Denne fortælling kommer fra:
Optegnelser som gårdejer Valdemar Aagaard, “Sigensgaard” pr. Nr. Saltum (1880 – 1970. Valdemar Senius Aagaard “Sigen” Fårupvej 75, Saltum ) har lavet.
Han skrev dem ned og var leverandør til det Kongelige Bibliotek hvor de opbevares for eftertiden.
Om forfatteren Thomas Olesen, Løkken
Nu vil jeg skrive om vor gode ven Thomas Olesen, Løkken, for jeg har jo kendt ham i mange år, da han i året omkring 1900 købte Kancelligården i Blokhus. Thomas var stærkt handikappet, da han som barn blev skadet på det ene ben, og kunne kun gå ved stok. Rugbjerg Hede, der lå op mod landevejen, det er så længe siden som i cyklernes barndom, Desangående kom han i skomagerlære og blev skomager og begyndte for sig selv i et hus og Thomas slog sig på cyklemekanismen, og han forsøgte sig som fabrikant og reparater, men han opgav det til fordel for acetylgas og han fik også en del installationer, men heller ikke det ville gå, men nu brød Thomas op og flyttede til Vrå og fik værksted, og hvor han skrev “Bonden Niels Hald” og ”Niels Hald Hustru” m.fl., det var under første verdenskrig, og han reparerede cykler og kørte taxi, og det var på disse tider, at han samlede en del af af stoffet til bøgerne. Han kørte meget for Ejendomshandler, dem vi kaldte spekulanter, det var folk som levede stærkt, og de sluttede som regel deres forretninger på et hotel, og hvad dermed fulgte, med stor spisning og fyldte glas.
I 1919 flyttede Thomas Olsen til Løkken med familie, der bestod af konen Marie. De var meget fattige, men Thomas var god til at skaffe sig kredit, han kørte fremdeles taxi, og derimellem skrev han “Bonden Niels Hald” og “Niels Halds Hustru”, så vidt jeg ved, med disse bøger, fik han sit gennembrud, og han gik lysere tider i møde, mens de boede i Løkken blev Thomas og Marie skilt, jeg kan og vil selvfølgelig ikke opgive nogen grund, men så vidt jeg ved, var det i 1929, at Thomas købte Kancelligården i Blokhus, han blev den tilbudt med Overrets sagfører. Rendbech, Ålborg som mellemmand. Prisen var latterlig lille 10,000 Kr. kontant eller 12,000 uden udbetaling. Thomas valgte det sidste, men nu gav hans bøger penge og han fik det store hus repareret, og fik bevilling til at have badegæster og til beværtning, og får år efter blev han gift med en islandspige, som var ham til stor hjælp. Men efter få års forløb, forlod hun ham og tog hjem til Island. Efter at Thomas var kommet til Blokhus, blev han inviteret til Overretsf. Rendbechs sommergilde på Vestruplund, hvor vi traf hinanden, og det gamle bekendtskab blev efterhånden til venskab. Vi blev inviteret til Kancelligården til gilde, og der traf vi sammen med mange forskellige mennesker, der var både svenskere og nordmænd, kunstnere og digtere, og overalt tronede Thomas, som den gode og glade vært, til hvem lykken tilsmilede.
Ja, jeg må vel heller forsætte med Thomas, d.25/6 1952 fyldte han 75 år, og først på sommeren udnævnte Overretsf. Rendbech følgende Komite til at forestà en fest for Thomas. Komiteen kom til bestå af følgende: Overretsf. Rendbech, Forfatteren Hans Povlsen, Rep. Assist. Falberg, Sangeren Thune Stepensen, Maleren Carlo Vognesen, Maskinm. E.Rasmussen, og Gdr. Vald. Agaard. Det første møde blev holdt i Hasseris i Overr Rendbechs villa, og det bestemtes, at de som ønskede at deltage kunne henvende sig til en af komiteens medlemmer. Og så vidt jeg husker, var det 18 Kr. pr. par, nu fulgte en forrygende tid med tegning og møder, og i dag så mange år efter kan jeg slet ikke gøre rede for enkelthederne, men jeg husker, at Thomas gjorde krav på at følge med i hvad der foregik, men resultatet blev, at der var 250 til den store fest på Bellevy i Blokhus, der var svenskere og der var nordmænd, Forlagsdirektører og Forfatterforeningens formand Voel, og mange flere af dem i toppen, foruden en masse journalister. Min kone havde redaktør og forfatter Larsen-Ledet Århus til bords, jeg havde Frk. Karen Sørensen til bords, hun blev senere Thomases kone.
