Olfert Brandborg Larsen, Brønderslev – Tømrer og snedkermester

Historien om Brønderslevs Byggekonge

             

Tømrer og snedkermester Olfert Brandborg Larsen, Brønderslev

f.1917 d. 1997

Den 27.03.1997 blev Olfert Brandborg Larsen 80 år. Han blev kaldt ”Brønderslevs byggekonge”

I 1993 kunne han fejre 50 år ”Med hammer og søm”. Han har opført et par tusinde bygninger i løbet af de 50 år.

Olfert var medlem af Brønderslev Borgerlige Skytteforening og altid trofast deltager i den årlige fugleskydning.

Han var medlem af Odd Fellow Logen, Richard Marley i Brønderslev

Han var en dygtig og respekteret håndværker og var vellidt overalt.

Et af de største byggerier han medvirkede i var sygehuset i Hjørring og største enkelkunde var Boligforeningen PM, Brønderslev.

Olfert har engang udtalt: Jeg har det som soluret, der kun tæller de lyse timer. De ting jeg ikke har brudt mig om i min tilværelse, dem har jeg glemt. Der er nemlig kun én vej, der duer, og det er fremad.

Olfert har også udtalt: Lad dem regere, der vil det. Vi andre der har forstand på at regere, vi har ikke tid.

 

Olfert Brandborg Larsen fortæller her sin historie.

Jeg havde i lang tid interesseret mig for, at få min egen virksomhed.

I 1942-43 blev jeg bestyrer på et savværk i Ringkøbing. I stedet for at købe det, blev jeg bestyrer. Jeg reflekterede på en annonce om, at det var til salg. Det var en enke, der havde det, og jeg ved ikke, om hun kunne se det på mig, men hun sagde: De har da ikke råd til at købe det. Og så blev jeg bestyrer. Der var jeg et års tid, og jeg rejste derfra i april 1943, fordi der kom den ene efter den anden for at se på virksomheden, og jeg konstaterede, at der var ikke nogen af dem, der havde brug for mig.

Jeg fik så en ny stilling som driftsleder ved et byggefirma i Aarhus. Jeg kørte faktisk virksomheden alene, og der gik sommetider 14 dage mellem jeg så ejeren. Jeg fandt så efterhånden ud af, at han havde et samkvem med værnemagten, som jeg ikke sympatiserede med, og så sagde jeg til mig selv: Her vil du ikke være.

Så fik jeg kontakt med en ingeniør, som havde bygget et helt nye snedkerværksted, og jeg fik den aftale med ham, at jeg skulle starte produktionen i den helt nye fabrik.

Fabrikken lå på Mols.

Jeg spurgte ham om, hvordan det lå med materialerne, og det mente han, at han sagtens kunne klare. Nu vidste jeg fra min tid i Aarhus, hvor jeg havde stået for alle indkøbene, at det på det tidspunkt var meget vanskeligt at skaffe materialer, og jeg var derfor skeptisk. Det viste sig også, at det ikke var ubegrundet, og en uge inden produktionen skulle begynde, ringede han og sagde, at han alligevel ikke kunne skaffe materialerne.

Derefter søgte jeg en værkførerstilling på en fabrik på Fyn, og jeg blev antaget. Der var blot det kedelige ved det, at der var undtagelsestilstand, og jeg kunne derfor ikke forlade byen. Det sådan noget, som var moderne dengang. Jeg søgte flere gange om at få en tilladelse til at rejse ud af byen, men det kunne ikke lade sig gøre. Det var ikke livsvigtigt.

Jeg sendte så et telegram til møbelfabrikken på Fyn, og forklarede min situation, men de kunne ikke vente, og tog i stedet en anden ansøger.

Så stod jeg uden arbejde, man efterhånden blev undtagelsestilstanden hævet.

Jeg så en annonce om en virksomhed i Frederikshavn, der var til salg, og jeg rejste så derop for at se den. På vejen derop støder jeg på en annonce i en avis, som jeg købte i Aalborg. Jeg tror sågar, at de averterede med, at det var Nordjyllands største landhåndværkervirksomhed. Jeg ringede så til mægleren, og aftalte med ham, at hvis jeg ikke fik noget ud af mit besøg i Frederikshavn samme dag, så kunne jeg komme ud til ham dagen efter.

