Harry Jørgensen er født i 1907 i Vrensted og døde i en alder af 88 år i Vrensted i 1995. Det meste af livet boede og arbejdede han dog i Løkken. Han var oprindelig landarbejder men blev så arbejdsmand i Løkken. Han tilbragte sit liv i Løkken, hvor han i 1930 blev gift og stiftede familie, blev forsørger og måtte tage det arbejde, der var at få for at kunne forsørge familien. Han var med til at bygge læmolen i Løkken. Fra 1930 og frem til tæt på slutningen af 2. verdenskrig, var han rejsebud mellem Løkken og Hjørring. Senere var han fiskehandler og produkthandler. I den seneste tid i Løkken var han hotelkarl på Hotel Klitbakken. Sideløbende hermed var han meddeler først til Ny Tid og senere til Vendsyssel Tidende, hvor man gennem årene nød godt af både læserbreve og lokale nyheder. Han var aktiv inden for politik og foreningslivet og sluttede sit politiske engagement i Fremskridtspartiet, hvor han blev Æresmedlem.
Harry Jørgensen ekspederes i Vendelbobanken i Løkken
I 1974 startede Vrensted tilværelsen igen, hvor han flyttede alene ind i Ørnholms minde lige syd for Kirkedammen. Harry Jørgensen var en farverig og flittig person, kendt af mange over hele Vendsyssel, dels som tidligere meddeler til avisen men også som en flittig og meget velformuleret læserbrevsskribent, en af de mest markante under Frit ord i Vendsyssel Tidende men også i københavnerpressen, hvis de trængte til et hip og et ord på vejen.
Harry Jørgensen var altid god for en interessant beretning. Han var et omvandrende arkiv og gennem årene samlede han et rigtigt arkiv af udklip og materiale af lokalhistorisk art.
Den kendte forfatter Knud Holst var også nogle år forinden flyttet til Vrensted. De kendte hinanden fra den tid de begge boede i Løkken. Harry Jørgensen havde altid haft et godt forhold til vagabonder og landevejsridderne og som rejsebud havde han mødt mange af de farende svende. Han havde fået tilnavnet “Vagabondernes Bedstefar”. Knud Holst får Harry Jørgensen i gang med at lave en lille avis, Vagabond-Avisen, landets mindste på fire A4 sider. Den 16. februar 1987 udkommer så det første eksemplar af Vagabond-Avisen. I begyndelsen udkom den en gang om måneden men hurtigt blev den en ugeavis som fortrinsvis sælges på markeder og steder hvor vagabonder færdes. Harry Jørgensen forestod alle opgaver på avisen. Som udgiver, redaktør, journalist og trykker. I 1989 var den udkommet i 810 udgaver. Selveste det Nordjyske Landsbibliotek i Ålborg var blevet fast abonnent. Harry Jørgensen havde en fast kreds som han sendte en halv snes eksemplarer til ad gangen. Det var Oplandsavisen, der sørgede for at fotokopiere Vagabond-Avisen i det nødvendige antal eksemplarer.
Efter Harry Jørgensens død i 1995 overtog sønnen Kristian Jørgensen, Vrensted hvervet som redaktør indtil juni 2009 hvor han måtte stoppe på grund af sygdom.
Tommy ThomsenDa jeg boede i Vrensted besøgte jeg Harry Jørgensen , en travl mand med at skrive Vagabondavisen på skrivemaskine og med en fingersystem , men der kom en lille avis ud af det , som han jo selv havde oprettet. Fik også tit besøg af Harry , som kom på cykel med lidt gamle aviser til kakkelovnen og så hyggede vi med lidt snak og en tår øl.
Sønnen overtog avisen efter ham. Ved ikke om avisen eksisterer mere , men det gør Harry ikke. Ære være hans minde.
en fortælling og beskrivelse af Jørgen Schierup, Vrensted
Gadestedet, matr. Vrensted 84
På matrikelkortet over Vrensted by fra 1806 er matr 84 en lille ejendom, som ligger op ad gadekæret langs Ingstrupvej. Ejendommen benævnes i andre sammenhænge som Gadestedet, ligesom slægten der har boet her benævnes med tilnavnet Gade. På et billede fra ca 1908 præsenteres cykler foran ejendommen ved kirken. Huset er sammenbygget med stalden og kunne være en lille ejendom med måske to køer. Matrikelkortet viser et grundareal på knap to tdr land. Ejeren er på daværende tidspunkt Niels Christiansen Gade, som står længst til højre på billedet. Han er far til Jens med cyklen, født 1886 , men også til Niels Chr Gade som overtog huset og også var skomager, født 1881. Denne var ejer indtil han solgte hovedparten af ejendommen til Lars Holmen, og på resten af grunden længst mod vest byggede to ens huse, hvor han selv beholdt det vestligste, og solgte det midterste til tømrer Marius Ejersted. Sidste ejer i slægten var yngste søn af Niels Chr Gade og Anine, Gunnar, der døde i 1995 Gade familien har altid ernæret sig som skomagere ved siden af landbruget, Niels Chr tillige som ringer og graver ved Vrensted kirke overfor.
skomager, ringer og graver ægteparret Anine og Niels Christian Gade
Gunnar arbejdede på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik i Brønderslev, afløste som ringer og graver, og var dertil særdeles kunstnerisk begavet, byggede violiner og skar meget smukke træskulpturer, bl.a. den store træskulpttur Skt. Thøger der står i Vrensted Kirke. Dengang der var lidt landbrug hørte der som sædvanen var for husmandsstederne en lille lod kær med til ejendommen, nu en del af Mads Sørensens ejendom Kærgård. Familien Gade er vidt forgrenet. Bl a havde Niels Chr Gade og Anine ikke mindre end 14 børn, hvoraf 6 emigrerede til Canada, hvor den sidst overlevende , Egon, netop er død 90 år gammel.
Elna Præsius Viderup Gade oplyser: Bagerste række fra venstre: Vilhelm, Poul, Egon?, Christian (min far), Karl. Forreste række fra venstre: Vagner, Anine (min bedstemor), Niels Chr. (min bedstefar), Anker, Stella og Gunnar Gade. De var i alt 14 søskende, 12 drenge og 2 piger. De fem der mangler på billedet boede i Canada. Det gjorde Egon også. Det ligner ham på billedet, så hjemme på besøg.De øvrige 5 der var bosiddende i Canada var Harry, Anders Jensen, Jens Clausen, Niels
Den kendte dressør Katja Schumann, fra det tidligere Cirkus Schumann, er nu her i 2016, bosiddende i Vrensted på gården “Bagterp”, hvor hun er ved at opbygge den meget forfaldne ejendom til et projekt hun kalder “Cirkusgaarden”, hvor der allerede nu laves cirkusforestillinger
Katja Schumann er vidt berømmet for hendes evne til at dressere heste – nu realiserer hun en gammel drøm på ejendommen Bagterp, mellem Vrensted og Løkken
fortalt 20. SEPTEMBER 2016 LONE HEJLSKOV OG HANS RAVN (FOTO)
Det er imponerede, hvad Katja Schumann kan med heste – her er det en American Saddlebred, som hun kontrollerer med kyndig hånd.. Gæssene er også en del af forestillingerne på cirkusgården, og derfor kræver det også træning. lokkemidlet er pastaskruer.
Mange vil være blevet afskrækket ved synet af ejendommen ved Løkken men ikke Katja Schumann, der glæder sig over processen med at bygge ting op..
Cirkusgården har forestillinger hver weekend og i efterårsferien..
Katja Schumann købte ejendommen for halvandet år siden..
Katja Schumann er vidt berømmet for hendes evne til at dressere heste..
– Folk har ofte spurgt mig om, hvor jeg skulle bo henne, når jeg blev gammel, men det har jeg ikke kunnet svare på. Jeg var bare sikker på, at jeg ikke skulle bo på Sjælland, Fyn eller Trekantsområdet, for der er for meget trafik, siger Katja Schumann med et smil.
At det skulle blive på en nedlagt ejendom ved Løkken var heller ikke det svar, der lå lige for.
Men sådan er det blevet.
– Her er højt til loftet, siger Katja Schumann, der har turneret verden rundt og er vidt berømmet for sin evne til at fremføre heste i fri dressur. Nu har hun slået sig til ro – så godt som det nu er muligt, når man hedder Katja Schumann – i Vendsyssel.
På Vrenstedvej mellem Vrensted og Løkken på ejendommen “Bagterp”, er hun i fuld gang med at føre sin drøm “Cirkusgården” ud i livet – godt hjulpet på vej af samleveren Luffe Bøgh, som hun har mødt gennem deres fælles passion for cirkus og dyr.
– Jeg har altid gerne villet lave “Cirkusgården” – det var bare et spørgsmål om, hvor det skulle være, siger Katja Schumann.
– Formålet er at skabe et sted, hvor vi trives, og hvor vi kan holde cirkustraditionerne i hævd.
Stærk prinsesse I indkørslen bliver man mødt af tre gæs, der agerer “vagthunde” – de skræpper op, som gjaldt det deres liv. Men de ender aldrig på et julebord. De er nemlig en del af livet på “Cirkusgården” Gæssene er også en del af forestillingerne på Cirkusgården, og derfor kræver det også træning. Lokkemidlet er pastaskruer. Parret bor i to cirkusvogne, som har tilhørt Katja Schumanns forældre, Vivi og Max Schumann. Den ene er indrettet som soveafdeling, og den anden har køkken med komfur, ovn og køleskab og en lille opholdsstue.
Fra vinduerne er der udsigt til grønne vidder, cirkushestene og to køer.
Opholdet i de to cirkusvogne er midlertidigt, indtil stuehuset på den nedlagte ejendom er renoveret.
På en køretur på må og få i det nordjyske, kom de forbi ejendommen, der dengang var i en mildest talt, dårlig forfatning.
Og den blev købt.
– Det var en ruin – alt hvad der kunne rykkes i stykker, var rykket i stykker. Der var store huller i taget, gavlen var i stykker, og vinduerne manglede, siger Katja Schumann, der ikke blev afskrækket af det omfattende arbejde, der fulgte med købet. Mange vil være blevet afskrækket ved synet af ejendommen ved Løkken men ikke Katja Schumann, der glæder sig over processen med at bygge ting op. Der bliver budt på kaffe, mens cirkusprinsessen fortæller om sit levede liv, det der leves nu, og det der venter.
Energien hos den 67-årige kvinde er misundelsesværdig. Men det kræver også en del energi, mod og vilje at kaste sig over et så omfattende projekt, som hende og Luffe Bøgh har gjort.
Mantraet er: man kan, hvad man vil. Katja Schumann købte ejendommen for halvandet år siden. På den måde har Katja Schumann blandt meget andet lært at lægge tagsten på, ligesom hun har kørt den ene trillebør sten efter den anden ud af stalden.
Og der er ingen tvivl om, at cirkusprinsessen er en meget arbejdsom dame. Et af beviserne herpå er, at hun var i manegen samme dag, som hun fødte sin søn, Max. Dagen efter var hun i sadlen igen.
– Men jeg nægtede at løbe, siger hun med et stort smil.
Nyder arbejdet Det er en bekostelig affære at kaste sig i gang med et projekt som “Cirkusgården”, men Katja Schumann lever efter faderens Max Schumanns morale – “ikke købe før man har pengene”. Derfor er ejendommen købt kontant, og projektet vokser i de tempi, økonomien tillader det.
Første prioritet har været at få ombygget staldbygningen til et cirkus, og det er lykkedes til fulde. Der er bygget manege, stolerækker, scenetæppe, lys, lyd, parkering og billetsalg. Scenetæppet er faldskærmslærred med et smukt litografi fra 1989, hvor Katja Schumann optræder med sine heste i Big Apple Circus i New York.
De første forestillinger har været afholdt. Artisterne er heste, ponyer, gæs og grisen “Villy” og så naturligvis Luffe og Katja.
Katja Schumann er vidt berømmet for hendes evne til at dressere heste. En kaffebar og en kiosk til salg af blandt andet popcorn er under opbygning – det samme er et handicaptoilet, ligesom der er planer om at etablere en gårdhave, og i det hele taget er der aktivitet alle døgnets vågne timer.
Også museum Selv om der er højt til loftet i Vendsyssel, har projekt “Cirkusgården” vakt opmærksomhed i lokalområdet. Derfor valgte parret sidste år at invitere naboer, forretningsdrivende og leverandører til en forestilling. Nu er der ikke mere tale om en generalprøve – i juli havde parret daglige forestillinger. Cirkusgården har forestillinger hver weekend og i efterårsferien. Snakken i cirkusvognen bliver afbrudt af de skræppende gæs som signal om, at der er kommet gæster. Det er smeden fra Hirtshals, der er ankommet, og han skal i gang med at ordne hestenes hove.
Til ære for de to smede går Luffe Bøgh og Katja Schumann i manegen med de tre gæs, en hest og en pony.
Momentet bliver foreviget på smartphone.
Udover forestillingerne er planen også at indrette et museum med genstande fra Cirkus Schumann, hvis navn repræsenterer en af de ældste cirkusfamilier. Visionen med “Cirkusgården” er også at hente andre aktører ind til forestillingerne og desuden at give spirende talenter en platform.
– Vi ser mange talenter i eksempelvis tv-showet “Danmark har talent”, og nogle af dem har måske lyst til at komme ud at optræde for et publikum, siger Katja Schumann.
Selv om der – i bogstaveligste forstand – er langt fra Vrensted til alle de europæiske og de amerikanske byer, Katja Schumann har optrådt i, er cirkusprinsessen overbevist om, at hun godt kan slå rod i Vendsyssel:
– Det er jeg sikker på, siger hun og bliver udlængslen for stor, tager jeg til USA, hvor jeg stadig har undervisning i frihedsdressur for de avancerede, siger hun.
