sindal.
Hvor længe har du opholdt dig i New Zealand, når det danske volder dig et så stort besvær?
“2 uger” svarer hun.
Ja, ja – nogle husker det danske efter mange år i udlandet, andre glemmer deres modersmål, så snart de er landet med deres fly.
FK Clarkfeldt
.
MÆRKELIGE LYN OVER VENDSYSSEL.
En septemberdag i 1922 gik et rasende uvejr med lyn og torden og voldsomme regnskyl over Vendsyssel.
Det medførte nogle besynderlige hændelser.
Hos Anton Nielsen, Søndergaard i Vennebjerg, slog lynet ned, og bedøvede fire grise.
Et par timer efter slog lynet ned igen. Denne gang i stuehuset, hvor det rumsterede fælt, og slog huller både her og der.
Datteren sad på køkkenbordet og læste en avis. Den blev antændt, og brændte i lys lue, inden pigen fik set sig om.
Hun slap med forskrækkelsen, hvorimod hendes mor blev slået bevidstløs i et andet værelse. Hun kom dog snart til hægterne igen.
I Jerslev var det, som himlens sluser åbnedes, og hele byen stod i et hav.
Hos Arentsen Overgaard i Øster Mellerup slog lynet ned i dagligstuen, hvor familien var forsamlet.
Ingen tog skade, hvilket var mærkeligt, da lynet slog ned lige ved siden af dem. Derimod rumsterede det i hele huset, alle spær i teglværket splintredes og den ene skorsten, blev slået i stykker.
Ude i gården splintredes ligeledes flagstangen.
Et andet sted farede lynet ind i køkkenet, hvor det slog en stor grydeske ud af hånden på husmoren, der stod ved komfuret.
Her kom heller ingen til skade.
.
.
.
De gamle vendelboer – omkring 1899
A tøs nå dæj gamal skålmester sång bier.
(Jeg synes, at den gamle degn sang bedre)
Den gamle degn Juliussen er død 86 år gammel, og en ny er kommet til sognet.
De to ældre proprietærer – Mikkel Christiansen fra Vestergård og Peter Christensen fra Vanggården havde en søndag fundet stadsklæderne frem – og hørt pastor Laursen holde en velsignet prædiken.
Det var en smule svært for menigheden at finde tonen i salmerne, og følge efter den nye degn og kirkesanger Peder Møller.
På vejen hjem fra kirken spørger Mikkel:
“Nå, hva tøs do om dæj ny den?” (hvad synes du om den nye degn?)
Peter svarer: “ Ja, a tøs da dæj gamal var bier te å søng melodijern uenæ, mæn dæj hær syngar jo ætar nodar”
(ja, jeg synes den gamle var bedre til at synge melodierne udenad, men den her degn synger jo efter noder).
Kilder: KH 18. august 1910. Tegning Rasmus Christiansen. Dialogen på vendelbomålet er forfattet af Einar Schmidt, tak Einar.
FK Clarkfeldt
”HYL-SØREN” EN AF EGNENS GAMLE ORIGINALER.
En af egnens originaler kendt viden om, det var ”Hyl-Søren”.
Han døde en dag midt i juli 1899 på Albæk-Voer Fattiggård i Agersted.
Han var let at kende, når han kom stavrende hen ad vejen med sine to krykker, hædersmedalje og en del skidteras på brystet og i øvrigt belæsset med små bylter og pakker.
”Hyl-Søren” blev ofte brugt som ”bussemand” og trussel mod egnens børn, da man fandt ud af, at det ofte havde en god virkning.
Sit tilnavn havde han fra familiens gamle hjemsted i Voerså ”Hylbratten” et af de gamle huse i Voerså, som fik kunstmalernes tænder til at løbe i vand.
Om Søren var gift, kendte ingen til, hans hustru mindes ingen at have set, men selv fortalte han, at han havde været gift i 14 dage, så var det bal forbi.
En del af hans sene år havde han tilbragt på fattiggården, og som gammel veteran var han også blevet tildelt hædersgaven.
Han hørte til dem, der ikke var bange for at sige sin mening til hvem som helst, og mente han sig forurettet, kunne hans bemærkninger falde skarpe og sarkastiske.
Sørens største passion var at rejse, så hans udgangstilladelse blev jævnligt misbrugt, især når han blev vred på sognerådet, så gik han på langfart.
Da kunne han være borte i uger og måneder, ingen vidste hvor, indtil der en skønne dag kom melding til sognerådet om at betale Sørens hjemsendelse snart fra Midtjylland, snart fra Skagen eller lignende.
