Historien er leveret Hans Poulsen, kaas
Lejtepigen boede i en lille hytte på Vrensted kær. Hun beskrives som en lille mager kvinde med stor hage, lang næse og røde øjne. Hun havde en hejsestok i hånden, og så ejede hun en flok gæs og en sort kat. Således sagde min meddeler en 76-årig skomager, som bor i Vrensted, og er født samme sted, – og han fortalte mig, at byskolenlæreren havde en kærlod hvor Lejtepigens gæs ville være, og de ødelagde hans korn, dette tog han meget fortrydeligt op. En dag bestemte han, nu skulle det være slut, og han var meget vred da han nåede hen til huset hvor han traf Lejtepigen udenfor, og i sin hidsighed slog han løs på hende med sin stok. Til skolemesterens store forfærdelse opdagede han, at han stod og bankede på en rund tørvestak.
En gang var Lejtepigens gæs løbet væk, men hen på aftenen kom der en lille hund gennende med gæssene. Det var selvfølgelig Lejtepigen som havde omskabt sig (som det hed). En gang præsten var på jagt, skød han en hare, som løb ind ad Lejtepigens hønselem, men da pastoren kom ind og ville have haren, stod Lejtepigen og tørrede blodet af sin ene fod, men der var ingen hare at finde.
En jægersmand ved navn Niels Henrik gik på jagt ude i kærene, og han skød på en ræv, men ræven sprang over kældergrøften, hvor den sad og gloede på Niels Henrik. Hunden som han havde med, opgav forfølgelsen, og kom hylende tilbage, og da Niels Henrik atter ville skyde, var bøssen forhekset, og kunne ikke skyde, det var selvfølgelig Lejtepigen han havde skudt på. Hun havde også evne til at trække fugle til huset, store fede fugle, som hun slagtede, ligesom hun kunne få folk til at fare vildt ude i kærene. Engang kom hun ind på en gård, hvor det var umuligt at få væven til at stå lige, ligegyldigt hvad de gjorde, så hoppede og gyngede den, men efter at Lejtepigen havde fået brød og sul i posen, bad hun dem prøve varen, og nu stod den fast.
Engang hun kom til Aasendrup (Vrensted sogn), var der stor opstandelse, pumpestangen til gårdpumpen var bleven fjerner társat, og var ingen steder at finde, men efter hun var blevet modtaget, bad hun dem se på bylden over døren mellem spisekammeret og køkkenet, og der lå pumpestangen. Lejtepigen spåede og helbredte de syge, hun lavede en salve af en ut som hun kaldte mesterod, med den salve kunne hun helbrede alt såvel Fnat Son Helseskud.
Met de Lejtepigen blev gammel og svag, fik hun ophold hos nogle bekendte eller slægtninge vester ude, og her endte hun sine dage, hun hængte sig i sin væv.
Lejtepigen” er en ældre dansk betegnelse, som primært blev brugt i landbosamfundet og i mindre byer i 1700- og 1800-tallet.
Betydning:
En lejtepige var typisk en ung, ugift kvinde, som arbejdede midlertidigt eller sæsonvist, ofte uden fast plads, men “lejet ind” efter behov.
Hun kunne fx arbejde som, tjenestepige på gårde som hjælp i husholdninger, som ekstra arbejdskraft ved høst, slagtning eller andre travle perioder. Ordet kommer af “at leje”, altså at blive hyret for en periode.
Social og historisk kontekst
- Lejtepiger stod ofte lavt i det sociale hierarki
- De havde sjældent økonomisk sikkerhed
- Mange flyttede fra sted til sted
- Betegnelsen kunne i nogle sammenhænge have en let nedladende eller medlidende klang
I kirkebøger, folketællinger og gamle dokumenter kan lejtepige også være brugt som civilstands- eller erhvervsbetegnelse, ikke som navn.
I sproglig brug
I dag er ordet:
- forældet
- bruges mest i historiske tekster, slægtsforskning eller litteratur
- kan give et billede af en kvinde uden fast tilknytning, men ikke nødvendigvis noget negativt.