Af Ole Olesen med fast bopæl i Tyrkiet
I 1950’erne og 60’erne voksede jeg op i Vestergade. Mine forældre, Ingeborg og Oluf Olesen drev der en købmandsforretning. Der var to andre drenge i hjemmet, Gert og min tvillingebror Bent.
Vi fik 10 øre hver gang en kunde skulle have varer bragt
ud. Efter skoletid var jeg også avisdreng hos Aalborg Stiftstidende. Det var hårdt søndag morgen klokken 6:00, men aviserne skulle jo ud.
Den spæde begyndelse
Efter realeksamen blev jeg antaget som bankelev i Brønderslev Bank pr. 01.07.1966,
som blev overtaget af Handelsbanken samme dag som jeg startede på mit job. Så jeg blev ansat af Brønderslev Bank og startede som elev i Handelsbanken. Det var nu ikke så tosset endda, for Handelsbanken var sikkert mere international end Brønderslev Bank. Jeg kan huske, at alle medarbejdere i Brønderslev afdelingen blev inviteret til at se Kjøbenhavns Handelsbank’s hovedsæde i København. Vi drog med Københavner båden fra Aalborg fredag aften klokken 23:00 og hele weekenden tilbragte vi i hovedstaden. Det var spændende at se “den store bank” i København og især arbitrage-afdelingen, som handler med fremmed valuta i millionstørrelsen. Det var nok dette som gav mig det største “push” eller skub til en international bank karriere. Efter soldatertid blev jeg overført til Handelsbanken’s afdeling i Aalborg, som havde store kunder med international handel. For unge bankassistenter var det kutyme at tage den etårige bankskole med efterfølgende eksamen, som jeg bestod. Men det var også kutyme at fortsætte og tage den toårige bankskole. Efter at have bestået den etårige bankskole, bestemte jeg, at min fremtidige bank karriere ville være i udlandet.
Jeg fik blod på tanden, som man siger, og havde adgang til adresser på Handelsbanken’s korrespondent banker i den store verden. Det var som en magnet for mig. Jeg kan huske at jeg spurgte vores filialdirektør i Aalborg hvad han mente, hvis jeg tog et par år i udlandet i en korrespondent bank. Han sagde ganske klart, at når jeg kom tilbage til Danmark efter et par år, ville der være flere hundrede bank assistenter, som ville havde bestået den toårige bankskole. Jeg ville så være een i mængden og ikke bare være i mængden. Dette gav mig skubbet til at skrive til 3 af de største banker i Schweiz. Jeg fik svar fra 2 af dem, at de gerne ville se mig og eventuelt ansætte mig. Jeg bestemte mig for Schweizerischer Bankverein i Zürich, den største.
Min første tur til Schweiz
Jeg drog fra alt og alle i Danmark og tog toget til Zürich. Dengang var en flyvetur kun for velhavende personer. Jeg var desværre ikke en sådan person. Tog først toget fra Brønderslev til Hamburg, hvor nogle af mine forældres venner sørgede for at jeg kom med det rigtige tog tl Zürich. Antje og Manfred, som de hed, havde nemlig lejet mine forældres sommerhus hver sommer i mange år, så de var efterhånden blevet personlige venner. Mine forældre var nok lidt betænksomme. Tænk sig, at jeg ville gøre noget, som ikke var normen. Sådan er det jo med alle forældre, tror jeg. De vil jo det bedste for deres børn. Men hvis ikke unge mennesker skubber på, så går verden i stå.
Turen til Zürich hovedbanegård gik fint i en sovevogn. Allerede før ankomst havde den schweiziske bank sendt mig en adresse på et klubværelse. Der boede jeg så, kun nogle få minutters kørsel med sporvogn fra banken, hvor jeg skulle arbejde.
Dengang kunne man ikke uden videre ringe hjem, for det var enormt dyrt og ofte skulle samtalen bestilles. Så det blev til breve frem og tilbage. En enkelt gang en kort telefonsamtale, måske med en lille tåre.