Søren indlod sig ikke på at gå hjem.
På den måde fik han ram på kommunekassen.
Han var en af de eksistenser, som jævnligt kom på tværs af samfundet, og det voldte ham mange bitre og mismodige timer.
Mikkel Nielsen, Sæby
ASFALT-BAL I FREDERIKSHAVN I 1931.
Rundt om i forskellige byer var man i 1931 ved at få hovedgader og pladser asfalteret.
Mange af disse steder havde man afholdt den nye dille i tiden ”asfaltbal”, som overalt havde vundet stor tilslutning, det var der kommet fornøjelige festligheder ud af.
Det første asfaltbal man havde herhjemme, det var i Nykøbing Sjælland i 1930 i anledning af, at deres brolagte hovedgade var blevet asfalteret.
I 1931 havde også Frederikshavn fået en betydelig strækning af hovedgaden asfalteret nemlig den del af Søndergade, der lå mellem Svaneapoteket og Havnebanen.
Så turistforeningen ville naturligvis også have ”asfaltbal” til Frederikshavn.
Det blev arrangeret, og det første af den slags i Frederikshavn foregik torsdag den 3. september 1931.
Aftenen havde samlet en mængde frederikshavnere. Der var omkring 2-3.000 mennesker, skønt der kun var solgt det halve antal billetter.
Arrangementet var nydeligt med en flot portal af elektriske lys ved Fisketorvet og mangefarvede guirlander af lamper over hele asfaltstrækningen.
Ud for Houmøllers Fabrik var musiktribunen rejst, og heromkring var det, at dansen foregik, da det kneb med at høre musikken længere borte. Så de to yderste ender af gadestrækningen var omtrent mennesketomme.
Ved en eventuel gentagelse ville et mikrofonanlæg og højtalere med passende mellemrum være på sin plads.
På asfalten nærmest Fisketorvet var der servering under grønne træer, men aftenen var lige lovlig kold at sidde ude i.
Det var lettere at holde varmen i den tætpakkede menneskemængde for ikke at tale om ungdommen, der sled skosålerne bravt på asfalten, mens konfetti og serpentiner fløj gennem luften.
Send gerne en venneanmodning til denne profil, der kommer løbende gennem vinteren nye og gamle opslag på væggen fra Frederikshavn, Sæby og resten af Vendsyssel.
Mikkel Nielsen, Sæby
ENKEN FRA SÆBY OG ROTTERNE.
En enke i Sæby handlede i 1886 med frugt.
Hun havde af og til et svind i frugtbeholdningen, uden at kunne forklare, hvor frugten blev af.
Han gav sig til at søge, og fandt også i sovekammeret under sengen et større rottehul.
Hullet blev brækket op, og der lå frugten og de mere end 20 isinger.
Mikkel Nielsen, Sæby
LIDT OM SÆBY ARREST.
FANGE FLYGTEDE FRA SÆBY ARREST MENS ARRESTFORVAREN HOLDT GILDE.
Mens Sæby Arrest eksisterede, nåede i alt 10.600 mennesker at sidde i arresten, inden den lukkede den 19. oktober 1964.
Der blev den sidste arrestant overført til arresten i Frederikshavn.
Den første arrestant var en ung kone, der blev indsat i arresten den 9.marts 1848.
En fange i Sæby arrest behøvede ikke at være særlig udspekuleret for at flygte dengang for mange år siden.
En fange forsvandt da han pludselig fik trang til at se, hvordan livet formede sig udenfor fængselsmurene.
Trangen fik han, da han fornemmede duften af svinekoteletter i arrestforvarerens køkken.
Der sad på daværende tidspunkt kun den ene fange i arresten, og han var en særdeles skikkelig mand.
Derfor gav arrestforvareren ham lov at leve en tilværelse, som ikke helt stemte med reglementet.
Arrestforvareren havde en dag indbudt til gilde. I travlheden før festen glemte han helt den ensomme beboer i arresten.
Under gildet forlod arrestforvareren pludselig bordet for at se til den ensomme fange, som talen var faldet på.
Det skal være usagt, om det var arrestforvarerens mening at invitere fangen til at tage del i gildet.
Et halvt minut senere vendte han tilbage, og meddelte oprevet, at der nu slet ikke var nogen fange overhovedet.
Man afbrød øjeblikkelig festmåltidet, og der blev iværksat en stor eftersøgning, der forblev resultatløs.
