Kilde: Barn af Vendsyssel 2009 nr.17
Med tilladelse fra familien
Af Tage Enevoldsen, Solvangsvej 7, 9700 Brønderslev
Skolegang i Hune Skole og Pandrup Private mellem og Realskole samt Halvorsminde Ungdomsskole, Hjørring.
Landbrugsmedhjælper, skoleophold og militærtjeneste 1947 til 1954. Agronom fra Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole 1958.
Assistent og konsulent i Ringkøbing amt 1958 til 1964.
Husdyrbrugskonsulent i Brønderslev 1964-1974 Kvægbrugskonsulent i Brønderslev og Omegns Landboforening og Brønderslev Husmandskreds 1974-1990.
Leder af regionskontoret for kvæg i Hjørring 1990-1996.
Medlem af bestyrelse og formand for forskellige Venstre organisationer.
Formand for Foreningen Danske Landbrugskonsulenter 1978
Formand for Nordisk Økonomisk Kvægavl 1970-1984.
Bestyrelsesmedlem for Danske Senioragronomer 1997-2007.
Brønderslev Byråd 1997 til 2001.
Formand for aktionærrådet i Spar Nord, Brønderslev 1983-2004.
Formand for repræsentantskabet i Spar Nord 1988-2001.
Formand for Brønderslev Ældreråd 2007 –
Omfattende foredragsvirksomhed siden 1996.
Gift med Grete, der er sygeplejerske. Vi har to døtre og fem børnebørn.
Lige fra otte års alderen har jeg haft en drøm om at blive landbrugskonsulent. Inspirationen kom fra de foredragsholder, tit landbrugskonsulenter, der kom som gæster i mit hjem, før eller efter de havde holdt foredrag i forsamlingshuset, der var nærmeste nabo til mit hjem. Vi boede midt i sognets kulturcenter med kirken, skolen og forsamlingshuset, som nærmeste naboer. Mit fødesogn Hune, i det vestlige Vendsyssel er præget af den kraftige sandflugt, der hergede egnen i det 14. og 15. århundrede og som lagde tre-fire meter flyvesand ind over den frugtbare landbrugsjord. Før den tid var Hune Sogn en egn med mange store gårde og god jordbonitet.
I sognefogedgården fik mine forældre, Anna og Lars Enevoldsen, dreng nummer tre, en stor og kraftig gut på ti pund. Den nyfødte fik i Hune Kirke navnet Tage Enevoldsen, opkaldt efter sognepræstens søn. Sognepræsten, Haldor Hald, blev senere biskop over Lolland-Falsters Stift.
Jeg har to ældre brødre, men der er kun to og et halvt år mellem min ældste bror og mig, så vi har nærmest været som trillinger.
Min mor blev født i V. Hjermitslev som nummer fire ud af en søskendeflok på otte. Forældrene havde en mindre gård, og drev også et bageri med en bagersvend og en bagerlærling, en karl og en tjenestepige, så sammen med familien på ti medlemmer var der mange munde at mætte hver dag. Gården var på 20 tdr. land og der var 12 jersey-køer. Besætning var grundlagt ved køb omkring år 1900 af avlsdyr fra Gårdbogård, hvortil de første jerseykøer i Danmark var blevet indført i 1896.
Far var født på min fødegård i Hune. Han havde efter sin konfirmation uddannet sig til landmand, dels i hjemmet, dels på nabogårde. Han var elev på Bælum Højskole, Korinth Landbrugsskole og Askov Højskole.
Som fjerde generation overtog mine forældre ved deres giftermål i 1929 farsfødehjem i Hune. Arealet var på 60 tdr. land, hvoraf kun halvdelen var opdyrket. Resten var uopdyrkede klitter og beplantninger. Agerjorden lä meget spredt i mindre lodder mellem de uopdyrkede arealer. Der var et husdyrhold på to-tre heste, 10-12 malkekøer og et mindre svinehold samt 10-12 får.
Vi havde altid en ung pige og en karl som medhjælp. De var ofte i pladsen to til fire år. Da jeg blev født, havde vi en ung pige, Nelly, fra Saltum Hun blev senere mor til den kendte sangerinde, Kirsten Sigaard.
Far var sognefoged i Hune Sogn, akkurat som hans far og bedstefar havde været. Det gav meget udadvendt arbejde og meget liv på gården. Samtidig var både mor og far aktive i foreningslivet i sognet.