Da jeg kom til Frederikshavn, lå en del af virksomheden i ruiner, og om årsagen var det ikke muligt at få oplyst noget, men det viste sig, at den var blevet sprængt på grund af et for nært samarbejde med værnemagten. Og så ville jeg ikke handle med ham. Jeg rejste så tilbage til ejendomsmægleren, og det viste sig, at den virksomhed han havde til salg lå i Tylstrup ved Vildmosen.

Under krigen var det vældig aktuelt med at grave mosen op, og brænde den i kakkelovne, kaminer og komfurer, så der foregik en vældig produktion af tørv, en produktion, som krævede en hel del materiel, som kunne laves på virksomheden i Tylstrup. Det var i øvrigt en ganske almindelig tømrer- og snedkervirksomhed, som i fredstid beskæftigede sig med at bygge huse og diverse ting.

Nu var der ikke meget boligbyggeri på det tidspunkt, så vores opgave var hovedsagelig at lave små tilbygninger til landbrugsbyggeri og reparationer, men så lavede vi også i udstrakt grad materiel til tørvefremstilling. Man havde en masse ting, som skulle laves i træ, og man forbrugte en masse, fordi tingene hurtigt blev slidt, når man arbejdede i tørvebladder og tørveælte.

Man lavede en masse jordkummer ude i terrænet, og så skyldede man tøvejord ind i kummerne, hvorpå tørvemassen gik igennem forskellige maskiner og røg ud på nogle bånd. Undervejs brugte man forskellige træredskaber, og det siger sig selv, at det ikke kunne holde, når det skiftevis var vådt og tørt under den bagende sol.

Derfor blev der ved med at komne ordre på nyt, og vi kæmpede som løver, for at skaffe materialerne til fremstillingen.

Dengang havde vi noget, som hed Varedirektoratet, og som skulle fordele de knappe ressourcer, og bedømme hvor nødvendigt det var i de enkelte tilfælde. Folkene fra Vildmosen bestilte hvert forår, det de skulle bruge, og så kunne man gøre op, hvor mange materialer, der skulle gå til produktionen af det værktøj og de redskaber vi skulle lave, hvorefter man søgte det pragtfulde Varedirektorat om at få materialerne.

Og det gik som regel sådan, at når tørvesæsonen var forbi, så fik man bevillingen. Og hvis vi ikke havde haft andre muligheder, ja, så kunne samme Varedirektorat have konstateret, at der aldrig var blevet lavet en tørv.

Men der var noget finsk tømmer, som man kunne købe frit, men det kostede bare det dobbelte, og det blev brugt i tørveproduktionen.

Men fakta var, at jeg startede biksen i Tylstrup, og der var fra begyndelsen beskæftiget 8 mand.

Og fakta var også, at tørveproduktionen var forbi ret hurtigt, og derfor gik jeg ud på det fri marked og bød på licitationer. Det første arbejde jeg fik, var ved et byggeri i Brønderslev. Jeg havde slet ikke ventet, at jeg havde fået det, for jeg havde aldrig regnet sådan noget ud før. Men jeg prøvede alligevel, og vi var kun 2 der bød på det, men jeg var, så vidt jeg husker, 34 kr. billigere end ham, og jeg fik det.

Så tog det ene det andet, og siden har vi arbejdet fra Skagen ikke til Gedser, men til Skrydstrup.

Efterhånden kom vi også mere og mere ind her i byen med arbejder. Fra begyndelsen kendte jeg ingen i Brønderslev, og første gang jeg var til licitation, kunne jeg ikke engang finde Rådhuset.