Om formiddagen var der stor Rykind på kancelligården, og Thomas var vært. Vi spiste dejlig smørrebrød og drak øl og kaffe, men hen mod aften begyndte det store rykind, og kl. 8 blev dørene lukket, og festen tog sin begyndelse, og derefter at Thomas havde budt velkommen, kunne Talerne begynde, d.v.s. O.R. sagf. var en slags ordstyrer, dem der ønskede at sige noget henvendte sig til ham pr. billet med navns nævnelse, der var udnævnt enkelte officielle Talere deriblandt mig (stakkels) mand, jeg skulle tale og bringe egnens tak til Thomas, – men det var mig en stor trøst og tilfredsstillelse, at bladene skrev omtrent samstemmende, og så talte Valdemar Ågård Saltum, der på i jævne ord bragte Thomas Olesen en Tak for hvad han var for egnen, og jeg sluttede min tale med at sige, – Jo, Thomas vi forstår dig, og du forstår os, Du Klittens og Folkets og Danmarks gode søn, du skal have Tak, og vi var to glade mennesker, min kone og mig, da vi hørte Bifaldet brød ud, og da jeg gik fra talerstolen og hen til min stol, rakte de af vore venner og bekendte, som jeg passerede, hånden ud og sagde tillykke.
Få år efter fik Thomas en hjertelammelse og kom på hospitalet, og overlægen sendte ham hjem med den besked, at han kun havde halv kraft, kort tid efter sygehusopholdet blev han gift med Frk. Karen Sørensen som var Husbestyrerinde hos ham, men dette ægteskab blev en skuffelse for ham, det var jo kone nr.3.
1957 døde Thomas Olesen, og om formiddagen på hans begravelsesdag ringede Amtsrådsmedlem Lars Enevoldsen Hune til mig om at jeg skulle sætte mig i vej for at få en komite dannet til at arbejde for at få rejst et minde for Th. Olesen, og da vi kom til begravelse traf jeg O.R. sagf. Rendbech, og han gik ind for tanken, og da Mindehøjtidligheden var forbi ned på Kancelligården nedsatte Rendbech et udvalg, der kom til at bestå af Lars Enevoldsen som formand, Oversf. Rendbech, Overlærer Jensen, Vraa, en fra Løkken, to fra Pandrup, Valdemar Ågård, Saltum, tilstede var også billedhuggeren Bowin Frederikshavn, han gav os nogle oplysninger angående priser, og vi talte om 4000 Kr., ja så kunne vi få så og så meget, men da vi sluttede tegningen havde vi 6000 Kr., og nu synes vi, at der står en god buste af Thomas Olesen ved vejen til indkørslen til Blokhus.
Da vi ikke havde Thomas Olesen mere, var vi mange som følte, at vor egn var blevet en god og betydelig mand fattigere, det var jo således, at når vi var samlet, holdt han altid en smuk tale, han havde let ved at finde ord, og han var en klog mand, og hans tanker spændte vidt, og vi hørte gerne på ham, han talte om sindet og sindelaget.
Om Ægteskab.
Giftefærdige børn, det var ikke udsædvanlig at forældre med giftefærdige børn holdt gilder og selskaber for deres voksne børn, og det kan vel ikke nægtes, at der tit og ofte var en bagtanke med det, der blev så vidt muligt sørget for passende bekendtskaber, da hvis fra et andet sogn, satte forældrene en undersøgelse i gang, først om Karlens eller Pigens sådanne fandtes indenfor rækkevidden, men skulle det ske, at en Karl eller Pige fik en Ven hemmelighed, det betød en hel del, om hun eller han havde været på Højskole, dette gav Valdel og duelighed, derefter om hjemmets økonomiske forhold, men det foregik i dybeste fortrolighed og anseelse. Det hørte absolut ikke til gode tone, at en Karl overnattede hos en Pige, det var med et mild udtryk, en stor skam både for Karlen og Pigen, da hvis det blev opdaget.
