Historien er leveret Hans Poulsen, kaas

Lejtepigen boede i en lille hytte på Vrensted kær. Hun beskrives som en lille mager kvinde med stor hage, lang næse og røde øjne. Hun havde en hejsestok i hånden, og så ejede hun en flok gæs og en sort kat. Således sagde min meddeler en 76-årig skomager, som bor i Vrensted, og er født samme sted, – og han fortalte mig, at byskolenlæreren havde en kærlod hvor Lejtepigens gæs ville være, og de ødelagde hans korn, dette tog han meget fortrydeligt op. En dag bestemte han, nu skulle det være slut, og han var meget vred da han nåede hen til huset hvor han traf Lejtepigen udenfor, og i sin hidsighed slog han løs på hende med sin stok. Til skolemesterens store forfærdelse opdagede han, at han stod og bankede på en rund tørvestak.

En gang var Lejtepigens gæs løbet væk, men hen på aftenen kom der en lille hund gennende med gæssene. Det var selvfølgelig Lejtepigen som havde omskabt sig (som det hed). En gang præsten var på jagt, skød han en hare, som løb ind ad Lejtepigens hønselem, men da pastoren kom ind og ville have haren, stod Lejtepigen og tørrede blodet af sin ene fod, men der var ingen hare at finde.

En jægersmand ved navn Niels Henrik gik på jagt ude i kærene, og han skød på en ræv, men ræven sprang over kældergrøften, hvor den sad og gloede på Niels Henrik. Hunden som han havde med, opgav forfølgelsen, og kom hylende tilbage, og da Niels Henrik atter ville skyde, var bøssen forhekset, og kunne ikke skyde, det var selvfølgelig Lejtepigen han havde skudt på. Hun havde også evne til at trække fugle til huset, store fede fugle, som hun slagtede, ligesom hun kunne få folk til at fare vildt ude i kærene. Engang kom hun ind på en gård, hvor det var umuligt at få væven til at stå lige, ligegyldigt hvad de gjorde, så hoppede og gyngede den, men efter at Lejtepigen havde fået brød og sul i posen, bad hun dem prøve varen, og nu stod den fast.

Engang hun kom til Aasendrup (Vrensted sogn), var der stor opstandelse, pumpestangen til gårdpumpen var bleven fjerner társat, og var ingen steder at finde, men efter hun var blevet modtaget, bad hun dem se på bylden over døren mellem spisekammeret og køkkenet, og der lå pumpestangen. Lejtepigen spåede og helbredte de syge, hun lavede en salve af en ut som hun kaldte mesterod, med den salve kunne hun helbrede alt såvel Fnat Son Helseskud.

Met de Lejtepigen blev gammel og svag, fik hun ophold hos nogle bekendte eller slægtninge vester ude, og her endte hun sine dage, hun hængte sig i sin væv.

Lejtepigen” er en ældre dansk betegnelse, som primært blev brugt i landbosamfundet og i mindre byer i 1700- og 1800-tallet.

Betydning:

En lejtepige var typisk en ung, ugift kvinde, som arbejdede midlertidigt eller sæsonvist, ofte uden fast plads, men “lejet ind” efter behov.

Hun kunne fx arbejde som, tjenestepige på gårde som hjælp i husholdninger, som ekstra arbejdskraft ved høst, slagtning eller andre travle perioder. Ordet kommer af “at leje”, altså at blive hyret for en periode.

Social og historisk kontekst

• Lejtepiger stod ofte lavt i det sociale hierarki
• De havde sjældent økonomisk sikkerhed
• Mange flyttede fra sted til sted
• Betegnelsen kunne i nogle sammenhænge have en let nedladende eller medlidende klang

I kirkebøger, folketællinger og gamle dokumenter kan lejtepige også være brugt som civilstands- eller erhvervsbetegnelse, ikke som navn.

I sproglig brug

I dag er ordet:

• forældet
• bruges mest i historiske tekster, slægtsforskning eller litteratur
• kan give et billede af en kvinde uden fast tilknytning, men ikke nødvendigvis noget negativt.

Stedet var Gården Drivsholm i Vrensted sogn — Matrikel nr. 21a,o,c, 70 Td. land Hartk. 6 td. 6 skp.

Der var 35 td. land mark god lèrmuld og ca. 35 td. land dyrket Eng jord af god bonitet, tillige var der ca. 30 td. land græsklit, hvori der også var Tørveskær.