Det var også i kraft af licitationer. at jeg kom til at bygge for boligforeningen PM Brønderslev. Første gang 14 rækkehuse, og ved den lejlighed blev jeg uvenner med byggeledelsen. Det var i slutningen af fyrrene og i begyndelsen af halvtredserne, og dengang var der stadigvæk en meget vanskelig materialesituation, for den blev faktisk værre nogle år efter krigen, end den var under krigen. Uenigheden skyldtes faktisk blot nogle skruer, som skulle bruges til montering af nogle vindueslister, men de var ikke til at skaffe, og det blev byggeledelsen meget fortørnet over.

Så lå det så stille et par år, inden den samme boligforening og jeg igen arbejdede sammen.

I mellemtiden fik jeg nogle kommunale arbejder. Da boligforeningen PM igen udbyder noget byggeri til licitation indgiver jeg tilbud, og det viser sig at være det tredie billigste på snedkerarbejdet, men jeg fik det alligevel og skrev kontrakt. Hvorfor jeg fik det, har jeg aldrig fundet ud af.

Jeg havde altså stadigvæk virksomheden i Tylstrup, og efter at vi havde gjort det første byggeri færdigt for PM, efter at vi havde bygget 24 lejligheder i Skagen, og efter at vi var færdige på en ret stor gård, som var nedbrændt, så havde vi ingenting at lave.

Det var i begyndelsen af halvtredserne, og vi var kun én mand, 2-3 lærlinge og så mig selv. Jeg kiggede stadig efter licitationsannoncer, og fik øje på en ganske lille en om vinduer til Centralsygehuset i Randers. Der skulle jeg så ned til licitation, og jeg må ærlig talt sige, at jeg havde ikke noget at sætte denne her sølle svend til, så jeg bad ham lave et nyt køkkenbord i vores privatlejlighed. Og så kørte Jeg til Randers til licitation og fik arbejde med mig hjem.

Det drejede sig om vinduer til en femetages elevbolig med fællesfaciliteter, og det gik vi så igang med om efteråret, for at de kunne blive sat i næste forår, og vi fik fat i en svend til. Efter nytår blev det indvendige arbejde i den samme bygning udbudt i licitation, og det fik vi også. Samtidig var vi kommet igang med noget arbejde på flyvestation Aalborg, så lige efter årsskiftet var vi oppe på 28 mand. Dette tal er ikke steget ret meget siden, selv om vi inden for det sidste års tid har været oppe på 34-35 mand, men vores gennemsnit ligger ca. på en snes mand. Senere kom vi, som sagt før, igang for boligforeningen igen, og en dag jeg går oppe på byggepladsen, så kommer der en af byens embedsmænd hen til mig og spørger, om jeg ikke kunne tænke mig at flytte til Brønderslev. Og han var så venlig at sige, at de manglede en frisk håndværker. Det var selvfølgelig nok en overvejelse værd, tænkte jeg.

Men der er jo et problem, sagde jeg, og det er at skaffe bolig. Og så sagde han: Hvis du får en af de her, som I er ved at bygge, er det så ikke i orden. Det ville jeg så overveje, til jeg havde talt med min kone om det, og vi sagde ja tak.

Men jeg fik boligen på den betingelse, at jeg indenfor 2 år skulle flylle erhvervsvirksomheden med til Brønderslev. Jeg vidste selvfølgelig godt, at den klausul kunne man ikke lægge på en bolig, men sagde ikke noget, og tænkte blot – kommer tid, kommer råd.

Det var i 1953.

Men så ordnede skæbnen resten, for i 1956 brændte virksomheden i Tylstrup ned til grunden, og jeg var faktisk ruineret.