Før-forlovelse.
Det var almindeligt, at de unge søgte at hemmeligholde deres følelser over for andre længst muligt, men når det kom der til, at en Karl fulgte en Pige hjem fra Bal, så var det omtrent slået fast, at de var kærester, da iblandt de unge, det var jo skik at når de unge gik fra møde eller Bal, gik Pigerne arm i arm, og Karlene bagefter, ved sådanne lejligheder morede Karlene sig med at springe frem og bryde kæden, d.v.s. at så fik karlene en pige under hver arm, og det var nok ikke helt tilfældigt, hvor de brød ind. Udtrykket “forelsket” brugtes meget sjældent, det hed kærester eller kærestepar, det kunne nok ske, at der var lidt oplagt drillerier, men det var godartet, men ude på de lidt større gårde, hvor der var flere Karle og Piger, blev det ikke tålt, at der kom fremmede Karle på besøg hos gårdens Piger. Det kunne næppe tænkes at kærestepar gik til dans blot for at danse med hinanden, men alligevel holdt de sammen, på den måde at de sad sammen. – Jeg kender kun eet tilfælde hvor forældre har tvunget de unge til at gifte sig med hinanden, og Pigen svor, at hun aldrig vil dele seng med den hun fik til mand, og man sagde hun holdt ord.
Frieri.
Det var skik, at de unge spurgte forældrene, før de ringforlovede sig, det kan vist ikke tænkes, at den unge mand spurgte Pigens forældre, for han havde jo pigens Jaord, – Jeg har hørt tale om, at en ung forsagt mand lod sig forhøre ved en mellemmand, og det var i det tilfælde en kvinde, en nær ven af Huset, det var en stor tillidssag, som sikkert ikke betalt- med rede penge, de to par forældre mødtes ikke for at drøfte arv og Udstyr før forlovelse var kommet i stand.
Nærmere herom under Brylluppet bestemmes.
Forlovelse.
Når et ungt par tog ringe på, sagde man, at de var forlovet, havde de ikke ringe på, sagde man, at de var kærester. Der var ingen regler for hvor længe før Brylluppet man burde forlove sig, det afhang i mange tilfælde af, at få et hjem, – for gårdsmandsbørn, for der var jo flere ting som skulle tages i betragtning, der var ejendommens størrelse og udbetaling bl.a. jordens beskaffenhed, besætning, redskaber, avl, bygninger, m.m. Fik de så opspurgt et hjem, som nogenlunde svarede til det man havde tænkt sig, gik forældrene sammen, og fik talt om hvor meget de i forening kunne give i medgift, og når dette var klaret, kørte man hen og prøvede at handle, men det skete næsten altid, at man så på flere ejendomme, før man bestemte sig, men når så handelen var i orden og overtagelsesdagen bestemtes, d.v.s. der skulle jo først bud til Præsten og bestilles Lysning, og forlovelsen var, som den skulle være, Brudens og Brudgommens forældre. – Jeg har hørt, at i gamle dage, når Lysning var bestilt, måtte de unge gå i ægteseng, der skulle jo lyses 3 gange i Kirken, og det hørte til i gode tone, at de unge mødte i Kirken iverfald ved første lysning. Jeg ved med sikkerhed, at brugen af forlovelsesringe eksisterede 1875, men det var ikke almindeligt, at ringene var glatte, og indeni var graveret kærestens navn, årstal selvfølgelig meget forkortet. Ringene blev betalt af den unge mand, og de blev brugt til daglig. Jeg ved et bestemt tilfælde hvor ringene blev taget på i enrum. Ved fester om aftenen var forældrene tilstede og selvfølgelig de hjemmegående børn. I disse tider var det ikke skik at sende kort ud, og de nyforlovede tog ikke ud til slægt og venner på visit uden de var indbudt. Der blev ikke givet gaver til en forlovelse, det var ikke skik, at de forlovede flyttede sammen efter forlovelsen. Pigen blev ikke sendt på Højskole, hun blev hjemme og vævede og syede udstyr. Det hørte ikke til god tone, at den ene tog til Leg eller dans, når forloveden ikke var med, de forlovede kunne mødes så tit som tid og lejlighed gaves, og den unge forlovede Pige, blev så vidt muligt stillet lige med forlovedens søster da tilsyneladende, og var der gilde i den unges mands hjem, hjalp forloveden til med forberedelsen ligesom hun også deltog i opvartningen, man brugte almindeligvis gifte folk til at stå faddere ved barnedåb. Det almindelige syn på en hævet forlovelse var, “det var gået forbi”, men de passede vist heller ikke sammen, eller man sagde forloveden var røget, og så var den ikke længere.
