Historien er skrevet af datteren Inge Mørch Jensen.
Når far kom hjem fra banken og havde skiftet tøj, var det dejligt at bore ansigtet ind i frakken og mærke duften. Man siger, at penge lugter, men den duft, der sad i fars tøj, var tryg og varm og sammensat af kontorpapir, tryksværte fra diverse stempler og regnemaskiner, af pengesedler og mønter, gummibånd, lakrids, tobak og måske lidt rengøringsmiddel. Der var altid mønter i frakkelommen, parat til at give ud som drikkepenge eller til en fattig sjæl på gaden.
Far var født i Brønderslev i 1929 og bortset fra ”den dejligste tid i mit liv” som soldat i Randers, boede han i byen, lige til han døde i 2017. Dermed være ikke sagt, at han var groet fast, tværtimod. Somme tider har det slået mig, hvor aktiv han i virkeligheden var og hvor mange interesser, han havde. Musik, sport og friluftsliv blev livsvarige, andre opgav han hurtigt, fordi de kedede ham, eller fordi han stødte på holdninger, der var ham imod. Eksempelvis blev fars karriere i byrådet så kort som mulig, da han opdagede, hvor meget skjult magtspil, der var. Inden afgang fik han dog gennemført sit forslag om at navngive et nyt kvarter efter mindre kendte danske komponister.
Som arbejdsplads blev banken den solide grundpille i fars liv. Han skiftede aldrig, det gjorde banken. Han tog hele turen med fra sin start i Brønderslev Bank og den senere fusion med Handelsbanken og flytning til en ny moderne bygning længere nede ad Bredgade, over Den danske bank til pension i 1991 fra banken med det nu reducerede navn, Danske bank.
Kassen var fars foretrukne sted. Her kunne han udfolde sit lune og hjælpsomme sindelag, give en mindre opsang til den, der trængte til dét, og ellers gøre alt for at kassen stemte ved lukketid. De få gange, den ikke gjorde, var rent ud sagt et helvede for ham. Det samme gjaldt revisionen.
De fleste kunder var glade for at blive ekspederet af Ove Jensen. Han var uhøjtidelig og forstående, når det gjaldt, og god for en kvik bemærkning. Hans blik for de barokke situationer i hverdagen og hans timing, når han 1. april fik en af de overordnede til at løbe fra Herodes til Pilatus, lyste op i den ellers strenge pengeverden.
Men far var naturligvis ikke en engel, og han kunne have temperament. Jeg tror, der var en del sammenstød i banken, især under og efter fusionen med Handelsbanken og både mellem far og hans overordnede og også senere, da han blev mellemleder og fik ansvaret for ekspeditionen. Han var for blød til at skære igennem og befandt sig generelt dårligt uden den levende kundekontakt i kassen. I den periode kunne han nogle aftener komme træt og frustreret hjem og have lyst til bare at give op. En times tid i køkkenet med violinen og begge døre lukket var dog som regel nok til, at han faldt ned.
Ellers tog far ikke arbejdet med hjem. Han var kun bankmand fra 8.30 til 16.30. Der var så utrolig meget andet og sjovere at beskæftige sig med.
Musikken
Far elskede musik, kunne dårligt leve uden. Han byggede små højttalere med volumenknap, satte dem op i køkkenet og badeværelset og lod radiomusikken flyde. Han kunne ligge på stuegulvet med lukkede øjne og lyttede til plader, især klassisk og spillemandsmusik. Han lyttede for at nyde og slappe af men bestemt også for at lære, og han fulgte de enkelte instrumenter i lange sekvenser.
Men han var først og fremmest udøvende, det passivt sansende var undtagelsen.
Så han spillede. Alene eller sammen med andre. I mange år var han med i Brundur Spillemændene under Musikskolen, og at være i en sådan gruppe af musikglade, dejlige mennesker var ren livseliksir. Far kunne traktere de fleste instrumenter, var dog mest glad for violinen. Af dem havde han flere, bl.a. et arvestykke fra et par elskede onkler i Vester Linderup. Fra dette lille musikalske landbohjem stammede glæden ved musik.
For sjov komponerede han lidt, fx fik alle børnebørn deres egen polka, og mor gav han mange musikalske hilsener. En dag kom posten med et brev fra KODA, vedlagt en check på kr. 326,45. Det var et mysterium. Men da brevet var læst ordentligt, viste det sig, at DR havde spillet en af fars kompositioner, og det er jo ikke gratis!
Den åndelige føde bestod dog ikke af musik alene. Nej, far havde skam bøger, hele fire af slagsen:
Den lille Kapergast, Gøngehøvdingen, Med åbne arme og Den herskende klasse. Han havde ikke brug for mere, disse bøger omfattede hans livssyn, som i korthed kan beskrives: Kæmp, men ikke forgæves.
At være i bevægelse
Far skulle være i bevægelse. Han måtte ud at cykle, løbe på skøjter og stå på ski. Han blev nødt til at svømme om morgenen, gå marchture og tage idrætsmærke (og låse mor inde i soveværelset, så hun ikke kunne komme af sted, og dermed vandt han over hende.) Og det var vigtigt for ham at undervise om aftenen på Handelsskolen, revidere hallens regnskab, bygge den store modelbane i kælderen (”for drengenes skyld”, lød det fromt), lave drager (med samme begrundelse), købe en oldnordisk, tonstung romaskine og slide sig igennem et par kilometer på kældergulvet.
