Bagerst fra venstre Børge Hyldgård, Frank Sørensen, Svend Nielsen, Per Ulrick, og Ole Bækgård. Forrest fra venstre Tove Westergaard, Eva Pallesen, Karen Margrethe Nørgård (Jensen), Lisbeth Christensen (Hansen), Signe Pilgård, og Else Stave ( Pedersen). Foto: Privatfoto
30.04.2018 Løkken Folkeblad
Klassekammerater fra årgang 1961-68 på Vrensted Skole var samlet til “guldkonfirmation”
– Nøjagtigt den dag var det 50 år siden, vi blev konfirmeret, – og senere til sommerferien forlod Vrensted Skole efter 7. klasse, fortæller Lisbeth Christensen, som sammen med Børge Hyldgaard og Per Ulrich havde taget initiativ til at samle klassen.
Klassefesten var planlagt til at foregå på skolen, men eftersom den er under ombygning til Byens Hus, gik man til plan B. Den startede med eftermiddagskaffe hos Lisbeth Christensen på Kongsengene, og til aften spisning med ægtefæller hos Børge Hyldgård i Løkken.
– Vi fik samlet 11 ud af 14 klassekammerater, tre var desværre forhindret i at deltage (Ellen Vestergaard, Tage Larsen og Niels Pilgård) . Oprindelig var vi 15 i klassen, men Grethe (Jensen) er her desværre ikke mere, fortæller Lisbeth Christensen.
– Men dejligt at så mange ville være med, det var en rigtig hyggelig dag, og snakken gik lige fra starten. Mange af os havde ikke set hinanden i de snart 50 år, så det var en stor oplevelse at mødes igen, og der var stor gensynsglæde, tilføjer hun.
Det er aftalt at mødes igen næste sommer, for bl.a. at se skolen.