Ka’ do en lige fli mæ avisen?”

í

“KAN DU IKKE LIGE FLI MIG AVISEN?”
– på vendelbomål: “Ka’ do en lige fli mæ avisen?”
.
.Fortalt af Poul Sørensen, pastor emeritus,
Værløse, født og opvokset på en gård i Sønder Harritslev.
.
 
 
Når avisdrengen eller avispigen i Rakkeby ved Hjørring kom med dagens udgave af Vendsyssel Tidende, var der i min barndom rift om at få avisen i hænde.
Fatter havde som husfar en naturlig førsteret på at læse den eftertragtede avis. Derfor blev han som regel en af de første til at læse avisen.
I dag ville det lyde sådan: “Kan du ikke lige række mig avisen?”
Fatter – Edvard Sørensen (1908-1983) – brugte ordet “at fly” eller “at fli” for at række eller at give.
Ved middagsbordet kunne man sige “fli mæ lige sowsen!”
Ordet “at fli” har været brugt på rigsdansk i flere hundrede ord, men ordet har nok holdt sig længst i Vendsyssel.
Nutidens vendelboer er nok kommet så meget med på noderne, at de ikke længere udtrykker sig på den måde.
Da jeg i et fotoalbum så fatter læse Vendsyssel Tidende på en bænk i haven, dukkede ordet “at fli” op i min erindring.
Se dette fotografi!
Jeg blev selv avislæser på daglig basis under Ungarn-krisen i 1956. Jeg var fyldt 10 år dengang. Fra den tid var jeg også interesseret i andet avisstof end tegneserien med Rasmus Klump og hans venner og “Børnenes Hjørne” i søndagsavisen.
Jeg husker særligt spændende lokalhistoriske og kulturhistoriske artikler af journalisten Christen Nørrelykke fra Sæby, som stod at læse i søndagsudgaven.
Nu er det 10 år siden, at jeg skiftede papiravisen ud med en online version af en landsavis, som jeg allerede kan læse aftenen før.
De, der går hen på biblioteket for at læse aviser, har stadig adgang til de klassiske papirudgaver.
Vendsyssel Tidende udkom under dette navn fra 1873 til 1999.
Avisen Vendsyssel Tidende opnåede at holde 125 års jubilæum, inden den blev fusioneret med Aalborg Stiftstidende, som herefter blev til Nordjyske Stiftstidende, som udgives i flere lokaludgaver.
Vilhelm Carlsen, som var avisens første redaktør, var ved sin tiltrædelse i 1873 kun 22 år.
Vilhelm Carlsen forblev avisens redaktør indtil sin død i 1914.
Redaktøren var meget optaget af fredssagen, afholdssagen og plantningssagen.
Vendsyssel Tidende var den første avis i Norden, der bragte et pressefoto.
Det skete den 20. juli 1889, et foto af den norske opdagelsesrejsende Fridtjof Nansen, der i 1888 ledede den første ekspedition, der krydsede indlandsisen i Grønland, en ekspedition der gjorde ham verdensberømt.
I 1920 blev der rejst en statue af Vilhelm Carlsen i parken Christiansgave i Hjørring.
Skulpturen blev lavet af billedhuggeren Anders Bundgaard, der i dag er mest kendt for Gefion-springvandet (1908) ved Langelinie i København.
Hans gipsmodeller kan ses i Thingbæk kalkminer ved Skørping.
Poul Sørensen med familien