Nogle dage senere fandt man dog fangen i Flauenskjold. Og han fulgte godvilligt med tilbage til arresten i Sæby.
Han forklarede, at han bare havde taget nøglerne og derved skaffet sig adgang til arrestens loft.
Her havde han sovet sødt, men det halve Vendsyssel blev finkæmmet.
Senere gik han ned fra loftet og ud i friheden.
Mikkel Nielsen, Sæby
I gormaj å hans yngst dætter war te marke i Brøsle’ for månne or sen.
Vester Brønderslev Marked – efteråret 1862
Publiceret i I.T, den 12. april 1863
God Tro? – de vendelboer, de vendelboer
Marie, syerske og pebermø fra Ilbjerge ved Hvidsted, havde til markedet i Østervraa i efteråret 1890 truffet den noget ældre murersvend Julius Jensen, der havde gået uden arbejde i lang tid, fordi han var socialist.
Julius havde sovet hos Marie nogle gange, og de var blevet enige om, at der skulle være orden i tingene, og det var bedst, de giftede sig.
En dag sidst i november daffede Marie den lange vej til Hjørring og fik her foretræde hos herredsfoged Edvard Gulstad.
Marie: ”A sku spør, om de ær hær, mæ ka få an borgali viels?”
(Jeg ville gerne spørge om det er her, man kan blive gift borgerlig).
Herredsfogeden: ”Ja, hvis De har dokumenterne i orden? – Men, hvorfor vil De nu vies borgerlig?”
Marie: ”Mej kærst seer, at de ær bilit.”
(Min kæreste påstår, at det er den billigste måde at blive gift på)
Herredsfogeden: ”Ja, men er De nu fx af forskellig trosbekendelse?”
Marie: ”Ja, hwa de angoer, så ær a rejti nok, mæj Jensen, haj ær sosjalist.”
(Hvad det angår, så er det rigtig nok, min Jensen, han er socialist).
Og det par uger efter blev Marie og murersvenden Julius gift på herredsfogedkontoret i Hjørring.
Kildehenvisning: Punch 14. januar 1892. Dialog på vendelbomålet er skrevet af Einar Schmidt. Tak, Einar. Den omsluttende beretning æ å mæsiel.
(Fra 1851, hvor borgerlige vielser blev tilladt, blev de ofte udført af retsbetjente som by- eller herredsfogeder.)
- Clarkfeldt
“Far til Fire på Landet”
Optagelse af filmen “Far til Fire på Landet” – sandgraven ved Amdal mølle mellem Ilbro og Hvidsted.
En kæmpestor oplevelse – Lille Per – som skuffede
En dag i sommeren 1955 var jeg sammen med min far på besøg hos Manna, Julius og Vilhelm, der boede i Annexgården ud til Lørslevvej.
Folk i flokke ilede mod sandgraven ved Amdal Mølle.
”A hå’e hjælst på Lill Pier, men haj vå nå ent så sjøw, som a tro’e. Haj snakke Tjøbenhawnsk å så:
Hvad glor I på dumme unger”
Nogle sekvenser af filmen ”Far til fire på landet” blev optaget i Amdal Sandgrav. Hvem husker ikke den scene?
– Lynet er slået ned i skrænten, der er styrtet ned over Lillepers hule. Børnene ved, at det drejer sig om sekunder. De begynder at grave i det løse sand, men først da Søs og Peter kommer til, lykkes det at befri Lilleper, der livløs bliver trukket frem fra sin hule -.
Ilbro og Lørslev stod på en anden ende om sommeren, da det rygtedes at ASA skulle optage scener til en Far til Fire film i Amdal Sandgrav. Børnene sværmede omkring stedet, som pludselig en dag var fuldstændig afspærret, og et par betjente patruljerede rundt og holdt nysgerrige på afstand.
Men så skete der et under. Der kom en bil og Lille Per steg ud med sort paryk. Han nikkede og kikkede vredt på os, og åbnede munden: Hvad glor I på………
Billede: Vejen ned mod sandgraven.
FK Clarkfeldt
Vendsyssel manglede halm til vinteren 1940/41
Proprietær Poul Jørgensen på ”Lengsholm” – anbefalede landmændene at fodre deres besætninger med lyng.
Mange landmænd måtte ty til lyngen – som i virkeligheden har en større foderværdi end halmen.
Flere landejendomme i Vendsyssel manglede i det sene efterår 1940 halm til den kommende vinter, da den tørre sommer gav ”alt for lidt strå.”
