Hvem er Lisbeth Thorendahl:
Kilde: 10.04.2017 Nordjyske
Selv om det er 56 år siden, at Lisbet Thorendahl forlod V. Hjermitslev som 20-årig til fordel for en uddannelse som socialrådgiver og et voksenliv i Aarhus, så har hun stadig en levende interesse for barndomsbyen og sine rødder.
Derfor har hun også flere gange forfattet fortællinger til Egnssamlingens årsskrift.
– Jeg kan godt lide at ordne, organisere og opklare, men det er først og fremmest, fordi min familie har rødder langt tilbage i sognet, at jeg har en stor interesse for lokalhistorien i V. Hjermitslev, forklare Lisbet Thorendahl med pigenavnet Andreasen.
Ud fra kirkebøgerne har hun nemlig kunnet finde familienavnet helt tilbage til 1500-tallet, hvor en bedstemor blev født på gården, Hjertholm. Men det første skrift til Egnssamlingen tog udgangspunkt i en folketælling i Alstrup.
– Det var folketællingen i 1840, hvor der var 44 husstande i Alstrup. Jeg tog udgangspunkt i folketælleren, som om jeg fulgte med ham rundt fra hus til hus. Så tegnede jeg et stort kort over Alstrup og alle matriklerne og kunne ud fra kirkebøgerne komme med en lille fortælling om hver enkelt husstand, forklarer hun.
Hos en familie var sønnen druknet i Ryaa, en anden familie blev sat ud af deres hus.
– På den måde kunne jeg tegne et tidsbillede af Alstrup i 1840, forklarer Lisbet Thorndahl, som også har hjulpet lokale beboere med at skrive deres livshistorier.
De mange oplysninger og viden har hun samlet og gjort tilgængelig på hjemmesiden www.vesterhjermitslev.dk
Trods forkærligheden for barndomsbyen tænker hun ikke på at forlade Aarhus, men Lisbet Thorndahl glæder sig over den positive udvikling i V. Hjermitslev.
– Jeg har stor respekt for de ildsjæle, som de senere år har gjort så meget for byen og fået den ud af det hul, der var. Der er nu gang i så mange gode ting, siger hun.
Som barn i en lille landsby i Vendsyssel oplevede jeg, at den verden, jeg levede i, var spændende og fyldt med oplevelser – nogle allerede udforskede, og andre lå bare ventede på at blive fundet. Jeg vidste, at alle husene – også vores eget – indeholdt hemmeligheder, der var værd at gå på opdagelse efter.
På loftet øverst oppe i vores hus fandt jeg engang ved hjælp af en lygte et stykke gammelt legetøj. Det var to heste med en vogn bagved. Tingen var rusten og snavset, men da jeg fik den tørret af, kunne jeg se, at det havde været et farvestrålende stykke mekanisk legetøj af blik. Fundet gjorde loftet til et hemmelighedsfuldt sted med mulighed for nye opdagelser fra en svunden tid og mindelser om børn, der for længst var voksne og måske endda gamle. Disse mørke loftsarealer og ligeledes de trekantede skakter imellem tag og værelsernes vægge kaldte vi på min hjemegn for skunke. På loftet i mit hjem var der ligesom i mange andre hjem kister og store skabe. Da disse møbler ofte stod under de nøgne tagsten, opstod der også bag disse skunke. I et almindeligt hus kunne der være adskillige af disse rum i forskellig størrelse og mere eller mindre tilgængelige.
Vores genbo havde en misundelsesværdig skunk bag soveværelset. Det særlige ved denne skunk var, at en af tagstenene, der dannede det skrå loft i skunken, var af glas. Det betød, at rummet i dagtimerne var lyst. Mit største ønske var dengang at få mit eget værelse, og til dette formål kunne sådan en skunk med “vindue” være helt ideel. Hjemme på loftet bag et stort klædeskab indrettede jeg et rum, som var mit, og hvor jeg kunne få lov til at være mig selv. Rummet fandtes som nævnt mellem de tre flader, gulvet, skabets bagside og det skrå tag. Ved siden af skabet var der en smal indgang. Rummets sider var delvis afgrænset af endevægge, men i en lille vinkel nede ved gulvet i begge sider fortsatte lange hemmelighedsfulde og vanskeligt tilgængelige skunke i det uendelige. Alle husets skunke var støvede og fyldt med kasserede og bortgemte ting såsom kasser med gamle bøger og ugeblade, mine ældre søstres skistøvler og skøjter, bedstes kniplebræt med alle de små trisser af træ, ruller af mørkerøde mørklægningsgardiner, gamle umoderne ting, og ting der havde en skade, men som man alligevel ikke nænnede at smide ud.
Det, der var mest spændende, når jeg gjorde skunken bag det store skab til mit værelse, var indretningen. Det første, jeg gjorde, var at få fat i en lang ledning med en elektrisk pære i den ene ende og en kontakt i den anden. Herefter hentede jeg hammer og søm i min fars værksted, så jeg kunne lave et ophæng til min “lampe”. Så var lyset installeret. Skunken skulle nu tømmes og indholdet flyttes til andre skunke. Spindelvæv blev fejet ned og gulvet vasket – og nu var rummet parat til det virkelig spændende – nemlig møbleringen. Nye malkestole blev lånt hos far i butikken. Der kom dug på bordet, som bestod af en køkkentaburet. Min dukkeseng og kommode blev hentet, og der blev klippet forsider ud af Familie Journalen og igen gik turen til butikken efter tegnstifter. Så var der billeder på væggene. Kurven med alle mine køkkensager blev også fundet, dukkekaffestellet kom frem og der blev dækket bord. Kaffekanden blev fyldt fra den store blå på komfuret og nu blev mor og andre, der var i huset, inviteret til kaffeselskab i den forvandlede skunk.