Besætningens størrelse var fra 20 til 24 malkekøer, og et lignende antal Ungkreaturer, af heste var der end 10 – 11 stykker, der var 6 Tøjvante (arbejdsheste), desuden var der en let hest, der blev brugt til at køre mælk med, og andre småting, det bemærkes at gården selv leverede mælken på mejeriet.

Tiden 1901 -2 Gårdens Husstand.

Ejeren og hans hustru, blev altid i daglig tale benævnt som manden og konen, Forkarlen blev benævnt som (Bedstekarlen), og derefter kom anden – karlen, tredjekarlen, der var 16 – 17 år, og hjalp til i kostalden om vinteren. Bedstekarlen var 37 år ugift, han havde tjent på gården 7 år, andenkarlen var 18 – 19 år, ejerens egne drenge passede kreaturerne om sommeren, yngstekarlen blev ofte benævnt som Bæls, det utryk kan nærmest betegnes som halv spøgefuld, og halv nedsættende, der var ingen faste husmænd knyttet til gården, men der var ved visse lejligheder daglejere, f.eks. til at læsse gødning og skære tørv, samt en høstmand, for disse arbejdere var daglønnen 2,50 Kr. samt fuld kost.

Arbejdets deling på gården.

Bedstekarlen skulle passe heste, og om foråret stod han op ved 4 tiden om morgenen, hestene skulle have 2 timer ved krybben, inden de skulle spændes for, – ved 5 tiden kaldte han på gårdens øvrige mandskab, karle og piger, og dagen begyndte. Bedstekarlen striglede færdig og vandede heste, andenkarlen rensede ud og fejede, bælgen gjorde rent i kostalden og køre mælk, – kl 6 var vi færdige med morgenarbejdet og morgenmad, og færdige til at rykke ud, og pigerne var færdige med malkningen, så bælsen kørte på mejeriet med mælken, – fra halv ni til ni fik man formiddagsmellemmad, fra 12 til 2 var der middagspause, d.v.s. andenkarlen skulle passe heste og forkarlen sov som erstatning for den time han var oppe før de andre om morgenen, kl 2 rykkede man ud igen, fra halv fem til fem var der eftermiddags – mellemmad og hestene fik et foder, kl 8 var der aften, og dagen sluttede med kogt mælk og kolde Byggegrynsgrød, således var arbejdsdagen fra April til November. Kvinderne deltog i udearbejdet, der var tre tjenestepiger på gården, de to deltog i udearbejdet. Bedstepigen gik ikke ud, men hjalp husmoderen inden døre, de to ugangspiger spredte gadning, lagede roer, var med til at stakke hø, de bandt op om høsten, og hjalp til i laden, når der kørtes hø og korn. Hver af pigerne havde sine bestemte køer at malke, karlene havde så vidt mulig hvert sit spand heste at bruge, karlene var ikke forpligtige til at arbejde for husbond om aftenen udover at bedstekarlen skulle passe heste, og disse blev om vinteren fodret à ved ni – halvti tiden, d.y’s. hestene fik vand og tørt strøelse, samt et stor foder til natten. Kvinderne var forpligtige ul at arbejde for madmoder om aftenen, men halv otte til otte, var der malketid, hver af pigerne havde et hold køer på 7, og så var aftensædet slut og lyset blev slukket i dagligstuen.

Forfatteren Knud Holst, Løkken (1936- 1995) faldt i 1975 ved et tilfælde over papirer og regnskaber fra en vendelborejse til Alperne i 1923. Rejsen var arrangeret af ingen ringere end forfatteren Thomas Olesen Løkken, der ønskede at vise københavnerne, at der så sandelig også kunne tilrettelægges en stor turistrejse ud over rigets grænser. Turen blev en succes, hvilket fremgår af denne artikel.

Hvis man tror, at selskabsrejser er noget nyt, bør man tro om igen. Revolutionen på rejseområdet hedder måske jetfly og billige hoteller, men allerede med det europæiske jernbanenet åbnede der sig helt afgørende nye muligheder for at rejse. Også for almindelige mennesker. Der skulle kun en organisator til. Og så måske en lidt større udholdenhed, end der kræves nu, hvor man blot kan sætte sig op i et charterfly og være langt mod syd et par timer efter. Til gengæld fik man mere “sin sjæl med” på den gammeldags facon. I begyndelsen af 1920-erne arrangerede københavnske dagblade, især Politiken, selskabsrejser til det sydlige Europa. Det var togrejser, men i kraft af mængderabat på billetter og forhåndsaftaler med hotellerne kunne det gøres betydeligt billigere, end hvis man selv skulle rejse. Dertil kom, at mange formaliteter kunne ordnes kollektivt, så man ikke skulle besvære sig med andet, end at sørge for at ha’ sit pas i orden.