Det var virkelig spændende at arbejde i så stor en bank i finansernes Mekka. Transaktioner på mange millioner af dollars eller schweizer frank var normalt. Tog på skiture hver weekend i vinterhalvåret, indtil jeg brækkede mit ben i den italienske del af Schweiz, som jo har 4 officielle sprog, nemlig tysk, fransk, italiensk og romanish. Det sidste bliver kun talt af omkring 60000 mennesker. Jeg blev opereret på Kantonspital Zürich, et udmærket hospital. Schweiziske læger er verdensmestre i at reparere brækkede ben. Vi var faktisk 7 eller 8 stykker, som lå på række til at blive røntgenfotograferet på en klinik i selve skisportsområdet. Det var som en fabrik. Fik et midlertidigt meget tyndt gibs på benet, så jeg kunne holde til transporten med normal bus til Zürich. Man er ikke så pylret i Schweiz, når et ben brækker. Ifølge statistikker er der 76000 benbrud om året i Schweiz, og så mange ambulancer findes der vistnok ikke i Schweiz. Jeg lå på bagsædet af bussen med mine røntgenbilleder. Chaufføren havde fået besked på at aflevere mig på sygehuset, hvor jeg var nummer 3 eller 4 i køen til at blive opereret. Efter operationen og med gibs på hele mit lange ben i 3 måneder, skulle jeg til genoptræning. På dette punkt er schweiz også professionelle; så jeg var i gode hænder. Denne genoptræning var inkluderet i prisen på selve operationen Virkelig fin og første klasses operation i Zürich, men de er jo også vant til det.
Højtysk eller schwizerdytsch?
Dette er spørgsmålet, for i den tysktalende del af Schweiz taler man schwizerdytsch. Jeg lærte dog tysk, dog med en tvist af dialekten i Schweiz, for det skrevne sprog er det samme, om man er i Tyskland, Østrig eller Schweiz. Den tyske dialekt i Schweiz er lidt forskellig fra det højtyske, som bliver talt i det meste af Tyskland. Ligesom jydsk er lidt forskellig fra det danske sprog, som bliver talt af speakerne i Danmark Radio. Efter 18 dejlige måneder i Schweiz, opfriskede jeg mit tyske med 6 måneder i Dresdner Bank’s arbitrage afdeling i Hamburg. Der var ingen til at hjælpe mig, bortset fra en kollega i banken i Schweiz, som kendte en hos Dresdner Bank i Hamburg. Han ringede og spurgte om de kunne bruge mig. Jeg måtte ellers klare alt selv, men det bliver man hærdet af. Selv søge job, men ofte havde jeg hjælp fra de respektive bankers personaleafdeling m.h.t. beboelse. Man skal jo også registgreres hos myndighederne og det er ikke altid en lige sag. Heldigvis havde Danmark lige haft en folke afstemning angående medlemskab i Det Europæiske Fællesskab, som det hed dengang. Derfor blev alle mine papirer stemplet som en formalitet hos myndighederne i Hamburg, selvom Danmark rent teknisk ikke endnu var medlem af klubben.
Skulle jeg tage hjem til Danmark eller ej?
På dette tidspunkt talte jeg med flere af mine tidligere kollegaer i Danmark. Alle sagde, at der var ikke noget at komme hjem til, bliv derude og nyd det!
Se nu var gode råd dyre, for jeg vidste på det tidspunkt, at kunne kommunikere med udenlandske bankfolk var et ”must” eller en nødvendighed i denne mere og mere globale verden. Jeg ville derfor gerne studere engelsk i England. Jeg havde sparet pengene til skolen, men jeg skulle jo også rejse til Engand. Min far var meget positiv overfor sagen og sagde, at han ville betale for en flybillet til London. En flybillet, halleluja! Det var sager. Jeg meldte mig til et seks måneders sprog program på en international skole i Bournemouth i Sydengland og betalte derfor. Boede hos en engelsk familie og gik i skole hver dag i seks måneder. Fik derfor et meget godt indblik i hvordan livet leves i England med pubs o.s.v. På skolen mødte jeg mange internationale studenter og nød livet.