Far var en glad lystfisker, med hjemmelavet grej. Hjulene var store metalskiver, skåret ovre hos Højbjerg i Grønnegade. Han fiskede fra stranden, tog ud med kutter, havde åleruser og skulle have fiskestængerne med på ferie. Da bilen engang var pakket og klar til afgang, knækkede en af mine brødre først den ene stang, dernæst den anden, og så måtte dét fiskeri måtte opgives. Lige fra drengeårene havde far spillet fodbold men især dyrket gymnastik, og det blev han ved med, indtil ryggen 40 år senere sagde stop. Herefter trænede han oldboys i gymnastik og volleyball i Skolegade Skoles gymnastiksal. Historien om, at far i sin ungdom var udtaget til et gymnastikhold, der skulle til USA, men blev kasseret, fordi han var for tynd, hørte vi ofte. Fedekure prellede af på ham. Uanset fars behov for at være i aktivitet var lørdag eftermiddag sat af til tipsfodbold i fjernsynet. Men når det blev for spændende, måtte han op af stolen og trave frem og tilbage, fægte med armene og give højlydt udtryk for sin mening, så han fik nu sin motion alligevel. En eftermiddag sagde en af mine veninder nej tak til at gå med i biografen, hun ville hellere se fars forestilling.
Da næsten enhver form for fysisk aktivitet til sidst gav ulidelige rygsmerter, blev cyklen for alvor hans redning. Ved femtiden tog han på 20-30 km lange ture ud i det tidlige morgengry og nød stilheden og ensomheden, markerne, engene og de græssende køer. Far elskede mad, og der var ingen, der kunne lave smørrebrød som han. Fire-fem stykker på hver sin lille hylde i den gamle skotskternede madkasse med læderlukning, øl og sodavand i en pose og afsted til badehuset.
I nogle år efter at far var gået på pension, arbejdede mor stadig på Boligforeningen PM’s kontor, og når vejret var til det, hentede han hende med tæppe og fantasifulde madder og kørte op til Børglum bakke. På en diskret hentydning engang fra mor forstod vi, at de i deres tidlige bekendtskab havde haft en særlig god aften ved den gamle mølle.
At skabe tingene selv
På en ferietur i 1965 til Bornholm blev far så interesseret i den keramik, der var alle vegne, at han indrettede det lille hobbyrum i kælderen til keramikværksted med hjemmelavet drejeskive – en kraftig sparkeskive af flere lag træ på kryds og tværs og metalskiven skåret – igen – hos Højbjerg og masser af hylder til de færdige produkter. Redskaberne lavede han også selv. Han var utrolig opfindsom til at genbruge og finde materialer, både i mors køkken og hos den fine skohandler i Aalborg. Far blev hurtigt fortrolig med at dreje og glasere, og indtil han fandt en gammel ovn og installerede den i skuret, fik han brændt hos andre keramikere. Det gik utrolig godt! Tiden var moden, alle ville have keramik, og far lavede udstillinger, hvor alt blev solgt, og mor måtte løbe hjem efter det, der stod fremme i stuen.
Keramikken er et eldorado for én, som holder af at eksperimentere. Far ville prøve det hele, og det gjorde han – indenfor rammerne af hvad hans gamle ovn kunne klare. Stentøj lå desværre udenfor dens rækkevidde, men så skaffede far noget chamotteler og sled fingrene til blods, når han drejede det ru materiale. Det var ikke stentøj, men flot blev det.
Drageflyvning slog ikke rigtigt an i det lille hjem, men senere fik far en ny og større interesse på området flyvning. Han fandt sammen med bl.a. Frandsen, der var flyttet til Brønderslev i 1960’erne i forbindelse med egnsudviklingsstøtten og H.C.A. Dress. Sammen med et par andre med ligeså vildtflyvende idéer lavede de det ene halsbrækkende forsøg efter det andet med deres hjemmefabrikerede radiostyrede flyvere, men efterhånden fik de greb om det og var parate til at etablere en egentlig modelflyveklub med bane og klubhus. Det skete i 1972 på Sdr. Engvej. Der var mange lugte omkring fars aktiviteter, de fleste gode men én var slem, nemlig når den kraftige film, der skulle beklæde flyvinger og skrog, blev strøget på med mors strygejern. Selv mærkede han ingenting, men der var nu også – uhindret af masker eller andet ’bavl’ – gået adskillige giftige dampe gennem hans næse i tidens løb.
At far i mange år også var radioamatør, naturligvis med hjemmeflikket udstyr, og engang uforvarende brød ind i nabolagets radioudsendelse med sit kald ud i atmosfæren på jagt efter en japaner eller en russer at ’snakke’ med: ”This is oz3gq speaking”- det må vi gemme til en anden gang, for nu er tiden næsten gået.
Mit helhedsindtryk af far er et menneske, der søgte og fandt meget i sit liv, men en vemodig længsel efter bedre tider, fremadrettet såvel som bagud, kunne præge ham. Han ville så gerne, at verden blev et bedre sted, og i dette lys skal man forstå hans vidunderlige humor og generøse natur.