Kunne københavnerne gøre det, kunne vendelboerne vel også!

Det var udgangspunktet for den farverige vendelboforfatter Thomas Olesen Løkken, der frygtløst kastede sig ud i konkurrencen med hele sit særlige talent for at tromme folk sammen. Han gennemførte flere ture sydpå, så vidt vides med stor succes. Det er nok en side af hans virksomhed, som de fleste ikke kender mere.

Thomas Olesen (1877-1955) var en mand med mange talenter. Denne tidligere skomager, cykelhandler og boghandler med meget mere – var glubsk på verden, og en ting man nok tit har overset var, at han gerne drog andre med i det, han foretog sig. Her vil nogle smile lidt skævt, for det viste sig måske nok at være til hans egen fordel på den måde, at han fik sin lyst styret og sine udgifter dækket ind. Er det ikke det, alle folk med initiativ må gøre+

Fotografi af vendelboernes tur til alperne i 1924.

Hvis ikke sognepræsten i Tjæreborg gerne havde villet ud og se sig om efter krigen og fik det betalt af andre. som også gerne ville var Tjæreborg Rejser aldrig blevet til den store fornøjelse for alle de mange, som siden har brugt dem. Og betalt for dem!

Thomas Olesen var ikke forretningsmand. Men han ville se Alperne. Og han ville ha’, at vendelboerne skulle se dem.

Efter en Rhin-rejse arrangerede han i maj 1923 en stor tur til de sydtyske alper, de tyrolske. Turen startede 4. maj og sluttede omkring den 12. En hurtig rejse med tidens bekvemmelige trafikmidler – hurtigtog, dampskib, bliver man lidt imponeret. Det hele det er velordnet, behageligt, praktisk billigt. For selvom man i dag nok kan være heldig at få en uge på Mallorca på afbud for en 400-500 kr., så må man sige, at en turistrejse med alt hvad den her indbefattede af god forplejning. på disse betingelser var rimelig for 190 kr. Alt inklusive! d

Det var dog ikke særlig billigt med 190 kr. i 1923. Årslønnen for en for- karl var 200 kr. For en skolelærer vel ca. det dobbelte. Man må ha’ taget af spareskillingerne for at komme til Alperne. Thomas Olesen gør opmærksom på i en af de mange duplikerede og meget instruktive skrivelser, han sendte ud forinden til de interesserede, at Politikens ture af samme art løb op i næsten det dobbelte.

At der var interesse for turen, viser et brev af 20. april, hvor han be’r de udvalgte om at bestemme sig, idet der har meldt sig 47 interesserede, og at rejsen kun kan tage højst 30. Listen over de endelige rejsedeltagere – “rejsefæller” – viser en interessant spredning over hele landsdelen, men måske også, hvad det var for folk, der kunne ta’ fri i maj måned. Den sociale spredning er måske ikke så voldsom – 190 kr. (plus 10 kr. i lommepenge, som man kom langt med i Tyskland på det tidspunkt, idet det var lig med 20.000 Mark!) var dog en slags penge.

Det kunne være interessant, om der stadig findes deltagere, som kan huske turen og ville gi’ deres besyv med. I øvrigt var det absolut ikke nogen mandetur. Der er flere lærerinder med og en del “frøkner”. På det viste billede af selskabet i München ser man dem tydeligt lyse op. Det må formodes at være forfatteren selv, der sidder med stiv kasket på forreste sæde i sigtseeing-bussen. Det er i sig selv et stykke sjov lokalhistorie i det fremmede. Vendelboerne er i fuld gang med at erobre Alperne.

Rejseprogrammet

Ruten er grundigt tilrettelagt. Man starter tidligt om morgenen den 4. maj fra Flensborg, hvortil man er kommet med tog. Programmet er en rejsebrochureforfatter værdigt. Men det har været et vældigt stræk fra første til anden dag over Hamburg til Frankfurt: “En dag i Vesttysklands største handelsby,” står der. Alle seværdigheder beses! Derefter over Würtsberg direkte til München. “Aftenen tilbringes i det berømte Hofbräuhaus.” Hvad har frøknerne sagt til det? Men de var nok ikke så pivede dengang.