Kærestegaver.
Det var ikke almindeligt med kærestegaver.
Udstyr.
Pigens udstyr skulle helst bestå af to sengs sengeklæder, hjemmevævet, d.v.s. to dyner, to Våer (underdyner), 2 lændepuder, 4 lagener, 4 pudebetræk, 2 hovedpuder, 6 håndklæder, 4 viskestykker og et bæreklæde. Det her nævnte skulle helst være nye ting, og så fulgte der ofte brugte ting med, det kan vel næppe betegnes som arvegods, angående de brugte ting, kan jeg bemærke, hvis de unge havde købt gård, og der var tjenestefolk, var der jo brugt for meget, og det var ved sådanne lejligheder, at forældrene dukkede ned i kisten og skabsskuffer, og fandt, om der var noget som de kunne undvære, til de unge, som der jo altid var. Lagener og Pudebetræk var forsynet med broderede navne og hæklede mellemværk, der blev syet et sæt lagener og pudebetræk beregnet særlig til brudesengen samt en fin nytrøje med broderede flæser, alle broderinger var med hvid garn og broderet med Pigenavnet, disse fine ting blev lagt til side, og kom først frem igen til barselssengen, Pigen syede selv sin brudesærke, men ikke brudekjole, i mange tilfælde begyndte man at
Særlig Medvirkende.
Den kone som forestod madlavningen, kaldte man Kogekone, og man kan sige, hun havde det delvis som et erhverv. Den kogekone vi havde var gift med en Skomager, kogekonen havde ikke anden uddannelse, at hun var dygtig til madlavning, hun blev betalt delvis med madvarer, og konerne gav drikkepenge som regel 1-2 Kr., når de var ude i køkkenet, dels for at sige “tak for mad”, og dels af nysgerrighed. Kogekonens medhjælpere i Køkkenet, hun havde en til at gå sig til hånde i Køkkenet, og som regel to i Bryggerset, der skulle bæres vand, hentes tørv og brændsel, og der skulle fyres under Gruekedelen hvori suppen var og blev kogt, og for øvrigt skulle der bruges meget varmt vand. Det var Brudens Far, der betalte dem. Skaffere, det var ikke skik, at nogen blev indbudt til at lede festligheden, men når gæsterne kom, blev der sagt til to unge belevne mænd, om de ville sørge for at få gæsterne til bords, og de fik besked på hvor den nærmeste familie skulle sidde, og Præst og Degneparret havde deres plads, disse skulle sidde lige over for Brudeparret, det blev betragtet som et erhver at hjælpe til.
Opvartere.
Der blev inveteret Piger og Koner til at hjælpe til at dække bord og varte op, at skænke drikkevarer og proppe op, blev besørget af de to førnævnte mænd.
Forridere.
Der blev indbudt Karle til at ride foran 4-6 stykker, og de kaldtes Ryttere, disse red pænt side om side til kirken, men så når Vielsen var forbi, og Brudeparret var på vej af Kirken, sprang Rytterne på deres heste, og så blev der kap ridning til Bryllupsgården, det gjaldt om at komme først, og så tilbage igen for at modtage Brudeparret. Musikken stemte op, når den første Rytter kom, og så var der musik til hele følget der var samlet i Bryllupsgården, det var et smukt syn, at se alle de gammeldags Stadsvogne, de var vasket og pudset, og hestene var omhyggeligt striglet og friseret, Seletøjet var blankpudset de havde brede lædersskagler, vævet tømme, og en del havde Sølvpleteret Seletøj, og brudepiger og brudefører, glanslæders mankepuder. Brudeføreren var som regel en af forældrene, men det kunne ske, at en arvetante fik æren at føre bruden. der var som regel 6 brudepiger, tre fra hver side, og så var det skik, at Rytterne og Brudepigerne fulgtes ad op at ofre, og det var skik at Degnen gik med en liste over hvem der skulle følges ad til offers, disse fulgtes ad ind i Kirken hvorefter de så gik hver til sin side.