Mor var i husholdningsarbejdet, i Røde Kors og var den første bibliotekar på Hune Bibliotek.
Far var også meget aktiv i sognets og egnens sociale liv. Han var med i bestyrelsen for næsten alle lokale foreninger enten som formand eller kasserer. Han var også med i en initiativgruppe til etablering af et alderdomshjem i Hune og formand for komiteen til oprettelse af mindesten for forfatteren Thomas Olesen Løkken. Far var sognefoged fra 1935 indtil embedet blev nedlagt i 1973. Han var mangeårigt medlem af Skatterådet for Børglum m.fl. Herreder, medlem af Hjørring Amtsråd med i bestyrelsen og formand for Hvetbo Herreds Sparekasse i en lang årrække. Han brugte ofte mere end halvdelen af sin tid på møder i de mange udvalg og foreninger.
Vi drenge fik en god og tryg opvækst. Landbrugskrisen i 1930’erne satte præg på hverdagen, men vi led ingen nød. Indtægterne var små, men mor var en dygtig og økonomisk husmoder. Det meste af maden blev tilberedt af egne produkter. Bedstemor og bedstefar boede i et nybygget hus lige ved siden af gården. Her tilbragte vi tre brødre megen tid. Om efteråret, når det begyndte at blive tidligt mørkt, holdt vi mørkningstime sammen med dem. Vi sad på gulvet i hjørnet, hvor bedstemor sad i en lænestol og strikkede. Der var kun tændt et enkelt lys ved skrivebordet i det andet hjørne af stuen. Her sad bedstefar og læste op for os eller fortalte om alt det, han havde oplevet i sit lange liv. På den måde fik vi overbragt slægtens historie flere generationer tilbage. Bedstefar var en dygtig fortæller, så det var uhyre spændende og hyggeligt. Da han var 70 skrev han sine erindringer, og oplysninger herfra har jeg i de senere år brugt i mange foredrag.
Jeg var Seks år den 9. april 1940 og husker dagen tydeligt. Vi blev vækket meget tidlig om morgenen, idet der kom bud til far, der var lægdsmand, at han skulle ud med besked om mobilisering af unge værnepligtige i sognet.
Da vi kom op, hørte vi i radioen om det tyske angreb, og samtidigt begyndte de tyske flyvemaskiner at flyve over gården i retning mod Norge. De havde været nede for at tanke brændstof i Aalborg Lufthavn og skulle nu angribe Norge. Det fortsatte hele formiddagen.
Det var en af mine første skoledage, da jeg var begyndt min skolegang i Hune Skole den 1. april 1940. Der var en uhyggelig stemning i skolen. Mange var meget bange og nervøse. Faderen til en af pigerne i klassen arbejdede på Aalborg Lufthavn. Hun var bekymret og sad i et hjørne af skolestuen og græd. Efter en times tid fik vi alle fri.
Hen midt på eftermiddagen fik vi besøg af en ung repræsentant fra Brdr. Langeland i Brønderslev. Han var kørende i chefens Ford V8 og havde fået ordre til straks at køre hjem til Brønderslev med bilen, hvis han mødte tyske soldater på sin vej. Han var på besøg for at sælge en kamin. Vi købte den, den var meget flot med en fin firkantet rude med marieglas, så man kunne se ilden. Samtidig med, at kaminhandelen blev afsluttet, kom der et tysk militært køretøj ind i gården, og straks kørte repræsentanten nord ud af gården i direktørens bil for at bringe den i sikkerhed.
De tyske soldater skulle tale med far, der jo var sognefoged, om at skaffe indkvarteringsmuligheder til en del soldater, som straks skulle på bevogtningsopgaver i Blokhus, da tyskerne allerede fra den 9. april var meget opmærksomme på faren for engelsk invasion på den jyske vestkyst.
Kort efter den 9. april fik vi en ny radio, så vi fik mulighed for at lytte til den danske stemme fra BBC i London. Vi drenge skulle sidde musestille, når der var radio fra London.
I krigsårene fik vi ofte besøg af tyske officerer, der havde ærinder til sognefogeden. En gang var der en af de tyske officerer, der røg cigar. Da han ville skodde den, åbnede han med fingrene lemmen til kaminen for at kaste skoddet derind. Den var gloende varm, så han brændte sig meget. Det syntes vi drenge var helt i orden, når det gik ud over en tysk soldat.