I München får den hele armen.  Her skal besøges “det verdensberømte  Pinakotek og Glyptotek”. Efter middag “udflugt til Sternberg. Med damper over Starnbergersøen, forbi de bayriske kongeslotte til Seehaupt, hvorfra man nyder en herlig udsigt over alpekæderne lige fra Zugspitz til Montblanc”. Det er rejsens fjerde dag.

Femte dag er heller ikke kedelig: “Med elektrisk tog fra München til Mittenwald. I denne midt i Alperne beliggende by opslår vi vort hoved- kvarter i tre dage. Mittenwald ejer en mængde gamle ejendommelige bygninger, en berømt kirke og et sjældent tyrolerliv” (!) Det sidste har nok lokket med alle sine farver. Dette er rejsens mål, og resten af færden bruges til spadsereture i Alperne. – for eksempel til “den smukke Lautersee ved foden af det 2800 meter høje Karvandel Alper. Og (uden særligt pas) ind over den østrigske grænse til Lautasch vanddfaldet. Efter middag bestigning af det 1540 meter høje Kransberg. Derfra har man den herligste rundskue over “Alpernes snedækkede toppe” Tiende dag hjemrejses  – ” hver til sit” Ikke sandt – man kan blive misundelig den dag i dag.

Rejseudstyret

Selv om det nok har været en rejse med megen god “forplejning.” rådes deltagerne fra starten til at udruste sig på rette vis. Fra Hannes Hus i Lokken, hvor Thomas Olesen dengang boede, udgår nøje instrukser, særlig til de mandlige deltagere: 1 skjorte, 1 á 2 par strømper, “flipper og lignende”. Alle -også damerne- anmodes om at trække i svært rummeligt fodtøj med så lave hæle som muligt. Dette er alvorligt.

Og i øvrigt: “Man kan ikke møde selskabsklædt til måltiderne på så ud- præget en turisttur.”-Og det til trods for, at man angiveligt hele tiden opholder sig på “de bedste hoteller.” Smør medbringes i en lille krukke! Fordi der forbudt hotellerne i de store byer & servere smør for gæsterne.” Der var inflationstider i Tyskland i 1923 og altså allerede med restriktioner med henhold til fødevarer. Hvilke sære udslag selve inflationen gi’r, skal vi se til sidst.

Man bedes i øvrigt medtage sit gode humør og håbe på godt vejr.”

Den lune Thomas Olesen slutter sin officielle skrivelse på falderebet den 3. maj: “En gammel klog mand har sagt til mig: “Man tager sine bukser, vender dem og hænger dem ud natten før man rejser. Det står deltagerne i Alperejsen frit, om de vil forsøge.”

Hvordan rejsen er forløbet, melder papirerne ikke noget om, men det kunne være interessant at høre fra folk, der var med eller efterkommere efter alpefareme. At det ikke har været lutter alpebestigning, fremgår tydeligt af et par morsomme, omhyggeligt førte regnskaber, som sendes ud til visse af deltagerne efter hjemkomsten. Det drejer sig om medlemmer af det undervejs oprettede aktieselskab ”Det muntre hjørne”, der har vidst at vederkvæge sig efter strabadserne. Fra den tredje maj till den 12.maj, har de udenfor programmet for 426.882 Mark.

At aktionærerne har hygget sig ses for eksempel af følgende post: Middag i Flensborg. Aspargessuppe. Flæskesteg, dessert, vin og mokka … 70260 Mark.

De drabelige tal, fremkommer selvfølgelig ved Markens drabelige himmelflugt – eller rettere nedtur. Thomas Olesen anslår 1000 Mark. Men billigt har det jo alligevej ikke været. ”Det muntre hjørne” har haft spenderbukserne på.

Et par pudsige tal fra regnskabet:  Drikkepenge til hotelkarl 4000 Mark.

Rundstykker med ost på damperen: 5500 Mark. For musik (ekstranummer.) Den blå Mark. Champaagnen i Vinstuen (2 flasker) At det er gået  muntert til tyder følgende diskrete passus på: ØL til Politiet: 6700  Mark.