Det skyldtes ikke så meget selve virksomheden, men det, at der stod en masse færdigvarer, som også brændte, bl.a. snedkerarbejdet til 30 lejligheder her i Brønderslev, og indmaden til en centralskole. Det brændte inde hele skidtet. For det første opstod der nu problemerne med de arbejder, som jeg var kontraktligt forpligtet til at gennemføre, og selv om jeg kunne dække mig ind under “force majeure”, så ville man jo gerne prøve at finde ud af, hvad man kunne gøre. Men mulighederne var ikke store. Penge havde jeg ikke, intet sted og ting af producerer i og ingen materialer at producerer af. Alligevel fik jeg hjælp af en god leverandør, som troede på sagen, og han gav mig mod på at køre videre. Jeg lejede mig så ind hos en kollega i Tylstrup, og vi var allerede igang 4 dage efter, at det var brændt. Men kollegaens værksted var ikke særligt velegnet, og det var også begrænset, hvad han havde af maskiner. Jeg gik så ud og købte maskiner, for det meste brugte maskiner, og stoppede dem ind her og der, og fik det sådan noget nær til at glide igen. Jeg tænkte så, at nu kunne jeg få tid til at tænke over, hvad vi skulle gøre, men tiden løb fra mig, og pludselig var lejemålet udløbet, og han ville ikke have mig længere. Men efter megen snak fik jeg ham da til at forlænge lejemålet i en måned til, og i mellemtiden gik jeg i forhandling om en ejendom her i Brønderslev. Det var klædefabrikken, som var gået neden om og hjem, og bygningerne var til salg.

Jeg prøvede og prøvede at få en afgørelse, men blev holdt hen med snak, for der var et par gamle medarbejdere i fabrikken, som skulle have en fortrinsstilling. Men det trak ud, og vi nærmede os den 15. november, og jeg havde stadigvæk ikke fundet et sted, hvor vi kunne være.

Så vidt jeg husker var den 15. november en mandag, og i løbet af lørdagen skulle der komme en klaring.

Og så købte de den om lørdagen, og søndag formiddag lejede jeg mig ind hos dem. Og om mandagen flyttede vi, og det var op midt i alle vævene, som de ikke havde nået at fjerne. Vi slog hul i muren, og hejsede maskinerne op på 1. sal.

Der blev vi så i næsten 2 år fra november 1956 til vi flyttede ind, hvor vi er nu i oktober 1958.

Til at bygge det her for søgte jeg at skaffe penge hist op her, og jeg fik også et statslån på skallede 50.000 og et kreditforeningslån. Grunden købte jeg ualmindeligt billigt, for det var den første virksomhed, som kom til at ligge på disse arealer. Jeg gav 8.000 for grunden, og den er nok 10 gange så meget værd idag, men dengang var det heller ikke andet en en sump, selv om der gik en vej forbi.

Der var ingen kloak herude, og det var endnu ikke lagt ud som industriarealer, men kommunen var meget velvillig, og så lagde man det pludselig ud til industriarealer.

Jeg havde godt nok kig på noget længere inde i byen, men det kostede det dobbelte, og det havde jeg ikke råd til. Så var det, at en god ven, byens landinspektør, pegede på denne mulighed, og derfor købte jeg det. Idag er der ikke plads nok i bygningerne, og derfor har jeg lejet 3 landejendomme og det gamle cementstøberi, hvor vi har indrettet lagerplads.

Vi havde planer og et projekt til en ny virksomhed, som skulle ligge her vesten for, og i den forbindelse søgte vi igen statslån. Det er nu et par år siden.

Vi søgte finansministeriet, og det er Egnsudviklingsdirektoratet, som administrerer ved Richard Larsen. Men der sker en eller anden forvikling mellem Teknologisk Institut i Aarhus og den samme institution i København.

Det gik således til, at for 2 år siden var jeg på Hannover Messen, bl.a. med henblik på at se på nye maskiner til den ny fabrik. På Messen render jeg på en mand fra Teknologisk Institut i Aarhus. Vi snakker lidt om det, og det ender med, at jeg lader ham få mit projekt, for at han kan bearbejde det lidt.

Han laver også forarbejdet til en indberetning til Egnsudviklingsrådet, men der viser det sig, at Egns – udviklingsrådet benytter sig af Teknologisk Institut i København.

Det giver en ret væsentlig forsinkelse af mit projekt, og baggrunden for den nye virksomhed var, at vi på daværende tidspunkt havde 3-4 entrepriser på sygehuset i Hjørring, som vi kunne se ville give os meget vanskelige pladsproblemer.

Men som den lovlydige borger man jo er, så undlod vi at bygge, så længe vi søgte, og lillejuleaften 1969 kommer der et afslag fra Egnsudviklingsdirektoratet.