Krigsårene gav meget ekstra arbejde til sognefogeden med tilsigelser, udpantninger, m.v. til den stærkt voksende civilbefolkning. Indbyggertallet i sognet blev udvidet med de mange arbejdere, som arbejdede for organisation Tott med at bygge bunkers og forsvarsanlæg i Blokhus og nærmeste omegn. Mange huse i Blokhus blev jævnet med jorden for at gøre plads til de mange bunkersanlæg. Flere af de fremmede arbejdere havde en noget blakket fortid, så der kom ofte tilsigelser og bødeforlæg som sognefogeden skulle forkynde for rette vedkommende Det var tit vanskeligt at finde ud af, hvor de boede. En person havde måske det fulde navn Peter Nielsen Christensen, men blandt arbejdsfæller var han kun kendt som “Københavneren” eller lignede. Han var måske heller ikke selv særlig interesseret i at blive genkendt og blive holdt op på sine tidligere gerninger. Far brugte rigtig mange aftentimer under krigen på at cykle rundt for at finde alle sine “kunder”.
Under hele krigen var der mange tyske soldater i Hune Sogn. De havde bevogtningsopgaver ved nedkørslen til stranden, hvor der var lavet en kraftig betonafspærring, og store arealer var udlagt med landminer. Det skete ofte, at der drev miner i land, som skulle demonteres. Det var ikke sjældent, at der lød eksplosioner fra Blokhus.
Tyskerne holdt ofte øvelser rundt omkring i Blokhus Klitplantage, i klitterne og på vore marker, hvor de gravede skyttegrave.
Barndommen og skoletiden
Som den yngste af tre brødre måtte jeg som regel bruge deres aflagte tøj, således også med et sæt stribet matrostøj. Det fik jeg på første gang, den dag jeg som fireårig skulle koppevaccineres. Her opstod en krise, idet jeg erklærede, at jeg ikkeville af mit nye flotte tøj, så mor måtte meget rød i hovedet vandre hjem med den genstridige dreng. Ugen efter blev jeg vaccineret – uden matrostøj!
Fra 1940 til 1945 gik jeg i Hune Skole. Det var en toklasset skole med en lærer og en lærerinde. Om vinteren gik de to store klasser i skole fire dage om ugen og de små klasser to dage om ugen. Om sommeren var det omvendt.
Piger og drenge sad i hver sin side af klasseværelset. I de mindste klasser skrev vi på små tavler med grifler og i de større blev de afløst af kladdehæfter til blyant eller pen og blæk.
Lærer Ibsen var en god regnelærer og fru Hansen var en dygtig dansk- og historielærer. Ibsen var den gammeldags lærer, mens fru Hansen var den unge lærerinde med lidt mere moderne metoder.
En gang om året kom skolekommissionen med sognepræsten eller sognerådsformanden i spidsen på besøg og overhørte os i de enkelte fag. Jeg husker ikke, at var nervøse for denne eksamen, men det var jo nok også mest lærerne, der var til eksamen.
Vi havde et godt kammeratskab i skolen og legede tit i store flokke både i skoletiden og i fritiden, og ofte med drengene som røvere og soldater i Klitplantagen.
Et andet samlingssted var hos smedemester Ludvig Hvarregaard. Her var syv otte sønner, så der var altid nogen at lege med.
Under krigen kom der en del nye børn af ”tyskerarbejdere” i skolen. Det betød bl.a., at vi i 1942 fik en kraftig luseepidemi. Jeg kan huske, at der var så mange lus, at vi kunne se dem løbe hen ad skolepultene.
Vi tre brødre fik også lus. Jeg husker dagen tydeligt. Min mor var meget skamfuld over, at hendes drenge havde fået lus. Karlen blev sendt langt ud i marken for at pløje, og den unge pige fik fri – hvilket sjældent skete. Gardinet blev trukket for vinduet i køkkenet, og så gik mor og far ellers i gang med den store aflusningsproces. Først blev vi kæmmet meget grundigt med en tæt “lusekam”. Derefter blev håret vasket i et lusemiddel. Vi fik håret vasket flere gange, så til sidst var vi glorøde i hovedet.