Tegning af Ths. Olesen Løkken fra 1920

Penge til hele dagen

Alt i alt har vendelboernes indtagelse af de tyrolske alper tilsyneladende været en ret en voldsom succes, forfatteren til ære.  Han havde på det tidspunkt nok nogen af sine stærkeste år. I 1920 var “Bonden Niels Hald” udkommet, som med det samme slog hans navn som hjemstavns- og socialforfatter fast. Op til rejsemålet var kommet flere bøger. I selve 1923 kom “Klavs Bjerg og Bodil.” Fem år efter kom Thomas Olesen på finansloven.

Hvorvidt budgetterne holdt for de selskabsrejser, han nåede at gennemføre, vides ikke, men der findes en anekdote, der kunne tyde på, at det ikke var så let at beregne alting på forhånd.

Thomas Olesen som rask kulturperson i Løkken i 1928.

De papirer, der danner grundlag for denne artikel, stammer fra den kendte gårdejer Niels Baggesen, Jonstrups familie i Nr. Saltum og Ingstrup. Han var selvfølgelig selv med og ikke nem at vælte. Historien går på, at da man kom til Harzen, manglede der kontanter. Budgettet var overskredet. Baggesen hørte om det og var ikke stemt for at bryde eventyret så tidligt.

“Hvor meget skal du bruge?”, sagde han til Thomas Olesen. – Ja, han skulle da bruge noget! “Er 3000 nok?”-“Ja- men, det har du da vel ikke,” skal Thomas Olesen ha’ sagt. – Hvorpå Baggesen greb i foret og lagde pengene stilfærdigt på bordet med de ord: “A tu pæng mæ te hiele dawwi!”

Om historien er korrekt ved jeg ikke, men den er da morsom nok – Alperejse ligesom Rhinrejsen året før- må have været en formidabel oplevelse for de vendelboer, der var med. Når man samtidig tænker på, hvor stor en fortæller, han var, kan man kun ønske, at man havde været med. Han har ikke været kedelig at ha’ som rejseleder. Det hele lyser af entusiasme og lyst til at vise andre, hvad han selv syntes var værd og væsentligt at se. Det er et aspekt, som skal med, når man tænker på ham som kulturarbejder midt i sit eget land så at sige.

Stærkt og muntert – det må ha’ været morsomt.

 Deltagerne i alperejsen:

Bastholm, Stubdrup Brønderslev, skrædder Martin Christians, Ø. Brønderslev, installatør Sen, Thyrasgade 4, Aalborg, typograf Carl C. Larsen, Ladegårdsgade 10, Aalborg, assurandør C. Wessman og søn, Ankerhus, Aalborg, trafikass. C. Rasmussen, Skelund, hotelejer Søren Hedegaard, Fjerritslev, bager C. Christensen og hustru, Gugvej, Aalborg, skovrider A. Petersen-Geltzer, Alfarvad, Præstbro, frøken Dorthea Jensen, Hjørring, frøken Anna K. Jensen, Hjørring, frøken Elise Christensen, Hjørring, frøken Jenney M. Christiansen, Hjørring, dommerfuldm. Lauritz G. Larsen, Læsø, gårdejer P. Olesen, Toftgaard, Gandrup, landmand Rasmus Bisgaard, Bjerregaard, Fjerritslev, landmand Jørgen Nielsen-Gøgsig, Jerup, lærerinde Sofie Hansen, Tårs, gårdejer Chr. Dissing, Târs, frø- ken Mette K. Sørensen, Tårs, husejer Chr. M. Ullerup, Tårs, partikulier Lars Chr. Jacobssen, Kragsvej, Hjørring. gårdejer Niels Baggesen, Jonstrup, Nr. Saltum, gårdejer Pedersen-Bisgaard. Pandrup, landmand Knud Sørensen. Suldrup. Støvring og lærer Jens Rasmussen, Brunsholm, Støvring.

Melodi: I en kælder sort som kul

Den kan sikkert ikke synges, men læs den så blot !!

Der fortælles om vores by og egn.

I Vrensted lever folk så godt, her har vi Kirkedammen, hvor vandet stille spejlblankt står, med springvand som gir strålen. Med ænder, siv og sol på vand, i Vrensted mødes alle mand til snak og spas ved dammen så godt for alle sammen.