Efter at have bestået “Proficiency in English” eksamen, hvilken man kunne ekspandere ved også at kunne oversætte fra et andet hovedsprog til og fra engelsk. Så jeg valgte tysk og bestod eksamen med direkte oversættelse til/fra tysk/engelsk. Når man lærer et sprog, begynder man meget hurtigt med at tænke på dette sprog, hvis man bor i det pågældende land. Sådan var det også med mig i både tysktalende lande og i England.
Har man sagt A, må man også sige B. Hvad så med fransk?
Som sagt så sagde jeg også B, og søgte et job i en bank i Paris. Jeg kunne kun tale det fransk, som Fru Hæstrup havde lært mig på Søndergades skole i sin tid. Det var altså limiteret hvad fransk jeg lærte af fru Hæstrup, selvom hun var en fantastisk lærerinde. Hvad gør man så, når man vil søge et job i Paris? Jeg fik faktisk en fransk student, som også studerede engelsk på samme internationale skole som jeg, til at skrive en ansøgning på fransk på mine vegne. Jeg skrev ikke noget om, at mine kendskaber til det franske sprog var ekstremt limiteret, eller næsten nul, eller om jeg overhovedet kunne tale fransk. Jeg havde jo ikke løjet, for jeg havde jo bare sendt en ansøgning på fransk. Blev inviteret til et interview i Paris og jeg var meget nervøs, for hvad pokker skulle jeg sige når de interviewede mig på fransk? Jeg tænkte, at hvis man ikke selv presser på, så får man intet i denne verden.
P.g.a mine engelskkundskaber og min erfaring fra arbitrage- afdelingen i en tysk bank, blev jeg interviewet af chefarbitragøren, som netop søgte folk med meget gode engelskkundskaber. Dette var enmlig en mangelvare i Frankrig. Han talte heldigvis nogenlunde engelsk, dog med en kraftig fransk accent. Jeg accepterede jobbet og flyttede teltpælene til Paris. Boede i en lille “studio”, som var en lille hyggelig møbleret et-værelses lejlighed med to franske altaner. Der var alt hvad jeg havde brug for, dog ikke en vaskemaskine, så jeg mødte mange herlige mennesker på det lokale møntvaskeri. Jeg boede på 5. etage uden elevator i det 8. arrondissement (district). Ingen problem, jeg løb op og ned flere gange om dagen. Mine naboer var fantastiske og de kendte lidt til Danmark, fordi vores majestæt var gift med en franskmand. Jeg var den eneste udlænding i ejendommen og jeg mindes en dag, hvor jeg var synligt syg. Feber, influenza og det hele. En af mine naboer så mig i trappeopgangen og blev helt forskrækket over at se mig syg. “Monsieur Olesen, vous êtes malade” (Mr. Olesen, De er syg). Man er De’s i det store udland, også idag, hvis ikke man kender folk rigtig godt. Dette giver også mere respekt. Hun var vældig sød. Monsieur Olesen, De må øjeblikkelig gå tilbage til Deres lejlighed og jeg kommer med varm mad; ingen tale om at De må gå ud, når De har feber, sagde hun. Så jeg gik op igen og hun kom med dejlig mad. Efter en dag eller to var jeg på benene igen. Skønne hjælpsomme naboer.
Medens jeg boede i Paris, blev jeg en sen aften omringet af nogle ”voyous” eller bøller, som brugte ”fers américain”, en slags jern som de havde på knoene. Disse kunne let knuse mine tænder eller gøre mig blind, hvis ikke jeg lystrede. Jeg lystrede. De tog mine penge og ur, men heldigvis ikke min nøgle til min lejlighed. Jeg fik fat i en politibil, som jeg så kørte rundt i bydelen. Blev sat ind på bagsædet og så kørte vi rundt i denne parisiske bydel for at kunne muligvis finde de kriminelle. Desværre fandt vi ingen, men jeg blev kørt på politistationen, hvor de i løbet af natten have fanget nogle kriminelle. Jeg skulle så konfrontere dem, for at kunne genkende hvem der havde taget mine penge og ur. Ingen held og jeg spadserede hjem til min lejlighed midt om natten.