Den 4. maj 1945 var jeg 11 år gammel. Om aftenen var jeg hjemme i stuen sammen med mor og far og en nabo. Lige pludselig hørte vi det længe ventede frihedsbudskab i radioen fra BBC. Jeg var straks klar over, at det var en meget vigtig begivenhed, som omgående skulle meddeles mine brødre. De var på fodboldpladsen nord for kirken. Jeg styrtede derop og råbte ud over pladsen, at Danmark var blevet frit, men til min store skuffelse var der ingen af de store drenge elle de tilstedeværende voksne, der lyttede til, hvad jeg havde at fortælle. Jeg måtte derfor gå skuffet hjem. Senere på aftenen blev alle i sognet klar over det gode budskab og folk samledes udenfor og der blev tændt stearinlys i vinduerne. Allerede midt på aftenen, så vi de første frihedskæmpere med deres karakteristiske rød-blå-hvide armbind. Jeg var ikke klar over deres eksistens før denne aften. Der var bl.a. plantør Plesner og flere fiskere fra Blokhus. Nogle få dage efter befrielsen kom frihedskæmperne for at hente våben, der var skjult over loftet i kirkens våbenhus.
Mine brødre havde begge gået med aviser, og med tiden blev det min tur til at tage over. Vi gik med Vendsyssel Tidende, Aalborg Amtstidende om hverdagen, og senere også med Aalborg Stiftstidende om søndagen. Avisen skulle hentes tidligt søndag morgen på perronen ved mejeriet i Pandrup. Det kunne være en drøj tur i kraftig blæst og regn.
Den 5. maj 1945 var min bedste dag som avisbud. Avisen var pyntet med dannebrogsflag, som prydede de øverste hjørner på forsiden. Alle modtagerne var glade og stod og ventede på at læse frihedsbudskabet, og jeg fik småkager og saftevand hos mange af ”kunderne”.
Realskolen i Pandrup
I august 1945 startede jeg i I. mellem i Pandrup Realskole. Det var en meget stor forandring i forhold til Hune Skole. Her skulle vi aflevere opgaver i regning, skrivning, diktat, stile i dansk, engelsk og tysk. Det havde jeg aldrig prøvet før, men efterhånden fandt jeg ud af, at det vi havde lært i Hune Skole, gjorde mig godt rustet til at klare mig i konkurrence med de andre i klassen.
Vi var vel omkring 30 elever i klassen med vidt forskellige baggrunde. En del kom fra småskoler i omegnen. Vi talte dialekt og virkede nok lidt “bondet”. De øvrige elever kom fra Pandrup by og var børn af borgerskabet. De talte fint og var bedre klædt, end vi andre.
De var også meget næsvise over for lærerne, bl.a. turde de gemme sig i fysikskabene i timerne, hvor de sad og røg.
Inden hver times start stillede vi op på række og geled i skolegården, og så kom klasselæreren og hentede os. Inde i klasselokalet måtte vi først sætte os ned, når læreren gav tilladelse. Vi skulle også sige De til lærerne.
Som noget nyt fik vi karakterbog hvert kvartal. Der var mange flere fag, end jeg var vant til fra Hune, og det viste sig, da karakterbøgerne blev delt ud, at vi, som kom fra de mindre skoler, klarede os meget fint. De mange fag krævede en del lektielæsning og forberedelse, og det fik vi altid lov til at bruge tid på. Det blev altså ikke til så meget med landbrugsarbejdet.
Jeg blev konfirmeret den 7. oktober 1947, og samtidigt gik jeg ud af skolen. Det var min egen beslutning, jeg ville være landmand, og derfor troede jeg ikke, det var nødvendigt at tage en realeksamen. Min mor og far, og lærerne frarådede mig at gøre det, men jeg var stædig og holdt på, at jeg ville stoppe. Den beslutning har jeg fortrudt mange gange. Navnlig har jeg manglet nogle bedre sprogkundskaber men dem har jeg måttet tilegne mig siden!
Tiden fra konfirmationen til studietiden i København
i gang med at uddanne mig til landmand. Min ældste bror, Søren, der ville være landmand, og jeg skiftedes til at være karl hjemme, og være på skole eller have plads på andre gårde.
leg startede med at være hjemme i to år og derefter kom jeg på Halvorsminde Ungdomsskole. Vi var 97 forventningsfulde drenge, der mødte frem. Den første aften stillede vi op i gymnastiksalen. Her fik vi tildelt numre efter højde. Jeg fik nummer otte, så jeg var blandt de højeste på holdet.