Man troede, at der var tilstrækkeligt halm til de reducerede besætninger vinteren igennem, men efterhånden som kornet var kommet i hus, viste det sig, at der var udsigt til en meget alvorlig halmmangel. Det var særlig i den østlige del af Vendsyssel.
Gennem mejerierne forsøgte man at bestille halm fra andre egne i Danmark, men det viste sig at være næsten umuligt.
Formanden for Mejeriforeningen Vendsyssel, proprietær Poul Jørgensen ”Lengsholm” ved Lendum anbefalede, at landmændene under disse forhold gik over til at fodre med lyng.
Hvis den bliver bjerget i fin tilstand, er den lige så god som hvede- og rughalm, og i hvert fald kan det udmærket betale sig at bjerge lyngen.
I 1940’erne var der i Vendsyssel fortsat store områder med lyng, som kunne anvendes til foder, også fordi det på grund af krigen ikke mere var muligt at importere kraftfoder fra udlandet. Der var også mangel på godt hø i vintersæsonen 1940/41.
Er der fortsat nogen, som kan erindre, at man fodrede med lyng?
Kilder: Mange lokale skrifter fra Vendsyssel.
FK Clarkfeldt
Tema: Vendelboerne ude i det fremmede
Poul frå Toslew
”A æ wee å blyww kultoreel, hæ i Tjøbenhavn æ wii nøj te å omsteel oss, og de må do oss jø, hwes do weel fram hæøwre”.
Et par måneder efter at jeg i 1974 var blevet ”udvist” fra Vendsyssel og taget ophold i København opsøgte jeg min gamle soldaterkammerat fra flyvevåbnet – Poul fra Thorshøjkanten, som ligeledes var udvandret til hovedstaden. Han boede på et lille simpelt kvistværelse på Nørrebro.
Da jeg stod og bankede på hans dør, hørte jeg valsemusik og Pouls stemme: En, to, tre.
Han åbnede døren og jeg blev forbavset over at se, at gulvet var dækket med gamle aviser, hvorpå der var tegnet fodtrin, og en rejsegrammofon stod i vindueskarmen.
”A æ wee å blyww kultoreel, hæ i Tjøbenhavn æ wii nøj te å omsteel oss, og de må do oss jø, hwes do weel fram hæøwre”.
(Jeg er i færd med at blive kulturel. Her i byen er vi nødt til at omstille os, og det må du også gøre, hvis du vil frem herovre!)
Poul var startet som elev på et dansekursus, hvor det kneb lidt med at følge takten, rytmen og de komplicerede dansetrin, og derfor trænede han sort hjemme på værelset. Han ville gerne kunne begå sig i selskabslivet.
Han var desuden startet på et talekursus med det formål at udrydde dårlige formuleringer og sproglige uvaner, men det” vendelboeske” kom hele tiden frem, og han kæmpede med det stumme h.
30 år senere var jeg en dag til et møde i Centraladministrationen, og hvem var den kontorchef, der sad for bordenden og talte det mest perfekte Hellerup-dansk? Poul fra Thorshøj.
Kilde: Mæ’siel – 18-158
Jernbanepatruljen mellem Sønderskov og Hjørring 28. januar 1944
Stormen, der havde brølet i næsten to døgn kostede fredag morgen et menneskeliv.
Den 38-årige ekstraarbejder ved statsbanerne Alfred Andersen, Sønderskov, blev kørt ned af morgenekspressen – tog 360 – fra Frederikshavn under patruljetjeneste. Han dræbtes på stedet.
Alfred Andersen patruljerede banestrækningen sammen med reservepolitibetjent Peter Toft fra Hjørring.
Det lykkedes Toft at redde sig i sidste sekund, da en stor og truende skygge sprang ud af mørket bag dem. Han gav et skrig fra sig og råbte til Andersen ved siden af ”Væk”. Selv gav han sig ikke tid til at springe ud af sporet, men lod sig trille ned på den smalle strimmel sand ved siden af skærveballasten.
Toft slap uskadt, mens Andersen blev grebet af lokomotivet og slæbt med ca. 100 meter. Han var fuldstændig knust. Ulykken skete kl. 06.15 og de to vagtposter, der gik mod stormen kunne ikke høre toget, der kom bagfra.
På lokomotivet bemærkede man ikke ulykken. Først et par minutter efter togets ankomst til Hjørring, indløb der en meddelelse om ulykken fra blokposten ved Sønderskov.
Alfred Andersen – født i Vidstrup 10. oktober 1905 – var gift og efterlod sig 5 faderløse børn.