Katja Schumann Katja Schumann var ti år, da hun for første gang stod i en manege foran publikum. Det var i Cirkusbygningen i København. Siden har hun optrådt på den internationale arena i adskillige år og hun har vundet europæisk hæder for sin evne til at fremføre heste i fri dressur. I 1985 blev hun gift med Paul Binder, der er amerikansk artist og flyttede med ham til USA. Parret fik børnene Katherine Schumann Binder og Max Schumann Binder, som i dag bor i henholdsvis Florida og Oakland. I USA opbyggede parret ”Big Apple Circus” med vinterkvarter og vinterforestillinger i New York og med turnerende cirkus til de store amerikanske østkystbyer i sommerhalvåret. I en årrække optrådte hendes far sammen med hende i USA. I 2008 vendte hun tilbage til Danmark, hvor hun rejste en enkelt sæson med cirkus Dannebrog. Herefter turnerede hun et par sæsoner med Cirkus Maskot, inden hun blev ansat på det socialpædagogiske opholdssted No Name i Hadsund, hvor hun har ansvarlig for forestillingerne i Cirkus No Name. I 1974 vandt hun prisen ”La dame du cirque” ved Monte Carlo-festivalen, og i 1976 fik hun guldmedalje ved Circus World Championship. Luffe Bøgh er oprindeligt uddannet urmager – desuden har han arbejdet i Norge med projektarbejde, han har etableret adskillige klubber og institutioner. Endvidere har han været forstander på det socialpædagogiske opholdssted ”No Name” ved Hadsund.
af Jørgen Tøttrup, der i 1957 fik plads på Toftegård til 1. november. Han fortæller om sit daglige liv på gården og i fritiden hos en flink husbond familie.
Jørgen Tøttrup
Et år på Toftegaard
Det var med en vis spænding og nogen nervøsitet for det nye som nu skulle til at ske, da jeg en september eftermiddag 1957 sammen med min far cyklede fra Sdr. Vraa til Toftegaard i Vrensted, Pilgårdsvej 161, Vrensted, for at blive fæstet som andenkarl fra 1. november og et år frem.
Jeg havde, efter at være udskrevet fra Vraa Hovedskoles 8. klasse, arbejdet som “bette kål” hjemme i Tøttrup, været 5 måneder på Halvorsminde Ungdomsskole og haft plads en sommer som enekarl på en mindre ejendom i Sdr. Harritslev.
Derefter var jeg igen et år derhjemme, nu som enekarl. Den plads gik på skift først mellem mine to ældre brødre og mig, så blev den ældste gift og bosat, derefter var vi kun to brødre til at skiftes til at være hjemme som karl. Derhjemme blev det aldrig aftalt, hvad vi skulle have i løn, vi fik løbende, hvad vi havde brug for, og når vi så kom til 1. maj eller 1. november, satte far en skilling ind på sparekassebogen. Hvor meget det var, blev der ikke snakket om. Sådan tror jeg nok, det foregik mange steder på landet i den tid.
I sommeren 1957 var det så min tur til at finde god plads. Far havde haft ringet til Niel Østergaard i Vrensted for at høre, om der var en ledig elevplads på Østergaard. Det var der nu ikke, men Niels Østergaards svigerfar, som var Thomas Drivsholm, Toftegaard, manglede to karle. Efter Niels’ udsagn, var det også et godt lærested, så vi kunne da søge der. Det blev aftalt, at vi skulle komme og se på tingene en eftermiddag. Da vi ankom til gården, blev vi budt velkommen af Thomas Drivsholm og hans kone Maren.
Thomas og Maren Drivsholm og sønnen Jens
Der var dækket kaffebord i dagligstuen og snart gik snakken. Det var nu mest Thomas og min far, der snakkede landbrugspolitik. De snakkede om Hans Pindstrup og Dons Christensen, og hvad de ellers hed de kendte inden for Dansk Landbrugs ledelse på det tidspunkt. Mig var der ikke nogen der spurgte, jeg havde nok heller ikke den store interesse for disse ting. Det var mere gårdens traktor og maskiner, jeg så hen til at skulle stifte bekendtskab med. Efter kaffen var vi rundt for at se på gårdens bygninger, besætningen og maskinerne. Thomas fortalte om gårdens drift.
Karlekamrene blev forevist, og der blev fortalt om, hvad han forventede sig af sine karle. Efter rundturen på gården, blev vi igen budt indenfor i dagligstuen. Her foregik så det, der i dag ville hedde jobsamtalen. Det var nu meget enkelt, for få dage i forvejen havde Thomas Drivsholm fastet naboens dreng, som også var fyldt 18 år fornylig. Lønnen blev aftalt: 4.000 kr. for vinterhalvåret og 4.500 kr. for sommerhalvåret, fri hver anden søndag samt en uges ferie om vinteren og en uge om sommeren. Det blev foreslået, at vi to drenge skulle være forkarl og andenkarl på skift, en uge ad gangen. Hvis far og jeg syntes det var rimeligt, var aftalen i orden og herved blev det.
Jørgen Tøttrup på traktoren
På gården var der en voksen søn, Jens Drivsholm. Den sommer jeg blev fæstet, var Jens på et halvt års studietur i USA, men ville vende hjem og være forvalter på gården igen fra 1. november.
Det var dermed Jens der stod for at lede og fordele arbejdet. Derforuden var der ansat en fodermester familie til at passe besætningen på ca. 35 malkekøer og opdræt. I husholdningen havde Maren to piger ansat til at hjælpe sig.
Novembersdag gik cykelturen så igen mod Vrensted og min nye plads. Da jeg sidst på eftermiddagen ankom til Toftegaard, var Thomas og Jens i gang med aftenmalkningen.
Den nye fodermester familie var ved at flytte ind i det lille fodermesterhus, som lå lidt syd for gården.
Vi to karle fik anvist vore værelser som var i den vestre fløj. Jeg skulle have det som lå nærmest gårdspladsen, det varet enkeltværelse, hvorimod det andet, det som lå ud mod vejen, var beregnet til to karle. Der var centralvarme på værelserne, men der var vist godt nok en stophane et eller andet sted inde i stuehuset, så vi kunne ikke ligefrem frådse med varmen. Kl. 18 skulle vi spise til aften i folkestuen, som var i den østre ende af stuehuset. Hermed var dagliglivet på Toftegaard begyndt.
Næste morgen kl. 6 begyndte arbejdet. Jeg var valgt til at være forkarl den første uge. Dermed var det mig, der havde ansvaret for hestenes pasning. Der var fire store arbejdsheste og en et-års plag samt et par føl, alle af racen Belgier. Hestene skulle fodres med roer og halm, der skulle muges ud, strøes tørt halm, og broen bag hestene skulle fejes og strøes med et godt lag strandsand og til sidst skulle dyrene strigles og børstes. Det hele skulle nås på tre kvarter, hvorefter der var morgenmad. Et godt og solidt måltid af havregryn eller grød, derefter kaffe og alt det brød vi kunne spise. Kl. 7 rykkede vi ud som man sagde. Det vil sige, at vi begyndte et i marken, eller hvad vi ellers skulle lave om vinteren.
De første dage i november var en rigtig træls tid. Alt var nyt for os. Vi anede ingenting om, hvor forskellige ting havde sin plads. Meget arbejde var vi ikke klar over, og hvordan det
Thomas og Jens Drivsholm ved Consul’en
blev udført på stedet, men vi fik det lært, og lært at der skulle være orden overalt. Redskaber, trillebøre og sådan noget skulle altid rengøres efter brug og sættes på sin bestemte plads. Hver gang vi havde tippet en trillebørfuld møg i møddingen, skulle denne gøres fint op med fuldstændig lodrette sider og flad som en pandekage ovenpå.
Kl. 12 spiste vi alle, familien såvel som folkene. Der var middagsmad i folkestuen. Vi fik en god solid daglig kost, altid to retter. Der var ikke så mange specialiteter i kosten på Toftegaard, men der var altid rigeligt med mad. En enkelt ret mindes jeg dog som speciel, det var rámælkspandekage, altså pandekager lavet på mælk fra en ko, som lige havde kælvet. Enhver som har haft med køer at gøre, kan vist godt forestille sig, hvordan det så ud, for ikke at tale om smagen. Efter middagsmaden havde vi lidt fritid, hvor vi kunne slappe af. Kl. ti minutter i et blev eftermiddagskaffen serveret og kl. et var vi i gang med arbejdet igen. Kl. halv seks holdt vi fyraften. Vi havde nu en halv time til at blive vasket og skifte tøj. Vaskerummet var et rum ved siden af hestestalden med en bænk, nogle vaskefade, nogle vandhaner med koldt vand og en bruser ligeledes kun med koldt vand samt et toilet. Hvis vi gad, kunne vi hente en spandfuld varmt vand inde i stuehuset. Hver lørdag aften måtte vi karle benytte badeværelset inde i stuehuset.
Aftenerne tilbragte vi i folkestuen, hvis ikke vi var til gymnastik eller ungdomsmøde i forsamlingshuset. Dagens avis blev lagt ned til os, og der var radio samt forskellige spil, som vi kunne benytte os af.
Familien satte stor pris på, at karlene deltog i alle ungdomsforeningens arrangementer af forskellig slags. Det kunne være foredrag, og det var tit midt i ugen.
Der var også jævnligt bal i forsamlingshuset, så kom vi sammen med andre karle og piger, og der var mange. Mange af gårdene på egnen havde både to og tre karle og piger, så vi kunne nok fylde salen en lørdag aften. Hvis der gik en film i Løkken Biograf, som madmor syntes kunne være god, blev piger og karle læsset i Consul’en, og så kørte hun os i biografen.
Man kan godt sige, at pladsen var under familiære forhold, men alligevel blev der holdt en vis distance til medarbejderne. Jeg mindes for eksempel kun at have været til spisning i spisestuen to gange, det var nytársdag og til høstgildet.
Vi var ikke langt inde i november måned, inden vi følte os bekendte med tingene på gården. Den uge man havde jobbet som andenkarl bestod morgenarbejdet i at muge ud og strø halm ved svinebesætningen, som bestod af 5-6 søer og omkring 80 slagtesvin. Fodring af svinene tog Jens sig af.
Gårdens jordtilliggende var 105 tdr. land god jord. Da vi begyndte til november, var efterårsarbejdet i marken stort set til en side, dog sad der nogle ganske få tdr. land kålroer, som skulle køres direkte ind i roehuset. Hvis vi unge knægte havde set hen til, at vi skulle pløje marken med gårdens traktor, blev vi svært skuffet. Traktoren var for længst sat på “stald” for vinteren. Den smule jord, der ikke var pløjet endnu, kunne vi godt få tid til at pløje med hestene og dobbeltploven. Det sparede jo også på brændstoffet til traktoren.
Tiden indtil jul gik hurtigt. Vi kørte roer ind. De fire lange roekuler skulle dækkes med halm og jord, inden frosten satte ind. Det var alt sammen håndarbejde. Enkelte dage havde vi gang i tærskeværket i laden. Vi skulle sørge for, at der var korn og halm nok til at fodre dyrene med. Den første uge i det nye år var rigtig træls. Det var skik, at fodermesteren holdt sin uges vinterferie på det tidspunkt, og sådan var det selvfølgelig også det år. Det betød så, at vi karle, for uden svin og heste også skulle passe og malke det var vi ikke glade for. Det var også i de dage at de forskellige ungdoms- og idrætsforeninger holdt deres jule- og nytårsballer, så vi rendte til bal næsten hver aften og skulle så malke køerne kl. 5 om morgenen, det kunne nok være hårdt.
Et par dage ind i det nye år satte en voldsom snestorm dog en stopper for alt halløjet. Overalt på egnen var strømmen afbrudt i flere dage og vejene fuldstændig ufremkommelige. Arbejdet med dyrene blev så til håndarbejde ved flagermuslygternes skær. Køerne blev malket med hånden, det var vi ikke så gode til. Efter et par dage blev traktoren hentet frem af sit “skjul”. og der blev monteret en hane på traktorens indsugning, så kunne vi bruge den til malkeanlægget. Det der med nytårsfesterne blev ikke til så meget det år.
Vinteren gik sin rolige gang. Meget tid gik med at tærske kornet med det store tærskeværk med selv ilægger, korn- og avneblæser. Når det var hård frost og vi skulle køre roer hjem, måtte vi med en ishakke løsne jorden, som vi få uger i forvejen havde brugt vores kræfter på at dække kulen med. Vi lavede forskellige vedligeholdelsesarbejder. Jeg husker, at vi fornyede træloftet i hestestalden. Vi tyndede ud i læbælter og beplantninger, og bagefter savede vi træet til brænde. Brændet blev brugt i vaskekælderen til gruekedlen. En eftermiddag om ugen gik
karlene på landbrugsfaglig skole i Brønerslev. Vi skulle lære at lave foderplaner og gødningsplaner og den slags ting. Som lærere havde vi Brønderslev Landboforenings konsulenter.
Om foråret blev traktoren så igen hentet frem fra sit “skjul” og gjort klar til arbejdet i marken. Traktoren var en 26 hk Farmall H med petroleumsmotor, det vil sige, at motoren skulle varmes op på benzin i ca. fem minutter, så blev der åbnet for petroleums tanken. Ligeledes fem minutter for fyraften blev motoren stillet over pa benzin igen. Traktoren brugte vi til opharv ning, medens såmaskinen var hestetrukket ligesom de fleste redskaber. Enkelte moderne maskiner havde dog holdt sit indtog på Toftegaard, f.eks. en frontmonteret siderive, en 4 rækket radrenser, en selvbinder med kraftoverføring og som noget virkelig moderne, en maskine som kunne tage en række sukkerroe toppe og høste, knuse og blæse i en vogn. En maskine som man aldrig hverken for eller siden har set andre steder. Vi kaldte maskine. riet for en “Kampmann”. det hentydede til datidens finansminister, som åbenbart også høste. de alle over en kam.