Skolen var i dyb krise, da vi startede. Det skyldtes, at forstander Frode Nielsen pludselig var død 14 dage før, vi ankom. Skolen var ejet af familien Nielsen. Frode Nielsens enke, Ellen Nielsen, der kun var 36 år, og ikke havde nogen undervisnings- eller ledererfaring, påtog sig efter nogle ugers forløb ansvaret for skolens ledelse.
Det var ikke nogen nem opgave, men der var mange af skolens gode venner, der stillede op som hjælpelærere, bl.a. rektor Brodersen fra Gymnasiet, rektoren fra Tariet og provst Carl Hermansen. Vi elever fik en rigtig god undervisning og skoleopholdet blev en stor og god oplevelse. Bl.a. fik vi lært den nye retskrivning, som var blevet indført i foråret 1948. Vi var jo sammen hele døgnet, så der blev mange venskaber og udviklet gode kammeratskaber.
Efter afslutningen af opholdet på Halvorsminde blev jeg som 16-årig ansat som elev på Statens Planteavlsforsøgsstation i Tylstrup. Det var en interessant og lærerig arbejdsplads, hvor vi var i alt 18 ansatte, hvoraf vi var fem elever med en førsteelev i spidsen. Arbejdet på forsøgsstationen bestod af meget håndarbejde med de mange forsøgsparceller. Kartoffelforsøgene udgjorde hovedparten af arbejdsopgaverne. Bl.a. hjalp jeg med at optage kartoflerne i forædlingsafdelingen. Hvert år blev der udviklet flere hundrede nye sorter. Alle knolde blev nøje undersøgt, vejet kontrolleret i alle ender og kanter. Det var et stort tålmodighedsarbejde. – I en 20 års periode var det kun lykkedes at få en sort: “Tylstrup Odin” godkendt og sendt på markedet.
Sommeren på Tylstrup fløj af sted, og snart var det 1. november og tid at sige farvel og tak til alle gode kolleger for en rigtig god og udbytterig sommer. Jeg var blevet mere sikker på, at jeg ville være landbrugskandidat. Tænk at kunne gå rundt hver dag i forsøgsmarken i pænt rent tøj og lange, nye gummistøvler og måle og veje og notere i forsøgsbogen, Det ville bare være lykken!
Herefter var jeg karl i mit hjem i to år, hvor jeg forsøgte at dygtiggøre mig med det praktiske arbejde, men også med kursus i Landbrugets Brevskole, og ved at deltage i de landbrugsfaglige kurser hen over vinteren på Pandrup Hotel med konsulenterne Karl Birch, Rud. Nordholm og Albert Albertsen. De gav os en spændende undervisning i husdyrbrug og planteavl.
Den 1. november 1951 hankede jeg op i den gamle brune kuffert og drog ud på min første virkelige store “udlandsfærd”. Jeg tiltrådte en plads som fodermester på Margaard i Nr. Åby på Vestfyn. Her var en malkekvægbesætning på 22 jerseykøer.
Der var 50 tdr. land fabrik og seks tdr. land god jord til gården med grovfoder til køerne, sukkerroer til fabrik og seks tdr. land beplantet med æbletræer, solbær- og ribsbuske.
Det var ligeledes en rigtig spændende læreplads i et godt miljø. Familien bestod af husbond og madmor samt et 16-årigt tvillingepar. Og der var også pige og karl. Om sommeren kom en 18-årig søn hjem som forkarl, så her var vi også man unge mennesker samlet hele tiden.
Jeg blev helt optaget som medlem af familien. Det var et oplyst landbohjem. som jeg blev en del af. Et hjem med klaver, der hyppigt blev benyttet til at ledsage sange fra højskolesangbogen. Vi fire unge mennesker fulgtes ad til gymnastik og til mange møder og baller i ungdomsforeningen.
Jeg fik stort udbytte af mit fodermesterjob. Besætningen var en avlsbesætning, og køerne blev kåret, og der blev ført familiestambog. Vi fik ofte besøg af kvægavlskonsulenten, og det gav yderligere inspiration til mine fremtidsdrømme som landbrugskandidat.
Jeg skal lige nævne, at jeg havde store sprogvanskeligheder i den første tid på Fyn.