Begrundelsen var, at jeg sammen med et par andre havde købt en nedlagt brugsforening her i byen, som vi havde visse planer med, men kommunen skulle bruge den, og overtog den derfor.

Det skrev jeg så tilbage til Egnsudviklingsdirektoratet og fortalte, og føjede yderligere til, at jeg aldrig havde sat en øre i ejendommen, da det var ordnet gennem et pengeinstitut.

Jeg fandt derfor afgørelsen grundløs, men modtog blot et usandsynligt næsvist svar, hvori der bare stod, at man fastholdt den trufne beslutning. Det er en komplet uanstændig fremgangsmåde for en offentlig myndighed, og man kom ikke med nogle nye begrundelser.

Jeg sagde også til mig selv, at nu går vi til ombudsmanden, men tiden var ikke til det.

Ansøgningen gjaldt blot et håndværkerlån, og det var min revisor, som færdiggjorde papirerne og de tre års regnskaber og sendte det afsted.

Et er at man giver et afslag. Noget andet er, at man ikke bare kan henstille til folk om at holde deres kæft, når man viser, at begrundelsen er uholdbar. De ansvarlige burde være afklapsede, og jeg glemmer aldrig den arrogante måde, de svarede en ansøger på.

Det virker som om, de bare har søgt efter en eller anden begrundelse for at give et afslag, og ikke nok med det, for de var så lang tid om at behandle sagen, at lånemulighederne i mellemtiden var raslet helt af helvede til – for at sige det rent ud.

De dårlige lånemuligheder og min alder taget i betragtning blev jeg så enig med mig selv om, at jeg ville prøve at klare mig med det, som jeg allerede havde, og så leje mig ind andre steder, når det blev nødvendigt. Det er ikke rationelt, men jeg har opgivet at bygge nyt.

Jeg gjorde aldrig mere ud af sagen med Egnsudviklingsrådet, for som håndværker er der mere end nok at lave hver dag, og så blev tiden forpasset.

Sidste år lå vores omsætning på 2,7 mill. kroner, og deraf var lønudgiften ca. 900.000.

Til investeringer vil jeg skyde på, at vi brugte ca. 50.000 sidste år, men selv om vi vel nok har noget at investere af, så har vi ikke noget at investere i, for vi kan simpelthen ikke proppe mere ind i bygningerne. Vi har den maskinpark der overhovedet kan være her.

For øjeblikket kører vi med en produktion af vinduer til 60 lejligheder, og det bliver rundt regnet 400-500 vinduer. Det giver en vis serieproduktion. Og ligeledes er der en vis serieproduktion til Hærens Materielkommando, hvor der til skillevægge indgår ca. 2500 elementer.

Man kan vel sige det på den måde, at vi fortrinsvis laver håndværksarbejde, men når der er opgaver, der passer til det, så industrialiserer vi så meget som muligt.

Men derved kommer man til at løbe ind i vores fagforeningssystem, fordi alle akkordpriser beregnes ud fra prisen for at lave det på gammeldags maner, minus nogle procenter, hvis det er en maskine, der laver det hele.

Så størsteparten af mekaniseringsgevinsten går til medarbejderne. Vi andre får selvfølgelig også noget af det, men det er mest i kraft af, at vi hurtigere kan få noget ud og noget nyt ind.

Brønderslev by er for lille til at man kan undgå at tage arbejde ind ude omkring.

Selvfølgelig hvis vi var alene om at lave det arbejde, der skulle laves i byen, så var der vel nok, men der er jo også andre.

Nu hvor systemet er sådan, at mere og mere arbejde går i licitation, så bliver det sådan, at man fra Aalborg tager til Brønderslev, og fra Brønderslev tager man til Hjørring, og omvendt.

Siden vi kom igang for boligforeningen PM i begyndelsen af halvtredserne, så har vi bygget alt for den pågældende boligforening, og jeg vil skyde på, at lejlighedsproduktionen beløber sig til 300-400 lejligheder. I de sidste 10-12 år har vi også betjent den anden boligforening Fredensbo, hvor vi har haft snedkerarbejdet.