Kuske.
Der blev ikke indbudt kuske til at køre, manden eller en søn kørte selv sine heste (selvfølgelig), man indbød ikke Karle eller mænd til at virke som staldkarl, der var jo tit en tjenestekarl på gården, og der var jo tit en husmand som havde haft daglejerarbejde på stedet, han blev tilsagt, disse spændte fra og for, og havde opsyn med hestene som stod bunden i laden. Når gæsterne kom fra kirke, blev de modtaget med et glas vin og småkager, manden der havde opsyn med hestene fik drikke penge af gæsterne når der skulle spændes for.
Spillemænd.
det var ikke skik, at gæsterne gav bidrag til gildet i form af madvarer, da i vor bekendtskabskreds.
Gildemad.
Der blev brygget øl til gildet, og det blev brygget lige efter første lysning, og det blev lagret i anker, der blev ikke brygget øl med Honningtilsætning, mængden af malt skulle jo stå i forhold til den mængde øl, der skulle brygges, og det bestemtes af husmoderen. Der blev slagtet før brylluppet. Om vinteren kunne man begyndte 8 dage før dagen, men om sommeren udsatte man slagtningen så længe som muligt af hensyn til at holde varerne friske. Kogekonen deltog ikke i selve slagtningen, men blev siden kaldt til stede, for at udpege hvad de forskellige dele af dyrene skulle bruges til. Kogekonen kom 3 dage før festen og begyndte bagningen. Det var småkager, sukkerbrødskage og søsterkage. Kogekonen havde en medhjælper i køkkenet, man klarede sig med sædvanlige kogesteder, d.v.s. man tog gruekedelen til hjælp, der var ikke smørrebrødsgilde dagen før brylluppet, og der blev ikke serveret smørrebrød til bryllup.
Gildehuset.
Det var husmoderen der ledede arbejdet. Væggene blev ikke beklædt med lagener, men naboerne kom og hjalp til med at bære skabe og kister ud af Storstuen, disse blev sat i vognskuret. Storstuen blev jo brugt til Spisesal. Når stuen var ryddet blev der kalket, og der blev hæftet papir på hvor folk skulle sidde for at de ikke skulle få kalk på ryggen af deres fine klæder. I disse tider var der ikke skik og brug at leje et telt eller forsamlingshus til bryllup, man bad ikke flere sammen end man kunne huse i hjemmet. Det var altid nødvendigt at låne borde og bænke og stole, men disse ting lånte man af naboerne. Opvartepigerne kom med knive, gafler og skeer og kopper, man lånte dybe og flade tallerkner samt suppeterriner af naboer, glas små og store lånte man vist ved købmanden.
Redning af brudeseng.
det var ikke skik, at fremmede folk (kvinder) kom og redte Brudesengen, og det var ikke skik, at brudesengen blev fremvist. Det var ikke skik, at der rejstes Buer og Æresport på Brudetogets vej til Kirke, og der blev heller ikke strøet blomster og
Pyntning af Kirken.
Det var ikke almindeligt, at Kirken blev pyntet til et Bryllup, det var ren undtagelsesvis, at Der blev pyntet ved et Bryllup d.12 Nov. 1907, det var Degnen som havde pyntet knæfaldet
Efter Spisningen.
Det var ikke skik, at naboerne gik en tur hjem efter spisningen, Brudefolkene skiftede ikke tøj, og det gjorde de unge piger joller ikke. Der blev måske budt en enkelt cigar, ellers var man henvist til tobakskassen. Der blev ikke leget ved Bryllup, der blev ikke til det beskrevne Bryllup sendt breve eller telegrammer.