1. maj blev min kollega, Svend, indkaldt til militærtjeneste. Der blev ansat en ny medhjælper som andenkarl, og samtidig forlod fodermesterfamilien stedet. Efter kort tid blev der ansat en ny fodermester. I den mellemliggende tid var det en selvfølge, at vi karle passede fodermesterens opgaver. Da det blev tid for roeudtyndingen, som foregik med en hakke, fik vi tilbudt akkord. Det vil sige, at vi dagligt skulle hakke 1000 favne kålroer eller 800 favne sukkerroer for den løn vi fik, hvad man kunnenå derudover, fik man ekstra betaling for. Så vidt jeg husker, var betalingen 1,50 kr. pr. 100 favne. Fra august blev der ansat yderligere en medhjælper, en daglejer karl, som vi kaldte det. Han skulle hjælpe med høsten og efterårsarbejdet. Han fik fast ophold på gården indtil 1. november.
Høsten og efteråret forløb let det år. Snart var året på Toftegaard forbi. Jeg havde lært en hel del om at være medhjælper på en større gård og havde haft det godt sammen med de andre unge mennesker på egnen.
Min broder skulle nu på landbrugsskole, så jeg tog hjem til Vraa igen.
Vrensted havde tidligere tre vognmandsforretninger til helt op i 1970 erne.
Vognmand Henry Nielsen tæt ved Mejeriet.
Vognmand Reinholdt Nielsen midt i byen
Vognmand Mathias Vestergaard, Sct. Thøgersvej, ved kirken.
Henry Nielsen
Herfra drev Henry Nielsen vognmandsforretning
Det kunne ligne Henrys lastbil en Merzedes
Henry Nielsen drev en almindelig vognmandsforretning, med kørsel af alt fra sand, grus, foderstoffer m.m. Desuden kørte han med Kommunes sneplov. I perioder havde han 2 lastbiler og en chauffør. Henry kom fra en vognmandsfamilie i Stenum hvor faderen og broderen drev vognmandsforretning. Sjovt nok blev Henry gift med vognmand Reinholdt Nielsens søster, Stinne. Hos Henry var Thyge Nielsen og Herman Nielsen ansat om chauffør gennem en del år.
Reinholdt Nielsen
Herfra drev Reinholdt Nielsen sin vognmands- og Taxaforretning
Reinholt Nielsens lastbiler. det er Reinholt selv der skovler på første billede. Einar Andersen, der er med på det andet billede. 1953-54 Bilen er en Opel Blitz. “Vrensted tlf. 52”
Reinholdt kører badehus på stranden i Løkken
Reinholdt Nielsen stammede fra en ejendom i Åsendrup vest for Bagterp. Han havde tjent ved landbruget. I 1935 da Vrensted Forsamlingshus stod færdigt, blev han og ægtefællen Mary, dets første bestyrerpar. Reinholdt etablerede sig med en lastbil og drev sin forretning med alt forefaldende kørsel. Efter 10 år som bestyrerpar i Forsamlingshuset, købte Reinholdt og Mary en bestående vognmandsforretning midt i Vrensted by. Herfra drev han i mange år sin forretning med 2 lastbiler. Han kørte bl.a. med kreaturer til auktion og slagteri, ligesom han transporterede landmændenes svin til Brønderslev slagteri. På et tidspunkt etablerede han også taxaforretning med byens flotteste personbil en Vauxhall.
Mathias Vestergaard
vognmand Mathias Vestergaard, f.1906, d.2001
Mathias Vestergaard stammede fra Volling på Salling. Han voksede op i en stor søskendeflok på 9 og blev i 1932 gift med Dagny fra Thise og de bosatte sig på et lille husmandssted på Sct. Thøgers Vej i Vrensted. Her var Mathias først chauffør for købmanden, men senere købte han lastbilen og startede egen vognmandsforretning i 1934. Han fik en fast fragtrute til København og til Aalborg og virksomheden voksede til tre lastbiler og tre chauffører.
Fra denne ejendom på Sct. Thøgersvej med garageanlæg opr. bagved til sine to lastbiler
Mathias Vestergaard startede Vognmandsforeningen for Brønderslev og Omegn og var en del år formand for Fragtmandscentralen i Aalborg, ligesom han var i bestyrelsen for Danske Vognmænd.
I mange år kørte han fragtruten Vrensted, Stenum, Brønderslev, Aalborg. Desuden drev han alm. vognmandsforretning med alm. kørsel med alt muligt, herunder transport af kreaturer og svin.
Mathies Westergaards lastbil og hus på Sct. Thøgersvej, Einar Andersen læsser grus, dengang med håndkraft ca. 1950
ca. sådan så Mathias lastbil med anhænger ud
Han havde anhænger til en af lastbilerne og som barn syntes vi fra Vrensted, at det var et gevaldigt langt køretøj. Anhængeren blev især brugt når der skulle transporteres sten og grus til kommunens veje. Jeg selv har kørt utallige ture med Mathias, der selv kørte fragtruten til Aalborg, men også chaufførerne, Richard, en bror til Mathias og Ejnar Andersen kørte jeg meget med. Det var bare sagen for en knægt på 6 til 8 år. Mathias stoppede som vognmand i en alder af 72 år i 1978.
John Andersen fortæller:
Som søn af Ejnar Andersen deler jeg oplevelserne med dritler med smør med Jens Otto.
Trætønderne (dritlerne) hentede vi ved bødkeren i Tolstrup mejeriby.
Vi hentede også tomater hos gartnerierne på vej til Aalborg. Dem afleverede vi på grøntmarkedet GASA.
Når smør og tomater var afleveret, kørte vi til Fragtmands Centralen, der lå mellem broen og Spritfabrikken. Her afleverede vi pakker, som vi også havde taget med til Aalborg.
Andre pakker blev læsset på, og så gik turen til Peder P. Hedegård på Nørresundby siden, for at hente foderstoffer.
Hvis ikke knægten (mig), var hurtig nok med sækkevognen, skulle jeg nok få det at vide.
Middagspausen blev holdt på p-pladsen på Vestbjerg Bakke, og så gik det ellers retur med varer til alle købmænd og foderstoffer, der lå på vejen tilbage til Vrensted.
For en dreng var der store oplevelser i Aalborg turene, og jeg ved at andre end jeg og Jens Otto har deltaget i dem, bl.a. Jørgen Sloth.
Anbefaling fra Mathias Westergaard til chauffør Ejnar Andersen i 1954lastbilen påmonteret generator på siden. Lastbilen med en generator ,først blev der fyret med træ ,og senere med svelkoks et tysk produkt ,under krigen hentede Mathias Vestergård s bror Richardt ammunition i Viborg i lastbilen oplysninger fra bogen ,Dagligdagen under besættelsen.
Mathias var en aktiv person og var også på et tidspunkt medlem af Vrensted-Thise sogneråd, formand for Vandværket, i bestyrelsen for Borgerforeningen. Desuden stillede han op på de skrå brædder til dilettantforestillinger i Forsamlingshuset. Han var en glad og udadvendt person og udstyret med en god form for humor. Han var desuden et kreativt menneske , der kunne alt med sine hænder. Som tømrer, snedker og husflidsarbejde. Biler var hans hobby og han beholdt sit kørekort indtil han var tæt på 95 år.
Historien om digteren A.C. Andersen der stammede fra Vrensted
Den første egentlige kendte forfatter eller også kaldet digter fra Vrensted, var A.C. Andersen.
Digteren A.C. Andersen født i Vrensted
Der er i dag i Vrensted by, opkaldt en vej efter ham, A.C. Andersens vej, der går fra Vrenstedvej midt i byen ud til Vrensteds kær.
A.C. Andersen, Anders Christian Andersen, 24.8.1874-21.7.1928,
Født i Vrensted ved Løkken, død i Værløse, begravet i Hellerup.
A. C. Andersen levede et lykkeligt barndomsliv i sit stille hjem og som vogterdreng i Vendsyssel.
Her fik han det intime kendskab til naturen som præger alle hans bøger.
Efter præliminæreksamen 1892 rejste han til København hvor han – efter at have tumlet med litterære forsøg i 1896 tog studentereksamen (Døckers kursus) og i 1897 tog han filosofikum.
På grund af sjælelige lidelser måtte han afbryde sit videre studium og blev lærer. Han underviste ved forskellige københavnske privatskoler; særlig følte han sig tiltalt af de frie arbejdsforhold ved Starckes skole. Først her genvandt han helt den ro og sindsligevægt han i studieårene havde sat over styr.
1915 trak han sig tilbage fra lærergerningen. – A.C. Andersens første offentliggjorte arbejde var en artikel om dansk bondedigtning i Aakjærs årsskrift, “Jydsk Stævne” 1902.
Fire år efter kom hans første bog Husmandens Datter, en hjemstavnsroman med mørke og tunge skæbner, indgående menneskeskildring og følelsesfuld naturlyrik.
De påfølgende to romaner, Stavnsbunden Ungdom, 1907 ogStavnsbundne Mænd, 1908 er for en stor del bygget over barndoms- og ungdomserindringer og skildrer en ung bondes udlængsel og kamp for åndelig frigørelse. Sammen med fine og yndefulde billeder af hjemegnens natur rummer bogen tunge og besværlige tankeskildringer.
1909 følger en lille fortælling fra københavnske kunstnerkredse Niels Haven og Inger Waage. Emnet er det samme som i dobbeltromanen: menneskets higen mod skønhed og kultur; men det fremmede miljø har gjort forfatteren usikker. Betydeligere virker Sigrid fra Skovlunde, 1911, der skildrer kvindens skuffelser som deltager i det offentlige liv.
Efter udsendelsen af en lille brev-fortælling Den lille Højskole, 1913, der slutter sig nær til Stavnsbunden Ungdom kaster A.C. Andersen sig over skildringen af sygt sjæleliv.
I Slægten Hovgaard, 1915 er det mandlig melankoli, i Drømmen, 1918 er det kvindeligt hysteri, og i Kærlighedens Vækst, 1922 er det sindssygdom der er emnet.
Det er tunge bøger, og de er ikke uden stilistiske pletter. Ved at tumle med disse syge og sære mennesker har forfatteren mistet noget af sin sikkerhed over for det sprogligt naturlige.
I anledningen af hans 50 års fødselsdag i 1924 blev han anmodet om et bidrag til serien ”Danske forfattere fortæller om sig selv” og således skrev han:
”Den 24. august 1874 fødtes jeg på en lille gård i Vrensted sogn oppe i Vendsyssel – en mils vej øst for Jammerbugten, hvis brusen ind over klitterne vi i stille sommernætter altid kunne høre. På de brede kære voksede jeg op som hyrde og blev fortrolig med naturen, med vejret, med vilde dyr og vilde fugle. Skolen pinte mig ikke. Om sommeren gik jeg der kun hver onsdag formiddag. Det var alt. Men det var nok. Hvad skal man med al den skolegang, der giver os det fjerne som en kummerlig erstatning for alt det nære! Mit barndomsliv i naturen blev uudtømmeligt rigt”.
I 1927 udsendte han en samling poetisk-topografiske skildringer fra landets forskellige egne, Til Hyrdefløjtens Toner. De stemningsfulde naturhymner viser os både hans ekstatiske skønhedsglæde og hans mørke grublertrang.
Efter hans død udkom en vemodig smuk og harmonisk fortælling De stille i Landet, 1928, bygget over erindringer fra barndomshjemmet.
Inden for dansk hjemstavnsdigtning indtager A. C. Andersen en smuk plads.
Hans menneskeskildring er ujævn men ofte dyb og indtrængende, båret af en ægte medfølelse med de lidende og en stærk harme over for al slags undertrykkelse og uret.
Højest når han i skildringen af primitive menneskers samliv med naturen, med jorden og dyrene. Hans billeder af gryende elskov i forbindelse med naturfølelse har en enkel ynde.
Familie:
Forældre: gårdejer Jens Andersen. (1843–1923) og Mette Marie Sørensen (1845–1903).
A.C. Andersen blev gift 24.4.1902 i København med Caroline Christensen, født 23.11.1875 i Østofte ved Maribo, død 25.12.1945 i Viborg, datter af skomagermester Hans Peter Christensen (1837–96) og Elise Margrethe Techov (1837–1923).
På Lokalhistorisk Arkiv i Vrensted findes der en buste af A.C. Andersen samt to store udklipsbøger, der fortæller meget om A.C. Andersens arbejde, hans dagligdag og kontakt til kendte personer.
Under 2. verdenskrig og i tiden hvor Danmark var besat af Tyskland, blev Provst Åge Stevns modstandmand. Præstegården i Vrensted gav gennem alle besættelsesårene husly til mange modstandsfolk. Under de 2 sidste måneder af besættelsen af Danmark, måtte Åge Stevns selv gå under jorden.
Gennem han prædikener under besættelsen gav han udtryk for sin harme og han skulle veje sine ord fra prædikestolen nøje. Ingen kunne være i tvivl om når de hørte ham prædike hvordan hans mening var om undertrykkelsen af det danske folk.
Provst Aage Stevns døde i 1952.
Aage Stevns og hustru ligger begravet på Vrensted kirkegaard
Jens Andresen, der gik af som skoleinspektør ved Vrensted Skole i 1997, er den sidste af Vrensted Skoles skoleinspektører/skoledere der er bosiddende i Vrensted.
Vrensted Skole nåede at have fire skoleinspektører/skoledeledere i tidsrummet fra starten i 1959 indtil den lukkede i 2011, hvorefter der blev etableret en friskole som kun levede i 1 år.
Han siger: Man skal deltage og være udadvendt
AF LØKKEN FOLKEBLAD DEN 10. JANUAR 2018 LOKALT
Jens Andresen rundede 80 år i julen 2017.