Under den tyske besættelse var ikke alle stationsområder bevogtede, kun de største, og det var politiet og banerne selv, der stod for sikkerheden.
Strækningen mellem Frederikshavn og Nørresundby blev kontrolleret ved såkaldte linjeeftersyn, der fra slutningen af 1943 blev forstærket – således, at en bevæbnet dansk politibetjent og en jernbane-ansat konstant patruljerede linjen, der var opdelt i flere afsnit.
Efter, at det danske politi var blevet opløst i efteråret 1944, var det den tyske besættelsesmagt, der stod for bevogtningen.
Foto: Poul Erik Larsen – tak Poul
Kilder: Lokale skrifter, aviserne og Susanne Riismøller. Tak Susanne for dit store arkivarbejde.
FK Clarkfeldt
Di gamle wendelboer war ent møj for å blyw waske
(De gamle vendelboer var ikke meget for at vaske sig). Jeg mindes en ældre teglværksarbejder Peter fra Lørslev Vesterhede, som i sommeren 1956 fik en slem betændelse i den højre storetå. Det varede en stund, inden han tog sig sammen til at søge læge. Problemet var, at han ikke var så meget for at få vasket sine fødder.
Betændelsen tog imidlertid til, og en dag måtte han bede sig fri for arbejdet på Ilbro Teglværk og cykle til Hjørring for at frekventere Dr. Ingerslev. Peter havde blot vasket sin højre fod. Doktoren ville se begge fødder, også den venstre – og den lugtede fælt, så Ingerslev skældte ham ud, og bad ham om en anden gang også at vaske den venstre fod.
Betændelsen i stortåen blev værre, og han måtte endnu engang bede sig fri. Vaskede begge fødder, og cyklede til Tolne for at konsultere den kloge kone Frida Hansen.
Fortørnet vendte Peter hjem til Vesterheden forsynet med en krukke kamfersalve.
”Hun wil slet ent si på meen fø’er, og hvorfor sku a så ha waski dæm?”.
(Hun ville slet ikke se mine fødder. Hvorfor skulle jeg så have vasket dem?) Salven fra den kloge kone hjalp og der gik mange år, inden han igen fik fødderne i sæbevand.
Foto: En vendelbo – en tegning fra 1898, men personen ligner Peter.
- Clarkfeldt
De fornuftige vendelboer:
Livet går videre – også for Mett-Mari –
Chresten ligger for døden – og taler nogle alvorsord med sin kone Mette-Mari
“No ska a snårt opp te Wo-Herr i paradise, å nær a ent æ hær mi’e, så sku do jywt dæ mæ wo nåbo Julius, hej hå’ læng nåk wat enkemaj, å haj wel wes gjan ha’ dæ!”
(Nu skal jeg snart op til Vor Herre i paradiset, og når jeg ikke er her mere, så skulle du gifte dig med vores nabo Julius, han har været enkemand i lang tid, og han vil vistnok gerne have dig)
Mett-Mari: – “Åh ja, to a hå læng tænkt å de’ samm’ dæfor jor’ a osse i winter dej tree skjuter te dæ så rigele, te a ment, di ku osse pas ham”.
(Jo, jeg har længe haft de samme tanker, derfor syede jeg i vinter dine tre skjorter lidt større, så de også kunne passe til Julius).
Chresten havde i et par år ligget syg; tæring sagde doktoren. Mette-Mari var meget ovre hos Julius og de var allerede enige om en fælles fremtid, og muligheden for at lægge de to husmandslodder sammen.
Et par uger senere døde Chresten, og Mett-Mari flyttede over til Julius, og efter de havde skiftet med de voksne børn – blev de gift i Ugilt kirke. Livet gik videre.
Kildehenvisning: KH-7. oktober 1910. Tegning Rasmus Christiansen. Beretningen rundt om dialogen æ å mæsiel.
- Clarkfeldt
Et besøg hos den gamle redningsmand Christian Rasmussen fra Højen, som ligger alvorlig syg på Frederiks Hospital i København
Han får besøg af en reporter fra Hjemmet primo januar 1909
Han beretter om et par af hans værste ture:
Sæby Vandtårn
Det ville ikke være den store udgift at genopføre det gamle, lysende “Sæby” skilt på det gamle vandtårn igen.
Neonskiltet blev sat op i 1970erne efter stor debat i byrådet. Det er sikkert gået til på et tidspunkt, og så har ingen åbenbart tænkt på et nyt.