Bryllupsgaver.
Der blev ikke givet madvarer til Bryllup hos gårdmænd, der blev givet gaver til Brudeparret, gæsterne medbragte selv Brudegaverne. Det kendes ikke, at man gav en særlig pengegave til Bruden, brudegaverne bestod af nye ting såsom Kaffekande, Sukkerskåle, Flødekande, Knive, Gafler, Tallerkner, Te og Spisestel, Kagefad, Skåler, Duge og m.m. Jeg tror ikke det var skik, at familien gav arvegodset fra sig, før i en sen alder. Det var ikke så meget med at gå sammen om gaver, som det er bleven senere. Gaverne blev stillet frem til beskuelse. Det var ikke skik, at familien gav foder, korn eller husdyr i Bryllupsgave. Det kendes ikke, at Brudeparret kørte rundt for at få gaver, men det kendes, at de unge kunne få en vogn eller låne en hest hjemmefra, de unge skulle helst hjælpes i gang.
Mad til gamle og syge.
Det har været kendt, at der blev båren mad ud til de gamle og syge og fattige i nabosognet. Maden bestod af Suppen, Steg og Budding, og den blev bragt ud.
Aftensmad.
Det var ikke skik, at der blev spist aftens- eller natmad, men der blev serveret kaffe og Kage inden gæsterne tog hjem, og det skete i holdvis, der blev dækket kaffebord i Dagligstuen, hvor der var langbord og bænk, her drak man så kaffe. Der var altid nogle som gerne ville tidlig hjem, og Kaffedrikningen fortsatte så til de sidste gæster var taget af gårde.
Underholdning og Dans.
Der blev danset til det omtalte bryllup. dans eller ikke Dans, – det afhang af folks indstilling og pladsforholdene. Der var ikke inviteret unge til at komme og deltage i dansen. Dansen foregik i storstuen, som var bleven ryddet for borde. Musikken var to Violiner elle en Fløjte og en Violin. Dansen blev indledt med Brudevalsen, derefter dansede man familievalsen. Det var skik, at brudens slør fik adskillige flænger i løbet af natten, men det blev da ikke sønderrevet, det betød lykke. det kendes ikke, at bruden skulle skifte dragt eller hovedtaj hen på natten. Jeg kender ikke skikke eller lege, hvori Brudeparret deltog. Man dansede Hamborre, Vals, Hopsa, Mazurka, Toppede-høne, Svejtret, Firkantet Sløjf, sekstur, kontra og det hørte sig til, at man gav Bruden en dans, man bad en tage dansen.
Kobberbryllup, og 25 år – Selvbryllup.
I det nye hjem.
Det var ikke skik, at de nygifte holdt gilde med naboerne, var der nogle som havde givet gaver, blev de budt til kaffe. det var skik, at naboerne bad de nygifte først.
Sølvbryllup.
Det første Sølvbryllup, jeg har overværet var mine forældres i 1903. der var ingen Æresport, og heller ingen Skjold, – jeg husker der var ryddet ud i storstuen, og vi havde kogekone, og der var ukendte gamle venner, og den nærmeste familie med, samt Degnen der holdt tale. der var ingen af de øvrige gæster der holdt tale, og Præsten var ikke med. Der blev givet gaver, men det var ikke det store sus, men det var vist ikke almindeligt, at folk holdt Sølvbryllup i ældre tider.
Markeder.
Optegnelsen fra Valdemar Agård “Sigensgård” pr. N. Saltum.
Optegnelsen kan nærmest føres tilbage til tiden omkring århundredeskiftet, og gælder hovedsagelig for Løkken og Thise Markeder, og et enkelt strejftog til Brønderslev. Løkken Marked afholdtes en af de første dage i oktober, og var en almindelig fri eftermiddag. Middagsmaden var spist, og vi hyrdedrenge samledes så på et i forvejen aftalt sted, hvorefter for oplandet omkring Løkken. Køer og heste blev sat på stald, og hyrdedrengen fik fri så snart vi drog i flok og følge til marked, vort første mål var karrusellen, den var pragtfuld, behængt med glimmer og tøj i strålende farver, på karrusellen var der anbragt heste med formet ridetøj, og der var plads med magelige sæder, en karruseltur kostede 5 øre for børn, og 10 øre for voksne.
