Harry Jørgensen døde i 1995.
Harry Jørgensen er født i 1907 i Vrensted og døde i en alder af 88 år i Vrensted i 1995. Det meste af livet boede og arbejdede han dog i Løkken. Han var oprindelig landarbejder men blev så arbejdsmand i Løkken. Han tilbragte sit liv i Løkken, hvor han i 1930 blev gift og stiftede familie, blev forsørger og måtte tage det arbejde, der var at få for at kunne forsørge familien. Han var med til at bygge læmolen i Løkken. Fra 1930 og frem til tæt på slutningen af 2. verdenskrig, var han rejsebud mellem Løkken og Hjørring. Senere var han fiskehandler og produkthandler. I den seneste tid i Løkken var han hotelkarl på Hotel Klitbakken. Sideløbende hermed var han meddeler først til Ny Tid og senere til Vendsyssel Tidende, hvor man gennem årene nød godt af både læserbreve og lokale nyheder. Han var aktiv inden for politik og foreningslivet og sluttede sit politiske engagement i Fremskridtspartiet, hvor han blev Æresmedlem.
I 1974 startede Vrensted tilværelsen igen, hvor han flyttede alene ind i Ørnholms minde lige syd for Kirkedammen. Harry Jørgensen var en farverig og flittig person, kendt af mange over hele Vendsyssel, dels som tidligere meddeler til avisen men også som en flittig og meget velformuleret læserbrevsskribent, en af de mest markante under Frit ord i Vendsyssel Tidende men også i københavnerpressen, hvis de trængte til et hip og et ord på vejen.
Harry Jørgensen var altid god for en interessant beretning. Han var et omvandrende arkiv og gennem årene samlede han et rigtigt arkiv af udklip og materiale af lokalhistorisk art.
Den kendte forfatter Knud Holst var også nogle år forinden flyttet til Vrensted. De kendte hinanden fra den tid de begge boede i Løkken. Harry Jørgensen havde altid haft et godt forhold til vagabonder og landevejsridderne og som rejsebud havde han mødt mange af de farende svende. Han havde fået tilnavnet “Vagabondernes Bedstefar”. Knud Holst får Harry Jørgensen i gang med at lave en lille avis, Vagabond-Avisen, landets mindste på fire A4 sider. Den 16. februar 1987 udkommer så det første eksemplar af Vagabond-Avisen. I begyndelsen udkom den en gang om måneden men hurtigt blev den en ugeavis som fortrinsvis sælges på markeder og steder hvor vagabonder færdes. Harry Jørgensen forestod alle opgaver på avisen. Som udgiver, redaktør, journalist og trykker. I 1989 var den udkommet i 810 udgaver. Selveste det Nordjyske Landsbibliotek i Ålborg var blevet fast abonnent. Harry Jørgensen havde en fast kreds som han sendte en halv snes eksemplarer til ad gangen. Det var Oplandsavisen, der sørgede for at fotokopiere Vagabond-Avisen i det nødvendige antal eksemplarer.
Efter Harry Jørgensens død i 1995 overtog sønnen Kristian Jørgensen, Vrensted hvervet som redaktør indtil juni 2009 hvor han måtte stoppe på grund af sygdom.
Tommy Thomsen Da jeg boede i Vrensted besøgte jeg Harry Jørgensen , en travl mand med at skrive Vagabondavisen på skrivemaskine og med en fingersystem , men der kom en lille avis ud af det , som han jo selv havde oprettet. Fik også tit besøg af Harry , som kom på cykel med lidt gamle aviser til kakkelovnen og så hyggede vi med lidt snak og en tår øl.
Sønnen overtog avisen efter ham. Ved ikke om avisen eksisterer mere , men det gør Harry ikke. Ære være hans minde.