I Vrensted var der i 1950erne og 1960erne et Fælles AndelsFrysehus, som var blevet klemt ind mellem 2 huse midt i Vrensted by og var beliggende mellem Trehjørnet og Mejeriet.
Frysehuset i Vrensted blev opført i 1949. Amtsrådet havde bevilget en lånegaranti på kr. 45.000. På den første generalforsamling i 1950 blev oplyst, at huset havde kostet kr. 40.455.
Der var 127 bokse, hvoraf 95 var udlejet fra start. Som første bestyrer blev antaget fru Johanne Riis.
Åbningstider var tirsdag til lørdag fra kl. 8-10 og fredag desuden fra kl. 14,30-16,30.
Indlevering af pakker begynder mandag den 12. december 1949.
Frysehuse oplevede deres storhedstid fra 1940 og frem, hvor private borgere benyttede dem. I et frysehus betalte man et fast årligt beløb, der så gav adgang til at have sine varer på frost i frysehuset. Betalingen fra medlemmerne sikrede, at elregningen og huslejen blev betalt og bestyreren af frysehuset fik sin løn, og at det evt. lån, der oftest var blevet optaget i forbindelse med byggeriet af selve frysehuset.
Det var en tid, hvor de færreste havde frysemuligheder hjemme, noget som vi i dag stort set alle har, og med et fælles frysehus fik folk mulighed for at fryse deres varer ned. Det var alle typer af varer, man havde mulighed for at fryse ned i et sådan lokalt frysehus, men typisk var det frugt, grønt, kød og fisk på helt samme måde, som det er i dag. På den måde kunne private fryse deres bær og så henkoge dem på et senere tidspunkt, hvor det passede dem bedre. Man behøvede heller ikke at salte eller ryge alt ens kød i forbindelse med slagtning, for nu kunne man fryse kødet ned i stedet og dermed få fersk kød på middagsbordet meget oftere, end det tidligere var muligt.
Når man ude på gårdene havde slagtet gris eller kalv, blev der skåret stege ud, skåret mørbraden ud og lavet fars og andet fra det slagtede dyr. De forskellige dele blev pakket ind i brunt frysepapir og efterfølgende blev det transporteret hen til frysehuset, hvor de mange kødpakker så blev afleveret i Frysehuset. Efter Johanne Riis tiltrådte Else Nielsen kaldet Fryse Else. Hun forestod indlevering og udlevering af pakkerne, som hun herefter lagde ind i fryserummet i de respektive bokse. Hver pakke var forsynet med navn, dato og et nummer, og det pågældende hjem, havde så noteret nummer på hver pakke, og hver pakkes indhold i en bog med kopi. Når man så efterfølgende skulle bruge en pakke, medbragte man så en kopiseddel, man kunne rive ud af sin bog, med det pågældende nr., således at Fryse Else nemt kunne finde den rigtige pakke. Med bogen over ens nummererede frysepakker, havde man så også styr på at få brugt de ældste pakker først. Når frysehuset var åbent på faste ugedage, iførte Else sig så en tyk frakke, hue og tykke vanter,
så hun kunne gå ind i det store boksrum for at hente pakker uden at komme til at fryse og undgå at røre de iskolde pakker med de bare hænder. I andre frysehuse havde man nogen steder selv en nøgle til sit frysehus hvor der så var bokse med nøgle til ens fryseboks. Efterhånden blev køleskab og fryser mere og mere almindeligt i de danske husholdninger i slut 1960erne og 1970erne og efterhånden blev de små lokale frysehuse overflødige og blev lukket og solgt til andet formål.
Frysehuse for og til private gled ud i glemslen igen, og langt de fleste indstillede driften i løbet af 1970’erne, hvor flere og flere husholdninger fik frysere hjemme. Mange frysehuse lukkede helt, og nogle bygninger blev revet ned, mens andre kunne benyttes til helt andre formål. Men enkelte frysehuse overlevede, og der findes store frysehuse i dag, der leverer deres service til professionelle indenfor dagligvare og restaurationsbrancherne, hvor der fortsat er et behov for at kunne lagre større mængder af forskellige fødevarer, indtil der er brug for dem, og hvor forretningerne selv ikke har den nødvendige kapacitet til at kunne gøre det.
I Vrensted er det gamle frysehus blevet omdannet til en fin lille bolig og samtid udvidet.
november 2022 – jens otto madsen