VRENSTED FORSAMLINGSHUS – Historien

VRENSTED FORSAMLINGSHUS

Mejeribyen 465, Vrenstedvej

opført i 1935 og tilbygget i 1978. Husflidsskole i forbindelse med lejlighed på 1. sal. Forsamlingshuset solgt og flyttet til Byens Hus i 2018.
I 2019 er der nu indrettet en fin Antikvitetsforretning i det gamle Forsamlingshus.

Historien om VRENSTED FORSAMLINGSHU

Vrensted sogn fik sit første forsamlingshus i 1895. Det blev opført i den nordlige del af Vrensted By, kaldet ”Mejeribyen”. Det opførtes på et areal over for Vrensted Mejeri ”Lykkens Prøve” og det har ligget der lige siden. Det gamle blev revet ned i 1935 og der genopførtes et helt nyt og tidssvarende forsamlingshus på samme grund hvor det gamle var blevet nedrevet. Det var murermester Charles Andersen, Vrensted, der forestod byggeriet.

Det flotte nye forsamlingshus fra 1935, opførtes med lille sal og stor sal med scene. På 1. sal lejlighed til værtsparret.

I 1978 blev forsamlingshuset udvidet med en ny tilbygning.

Ovenfor billede af det store Vrensted forsamlingshus, som det ser ud i 2017.

Bestyrere eller værter som de blev kaldt, i det nye forsamlingshus fra 1935, hvor der var en lejlighed på første sal til værtsparret, har været følgende:

fra 1935 til 1945, Mary og Reinholdt Nielsen (vognmand)

fra 1945 til først i 50erne Ingeborg og Svend Christoffersen (landpost)

i 50erne Valborg og Aage Kristiansen (rutebilejer)

i 60erne Johanne og Vilhelm Andersen (pedel på skolen i 70erne)

i 70erne Åse og Kaj Svenningsen indtil 16.10 1976

i 1976/1977 Grethe og Poul Erik Ulrick

Fra 1977 har der ikke været flere værter/bestyrer. Arbejdet er blevet udført ved frivillig arbejdskraft.

Ved udlejning har man selv medbragt kogekone og rengøringshjælp.

Det var foregangsmænd i Vrensted, der tog initiativ til et samlingssted for beboerne i Vrensted Sogn. Et hus som kunne bruges til mange formål og som gennem årene har været meget brugt af Vrensteds befolkning og forskellige foreninger til fester, møder m.m.

Huset er blevet meget brugt af private, der lejede sig ind til forskellige ting. Det være sig bryllup, sølvbryllup, guldbryllup, fødselsdage og meget mere. Man kunne medbringe egen kogekone til madlavningen.

Da spillefilm kom frem, kom der ofte tilrejsende med filmapparat og lejede sig ind for forevisning af biograffilm for sognets beboere. Der blev afholdt danseskole for sognets børn. Der var udstillinger, foredragsaftener i foreningsregi, der blev afholdt aftenskole og meget mere.

Den store sal var oprindelig indrettet med ribber i den ene side, så der også kunne lave gymnastik. Der var ingen gymnastiksal i den gamle skolen på det tidspunkt.Der blev så trænet og afholdt en årlig gymnastikopvisning.

Vrensted havde bl.a. 2 foreninger for ungdommen. Det var Vrensted Idrætsforening og Vrensted Ungdomsforening hvor der var megen aktivitet. Idrætslige og kulturelle.

I 1960erne og 1970erne var der megen ungdom på landet. Der var mange medhjælpere på landet og det var også almindeligt med piger til hjælp i husholdningen, og det sammen med folks egne unge mennesker gjorde, at der var mange aktiviteter i de små bysamfund.

Baller for ungdommen havde en storhedstid på det tidspunkt. Det kom på mode, at ballerne startede kl. 22 og sluttede kl. 03,00. Så blev der spillet op til dans af forskellige orkestre og der blev danset på livet løs indtil slut. Mange venskaber og efterfølgende ægteskaber er blevet etableret på denne måde.

De senere år har forsamlingshuset ved hjælp af frivillige, selv afholdt ugentlige bankospil, hvortil der kommer mennesker fra hele Vendsyssel. På den måde har det været muligt at skabe indtægter til forsamlingshusets drift, der sammen med den almindelig udlejning til forskellige arrangementer har kunnet få driften til at løbe rundt.

Siden Vrensted Lokalhistoriske Arkiv blev etableret, har det holdt til i den gamle ”lille sal” i Forsamlingshuset.

Forsamlingshuset er nu flyttet til ”Byens Hus”. Den nedlagte Vrensted skole er blevet indrettet til et borgerhus til samtlige byens foreninger, hvor alle aktiviter i fremtiden kan foregå.

Forsamlingshusets bestyrelse har på en generalforsamling fået vedtaget, at det gamle forsamlingshus blev solgt og det er blevet solgt til Ingstrup Antik som har indrettet det til antikvitetsforretning.