Der er faktisk mange, der efterlyser det, har jeg bemærket.
Mikkel Nielsen, Sæby
EN LIVLIG DAG PÅ TELEFONCENTRALEN.
Et sted i Frederikshavns opland boede i september 1924 en mand, der af og til bankede sin kone.
En søndag fik han et anfald, og konen løb over til telefoncentralen for at telefonere til sin far, for at han kunne fungere som forligsmægler.
Hun fortalte centralbestyreren om den huslige skærmydsel, og han ytrede sin mening om, at manden næppe var helt vel i øverste etage.
Derefter gik konen hjem, og fortalte det til manden, og derefter var det ham, der aflagde visit på telefoncentralen.
Før centralbestyreren nåede at se sig om, var han midt i et storslået slagsmål, hvor i han tog det første stik hjem i form af et regulært blåt øje.
Han forsøgte at smide den voldsomme gæst ud, men denne var ikke oplagt til at afbryde diskussionen på så tidligt et tidspunkt, og afleverede en næsestyver, så den arme centralbestyrer så solen danse til trods for, at man var et godt stykke forbi pinsen.
Dog gav han ikke op, men fortsatte bestræbelserne på at få kalorius sat udenfor, og da han ikke ville ud gennem den åbne dør, kom han igennem den lukkede, i det centralbestyreren med tju og bang satte ham igennem dørruderne, der splintredes i flere stykker end nogen af dem, havde tid til at tælle.
Senere sad hovedpersonerne i denne bevægede episode for retten i Frederikshavn, og deres ansigter bar iøjnefaldende spor af gemytterne.
Konen var også mødt op i retten, og bekræftede, at manden havde for skik at klø hende, når hun blev for ”næbbet”.
Hvor i oplandet historien er fra, det ved jeg ikke, men her er et billede fra telefoncentralen i Ravnshøj omkring 1940.
Mikkel Nielsen, Sæby
DET STORE SLAG I JERUP.
Et par unge karle fra Bannerslund var en søndag i august 1924 på udflugt til Aalbæk.
Da de kom gennem Jerup, traf de Frederikke, der lovede at vente trofast på dem, til de kom tilbage fra Aalbæk.
Men ak, kvinden er lunefuld. Da de to ungersvende, der ikke havde købt bolsjer for alle pengene, ud på eftermiddagen kom tilbage til Jerup, havde Frederikke skammeligt svigtet deres tillid, og var taget i skoven med en lokal tilbeder.
De to skuffede besluttede som en eklatant hævn at jævne Jerup med jorden, og forsynede sig med et par mægtige granspir for at gå i gang med arbejdet.
Først udråbte de dog højlydt for de forskræmte jerupborgere, hvilken skæbne der snart skulle ramme dem, men en gæv Jerup karl besluttede at frelse sin hjemby.
Hånligt kaldte de ham Jerup-neger, og truede ham med en meget tidlig bortgang fra denne jord, men ihukommende saglig Frederik Den Syvende, der snakkede ej, men slog, tog han de to kamphaner, og smækkede dem mod hinanden, så der slog gnister. Stak dem derpå ud i stiv arm, og smed dem ned i hver sin vejgrøft.
En anden noget nysgerrig Jerup borger, der var kommet indenfor skudvidde, var så uheldig at få den ene af de gennem luften flyvende karle i øjet, men derud over flød det intet Jerup blod.
De krigeriske Bannerslund karle blev afhentet af politiet, og blev anbragt i arresten for i ensomhed at betænke krigslykkens omskiftelighed.
Mikkel Nielsen, Sæby
”SKØNNE ANE” FRA AALBORG.
Med mellemrum skete det at Aalborg Politi fik besøg af en dame ved navn ”Skønne Ane”, vi er her tilbage til omkring 1920erne.
Man vidste straks besked om, hvad det handlede om. Hun brugte nemlig den metode at anmelde sine kærester til politiet for alfonseri, når hun var blevet træt af dem. Og det var unægtelig en nem måde at komme af med dem på.
En dag i marts 1925 gik det ud over en 20årig ungersvend fra Middelfart.
Han hed, Olsen, og ”Skønne Ane” mødte ham i folkekøkkenet, hvor de hurtigt blev så gode venner, at ”Skønne Ane” betalte den daglige middag og lidt til.
Til sidst flyttede Olsen hjem til hende. Det blev hun imidlertid hurtig ked af. For at slippe for spektaklerne med at smide ham ud, meldte hun ham til politiet.
