Cirkus i Vrensted, Fra ruin til Cirkus, Katja Schumann

 Fra ruin til Cirkus

Den kendte dressør Katja Schumann, fra det tidligere Cirkus Schumann, er nu her i 2016, bosiddende i Vrensted på gården “Bagterp”,  hvor hun er ved at opbygge den meget forfaldne ejendom til et projekt hun kalder “Cirkusgaarden”, hvor der allerede nu laves cirkusforestillinger

image

Katja Schumann er vidt berømmet for hendes evne til at dressere heste – nu realiserer hun en gammel drøm på ejendommen Bagterp, mellem Vrensted og Løkken

 

fortalt
20. SEPTEMBER 2016
LONE HEJLSKOV OG HANS RAVN (FOTO)

image

 

Det er imponerede, hvad Katja Schumann kan med heste – her er det en American Saddlebred, som hun kontrollerer med kyndig hånd..
Gæssene er også en del af forestillingerne på cirkusgården, og derfor kræver det også træning. lokkemidlet er pastaskruer.

image

Mange vil være blevet afskrækket ved synet af ejendommen ved Løkken men ikke Katja Schumann, der glæder sig over processen med at bygge ting op..

Cirkusgården har forestillinger hver weekend og i efterårsferien..

Katja Schumann købte ejendommen for halvandet år siden..

Katja Schumann er vidt berømmet for hendes evne til at dressere heste..

image
– Folk har ofte spurgt mig om, hvor jeg skulle bo henne, når jeg blev gammel, men det har jeg ikke kunnet svare på. Jeg var bare sikker på, at jeg ikke skulle bo på Sjælland, Fyn eller Trekantsområdet, for der er for meget trafik, siger Katja Schumann med et smil.

At det skulle blive på en nedlagt ejendom ved Løkken var heller ikke det svar, der lå lige for.

Men sådan er det blevet.

– Her er højt til loftet, siger Katja Schumann, der har turneret verden rundt og er vidt berømmet for sin evne til at fremføre heste i fri dressur. Nu har hun slået sig til ro – så godt som det nu er muligt, når man hedder Katja Schumann – i Vendsyssel.

På Vrenstedvej mellem Vrensted og Løkken  på ejendommen “Bagterp”, er hun i fuld gang med at føre sin drøm “Cirkusgården” ud i livet – godt hjulpet på vej af samleveren Luffe Bøgh, som hun har mødt gennem deres fælles passion for cirkus og dyr.

– Jeg har altid gerne villet lave “Cirkusgården” – det var bare et spørgsmål om, hvor det skulle være, siger Katja Schumann.

– Formålet er at skabe et sted, hvor vi trives, og hvor vi kan holde cirkustraditionerne i hævd.

Stærk prinsesse
I indkørslen bliver man mødt af tre gæs, der agerer “vagthunde” – de skræpper op, som gjaldt det deres liv. Men de ender aldrig på et julebord. De er nemlig en del af livet på “Cirkusgården”
Gæssene er også en del af forestillingerne på Cirkusgården, og derfor kræver det også træning. Lokkemidlet er pastaskruer.
Parret bor i to cirkusvogne, som har tilhørt Katja Schumanns forældre, Vivi og Max Schumann. Den ene er indrettet som soveafdeling, og den anden har køkken med komfur, ovn og køleskab og en lille opholdsstue.

Fra vinduerne er der udsigt til grønne vidder, cirkushestene og to køer.

Opholdet i de to cirkusvogne er midlertidigt, indtil stuehuset på den nedlagte ejendom er renoveret.

På en køretur på må og få i det nordjyske, kom de forbi ejendommen, der dengang var i en mildest talt, dårlig forfatning.

Og den blev købt.

– Det var en ruin – alt hvad der kunne rykkes i stykker, var rykket i stykker. Der var store huller i taget, gavlen var i stykker, og vinduerne manglede, siger Katja Schumann, der ikke blev afskrækket af det omfattende arbejde, der fulgte med købet.
Mange vil være blevet afskrækket ved synet af ejendommen ved Løkken men ikke Katja Schumann, der glæder sig over processen med at bygge ting op.
Der bliver budt på kaffe, mens cirkusprinsessen fortæller om sit levede liv, det der leves nu, og det der venter.

Energien hos den 67-årige kvinde er misundelsesværdig. Men det kræver også en del energi, mod og vilje at kaste sig over et så omfattende projekt, som hende og Luffe Bøgh har gjort.

Mantraet er: man kan, hvad man vil.
Katja Schumann købte ejendommen for halvandet år siden.
På den måde har Katja Schumann blandt meget andet lært at lægge tagsten på, ligesom hun har kørt den ene trillebør sten efter den anden ud af stalden.