Da forhenværende skoleinspektør ved Vrensted skole Jens Andresen var til jobsamtale med den daværende skolekommission blev han spurgt, om familien ville tage del i det pulserende lokale liv, for ellers ville det blive svært at falde til. Svaret var et stort JA, og det holdt stik. Nu har Jens Andresen, Stationsvej 19, Vrensted lige rundet de 80 år midt i juletiden og ja, – han og hustruen Ingrid har i den grad taget del i det sociale liv på mange planer og er faldet godt til i Vrensted.
Jens Andresen er sønderjyde. Han og Ingrid var som unge lærere på en stor overbygningsskole i Christiansfeld, men de havde lyst til forandring, og sendte en ansøgning, da man i 1974 søgte en ny inspektør til Vrensted skole.
– Som skoleleder har man et godt udgangspunkt for at få berøringsflader i samfundet. Når man selv er udadvendt og deltager i det lokale liv, så får man mange impulser, og bliver involveret og kommer til at kende folk, fastslår Jens Andresen.
Nu er det 20 år siden, han stoppede som skoleinspektør men er i høj grad fortsat med at tage del i, hvad der rører sig i byen. Han har blandt andet været i bestyrelser i Vrensted Pensionistforening og Vrensted Forsamlingshus. Slægts – og Lokalhistorisk Forening i Vrensted var han med til at starte, og der er han stadig aktiv.
– Det er jo et noget man aldrig bliver færdig med, lyder det fra fødselaren.
Jens Andresen har lige fra arkivets start klippet i aviser og blade, alt hvad der vedrører Vrensted lige fra politik og foreningsliv og til meddelelser om sølvbryllupper og runde fødselsdage. Det hele bliver klæbet op og sat i ringbind og gemt på Lokalhistorisk arkiv.
– Og man skal klippe ud straks, for hvis der går nogle dage, ja så er det pludseligt væk. Et år kan fylde det meste af et ringbind. Hvert år lægger vi de nyeste scrapbøger frem på Kunsthåndværkerudstillingen i Vrensted, og de vækker altid stor interesse, fortæller han.
Men lige for tiden er arkivet hjemløst og står lidt stille. De gamle lokaler på Vrensted skole er ryddede og der gøres klar til ombygning. Både arkivalier og møbler er opmagasineret, indtil nye lokaler i Byens Hus i Vrensted står klar.
Så er der så meget mere tid til Jens Andresens anden beskæftigelse, nemlig sangen. Siden 1988 har han været kirkesanger, og fungerer stadig som afløser. Desuden synger han i to kor, nemlig Vrejlev Hæstrup Kirkekor og Bidstrup Koret i Hjørring, og det går der to ugentlige aftener med.
Sammen har Ingrid og Jens Andresen tre børn og fire børnebør
Vrensted Byskole med skolestuer i begge ender og to lærerboliger i midten.
Elith Madsen, førstelærer – Vrensted Byskole
At være lærer i en landsbyskole i tidsrummet fra 1944 til 1959:
Der har langt tilbage i tiden været skole i Vrensted. Det fortælles, at der allerede i 1553 var en degnebolig i Vrensted, men først med skoleloven af 1814 blev landets skolevæsen sat i system og allerede året efter, i 1815 opføres et nyt skolehus i Vrensted. Det holdt i en generation således at man atter i 1852 måtte opføre en ny skole. Men 2. dec. 1905 opstod der en stor ildebrand der lagde både skole og nabogården Lille Knudsgaard i aske. Herefter opførtes efter datidens forhold en ganske stor skolebygning med 2 skolestuer i hver sin ende af huset. Imellem var der indrettet bolig til en lærerfamilie og en lærerinde.
Bygningen står stadig som da den blev opført, men er selvfølgelig løbende blevet renoveret.
Vrensted Byskole ved Kirken blev lukket i 1959, da den nye centralskole på Stationsvej stod klar.
Hvordan var jobbet som førstelærer ved Vrensted Byskole ?
Elith Madsen, f. 1913, d. 1974
Førstelærer Elith Madsen:
Elith Madsen, født 05.08.1913 er opvokset i en købmandsforretning i Try ved Thorshøj v/ Østervraa.
Hans anbefalinger fra seminariet og flere vikarstillinger nedenfor:
Han tog præliminæreksamen fra Øster Vraa Realskole og uddannede sig som lærer fra Nr. Nissum seminarium i juli 1935.
Elith Madsen havde forskellige vikariater ved skoler i Vendsyssel inden han fik sit første faste embede som enelærer ved Ø. Hjermitslev Engskole (ude i Vildmosen) syd for Øster Hjermitslev, med start den 4/11-1937. I den periode mødte han sin senere hustru i Brønderslev.
Ægtefællen, Ida Marie Madsen, født Larsen 18.02.1916 – Voksede op i Serritslev på gården Vesteraagård og blev uddannet som kontorassistent i Brønderslev hvor hun tog handelsskoleeksamen på aftenskole.
Hun blev hjemmegående ved sit giftermål med Elith Madsen den 30.12.1940. Hun deltog som medhjælpende ægtefælle i alle de ting som førstelæreren blev bedt om at deltage i eller inviteret til.
Ida og Elith Madsen ved deres sølvbryllup dec. 1965
Elith Madsen blev ansat som førstelærer ved Vrensted Byskole, på Sct. Thøgersvej ved kirken, den 01.08.1944 – iflg. kaldsbrev (ansættelsesbrev) fremsendt fra Hjørring Amt.
Ansættelsesbeviser fra Hjørring Amt juli 1944
Han afløste den tidligere førstelærer Anton Jensen der gik på pension efter en lang periode som førstelærer ved Vrensted Byskole.
Ved den nybyggede – Vrensted skole ́s start – den 01.08.1959 på Stationsvej, blev Elith Madsen udnævnt til skoleinspektør.
Vrensted Byskole var en skole med 2 klasselokaler et i hver sin ende af bygningen og der var ansat en førstelærer og en lærer mere. Skolen indeholdt 2 boliger i midten af skolebygningen. Den største var førstelærerens og den anden bolig var til den anden lærer, på det tidspunkt, lærerinde Johanne Westergaard.
Klassebillede fra 1954-1955 lærerinde fru Westergaard med sønnen Peter og lærer Madsen med sønnen Karsten
På det tidspunkt som billedet er taget, gik de små klasser fra 1. til 3. klasse hos småbørnslærerinde fru Westergaard og fra 4. – 7. klasse hos lærer Madsen.
Tidligere gik de store klasser i skole om formiddagen og de små klasser om eftermiddagen og ofte var der flere klassetrin i hver skolestue.
Skolestuerne blev op til midt i 1950erne opvarmet fra store kakkelovne som begge lærere skulle fyre op i inden de ældste klasser mødte ind om morgenen kl. 7,30. De mindste klasser mødte ind fra middag og fik fri fra skole kl. 15,30 om eftermiddagen.
Senere blev der dog installeret centralvarme hvor man anvendte kul og koks og til sidst blev der installeret oliefyr i begge boliger og klasselokaler.
På det tidspunkt gik skoleåret fra april til april.
Ud over lærergerningen var det meget almindeligt, at læreren og hans kone blev bedt ud til forskellige sammenkomster i sognet. Det kunne være konfirmation, bryllup, sølvbryllup eller andre festlige lejligheder. Det forventedes, at førstelæreren holdt tale ved festen, så der kunne være ganske mange arrangementer, at skulle forberede sig til. Men det var førstelærerens lod.
Mange af børnene ude fra oplandet kom gående eller cyklende til skole, på veje der dengang var grusbelagte og besværlige at cykle på, men dengang skulle der meget til for, at børnene ikke mødte i skolen.
Der var ikke gymnastiksal, skolekøkken eller sløjdlokale dengang. Der var hængt ribber op på udhuset, hvor der så kunne laves lidt gymnastik. Skulle der spilles rundbold og fodbold måtte man gå i kolonne til sportspladsen som egentlig kun var en græsmark.
Skolefagene var hovedsagelig, dansk, regning, bibelhistorie, geografi og danmarkshistorie. I starten skrev man med blæk-pen og blyant. Senere blev kuglepennen opfundet. Man sad ved 2 mands pulte.
Trods det, at man dengang godt kunne få et rap over fingeren med pegepinden af læreren eller en ørefigen hvis ikke man opførte sig ordentligt, står der stadig stor respekt omkring Johanne Westegaard og Elith Madsen arbejde med børnene dengang i den lille skole. Men tiden forandrede sig og afstraffelse på den måde blev ikke længere tilladt. Ofte bliver disse små hændelser trukket frem når snakken lokalt går om skoletiden i Byskolen.
En gang om året var der en slags eksamen, hvor skolekommissionen kom, for at overvære en overhøring af eleverne og hvor førstelærerens hustru bespiste skolekommissionen hele dagen.
Følgende er en lille anekdote fra skoletiden i Vrensted Byskole, skrevet i 2014 som en del af et indlæg “Erindringer fra Min Barndom” af fhv. skoleinspektør Ole Stevns, Brønderslev, født i Vrensted Præstegård:
“Jeg begyndte i Vrensted Byskole hos lærerinde Johanne Mogensen, der senere blev gift med Richard. En elskelig lærerinde, der altid ville børnene det allerbedste, og især havde hun en levende fornemmelse for at hjælpe børn, der af en eller anden grund havde brug for ekstra opmærksomhed. Jeg kunne læse flydende, allerede inden jeg kom i skole, og stavningen var også næsten perfekt. Derfor fik jeg lov at arbejde meget for mig selv med lidt sværere opgaver, for at jeg ikke skulle kede mig, mens de andre læste og stavede i kor med en styrke, som kunne høres helt ude på vejen. Hun indførte os i regnekunstens mysterier, og mange gode kræfter blev brugt på tabelindlæring efter nogle ganske særlige metoder.
Da jeg blev lidt ældre, overtog skolens leder, Elith Madsen, undervisningen af mig. En retlinet og skrap, men meget dygtig underviser, der ud over at tage sig af det faglige tillige følte sig kaldet til at opdrage eleverne til livet. Kontant og ordensmenneske var han, og trådte man lidt forkert, blev den rette vej hurtigt repeteret, ofte ledsaget af et par flade eller et nap under hagen. Påpasselig var han også med skolens midler, intet måtte gå til spilde. Jeg husker for eks. en episode, hvor der af en eller anden grund var opstået en lille revne på en af siderne i min læsebog. Jeg gik op til Madsen og spurgte, om jeg kunne få et stykke gennemsigtigt klisterpapir, i dag tape, til at reparere med. Jo, det kunne jeg da godt, men forinden måtte jeg gå tilbage til min plads og med linealen nøje udmåle, hvor mange cm, det drejede sig om. Sådan – og så blev siden sat sammen igen!
Madsen forlangte også, at vi skulle hilse på ham på vejen, og havde vi hue på, skulle vi i forbindelse med hilseriet tage denne af. Var vi på cykel, skulle vi standse og indtage en rimelig retsstilling, alt imens vi bukkede. Alt dette virkede måske en smule overdrevet, mindre kunne have gjort det, men alligevel tænker jeg tit på, at nutidens børn og unge ville have haft godt af lidt af undervisningen hos lærer Madsen, så de kunne lære, hvad det vil sige at have respekt for sine lærere og for den ældre generation.”
Kirkesanger:
I ovennævnte periode indtil midt i 1960erne var det også almindeligt at førstelæreren, der for det meste var kirkesanger, også blev omtalt som degn, en gammel betegnelse.
Dette var alt sammen gældende for Elith Madsen, han var både kirkesanger og kirkebogsfører ved Vrensted kirke.
En degn var en medhjælper for præsten. En kirketjener, som hjælper præsten i kirken.
Hvornår funktionen blev oprettet vides ikke. Han var kirkesanger og hjalp præsten med gudstjenester. Stillingerne som degn blev gradvist ophævet i tiden mellem 1790 og 1830. Det skete i forbindelse med oprettelsen af folkeskolen. I folkeskolelovens §3 blev det bestemt, at degnekald der blev ledige, ikke måtte besættes igen. Hvor en degn tidligere ofte havde haft to sogne ligesom præsten, blev der nu ansat en folkeskolelærer i hvert sogn.
Degnens funktioner blev ændret til kun at være kirkesanger, som skulle hjælpe præsten under gudstjenesten og en kirkebylærer som skulle forestå undervisning af børn og unge samt føre den nye kontraministrialbog. I praksis var begge funktioner dog næsten altid forenet hos folkeskolelæreren og i folkemunde blev betegnelsen degn derfor også fortsat brugt langt op i det 20. århundrede.
I mange større kirker har man fortsat kordegne, som primært udfører administrative funktioner og som også kan fungere som kirkesangere.
Bibliotekar:
Her i to stuer mod vest var Vrensted Sognebibliotek opr.
Med jobbet som førstelærer i Vrensted overtog Elith Madsen også jobbet som bibliotekar ved Vrensted Sognebibliotek. Det havde til huse i ejendommen “Thøgerstedet”. Det er en lille ejendom beliggende på Vingevej og opført af sagfører Anders Olesen, Nørresundby, barnefødt i Vrensted. Biblioteket var indrettet i de 2 vestligste stuer med egen indgang. Anders Olesen havde skænket en stor del af sin bogsamling til biblioteket. Det var åbent en gang om ugen om aftenen i 2 timer og blev meget benyttet af Vrensted borgerne som fik en god hjælp af bibliotekaren ved udvælgelsen af bøger der kunne være interessante for lånerne. Ved ibrugtagningen af den nye skole i 1959, blev biblioteket flyttet til skolen, og Elith Madsen fortsatte der, som bibliotekar.
Det gamle sognebibliotek i Vrensted havde til huse i de 2 vestligste stuer i ejendommen “Thøgerstedet” på Vingevej
Grundet det lille samfund som Vrensted jo var, kendte Ida og Elith Madsen de fleste familier i skoledistriktet og mange af familierne i sognet blev nære venner af familien. Mange af eleverne fortsatte efter skoletiden med at have kontakt til lærer Madsen og hans familie, hvilket var en stor glæde for Elith Madsen og det glædede ham meget når det gik hans elever godt. Mange af hans første elevers børn kom også til at gå i Vrensted byskole.