Mine 3 år i Paris var fantastiske. Jeg læste min første bog på fransk efter 7 måneder. En dag spurgte min chef, om jeg kunne gå på børsen alene. Den parisiske børs var beliggende ca. 10-15 minutter med taxa fra banken og normalt ville vi være 2 eller 3 medarbejdere for at være med til at “fixe” (officielt notere) den daglige notering af valutakurser mod den franske franc. Men desværre var nogle af mine kollegaer fraværende denne dag, derfor spurgte min chef, om jeg kunne klare børsen alene for banken. Jeg klarede skuden alene. Det var altid meget hektisk, ja yderst hektisk. Alle banker havde en kabine med flere telefoner til den respektive bank’s arbitrage afdeling, samt direkte adgang til området hvor der blev råbt og skreget som bare pokker. Samtidig ringede flere telefoner inde i vores kabine. Jeg klarede det med bravour, selvom det var hårdt og meget krævende. Husk på at alle tal, valuta handler og kurser, bliver råbt og skreget på fransk. Man skal koncentrere sig 100% på børsen, ingen kære mor der hjælper. Ingen tid til kaffe og man gik altid på toilettet før børsen startede, for man kunne ikke spilde et sekund i de 2 timer seancen varede.
Fordi mine kollegaer og jeg ofte handlede med “courtiers” (vekselerere/brokere) som formidlere, var vi fra tid til anden inviteret til spisning på nogle af de fine, kendte og store restauranter i Paris. Jeg levede “the high life” og elskede det. Arbejdstids ophør var flydende, for valuta bliver jo også handlet i New York og andre tidszoner. Efter arbejdstid var mine kollegaer fra arbitrageafdelingen og jeg næsten altid på “Madrigal”, en café få meter fra banken på Champs-Élysées, for en kop stærk kaffe inden vi gik hver til sit. Hver morgen hilste vi på hinanden med håndtryk. Jeg var du’s og på fornavn med mine kollegaer undtagen Madame Le Strat. Vi var alle De’s med hende, for hun var en dame. Der var respekt. Mine franske kollegaer var fantstiske, de tog mig ind i deres hjerter fra første dag. Franskmænd er meget spontane og planlægger ofte ingenting som sådant. Ofte fandt vi ud af, i sidste øjeblik, at skulle spise på en restaurant og diverse hustruer blev ringet op og bad om at møde os på restauranten 10-20 minutter senere. Et par gange var vi ude at spise og drikke, og den fik ikke for lidt. Franskmænd lever i nuet og tænker ikke på dagen derefter.
Jeg erindrer, at jeg var på ferie hos mine forældre i Brønderslev. Et par gange blev jeg gjort opmærksom, at jeg skulle tale dansk til dem og ikke fransk. Når man vågner eller knap nok er vågen, så er man jo helt rundt på gulvet, ikke sandt? Jeg tænkte på fransk.
Efter min herlige og uforglemmelige tid i Paris.
Efter min tid i Paris, tilbragte jeg faktisk nogle år i København, hvor jeg arbejdede for en amerikansk bank, men jeg tror ikke jeg følte mig helt tilpas i Danmark; det var ligesom om der manglede noget spændende. Var det fordi jeg var blevet smittet af min tid i udlandet, især i Paris? Var jeg blevet mere spontan? Det tror jeg virkelig. Blev så overført til denne bank’s afdeling i Frankfurt, hvor jeg arbejdede sammen med ”The Group Risk Manager” (gruppe risiko direktør) for hele denne amerikanske bank’s Europæiske arbitrage afdelinger. Det var spændende med næsten ugentlige møder i London. Frem og tilbage med fly samme dag. Flere gange var jeg også til møder i New York.
Bahrain og Singapore blev det også til medens jeg arbejdede i Frankfurt. Et par gange blev jeg bedt om at undervise unge mennesker fra banken’s Europæiske afdelinger i “risk management” på bankens kursuscenter i London. Det er sandelig også en udfordring at holde styr på 15-20 forskellige nationaliteter, når der undervises. Grækere, spaniolere, italienere, portugisere og andre gode nationaliteter tænker og opfører sig anderledes end for eksempel skandinavere. Alt dette skal tages i betragtning, når man kommunikerer med andre.
Den store kulturomvæltning
Så gik turen til den mest ukendte kultur for mig. Jeg blev spurgt om jeg kunne tænke mig en “assignment”, et par år i bankens arbitrage afdeling i Saudi Arabien. Wow, dette var et helt nyt kapitel for mig.
Banken havde købt en flybillet på første klasse fra Frankfurt til Riyadh, som er hovedstaden i Saudi Arabien. Det var ca. 7 timers flyvning, og lige før vi nåede grænsen (i luftrummet) til Saudi Arabien, blev al servering af alkohol standset. Dette var reglen, for alkohol i Saudi Arabien er forbudt.
Jeg blev inlogeret på et hotel de første par dage og senere flyttede jeg ind i et møbleret hus. Det var vældig vanskeligt at få indrejse visum til landet og det kunne let vare 3 måneder at få tilkendt et arbejds visum. Et arbejds visum skulle godkendes af indenrigs ministeriet i Riyadh og selve stemplingen i mit pas skulle ske på den Saudi Arabiske ambassade i Hellerup. Så banken betalte for en flybillet til København, så jeg kunne få visummet stemplet i mit pas. Jeg tog denne lejlighed til at besøge min mor i Brønderslev i 2 dage. Hun blev helt forskrækket over at se mig, ikke fordi hun ikke vidste at jeg ville besøge hende, men jeg havde faktisk tabt mig en hel del. Jeg havde jo ikke drukket alkohol i 3 måneder.
Tilbage til Saudi Arabien og arbejdet ventede. Det var spændende.
Jeg lærte virkelig meget af 3 år i Saudi Arabien. At være chef for Saudi arabere og andet godtfolk, var en virkelig prøvelse. Jeg var ansvarlig for bankens “sales of financial products” (salg af financielle produkter) og havde meget frie hænder. Jeg fyrede og hyrede og lukkede to satellite arbitrage afdelinger, en i Jeddah og den anden i Al-Khobar. Jeg centraliserede al (salg af financielle produkter) i Riyadh, hovedstaden. Jeg forlangte at mine medarbejdere ofte besøgte vores største kunder i nogle fjerne kroge af Saudi Arabien og jeg fulgte ofte med dem, eller rettere de fulgte med mig. Så jeg fløj til mange steder i Saudi Arabien. Jeg var faktisk priviligeret i mit arbejde, for når jeg fløj rundt i mellem-østen, var det altid på første klasse.
I banken havde vi en etage, som virkede som moske. Alle mine kollegaer bad bønner fem gange om dagen, tre af dem i arbejdstiden. Jeg var den eneste ikke muslim i afdelingen, men dette respekterede mine kollegaer, og jeg respekterede, at de skulle bede tre gange i arbejdstiden. Fredag er muslimernes ”søndag” og derfor var vi ikke altid fuldt besat m.h.t. personale om fredagen. Vi var dog nødt til at arbejde om fredagen i arbitrage afdelingen, for vi handlede med banker i den store verden og de finansielle markeder var jo åbne om fredagen. Lørdag og søndag besøgte vi mange af vore kunder, for de finansielle markeder var lukket i weekenden, og vi havde tid dertil. Jeg arbejdede faktisk 7 dage om ugen, dog kunne jeg selv råde over min tid, især om fredagen, hvor jeg ofte gjorde lidt sightseeing i Riyadh.
Fordi der er ”sharia law” (sharia lovgivning) i Saudi Arabien, er der om fredagen også andre ting som finder sted, nemlig offentlig henretning af folk, som ikke har overholdt loven. Allerede om torsdagen kunne man få en fornemmelse af, at der ville ”ske” noget om fredagen, fordi politiet ville sætte skilte op, at parkering var forbudt ved indkørselsgaderne og ved selve stedet hvor henretningen skulle finde sted.
Som ikke muslim, havde jeg ikke tilladelse til at besøge Mekka og Medina, nogle af de allerhelligste steder i islam. Man bliver meget tolerant af at arbejde med mange forskellige nationaliteter fra forskellige kulturer. Som skrevet ovenfor er der i Saudi Arabien “sharia law” (sharia lovgivning), for eksempel vil hånden blive hugget af, hvis man stjæler. Og dette sker, for jeg har set flere personer uden hånd. Der var ingen fritidsliv, bortset fra sport. Ingen biografer, teatre og alkohol var totalt bandlyst. Jeg var, som eneste vesterlænding, medlem af en gruppe på 10-12 stykker, som dyrkede cirkeltræning 5 aftener pr. uge i et sportslokale på Hotel Intercontinental i Riyadh. Vor træner hed Mohammed og var ægypter. Jeg har aldrig været så trænet og “fit” i mit liv. Jeg lærte aldrig arabisk som sådan, men kunne tælle til det uendelige på arabisk. Dog kunne jeg oplæse og udtale på arabisk fra aviserne, da jeg havde lært mange af de vigtigste arabiske tegn. Man læser fra højre mod venstre. Jeg forstod næsten ingenting af hvad jeg oplæste og udtalte, men mine kollegaer forstod mig. Det er jo det vigtigste.
En af mine Saudi Arabiske kollegaer blev gift og jeg var inviteret med til brylluppet. Hans far blev kontaktet af en velhavende mand, som havde en datter, der skulle giftes. Min kollega, den kommende brudgom, og hans far besøgte den kommende sviger-familie og han fik lov til at snakke med datteren uden ansigts-slør i 30 minutter. Derefter tog han beslutningen og sagde ja til at gifte sig med hende. Jeg ved ikke om bruden havde et valg. Selvom jeg var med til brylluppet, har jeg aldrig set hende. Brylluppet blev holdt på byens fineste luksus hotel og vi var omkring 200 mænd og ca. 200 kvinder. Mænd og kvinder fejrede brylluppet separeret i to forskellige afdelinger af hotellet. Ved festens slutning stod vi i kø for at ønske brudgommen tillykke. Derefter gik han over til kvinde afdelingen og hentede sin brud. Et dejligt, men anderledes bryllup for mig.
I min tid i Riyadh, hovedstaden i Saudi Arabien, har jeg hilst på kronprinsen af Saudi Arabien og har været til cocktailparty med præsident George Bush og hans kone Barbara. Ingen alkohol blev serveret, fordi dette er forbudt i Saudi Arabien. Vi havde også besøg af kaptajnen for Pakistan’s nationale cricket hold, Imran Khan, og jeg havde glæden af at hilse på ham. Idag (år 2021) er han statsminister i Pakistan.
New York og Africa.
Efter Saudi Arabien havde jeg base i New York i et par år, men var meget ofte på forretningsrejse over hele verden, lige fra Argentina til Japan. Jeg fløj på business class og i nogle tilfælde på første klasse. Amerikanere er også herlige kollegaer, er mere direkte og meget uhøjtidelige i forhold til mange andre nationaliteter. Japanere og andre fra Asia Pacific bukker dybt når man hilser på dem.
Halvandet år i Nairobi, Kenya er det også blevet til, hvor jeg havde mange møder med senior Nationalbank personale, inklusive Nationalbank direktøren i Nairobi. Havde ofte møder med chefen, som var ansvarlig for Kenya’s valutareserver. I Africa ser man megen fattigdom med folk som bor i slumkvarterer.
Jeg var på foto safari, som er helt utrolig. Nationalparker, på flere hundrede km2, er fantastiske med masser af dyr, som lever af dyr. Jeg har set en løve, som dræbte et andet dyr, så hendes unger kunne få noget at spise. Dette skete bare fem meter fra vores jeep.
Hong Kong lige efter kolonien blev tibageleveret til Kina.
Efter Kenya gik turen til Hong Kong, hvor jeg arbejdede i knap 6 år. Dette var lige efter at kolonien blev afleveret tilbage til Kina. Det var også spændende tider i en helt utrolig international atmosfære. Fordi der bor 6 millioner mennesker i Hong Kong, som areal mæssigt er på 1.108 km2 eller en trediedel af Vendsyssel, bygger man opad med masser af skyskrabere. Jeg boede på 29. etage i en bygning med 33 etager. Når der var en tyfon, måtte jeg klæbe tape, næsten som gaffatape, på de store vinduer, ellers kunne de let blive blæst ind af tyfonen. I nogle nætter slæbte jeg min madras ud i korridoren, hvor der ikke var vinduer. Jeg har set store affaldsspande flyve i luften og træer knække som tændstikker samt bygninger med vinduer, som var blevet trykket ind af en tyfon.
Fordi jeg har arbejdet, for det meste, i den amerikanske bank’s afdelinger i mange dele af verden, har mit arbejdssprog været engelsk, også medens jeg arbejdede i København, for vi var mange nationaliteter ansat der.
Jeg er nu pensioneret og bor i Yalikavak (Muğla distriktet) i Tyrkiet. Købte en grund med udsigt til det græske øhav og byggede en villa derpå.
Mit hus i Tyrkiet
I 9 år var jeg nabo til en tidligere tyrkisk præsident, som havde sommerbolig lige overfor mig. Hans bolig var overvåget af sikkerhedsvagter med maskinpistoler 24/7 hele året, selvom han kun boede der en måned pr. år. Disse var de fakto også mine sikkerhedsvagter, da vejen kun er 10 meter bred. Forholdet til sikkerhedsvagterne, som blev udskiftet hver 4. time, var fantastisk. De var som venner. Jeg har drukket te med den tidligere president og han har også besøgt mig. Når han ankom til sin sommerbolig, var det med 2 politi motorcykler med blinkende lys, derefter en bil med nogle af hans bodyguards, derefter hans egen sorte limousine med bodyguard. Til sidst endnu en bil med flere bodyguards og derefter to politi motorcykler. Efter hans død forsvandt sikkerhedsvagterne.
Jeg har mange tyrkiske venner, både i Yalikavak og Istanbul. Var til bryllup med en af mine venner i Istanbul. Stor fest med over 200 gæster. I Tyrkiet er man De’s med folk, som man ikke kender. Dette giver virkelig respekt. Jeg blev du’s med min barber efter fem år. Skolebørn bærer uniform. De første par år har både piger og drenge en blå skjorte/bluse med hvid krave. Senere, når børnene bliver lidt mere voksne, bærer drenge grå bukser, hvid skjorte, slips og blå jakke. Piger bærer nederdel, bluse og en jakke. Eleverne siger Hr. Lærer eller Fru Lærerinde. Eleverne lærer respekt.
Nu en lille morsom episode.
Jeg købte en sommerhusgrund i Nordjylland og byggede et hus derpå. Grunden blev købt medens jeg arbejdede i Frankfurt og huset blev bygget medens jeg arbejdede i New York. Pludselig fik jeg en opringning af min onkel Helmer, som var pensioneret arkitekt i Brønderslev. Han var manden som ledede mit huskøb. Han havde fuldmagt til at skrive under på mine vegne. Han sagde at al byggeri var standset, fordi myndighederne mente, at jeg ikke var dansk statsborger. Udlændinge må jo, som bekendt, ikke eje sommerhuse i Danmark. Ingen problem, sagde jeg til Helmer, jeg faxer bare mit pas og så er det bevist, at jeg er dansk statsborger. Problemet var, at grunden var købt med min adresse i Frankfurt og huset blev opført med min adresse i New York, mit pas var udstedt i Saudi Arabien og faxen var sendt fra Korea, hvor jeg var på forretningsrejse. Alle lamper blinkede rødt. Til sidst var alle brikker på plads og byggeriet blev færdigt til tiden.
Min konklusion
Til allersidst en konklusion af hvad der sker med en person, som vover noget ud over det normale. Man tager selvfølgelig en risiko. Man kan rent menneskeligt blive belønnet derfor, eller måske kan man slet ikke acceptere et sådant internationalt liv, og vender hjem efter en kort tid i udlandet. Man bliver forandret i forhold til personer, som kun har arbejdet i Danmark, for man kan se de fleste situationer rundt om i verden med andre øjne. Man bliver tolerant og mere robust. Man klager ikke, når man har set virkelig fattigdom med sultne børn.
Jo, man bliver virkelig tolerant, robust og måske lidt stærkere, når man har set hvordan andre kulturer og nationaliteter lever. Det giver også mere respekt for andre mennesker.
Remarks by: Ole Olesen