Dette boligbyggeri foregår idag udenom licitation, idet vi har forhandlet os til et resultat.

Vi er 12 organiserede tømrer- og snedkermestre i Brønderslev, og der er vist ikke ret mange uorganiserede.

Virksomheden her er den største, og jeg vil skyde på, at vi omsætter for et lignende beløb, som de andre tilsammen. Det vurderer jeg ud fra kontingentbetalingerne, hvor størrelsen afhænger af udbetalt arbejdsløn, og jeg kan konstatere, at de andre 10 ikke betaler helt så meget tilsammen, som jeg betaler ialt. Foreningen hedder Brønderslev tømrer og snedkermesterforening, og den sorterer under Hovedorganisationen af Mesterforeninger i Byggefagene i Danmark. Det er til at brække halsen på det navn.

Vi er beskæftiget hos PM året ud og hos Hærens Materiel Kommando til hen på efteråret. Derudover har vi arbejde på sygehuset i Hjørring og en restaurering af kirken. Og så regner vi med at få arbejdet på 134 lejligheder i Hjørring i juni måned, så det ser da ud til, at vi får arbejde nok.

Jeg er ikke rigtig klar over, hvorfor vi har 2 boligforeninger her i Brønderslev, men jeg var lige ved at sige, at det kunne træffe, at der i sin tid gik to mennesker med et formandsemne i maven. Men jeg ved det nu ikke.

PM blev så vidt jeg ved startet under krigen, i forbindelse med at Pedershaab Maskinfabrikker manglede arbejdskraft.

Og så tænkte de vel: Kan vi skaffe lejligheder, så kan vi vel også skaffe arbejdskraft. Jeg tror derfor nok at direktionen fortalte medarbejderne, når de kom, at de ville give dem 1000 kr., hvis de skaffede sig en lejlighed.

Og der var så en flok arbejdere, som var snu nok, og tænkte hvis vi nu slår os sammen og bygger en boligblok på 24 lejligheder, så kan vi få 24.000. Og direktionen sagde top. Det var på det grundlag, at man startede boligforeningen PM, og byggede en blok her i Søndergade.

Desværre er vi her i Brønderslev ikke så dygtige, som man er i Hjørring. De er absolut dygtigere, og det gælder både dem der sidder i kommunen og os der er udenfor, for vi har allesammen lov at gøre en indsats.

Det er kolossalt, hvad man har fået skrabet til Hjørring, uden at det har kostet kommunen noget særligt. De har fået Materielkommandoen, gymnasiet, seminarium og en masse ny industri.

Jeg kan ikke se, at Hjørring skulle have nogle naturlige fordele frem for os, men det lykkes bare for dem.

Brønderslev er jo i sin tid bygget op omkring Pedershaab Maskinfabrikker, og det er vel lidt farligt udelukkende at forlade sig på det. Nu er der ganske vist kommet nogle enkelte nye industrier, bl.a. HCA – dress, og den ser da også ud til at gå strålende, men jeg kan da ikke lade være med at tænke på, om den har gjort stort andet end at erstatte den klædefabrik, son der tidligere var i Brønderslev.

Selvfølgelig er HCA-dress større, men alting er jo større i dag.

Og det er jo ikke plads vi mangler, for jeg mener, at selv før kommunesammenlægningen var Brønderslev arealmæssigt set en af landets største købstæder, så det kan jo ikke være det, der er noget problem.

Jeg er nu 54 Jeg har 5 børn. Den ældste er maskinmester hos A.P. Møller. Den yngste blev konfirmeret i søndags, men jeg har ikke indtryk af, at han vil gå vejen gennem virksomheden.

Min næstældste søn er tømrer, men jeg er bange for, at han desværre ikke har lyst til at drive dette her · videre.

Jeg så gerne, at en af dem ville, men jeg tør ikke sætte nogen i mit sted, medmindre han er dygtigere end dem, han skal lede.

Det er kedeligt, for jeg kunne godt tænke mig snart at gøre, hvad der passer mig. Som det er nu, er jeg første mand om morgenen og sidste mand om aftenen.