Bag dammen rejser kirken sig, så hvid og smuk den stråler. Et gammelt tårn der rager op Og højt at komme op til top, med klokker, kors og kirke liv, den vogter over vores liv, og bærer tro og tradition tæt ved den gamle togstation.

Vi går mod Ane Maries hus, hvor omsorg blev en ære. Det første hjem for ældre folk, en tanke fin at bære. Nu rummer huset kultur og kraft, med væveværk og stue – en sal for ord og gode grin, hvor tanker kan få lue.

Og lidt derfra et hjem igen, dog nu med dyner rene, for gæster kommer langvejs fra til værelser så pæne. Et B&B med charme fuld, hvor minder næsten taler – et hvilested på gammel grund, det lar sig ej betale.

Og skolen, som har set sin tid, er fuld af liv og latter. Et Byens hus med bold og leg, samt fester, sang og flæskesteg, fra klokken otte til vi når de sene aftentimer, er døren åben, lyset tændt, glæde er for Vrensted hændt.

Der danses, spilles, læses dér, I gymnastik og sale. Et bibliotek med bøger klog’, hvor stilhed roligt kalder. Et samlingspunkt for ung og æld’, hvor fællesskabet styrkes, et sted hvor Vrensteds varme sjæl i hjertets rytme dyrkes.

I gamle dage summed’ her af små husmænd og plove, mens store gårde strakte sig med marker, grønne skove. Nu står omkring en håndfuld gård’ med køer og grise hjemme – de bærer videre landets ånd og lader stolthed stemme.

Brugs og smed samt bager i er nu gode minder. Men lægehus og madbutik, hvor alle varer findes. Og selvom meget lukket ned, så står vi fast og hjælper – for Vrensted løfter helt i flok, når nogen siger kom herop.

ovenfor lægehus nedenunder købmand

I hundrede år har byen stå’t med folk af stærke tanker. Med gårde, grønne marker smuk’ og veje fuld af skrænter. Men Vrensted rejste sig hver gang, når stormen ville vælte – et folk med mod i ryg og blik, som aldrig lod sig fælde.

Ti bøger skrevet om vor egn, om folk med vilje, styrke. Om kloge mænd og vise kvind’, som livet lod sig dyrke. De rummer minder, arv og ånd, en skat for nye tider, hvor hver fortælling bærer frem den stolthed vi bær vidre.

Fra vævestue til samlingshus, fra legeplads til kroge – hver krog i Vrensted hvisker blidt om livets mange sprog’e. Vi deler gri n og giver hånd, vi mødes over bordet – og her i byens stille ro fornyes selve ordet.

Med fest og foredrag samt sang, vi mindes gamle dage Men ser med håb mod himlens blå, og nye skridt vi tage. For Vrensted står med åben favn, og rødder dybt i jorden – vi gror i fællesskabets kraft, som lyset nu i norden.

En landsby fyldt med liv og tro , med sammenhold og varme. Et sted hvor hjerter banker blødt og favne står med arme. Så kom og se – og bli’ måske – vi lover smil og hygge. For Vrensted, det er ikke kun et navn – det er en lykke.

Så løft nu stemmen og syng med, til minder, mod og glæde! For landsbyen, hvor vi står fast og lader livet brede. Fra dammens ro til kirkens klang, fra væv til bøgers linjer – en by med stærke rødder og fremtid i vor fingre

! April 25 /jom

Byens Hus i Vrensted     

Den lukkede skole i Vrensted i Hjørring Kommune er omdanne til et fælles aktivitetshus for hele landsbyen. I Vrensteds samlingssted, Byens Hus, er der plads til idræt, forsamlingshus, madværksted, café, lokalarkiv. Omkring hovedgaden er Byens Hus inddelt i tre zoner: • En idrætszone med gymnastiksal på 130 m², streetsport en “players lounge”, der er et uformelt mødested for idrætsfolkene. Idrætszonen forbindes direkte til den udendørs idrætsplads. • En forsamlingszone bliver et moderne bud på forsamlingshusets kvaliteter. Her er der madværksted på 81 m², en stor forsamlingssal på 165 m² og en mindre forsamlingssal på 66 m². Der er direkte udgang fra forsamlingszonen til et terrasseområde med køkkenhave og højbede og et afslapningsområde.

VRENSTED ET GODT STED AT BO

TÆT VED SKOV OG STRAND

Til Brønderslev, Løkken, Thise, Ingstrup, Børglum, Vittrup

Trehjørnet