Ida og Elith Madsen med børnene, Bente, Jens Otto, Karsten og Henning
Den nye Vrensted Skole på Stationsvej
Den nye skole i Vrensted på Stationsvej blev taget i brug august 1959
Elith Madsen fortsatte som skoleinspektør fra 01.08.1959 indtil sin død i januar 1974.
I oktober 1958 var man nået så langt, at man kunne invitere til rejsegilde. Alle elever gik sammen med lærere ind foran de nye bygninger, hvor sogneråd, arkitekt og håndværkere var samlet. Sognerådsformanden gårdejer Frants Jensen, Thise bød velkommen og rettede tak til arkitekt og håndværkere for veludført og smukt arbejde. Derefter holdtes der konkurrence blandt skolens elever om at ramme tre flasker, der var bundet til kransen. Den sidste flaske var meget gen. stridig, og der måtte en jæger med gevær til at pille den ned. Der blev holdt tale af gårdejer Kr. Rykind Eriksen, skolekommissionens formand pastor Otto Mikkelsen, førstelærer Elith Madsen, arkitekt Jens Knudsen, Brønderslev samt tømrermester Emil Carlsen, Opførelsen var beregnet til at skulle koste 470.000 kr. og med inventar ca. 600.000 kr.- med hensyn til det sidste kom skolen til at koste 510.000 kr. med inventar og udendørs anlæg.
Den nye skole skulle være andet end en børneskole, den var også tænkt som samlingssted for sognets beboere.
Derfor blev der indrettet bibliotek og ungdomslokale, et kælderlokale, hvor der kunne etableres husflid samt baderum og toiletter i forbindelse med omklædningsrum for de unge, der også fik stillet et godt idrætsanlæg til rådighed.
Skolen havde i august 1959, 150 elever fordelt på 7 klasser, og der var tre lærere og tre lærerinder knyttet til skole.
Skolen blev taget i brug den 1. august 1959.
Elith Madsen døde i januar 1974, hvor han faldt om på sin elskede skole med en blodprop i hjertet.
Nekrolog i VT jan. 1974
Skoleinspektør Elith Madsen, Vrensted, er død den 29.01.1974. I går eftermiddag bredte det sørgelige budskab sig over hele sognet, at skoleinspektør Elith Madsen, Vrensted, pludselig var død midt i sit arbejde på skolen. Elith Madsen, der var født i Try ved Thorshøj, blev kun 60 år. Som ung bestemte han sig til at uddanne sig som lærer. Han blev elev på Nørre Nissum Seminarium, hvor han tog eksamen i 1935. Det var en vanskelig tid dengang for de unge lærere. Der var ikke mange stillinger, men ret hurtigt lykkedes det efter nogle få virkar embeder for lærer Madsen, at blive kaldet til embedet ved Øster Hjermitslev Engskole, hvor han virkede i årene 1937–44. Herefter blev han kaldet til førstelærerembedet ved Vrensted Skole hvor han siden har haft sit virke. Lærer Madsen fyldte sin stilling på en god og naturlig måde. Han elskede sit arbejde uden at blive slave af det, og han besad en helt naturlig autoritet der parret med hans dygtighed og hans dybe interesse for eleverne også gjorde ham til en afholdt lærer og kollega. Han formåede at gå fra den lille to klassede landsbyskole ind i udviklingen med de skiftende skolereformen, der har fundet sted siden krigen. Hans primære mål var hele tiden tryghed og tillid i forholdet mellem skolen og hjemmene. Samtidig med embedet som førstelærer og senere som skoleinspektør ved Vrensted Skole, varetog han en hel del tillidsposter. Han var bibliotekar, et hverv han omfattede med megen kærlighed, og med lærerstillingen overtog han samtidig også stillingen som kirkesanger ved Vrensted Kirke, hvor han virkede indtil 1965. Mange mindes hans noble optræden og gode ledelse af menigheds sangen. Han var i 20 år medlem af Vrensted Menighedsråd, deraf en lang årrække som kasserer. Endvidere havde han i en årrække poster som formand for Ungdomsforeningen og Forsamlingshuset. Også den Kommunale Ungdomsskole tog han sig af i en del år. Gennem sin stilling og sit arbejde kom han naturligt i berøring med så at sige alle hjem i sognet, og det føles smerteligt for alle, at han så pludselig er revet bort. I al sin gerning blev han altid på den smukkeste måde støttet af sin hustru, og de skabte et smukt og godt hjem sammen, og netop for få uger siden flyttede de ind i deres eget hus, de havde opført i det ny kvarter bag skolen. Foruden af sin hustru overleves Elith Madsen af fire børn. En datter er lærerinde. Hun er gift og bor i Vestbjerg. Den ældste søn som er bankfuldmægtig er gift og bosat i Vodskov, den næste søn er uddannet som bager og bor i Aabybro, den yngste søn bor hjemme og går i skole i Løkken.
Kilde VT jan. 1974.
Mindeord over skoleinspektør Elith Madsen, Vrensted
Vi har modtaget: Det er med oprigtig sorg, jeg erfarer, at lærer Madsen pludselig er død. For den store skare af gamle elever både i Vrensted og udover landet er det kommet som et chok, at han, der fik så afgørende indflydelse på os både i barneårene og senere, nu ikke er mere. Vi er mange, der mindes lærer Madsen både som en afholdt lærer og som en god ven.Som lærer havde han en række egenskaber, der gjorde, at hans forhold til os blev det bedst tænkelige. Navnlig hans lune væsen, hans rolige optræden og naturlige værdighed bidrog hertil. Lærer Madsen undgik enhver hævdelse af tom autoritet og disciplin, uden at det dog gik ud over ro og orden i timerne. Gennem indholdet i undervisningen snarere end gennem dens ydre form, kunne han holde os i ånde. Selv om vi var lige så uregerlige som alle andre skolebørn, var det meget sjældent, at lærer Madsen skældte ud. Et karakteristisk træk i lærer Madsens undervisning var hans interesse for musik og sang. Adskillige af os har sammen med ham oplevet mange gode timer, hvor vi har sunget små flerstemmige korsange, indøvet sangsketcher eller bare sunget de kendteste børnesange. Her kom vi til at kende lærer Madsen på en anden måde, mere som en god ven, der kunne dele sin glæde over sangen med os børn. Det venskab, der således grundlagdes, mens vi var børn, blev for manges vedkommende af varig art. Også for de af os, der ikke blev boende i Vrensted. Når man var hjemme på besøg i Vrensted, var det altid en opmuntring at være sammen med lærer Madsen. Man vidste, at man var velkommen hos ham. Han var altid interesseret i at høre, hvordan det gik hans gamle elever, og glædede sig med en, når noget var lykkedes.Nu bliver det anderledes at komme til Vrensted. Vi er mange, der vil savne den glæde, det var at træffe lærer Madsen derhjemme.
Men mindet om de mange gode timer, vi har til bragt sammen med ham, både som børn i Vrensted Byskole og ved senere lejligheder, vil dog leve videre hos mange af os. Og det vil vi være taknemmelige for.
Georg Søndergaard, Odense.
2018: journalist Poul Christoffersen, tidligere Bådstedhede skriver følgende:
Jeg havde lærer Madsen som klasselærer i Byskolen
– i det sidste år før den nye skole var færdig. I en af de sidste timer havde vi regning, og en gang imellem fik vi en side for med regnestykker, som vi skulle lave i klassen. Når vi var færdige og tallene var rigtige, så kunne vi gå/cykle hjem. Jeg satsede altid på at blive først færdig, og som regel var jeg også det. Om sommeren kunne lærer Madsen enkelte gange tage klassen med ned i anlægget. Så spillede vi rundbold. Engang ramte jeg bolden med batten hårdt og skævt, så den fløj hen på halsen af lærer Madsen. Han sagde bare “Hov” og så spillede vi videre. Lærer Madsen var også god til at finde bøger til mig på biblioteket, som havde åbent om eftermiddagen – vistnok et par gange om ugen. Han var skyld i, at jeg i en periode blev noget af en læsehest om vinteren. Jeg har gode minder fra dengang – også i den nye skole.
Der har langt tilbage i tiden været skole i Vrensted.
Det fortælles, at der allerede i 1553 var en degnebolig i Vrensted, men først med skoleloven af 1814 blev landets skolevæsen sat i system og allerede året efter, i 1815 opføres et nyt skolehus i Vrensted. Det holdt i en generation således at man atter i 1852 måtte opføre en ny skole. Men 2. dec. 1905 opstod der en stor ildebrand der lagde både skole og nabogården Lille Knudsgaard i aske. Herefter opførtes efter datidens forhold en ganske stor skolebygning med 2 skolestuer i hver sin ende af huset. Imellem var der indrettet bolig til en lærerfamilie og en læreinde.
Bygningen står stadig som da den blev opført, men er selvfølgelig løbende blevet renoveret.
Vrensted Byskole ved Kirken blev lukket i 1959 da den nye centralskole på Stationsvej stod klar.
De første 25 år med den nye Vrensted Centralskole
Vrensted Skole 1959 – 1984
Kilde: Jubilæumsskrift
Et strejftog gennem Vrensted sogns skolehistorie
For os, der lever i dag i et dynamisk uddannelsessamfund, er det naturligvis svært at forestille sig et samfund uden skolegang af den art, som de fleste af vore unge skal igennem, – for at være rustet til nutidens samfund. Imidlertid skal vi kun 3-400 år tilbage i tiden for at se, at det var tilfældet. Ganske vist kan der berettes om degn og degnebolig i Vrensted så langt tilbage som omkring 1550,men først omkring år 1670 er det bevidnet, at der blev bygget et skolehus i Vrensted. Man skal dog ikke heraf lade sig forlede til at tro, at der var tale om nogen systematisk skolegang. Det var et yderst tilfældigt foretagende. De allerfleste børn fik ikke nogen nævneværdig skolegang. Den normale vej for de ganske, ganske få, der fik en boglig og højere uddannelse, gik som regel over privatundervisning hos den lokale præst eller hos en anden belæst person i omegnen, og derefter i den nærmeste latinskole.
Men fik de unge og børnene dengang da slet ingen uddannelse? jo-da, de fik den i praksis ved landbruget eller i et håndværk. Andet var der jo heller ikke brug for.
I 1708 kom der en forordning om oprettelse af skoler på landet. Men den har vist ikke givet noget større skub i foretagenedet. Først med skoleloven af 1814 blev landets skolevæsen sat i system, – og allerede året efter, i 1815, opføres et nyt skolehus i Vrensted. Det holdt i en generation, så man atter i 1852 måtte bygge ny skole, og den ville måske være blevet stående til i dag, dersom ikke en stor ildebrand lagde både Knudsgård og skolen i aske. Det skete den 2. dec. 1905.
Herefter opførtes en efter datidens forhold ganske stor skolebygning med to store skolestuer anbragt i hver sin ende af huset. Imellem var der indrettet bolig til både en lærerfamilie og en lærerinde. Det er den bygning, vi kalder den gamle skole, og som stadig ligger lige øst for kirken.
Vrensted Byskole
I Aasendrup var der et selvstændigt ejerlav også med egen fast skole fra omkring 1800-tallet. Nogen skolebygning var der dog næppe tale om. Der var opført en lille hytte til bopæl og ophold for skoleholderen. Skolen har antagelig været en såkaldt omgangsskole, hvor læreren gik rundt til beboerne for at undervise børnene i hjemmene. Samtidig fik læreren så kosten som en ikke uvæsentlig del af den beskedne løn. Men i 1826 opførtes en ny skolebygning på en jordlod øst for gården Bagterp,
Åsendrup Skole
og selv om det jo nok ikke er helt de samme bygninger, så står skolen der endnu, dels med beboelse, dels med skolestue, der dog nu er indrettet til landbrugsbygning.
Aasendrup skole bestod som sådan indtil 1. april 1954. Lærer C.M. Pedersen havde taget sin afsked året før, og det sidste år undervistes der ved vikar. Da overflyttedes børnene til Vrensted byskole, som derved samtidig omdannedes til 5-klasset skole, og det var dengang første klasse blev undervist i præstegårdens konfirmandstue.
I sognets østlige distrikt påbegyndtes en skole i 1870. Det var en såkaldt vinterskole i udflyttergården »Pyt«. I 1872 rejstes en skolebygning på Østre Fælled, der dengang lå uopdyrket hen og fuld af lerhuller. Bygningen har ikke været særlig god, for i 1893 måtte man opføre en ny skole, den som endnu eksisterer på hjørnet af Sundstedvej og Brønderslevvej.
Vrensted Østre Skole
I 1959 erstattedes så både Østre skole og Byskolen med sin filial i præstegården af den nye skole, som vi kender i dag.
Hvordan var nu skoleforholdene ordnet? Lad os tage et par eksempler. I 1901 havde Vrensted byskole to klasser. Første klasse omfattede tre årgange med 23 elever. Anden klasse havde fire årgange og talte 34 elever. Eleverne var ikke i skole hver dag. Om vinteren gik første klasse to dage om ugen og anden klasse fire dage. Men om sommeren var det omvendt. Da gik første klasse fem dage og anden klasse kun een dag. Og det var da praktisk, for de store drenge og piger havde jo mange pligter derhjemme, eller de var måske allerede ude at tjene. Gennem årene stiger elevtallet. Skolen bliver 3-klasset og nogle år senere 4-klasset. I vinteren 1917-18 måtte man ansætte en vinterlærer (Otto Kjædegaard fra Jetsmark), og i 1918 flyttede lærerinde frk. Marie Mikkelsen fra Aasendrup skole til Vrensted byskole.