”Jeg havde ikke troet det om Ane”, sukkede Olsen.
Hvorfor lod de hende betale for dem, spurgte dommeren, de siger, de selv har penge.
”Hvad der er sparet, er tjent Hr. Dommer”, svarede Olsen.
”Skønne Ane” blev derefter afhørt, og påstod, at hun helt og holdent havde underholdt Olsen.
Dommeren: Hvad nummer i rækken er det nu, de hænger ud på denne måde.
”Skønne Ane”: Det ved jeg såmænd ikke, jeg har ikke talt dem.
Billedet af kø til Folkekøkkenet i Aalborg er fra 1943.
EN RØDSPÆTTE FANGET I TØRVEGRAV VED LYNGSÅ.
I en tørvegrav ved Lyngså blev der i juni 1895 fanget en rødspætte, der var spillevende.
Den havde en størrelse af cirka 25 cm.
Hvordan rødspætten var kommet i tørvegraven, der lå et godt stykke fra havet, var temmelig ubegribeligt, ligesom det også var højst mærkeligt, at den kunne trives i det ferske vand.
Man mente, at den i en spæd alder var ført dertil af en skypumpe eller af fugle, og den så var blevet ”tilvænnet” i de nye forhold.
Jeg oprettede denne profil, da jeg ikke kunne lægge historier op i grupperne. Nu ser det ud til, at alt er normaliseret, og kan jo lige så godt bruge denne profil til noget fornuftigt.
Så tænker, det vil blive en profil, der kommer nye historier op, og samtidig en masse af de gamle historier samt billeder fra Sæby, Frederikshavn og andre dele af Vendsyssel.
Der kommer snart en vinter, hvor der bliver masser af tid til at fylde på denne profil.
Har du lyst til at følge med, skal du være velkommen til at sende en venneanmodning til denne profil og spred gerne rygtet.
DEN UNGE PIGE FRA ØKSENHEDE.
En smule vest for Sæby ligger området Øksenhede, hvor der i gamle dage som alle andre steder på landet, var masser af liv på de store og små gårde.
Livet kunne dengang være hårdt i sig selv, men folk kunne også rammes af psykiske lidelser, hvilket denne ulykkelige historie kan fortælle om.
En ung pige på 17 år forsvandt nemlig i maj måned 1891 fra sin plads på en gård i Øksenhede ved Sæby.
Der gik 14 dage, hvor ingen havde set hende, og det havde sat sindene i bevægelse i hele lokalområdet.
Det gav anledning til masser af løse og falske rygter, og gisninger om det mest forfærdelige.
Omkring den 20. maj 1891 kom en dreng gående i området. Da han passerede ”Øksenvad”, fik han øje på et stykke af en kyse, der flød i overfladen af vandet.
Han kiggede nærmere efter, og opdagede at kysen sad på liget af en kvinde, der drev ned af åen.
At den unge pige havde berøvet sig selv livet, var der næppe nogen tvivl om.
Om pigen kunne man sige, at hun var en lidt ejendommelig af natur. Til tider var hun lystig og munter, til andre tider var hun sær og adspredt, og kunne være meget optaget af religiøse grublerier.
Heller ikke var hun fri for en smule indskrænket nu og da.
Tanken om at gøre en ende på tilværelsen, var næppe kommet pludseligt.
Hun havde i nogen tid forinden spurgt sin madmor om, hvordan det gik til med at hænge sig. Et spørgsmål der fik et så alvorligt og roligt svar, at det ikke blev fremsat oftere.
Hun havde også ladet ord falde om lyst til at gå i åen eller i havet.
Der var dog ingen, der havde fantasi til at forestille sig, at den unge pige virkelig gik med selvmordstanker. Hun tjente hos flinke folk, og virkede til at have det godt.
Man kendte heller ikke til nogen ydre anledning til, der kunne have en deprimerende virkning på hendes sindstilstand.
På dagen hvor hun forsvandt, havde hun troligt og samvittighedsfuldt passet det barn, man havde betroet hende og hjemmet, hvor hun tjente.
Hendes husbond og madmor havde denne dag været i Frederikshavn, og først da deres vogn havde nærmet sig gården om aftenen, var hun listet afsted ned til åen.
En tømt brændevinskaraffel lod formode, at hun ved bedøvende midler havde søgt at overvinde sig selv til at fuldføre det planlagte.