Den første aften gik jeg ned i Nr. Aaby Brugsforening for at købe et stykke håndsæbe. Jeg gik hen til disken og sagde til uddeleren: “Goddaw, a wil jan tjyeb jit styk sieb.” Han stod fuldstændig uforstående. Efter flere gentagelser på mit modersmål måtte jeg modstræbende fremsige mit ærinde på rigsdansk: “Goddag, jeg vil gerne købe et stykke sæbe”. Min husbond, der døjede med hørelsen, havde store vanskeligheder med at forstå min dialekt, Efterhånden måtte jeg give efter og gå mere over til at tale rigsdansk.
Soldatertiden
Den 11. november 1952 begyndte jeg som rekrut ved Livgarden i Sandholmlejren ved Allerød i Nordsjælland. Rekruttiden varede det første halve år. Derefter skulle vi have et halvt års vagttjeneste på Amalienborg men det blev der sat en stopper for.
På grund af Korea krigen og efterfølgende krav fra NATO om at forlænge tjenestetiden i Danmark med seks måneder, besluttede folketinget at den skulle forlænges. Dengang var tjenestetiden 12 måneder, men med virkning fra 1.maj blev den hævet til 18 måneder. Det fik virkning for det hold, som var indkaldt et halvt år før mig. Denne politiske beslutning resulterede i mytteri på flere sønderjyske kaserner, og senere i fængselsstraf til 300 soldater. Der var også oprørsstemning blandt de gardere, der stod overfor snarlig hjemsendelse, men der var ingen, der lavede åbent oprør. Her ses forfatteren som garder 1952-
Den forlængede tjenestetid til holdet før os, betød at jeg, der var motorcykelordonnans, blev overført til tjeneste sammen med de gamle basser i stedet for at komme på vagttieneste i København.
Det var i første omgang en stor skuffelse, men det blev hurtigt vendt til noget positivt, idet det halve år som ordonnans for de ældre gardere blev en god oplevelse. Som en følge af den forlængede tjenestetid blev der indført civilundervisning for værnepligtige. Jeg fik undervisning i samfundsfag og landbrugsfag. Som lærer i samfundsfagene havde vi en meget inspirerende ung sognepræst fra Allerød. Han hed Jørgen Bøgh og blev chef for civilundervisningen for hele Danmark. Senere blev han domprovst i Århus.
De 18 måneders soldatertid fløj af sted, og den vil altid stå i min erindring som en god tid med et rigtigt godt kammeratskab.
Efter soldatertiden fik jeg i sommeren 1954 plads som forkarl på en gård i Kastrup ved Gram i Sønderjylland. Der var mange udfordringer, det regnede næsten hele tiden, og det gav meget ekstra arbejde i markbruget. Vi blev bl.a. først færdig med at bjærge det sidste korn i engene i oktober.
Også her var jeg optaget som medlem af familien, og min madmor, der hed Amanda, gav mig indblik i den sønderjyske historie. Hendes far havde været i tysk soldatertjeneste under den første verdenskrig. Mange søndage kørte vi rundt og de kendte historiske steder i Sønderjylland og Sydslesvig. Ved mange folkelige møder i forsamlingshuset stiftede jeg bekendtskab med den sønderjyske sangbog blevet knyttet så tætte bånd mellem os, at da Amanda og jeg tog afsked på Vejens station, trillede tårerne ned ad kinderne på os begge.
Landbohøjskolen
Den 1. september 1955 blev min drengedrøm opfyldt, idet jeg startede studierne på Landbohøjskolen. Det var en stor forandring i mit liv. Nu var det slut med det praktiske landbrugsarbejde, som havde været en stor del af min tilværelse siden 1947. Vi var en flok på omkring 120 studerende, som begyndte på landbrugsstudiet – tre år senere var vi 72, der afsluttede med kandidateksamen. Så der var en ret stor frafaldsprocent. En helt ny tilværelse blev indledt. Jeg måtte selv tilrettelægge hverdagen, så jeg kunne få størst mulig udbytte af den. Fra næsten altid at have været sammen med andre og altid afhængig af andre, så var jeg nu meget mere alene. Kunsten var at tiden fordelt fornuftigt mellem studie og fritid. Ingen satte mig i arbejde eller gav lektier for. Det måtte jeg selv klare. Der var ingen mødepligt til forelæsningerne, men jeg fulgte dem ret slavisk. I starten var jeg meget usikker på, hvor megen tid, der skulle bruges på at læse, så jeg brugte mange timer hver dag.