Lærerinde Frk. Marie Mikkelsen, Vrensted Byskole, er i Nat pludselig død, ramt af et Hjerteslag, 68 år gammel. Frk. Mikkelsen havde for nylig været syg af en stærk Forkølelse, men havde nu atter overtager sin Gerning i Skolen. Hun var født i Nr. Lyngby som Datter af afd. Sognefoged Mikkelsen. Som ung tog hun Eksamen fra Vejle Forskoleseminarium og var i nogle år Lærerinde i Sydjylland, indtil hun i 1905 blev ansat som Lærerinde ved Åsendrup Skole. I 1917 forflyttedes hun til Vrensted Byskole. Frk. Mikkelsen var en samvittighedsfuld og dygtig Lærerinde, der tillige var stærkt optaget af folkelige og kristelige Spørgsmål. Hun var Søster til Sognefoged Holger Mikkelsen, Nr. Lyngby, og afd. Redaktør Mikkelsen, Vendsyssel Tidende.”
. Nu er elevtallet også vokset til 95. Hertil kom så ca. 35 i Aasendrup to-klassede skole og over 70 elever i Østre skole i tre klasser. De gamle protokoller kan også fortælle, at foruden i de lovbefalede fag (dansk,regning, skrivning, bibelhistorie, geografi, historie og gymnastik) blev der også undervist i fag som naturhistorie, fysik, tegning m.fl. – og gennem mange vintre blev der holdt aftenskole for unge piger og karle.
Jeg synes, det er værd at slå fast, at der i det store og hele blev givet en udmærket og forsvarlig undervisning. Den svarede ganske godt til datidens samfund. Naturligvis måtte meget afhænge af de forskellige enelærere, som der jo tit var tale om. Som oftest var de veluddannede, men mange af dem var eller blev med årene særprægede personligheder. I de allerfleste tilfælde skal det forstås som en ros. De nød stor tillid i deres distrikt – nogle blev vel nærmest små sognekonger i god forstand. Det var her, folk kom med deres problemer. For øvrigt tjente de også som distrikts-kirkesangere ved bryllupper og begravelser – en ordning, der bestod indtil 1959. Mange af disse lærere var meget initiativivrige. Holdt som allerede sagt aftenskole – uden vederlag naturligvis – , og de var med i sognets ungdomsarbejde og i øvrige kulturelle arrangementer.
Der kan nævnes flere navnkundige mænd også her i sognet. F.eks. lærer Markus Hansen i Åsendrup skole. Han blev overlærer i Brønderslev i 1905 og endte som borgmester i 1921. – Den sidste lærer i Åsendrup skole var C.M. Pedersen, som mange endnu vil huske. Han virkede her i en meget lang årrække fra 1921 til 1953, og han deltog meget ivrigt i sognets offentlige liv.
I Vrensted by fik man i 1807 en meget omtalt degn ved navn Martin Dietz. Efter mange mærkelige omskiftelser – herunder direkte slagsmål og processer – endte han i Christianshavns tugthus med en dom på tre år. Den meget spændende beretning om Martin Dietz kan findes under “Vrensted Historier” på denne hjemmeside, eller man kan på biblioteket låne bogen “Vrensted Sogn” af C. Klitgaard.
Førstelærer Anton Jensen
Ellers vil der endnu være mange, der stadig husker førstelærer Anton Jensen og hustru. Lærer Jensen blev kaldet 1. januar 1903 til lærer og kirkesanger i Vrensted. Han fik sammen med sin hustru meget stor betydning for Vrensted sogn. I over 40 år kom de til at virke i skole og kirke (som kirkesanger og organist) og også bl.a. gennem et meget engageret ungdomsarbejde. Han var medstifter af Vrensted ungdomsforening i 1912.
Elith Madsen
Fra 1. august 1944 afløste førstelærer og senere skoleinspektør Elith Madsen i embedet, og det faldt i hans lod at skulle føre skolen over fra den gamle landsbyskoleordning til den nye 7-klassede skole, som vi kender i dag. Dette skift lykkedes til fulde, og Elith Madsen fik ca. 15 gode og rolige år i den nye skole inden hans pludselige død den 29. januar 1974. Det var ellers en tid, hvor der på det skolemæssige område skete umådelige mange ændringer. Men Vrensted skole var kommet ind på et godt spor.
I Østre skole må vi nævne lærer Christen Hjortnæs, der var lærer her i 44 år fra 1879 til 1923. Efter ham kom den sidste, lærer Hans Brøchner-Hansen, der i øvrigt var gift med en datter af Anton Jensen, Han faldt vældig godt til i sognet, og ud over at han var en dygtig og respekteret lærer, var han også meget optaget af sognets kulturelle liv.
Fra de første år her i Vrensted mindes jeg endnu de gode oplevelser, det var at være med til eksamen, på de forskellige skoler, Hver havde de deres særpræg. Et sted var de fabelagtigt dygtige til hovedregning, så vi andre slet ikke kunne følge med. Et andet sted var det måske dansk eller historie, der var i højsædet, og jeg har aldrig siden set så sirlig og fin en skrift, som nogle af pigerne kunne præstere.
Der blev virkelig arbejdet og undervist både engageret og seriøst i vore skoler, og man kan roligt slå fast, at Vrensted sogn til de allerfleste tider havde et udmærket skolevæsen.
Men med årene tog samfundet jo forandring, især da vi nåede ind i 1930’erne, Da havde man i byerne fået indført den såkaldte mellemskole, og det kunne landsbyskolen ikke leve op til. Der krævedes bla, undervisning i mange flere timer, og herunder også i sprog samt sløjd og husgerning, der krævede speciallokaler. Det blev for flere og flere hjem et ønske, at der kunne gives deres inge en videregående undervisning. Det lod sig da også gøre her i Vrensted ved at sende børnene til f.eks. den private realskole i Løkken eller til Brønderslev evt. gymnasiet i Hjørring. Men det betød så, at vore skoler mistede ikke så få børn når de blev omkring de 11 år, og en sådan amputation var naturligvis ikke holdbart i det lange løb.
Daværende undervisningsminister Jørgen Jørgensen fik derfor også en skolelov vedtaget, og den stillede land og by lige. Men det betød til gengæld at landsbyskolen skulle udbygges betragteligt, så den var i stand til at give den fornødne undervisning.
I sognene rundt om Vrensted opførtes nu i begyndelsen af 50’erne nye skolebygninger i Ingstrup, V. Hjermitslev, Ø. Hjermitslev, Hundelev m.fl. Skolekommission og sogneråd indbød til forældremøder i distrikterne for at høre forældrenes mening om evt. planer. I Aasendrup var meningen stærkt delt. hedder det i et referat. Der kom to forslag til afstemning: 1. at omdanne skolen til forskole og samtidg flytte den ud til Løkkenvejen. 2. helt at nedlægge skolen og overføre børnene til Vrensted byskole. For punkt 1 stemte 12, og for punkt 2 stemte 11.- Samme dags aften var der møde i Østre skole. Her stemte 34 for at gøre Østre skole til 3-klasset skole igen med to lærerkræfter samt opførelse af en gymnastiksal. 13 stemte for at gøre skolen til forskole og så i øvrigt udbygge byskolen med de fornødne speciallokaler.
Imidlertid opstod der pludselig en helt ny situation, idet der kom en reaktion fra en lang række hjem i form af et brev til skolekommissionen. I stedet for at lappe på de tre bestående skoler burde der bygges en helt ny fælles skole for hele Vrensted sogn. Adressen lød således:
Til Vrensted-Thise skolekommission, Vrensted. Idet vi erkender skolesagens vidtrækkende betydning for vort sogns fremtid, anmoder vi, undertegnede, indtrængende om, at der må blive afholdt et fællesmøde for hele sognet til saglig oplysning og drøftelse af skole dforholdene med amtsskolekonsulenten som deltager forinden skolekommssionen tager endelig stilling til sagen. Overslag over udgifterne ved de forskellige muligheder ønskes ved mødet.
Denne henvendelse kunne man ikke sidde overhørig. Der blev inankaldt til møde i forsamlingshuset, hvor der var fuldt hus. Resultatet af mødet blev kort og godt, at skolekommission og kommunalbestyrelse ville udarbejde nye planer gående ud på, at kommunen bygger to nye 7. klassede skoler ( Vrensted og Thise) til afløsning af de oprindelige seks skoler i kommunen. Denne vedtagelse fandt sted ved et møde på kommunekontoret den 2. december 1952. I skolekommissionen stemte 10 og og 3 imod, og i sognerådet stemte 9 for og 2 imod.
Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at man på samme måde vedtog, at der fra 1. april 1953 skulle gives undervisning hver dag. Og det er kun 30 år siden! Flere steder havde børnene kun gået i skole efter den gamle ordning som tidligere omtalt.
Det lå nu klart, at der måtte en centralisering til af skolevesenet. Fra Hjørring amt var man endda meget ivrige for, om Vrensted og Thise kunne samles i een fælles skole, der skulle opføres i en af de to byer eller hvorfor ikke – midt imellem ude ved Rørbæk. Men denne tanke vandt slet ikke tilslutning på lokalt plan. Man samlede sig i stedet for om at få et acceptabelt nybyggeri op at stå. Jeg blev bl.a. inviteret med ud på en længere studietur for at se på nye skoler i Himmerland og Thy. Også arkitekt Jens Knudsen, Brønderslev, var med. Han havde tegnet de fleste af omegnens nye skoler og bl.a. også skitseret den nye skole i Vrensted. Han byggede i sin egen særprægede stil – solidt, men med kældre og forskudte etager og masser af trapper. Men man har alligevel nok ment, at det kunne gøres anderledes og også billigere.
Hvad resultatet af studieturen blev, er vanskeligt at sige. Jeg husker ikke, om det også var herigennem, at man fik forbindelse med et byggefirma i Aalborg. I hvert fald kom firmaet Berg, Bach & Egmose ind i billedet. De havde specialiseret sig i skolebyggeri med færdige elementer. Det var billigt, enkelt og ligetil. En lang midtergang med lokaler ud til begge sider. Men udseendet kunne jo nok diskuteres. Jeg husker, at arkitekt Jens Knudsen blev spurgt: Kan du ikke nok bygge sådan en skole, men i røde mursten, og til samme pris? Arkitekten tyggede lidt på det og svarede: Ærlig talt, det var da et forsøg værd! Det blev så resultatet. Vi fik en praktisk og smuk skolebygning til en meget, meget billig penge. Hele herligheden kostede vel ikke stort mere end godt en halv million – inventaret iberegnet. Naturligvis var skolen ikke for stor. Derfor er der også siden blevet bygget en fløj mere til. Men Vrensted fik for 25 år siden en smuk, praktisk og tidssvarende skole.
Der blev ansat en del nye lærerkræfter, som faldt godt til i sognet. Det var forøvrigt et spændende kapitel, for der var dengang en uhyggelig lærermangel. Men kort og godt: Vi har i de forløbne 25 år haft en særdeles god skole med stabile lærerkræfter, som gennem et sundt samarbejde indbyrdes og med hjemme ne har formået at leve op til dagens og samfundets krav. Jeg tror da også, at Vrensted skole står vel rustet til at tage imod mange kommende årgange.
Otto Mikkelsen
Vrensted byskole 1945-59
I 1945 var der tre skoler i Vrensted. Åsendrup eller nordre skole, med lærer Pedersen som enelærer, Vrensted østre skole med Brøchner-Hansen samt byskolen med to lærerkræfter – en førstelærer og en lærerinde. Lærer Elith Madsen kom til byskolen i 1944 fra Øster Hjermitslev engskole.
Lærer Johanne Westergaard fortæller:
Jeg kom til Vrensted i efteråret 1945 i september måned. Vikaren i embedet ventede på ansættelse i Thise og som pastor Stevns skrev – »myndighederne rider ikke den dag, de sadler«. Jeg kan huske, at lønnen den første måned var 420 kr. brutto. Derefter var jeg aspirant i to år med en løn på 405 kr. månedlig, inden fastansættelsen i 1947.
Det var en meget stor omvæltning at komme fra seminariet, hvor man kun havde ansvar for sig selv, og ud til en flok børn, som man nu blev betroet. Gad vidst om de unge lærer i dag kender til den samme følelse?
Heldigvis gik der kun kort tid, før jeg følte mig hjemme i Vrensted, og her skylder jeg befolkning, naboer og kolleger en stor tak fordi de tog så pænt imod mig. Det gælder alle, unge såvel som ældre og selvfølgelig de, der var børn dengang. En meget stor glæde var det for mig, at min søster Inger et halvt års tid efter fik ansættelse på kommunekontoret. Vi kom således til at bo sammen i lejligheden på skolen.
Vi følte altid stor velvillighed fra de overordnede myndigheders side. Ønskede vi forbedringer i lejligheden kunne det altid ordnes på bedste måde efter den tids forhold.
På en måde var det godt at bo så nær sin arbejdsplads, men een gang hvert år vil jeg indrømme, at det gik mig på. Det var til jul. Vi kunne slet ikke forberede vor egen jul, før skolebørnene havde fået ferie. Alle ved jo, at børn er meget opsatte på at klippe, klistre og lave julestads, og vi havde ingen andre steder at rydde materialerne hen, end ind i stuen og op på loftet. Derfor måtte den private rengøring og fernisering foregå lige op til jul.
Til lærerens pligter hørte i øvrigt mange forskellige småarbejder, som nu varetages af pedeller. Vi fik af kommunen et beløb til opvarmning af skolestuen og måtte selv sørge for at købe brændsel til den store kakkelovn. Det kunne efter omstændighederne være tørv fra Kås, kul eller pinde.
Skolestuerne blev holdt i orden af Johanne og Frode. Dette arbejde udførtes ikke på helt samme måde som i dag. Gulvet blev kun vasket et par gange om året, før det skulle ferniseres. Til daglig blev det fejet med oliemættet savsmuld. Rensning af kakkelovnen var også deres arbejde, samt fejning udenfor og tømning af wc-spande
Vi havde i byskolen fire klasser; men da lærer Pedersen i 1954 blev pensioneret og flyttede til et hus i Vrensted by, førte det med sig, at vi måtte overtage børnene fra nordre skoledistrikt. Herved steg børnetallet så meget, at man valgte at oprette en 1. klasse i præstegården under ledelse af Aase Mikkelsen. Jeg kan huske det var en stor lettelse undervisningsmæssigt set, idet vi jo med fire klasser og syv årgange måtte have to årgange i nogle af klasserne.
