Inger Møller Nielsen – Et langt arbejds- og fritidsliv viet til idræt og frivilligt foreningsarbejde

Inger Møller Nielsen, 

Jeg er født den 4. september 1947 i Vrejlev sogn, datter af landmandsparret Ellen og Søren Jordansen

Gift 1968 med John Møller Nielsen (enke siden 1991) 2 børn og 6 børnebørn.

Født i Tollestrup i 1947 på gården Hulsig, i folkemunde kaldet gården med de 2 løver, nr. 6 af en søskendeflok på 7 med 5 drenge og 2 piger. Barneårene var i trygge rammer med en far og en mor på gården, og større søskende omkring sig altid, hvad mere kunne man ønske sig som barn, jeg har aldrig prøvet at skulle ”passes”, der var altid nogen, der så efter en.

Bastholm skole blev rammen om mine første 6 skoleår, og det var 2 år i 1. klasse – 2 år i 2. klasse og 3 år i 3. klasse. Jeg hører til den årgang, hvor præsten en gang om året kom på besøg og overværede undervisningen. I min tid var det pastor Dissing fra Vrejlev kirke.

 

Bastholm skole blev senere bedre kendt, end da jeg gik der, fordi den grænsede lige op til Prinsessernes gård, om hvem der blev skrevet en bog af Annemarie Løn. Bogen blev senere opført som teater på Vendsyssel teater. Som barn kendte jeg prinsesserne, Anna og Stinne fra Storgaard. De kom i mit hjem, når der blev inviteret til kaffe, og jeg husker præcis, hvordan de så ud. – Senere igen blev Bastholm skole kendt, fordi Poul Ancher Bech købte den og indrettede atelier på stedet.

 

I 1960 solgte min forældre gården, og vi flyttede til Brønderslev, hvor jeg kom på Søndergade skole i 7. klasse, med dengang vel 500 elever. Det var et kulturchok, der ville noget, men det viste sig faktisk, at Bastholm skole slet ikke havde været et ringe lærested. Efter nogle måneder skiftede jeg klasse og kom i den klasse, der skulle have ”realen” med”, selvom min far havde sagt til inspektøren, som var Villy Kløve, at jeg nok ikke var så godt med som ”bybørnene”.

 

Det at komme til byen, åbnede en ny verden for mig, især i forhold til fritidsaktiviteter, som jeg var bidt af, og som blev en stor del af mit liv. Mine ældre søskende havde alle været på Halvorsminde Ungdomsskole, men jeg kom, som den eneste af søskendeflokken, på Gerlev Idrætshøjskole, og det var fantastisk, for en gymnastikpige som mig, at møde Ester Skriver, som på det tidspunkt havde et godt navn indenfor den verden, og Johannes Stræde, der slog igennem som højskoleforstander og rollemodel for foreningslivet. Det blev de måneder, der fuldstændig samlede mit blik for den ledergerning, der blev en stor del af mit liv de næste 50 år.

Da jeg kom hjem fra højskole startede min ledergerning, og jeg var ”verdensmester” i at lede gymnastik efter eget udsagn. Det gik, og det gik godt, men det var også i den periode, jeg mærkede, at ingen kan gå på vandet. Jeg var så heldig, at det var min mor, der sad ved klaveret, og hun var en fantastisk dygtig pianist. Hun kunne understøtte mig, når det kneb, hvilket der ikke blev gjort noget ud af – det var bare sådan det var. Rigtig mange i Brønderslev har lavet gymnastik til min mors (Ellen Jordansen) klaverspil både i skolen og i foreningslivet.

Sammen med dette er der stort set ikke en gymnastiksal i en radius af 30 km fra Brønderslev, hvor jeg ikke har ledet børnehold – voksenhold – motionshold. Der er ingen tal på, hvor mange der har gået til gymnastik hos mig. Den dag i dag oplever jeg, at folk hilser på mig, fordi de kender mig – de har gået til gymnastik hos mig som barn – ung – voksen.  Jeg havde 35 år som gymnastikleder, og så var det, efter eget ønske, slut. Jeg var mættet og færdig med at undervise.

Efter højskolen ville jeg gerne have været på Poul Petersens institut i København, men det var vigtigt for mine forældre, at jeg fik en ”rigtig uddannelse” og ikke kun en gymnastikuddannelse. Jeg kom derfor hjem til Brønderslev, hvor min far havde skaffet læreplads til mig på Brønderslev apotek. Det var stort at få hvid kittel på og være på byens apotek, selvom vi elever, hele det 1. år, blot fyldte riboflavin og prosil på flasker og stablede glas med codimagnyl.

Vi havde en helt fantastisk chef i Apoteker Thorwald Olesen, en mand af få ord, men de får ord betød rigtig meget. Efter endt læretid, blev det lidt kedeligt. Jeg var også blevet gift, og 2 døtre blev født indenfor de næste 3 år. Samtidig havde jeg haft nogle idrætstimer på det nystartede Brønderslev Gymnasium, og det gav blod på tanden til at læse til lærer på Hjørring seminarium, og blive ”rigtig” idrætslærer.