Ved siden af karrusellen var der opstillet en pumpelignende opstander, på enden af pumpestangen var anbragt en trækugle, hvori der sad en ring. Der stod nu en mand og trak i pumpestangen og holdt kuglen i bevægelse. På karrusellen var der anbragt nogle opstående jernrør, og de modigste tog fat med den ene hånd om stangen, og prøvede at tage ringen med den anden hånd, kunne man fange ringen, gav det en gratis tur.
Fra karrusellen gik turen till gøglet, men da vi ikke havde penge til at se selve forestillingerne, nøjedes vi med at se billederne og udråberen, der var jo Kæmpedamer og Negeren. Negeren kendte vi, han blev med mellemrum præsenteret uden for teltet, og så var der engang under præstationen, at en af hans bekendte sendte ham en rådden pære lige midt i Negerfjæset, det vakte jo stor jubel, særlig da Negeren (prøjser Jens Peter) ikke var særlig populær til hverdag.
Markeds bal
Ungdommen fra oplandet gik til markeds bal, og dansen begyndte ved 8 tiden, – jeg husker fra et markeds bal, det holdtes på afholds-hjemmet, hvor der var en karl som optrådte som ballets Løve, og havde tilsyneladende meget store tanker om sig selv, men just som han svang sig i dansen, kom der pludselig en hvid klud til syne på hans bagdel, men efterhånden som dansen blev mere voldsom, blev den hvide klud til en del af skjorten, der flagrede vildt bag om ham, det var jo en af de øvrige balgæster der havde set sit snit, til at lade en skarp kniv løbe op ad buksernes bagdel, en meget lempelig og stilfærdig måde, at sende Løven ud af balsalen på.
Beværtning.
Man kunne ikke købe madvarer i markedsteltene, kun drikkevarer, bajerske øl og sodavand, kaffe med brød og små sorte (kaffe med cognac eller brændevin), prisen på en lille kaffe med spiritus 15 øre, kaffe med brød 20 øre, dobbeltbrød (to kager) 25øre, en bajer kostede så vidt jeg husker 17 øre. Det var meget almindeligt, at folk tog mellemmad (skåret brød) med til marked, når man var kørende til marked, de unge spiste ved vognen, manden fandt bekendte, de slog sig så ned i et telt, og købte øl og snaps til brødet, der var ikke særlige telte, hvor folk kunne spise deres mad, de var velkommen i alle teltene, der blev ikke foretaget salg af drikkevarer i det frie.
Handel med Husdyr.
Heste og køretøjer havde plads for sig, og kreaturer og får havde en plads for sig, disse pladser blev anvist af Sognefogeden, ved de små markeder, på de store markeder blev de anvist af Politiet. Det var de store prangere der kom langvejs fra, de havde deres faste trækkere med, det var til at føre de købte dyr bort, – jeg ved ikke hvor prangerne kom fra, men de var lette at kende, de var i tynde flagrende frakker, og talte en fremme dialekt. Vi kaldte dem Hobroprangerne.
Jeg husker en historie, som er mig fortalt, det var fra et grisemarked, at en køber absolut ville have en stamtavle med de købte grise,- og sælgeren sagde, – det skal du få, for stamtavlen er fin. Hobroeren er stedfader til grisens moder.
Det her omtalte Løkken marked, var nærmest et lille marked, og der handledes mest mand og mand imellem, og en gammel mand har fortalt mig:- at man tog det ikke så nøje, med hvad man lovede, dyrene blev som regel solgt redelige, dog kunne det ske, at der fulgte en lille bemærkning med, f.eks. en mand solgte en blind hest, han lovede hesten fri for syn og usynlige fejl. Voldgift kendtes ikke og folk gik nødig til domstolene, man tog sig selv til rette, for når én var bleven snydt, og de to mænd mødtes på næste marked, og de fik hilst på hinanden, kunne den bedragne sige: – Herregud bette mand, du fik vist for lidt for den lungesyge ko som du solgte mig, og så faldt der stokkesalg på synderens ryg, således fortalte de gamle det.
