Gammel Buurholt
Buurholtvej 11
9700 Brønderslev
Kilde:
Buurholt har været kendt som Gammel Buurholt siden midten af 1800-tallet.
Gården tilhørte i tre generationer den magtfulde Banner-slægt
Ejerhistorie
Før reformationen var Buurholt en del af Børglum Klosters gods. Det betød, at gården, ligesom meget andet kirke- og klostergods, hjemfaldt til kronen ved Reformationen i 1536.
I 1573 mageskiftede Frederik II (1559-1588) Buurholt til Magdalene Banner, hvis efterkommere ejede gården frem til 1620. Ejeren af herregården Hammelmose, Otte Christensen Skeel. overtog Buurholt omkring 1620’erne.
Skeels svigersøn, Sten Holgersen Bille, udvidede gårdens jordtilliggende betragteligt. Buurholt var endnu i 1640’erne en almindelig bondegård. Bille sikrede imidlertid gården hovedgårdsstatus, idet han udvidede jordtilliggendet og drev gården for sine egne midler. Skeels svigersøn, Sten Holgersen Bille, erhvervede så meget fæstegods omkring gården, at den i 1682 fik status som komplet hovedgård. For at være en såkaldt komplet hovedgård skulle ejeren have 200 tønder hartkorn bøndergods inden for en radius af ca. 15 km fra hovedgården. Var dette tilfældet fik godsejerne efter 1682 bevilget skattefrihed for deres hovedgårdsjord.
Buurholt var ikke Billes vigtigste hovedgård, men var i lange perioder bortforpagtet. Gården forblev dog i slægtens eje indtil 1710, hvor Buurholt blev solgt til Jens Pedersen Brøndlund. Han videresolgte Buurholt ni år senere til gårdens forpagter, Hans Justesen.
Efter Hans Justesens død i 1728 blev Burholt overtaget af hans kreditorer. Gården havde herefter en række forskellige ejere, inden den i 1789 blev købt af Henrik Winde. Buurholt blev i 1832 overtaget af hans søn, Johan Frederik Christoffer Winde, der frasolgte fæstegodset.
I midten af 1800-tallet blev der bygget en ny landevej mellem Hjørring og Nørresundby, hvilket skar Buurholts jorder midt over. Johan Winde opførte derfor en ny gård på den anden side af vejen i årene mellem 1854-1857. Det oprindelige Buurholt blev derefter kaldt Gammel Buurholt, mens den nye gård fik navnet Ny Burholt.
Efter færdiggørelsen af den nye hovedbygning overdrog Johan Winde den gamle hovedgård
til sin søn, Jacob Kjellerup Winde. Winde solgte i 1903 Gammel Buurholt videre til Christian Pedersen, der også havde købt Ny Buurholt.
Christan Pedersen beholdt Gammel Buurholt til sin død i 1934, og i 1939 solgte hans enke gården til Statens Jordlovsudvalg. Udvalget var blevet nedsat i 1919 for at skaffe jord til oprettelse af husmandsbrug, og udvalget udstykkede Gammel Buurholt og solgte i 1940 hovedparcellen videre til Poul Voetmann.
Gården har i det 20. århundrede haft en række skiftende ejere, og i 2000 blev Gammel Buurholt købt af Visti Kræn Møller. Han ejede stadig Gammel Buurholt i 2013, og fra den gamle hovedgård drev han et mindre landbrugsfirma, der specialiserede sig i mobile såsædsrenserier.
Ejerrække
- (1490-1536)Børglum Kloster
- (1536-1573)Kronen
- (1573-1597)Magdalene Banner, gift Krabbe
- (1597)Dorte Iversdatter Krabbe, gift Lykke
- (1597-1602)Erik Lykke
- (1602-1620)Hans Eriksen Lykke
- ( -1634)Otto Christensen Skeel
- (1634-1642)Karen Skeel, gift Bille
- (1642-1654)Sten Bille
- (1654-1665)Frederik Bille og Holger Bille
- (1665-1690)Holger Bille
- (1690-1692)Sten Bille, Christian Frederik Bille, Henrik Bille og Otto Bille
- (1692-1700)Sten og Otto Bille
- (1700-1710)Sten Bille
- (1710-1719)Jens Pedersen Brøndlund
- (1719-1728)Hans Just
- (1728- )Else Kathrine Kampman
- ( -1734)Sten Clausen Kjærulf
- (1734-1757)Peder Himmelstrup
- (1757-1776)Anna Hegelund Kjærulf gift 1) Ifversen, 2) Himmelstrup
- (1776-1777)Niels Ifversen og Peder Ifversen
- (1777-1789)Peder Ifversen
- (1789-1817)Henrik Winde
- (1817-1832)Anne Dorthea Winde
- (1832-1867)Johan Frederik Christoffer Winde
- (1867-1903)Jacob Kjellerup Winde
- (1903-1934)Christen Pedersen
- (1934-1939)Margrethe Jensen, gift Pedersen
- (1939-1940)Statens Jordlovsudvalg
- (1940-1947)Poul Voetmann
- (1947-1965)Thomas Christian Thomsen
- (1965-1985)Erik Haldrup
- (1985-1998)Erik Haldrup og Niels Otto Haldrup
- (1998-2000)Inger Haldrup
- (2000 – )Visti Møller
Hovedbygning
Johan Frederik Christoffer Winde overtog Buurholt efter sine forældre i 1832, og i 1843 ombyggede han den eksisterende hovedbygning og opførte en ny midterfløj.
Resterne af den gamle hovedbygning gik til i en brand i 1853, hvorefter Johan Winde forlængede sin nye midterfløj fra 1843 og opførte to nye sidefløje. Byggeriet stod færdigt i 1857.
Den trelængede gård er i én etage.
Fredningsstatus 2021: Hovedbygningen er ikke fredet.
Andre bygninger
Over for hovedbygningen ligger et større anlæg bestående af tre separate bygninger, der sammen med hovedbygningen indrammer gårdspladen.
Bygningerne er af nyere oprindelse og blev i 2013 brugt i driften af en mindre landbrugsvirksomhed.
Fredningsstatus 2021: Anlægget er ikke fredet.
Kulturmiljø
Øst for hovedbygningen er der anlagt en have.
Omkring haven og på hele gårdens østside er der en mindre skov.
Litteratur
Bülow, E. Danmarks Større Gaarde. 1961-1967.
Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Gårdens stamdata gennem tiden
NUTID (2021)
NUVÆRENDE NAVN
Gl. Buurholt Hovedgaard
REGION OG KOMMUNE
Nordjylland – Brønderslev
OFFENTLIG ADGANG
Ingen oplysninger
EJER
Visti Møller og Trine Møller
HERREGÅRDENS STØRRELSE
40 ha (2020)
DETALJERET STØRRELSE
Ager 10 ha, eng 3 ha, skov 21 ha, mose 2 ha, park/have 4 ha, bortforpagtet 10 ha (2020)
FUNKTION
Landbrugsdrift/skovbrug og boligudlejning
KILDER
Større Gårde & Skove. Nærum 2020