Som familie var vi optaget af et aktivt fritidsliv, hvilket også medførte at min mand i 1976 blev ansat i Østervråhallen som bademester. Vi flyttede til Østervrå, og jeg arbejdede på Flaunskjold Skole, og vore 2 døtre gik på Torslev Centralskole. Østervrå blev rammen om vores liv i knap 20 gode år med et rigt idrætsliv, et mangfoldigt kulturliv, en god skole og en dagligdag i og omkring Østervråhallen.

Det hele fik en brat ende, idet min mand i 1991 uventet faldt om og døde af en blodprop i hjertet. Jeg valgte i 1995 at flytte tilbage til Brønderslev. Jeg var i mellemtiden (1982) blevet ansat i daværende VGU (Vendsyssel Gymnastik- og Ungdomsforening) som forretningsfører, men kontoret blev i 1992 flyttet fra VGU centret i Vittrup til Markedsvej i Brønderslev, så for mig gav det god mening at flytte tilbage til Brønderslev, efter pigerne var flyttet hjemmefra.

Det var i de år, de store idrætsorganisationer kom til at spille en større rolle i samfundet. Alle havde indset, at vi mere end nogensinde før, fik brug for frivillig arbejdskraft samtidig med, at man også indså, at fritidsaktiviteter kan løfte en stor social opgave i Danmark.

For mig blev det til 35 år (1982 – 2017) i VGU, som senere blev til DGI. Jeg har i alle 35 år været drevet af den store frivillighed, vi har i Danmark – den store lyst til at få folk til at arbejde sammen – den store lyst til at kunne gøre en forskel – den store lyst til at se, at når vi løber efter en fodbold, så er alle lige – den store lyst til at mærke, hvordan idrætten er med til at løse mange sociale problemer og udfordringer i vores samfund.

Mine første år som forretningsfører var på kontoret i Vittrup.  Det var ikke kun et kontorjob, det var også udlejning af idrætshal, opsætning af bander, hjælp i køkkenet, når det gik vildt til, men det var en dejlig tid med masser af frivillige hænder, der havde en stolthed over at være en del af et fællesskab, omkring at få VGU centret til at fungere. De mennesker, der havde været med til at søsætte projektet med VGU centret, brændte for det, og det skulle lykkes. Det gjorde det også i 20 år, men så blev kravene til kursuscentre og lejrskoler væsentlig højere, og det kunne VGU centret ikke honorere.

Som i alle andre instanser – banker – forsikringsselskaber o.s.v., blev der også arbejdet på fusioner i DGI, hvilket betød, at vi i Nordjylland først fusionerede med Aalborg området – senere med Himmerland området og sidst med Thy området. Da jeg forlod DGI i efteråret 2017, dækkede DGI Nordjylland således hele Region Nordjylland med godt 800 foreninger og ca. 160.000 medlemmer og 35 medarbejdere. I alle fusioner har jeg været så heldig at have en central rolle, og ende op med at blive chefen efterfølgende, hvilket sikkert også har været forbundet med en vis frækhed.

Efter 13 år i Brønderslev flyttede kontoret til Aalborg for at være midt i området – og DGI tog beslutning om at være med i projektet omkring Nordkraft. Det fik stor betydning for mig personligt, idet jeg fik lov til at være med i hele opbygningen af Nordkraft,  –  et projekt der tog 10 år og kom til at koste 270 mill. kroner, og i dag rummer idræt – teater – sundhed – biograf – musik og meget mere – et fantastisk hus. Projektet blev ledet af de bedste arkitekter og bygherrer og gav Aalborg megen positiv omtale.

Nordkraft tiltrak utrolig mange mennesker fra hele Europa – som var mest optaget af, hvordan en så stor industribygning kunne forvandles til et kultursted, hvor der i snit går 2000 mennesker igennem om dagen.

Det tiltrak også dronningen og prinsen – så den 28. juli 2015 modtog jeg regentparret på Nordkraft – det var helt fantastisk – og jeg kan kun bekræfte, at prins Henrik var en yderst nysgerrig – nærværende og behagelig person. Det samme kan siges om dronningen – og de havde bestemt sat sig ind i, hvad det var, de skulle se, og hvilket hus der havde gennemgået den forvandling – en stor oplevelse for mig – ikke mindst al den postyr, inden de overhovedet kom – der er mange etiketter, der skal overholdes, inden man får lov at modtage regentparret.

Jeg skulle stoppe som 68-årig, sagde min kontrakt – men sådan blev det ikke. Jeg blev spurgt, om jeg ville blive 2 år mere, og dermed have en central rolle i det landsstævne, der var planlagt til afvikling i Aalborg i juni 2017 – det var svært at sige nej til, så sådan blev det.

Det blev 2 år med intenst arbejde med landsstævnet. Et projekt med 25.000 aktive idrætsudøvere og 60.000 tilskuere, der skulle være i Aalborg en lille uges tid. Økonomisk blev det til en omsætning på 70.000 mill. Kroner. Ubetinget den største opgave jeg har haft i DGI – og det hele kulminerede i et fantastisk stævne med 26.000 idrætsfolk – deraf 7000 efterskoleelever – besøg af dronningen, statsministeren og mange andre prominente gæster.