Tankerne om det religiøse og tvivlen på sin egen tro, mente man i et indskrænket øjeblik, havde været årsagen til den sørgelige begivenhed, der med fundet af pigen fik sin endelige afslutning, og folk i lokalområdet fik vished om, hvad der rent faktisk var hændt, så alle løse rygter kunne manes i jorden.
Man kan sige meget om det religiøse, det betyder meget for nogen, og har ikke den store betydning for andre.
Specielt for år tilbage skyldtes mange selvmord religiøse tanker, især hvis folk var begyndt at tvivle på troen.
Det tror vel pokker med alle de trusler om alt det onde, der kunne overgå en, hvis man tvivlede.
Haj æ ent dø enå, men haj æ møj syg
”Lidt om det østlige Vendsyssel” 1860-1869
Haj æ ent dø enå, men haj æ møj syg
Sidste efterår erhvervede jeg hos et antikvariat i København et lille hæfte på 29 sider vedrørende det østlige Vendsyssel og Vendelboerne i perioden 1860 til 1869. Forfatteren skrev under pseudonymet ”E”.
Ved nærlæsning af skriftet fremgår det tydeligt, at forfatteren var en juridisk kandidat/fuldmægtig, som forrettede tjeneste hos By og Herredsfogeden i Sæby og Dronninglund Herred fra cirka 1860.
(By og Herredsfogeden hed indtil 29. august 1865 Henry Christian Gad).
”E” skriver i et afsnit:
Vendelboen er angst for ”at gøre rejser, hvilket skyldes omsorg for ”Øgene” (hestene), som han er mere nænsom over end over sig selv. ”For at spare rejser” kan vendelboen gøre meget.
”Jeg erindrer således en pudsig historie med en mand, der en dag anmeldte et dødsfald, opgav alt med hensyn til den afdøde og herefter skulle have en ”Jordseddel”, eller attest for, at dødsfaldet var anmeldt for skifteretten. Men da han endelig blev adspurgt om, når og hvilken dag vedkommende var død, svarede han:
Ja, tho, haj æ ent dø enå, men haj æ møj syg, å så tøktes a, det war skjønt å få jorsædeli i dag for ¨å spår en ræjs.
(Ja, han er ikke død endnu, men han er meget syg, og så syntes jeg, det var skønt at få Jordsedlen i dag for at spare en ny tur).
Ja, for at spare den, blev altså en ulykkelig mand straks slået ihjel.”
Kilder: Lidt om det østlige Vendsyssel. Susanne Riismøller og Mæ siel
Billede: Unavngivne vendsysselske bønder cirka 1870 (18-146)
FFK Clarkfeldt.
”ANDERS SPILLEMAND” FRA SØRIG MOSE.
I stedet for jordhuler har de nu fået huse i Sørig Mose
Her kommer en lille fortælling fra 1913.
Omkring 1863 kom en sommerdag en fattig 23årig mand vandrende fra Aalborg mod nord.
Hans mål var Sørig Mose mellem Skagen og Frederikshavn.
I lommen medbragte han hele sin jordiske ejendom – 8 skilling.
Han var blevet led og træt af livet i byen, men det var især for at kunne blive sin egen mand, han fæstede bo mellem den store, stille moses pors og lyng.
De få mennesker som levede i mosen på den tid, var alle ”huleboere”.
Den unge Anders måtte naturligvis i det hele dele deres fattige kår.
Intet under at livet, det fattige og trælsomme nybyggerliv ofte især i starten faldt ham trivielt og kummerligt.
Så lærte han sig selv at spille violin. Når de triste tanker og stunder truede med at kvæle han ellers lyse og modige sind, tog han sin violin frem, og spillede sig glad.
Anders arbejdede sig frem, og således gik det omtrent alle nybyggerne. Huleboerne forsvandt og jævn velstand kom til huse i de nye, gode boliger.
Aalborgmanden som Anders ofte blev kaldt, blev det oplivende element gennem det hårde, daglige slid og slæb på mosen.
Hans violins muntre toner satte livlig kolorit på tilværelsen.
Anders Spillemand kunne ikke undværes, hvor man kom sammen og rigtig ønskede at være glade. I munter dans til hans lystige spil glemte man de tunge, trælsomme dage, og nyt livsmod spirede frem, og kastede et lykkeligt skær over fremtiden.
Anders fyldte i 1913 73 år, men han spillede endnu med færdighed og lyst sit kære instrument.
Det var nu kun hjemme, han gned fiolen.
Mens tonerne klingede, så den gamle Anders Spillemand ofte de lystige og glade dage på mosen glide forbi.
Mikkel Nielsen, Sæby