Trods det tror jeg det gik helt godt med at få alle børn i arbejde.
Lærer Madsen og jeg havde hver sin skolestue at regere over; dog ikke således at vi altid opholdt os der. Vi havde også timer i hinandens klasse. Af fag havde vi ikke så mange som i dag, derfor mere tid til hovedfagene dansk og regning, Jeg tror også, pigerne havde håndarbejde gennem alle syv år. Lærernes pligtige timetal var 36, og ugen var på seks arbejdsdage.
Der blev holdt eksamen hvert år i marts måned. Skoleåret startede dengang til april – ikke som nu til august.
Eksamensdagen var en stor dag såvel for lærere som for børn. Vi havde besøg af skolekommissionen hele dagen. Tre måltider måtte stilles på benene: morgenkaffe, middagsmad og eftermiddagskaffe. I god forståelse mellem Ida Madsen og mig blev måltiderne delt ud. Jeg slap vist altid lettest.
Der blev også dengang holdt fælles lærerrådsmøder. Disse møder holdtes på skift mellem alle lærere i Vrensted og Thise med spisning og hyggeligt samvær. Et tegn på ælde er vist, at jeg synes vi havde meget mere sne dengang, end vi har i dag. Men snevejr – det var alle tiders – både for børnene og mig selv. Mange børn havde lang vej til skole. Det foregik på cykle eller apostlenes heste; ikke tale om skolebus. Derfor kunne det ske, at der ikke kom ret mange børn i skole en snevejrsdag, og vi rykkede med glæde ind i stuen, hvor vi havde det hyggeligt. I øvrigt et godt minde fra min egen skoletid i Biersted, hvor vi fik lov til at sidde 1 privatboligen og blev beværtet med et eller andet. Derfor glæden over store dynger af sne.
I 1951 blev jeg gift med Richard, og vi fik to børn, som begge er født i lejligheden dernede. Da det kom på tale at bygge ny skole, købte vi Jensine og P Ledets ejendom, men ventede med at flytte derhen til undervisningen started i Vrensted skole.
Johanne Vestergård (Lærer ved Vrensted skole 1945-80)
5 år i fru Åse Quistgaard Mikkelsens skole.
Det var i året 1954 – april måned – at konfirmandstuedøren i Vrensted præstegård åbnedes for en ny lille skole, et annex til Vrensted byskole, om man vil. Andet steds er skrevet om de små skoler i Aasendrup og på Øster hede. Man havde vedtaget, at nu skulle alle sognets 3 skoler samles under een ledelse. Det måtte ske lidt efter lidt. Der skulle jo skaffes flere undervisningslokaler i byen – og flere lærerkræfter. En ny skolebygning kunne man ikke se udvej for lige med det samme. Lærer C.M. Pedersen i Aasendrup faldt for aldersgrænsen, mens lærer Brøchner Hansen i Østre skole var knapt så gammel, så der gik det lidt endnu.
I 1953 var min mand og jeg kommet til sognet som nye præstefolk. Jeg havde min uddannelse som friskolelærer fra >>Den frie danske lærerskole« i Kerteminde – en forløber for »Den frie lærerskole« i Ollerup. Jeg havde i flere år undervist på Bordings friskole i København. Alt dette vidste førstelærer E. Madsen naturligvis, og så undfangede han den idé, at jeg måske kunne hjælpe med undervisningen, og at måske også konfirmandstuen måtte tages i brug til skolestue. Vi kom til et positivt resultat med begge dele, og jeg var lykkelig. To fluer med et smæk! – At lære sognets børn og dermed mange af sognets folk bedre at kende, og at få lov til at bruge min uddannelse, samtidig med at jeg var præstekone.
At en præstekone havde sit eget job, var ikke så almindeligt dengang.
I samråd fandt vi ud af, at det var mest praktisk, at første klasse undervistes i præstegården helt og fuldt af mig – det skulle være min indsats i skolearbejdet. Ingen, hverken børn eller lærere, skulle så fare frem og tilbage i frikvartererne. Fra Aasendrup fik vi skoleborde, den slags man da brugte: træbord og bænk ud i et til 2, det gamle kateder, tavle, kort, kakkelovn osv, så vi nul komma nix, syntes vi, stod med et fint skolelokale.
Der var ingen, der tænkte på nye borde og den slags – sågar toiletterne flyttede med. Man kan måske spørge om, hvad der da var i konfirmandstuen inden da? – Det er nemt fortalt: Bænke uden rygstød og en faldefærdig kakkelovn. Aftrædningssted var et das omme bag ved.
Og så kom de jo, de små, mere eller mindre betuttede med mor eller far. Den gang var der jo ingen tilvænning via en børnehaveklasse, og det var ikke helt ualmindeligt, at en lille ny skoleelev havde fået at vide, at når man kom i skole, så vankede der smæk, hvis man ikke var ordentlig. For mig var der derfor noget at overvinde.
I frikvartererne morede vi os med: Kom hjem alle mine kyllinger, og hvad vi ellers kunne finde på. Når der var mirabeller modne i hegnet, var der fri bane dertil .Der var jo nok af dem. Jeg mindes også fra den tid naboens høns, kaniner og en enkelt kalkun. Disse kræ mente, at præstegårdshaven hørte med til deres jagtmarker. Af og til skulle de jo bringes hjem, og så var det herligt at se sådan en lille 1. klasses gut på 7 år ordne de dele. Det var bare et snuptag, så sad kaninen eller hønen fast og tæt i favnen på ham.
Om tirsdagen overtog konfirmanderne deres retmæssige lokale, og så rykkede vi andre ind i spisestuen – den var ikke så fin den gang, så den kunne nok tåle det.
Der var ikke altid plads nok til alle ved bordet, men det gjorde ikke noget, for det var meget sjovere at ligge på gulvet og tegne – bibelhistorie og Danmarkshistorie gik jo fint ind ligegyldigt, hvor man var anbragt.
Sådan gik 5 år med 5 førsteklasser; så stod den nye skole færdig, og en herlig epoke i konfirmandstuens historie var slut.
Aase Quistgaard Mikkelsen.
Betragtninger og baggrund for opførelse af nuværende skole.
I gamle dage, det vil sige indtil anden verdenskrig, var der tre skoler i Vrensted sogn: Vrensted Østre skole, Aasendrup skole og byskolen. Mærkeligt nok var de to førstnævnte skoler dobbeltskoler, hvorimod der de første mange år kun var en lærer i byskolen.
Det siger lidt om, hvad der også på skolevæsnets område er sket i sogn i dette århundrede. Selvfølgelig har en omvæltning givet anledning til mange diskussioner i sogneråd og skolekommission, der i mange tilfælde efterlod bitterhed ude i befolkningen.
Men nu har vi kun Vrensted skole, og det er i år 25 år siden den blev taget i brug, og det må vist siges, at det er blevet et godt resultat. Skolen er ikke blevet større end, at man ude omkring i sognet anser den for at være vor skole. Jeg har lyst til at nævne om Vrensted skoles historie. I begyndelsen af århundredet, jeg tror det var 1905 brændte Vrensted skole og nabogården Knudsgård. Jeg kan endnu huske den aften, det skete. Min far var på daværende tidspunkt medlem af sognerådet, han ønskede skolen flyttet syd for byen – på et hjørne af Holmen’s mark, hvor skolen kunne få en smuk og fri beliggenhed. Man skal huske, at på det tidspunkt var byskolens fleste elever fra Bådstedhede. Dette forslag faldt, da det blev besluttet, at flytte Knudsgård.
Hvis gården blev flyttet, ønskede lærer Jensen ikke skolen flyttet, og resultatet blev, at den nye skole blev opført på den gamle noget indknebne plads, som vi nu kender.
Mærkværdigvis opstod de samme problemer, da der skulle træffes bestemmelse om, hvor den nye skole skulle placeres. Der var stærke kræfter, der ville have den nye skole placeret, hvor Alderdomshjemmet nu ligger, men heldigvis blev de overvundet, og det blev besluttet at flytte den nye skole på nordre side af Stationsvejen, der på det tidspunkt var fri mark, hvor der var god plads- også til sportsanlæg.
Da pladsen blev bestemt, var det det daværende sogneråds opfattelse, at der skulle bygges en tidssvarende skole, men at det ikke skulle være luksusbyggeri. Vi tog derfor på en udflugt, for at se på nye skoler. Det blev i Vestjylland, at vi fandt de modellen, som vi kunne bruge, og vi bad derfor vores arkitekt om at tegne en skole, som kun måtte koste ca. 500.000,- kr.
Dette mål blev stort set nået, og vi fik en god, smuk, velbeliggende skole, og så vidt jeg ved den billigste, der er opført her i landsdelen
Der er ingen tvivl om, at det er af stor betydning for et sogn, som samlingspunkt o sognets børn og unge, og som sådan har skolen også virket.
Der har aldrig været uro om skolen, og dens ledelse har gennem årene været i god kontakt med hjemmene og befolkningen i øvrigt. Det er bemærkelsesværdigt, at der gennem 80 år kun har været 3 skoleledere. Det vidner om stabilitet. Ved 25 års jubilæet er der grund til at ønske, at skolen fortsat må virke, som en skabende kulturfaktor i vort sogn, og nu også for Børglum sogn, så også de må befinde sig vel.
Kr. Rykind Eriksen.
Opførelsen af skolen 1959
Den 1.12. 1952 blev det besluttet, at der skulle være to syvklassede skoler i Vrensted-Thise kommune, i Vrensted og i Thise.
I skolekommissionen stemte 10 for og 3 imod, og i sognerådet stemte 9 for og 2 imod.
I april 1954 indsendtes ansøgning om byggetilladelse til opførelse af en ny skole i Vrensted.
Byggetilladelsen blev givet i januar 1958 med den bemærkning, at arbejdet skulle sættes i gang snarest muligt og inden 1. april. Tilladelsen blev givet på grund af den store arbejdsløshed i kommunen.
I oktober 1958 var man nået så langt, at man kunne invitere til rejsegilde. Alle elever gik sammen med lærere ind foran de nye bygninger, hvor sogneråd, arkitekt og håndværkere var samlet. Sognerådsformanden gårdejer Frants Jensen, Thise bød velkommen og rettede tak til arkitekt og håndværkere for veludført og smukt arbejde. Derefter holdtes der konkurrence blandt skolens elever om at ramme tre flasker, der var bundet til kransen. Den sidste flaske var meget gen. stridig, og der måtte en jæger med gevær til at pille den ned. Der blev holdt tale af gårdejer Kr. Rykind Eriksen, skolekommissionens formand pastor Otto Mikkelsen, førstelærer Elith Madsen, arkitekt Jens Knudsen, Brønderslev samt tømrermester Emil Carlsen, Opførelsen var beregnet til at skulle koste 470.000 kr. og med inventar ca. 600.000 kr.- med hensyn til det sidste kom skolen til at koste 510.000 kr. med inventar og udendørs anlæg.
Den nye skole blev taget i brug den 1. august 1959. Den nye skole skulle være andet end en børneskole, den var også tænkt som samlingssted for sognets beboere. Derfor blev der indrettet bibliotek og ungdomslokale, et kælderlokale, hvor der kunne etableres husflid samt baderum og toiletter i forbindelse med omklædningsrum for de unge, der også fik stillet et godt idrætsanlæg til rådighed.
Skolen havde i august 1959 150 elever fordelt på 7 klasser, og der var tre lærere og tre lærerinder knyttet til skolen.
Jens Andresen.
Skolen siden 1959
Ved den nye skoles indvielse var der ansat seks lærere:
Skoleinspektør Elith Madsen og Johanne Vestergaard, begge tidligere Vrensted Byskole, Bodil Poulsen, som havde været ansat ved Vrensted Østre skole, Karen E. Sørensen, nydimitteret fra Gedved Seminarium. Frede Pallesen, som kom fra Himmelbjerggården og Gunnar Kristensen fra Godthåbsgades skole Nørresundby.
Det var en tid, hvor der var mangel på lærere, og man lokkede med forskellige goder i opslagene i »Folkeskolen«. I opslaget var der fremhævet, at nye boliger skulle opføres – vi fik tegninger at se – ja, fik så galt en med tilbage, så vi kunne studere den rigtigt, om det blev lovet, at husene skulle blive opført så hurtigt som muligt. Husene blev færdige til indflytning august 1960. Midlertidigt blev nye lærere anbragt forskellige steder – husly skulle jo have. Nogle på alderdomshjemmet, et par blev anbragt hos en herlig gammel mand i et hus med den skønneste udsigt over kærene, citat slut.
Det nye lærerkollegie, stående bagerst f.v. Gunnar Kristensen, i midten skoleinspektør Elith Madsen, th. Frede Pallesen, forrest f.v. Bodil Poulsen, Johanne Westergaard og Karen Bønding
Bodil Poulsen skulle foreløbig blive boende i Østre skoles lærerlejlighed, hun skulle overtage den forhenværende lærerindebolig i Byskolen, Frede Pallesen overtog den gamle førstelærerbolig i samme.
Det hele var i sin vorden, da vi for første gang stiftede bekendtskab med Vrensted og Vrensted skole: Veje var ikke anlagt, alt omkring skolen lignede er Klondyke man arbejdede på højtryk for at få den færdig, vi gik og balancerede på brædder over kloakledninger og rør, men vi fik en god modtagelse, og selv om vores første indtryk var noget blandet, syntes vi godt om de mennesker, vi mødte og snakkede med. Der var ingen grænser for det, de ville gøre for os, og vi var tilfredse og glade, da vi begyndte hjemturen med Løkken Peters via Aabybro til Nørresundby.