Studiet var delt op i tre dele. Fagene gik fra de meget teoretiske på første anden del og til de mere praktisk betonede på tredje del. I alt var vi til eksamen 38 gange i studietiden. Eksamenstiden var hård og kunne være meget frustrerende Den ene dag fik man en god karakter, mens ens bedste ven fik en dårlig. Næste dag var det måske lige modsat
Studierne levnede dog også tid til mange andre oplevelser med biograf- og teaterbesøg, foredrag og fester, bl.a. i Højskoleforeningen i Vartorv.
Dengang var der kun få muligheder for at få studielegater, så jeg supplerede økonomien med forskellige småjobs som færdselstæller, arbejde på travbanen i Charlottenlund og på Københavns Salatfabrik.
I de tre studieår spekulerede jeg på, hvilket job jeg skulle søge, når uddannelsen var færdig. Jeg ville gerne arbejde med økonomi eller kvægbrug, så jeg overvejede at søge ind på Landbrugets Driftsbureau i København, men det endte dog med, at jeg den 1. maj 1958 startede som assistent hos konsulent Anders Høgh i Skjern.
Tiden i Vestjylland
Arbejdsområdet i Skjern omfattede den sydligste tredjedel af Ringkøbing Amt. Jeg fik en god og bred oplæring i alsidigt konsulentarbejde indenfor kvægavl og fodring. Som et kuriosum kan jeg nævne, at jeg underviste unge fodermestre i maskinmalkning. De skulle lære at malke 20 køer i timen med én malkemaskine. Det er helt uforståeligt for nutidens unge landmænd, som i dag let malker flere hundrede køer i timen. De vestjyske kvægbrugere var nogle gæve folk, som tog godt imod den unge konsulent. Lønnen var på 10.000 kroner om året, det vil sige 833 kroner pr. måned. Hvis ikke Grete var kommet med 872 kroner fra sit arbejde som sygeplejerske på Tarm Sygehus, havde det ikke været nemt at klare skærene.
Efter to år som assistent, blev jeg kvægfodringskonsulent i Skjern-Tarm Egnens Landboforening. Vi købte et hus på 105 kvadratmeter, og jeg fik kontor i det ene værelse, og havde fire gode år i denne stilling. Jeg var den første kvægfodringskonsulent i Ringkøbing Amt. “Da jeg fire år senere flyttede til Brønderslev, var der blevet i alt syv kvægfodringskonsulenter i amtet, så det var en tid med megen udvikling. Jeg udviklede konceptet for stillingen sammen med min udvalgsformand, Jacob Stensig, Sædding – en skolet landmand, som kunne udtrykke sig præcist, både i tale og skrift. Vi havde et rigtig godt samarbejde. Han blev senere formand for De Samvirkende Danske Kvægavlsforeninger.
I de 6 1/2 år i Vestjylland var jeg formand for Venstres Ungdom i Skjernkredsen, mødtes jeg med de andre VU-formænd i kredsene. De fleste var engagerede unge landmænd, der havde været på flere højskoleophold, hvor de var blevet politisk modnede. De var gode i politiske debatter, og det gav inspiration til mig, der var er del yngre. To af dem blev senere medlemmer af folketinget, og alle de andre udrettede deres politiske virke i amtsråd, landboforeninger og andre organisationer i landbruget. I Venstres Ungdom gav man dem træning i organisationsarbejde.
Tilbage til Hjørring Amt
Den 1. november 1964 tiltrådte jeg en stilling som alsidig husdyrbrugskonsulent i Brønderslev og Omegns Landboforening. Arbejdsområdet lå i en radius på 20 kilometer rundt om Brønderslev og omfattede konsulentarbejde indenfor kvægavl og fodring, samt byggerådgivning, Samtidig blev jeg kasserer i Landboforeningen. Det blev senere udvidet med sekretærarbejde. I Vestjylland havde jeg kontor hjemme i privatboligen. Her var der et fælles konsulentkontor, hvor vi var fem seks konsulenter. Det var en helt ny måde at arbejde på og samarbejdet med kolleger indenfor planteavl, økonomi og husholdning gav megen inspiration.