Folk tog til marked for at more sig, eller også som det hed sig, at få en glad dag, der var fine stoute gårdmænd fra egnen heromkring, som altid søgte sammen i et bestemt telt, det første var at fortære den medbragte madpakke, derefter stod det på “små sorte” resten af dagen, vandet lod de gå hvor de sad, og det er bleven sagt, at hverken værten eller de øvrige gæster tog sig der ad.
J.C. Christensen har engang sagt, at når en mand solgte en ko i Guds navn, kunne man være sikker på, at den var trepattet.
Der var tre Markeder, som folk fra Børglum sogn tog til: Løkken, Thise og det store Brønderslev marked, der afholdtes først i september. Jeg husker mit første besøg på Brønderslev marked, det var midt i halvfemserne, og det som gjorde stor indtryk på mig, det var to mænd med en talemaskine, den var af skinnende metal, antagelig messing, den stod på et stillads, og deromkring var der sat bænke i en rundkreds, så bænkene var beregnet til lytterne at stå på, fra talemaskinen, var der så vidt jeg husker to gummislanger med en pragtlignende klap til at sætte mod ørene, der var plads til 4-6 på tiden. Der var stor søgning, endskønt det kostede 50 øre for at høre, de to mænd og talemaskinen, var hele tiden omgivet af store undrende skarer. Der var også kraftprøver, hvor man slog en omgang, og der var telt hvor man kastede med ringe i en tallerken, hvis ringen blev i tallerkenen, kunne man vinde et vækkeur. Og så var der så mange andre små gevinster, der bestod af ringe brystnåle og andet. værdiløst kriskram. Man fik udleveret 10ringe til hver spiller og disse ringe skulle han så ramme en pig med, inde i teltet, piggen der lignede et 4 tm.søm, og stod lodret fastgjort til et bræt, og så skulle ringene kastes således, at de blev hængende på piggen.
Markedsgæster.
Det var skik og brug, at der var fridag i gårdene, når morgen og formiddagsarbejdet var gjort, og dyrene havde fået et stort foder i krybben, så tog man til marked, d.v.s. en gårdmandskone med agtelse for sig selv tog ikke til marked, det som voldte mest besvær var aftenmalkning, der kom husmændskonerne til hjalp. disse ville nok for betaling, malke på en af de store gårde, det var daglejeres koner.
Salg af kage og slik.
Det kendes, at der var Kagekoner, der gik og solgte kage fra kurv, det var røde hjerter, kringler og jødekager og honningkager, der solgtes også kager og slik fra de små telte.
Thise Marked.
I ældre tid var Thise marked landsdelens største, næst efter det store Hjallerup hestemarked, i ældre tider varede Thise marked i 3 dage, og der handledes med alt, tøj, klæder, fine halstørklæder, tæpper og hatte. Disse varer kom Manufakturhandlerne med fra nærliggende Brønderslev, og så var der nogen som kom med tøjrepæle, køller plejler, svingeltræer, hammelstokke, stokke og malkestole, andre kom med seletøj hængt op på stativer, og der var pottemagere, der solgte fade og krukker, og så var der rokkedrejere, som solgte spinderokke og væve, der stod også en smed og solgte legler til tøjr, og store til kobindsler, og der var hamre, knibtænger mejsler og m.a., et andet sted kunne man købe klipfisk og tørre flynder, et andet sted kunne man købe saltkar, vaskekar og baljer, – man havde fortalt mig, at folk som kom langvejs fra, overnattede i teltene eller i laden på de omliggende gårde, – på gården kunne de købe mad, og på markedet kunne der købes varme vafler og pandekager. Markedsgæsterne tog hjem omkring ved solnedgang, og hjemkørslen kunne være både vild og farlig, ofte en slags kapkørsel, da det kunne hænde, at kuskene var let påvirket “i middelsvær grad”.
På de små markeder var det sognefogden der holdt orden, og på de store markeder var det politiet, det var kun sjældent, man så slagsmål på markeder, det var almindeligt, at de som ikke kom til marked fik markedsgave, derimod har jeg aldrig hørt at børn har købt markedsgave til deres lærer.