Ligesom skunkene på lofterne var der også uden for og mellem husene uventede smøger, som børn kunne gå på opdagelse i. Mit hjem bestod af huset langs fortovet, hvor vi selv boede og hvor min far også havde sin butik. Bagved mod havesiden var forskellige bygninger og skure, som var bygget efter familiens behov og uden nogen form for arkitektonisk plan – fuldstændig som værelserne på loftet. Imellem vores hus og baghuset var en plads, vi kaldte gården. Denne afgrænsedes i den ene side af tørveskuret. Her var ud til gaden en port, som var låst om natten med en hængelås. Under krigen var der også en port i den anden side af gården mod havesiden. Denne port var ligeledes låst om natten. I baghuset havde min far sit varelager af gummistøvler. Her var også WC, vaskehus og rum, hvor der bare var ting, der var stuvet væk. Under krigen var min ældste søsters udstyr i form af sølvtøj gemt bort i en jordkælder under dette baghus. Midt på gårdspladsen var der en høj udvendig trappe, der førte op til baghusloftet. Dette loft var også et varelager. Her var mest ting af træ, såsom skafter til haveredskaber, bunde til træsko, høkroge, malkestole og mange andre ting. Her var også et gammelt dueslag, der ikke længere var i brug. Duepindene var blevet til hylder med alt muligt gammelt ragelse. På sommerdage med styrtende regnvejr var det godt at sidde i døråbningen til dette loft og med fødderne på øverste trin af baghustrappen. Her var man i tørvejr og alligevel tæt på vejret, og her havde man overblik men kunne ikke umiddelbart nås. Lige over middag, når mor sov middagssøvn og far sov på sin stol i værkstedet, var der mest fredeligt. På andre tidspunkter kunne man nemt komme ud for at blive beordrede en til at rende et ærinde, eller man kunne få at vide, at man sad og frøs og skulle komme ind.
Der var en smøge mellem vores udhuse og Brugsens lagerbygning, hvor man kunne have gemt sig i årevis uden at blive opdaget. Stedet havde ikke noget navn, for man kom der jo ikke. At komme derind var meget vanskeligt og slet ikke ufarligt. Man kunne ikke komme dertil fra gården, selvom stedet lå tæt ved. Man skulle helt ned bagved kohuset. Her skulle man igennem et tæt buskads, buske af brændenælder og over de spidse kanter af rustne, bortkastede ting, inden man kom ind i selve smøgen, hvor der i øvrigt ikke var mindre farligt.
Den rute, man oftest brugte, til stedet var luftruten fra køkkentrappen og op over tørveskuret. Man var totalt afsløret, hvis det man kastede kom til at ligge på Brugsens tag. De ting, der fik denne tur, havde alle været udsat for uheld. Og det var den, der havde forårsaget uheldet, der håbede – uset af andre – at kunne fjerne sporene med denne flyvetur. Det kunne stort set være alle mulige ting, der blev kastet over tørvehustaget og ned til forglemmelse i smøgen. Hyppigst var det ituslået porcelæn, men det kunne også være madvarer, man havde haft uheld med – noget, der havde fået en tanke eller på anden måde ansås for uspiseligt. Disse ting gik almindeligvis på møddingen, men var der noget, der skulle skjules, – ja, så var det op over taget med det. De voksne kom aldrig i den smalle mørke smøge, som stedet udgjorde. Det var et grimt sted, og de gange jeg var der i min barndom alene eller med en veninde, var i dybeste hemmelighed. En ekspedition til stedet krævede lange bukser og gummistøvler. Der var fælt i smøgens dyb. Over alting var der et fedtet, slimet, mosagtigt lag. Solens lys kom der aldrig, og for hvert skridt man tog, knaste det under ens fødder, og man kunne risikere, at et spidst glasskår gik igennem sålen på gummistøvlerne. Men på denne gravplads for families uheld kunne man finde spændende ting. Her lå hovedet af den porcelænshund, der lige pludselig ikke længere stod på reolen. Her genså man pludselig den ene halvdel af koppen med rosenbuketten og her lå vores termokaffekande fra sommerudflugterne. “Smid det over baghustaget” var et udtryk, der var kendt i mit hjem, og tidligt lærte jeg, at tog man noget med fra smøgen, skulle man ikke vise det frem, da ingen ønskede at gense ting, der én gang var kastet.
Skunke og smøger – var rum, hvor børn kunne være sig selv – og rum, hvor alt kunne ske. I 50’erne havde børn i almindelighed ikke egne værelser, og der var ingen voksne, der satte dem i gang med aktiviteter i fritiden. De måtte selv skabe rum og oplevelser, og det var der gode muligheder for, hvis man voksede op i en landsby med det liv, der var i her på dette tidspunkt. Skunke og smøger er lille kig ind i de mange muligheder for daglige adspredelser og aktiviteter, som landsbybørnene midt i det tyvendeårhundrede havde.