Skolearbejdet begyndte ca. en uge, for skoleferien var slut. Vi mødtes alle seks lærere nede i den gamle byskole for at ordne bøger, sortere og tælle op, hvad der var af bøger fra de tre læreanstalter: Byskolen, præstegården og Østre skole Da alt var sorteret, lidt kasseret, bar vi og kørte på trillebør bøgerne op på den nye skole.
Vores modtagelse her i Vrensted var meget hjertelig og positiv, det gjaldt både børn og forældre – vi var jo nye, og man stillede en vis forventning til oss om den så blev indfriet, for jeg ikke udtale mig om.
Efter to års forløb flyttede Bodil Poulsen til Thise, Per Bønding, Løkken Realskole, blev ansat her ved skolen, samtidig med at Karen B. Sørensen skiftede Karen E. Sørensen efternavn til Bønding. Men efter tre Ar blev begge ansat ved den nye centralskole i Løkken.
Ellen Christensen (Hjørring Seminarium) var ansat ved skolen i skoleåret 1964/65 og flyttede derefter til Volstrup. 1.12. 1964 blev Søren Krogh, Løkken, ansat som lærerer. 1.2. 1966 blev Ingelise Guldbæk (nu Kragh Nielsen) ansat som småbørnslærerer.
Der var stadig mangel pa lærere, og skolen havde i tidsrummet 1964/66 mange vikarer.
1.8. 1971 blev lærerpersonalet udvidet, idet Bodil Jensen, Thise, blev ansat skolen.
Fra skolens start stod Peter Jensen (Peter Danielsen) for pedelarbejdet. Han udførte det løbende arbejde på et par timer om dagen – sneen gav somme nogle ekstra timer. Lærerne lavede meget af pedelarbejdet. indtil vi fik en fast pedel.
De første mange år var rengøringen énmandsbetjent. Den første, der havde rengøringen var Else Jensen – senere Lilly Hansen og Lise Weirgang.
Rengøringen kom i faste rammer med ansættelsen af Johanne Andersen som leder med Tove Nielsen og Grethe Nielsen og senere Gudrun Justesen som med hjælpere.
I skoleåret 1963/64 blev der oprettet en 8. klasse ved skolen, men det var en engangsforestilling på grund af for få elever. Sløjdsalen blev lavet til klasselokale, og der blev sløjdlokale i kælderen, hvor det forblev indtil den nye tilbygning blev opført. Der blev oprettet børnehaveklasse ved skolen 1.11. 1970 i ovennævnte lokale. De første ledere af børnehaveklassen var Gunhild Skovlund Andreasen og Inger Jensen
1.8. 1973 ansattes Kirsten Larsen, Hjørring, som børnehaveklasseleder.
Der blev efterhånden færre børn i skoledistriktet, og der var ifølge prognoser en årgang på 4 børn. Der blev fra den 1.8. 1973 foretaget skoledistriktsændring, Vrensted skole modtog børn fra en del af Løkken, til gengæld kom børnene fra Børglum skoledistrikt til Løkken centralskole fra 4. klasse. Distrikterne blev ændret, således at Løkken centralskole skulle modtage børnene, der naturligt hørte til dennes distrikt, Børglum skole blev nedlagt, og børnene herfra skulle nu til Vrensted skole i 1.-7. skoleår.
Det resulterede i, at Vrensted skole i tiden 1.8. 1976. 31.7. 1980 fik så mange børn i en årgang, at den måtte deles i to parallelklasser, sandsynligvis de eneste i skolens historie.
Skoleinspektør E. Madsen døde den 29.1. 1974, Jens Andresen tiltrådte som skoleinspektør 1.7. 1974. Han var tidligere viceskoleinspektør ved Tyrstrup skole i Christiansfeld kommune, Ingrid Andresen blev ansat som årsvikar for Søren Krogh, der var på årskursus i København i skoleåret 1974/75. Ingrid Andresen blev senere ansat som timelærer og lærer, lade Aase Q. Mikkelsen blev ansat som faglærer 1.8. 1974 med ca. 10 ugentlige timer fast skema. Ansættelsen ophørte 31.7.1983.
I skoleåret 1974/75 var der på grund af stort elevtal i børnehaveklassen ansat en
medhjælp. I tiden 1.11. 1974. 15.4. 1975 var det Lisbeth Hansen og i resten af skoleåret Grethe Hyldgård Nielsen,
Den 21.2 .1975 opstilledes en bronzeskulptur foran skolen efter Oluf Jensens model.
Skolenævnet rådførte sig med billedhugger Edgar Funch, der var behjælpelig med opstillingen. Der blev givet økonomisk støtte fra Løkken Sparekasse.
:
3.11.1975 ansattes Jørn Bertelsen som vikar. Han blev senere ansat som timelærer og lærer
1.12.1975 blev skoleinspektørboligen ledig, da Ingrid og Jens Andresen flyttede i eget hus, Lærerråd og skolenævn skulle derfor udtale sig vedrørende boligerne fremtidige anvendelse, Der blev udarbejdet to forslag.
Forslag 1: Biblioteket flyttes over i inspektørboligen. Skolelægen og skolepsykologen kunne ligeledes benytte boligen. Desuden kunne specialundervisningen foregå der, da der ikke var et særligt lokale til dette formål på skolen. Kælderen kunne bruges som magasin. Der ønskedes fjernet nogle skillevægge i klassefløjen og muret nogle nye op, så man kunne få yderligere et klasseværelse.
Forslag 2: De daværende bygninger bevares uændret. Der opføres en tilbygning indeholdende to klasselokaler, to faglokaler med depotrum og et specialundervisningslokale. Forslag 2 blev vedtaget og bygget i tiden ca. 1.4.-10.8. 1977. Bygningen kostede 383.000 kr. Indtil den nye bygning stod færdig foregik specialundervisningen i boligen.
Den tidligere inspektørbolig bruges nu af ungdomsforeningens ungdomsklub, 4H, spejderne og pensionisterne. De øvrige lærerboliger er efterhånden blevet solgt til lærerne.
Med opførelsen af den nye bygning var skolens lokaleproblem løst, hver klasse hjemmeklasselokale, der var ikke undervisning på biblioteket og sløjd og formning foregår nu i lyse og lovlige lokaler
01.04.1976 ansattes Vilhelm Andersen som pedel. Han udførte i nogle år før ansættelsen pedelarbejdet efter normal arbejdstid og i weekends. september 1976 fik skolen anlagt en atletikbane til højdespring, længdespring 40 m lab. Banen er belagt med et særligt lag asfalt, rub-cor.
01.08.1977 flyttede barnehaveklasseleder Kirsten Larsen til Holmegårdsskolen i Hjørring. I stedet ansattes Kirsten Buus Jensen, Hjørring, som børnehaveklasseleder.
1978 afløstes skolesekretær Bodil Bang. Rubjerg af Inger Østergaard, Vrensted 1979 ansattes Birgit Dinesen Jensen som timelærer, 31.7. 1980 tager Johanne Vestergaard sin afsked med pension efter 35 års virke ved skolen. 1.8.1980 – 31.7. 1982 var Kirsten Schütz, Børglum, ansat som støtte for en elev i henholdsvis børnehaveklasse og 1. klasse. 1.8. 1983 overflyttes timelærer Børge Drivsholm fra Vrå Realskole til skolen.
I skoleåret 1983/84 havde lærer Hanne Birk delt tjeneste mellem Vrå Realskole og Vrensted skole.
1.8. 1984 har skolen 139 elever og 11 lærere, og det ser ud til, at elevtallet vil være nogenlunde konstant de følgende år.
Gunnar Kristensen og Jens Andresen.
Vrensted skole 1959-84, men nedlagt i 2011. Den gamle Vrensted Byskole ved kirken blev i 1959 erstattet af en helt ny skole på Stationevej i Vrensted. Skolen på Stationsvej er nu nedlagt, men en gruppe borgere i Vrensted, som er ildsjæle i Vrensted, har formået Hjørring Storkommune som Vrensted hører under, til at indrette og ombygge skolen til et kulturhus i Vrensted, som samlingssted for Vrensted boerne. Der bliver forsamlingshus, børnehave og aktivitetsrum m.m. Endvidere bliver der lokaler til lokalhistorisk arkiv. Huset har fået navnet “Byens Hus”
Forventninger til skolen
Med skolestyrelsesloven af 1970 blev det obligatorisk med skolenævn ved alle folkeskoler. Set på baggrund af hele den demokratiseringsdebat, der foregik i 1960-erne, var det helt naturligt at øge forældreindflydelsen i skolen. Det var nok heller ikke tilfældigt, at det faldt sammen med kommunesammenlægningen, som jo gav større administrative enheder og dermed – i hvert fald på visse områder – større afstande fra befolkningen til myndighederne. Det var en ganske betydelig indflydelse, forældrene hermed fik på skolens styrelse. Der var herfor tale om en vældig udfordring til de nyvalgte medlemmer af skolenævnet, og mange har uden tvivl følt sig meget usikre med hensyn til at forvalte denne indflydelse på rigtig vis. Der var jo tale om en nyskabelse, så man havde intet erfaringsmateriale at bygge videre på. Almindelige forældre skulle nu give udtryk for en mening om mange forskellige forhold i skolen vel vidende, at egentlige sagkyndige kunne de ikke siges at være. De sagkyndige er de pædagogisk uddannede. Mange nævnsmedlemmer har uden tvivl følt det som noget af en balancegang. Jeg vil kalde det en balancegang mellem frimodighed og beskedenhed. Er der for megen frimodighed, kan der sagtens blive lærere, der vil være villige til at fortælle det frimodige nævnsmedlem, at hans frimodighed så langt overgår hans pædagogiske indsigt. Er et nævnsmedlem derimod for beskeden, vil forældrene kalde ham en svag forældrerepræsentant. Også for lærerne og skoleledelsen var dannelsen af skolenævn en nyskabelse, som ikke i alle pædagogkredse blev hilst lige velkommen. Jeg forstår godt, at man kunne have en vis usikkerhed med hensyn til, hvorledes forældreindflydelsen ville påvirke det daglige arbejde i skolen. Nogle skoleledere har følt det som en ikke altid lige velkommen indblanden i skolens forhold. Disse betragtninger kan nok lyde noget pessimistiske. Jeg tror imidlertid, årenes løb har vist, at skolenævnet langt de fleste steder har fungeret tilfredsstillende til glæde og gavn for både forældre og lærere og sidst, men ikke mindst for dem, som det hele drejer sig om, nemlig vore elever.
Hvori består da skolenævnets arbejde? I skolestyrelseslovens § 27 er der 16 punkter omhandlende de opgaver, skolenævnet har. Jeg vil ikke nævne alle disse punkter, men fremhæve en enkelt efter min mening meget vigtig opgave for skolenævnet. I stk. 4 står der: »Sammen med lærerrådet formidler nævnet et samarbejde mellem skole og hjem og sørger for et oplysningsarbejde blandt skolens forældre, der tager sigte på en forståelse af barnets situation i skolen.
Dette er efter min mening meget centralt i navnets arbejde, for et godt samarbejde mellem skole og hjem er en nødvendighed, for at børnene kan ta stor muligt udbytte af deres skolegang. Også folkeskoleloven lægger op til et samarbejde, idet der jo i formålsparagraffen star: Folkeskolens opgave er i samarbjde med forældrene at give eleverne mulighed for at tilegne sig kundskaber færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, som medvirker til den enkelte elevs alsidige udvikling, Udviklingen inden for skolevæsenet er i de seneste årtier gået meget stærkt, og man kan så spørge sig selv, om skolen er blevet bedre? Der er næppe tvivl om, at vi har et af verdens bedste skolesystemer. Alligevel mener mange, at skolen er blevet dårligere, men ingen spørger i forhold til hvad? Problemet er, at der er mange meninger og mange forskellige meninger – og hvordan skolen bør være. Lektor Poul Skovs nylig offentliggjorte afhandling
Værdinormer i skolerne viser dette meget klart. Der rettes ikke blot forskellige, men direkte modstridende forventninger og krav til skolen. Hvis skolen imødekommer nogle af disse forventninger og krav, vil det betyde, at andre samtidig bliver afvist. Alene af den grund kan forventningerne og kravene til skolen ikke altid stemme overens med de ønsker og krav, elever eller lærere har til arbejdet i skolen. F.eks. er der vidt forskellig opfattelse af, hvor stor vægt skolen bør lægge på områder som musik, kristendomskundskab og udvikling af elevernes medmenneskelige forståelse, medens der er udbredt enighed om, at der bor lægges stor vægt på dansk, matematik og engelsk. Det ville være langt lettere at være elev, forældre og lærer, hvis man kunne enes om, hvilke normer og værdier man skulle sætte i højsædet. Det er imidlertid utopi at tro, at noget sådant nogen sinde skulle blive tilfældet, og jeg vil sige heldigvis. Der har altid været og skal også fremover være plads til forskellige hold ninger i folkeskolen. Skolen skal gerne være et sted, hvor barnet har ret til også at mode andre holdninger end dem, det mødet i hjemmet. Skolen er som en levende organisme i stadig udvikling og forandring. Også i de nærmeste år fremover vil der være nok af nye ideer og opgaver at tage fat pa Vores nuværende undervisningsminister nærmest ryster dem ud af ærmet øjeblikket. Eksempelvis kan nævnes forslag om tidligere skolestart og samordnet indskoling af børnehaveklasse, første og anden klasse. Datalogi er lige om hjørnet til også at blive indfort som fag i grundskolen. Til tider kunne man 20 ønske sig, at udviklingen måske gik lige knapt så hurtigt. Det er mit ønske, at Vrensted skole også i årene fremover må være en arbejdsplads for lærerne, – være en skole, som forældrene har tillid til, og to værne være et sted, hvor de trives og er glade for at være.