Rent ud sagt blev det en kulmination på et arbejdsliv, jeg aldrig havde drømt om. Slet ikke, som en autodidakt person, der blot havde kastet sig over gymnastikken og foreningslivet som ganske ung. At opleve, at det kom til at betyde så meget for mig rent arbejdsmæssigt.

Det er klart, at når man, som jeg, har levet det meste af mit liv i idrættens foreningsverden, så er det også det, der har præget mig i forhold til de værdier, jeg sætter højest. Du kan ikke måle, om du har indfriet salgskurven, eller om du er produktiv nok, men du kan mærke, om du er med til at flytte noget hos mange mennesker i forhold til deres velvære, mentale og fysiske sundhed, og sociale liv. Når du mærker det, så er dét det hele værd, så er du med til at løfte en samfundsopgave, som er så vigtig i Danmark. Danmark er jo det eneste land i verden, der har et så rigt et foreningsliv og så mange frivillige kræfter på alle fronter, noget vi skal være meget stolte af og værne om.

Det, at have haft en så mangeartet arbejdsplads i så mange år, har gjort det ved mig, at jeg til tider er en rummelig person, der lytter til folk, velvidende, at skal der flyttes noget, så skal der også en god portion ledelse til – det er en egenskab, jeg har benyttet mig meget af i de mange år som leder – faktisk er der 2 mennesker, jeg tænker: ”Det har de lært mig”, nemlig apotekeren Thorvald Olesen og lederen på Gerlev, Ester Skriver. – De kunne den sjældne kunst, at lede mennesker uden de store armsving og uden at nogen tabte ansigt, og så alligevel nå frem til målet.

Jeg plejer at sige, at når man placerer sig i skudlinjen, så har man også store chancer for at blive ramt – jeg har som oftest placeret mig i skudlinjen, og er bestemt også blevet ramt et par gange, men så er det jo op på hesten igen, selvom det kan være trægt og uoverskueligt, men rigtig god lærdom.

Jeg sluttede mit arbejdsliv den 1. september 2017.  Landsstævnet var afleveret, ny direktør var ansat, og DGI Nordjylland var faktisk i fin form – og hvad så Inger Møller? ”At gå fra – i alle årene at have arbejdet 40 – 50 timer hver uge – og så til ingenting, det går ikke”, tænkte jeg – ”men hvem mon vil bruge en afdanket direktør til noget som helst, og hvad var det, jeg faktisk kunne byde ind med?”

Efter mange overvejelser, besluttede jeg i 2017 at stille op til ældrerådet i Brønderslev kommune. -( Alle kommuner har et ældreråd) – Jeg tænkte, at det arbejde måtte jeg kunne sætte mig ind i og være med til at præge. Jeg var så heldig, både at blive valgt og også blive formand, så det var bare at komme i arbejdstøjet – Det er et spændende arbejde, men også udfordrende, vi er jo krævende, vi der er i den ende af skalaen. Opgaven er ikke så meget anderledes, end opgaven var i DGI. Der er nogle projekter og processer, der skal sættes i gang,  der skal søges størst mulig konsensus hele vejen rundt, og der skal følges op på opgaverne. Det er nogle andre områder, vi snakker om, men værktøjerne, der skal bruges, er de samme.

Jeg har nu arbejdet med ældrerådet i snart 4 år. Vi har et rigtig godt ældreråd, som består af folk, der vil noget med den opgave, de har påtaget sig, og jeg synes, vi er nået i mål på mange områder. Der er valg igen nu til november. Jeg stiller op igen, men i skrivende stund er der ingen, der ved, hvem der bliver valgt. Men ét er sikkert, vi skal passe på den velfærd vi har, og vi skal også helst have den udbygget de kommende år.

De 98 kommunale ældreråd har en paraplyorganisation ”Danske ældreråd”, som er talerøret ind i ministeriet – KL – regioner m.v. Jeg blev i juni måned valgt som formand for den organisation, og har dermed, sammen med en bestyrelse, gode muligheder for at være med til at påvirke de beslutninger, der bliver truffet på de bonede gulve – spændende arbejde.

Når man ikke har lært at kigge ned i bordet, når der bliver efterspurgt folk til en opgave, ja så bliver man nemt rullet ind i noget. Jeg blev bedt om at være med omkring opbygning af det nye Vildmosemuseum i PN-bygningen, og det var svært at sige nej til. – Det lugtede for meget af Nordkraft projektet, til jeg kunne sige nej. Nu må vi se, om det kan bære. Jeg håber det, for Brønderslev skal byde på noget mere kultur.

Når man er født og opvokset i Vendsyssel, kender man Janteloven, og man ved, at ydmyghed er en dyd. Begge dele er både en svaghed og en styrke, men ved at skulle skrive lidt af min historie, er jeg blevet bekræftet i, at jeg skal være dybt taknemmelig overfor alle de mennesker, der har vist mig tillid og givet mig lov til at være en så stor del af foreningslivet i Vendsyssel i så mange år.