Og der er ingen tvivl om, at cirkusprinsessen er en meget arbejdsom dame. Et af beviserne herpå er, at hun var i manegen samme dag, som hun fødte sin søn, Max. Dagen efter var hun i sadlen igen.

– Men jeg nægtede at løbe, siger hun med et stort smil.

Nyder arbejdet
Det er en bekostelig affære at kaste sig i gang med et projekt som “Cirkusgården”, men Katja Schumann lever efter faderens Max Schumanns morale – “ikke købe før man har pengene”. Derfor er ejendommen købt kontant, og projektet vokser i de tempi, økonomien tillader det.

Første prioritet har været at få ombygget staldbygningen til et cirkus, og det er lykkedes til fulde. Der er bygget manege, stolerækker, scenetæppe, lys, lyd, parkering og billetsalg. Scenetæppet er faldskærmslærred med et smukt litografi fra 1989, hvor Katja Schumann optræder med sine heste i Big Apple Circus i New York.

De første forestillinger har været afholdt. Artisterne er heste, ponyer, gæs og grisen “Villy” og så naturligvis Luffe og Katja.

imageimage
Katja Schumann er vidt berømmet for hendes evne til at dressere heste.
En kaffebar og en kiosk til salg af blandt andet popcorn er under opbygning – det samme er et handicaptoilet, ligesom der er planer om at etablere en gårdhave, og i det hele taget er der aktivitet alle døgnets vågne timer.

Også museum
Selv om der er højt til loftet i Vendsyssel, har projekt “Cirkusgården” vakt opmærksomhed i lokalområdet. Derfor valgte parret sidste år at invitere naboer, forretningsdrivende og leverandører til en forestilling. Nu er der ikke mere tale om en generalprøve – i juli havde parret daglige forestillinger.
Cirkusgården har forestillinger hver weekend og i efterårsferien.
Snakken i cirkusvognen bliver afbrudt af de skræppende gæs som signal om, at der er kommet gæster. Det er smeden fra Hirtshals, der er ankommet, og han skal i gang med at ordne hestenes hove.

Til ære for de to smede går Luffe Bøgh og Katja Schumann i manegen med de tre gæs, en hest og en pony.

image
Momentet bliver foreviget på smartphone.

Udover forestillingerne er planen også at indrette et museum med genstande fra Cirkus Schumann, hvis navn repræsenterer en af de ældste cirkusfamilier. Visionen med “Cirkusgården” er også at hente andre aktører ind til forestillingerne og desuden at give spirende talenter en platform.

– Vi ser mange talenter i eksempelvis tv-showet “Danmark har talent”, og nogle af dem har måske lyst til at komme ud at optræde for et publikum, siger Katja Schumann.

Selv om der – i bogstaveligste forstand – er langt fra Vrensted til alle de europæiske og de amerikanske byer, Katja Schumann har optrådt i, er cirkusprinsessen overbevist om, at hun godt kan slå rod i Vendsyssel:

– Det er jeg sikker på, siger hun og bliver udlængslen for stor, tager jeg til USA, hvor jeg stadig har undervisning i frihedsdressur for de avancerede, siger hun.

Katja Schumann
Katja Schumann var ti år, da hun for første gang stod i en manege foran publikum. Det var i Cirkusbygningen i København. Siden har hun optrådt på den internationale arena i adskillige år og hun har vundet europæisk hæder for sin evne til at fremføre heste i fri dressur.
I 1985 blev hun gift med Paul Binder, der er amerikansk artist og flyttede med ham til USA. Parret fik børnene Katherine Schumann Binder og Max Schumann Binder, som i dag bor i henholdsvis Florida og Oakland. I USA opbyggede parret ”Big Apple Circus” med vinterkvarter og vinterforestillinger i New York og med turnerende cirkus til de store amerikanske østkystbyer i sommerhalvåret. I en årrække optrådte hendes far sammen med hende i USA.
I 2008 vendte hun tilbage til Danmark, hvor hun rejste en enkelt sæson med cirkus Dannebrog. Herefter turnerede hun et par sæsoner med Cirkus Maskot, inden hun blev ansat på det socialpædagogiske opholdssted No Name i Hadsund, hvor hun har ansvarlig for forestillingerne i Cirkus No Name.
I 1974 vandt hun prisen ”La dame du cirque” ved Monte Carlo-festivalen, og i 1976 fik hun guldmedalje ved Circus World Championship.
Luffe Bøgh er oprindeligt uddannet urmager – desuden har han arbejdet i Norge med projektarbejde, han har etableret adskillige klubber og institutioner. Endvidere har han været forstander på det socialpædagogiske opholdssted ”No Name” ved Hadsund.

Cirkusprinsessen

imageimageimageimageimageimageimageimage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *