Kilde: Artikel VT 1987 skrevet af Preben Friis
80-årig smidt ud af rutebil
Efter 200 m kørsel smed en chauffør på NT-ruten Brønderslev-Løkken torsdag aften en 80 årig passager ud af rutebilen og lod den gamle mand stå på gaden med sin fuldt gyldige billet.
Den usædvanlige hændelse skete 200 meter fra rutebilstationen i Brønderslev, hvor den ældre mand, pensionist Harry Jørgensen, Vrensted, kort forinden var stået på bussen og havde betalt billet. Chaufføren kaldte inden bussens start den aldrende mand udenfor og fortalte, at han ikke kunne komme med rutebilen fremover, men at han denne gang skulle få lov at køre med hjem til Vrensted. Chaufføren nævnte, at der var kommet en klage over manden, som jævnligt kører med bussen.
Efter denne hændelse startede chaufføren bussen, men efter kun 200 meters kørsel skiftede chaufføren mening, for han standsede køretøjet og sagde kort til Harry Jørgensen: Så må du ud.
Vrensted pensionisten forlod med sin stok og to tasker bussen uden at indlede nogen diskussion med chaufføren, som fortsatte mod Vrensted og Løkken med sine forholdsvis få passagerer.
Harry Jørgensen, der godt nok var noget langskægget, var ikke beruset og mener selv, at hans opførsel ikke kunne genere andre. Jeg havde som sædvanlig mine to tasker med foruden min stok. På min jakke havde jeg en række medaljer, som jeg har fået rundt omkring på landsdelens markeder landet over i sommerens løb. Men det kan være, at chaufføren ikke kan lide medaljer, slutter Harry Jørgensen, der ud over at være redaktør af Vagabond Avisen også er kendt som Vagabondernes Bedstefar.
Afsnit 2:
Bedt om at forlade bus efter passager-klager.
Hr. redaktør Jørgensen, Vrensted blev bestemt ikke smidt ud af Brønderslev-Løkken-bussen, men blev bedt om at forlade bussen efter klager fra passagererne.
Det siger Poul Jensen, Rakkeby, der var chauffør på rute 209-bussen torsdag aften i Brønderslev, da den 80-årige pensionist Harry Jørgensen, Vrensted efter 200 meter fra Brønderslev Rutebilstation blev bedt om at forlade bussen.
Det var simpel hen nødvendigt, forklarer Poul Jensen til VT.
Rutebilejer Edith Bæk, Løkken og Nordjyllands Trafikselskab havde drøftet forholdet, idet der gennem flere måneder var kommet klager fra bus-passagerer over, at disse ikke mente af etisk/hygiejniske grunde at kunne være tjent med at køre i bus sammen med Harry Jørgensen.
Jeg havde fået besked om i givet fald at afvise Harry Jørgensen som passager hvis forholdene skulle gøre det nødvendigt. Og det var altså nødvendigt torsdag aften, siger Poul Jensen. Jeg er ked af at gå nærmere i detaljer med sagen af medmenneskelige grunde, men når Jørgensen selv går til pressen med sagen, så tvinges jeg til at tage bladet fra munden og klart sige, at det hele drejer sig om noget med sæbe og vand – eller rettere mangel på samme. Sandheden er ilde hørt, men altså nødvendig.
Både NT og min arbejdsgiver er enige om, at vi ikke kan miste øvrige passagerer for at køre med Harry Jørgensen, der måske ikke selv helt er klar over forholdene, men det er de øvrige passgerer. Og torsdag aften var det altså helt galt. Den øvrige halve snes passagerer i bussen var rykket helt ned i køretøjets bagende.
Jeg havde meddelt Jørgensen, at han ikke – som forholdene har udviklet sig – – fremover kunne køre med bussen, men jeg var indstillet på at lade ham tage med til Vrensted, men efter et par hundrede meters kørsel, måtte jeg altså bede ham om at forlade bussen. Andre passagerer skal jo benytte bussen bagefter, og hverken af hensyn til andre eller til overholdelsen af køreplanen kan det ikke være rimeligt at køre rundt med skånebetræk eller foretage ekstraordinær rengøring efter transport af en enkelt passager.
Som sagt er sandheden altid ilde hørt, og jeg er ked af at måtte sige dette til avisen, men omstændighederne har altså tvunget mig til det, slutter Poul Jensen, der samtidig understreger, at hans passager blev sat af midt i en by, tæt ved Taxa. Det var højlys dag, varmt og solrigt. Jørgensen ville selvfølgelig aldrig være blevet sat af et øde sted eller i tilfælde af dårligt vejr.
Harry Jørgensen døde i 1995, 88. år gammel