I 1964 drev alle landmændene et alsidigt landbrug med kvæg og svin. Det var nogle meget travle år med individuel vejledning af Brønderslevegnens ca.1.700 landmænd. Det foregik som regel ved besøg ude på gårdene, hvor vi ofte startede med at måle alle grovfoderbeholdninger op ude i marken, og efter en gennemgang af besætningen i stalden, afsluttede vi i stuehuset med beregninger af beholdninger og udarbejdelse af foderplaner til de enkelte dyregrupper. Besøget sluttede dengang næsten altid med en kop kaffe. Det blev til mange gode samtaler med hele familien, hvor vi drøftede landbrugsfaglige spørgsmål og ofte også familiemæssige forhold. I perioden fra 1978 til 1982 var der krisetider i landbruget på grund af faldende mælke- og kødpriser og et meget højt renteniveau. Mange kvægbrugere måtte give op og sælge. Det var hårdt rent menneskeligt. I mange tilfælde var det deres fødehjem de måtte forlade. Som kvægkonsulent var jeg meget tæt på landmændene i disse svære beslutninger. Flere gange sad mand og kone dybt ulykkelige over for mig i køkkenet, når den svære beslutning skulle tages. Det var ikke let at frigøre sig for disse oplevelser, når man kom hjem om aftenen.
Ved afslutningen på et besøg på en kvæggård i kriseåret 1980 spurgte hvorledes de havde det. Jo tak, sagde konen, det går godt med kvægbesætningen økonomien, men jeg kan næsten ikke mere udholde at høre den hadske kritik. hver dag i radio og TV hagler ned over vort erhverv. Denne udtalelse blev fremført på landboforeningernes store protestmøde i Aarhus i efteråret 1980.
Afslutning
I de første mange år var konsulentens eneste hjælpemiddel papir og kuglepen. Senere kom mange avancerede hjælpemidler som computere med mange forskellige styreprogrammer.
Den individuelle rådgivning blev suppleret med undervisning på Landboskolen i Brønderslev, hvor jeg underviste kvægbrugere, unge landmænd og landhusmødre i kvægbrug og kvægavl. For hele tiden at være ajour med ny viden deltog jeg i mange efteruddannelses-kurser for konsulenter.
Via et formandskab for Foreningen Danske Landbrugskonsulenter blev jeg i mange år stærkt involveret i denne aktivitet på landsplan. Igennem udvalg og bestyrelser nedsat af Landbrugsministeriet, Landboforeningerne, Husmandsforeningerne og Konsulentforeningen var jeg med til at udvikle al efteruddannelse på Tune Landboskole ved Roskilde og på Koldkærgaard ved Århus. I mange år var jeg med til at planlægge disse kurser, og ofte var jeg enten deltager eller kursusleder pa kvægholdene. På disse kurser fik lokalkonsulenterne efteruddannelse og ajourført deres fagområde. Det blev sat rigtigt i system i 1970’erne og fremover, og det gav et markant løft i det lokale rådgivningsarbejde.
Inspirationen til denne ny organisering af efteruddannelsen kom fra studier til USA og mange europæiske lande.
Samtidigt blev rådgivningsarbejdet samlet på landsplan på Det faglige Landscenter i Skejby. Opbygningen af det faglige rådgivningsarbejde i dansk landbrug har senere dannet mønster for mange andre lande. Rådgivningen blev samlet i langt færre landbocentre, idet man i 1970’erne gik fra 150 konsulentkontorer til ca. 50 firestrengede landbocentre med rådgivning indenfor planteavl, økonomi, kvæg, svin, maskiner og bygninger. Den tværfaglige rådgivning blev indført med rådgivning i de enkelte faglige grene, men med økonomien som et integreret og samlende led i vejledningspakken til landmanden.
Jeg har således i mine 40 år i rådgivningens tjeneste startet med at være ene konsulent i eget kontor i privatboligen og sluttet med at være ansat på et femstrenget landbocenter med 150 ansatte. I sandhed en hel revolution. Det skal nævnes, at antallet af helårsbrug på landsplan i samme periode faldt fra 230.000 til 40.000.
Min barndomsdrøm om at blive landbrugskonsulent gik i opfyldelse. Det har været nogle travle år med rigtig mange gode oplevelser. Jeg var så heldig at være en aktiv del af en stor omstillingsproces i dansk landbrug. En tid med en rivende udvikling. Et liv med rigtig mange gode oplevelser i samarbejde med mange spændende landmænd og kolleger og med mange gode personlige kontakter i ind- og udland. Mange af disse personer vil for altid stå som et meget positivt min erindring.