Jeg har heldigvis fået en dygtig konstruktør på arbejdspladsen i Hjørring, og ham venter jeg mig en hel del af, for han har aflastet mig meget. Han blev ansat for 2 måneder siden, da han lige havde taget konstruktøreksamen, og han er jævnaldrende med min næstældste søn. Måske kan det flaske sig sådan, at de kunne hjælpes ad engang, men det ved jeg ikke endnu, og enten skal det opstå, eller også vil jeg slå bremserne i, for jeg kan simpelthen ikke blive ved.

Det er dødsens farligt, at køre en virksomhed med kun en topfigur. Jeg kan jo ikke tillade mig at blive syg en halv dag, og hver gang der er en der svigter, så skal jeg træde ind. Det er lige så farligt, som hvis en by kun har en stor virksomhed, for hvis der sker noget med den, så sker der også noget alvorligt med byen.

Og jeg har alle dage sagt, at en arbejdsgivers vigtigste opgave er, at gøre sig selv overflødig, men jeg har bare aldrig forstået at gøre det. Det er rigtigt, for hvis det var sådan, så var det mig, der ledede arbejderne. Som det er nu, er det arbejderne, der leder mig, og det er ikke nær så godt.

Men jeg ved godt, at det er vilkårene for mig.

Nu har jeg også haft visse storme i mit liv. Først i halvtredserne røg jeg på en kautions forpligtelse. I 1956 blev jeg nærmest ruineret på grund af en brand, og i 63/64 blev jeg separeret, så det hele skulle rives over i to dele.

Man er nybegynder hele tiden.

Engang havde man jo kræfter til den slags ting, og indtil jeg var 40 år, gjorde jeg ingen forskel på dag og nat. Hvis der var noget, der skulle gøres, så lod jeg være med at gå i seng. Der kunne gå 2 døgn og sommetider 3.

Men det kan ikke lade sig gøre længere. En eller anden tap som driver de andre hjul er slidt op, og man er så dødhamrende træt, hver gang man når til aften.

Men som sagt, så tror jeg, at hvis vi er lige så dygtige eller dygtigere, end de har været i Hjørring, så kan jeg ikke se, at vi ikke skulle have de samme muligheder.

For Hjørring med sine 700 år, hvor den har sovet de 675 år, den kan nu pludselig vågne op. Hvorfor skulle Brønderslev ikke med sine 50 år kunne komme igang.

Jeg er selv indfødt vendelbo. Jeg er født oppe ved Hirtshals nærmere betegnet i Horne, og jeg har kendt Hjørring fra barnsben af.

 

Det var en død by, og jeg tror ikke det var helt forkert, når man kaldte det Danmarks kedeligste by, men igennem de sidste år synes jeg virkelig, at Hjørring er blevet kvikket op.

Og jeg tror, at det startede med noget så paradoksalt, som at man vedtog, at man skulle have hovedvejen ført ind igennem Hjørring, hvorfor man ragede det halve af byen ned. Vel vidende, at så snart man var færdig, så duede det ikke.

Og nu har man lige set et projekt til 80 mill. kroner for at få vejen ført uden om igen. Det får Hjørring lavet for statens penge. Stort underjordisk parkeringsanlæg og sanering af hele dem gamle bydel.

Det kunne ethvert barn da se, at det var fuldstændigt skørt, og det tror jeg da også, at man hele tiden kunne se i Hjørring, men de tænkte, at vi får det lavet for statens penge.

For 15% af kostprisen har Hjørring fået saneret hele byen, og nu skal man til at koste penge for at få veje uden om, for det er da klart, at man fører da ikke en motorvej igennem en by.

Desværre har vi ikke haft de samme muligheder her i Brønderslev, for her har hovedvejen hele tiden gået udenom byen, eller rettere, byen har placeret sig ved siden af den.

Men alligevel er Brønderslev vokset forholdsvis mere end Hjørring, hvis vi undlod at regne de sidste 10 år med.

Så vi er vel ikke helt fortabt.